Forskellige Leestrup historier

Vippebrønd

Vippebrønd i Leestrup.

Fra min barndom omkring 1950 kan jeg huske en gammel brønd lidt vest for Stavnstrupvej 40. Den var sjovt nok, placeret på landsbyens højeste punkt. Brædderne omkring den og vippestangen var meget frønnet og faldefærdigt.
Er der andre der kan huske noget om denne brønd ?
Erik Hansen
Sådan mener jeg brønden så ud.

Fra Eggersens dagbog


FraThorvalds Dagbog 
 

9. Juli 1931

  Vi havde en vældig Storm med Regnskyl og Flod. Ved P. Jørgen Gaard var en mægtig Pil faldet ned over de elektriske Ledninger, al Strøm var afbrudt. Da jeg er Opsynsmand ved SEAS, fik jeg Ordre til at fjerne Træet. Jeg antog HJ. Hansen Stenager til Assistance, og bevæbnet med Sav og Økse ankom vi til Stedet. Vandet skyllede hen ad Vejen og ned over Toften, hvor vi skulde arbejde. Vi laante en Stige og tog fat. H.J. stod paa Stigen, da Ulykken indtraf. Da Træet var omtrent gennemhugget, indvirkede det uhyre Tryk af Ledningerne saa kraftigt, at 1 Stykke af Pilen fløj 2 Meter op i Luften og faldt ned over Hovedet og Nakken paa H.J., som bevidstløs af Slaget faldt 4 Meter ned paa Jorden. Det var en Frygtelig Situation for mig. 'Hvor er jeg ?' sagde han, 'hvad laver jeg her ?' Jeg vilde rejse ham op, men han sagde: 'Lad mig ligge.' Han spyttede Blod og Tandstumper ud. Jeg for ind og hentede Folkene paa Gaarden og fik sendt Bud til Brugsmanden efter hans Bil. Og han kørte ham hjem. Det var en meget trist Hjemkomst. Selv var jeg helt daarlig af Angst. Vi ringede efter Dr. Petersen, Fakse Ladeplads, som hurtigt kom til Stede. Han konstaterede en Hjernerystelse og 14 Dage i Sengen. Næste Morgen var han omtrent klar. Hvor var jeg glad og lettet. Jeg anmeldte det passerede til SEAS, og vi udfyldte en Blanket til Ulykkesforsikringen. Og meget Skriveri begyndte. I alt 16 Skrivelser for frem og tilbage. Resultatet blev til 180 Kr. kontant. Tandlægen fik 500 Kr. for hans Arbejde. Han byggede Broer og Gulve og garanterede for Tænderne til Sømudtrækning. 1 Aar efter modtog HJ. 1 Sparekassebog paa 700 Kr. for saa og saa mange % Invaliditet. Hvor jeg glædede mig paa hele Familiens Vegne. Og jeg tror, at han har overvundet Følgerne af den haarde Medfart.

 

Fra Stavnstrupvej 58

Brian Schunk fortæller om sin farmor Agnes Alvilde Schunk f. Jensen:
Jeg har dog hele tiden vidst at at min farmor Agnes Alvilda Schunk f. Jensen stammede fra Lestrup, hvor hun havde sin opvækst. Hun blev født i det gamle hus Stavnstrupvej 58  i 1909. Min farfar Johannes Emil Schunk har efter min farmors død senere fortalt, at huset som hun var født i blev revet ned, (vistnok omkring tidpunktet for 2 verdenskrigs udbrud). og så vidt jeg husker, blev der bygget et nyt hus på stedet. Min farmor døde i 1986 og min farfar døde for nogle  få år siden 99 år gammel.
 
Da de blev gift, boede de i en kort periode i Fakse Ladeplads (ladepladsen), hvorefter de i 1928, samme år som min far blev født, flyttede til Haslev, hvor de boede resten af deres liv.
 
Noget af det jeg bedst husker når min farmor fortalte om Leestrup omkring tidspunktet under og lige efter første Verdenskrig, var skolen. - Det var for mig et meget indviklet skolesystem man havde dengang på landet. - Og det medførte at hun og hendes søskendes skolegang var ret begrænset, hvilket iøvrigt var ret normalt på det tidspunkt.
 
Som barn fik vi tit besøg af min farmors broder Knud Helge (blot kaldet "Helge") Jensen, som hun voksede op sammen med på Stavnstrupvej.  Det meste af sit voksne liv boede han i Nyråd v. Vordingborg, hvor han arbejde på en af de større herregårde. - Han var gift og havde et par børn, samt flere børnebørn.  Jeg husker som barn at han var syg efter et et langt livs slid. Han må idag (2009) være død.
 
