Dagbog

Om vores adoption af Anton Desalegn født i Etiopien September 2008

Tirsdag den 1. marts - Nu kan vi igen få vejret

Kære alle (hvis der da er nogen tilbage)

En klog mand har engang sagt at efter et år et adoptivbarn er hjemtaget begynder adoptivforældrene så småt at vende tilbage fra sin bobbel - de kan nu igen huske deres eget navn og måske kan de for første gang læse en avis fra ende til anden..... Vi har nu været hjemme med Anton i 6½ måned og vi er lige så stille begyndt at kunne genkende os selv lidt og bogstaveligt talt igen få vejret i vores liv.

Det har på mange måder været det mest syrede halve år i vores liv. Det har været ubeskriveligt hårdt, og det tror jeg ikke at der er så mange der faktisk har indset - hverken familie eller venner. Mange der ikke kender til adoption tænker nok at så fik de deres lille ønskebarn og nu levede de så lige lykkeligt til deres dages ende Men dette er nok en lidt forsimplet måde at fortælle historien på.

Vi er kommet hjem med det mest fantastiske lille væsen - en fighter, en dreng der elsker livet på trods af alle de knubs det allerede har budt ham, en dreng der VIL have det godt og der VIL leve. Han har lært os så meget allerede - og han har ændret den måde vi ser på livet. Når man ser på ham skammer man sig over de små ting der har gået en på før i tiden. Når dette er sagt så kom vi jo også hjem med en dybt traumatiseret dreng, som blev revet ud af vante omgivelser og kom herop til det kolde nord, hvor der stort set kun er hvide mennesker. Oven i det, var der to meget mærkelige hvide mennesker der pludselig tog styringen og som nærmest krævede at han skulle knytte sig til dem....

Det har været hårdt arbejde at gøre Anton tryg men vi kan mærke at vi bare er på helt rette spor nu. Når man ser ham nu kan man ikke forestille sig hvor bange han har været. Mange gange er han vågnet om natten og grædt og grædt - utrøsteligt. Mange dage har han været eftertænksom og urolig på samme tid. I starten når der kom nogen på besøg blev han som forstenet og trak sig helt ind i sig selv. Mange gange var han meget vred og frustreret.

Her 6½ måned senere har vi en dreng der sover trygt om natten (og om dagen), der tør lege uden mor og far, der kan koncentrere sig og som udvikler sig i rivende hast. Han knævre løs, tæller løs, lærer at gebærde sig som mennesker (og han er faktisk ret god til at være et menneske) og han suger til sig af livet. Vi føler os så heldige at vi har fået lov at blive hans forældre.

Samtidig har vores egne følelser ændret sig dramatisk på det ca halve år der er gået. Vi skulle lige vænne os til forældrerollen (mildt sagt). Anton skulle lige helt ind under huden på os. Og for at sige det mildt så må man sige han er HELT inde under huden på os nu. Det er en ubeskrivelig følelse - det at blive forældre. Altså jeg mener blive forældre sådan helt inde i hjertet hvad vi nok - hvis vi skal være helt ærlige - først kan kalde os nu. Man bliver så sårbar. Man er bare så bange for at der skal ske ham noget. Er der nogen der vil have fordomme imod ham. Er der nogen der vil vælge ham fra. Vi er blevet løveforældre helt ind til benet og det er en fantastisk følelse.

At blive mor og far gennem adoption tror jeg adskiller sig markant fra at blive mor og far til et biologisk barn. Kærligheden er den samme men den naturlige tilknytning der er mellem forældre og et biologisk barn den er der ikke ved adoption. Den skal der arbejdes seriøst for. Mange vil sikkert synes man er totalt pylret og overbeskyttende når man siger at folk helst ikke skal røre ved ens barn, trøste eller give mad og når man gang på gang melder fra arrangementer. Men vi håber at I forstår at det er og har været for Antons bedste. Han skal lære at det er nok kun at knytte sig til to mennekser. At han ikke behøver at "filme" og charme alle voksne mennesker han møder for at få kærlighed i hans liv (som han jo har måtte gøre på børnehjemmet). Det betyder også at selvom det nu bare går rigtigt godt og alting er ved at være tilbage ved normalen så er vi stadig igang med en tilknytningsprocess og det kræver stadig arbejde. Derfor håber vi i forstår at vi i lang tid endnu har en del hensyn at tage. At Anton stadig primært skal være knyttet til os da det er alfa omega for hvordan han udvikler sig og hvordan han bliver i stand til at knytte relationer i fremtiden. Hold hjertet varm - der er masser af tid til at alle kan binde sig til Anton. Mor og far skal bare helt ind i hjertekulen på ham først

Til sidst, tusind tak til familie og venner. I har været så forstående og I har taget imod Anton med åbne arme og sind. Han kunne ikke have fået en bedre familie Vi vil løbende skrive lidt her på siden. Om ikke andet så til Anton.

Vi skal nok snart lægge billeder ind

Kh
L&S

Loerdag den 14. august – Opsamling og lidt refleksioner

Kære alle

 

Så nærmer slutningen sig for vores tur til Etiopien. Det har på alle måder været en helt anderledes tur end vi nogensinde havde regnet med. Men på den anden side, det var jo også en tur hvor vi ikke helt vidste, hvad der ventede. Alligevel gør man sig nogle forestillinger. Det har både været en spændende, nervepirrende, dejlig og meget drøj tur.

 

Vi vil aldrig glemme da vi så Anton for første gang. En lille bitte glad dreng som bare sad og smilede over hele hovedet. Så kom de besøg på børnehjemmet, der var givende, men også efterhånden meget trættende. Og så dagen hvor vi endelig fik ham med hjem. De mange tudeture fra os alle tre. Og så alle de gode stunder, for Anton er en fantastisk dreng. Laange dage på Yeka og vores madmors oksegryde. Små udflugter med taxa ud og handle. Leg med legoklodser, bøger og biler – igen igen igen. Stunder, hvor man kigger på Anton og smiler – og stunder, hvor nerver og temperament er helt oppe at ringe.

