Fra Skovholm

Film De skjulte jøde børn

Ole Green Christensen, søn af Elly og Helweg Green Christensen Skovholm fortæller :

 

Hermed en beretning om et specielt og bevægende arrangement, som Søren, Aases søn, og jeg deltog i

torsdag den 2. oktober i Københavns Synagoge. Vi var inviteret af Henry i forbindelse med:

 

"Markeringen af 65-års dagen for redningen og deportationen af de danske jøder i oktober 1943." 

 

Den tyske aktion begyndte om aftenen fredag den 1. oktober 1943. Denne aften var det jødiske nytår, en af årets store helligdage i den jødiske religion. Grupper af tyske politisoldater, oftest i samarbejde med en dansker, opsøgte adresser landet over for at arrestere de jøder, der boede der.

 

Nazisternes formål var at arrestere samtlige jøder i Danmark med det formål at deportere dem til lejre uden for landets grænser.

 

På banegården i Ålborg holdt et tog med kreaturvogne klar til at transportere jøder fra Fyn og Jylland til ghettoen Theresienstadt, og på Langeliniekajen i København lå skibet Wartheland og ventede på at jødiske børn, kvinder og mænd ville blive ført ombord.

 

Et par dage før selve aktionen var oplysninger om den imidlertid blevet lækket, og derfor var kun få jøder at finde hjemme den aften. Flertallet var allerede på flugt.

 

Alle befandt sig nu i en pludselig og vel for de fleste uventet og uoverskuelig situation, og en del blev udsat for hændelser, der var langt mere dramatiske end dem, vi ofte hører om.

 

Der var flygtninge, som først efter stort besvær ankom til Sverige, andre omkom under flugten og en gruppe

på knap 500 mennesker blev deporteret til nazistiske lejre. Omkring 50 af disse dør inden maj 45.

 

For over 7000 danske jøder lykkes det at komme til Sverige i løbet af de første 2 uger af oktober.

 

Nogle flygtninge blev snydt og måtte betale ekstreme summer for overfarter, der ikke fandt sted. Andre betalte for robåde, der var i så dårlig stand, at de tog vand ind og kæntrede med passagerers død til følge. Atter andre måtte på åbent hav reddes af andre skibe, og fra et enkelt skib blev 8 personer overgivet til Gestapo.

 

Nogle jødiske familier besluttede at lade et eller flere børn blive i Danmark, gemt hos ikke-jødiske venner eller bekendte, uden at vide hvorvidt, eller hvornår, familien ville se hinanden igen. 

 

 

Henry var een af de personer, der var vidne, dvs. aflagde sin beretning fra de dage for 65 år siden og den

følgende tid frem til befrielsen i 1945.

 

Henry var den ene af 8 vidner. Vidnerne var i sagens natur børn eller ganske unge dengang for 65 år siden.

Af vidner kan nævnes flere kendte, bl.a. Arne Melcior (tidligere minister), Simon Rosenbaun (entertainer),

Erling Olsen (tidligere minister og formand for folketinget). Hans far var etnisk dansker og hans mor var jøde.

Børn født af jødiske kvinder er jøder - ifølge jødiske regler.

 

Nogle berettede om flugten til og opholdet i Sverige. To om tilfangetagelsen og livet i Theresienstadt og Henry sin historie om, hvordan han kom til Skovholm i starten af oktober 1943 og levede her ”i skjul” til efter krigens slutning i maj 45.

 

Henry gjorde det flot. Han er 76 og har aldrig prøvet at stå foran 400 - 500 mennesker og fortælle sin

personlige og følsomme beretning - uden overhovedet at lyde sentimental - men positivt og varmt..

Den "gik lige ind" og den blev senere kommenteret af andre, jeg tror bl.a. Erling Olsen.  

 

Henrys beretning er gengivet nedenfor.

 

En beretning fra besættelsen af Danmark 1940-45

set gennem en 11-årig drengs øjne

Af Henry Aktor

 

Jeg er født i en jødisk familie d. 27. januar 1932. Her vil jeg fortælle, hvordan det gik til, at jeg undgik at blive fanget af nazisterne under besættelsen, og hvordan jeg blev skjult hos en gårdejerfamilie, som min ældste bror Herman kendte.

Ved besættelsens begyndelse boede jeg og min familie i Hillerødgade i København, men 1-2 år efter flyttede jeg sammen med min far, to af mine søstre og den ene af mine brødre til Bogtrykkervej 35 i Københavns Nordvestkvarter. Mine to ældste søskende var allerede før krigen flyttet hjemmefra. Min mor døde allerede i 1933 kun 37 år gammel, da jeg var halvandet år, så min far, der var skrædder, var alene med hele børneflokken bestående af 3 piger og 3 drenge.