Når jeg tænker tilbage kan jeg huske, at min farmor fortalte, at hun var glad for at gå i skole. Men det var ofte svært at passe både skole og det hjemlige arbejde samtidig. 
 Det medførte ofte at skolen kom i anden række, selv om lærerne i Leestrup prøvede at motivere så godt de kunne. - efter den tids forskrifter.
 
Hvad hun også har fortalt meget om, var den store samfundsmæssige forskel der i skolen var på børn som var sønner/døtre af ejerne på gårdene i Leestrup, samt dem der kom fra mindre & dårligere kår. Uligheden i samfundet var meget stor dengang. Og det var ikke altid de skolemæssige evner det kom an på. - men nærmere forældrenes status i lokalsamfundet.
 
Jeg kan huske, at hun fort alte, at der engang kom en og skulle tage et billede af børnene i skolen, hvor hun  gik.
Men da han havde sat stativet op, måtte han konstatere, at der var flere børn end der var plads til i hans synsvinkel i fotografiapparatet (det var dengang det gav et knald når blitzen blev udløst) - og derfor var der tre børn som der ikke var plads til på fotoet. Så istedet for at flytte stativet eller tage to billeder  - blev der pillet tre børn ud af rækken og så blev fotoet  taget.
Så hun kom alså ikke med på billedet, men hendes noget yngre bror Helge kom med, efter hvad hun fortalte. Og det var så den historie. - Både min farmor og jeg morede os tit over historien.
Agnes Alvilde Schunk f. Jensen Født Stavnstrupvej 57 i 1909

Fra Skovholm sidst i 1800 tallet

Alex Evensens barndomserindringer om Skovholm.
Han var søn af Skovfoged Johan Evensen og født i 1869. Beretningen er skrevet juli 1943 i Haslev.

   Minder fra Ole Christensens´ gamle Gaard ved Leestrup Skov.

 

Blandt alle de barndomsminder, der så uløseligt er knyttet til mit gamle hjem i Leestrup skov, må jeg særlig nævne vores gamle nabo, Ole Christensen og hans familie.

Denne består af manden, Ole Christensen – i daglig tale ”Ole” , og hans kone ”Sofie” samt børnene:

Peter, Christian,  Kristine, Kristen, Otto og Anna. De tre førstnævnte af børnene var dog så meget ældre end mig, at jeg ikke fik ret meget med dem at gøre, og af de tre yngre , er det særlig Otto jeg vil nævne.  Otto og jeg var jævnaldrende, vi begyndte at gå i skole samtidig og sad , så vidt jeg husker, ved siden af hinanden i hele skoletiden, gik til præst og blev konfirmeret samtidig.

Faderen, Ole, var en , efter sin tid velbegavet og dygtig mand, der havde flere offentlige hverv.

Ole sad i sognerådet (Kongsted sogn) i 2 perioder, i bestyrelsen i Brandkassen, Hesteforsikring m.m. Han drev sin gård godt, efter datidens skik og brug, men han var en streng mand, og børnene lærte tidligt at bestille noget.

Hans kone, Sofie, var en inderlig god kone, forstående og hjælpsom over for alle, der kom til hende med deres sorger og glæder.  Overfor os børn var hun altid mild, god og spøgefuld og jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set hende vred, eller hørt hende tale ilde eller ondt om andre. Hun var godheden selv. Hun kunne le så hjerteligt, at tårerne løb hende ned ad kinderne. Hun morede sig kosteligt, når hun sad og så på at vi børn legede eller dansede, jeg har aldrig set nogen, der kunne nyde glæderne sammen med os børn som ”Sofie Oles” - som vi almindeligvis kaldte hende. – Med sit letbevægelige sind tog hun også del i vores små sorger, og da kunne hun, smilende gennem tårer, trøste os.

Når vi børn kom til hende i et eller andet ærinde, havde hun altid noget godt til os. ”Sofie Oles” æbleskiver, klejner og råmælkskager fandt vi enestående, eller et stykke rugbrød med svinefedt og spegepølse. Jeg kan endnu den dag i dag føle en sviende længsel efter et ”Rundtenom” af den slags, brødet, pølsen, og fedtet , alt var jo hjemmelavet og smagte herligt.

Hver morgen når Otto og jeg skulle i skole, gik jeg ind og tog Otto med, jeg skulle jo lige forbi gården, - og om eftermiddagen, når vi kom hjem fra skolen, skulle jeg med ind og have en avis med hjem, far og Ole holdt avis sammen. Ole fik den først, dagen efter fik far den, og han samlede meget samvittighedsfuldt aviserne samme, som han og Ole så omhyggeligt delte hvert kvartal.