 

Så er der Addis. Uorganiseret, rodet og oset. Men samtidig fascinerende og et indblik i, hvordan man også kan leve mere enkelt ud fra nogle helt andre præmisser. Bliktagene. De glade og smukke mennesker. Tiggerne og dem med lasede klude eller slet intet. De små boder, cafeer og kiosker der mest ligner skure langs stort set alle veje. Dem der er kommet ind til byen med de få afgrøder, de har, og sætter sig på et tæppe for at sælge.

 

Jo, vi er bestemt mange oplevelser (af alle slags) rigere. Vi kom to ud og tager tre hjem, ret syret. Det er underligt at tænke på, at vi har misset to år af Antons liv. Hvordan ser der ud i den by sydpå i Etiopien, hvor han er født? Hvem er hans familie? Hvad har drevet hans biologiske mor til at aflevere ham? Hvordan har det været for den lille mand først at blive afleveret på et børnehjem i provinsen, dernæst bragt til Addis, dernæst blive hentet af to fremmede mennesker – og hvordan bliver det nu at tage med til Danmark?

 

Vi er meget spændte på at komme hjem. I første omgang skal hjemrejsen lige overstås. Vi krydser fingre for, at han ikke går helt kold, for så bliver den godt nok lang. Nu må vi se. Vi glæder os meget til at ramme dansk grund søndag aften og til at se jer alle igen. Vi håber det har været spændende og fornøjeligt at følge vores skriverier.

 

På gensyn. Over and out fra Etiopien.

 

L&S.  

Torsdag den 12 august – Hjemrejse info

  Hej alle

 

Lige lidt informationer om vores hjemrejse. Vi rejser hjem søndag den 15. august. Vi ankommer til Københavns lufthavn 21.25 med SK1636 fra Frankfurt. Vi er godt klar over at det er sent en søndag aften så vi har ingen forventninger om at der mange der møder op. Anton er sikkert også meget træt og umulig (bange) på det tidspunkt så vi må tage det som det kommer. I må være forberedte på at han kan tage nogle tudeture……

 

Ellers er der faktisk ikke så meget nyt at skrive andet end tak for jeres kommentarer på vores hjemmeside og mail. Det er bare så rart at høre hjemmefra og Sidse flæber næsten hver gang hun læser en besked.

 

Vi må indrømme at det at blive forældre til en 2-årig er noget hårdere end vi troede. Det er selvfølgelig også en kombination af at vi er her, og at vi skal lære hinanden at kende. Desuden skal vi alle 3 hele tiden helst være inden for en radius af 5 meter ellers bliver han meget ulykkelig og det er bare så hårdt. Specielt er det hårdt, at man ikke kan være alene på toilettet, gå i fælleskøkkenet eller ned at tjekke mail alene. Man føler sig ret frihedsberøvet, men er det ikke meget normalt for nybagte forældre? Hvis ikke det inden en lang barselsperiode bliver muligt at sidde alene i en klapvogn eller barnevogn eller at far ikke må tage på arbejde er det da næsten ikke til at holde ud at tænke på…

 

Vores humør bliver også meget påvirket hver gang han tager en tudetur. Man kan godt mærke at han har nogle ar på sjælen. Nogle gange når han vågner fra middagslur kan han være meget ulykkelig og meget svær at trøste. I de tilfælde har han sikkert drømt noget eller også savner han sit børnehjem, de andre børn og plejerne….. Vi skiftes lidt til at gå ud på toilettet og græde (mor) eller gå ind og råbe og slå i en pude (far) hver gang han tager sådan en tur. Man tænker lidt om det nogensinde holder op og hvornår mon han får det godt helt igennem……

 

Vi glæder os meget til at komme hjem og se jer alle sammen igen.

 

Mange hilsner fra L&S

 

Onsdag den 11. august – jubiii vi kommer snart hjem

 Hej med jer

Laeg maerke til at vi har lagt lidt nye billeder ind


Som overskriften siger, kommer vi hjem før tid. Det er bare så dejligt. Vi kan næsten ikke tage én mere ensformig dag på Yeka. Har I set filmen En ny dag truer (Groundhog Day)? Dem der har, ved hvordan vi ca. har det….

 

Dinkai har informeret os om at Antons pas er blevet afhentet her til morgen og at hans visa bliver færdig på fredag. Det betyder at vi kan flyve hjem i weekenden.

 

Vi ringede igen til FDM Travel (som man må sige ikke har været til meget hjælp!) for at høre om vi kunne bytte vores pladser. Men Turkish havde ingen enkeltbilletter før vores oprindeligt planlagte afgang!! Vi har også tjekket direkte med Turkish. Så nu tager vi med Ethiopian Airlines til Frankfurt og derfra med SAS til Kbh. Det betyder så at vi har købt helt nye billetter, men vi er ligeglade, vi vil bare hjem når nu papirerne er klar SÅ meget før tid (Vi sparer jo også 10 dages ophold og mad her på Yeka). Så som det er nu kommer vi hjem til DK søndag aften ved en 21-tiden (højst sandsynligt med en meget træt og ugidelig dreng)….

 

Anton’s (og vores) humør er noget op og ned. Mandag var en super god dag, hvor han strålede stort set hele dagen. Til gengæld var dagen i går lidt mere tung. Han var lidt mere mut og havde let til tårer, og da han vågnede fra middagslur brød han direkte ud i en ordentlig tudetur og virkede i en periode noget rundforvirret. Han kan jo selvfølgelig have drømt noget, men en gang imellem har han nok også brug for at få ud af systemet, at han har lidt en masse afsavn og stadig ikke helt kan forstå, hvad der foregår.  

 

I dag vovede vi pelsen og tog på en 2-timers tur op af Entoto bjerget. Det var en god tur og en smuk udsigt. Anton opførte sig pænt og det var en befrielse for os alle tre at komme ud fra lejligheden. Da vi kom hjem var frokosten klar og alle mand spiste en masse. Vi skal virkelig sætte begrænsninger for Anton mht mad. Han spiser ret uhæmmet hvis han får lov til det. Så nu får han en portion ved hvert måltid og så ikke mere udover lidt frugt og brød ved mellemmåltider. Han kan heldigvis godt lide sin vitaminpille:o).