Da jødeforfølgelserne satte ind i Danmark i begyndelsen af oktober 1943, var jeg 11 år. Natten før vi skulle flygte, sov jeg sammen med min far hos vores tidligere nabo Kjeldtoft i Hillerødgade 90. Næste morgen d. 30. september fik jeg besked på at tage toget fra Københavns Hovedbanegård til Næstved på egen hånd. Det står lidt uklart for mig, hvorfor jeg ene af alle i familien ikke kom til Sverige.

Hvordan jeg kom til Hovedbanegården, husker jeg ikke, og heller ikke hvordan afskeden med min far var. Til gengæld husker jeg tydeligt rejsen til Næstved, fordi toget var fyldt med tyske soldater, men det mærkelige var, at jeg hverken følte mig nervøs eller bange. Jeg tror, at det skyldtes min alder; jeg var jo bare en dreng på 11 år og tænkte ikke nærmere over det.

For at nå helt frem til bestemmelsesstedet skulle jeg skifte i Næstved til privatbanen Næstved – Præstø – Mern. Jeg stod af på Tappernøje Station. Heldigvis kom jeg ikke til at vente længe; jeg blev hentet i hestevogn af en, der hed Frede, og kørt til gården Skovholm syd for Leestrup hos Helweg og Elly Christensen. Da vi ankom til gården, var det første, Elly sagde: ”Velkommen Henry. Gå du bare ud til Helweg på marken. Han venter på dig”. Jeg fandt Helweg og overbragte ham den besked, som min ældste bror havde lært mig at sige: ”Goddag. Fra nu af hedder jeg Henry Andersen”. Og det blev mit navn, til krigen sluttede.

Min ældste bror, der havde været indkaldt som soldat og gjort tjeneste i Sydsjælland, kendte nogle gode mennesker på de kanter. Jeg har senere fået forklaret, at han havde lavet en aftale med det unge gårdmandsægtepar, Helweg og Elly Christensen, om at de ville forsøge at skjule mig på gården, til krigen var slut. Egentlig synes jeg, det er utroligt, at de turde, for hvem kunne på det tidspunkt vide med sikkerhed, hvad krigens udfald ville blive?

Jeg kendte ikke disse mennesker, havde aldrig hverken mødt dem eller hørt tale om dem, så jeg følte mig selvfølgelig usikker på, hvad der skulle ske, og jeg vidste jo ikke, hvordan det var gået min familie, eller om jeg ville komme til at se dem igen. Samtidig vidste jeg ingenting om livet på landet; jeg kendte kun København. Alligevel kan jeg med sikkerhed sige, at de knap to år hos disse gode mennesker blev de bedste i mit liv. Helweg og Elly Christensen blev mine helte under krigen. Jeg beundrede dem uforbeholdent for deres mod.

Resten af min familie undslap til Sverige bortset fra min ene storebror, som på grund af en stikker blev taget af tyskerne og sendt i koncentrationslejr i Theresienstadt i det daværende Tjekkoslovakiet. Heldigvis overlevede han og vendte tilbage til Danmark med grev Folke Bernadottes hvide busser.

Nu er der gået mange år, og mine plejeforældre lever desværre ikke mere, men jeg ser dem lyslevende for mig, som var det i går. Da jeg ankom til gården, var min plejemor bare en teenager på 18 år. Alligevel overøste hun mig straks med sin omsorg, selv om hun også skulle tage sig af sin seks måneder gamle søn og sine svigerforældre, som var ret skrøbelige og krævede megen pasning. Desuden skal man ikke glemme, at det at passe en gård i 1943 var slidsomt arbejde hver eneste dag. Oven i alt dette påtog min plejemor sig også at undervise mig i dansk og regning, fordi jeg af indlysende grunde ikke kunne deltage i almindelig skolegang. Trods den mægtige arbejdsbyrde, der lå på hendes unge skuldre, hørte jeg aldrig den mindste beklagelse fra hende.

Selv nu så mange år efter har jeg svært ved at forestiller mig, hvor hun fik kræfterne fra. Hun var en utrolig stærk kvinde. Og modig, for det var jo en stor risiko, hun og hendes mand udsatte sig selv og deres familie for. På den tid kunne alt ske.

Helweg tog sig også meget af mig. Jeg deltog i arbejdet på gården med at passe dyrene og gå med i marken, og han passede i det hele taget godt på mig. Allerede dagen efter min ankomst d. 1. oktober fik jeg en usædvanlig oplevelse, for da gik jagten på fasaner og harer ind. Min opgave var at gå bagved Helweg og en af hans jagtkammerater i en roemark.