Den aften de skulle ”dele aviser” kom Ole hen hos os og modtog, med en vis højtidelighed, sin part af de gamle aviser.

Far og Ole kom meget sammen om aftenen, enten gik far hen hos Ole, eller også kom Ole hen til os.

Så sad de og passiarede ved en pibe tobak og en ”tevandsknægt” (Te med rom eller cognac ) og vi børn sad tavse og hørte til. Undertiden spillede de kort, et spil, som jeg aldrig har set andre end Ole og far spille, jeg tror de kaldte det ”Transfuus”- ( måske det samme som Piquet ). Om de brugte alle kortene, kan jeg ikke huske, men det var et tomandsspil med mange forskellige meldinger, de meldte f.eks. så og så mange bønder, konger og dronninger o.s.v.. På en tavle tegnede de med kridt et Z hvorpå de atter skrev en streg for hver melding, den der først fik tegnet fuldt af streger, havde vundet og det så omtrent sådan ud   Z  . Jeg har forespurgt i øst og vest, unge og gamle, ingen kender det spil. Jeg husker ikke hvor  mange kort de havde på hånden, men de tog op af stammen efter hvert udspil. Så vidt jeg kan skønne, var det et meget morsomt og underholdende spil. De spillede aldrig om penge, men morede sig ligegodt. Jeg ville ønske jeg i tide havde fået lært det spil ”Transfuus”.

Der var et godt forhold mellem de to naboer, far og Ole. Jeg har aldrig hørt eller set, at der var nogen misstemning eller uenighed mellem dem. Derimod kan jeg huske, at de to hjem lånte og hjalp hinanden ved mange lejligheder. Det kunne jo hænde, der kom uventet fremmede, og at kaffe, sukker eller andet, var ved at slippe op; så lånte man hos hinanden, der var jo langt til købmanden.

Jeg tror ikke der er mange naboer, som er kommet så godt ud af det, igennem de mange år, som Ole og far. Hjemme kom der tit gæster, slægten var talrig og kom ofte sammen, og mange og muntre var de fester i den gamle skovfogedbolig i Leestrup skov ; Oles var da som regel med, og jeg husker endnu, at far med en vis stolthed over for fremmede præsenterede : ” Min gode gamle nabo, Ole Christensen”. Og tit blev Ole hyldet i både taler og sang, thi der blev ikke sparet på skåltaler og sange ved festlige lejligheder i de dage.

Det er med glæde, - men også med vemod – at jeg mindes disse gode, trofaste mennesker, som for længst er gået bort. Sofie døde d. 18. januar 1904, og Ole døde d. 17. april 1909. Hans yngste  søn, Otto, min skolekammerat, var blevet gift med Ellen. Ellen var også enen af vore skolekammerater, hun var født d. 6. december 1869 og jeg d. 7. samme år, så vi var noget nær lige gamle, Otto var født d. 4. januar 1870 og var således ca. en måned yngre. – Så vidt jeg husker blev Otto og Ellen gift d. 31. oktober 1908. – I sommeren 1909 skulle der bygges en ny stuelænge til gården. Forberedelserne hertil nåede Ole at se om foråret inden ham døde.