 

Vi vil slutte for nu. Vi har nemlig vigtige ting for såsom at se BBC og tegnefilm;o)

 

Kh

L&S

Mandag den 9 august- endnu en dag på Yeka

Yeka, Yeka, Yeka, endnu en dag på Yeka.

 

Prøver lige at beskrive hvordan vores dagligdag ser ud her på Yeka.

 

Anton har sovet rigtig fint i nat og faktisk det meste af natten i sin egen seng:o) Ved en 5-6-tiden vågnede han og kom over i mors og fars seng hvor han sov videre til kl 7.15 (go dreng). Derefter pegede han på sin ble hvilket betyder at han skal på potten. Mor fulgte Anton på potten og han blev gjort ren og fik rent tøj på. Alt det tøj vi har med er for stort så han ligner et sødt lille telt:o) Selv det i størrelse 86 er lidt for stort! Han er bare så bitte! Imens Anton fik tøj på lavede far havregrød. Dette skal helst foregå uden at Anton ser det fordi han bliver bare SÅ utålmodig og står og smasker og peger på sin hals.

 

Så hyggede far og Anton sig med lidt tegnefilm og en hulens masse havregrød (det er utroligt hvad den dreng kan spise) mens mor var i bad og gjorde sig færdig. Kl ca. 8 gik vi så alle ned i restauranten/fællesstuen for at mor og far (og Anton for 2. gang) kunne få morgenmad. Vi fik det sædvanlige: En omelet hver og noget toastbrød (hvoraf Anton spiser en del af det), nogle kartofler og pølse og lidt frugt. Det er nu fint nok…. Vi sad lidt og snakkede med de andre danskere der er her der spiste på samme tid og derefter legede vi lidt med Anton. Der er noget meget spændende legetøj nede i fællesstuen:o)

 

Så havde klokken efterhånden sneget sig helt op på 8.30-9…. Så vi gik op i lejligheden igen og legede lidt. Anton har været i et forrygende humør her til formiddag og har danset og leget gemme:o) Vi har også været lidt ude på altanen og set på katte og høns og Anton har fået smidt sin daglige ting ud over altanen (denne gang en ballon). Han er bare hurtig ham Anton! Pigerne her ved det altid er os der smider ting ud over altanen så de er søde at komme op med det.

 

Så blev klokke alligevel 9.30 og Lars kunne nu ringe til FDM Travel for at høre hvad chancen er for at vi kan komme tidligere hjem. Pas og visum til Anton ser nemlig ud til at blive færdigt enten sidst på denne uge eller starten af næste. FDM-damen sagde at hun aldrig har set noget lignende mht booking af billetter fra Addis – alt er bare udsolgt! Det første hun kunne se var at der ikke umiddelbart er ledige afgange før vores planlagte hjemrejse den 26. – det holder vi bare ikke ud, hvis papirerne er klar. Hun sagde at vi kunne prøve at komme på en stand-by liste ellers business class.....Vi er faktisk med på den værste – vi er nemlig rigtig parat til at komme hjem! Nu må vi se. Vi har skrevet en efterfølgende mail til FDM at vi faktisk synes at Turkish skylder os et par tjenester da vores bagage kom 1 uge for sent og de ikke engang bragte den ud! Nu må vi se – vi arbejder på at kunne komme hjem før tid.

 

Inden frokost var vi lige en tur i haven for at Anton kunne øve sig på at sidde i klapvogn. Det har han jo ellers nægtet! Men efter at far satte sig i den og mor skubbede ham rundt og vi grinte og grinte (!) ville han gerne:o) Det blev til en fin tur i klapvogn så det er bare dejligt – dog begrænset til den lille have og gården. Han har også fået mod på selv at løbe lidt mere rundt så det går så småt fremad med hans mod. SKØNT!

 

Så var der frokost, og for 3 gang var det spagetti med kødsovs (hun har ca. fire retter hun veksler mellem, og her taler vi både frokost og aftensmad – vi er SÅ trætte af oksegryde og spagetthi med kødsovs). Efter frokost gik mor rundt med Anton til han faldt i søvn og nu ligger han og sover. Håber han tager en lang lur:o) Far er nede efter drikkevand så mor havde lige tid til et lille indlæg.

 

Når Anton vågner skal igen have et par timer til at gå med le og så er der snart aftensmad. Yekas madmor har fri i dag (for første gang siden vi kom) så middagen i dag står på pizza til mor og far og linsesuppe og kartofler til Anton som bliver bestilt udefra.

 

Kl 20 skal Anton have børstet tænder og nattøj på og så bliver der sikkert et forgæves forsøg på at synge godnatsang og putte ham i sin egen seng. Vi er sikre på at det ender med at vi slukker alt lyset i stuen og sætter en film på til mor og far og så lægger Anton sig lige så fint, men rigtig tæt, på mor og far og falder i søvn:o) Når han sover (rigtigt tungt) bærer vi ham ind i hans egen seng. Sikke uvaner, men det er indtil han bliver tryg og til vi kommer hjem og kan forsøge at finde faste rytmer Man kan mærke at han synes det er så dejligt at falde i søvn sammen med os mens mor nusser hans ryg:o) Hvem ville ikke synes det?! (Far kunne da godt bruge det!!!!!!!!!!!!!!).

 

I morgen truer så endnu en laaang dag på Yeka Guesthouse.

 

Vi skrives ved

L&S

Lørdag den 7 august – lidt om tilknytning

Hej igen

 

Så blev det endelig weekend, selvom det ikke har den store betydning hvad dag det er her på Yeka. Hver gang vi skal skrive et indlæg, diskuterer vi i lang tid hvad dag og hvad dato det er:o) Man er lidt i en osteklokke.