Pludselig baskede en fasanflok op i luften. Skuddene fra jagtgeværerne bragede, og ned røg fasanerne med højlydte klask. ”Så Henry, nu er det din tur. Du skal samle fasanerne sammen”. Jeg var fuldstændig uforberedt på den oplevelse. Fasanerne sprællede endnu; jeg kunne ikke rigtig lide det. Det var en noget voldsom oplevelse for en københavnerdreng som mig, der jo ikke lige var vant til sådan noget inde i storbyen. Siden hen var jeg engang imellem med på jagt, og da var jeg bedre forberedt på, hvad der skulle ske.

Helweg lærte mig at køre med hestevogn og de landbrugsmaskiner, han mente, jeg kunne magte. Der skete noget nyt hver dag, og jeg kedede mig aldrig.

Selv om jeg havde strengt forbud mod at forlade gården, havde jeg nogle gode legekammerater. Når de kom for at lege med mig, så skinnede solen. Min bedste ven hed Olav. Han var altid i godt humør og havde en smittende latter. Han var en rigtig humørbombe, og jeg glemte alt om krig og besættelse, når Olav kom og besøgte mig.

I hverdagen deltog jeg, så godt jeg kunne, i arbejdet på gården. Jeg kunne lide det, og sandsynligvis har livet på landet været sundere for mig end i storbyen. Jeg fik masser af frisk luft, brugte mine kræfter og spiste sundt og rigeligt.

En særlig ting, jeg heller ikke glemmer, var de to juleaftner, jeg nåede at opleve. Da jeg for første gang i mit liv så et juletræ, der strakte sig fra gulv til loft med levende lys og pyntet med kurve med hjemmelavet konfekt, var jeg målløs. Jeg troede, jeg var kommet i slaraffenland, og så kom der også nogle naboer og var med til at fejre juleaften. Det var en vidunderlig aften, og billederne derfra sidder stadig lyslevende på nethinden så mange år efter.

Under mit ophold på Skovholm var der en episode, som gjorde et stærkt indtryk på mig. Det var, da vores nabo, skovfoged Rossen, blev anholdt af Gestapo d. 27. december 1944 og sendt i kz-lejr. Han var aktiv i modstandsbevægelsen, men blev angivet af en eller anden. Jeg var stærkt berørt af begivenheden, og jeg kunne også mærke på mine plejeforældre, at de nu var ekstra på vagt. Fx fik jeg besked på at løbe op i skoven og gemme mig, hvis jeg hørte lyden af en bil, der nærmede sig gården.

På et tidspunkt dukkede der en kurér fra modstandsbevægelsen op og ville have mig med til Sverige. Mine plejeforældre diskuterede intenst, hvad de skulle gøre. Jeg tror, jeg tudede, for jeg ville ikke forlade dem. Til min store lettelse endte det med, at jeg blev på gården, til krigen var forbi.

Så sluttede krigen endelig, og jeg skulle forberede mig på at skulle hjem igen. Det var den værste tid for mig. Jeg var helt nede i kulkælderen og syntes, at det ikke var til at bære at skulle sige farvel til de mennesker, der havde passet på mig under krigen. Jeg følte jo, at mit hjem var her på gården. .

Men tage afsked, det skulle jeg, og sådan blev det. Jeg skammer mig ikke over at sige, at den første tid efter krigen var forfærdelig for mig. På de små to år, der var gået, siden min familie blev splittet af nazisternes jagt på de danske jøder, havde jeg uden noget forbehold knyttet mig til mine to plejeforældre, og jeg følte, at jeg nærmest blev revet midt over ved at skulle forlade dem igen.

Jeg har naturligvis tit og ofte tænkt tilbage på den tid og som voksen forstået, at ud over mine plejeforældres indsats har det kun været muligt at skjule en jødedreng for nazisterne og deres danske medløbere, fordi der må have eksisteret en indforstået aftale mellem naboerne og den nærliggende landsbys indbyggere om at holde mund og sætte kikkerten for det blinde øje. Derfor skylder jeg også disse modige landsmænd megen tak.

Denne lille beretning har jeg skrevet for at hædre de mennesker, der med risiko for deres eget ve og vel valgte at beskytte mig under krigen. Heldigvis har jeg kontakt med deres børn og min gamle legekammerat Olav.

Et varigt minde for Elly og Helweg fra Skovholm i Leestrup

 

Elly og Helweg Green Christensen 6. december 1942