Jeg husker den gamle stuelænge. Den lå mod nord, kostald og hestestald mod øst, i længen mod syd var gennemkørselsport, vognport, karlekammer, lo m.v. og i den vestlige længe var lade m.m. – Gården var således en almindelig sammenbygget gård med fire længer. Gårdspladsen var brolagt og her tærskede man om eftersommeren ærter, det var i de dage en stor begivenhed. – Stort mandskab tærskede løs med ”Plejlstøjet” . Omtrent midt på stuehuset var indgangsdørene fra gården. Der var en lille gavllignende udbygning som forstue. Jeg husker vi børn var meget optaget af det ejendommelige gulv i forstuen. Det bestod af rullesten af så temmelig ens størrelse af former nærmest som æg, de var sat tæt sammen med den spidse ende nedad. Det så  morsomt ud. – Fra forstuen kom man gennem en dør ind i stuen. Denne var temmelig stor, og tjente både som opholdsstue og sovestue. Jeg kan endnu så tydeligt se den for mig. Der var lergulv. Som var slidt hult de steder , hvor der blev gået mest, f.eks. omkring bordet. – Når man kom ind ad døren fra forstuen stod i en krog til venstre et skab, som Sofie brugte som mad skab. På den anden side skabet førte en dør ud til et lille køkken, hvor der var åben skorsten og hvor der var indfyring til den gamle bilæggerovn. Denne stod indmuret i væggen mellem køkkenet og stuen. På den anden side døren, stod på hver sin side af ovnen en lænestol, og endelig var der på den samme væg, omtrent henne i hjørnet, et lille indmuret vægskab hvor Sofie havde sine små private ting f.eks. ”Nixen” som hun kaldte pungen med æg-pengene i , hendes lille private formue. – På den nordlige væg, ud  mod haven. Stod først fra hjørnet langs væggen en slagbænk og midt over denne var et vindue hvorfra man kunne se ud over haven. Der var således et hyggeligt hjørne hvor vi børn gerne holdt til, når vi var sammen. Ved samme væg stod på langs to brede senge med omhæng. – Jeg kan huske, at jeg som mindreårig blev lagt ind i en af disse senge om aftenen når jeg var blevet søvnig. Uh ! ha! Hvor var der mørkt, når omhænget blev trukket for. – På den væg stod der så ikke mere da sengene nåede helt op til den østre væg, men udenfor sengene, midtvejs for disse, stod i de senere år en sofa. Ved den østlige væg stod et gammelt bornholmerur. Derefter kom en dør, som førte ind til ”Øverstestuen”, og efter døren kom så en fast træbænk med højt panel langs væggen hen til hjørneskabet. – Denne bænk var ”Højsædet” for enden af det store bord, her for bordenden sad Ole, til daglig alene, men når der var en hædersgæst, fik denne også sæde for bordenden ved siden af Ole. – Hjørneskabet stod fast ind mod muren, forsiden med dørene , var svagt buede udad. – I dette skab opbevarede Ole sine papirer og andre værdisager under forsvarlig lås og lukke. Det var med en vis højtidelighed skabet blev åbnet   og lukket, vi børn så hen til det med stor ærbødighed blandet med en utrolig nysgerrighed efter at få lov til at se, hvad der var gemt i det skab. Men det vat Oles helligdom, vi havde pænt at holde vores næse derfra. – Et vidunderligt skab.

 

Langs med den sydlige væg, under vinduerne ud til gården, stod en lang fast træbænk ”Langbænken” , og som en fortsættelse af bænken stod en ”Puf”, og så er vi atter nået hen til indgangsdøren fra gården og har nu været stuen rundt.  Ja, så var der jo det store massive bord, der stod fast på lergulvet, så nær op ad langbænken , at der lige var plads for en voksen , at knibe sig ind der. Her mellem bord og bænk var gulvet i tidens løb slidt, så det næsten dannede en lille grøft. Under boret var et ophøjet fodstykke, her lå som regel både hunde og katte i skøn forening.

Ved spisetiderne var skik og brug dengang, at manden sad øverst, ved bordenden; på langbænken sad så den mandlige del af husfolkene i den gængse orden : Nærmest manden sad den ældste karl eller søn, og så efter alder og rang lige ned til drengen. På den indvendige side af bordet, avde det kvindelige personale sin plads, men der var som regel hverken borde eller stole, såvel konen som pigerne stod op under måltidet. Og hos Ole Christenses var ingen undtagelse fra reglen. – Skønt, Sofie var en meget svær kone, stod hun som regel op. Midt i bordet, ind mod stuen, var en stor dyb skuffe. I denne havde Sofie de allervæsentligste ting, så som brød og brødkniv – hun skar selv alt brød med kniven, - der var også en skål med fedt og hvad der nu ellers brugtes i det daglige. Men ellers havde jo Sofie sit madskab henne ved indgangsdøren, og der gik Sofie mange gange daglig – ”hen til ska`vet og tilbav´s igen” – som det hedder i en vise. – Hvor mange skridt Sofie har gået der, gennem de mange år, bliver aldrig opklaret, men var hun gået lige ud i en fortsat linie, ville hun være kommet langt bort fra hjemmet. – I flere år var det skik og brug, at den øverste ende af bordet stod dækket hele dagen, der lå da en mindre, hvid dug på den del af bordet, og der var en udstrakt gæstfrihed, alle der kom til gården blev budt ind til bordet, ville vedkommende ikke spise, kunne der vel altid drikkes en dram og en tår hjemmebrygget øl, kaffe blev der ikke ruttet ligeså meget med, som det senere blev almindeligt at nyde. Snaps og øl var lettere at gå til, begge dele stod ved den ende af højsædet. 