 

Dagens indlæg skal handle lidt om vores tilknytningsproces, fordi der vi mærker forandringer hver dag. Anton har jo hele tiden været en meget glad og kærlig dreng – også overfor os. Han bliver hver dag mere og mere kærlig over for os, og vi kan virkelig mærke at han efterhånden deler ud af guldet til sine nye forældre. I dag fik fx både mor og far deres første kys på munden – helt spontant. Noget han ellers har fuldstændig ignoreret når plejerne har bedt ham om at kysse mor og far (er sikker på at det er et ret stort skridt for ham – det deler han ikke ud af til alle og enhver).

 

Samtidig, da vi allerførste gang mødte Anton på børnehjemmet var han meget udadvendt og glad for alle. Prøvede faktisk at komme i kontakt med alle mennesker og række ud efter dem (hans overlevelsstrategi). Nu er han begyndt at blive mere genert overfor andre mennesker end mor og far og vi er virkelig overrasket over hvor hurtigt det egentlig er sket. Hvis der er nogle fremmede der henvender sig til ham, skynder han sig hen til mor eller far og gemmer sig lidt. Det er en meget positiv og hurtig udvikling, og vi tager det som et godt tegn på at tilknytningsprocessen er godt i gang for den lille basse.

 

Han tester os også hele tiden. Gør ting han ved at han ikke må og ser lige om vi nu siger fra. Det gør vi selvfølgelig hver gang og vi har på fornemmelsen at han ret godt kan lide det. Han er ikke vant til så mange grænser, så vi tror at han nyder at der er nogen der har taget styringen. Det er noget af en omvaeltning at skulle styre en 2-årig i trodsalderen når man er et par i 30erne, der er vant til at gøre hvad der passer dem. Men det hele er bare det værd når han spontant kommer hen og krammer og kysser en og når han med kæmpe glæde prøver at fortælle mor og fra om noget nyt han har oplevet eller opdaget.

 

Man kan i det hele taget mærke at hans verden bare har været ekstrem lille. ALT er nyt for ham. Bare det at gå en tur er meget farligt for ham og sker puttet ind til enten mor eller far. Vi prøver at øve små ture ud med ham hver dag. Han er efterhånden meget fortrolig med Yekas have og med at køre i taxa. Det tog lige nogle ture men i dag i taxaen sad han og sludrede aktivt om alle de ”bibier” (biler) der var ude på vejen. Han fik virkelig en på opleveren. Han skal lære alt på ny, men vi skal nok hjælpe ham på vej. Vi skal bare tænke på, at det hele skal ske meget langsomt, fordi han er virkelig bagud mht. erfaringer med livet uden for murene.

 

Nogle af de ting vi virkelig kommer til at arbejde meget med når vi kommer hjem er sovevaner og det at kunne sætte ham fra os fx i klapvogn eller autostol. Han er meget afhængig af mor og far og det bliver noget af en udfordring at finde ud af hvornår han er parat til et lille skub ud på egne ben, heldigvis er der masser af hjælp at hente derhjemme så vi gør det på den helt rigtige måde.

 

Jer derhjemme skal vide at I skal møde en dejlig lille og meget kærlig dreng. Vi tror ikke, at det vi har talt om, med at andre ikke må tage ham op i starten, bliver et problem, fordi han klæber virkelig til mor og far så det giver vist lidt sig selv. Men vi tror at mange vil blive overrasket over (det gjorde vi i hvert fald) hvor lille hans verden har været og det gør ham lidt skrøbelig for nye situationer. Han minder måske lidt om en der er sluppet ud fra fængsel efter 20 år bag tremmer og som skal til at lære verden at kende igen. Alt er nyt og farligt. Derfor er han jo heller ikke der hvor en dansk 2-årig er…..

 

I skal glæde jer til at opleve alt det nye igennem ham. Han er bare så sød når han bliver fascineret over noget så almindeligt som fx regn og blæst. I dag blev vi fanget i (seriøst) styrtregn og han hvinede og tog hætten af så han kunne mærke blæsten og vandet i hovedet. Man kunne bare fornemme hvordan han nød denne nye fornemmelse og det er faktisk ret rørende at se på.

 

Af udfordringer kan vi nævne mad! Han er vist ikke så vant til at få hvad han ville på børnehjemmet for han kan ikke rigtig finde ud af at styre det. Han spørger tit om mad og stopper ikke så let og det kan kun gå for langsomt (han bryder ud i panikgråd hvis far ikke har lavet havregrøden på 30 sek). Vi skal lære ham at han altid kan få mad og at han ikke behøver at hamstre…

 

En lille prale-historie til alle jer med børn: Lille Anton har aldrig fået børstet tænder så vi troede det ville blive noget af en udfordring. I dag bad mor ham om at åbne munden så hun kunne børste hans bisser, og den lille fyr stod i flere minutter med åben mund helt stille (og meget koncentreret) og lod mor børste og han nød det og smilede over hele femøren da mor og far roste ham som aldrig før. Han var ikke til at skyde igennem:o).

 

Nu vil de trætte forældre til en (meget) aktiv todler stoppe så vi kan få en godnatøl (mens vi naturligvis ser BBC!) og så på hovedet i seng inden lille-manden vågner igen og kræver at komme over i vores seng hvor han elsker at ligge på tværs og spjætte:o) Og helt ærligt, indtil vi kommer hjem og kan øve nogle rytmer accepterer vi at søvn er lidt på hans præmisser og vi tvinger ham ikke til at ligge og skrige i hans egen seng…

 

Godnat fra L&S

Fredag den 6. august – Haardt arbejde og vi savner DK

Kære alle

 

Vi fornemmer at folket vil have dagbogsopdateringer. Frekvensen falder, naar virkeligherden melder sig - det er haardt arbejde

For tiden vil Anton helst (dvs han forlanger at) sidde hos en af os hele tiden og vi skal helst gå rundt….Det er der vel andre af jer forældre derude der har prøvet? Vores arme er ved at blive godt lange…

 

Dagene går nu mega langsomt her på Yeka Guesthouse. Der er næsten ikke noget at foretage sig. Fjernsyn er der, men BBC er eneste faste kanel, og det kan altså godt være lidt trættende i længden at se på. Har man set 5 min af det har man set det hele! Derudover er der satellit tv, men åbenbart kun en modtager der gør at zapperiet styres fra fællesstuen, så man kan ikke selv bestemme hvad man vil se på værelset! Ret komisk, men også skide irriterende. Der er en have, men den er temmelig våd og mudret og han har endnu ikke haft det helt store mod på have-eventyr. Der er kun en fælles computer, så det er også lidt småt med det. Hvad man ikke ville give for et værelse med trådløst internet!!!

 

Anton keder sig nok også lidt ind imellem. Han er vant til at have en masse børn omkring sig og det må være noget af en omvæltning at bare have to hvide tosser om sig hele tiden.

 

I går var vi til afskedsfest på børnehjemmet. Vi havde været meget nervøse for hvordan Anton ville tage det at komme tilbage men han tog det i stiv arm. Han var ikke så glad for at komme ind i taxaen der skulle køre os derud men efter en tudetur sad han og stirrede ud af vinduet. Det er en forbedring i forhold til da vi hentede ham på børnehjemmet, hvor han med det samme lagde sig til at sove for at undslippe det hele. Han var en rigtig god dreng til afskedsfesten. Han veg ikke fra mors og fars side og ville ikke over til plejerne. Han spiste masser af kage og sad og dansede med da de større børn optrådte for os med sang. Vi fik gaver af børnehjemmet: En lille etiopisk dragt til Anton, et etiopisk tørlæde til mor og en t-shirt til far. Derudover havde de lavet en lille bog med billeder af os alle tre og lidt om Antons historie. Da vi skulle gå vinkede han fint farvel til plejerne.

 

Efter afskedsfesten skulle vi på emigrationskontor og få lavet et etiopisk pas til Anton, som vi skal bruge så han kan rejse med hjem til DK. Vi skulle alle danske par og børn af sted på samme tid. Man må sige at det var et værre gedemarked på emigration. 1000-vis af mennesker og lange køer. Anton tog det så flot, så længe han fik lov at sidde hos en af os. På et tidspunkt skulle han dog have taget et billede til passet og en mand tog ham fra far for at tage ham ind i rummet hvor billedet skulle tages. Det var bare ikke i orden! Han stak i et skrål og efter mange forsøg accepterede mændene at billedet blev af en grådkvalt dreng der lige akkurat så ind i kameraet. I taxaen hjem fra emigration faldt han i søvn hos mor oven på den hårde dag. Desværre var der kun 10 min til vi var hjemme så det endte med en kort lur og en overtræt dreng.

 

Det måtte vi betale for senere, hvor han bare ikke ville lægge sig til at sove. Han har i det hele taget gennemskuet os, at vi får ham til at sove hos en af os, hvorefter vi lægger ham i hans seng. DET VIL HAN BARE IKKE! Han vil hele tiden sidde hos en af os ellers får han grædetur. Vi prøver at lade ham græde ud men bliver nødt til at lægge ham på sengen for han er slet ikke til at holde. Vi sidder og snakker med ham og prøver at få ham til at falde til ro indtil han gerne vil op til en af os. Han er heldigvis til at trøste men det er meget trættende at gå rundt med ham hele tiden.

 

Det er ret hårdt at være i et fremmed land mens man prøver at lære Anton at kende. Vi er jo godt nok ikke helt alene, da der er andre danskere, men man ser dem ikke så tit fordi alle naturligvis har travlt med deres børn. Alle er godt spændt for selvom der er mange forskellige reaktionsmønstre hos de forskellige børn. Uha – gad godt at det var lidt billigere at ringe hjem – kunne bare godt trænge til en laaaang snak. (Sidse).

 

Vi fik Anton til at sove i vores seng ved at vi alle tre lå og så Thomas Tog på DVDen (Tak Bente – den er et hit:o)). Han sov til kl 6.30 kun med et par små opvågninger så det var jo egentlig meget flot.

 

Passet skulle tage 3-4 hverdage at lave, derefter skal vi bare have lavet visum og det kan også tage 3-4 dage. Det kunne godt tyde på at vi kan komme hjem før tid men det afhænger selvfølgelig af at vi kan få rykket vores flybilletter.

 

I dag fredag havde vi en anstrengende formiddag men en rigtig god eftermiddag. I formiddags var han ekstremt pjevset og ville ikke rigtig noget. Den ene tudetur tog den anden. Nok en blanding af alle oplevelserne og at han er forkølet og har hostet hele natten. Middagsluren var et helvede, men han gik da omkuld til sidst. Til eftermiddag var han mere glade Anton igen. Han guffede godt i sig til frokost og så var det i karbad med farmand. Det var et hit. Senere på eftermiddagen kom et af de andre danske par, der bor et andet sted i byen, på besøg og vi fik kaffe i fællesstuen.


I dag gik det noget bedre med at faa ham i seng. I skrivende stund sover han, vi krydser fingre for det holder...
 

KH

L&S

Tirsdag den 3 august – Så blev vi endelig kun os 3

Natten før vi skulle hente Anton var en laaang en. Vi forsøgte at gå tidligt i seng. Ingen udpræget succes. Papa vendte og drejede sig og mama fik mere og mere ondt i halsen som natten gik. Tankerne kredsede om dagens kommende udfordringer, særligt for Anton, der i dag skulle trækkes ud af sin lille bitte verden. Hans verden har i ca. et halvt år begrænset sig til det værelse, hvor han har opholdt sig sammen med ca. 7-8 andre ”toddlers” og et par plejere. Det virker ikke som om han har været ret meget uden for det rum. Derfor var vi meget spændte på, hvordan han ville reagere på endnu et pludseligt skift i omgivelser.

 

Vi blev for gud ved hvilken gang (he he) vækket af morgenbøn, mens det stadig var mørkt. Det fortsatte ufortrødent nogle timer, til vi stod op. Sidses hals var bedre, og vi forsøgte at gøre os klar til dagens bedrifter.