Det er ikke så let, efter en kort beskrivelse , for den som ikke har kendt disse gode, gamle hjem, at danne sig en mening om, eller at kunne forstå, hvor hyggeligt her kunne være i sådan en rigtig gammel bondestue. Det kunne der virkelig være, og det var der, i al fald i den gamle stue hos Sofie og Ole. – I min barndom var belysningen i stuen, - som alle andre steder – kun ringe. Senere kom der en mindre hængelampe, som hængte under bjælken nærmest oppe ved den øverste bordsende. Ellers brugtes der kun tællelys, senere stearinlys. Gulvet i stuen blev fejet hver morgen, - og der kunne stå en anselig støvsky under fejningen, hvis ikke gulvet var stænket godt over med vand forinden. Der blev jo gået med træsko inde i stuen under almindelige forhold, desuden blev gulvet hver dag, efter fejningen overstrøet med rent hvidt strandsand, så der var altid nok til at støve op, og det var ikke så almindeligt dengang, at lukke døre og vinduer op.

”Øverstestuen” blev kun benyttet ved gilder og fester, her dansede og legede vi ved mindre gilder; var der større gilder, blev der danset i vognporten.

I min barndom var der stort høstgilde hos Oles hvert år, det var gerne omkring ved Mikkelsdag ( d, 29. september)  og blev da også almindeligt kaldet ”Mikkelsgildet”. Den dag glædede vi børn os meget til, vi morede os altid godt. Der var jo alt hvad børn kunne begære, når vi skulle lege. Plads var der nok af. Den store have, de mange udhuse, portrum og stakkehaven hvor vi kunne lege mellem stakkene og endelig var der ”Impehaven” .- Denne lå – hvor den endnu ligger – på den modsatte side af vejen omtrent lige overfor gården. Det var et med risgærde indhegnet stykke jord, der grænsede op til Leestrup Skov mod syd og var oprindelig plantet til med frugttræer. –Dette er sandsynligvis sket omkring midten af det attende århundrede, under grev Otto Thotts regime. Han var født på Thurebyholm d. 13. oktober 1703. – Efter sagnet skal ”Seyerværket” på gårdens tårn have slået 80 slag i træk lige efter hans fødsel, ligesom for at forkynde verden, at der var født et menneske, som skulle blive en mægtig og udmærket mand, hvad han da også blev. Ved giftermålet med Birgitte Charlotte Kruse d. 3. oktober 1732, kom han i besiddelse af Lindersvold gods. Han købte yderligere i 1737 Gavnø Gods ( d. 18.10. ). – Han døde d. 10. september 1785 og var da en mægtig mand, Gehejmeråd, Statsminister og m.m. – Han blev således nær ved 82 år, så der var nok noget om det med ”Seyerværkets” 80 slag. – Fæstebrevene fra hans tid indeholdt forpligtelse til at plante pile – og frugttræer ved bøndergårdene. Fra den tid stammer sikkert de omtalte ”Ympe – eller Impehaver” ligesom der på den tid var ”Ympemestre”, mænd  som gik omkring til folk og ”ympede” i deres frugthaver, - med andre ord podede forædlede sorter i vildstammer.

 Sådan en god. Gammel ”Ympehave” var der også ved Oles gård, og der var mange, gamle frugttræer med dejlige æbler. – Jeg husker således : Skovfogedæble fra Lou, Gravenstener, Flaskeæbler, Pigeon, Citron og flere andre samt nogle pærer, særlig nogle gode, gamle Bergainster, - ” Pergemutter” kaldte vi dem, desuden var der en masse sveskeblommer rundt om gården. En del af ”Ympehaven” var tilplantet med hassel, som dengang blev brugt meget til gærder, som blev sat mange steder rundt om markerne. – Som legeplads var ”Ympehaven” et eldorado for os børn. – At der inde i haven lå et lille hus til grisesøerne der førte et slaraffenliv i Ympehaven – gjorde det yderligere eventyrligt derinde – vi fantaserede om vildsvin i de vilde skove.