 

Vi gjorde først et lille indkøb på vejen til børnehjemmet. Anton er jo vant til at gå på potte, så for at gøre overgangen lidt lettere ville vi se om vi kunne finde en. Vores gode faste chauffør vidste lige hvor han skulle køre hen. På et lokalt marked med masser af små boder i slidte skure spredt ud langs mudrede stier viste der sig at være en bod der solgte alt i plast!!! Så her fandt vi en fin lille potte fuldstændig magen til dem fra børnehjemmet. 30 birr, ca. 15 kroner – så ok da. Første (mini)projekt klaret!

 

Da vi ankom til Tikuret var vi mere nervøse end den første dag vi skulle møde Anton. Det virkede trods alt noget mere afgørende og uforudsigeligt. Anton var glad nok for at se os, og vi havde en fin lille times tid på børnehjemmet. Dog var han en anelse mere stille og eftertænksom, måske han fornemmede der var noget under opsejling. Vi gav ham et af vores egne indkøbte sæt tøj på, og for første gang så vi ham nu i fuldt drengeflor uden lyserødt og flæser…

 

Vi begyndte at tage afsked, men uden at gøre alt for stort et nummer ud af det. Anton vinkede blot lidt til de andre, men forholdt sig stille og undrende. Da vi åbnede Tikurets store port, der sammen med mur og pigtrådshegn adskiller Tikuret fra omverdenen, forsøgte Anton at lukke den igen. Ikke med store protester, men måske blot som udtryk for at nu blev det rigtigt farligt, for den port plejer da at være lukket! Ind i taxaen var han ikke så meget for at komme, men vi måtte bare sætte os hurtigt ind – og så fra det ene sekund til det andet sov han. En klokkeklar overlevelsesstrategi. Ren flugt, fordi det er svært at forholde sig til, hvad der sker. Han sov hele køreturen tilbage til Yeka, men vågnede da vi steg ud af taxaen igen. Han sagde ikke meget, havde bare kæmpestore øjne der forsøgte at fordøje indtrykkene. Alle ville hilse på ham på vej ind, men han var lidt betuttet. Vi skyndte os op i lejligheden, og her livede han faktisk op – da først rummene var inspiceret grundigt.

 

En af de måder han reagerer på er ikke at spise. Vi har kun fået et par mundfulde i ham hele dagen, selvom vi har forsøgt med alverdens retter. Bortset fra det har han faktisk været glad og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag. Vi skal helst alle sammen være i samme rum, men det der også helt ok. Han siger stadig når han skal på potten, og den nye potte er indviet J Dygtige dreng…

 

Middagsluren gik i vasken, da han kæmper meget imod søvnen. Derfor blev det til en lidt dårligt timet lur ved 17-tiden i mors favn. Dog ikke for lang, vi var nødt til at vække ham for at spise aftensmad – desværre fik han som nævnt ikke det store indenbords. Han var stadig totalt udmattet, og det lykkedes at lulle ham i søvn kl. 20. I skrivende stund ligger han og snorker i sin midlertidige seng, og vi er spændte på hvad natten bringer, og om han går i kor med kvarterets hunde og katte eller holder sig i ro….

 

HURTIG UPDATE onsdag formiddag: Natten gik godt, han sov 10 timer. Men idag er han indtil videre ret passiv og indadvendt. Det er nok en reaktion paa at vaagne op hos os i de nye ogivelser. Han er lidt vaagen, sover lidt, lidt vaagen igen osv. Helt normalt at adoptivborn goer saadan i starten, har vi faaet at vide. Vi vender tilbage.

 

Vi skrives ved

L&S

 

Mandag den 2. august – Som kom reaktionen!

Hej med jer

 

Som overskriften siger, så kom der en klar reaktion fra Anton i dag. Vi tog som sædvanlig ud børnehjemmet kl. 10 og gik op på Antons værelse. Han var lige ved at blive skiftet af en plejer og han var lidt sur. Han var glad for at se os og ville gerne op til mor og pegede på døren at vi skulle gå ud.

 

Vi kunne godt mærke, at han var lidt mere reserveret overfor os i dag end han plejer. Vi var lidt udenfor og lege med bold, men efter ca. en time, hvor vi begyndte så småt at gå indenfor for at lege i vores sædvanlige rum, knækkede filmen for ham. Han stak for første gang ud i vild gråd og skrål og vred sig helt vildt. Vi har aldrig hørt ham græde før, så det var noget af en prøvelse. Han var helt opløst. Lå bare på sengen og græd og græd mens vi lå sammen med ham og prøvede at tale beroligende til ham. Det var simpelt hen ligesom om han havde panikangst. Til sidst faldt han i søvn af bare udmattelse….

 

På alle vores kurser har vi lært at dette er en sund reaktion. Det er de første tegn på en tilknytningsproces, som han dog har svært ved at give sig hen til og tro på. Det har han jo ligesom prøvet før, og er blevet svigtet (af sin biologiske mor og ophold på to forskellige børnehjem). Så det at han tør vise sine frustrationer over alt det nye er et gennembrud, men det er bare SÅ hårdt at se på. Han lider jo, og synes at det er så farligt at knytte sig til de to mennesker, der for første gang giver ham opmærksomhed hele tiden, men som bare kommer og går igen hver dag.

 

Vi prøvede at tale med Dinkai i dag mht. vores retspapirer – NU MÅ DE HER KORTTIDSBESØG VÆRE NOK! Dinkai havde ikke hørt fra retten endnu og hun sagde at hun ville ringe så snart som muligt (!), ihhhhh.

 

Vi er jo blandt de første par hernede på den nye ordning, og en af de ting, alle de danske par, der er hernede er enige om skal laves om, er denne lange besøgsperiode. Det er simpelt hen for hårdt for børnene (og os), der virkelig prøver at knytte sig men gang på gang må blive skuffede over at forældrene går igen.

 

Disse græde- og panikture vil der selvfølgelig komme flere af, når vi har ham på hotellet også – nu er der jo taget hul på dem - men så er vi i det mindste for os selv og kan rent faktisk vise ham at vi bliver uanset hvad.

 

Efter ca. en halv time vågnede han igen og fortsatte hvor han slap, hvorefter han igen faldt i søvn af udmattelse – det lille pus. Så sov han en god lur i ca. en time og da han vågnede igen rakte han armene ud efter os og ville gerne op at sidde. Pludselig var han sig selv igen som vi har kendt ham fra de andre dage. Han ville gerne have lidt vælling fra sin tudekop og en kiks og vi sad lidt og hyggede med bøger og bamser. Derefter fulgte vi ham på potten (han er så god til at sige når han skal lave kaka:o)), og han synes at det var rigtigt skægt at det var mor og far der ordnede det hele. Vi valgte at overrule plejerne fuldstændig og gjorde alt for ham så han synes det var vældig hyggeligt. Vi havde allerede udsat vores taxa en gang fordi vi ikke ville gå mens han sov (en rigtig god beslutning tror vi) men nu var det ved at blive tid til at tage af sted igen. Han begyndte at finde på alle mulige lege fordi vi tror godt han kunne mærke at vi begyndte at pakke sammen. Han ville hele tiden op og det kan vi bare ikke få os selv til at sige nej til. Til sidst gav vi ham til en plejer og SÅ var der bare krise igen. Han vred sig og græd og vi måtte bare tvinge et smil frem og vinke og sige at vi kom igen i morgen – hjertesuk ! Vi havde aldrig troet det ville være så hårdt, men det har det nok heller ikke været på den gamle ordning hvor man fik børnene med hjem efter et par dage….

 

Efter en uge hernede er nerverne nok også lidt tyndslidte så vi reagerer let på selv det mindste – men vi hænger i kan I tro. Nu sidder vi og nyder vores minutnudler og drikker en cola på værelset – pyha.


Er så spændt på i morgen…….

 

OPDATERING:

 

I skrivende stund har vi lige fået at vide, at vi kan tage ham med os i morgen tirsdag!!!! YES. Majbritt, en af de andre danskere hernede, har lige banket på vores dør og videregivet besked fra Dinkai om, at retspapirerne nu langt om længe er i orden. Sikke en lettelse. Ikke mere kommen og gåen for den lille mand. Derfor vil der som nævnt alligevel komme kriser, men bare vi ikke skal gå midt i en…

 

Så nu går spændingen på hvordan det bliver at få ham med i en taxa og hjem i nye omgivelser – igen igen igen…

 

Vi skrives ved.

 

Kærlig hilsen

L&S

Søndag den 1. august, del 2 - Er der virkelig kun gået næsten en uge?

Hej igen


Vi har lagt et videoklip af Anton der puster saebebobler i mappen "videoklip". Bemaerk ogsaa det fine pigetoej han har paa...

Vi føler vi har været her i Addis i flere måneder. Man bruger sindssygt meget energi og tiden flyder helt sammen. Vi bruger selvfølgelig helt vildt meget krudt på at lære lille Anton at kende og samtidig forholde sig til et fremmedartet sted – og vi mener VIRKELIG fremmedartet.

 

Addis er i den grad kendetegnet ved mange mennesker og meget fattigdom. Her er virkelig mange kontraster – lige fra mænd i jakkesæt og kvinder i smukke kjoler til hjemløse mennesker der ligger uden tøj på gaden. Nogen af dem ligger mistænkeligt stille i vejkanten. Faktisk har vi fået af vide at hvis man her i Addis indrapporterer at der ligger en død, koster det den der indrapporterede det penge at få fjernet liget. Derfor er det ikke ualmindeligt at der ligger døde mennesker og rådner op rundt omkring.

 

Hver gang taxaen holder stille kommer der små børn og kvinder med deres babyer hen med store bedende øjne og tigger ved vinduet. Det er rigtigt svært at se på og svært at sige nej. Man kan ikke lade være med at tænke på at det er godt at Anton ikke skal vokse op her.

 

Man føler virkelig at man skiller sig ud her. Det er måske ikke så mærkeligt men der er seriøst ikke andre hvide mennesker på gaden end os så man kan godt forstå de stirre på en

 

Samtidig er vi omringet af glade og smukke mennesker hele tiden – selv de mest fattige smiler meget til os. De mennesker der tager imod os på børnehjemmet er så gæstfrie og vi får af det lidt de har. De kysser os og byder på hvad de nu har af kaffe eller sodavand eller injera.

 

Vi har stadig ikke oplevet så meget af Addis´ kulturliv da fokus naturligvis har været et lidt andet sted. Vi har været på en traditionel etiopisk restaurant hvor vi fik – gæt hvad – injera, men i luksusudgave med forskelligt slags kød. Man får et fælles fad til 3-4 personer med en kæmpe syrlig pandekage hvorpå der bliver lagt en masse forskellig fyld – både kød og grønt. Og så er det ellers bare at gå i gang med klør 5:o) Lad os sige det sådan – vi har fået nok injera. Det har Anton også – han spytter det ud de gange vi får lov at give ham frokost på børnehjemmet. I dag fik han i stedet lov at få noget der lignede havregrød. Det røg hurtigt ned i muffen. Han kigger hele tiden i skålen om der mere. Tror at der normalt er ration på. Han har en lille – lidt for tyk – mave. Kunne godt tyde på at der er en zoologisk have dernede eller at han får komælk som han ikke kan tåle. Det må vi altssammen have styr på når vi kommer hjem.

 

Ellers var dagens besøg rigtigt dejligt. Han var rigtig glad for at se os og vi var ude og spille lidt bold.

 

Nu skal mormor og Julius høre efter: Vi har givet Anton et lille fotoalbum med billeder af familien derhjemme. I dag sagde Anton klokkeklart: ”mormor” (til mormors billede vel at mærke) og ”jull…” til Julius’ billede:o) Til jer andre familiemedlemmer – vi skal nok top-træne jeres navne:o).