Ja, der er mange minder fra Oles gård. Også fra markerne. På marken lige udenfor det nordøstlige hjørne af Ympehaven var en kilde hvor vandet, klart og koldt, altid rislede. Vandet var meget jernholdigt, hvad man kunne se ved udløbet, og dets nærmeste omgivelser, der var ligesom  overtrukket med okkerfarvet mønnie. Her rislede vandet altid ud i en grøft og det frøs aldrig så meget, og her har jeg om vinteren truffet forsultne vildænder og en enkelt bekkasin, her var altid en smule åbent vand, når alt andet var tilfrosset. Og så var der ”Holte”. – ”Holte” var en gammel kæmpehøj der lå på en lille bakke på marken ind mod Leestrup Skov.  Der var endnu i min barndom rester af stensætningen fra en grav og hele højen var fuld af store sten og lå urørt hen. Det var med en lille hemmelig frygt, at vi nærmede os højen, vi havde hørt af de ældre, at højen stod på fire ildsøjler julenat. – Vi børn fik aldrig lov til at være så længe oppe juleaften, men vi kunne fra vores sovekammervinduer hjemme, dengang se over skoven til Holte, og jeg stod altid og stirrede over efter højen juleaften, inden jeg gik i seng, men nåede aldrig at se den på ”fire gloende pæle”. Men jeg var ikke i tvivl om, at måtte jeg blot få lov til at være oppe til klokken slog tolv, ville jeg nok få det at se.  Mod øst var en dyb bæk, som gik langs med marken og dannede skel mellem Oles mark og markerne der hørte til gårdene i Mosebølle. – Her i denne bæk , der var bevokset med forskellige buske der dannede et tæt krat, stod nogle ældgamle ege – og bøgetræer. Her kunne man altid om eftersommeren være sikker på, at træffe skovduer. Når duerne havde været ude på markerne og fyldt kroen med korn, skulle de ind til bækken og have vand, og i de gamle træer yndede de  så at sidde i ro i længere tid. Stod jeg nu skjult mellem buskene, kunne jeg altid skyde duer her. Når jeg var hjemme på besøg – efter at jeg var blevet voksen – var jeg gerne ovre i Oles bæk og skyde duer i eftersommeren. Ja, der var mange herligheder, der hørte til Oles gamle gård.

Efter Oles død er gården fornyet og moderniseret, hvad tiden selvfølgelig fordrede. Otto, som overtog gården efter faderens død har på en fornuftig måde og med stor dygtighed drevet gården og bestræbt sig for, at opfylde tidens krav, samt med stor pietet værnet om den gamle slægtsgård.

 

                                                                                 Haslev i juli 1943

 

                                                                                        Alex Evensen

 

 

Skovholm

Varulven.

Efter gammel tro skulle der på Stenagers mark forefindes en varulv. Den skulle færdes fra en bakke mod Pilegaardens mark, der blev kaldt Atjørnen. Derfra fulgte varulvene grøften og hegnet og løb deres nattur over mod Skovholmvej. Det fortælles at en mand der hed Hans, der boede hvor Ole og Ulla Momme bor, en aften skulle fra sit hjem til Pilegaarden, hvor han tjente, blev meget bange, da en af karlene paa Stenager, for at forskrække Hans, hoppede paa armene og det ene ben over vejen med det andet ben stikkende bagud. Resultatet udeblev heller ikke. Hans vendte hurtigt om og løg hjem og hentede sin far, smeden. Han fik ham til at gå med til det farlige sted, hvor karlen stod i skjul, og hørte smeden sige : " Ja, ja siger jeg dig, at blot du gør saadan og saadan, saa har det onde ingen magt over dig, saa kan du roligt gaa videre." Og det gjorde Hans saa.

Fra Thv. Eggersens dagbog i 1933

17.2.1933
Der skal spilles på scenen (i Roholte) fastelavns søndag. Faaet bestilling paa at lave en budstikke og laane Leestrups gamle byhorn, som beror hos vores brandfoged, der for tiden er Hans Knudsen. Der er i dag faldet 6" sne. 2 graders frost, stille vejr. I seng kl. 12.50 god nat - en mus der gnaver.
18.2.1933
Da vi kom til Leestrup i 1911 havde gaarden Græsholt en ejer der hed Peder Pedersen. Nu i 1933 ejes gaarden af sønnen Lars Pedersen. Nabogaardens hed i 1911 Jens Larsen, i 1933 samme. Næste gaards ejer Kr. Nielsen i 1911. 1933 ny ejer Kr. Hansen. Huset derefter ejedes i 1911 af Rasmus Andersen, forhen ladefoged på Sparresholm . I 1933 af Hans Maansen. Høkerstedet der er Leestrups gamle skole opført omkring 1800 hed ejeren Peder Hansen. Nu i 1933 af sønnen Herman Hansen, der driver smugkro og er en skandale for byen. Ved vejen til højre boede bødker Andersen i 1911, i 1933 samme- fylder i dag 70 aar. Hans nabo (Saksholmvej 43) var i 1911 Tømrer Petersen, der selv havde bygget huset, der brændte i 1913. Solgt til en amerikaner, der lod opsætte en vindmotor og drev mølleri. Senere solgt til byens smed N. Nielsen, der nu i 1933 stadig driver forretning der. Næste bygning er Leestrup Andelsmejeri opført i 1889. Bestyrer var i 1911 N. Thomsen og er i 1933 samme. En mand der er meget stor i slaget, formynder for ós alle sammen - ingen muggen her ! Som mejerist dygtig, men ellers kun et stort drengebarn. Det er ham der ejer byen.     Første fob,d kaldet landvognen.
20.2.1933
Til rollelæsning i Vindbyholt, vi ser bymændene samlet om bordet. Jeg har i dag lavet en bykær til bystævnet paa søndag. Det har i dag frosset 8 grader. Marie slaaet sit ben, Lavet en tøjrekølle med hemmeligt rum udskaaret med navnetræk til H.J. Hansens fødselsdag.
21.2.1933
De smaa mænd var i dag hos H.J. og gratulere ham paa hans fødselsdag. Vi afleverede køllen, med indhold - udelt glæde. Kaffe og æbleskiver. Vi har lavet en høj hat til degnen ! Øvet mig paa min rolle, for at finde lidt morsomt ved den. Manuskriftet er jo noget kedeligt. Frost 6 grader til aften.

Ulovligt krohold

Sag fra 1778 om ulovligt krohold:

Adam Casper von Holstein, Deres Kongel. Majestets Byefoged i Storeheddinge og Herredsfoged i Stevns Faxøe Herreder og Michael Lassen constituerede Skriver i bemeldte Herreder

Giøre vitterlig: at Anno 1778 d. 20de Man er paa begæring af Hr. Forvalter Clausen paa Strandegaard samt en Giesteret(?) i Overværelse af Hemming Hendrichsen, og Baltzer Hansen, betreffende Christen Jensen af Roholte, Jacob Møller af Vindbyeholt, Jens Ditlevsen af Lindersvold Jens Hansen, Jørgen Jensen, Christen Jensen, Jens Nielsen, Poul Olsen, Dines Pedersen, Lars Hansen, alle Gaardmænd og Huusmand Peder Pedersen, alle af Leestrup, Jens Jacobsen, Lars Olsen, Peder Olsen og Christopher Pedersen, af Eschildstrup, Niels Jensen, Jens Sørensen, og Christopher Caspersen, af Hyllede, Jørn Jacobsen, Hans Jacobsen, Peder Ebbesen, Hartvig Jensen, Hans Nielsen, Peder Pedersen og Peder Frandsen, alle af Orup, betreffende deres ulovlige Kroehold og fremstod 2de Varselsmænd, som under Lovens Eed bevidnede mundtlig at have indstevnet forbenævnte Forbrydere at lide Dom for benævnte deres Kroehold.

1) blev fremkaldet Christen Jensen af Roholte, der paa Rettens Forespørgsel bekiendte at have holdt ulovlig Kroe og havde intet til sin Undskyldning at frembringe.

2) Jacob Møllere af Vindbyeholt, blev fremkaldet og tilstoed samme Forbrydelse.

3) Jens Ditlevsen fra Lindersvold tilstoed det samme.

4) Jens Hansen af Leestrup tilstoed det samme. Stenager

5) Jørgen Jensen tilstoed og det samme. Svanebjerg

6) Christen Jensen af Leestrup tilstoed det samme. Skovholm

7) Jens Nielsen af Ditto tilstoed det samme. Pilegård

8) Poul Olsen af Dito tilstoed det samme. Nordvang

9) Dines Pedersen af Ditto tilstoed det samme. Smedevængegård

10) Lars Hansen af Ditto tilstoed det samme. Rønnevængegård

11) Peder Pedersen Huusmand ibidem tilstoed det samme

.

12) Peder Olsen af Eschildstrup tilstoed det samme.

13) Jens Sørensen i Hyllede nægtede at have solgt.

14) Christopher Caspersen tilstoed at have solgt

15) Niels Jensen af Hyllede tilstoed det samme.

16) Jørn Jacobsen af Orup tilstoed det samme.

17) Hartvig Jensen ibidem tilstoed det samme.

18) Hans Jacobsen af Ditto tilstoed det samme.

19) Peder Frantzen af Ditto tilstoed det samme.

20) Peder Ebbesen ibid. tilstoed det samme.

21) Hans Nielsen ibidem nægtede at have solgt,

Hvornæst Hr. Forvalter Clausen paastod ovenbenævnte Bønder at de efter Forordn. Af 30te April 1734 vorder tilfunden at betale i Mulkt 20 Rd. Og i Omkostninger 2 Rd. Og indlod saaledes Sagen under Dom, der blev afsagt saaledes:

At Christen Jensen af Roholte, Jacob Møllere i Vindbyholt, Jens Ditlevsen i Lindersvold, Jørgen Jensen af Leestrup, Christen Jensen ibid. Jens Nielsen ibid. Poul Olsen ibid. Dines Pedersen ibid. Lars Hansen ibid. Og Huusmand Peder Pedersen ibidem, Peder Olsen af Eschildstrup, Christopher Caspersen og Niels Jensen af Hyllede, Jørgen Jacobsen, Hans Jacobsen, Peder Frantzen og Peder Ebbesen samt Hartvig Jensen alle af Orup har udøvet ulovlig Kroehold, det viser deres Tilståelse her i Retten hvor de bliver tilfunden efter Forordningen af 30te April 1734 at betale i Mulkt 20 Rd. Og erlægge i Sagens Omkostning 2 Rod, der søges udbetalt efter Forordningen af 2den Sept. 1773 dens 12te Art.

Datum ut supra

A.C. Holstein.

Overværende Vitterlighedsmænd:

H.H.S. B.H.

Jens Jacobsen, Lars Olsen og Christopher Pedersen af Eschildstrup blev af Clausen frafaldne.

Datum Extra Retten ut supra

Holstein.

At denne Act er conform med Justits Protocollen testeres under min Haand og Segl.

M. Lassen.

Om Baronen på Fedgården

Historie fortalt af opsynsmand Alfred Nielsen Smedevænget.

I begyndelsen af århundredet boede Baron Otto Reedtz Thott og baronessen Gudrun Reedtz Thott på Fedgården i Roholte sogn.

De elskede dette pragtfulde og ejendommelige stykke natur, så derfor havde de besluttet , at de ville bisættes derude i lyngen, hvorfor de indrettede gravkammer og gravhøj.

Så skete det ulykkelige at baronessen blev bidt af en tam abe og døde af lungebetændelse.

En del år senere, ca. 1925 døde baronen og så blev der sendt en arbejdsmand og murer ud for at åbne graven. Alt gik programmæssigt, og da mureren havde åbnet gik han ind i gravkammeret og sagde " Godav Gudrun, så er vi her igen" I det samme skete der noget mærkeligt. Der lå et sort klæde over kisten, det skiltes ad på midten og faldt ned på hver side. Folk der så det sagde, at han sank fuldstændig sammen og forlod skyndsomt kammeret.

Ja , hvad skal man tro, skyldes det noget overnaturligt, eller skyldes det den friske vind ude fra Østersøen, eller skyldes det simpelthen at klædet var blevet mørt af den fugtige luft .

Enhver må tro sit.

"Den lille Niels fra Vrangebæk"

Fortalt af Johannes Jørgensen Torpenholt :

Den lille Niels fra Vrangebæk.

På Grænsen mellem Kongsted og Everdrup Sogne gik der en Bæk som var skel mellem disse; som kaldtes Vrangebæk. I den skulle der ifølge gamle overleveringer bo et overnaturligt Væsen, som hed den lille Niels. En gang i fjerne Tider, da Staunstrup Mølle blev bygget var det ellers Planen, at Møllen skulle være bygget på Bakken i udkanten af Lestrup. Men der ville Niels ikke have den liggende. Alt hvad Møllebyggerne byggede op om Dagen, flyttede han om natten op på Bakken ved Staunstrup. Når karlene i Byen var samlet var der tit nogen som i overmod pralede med at de vilde gå ned og hilse på Niels. En gang var der en som gjorde forsøget, .kl. 12 om Natten gik han ned og råbte "er den lille Niels hjemme". Men det skulle han ikke have gjort. For så snart han havde råbt, var det som om der blev lagt en halv tons Sten på Ryggen af ham. Han måtte krybe hele vejen til han naaed op over bakken. Før slap han ikke fri for den unaturlige Byrde. Siden den tid er der ingen, der har haft lyst til at hilse på dem lille Niels.

Maaske er det overtro maaske er der mellem himmel og jord mere end vi mennesker forstår. Men Onkel, som var en stærkt indre missionsk præget mand fortalte mig en gang, at da han var forlovet med min Faster og en sen aften var på Vej hjem havde en sær oplevelse. På Gården var en stor Dansk Hund, som altid fulgte ham et stykke paa Vej. Da de naaede ned paa Tidselbjergbakken var det lige som om, der for en stor sort Skygge over Vejen og hunden blev kastet langt ind paa Marken og løb hylende hjem.

 

"Paven i Leestrup"

Fra Peter Torpenholt Jørgensen, fundet hos hans far.

 

I LESTRUP BY DER BOR EN PAVE

DER UD I MERGELGRAV VIL SNAGE

NU UD MED SYVTALLET HAN DRAGER

HAN FINDER MANGE SÆRE SAGER

MÅSKE EN SPAND MED HUL I

SÅGAR EN TAND MED GULD I

MEN HAR DU SPURGT DU STORE PAVE

OM DU I MERGELGRAVE MÅ SNAGE

BLIV HELRE I DIN EGEN HAVE

DER KAN DU LOVLIGT GÅ OG SNAGE

L.A.R.E.V.