 

For tredje gang faldt han i søvn hos mamma og vi lagde ham til at sove til middag i hans lille seng og så gik vi:o(

 

I morgen skulle vi kunne tale med Dinkai så vi måske kan få nyt om hvornår vi må tage ham med hjem. Børnehjemmet holder stor afskedsfest for de børn der forlader børnehjemmet på torsdag. Det er lidt kikset at vi skal tilbage med ham hvis vi har fået ham med hjem før torsdag men de går meget op i den afskedsfest så vi må hellere komme. Er meget spændt på hvordan han vil reagere…..

 

Ps: Papas mave er ok igen:o) DEJLIGT!

Soendag den 1. august - "Tak" til Turkish

Kaere alle

Nettet har vaeret lidt nede da de lige skulle koebe noget mere(!)....

Saa maatte Lars kapitulere - han havde en god gang afrikaner-mave igaar. Han kunne heldigvis godt tage med til boernehjemmet men var lidt groen i hovedet naar Anton gerne ville hoppe paa fars mave

Besoegene paa boernehjemmet er ved at vaere lidt langstrakte. Vi har bare et lille rum med en seng hvor vi kan vaere saa der er ikke det store at foretage sig for en lille gut naar foerst alle legene er leget. Idag haaber vi at faa lov til at tage Anton lidt med udenfor - tror egentlig aldrig han er udenfor....

Igaar da vi kom hjem fra boernehjemmet ringede vi igen igen til lufthavnen for at hoere om der var nyt om vores savnede kuffert. DET VAR DER! De havde den (men havde lige glemt at ringe til os!). Turkish har jo selvfoelgelig ikke nogen service der bringer tabt bagage ud til os saa vi matte selv tage en taxi ud til lufthavnen for at hente den...

Foerst aftalte vi at Sidse skulle tage alene til lufthavnen men Lars kunne alligevel ikke lide det da han saa en chauffoer der ikke kunne tale engelsk og som vi ikke kendte saa han mandede sig op og tog med (efter han lige havde ofret sig paa toilettet!). Vi kom endelig til lufthavnen og maatte betale for at komme ind...hmmmm. Endelig blev vi lukket ind og efter megen kontrol af pas og deslige blev Lars allernaadigst lukket ind og kunne hente vores savnede kuffert. Alt var heldigvis i den - Dejligt med rene underbukser og varme troejer

Ellers sidder foelelserne lidt uden paa toejet for tiden. Det er nok meget normalt naar man er nye foraeldre. Vi (Sidse) tager sig en tudetur nu og da, men det er nok meget normalt. Det blev ikke bedre af at have SMSet med vores kattesitter der siger at Louis er meget kaelen og social men at hun ikke havde set Molly i noget tid. Nu kan Sidse ikke slappe helt af foer hun er set igen.... Uhhh det er ikke let at vaere mor til hverken mennesker eller dyr - sikke bekymringer.

Vi GLAEDER os allerede meget til at komme hjem til DK - savner stroem, rent vand, stabilt net, stabil mave, lidt mindre bilos og lidt mindre nysgerrige blikke....

Der er lige ankomet et nyt dansk par der skal hente en lille dreng der er paa vaerelse med Anton. De kan forhaabentlig lege sammen naar vi alle faar boernene med hjem til Yeka

Vi skrives ved nu skal vi ud og besoege Anton. 

Knus fra L&S

Fotoalbum

Fotoalbummet er opdateret med lidt ekstra billeder Se ogsaa nyt indlaeg i dagbog nedenfor.

Sikke en dag!

Kaere alle

Endnu engang tak for alle kommentarerne, det er skoent at vide der er trofaste laesere, og alle de soede beskeder varmer i en tid, der baade er fantastisk god og ogsaa lidt haard og stresset...

I dag var vi ret nervoese forud for det fjerde besoeg. Hvordan ville han nu reagere? Vi fik til forskel fra de andre dage, hvor han er blevet bragt til os, lov til at gaa op og gaa ham i moede paa hans eget territorium. Vi fik et kaempe velkomstsmil, og en dreng der rigtig gerne ville op til papa 

Vi fik i dag et rum helt for os selv sammen med Anton, hvilket virkelig gjorde en forskel. Vi sad stille og roligt og legede paa en seng (hele dagen!!), og taenk sig, plejerne kom ind med en frisk ble, som mor fik lov at putte paa (hernede bliver far ikke spurgt om den slags...). Det foregik under skarpt opsyn, men hun kunne hurtigt se at Sidse havde helt styr paa det, mumlede et eller andet og gik videre.

Vi havde ro til en masse forskellige lege, ligfra fra saebebobler og billedboeger til flyveture, sang og tegning. Anton sagde i dag "maeeeh", "vov" og "pip pip", da vi laeste billedbog - han sagde det naesten til de rigtige dyr, saa han er super skarp til dansk!

Vi sov alle tre middagslur sammen paa sengen. Det var helt fantastisk at opleve den del ogsaa, og vi naerstuderede ham grundigt mens han sov. Han kunne godt bruge en tutu (sut), da han laver suttebevaegelser i soevne.

Da han vaagnede skulle han lige konstatere at vi stadig var der og putte lidt hos mor i stilhed - og saa var han ellers frisk paa mere leg. Far blev brugt som klatrestativ og fik masser af grin og kram. Han var i det hele taget super glad i dag og masser af naerkontakt, ogsaa med oejnene.

Klokken naermede sig fire, og efter seks stive timer med leg uden en draabe eller en krumme til foraeldrene, kom vores taxa. Det var saa det svareste i dag. For foerste gang blev han ked af det og graed da vi gik. Saa det gjorde vi ogsaa, da vi kom ud paa gangen Det var lidt haardt, for hvad taenker han nu efter en hyggelig dag gik vi igen igen igen...saa nu maa vi se om vi faar den kolde skulder i morgen. 

Alt i alt den klart bedste dag indtil nu. Men desvaerre ved vi endnu ikke hvornaar vi maa tage ham med paa hotellet (maaske det hjaelper
at de nu ved vi faktisk er i stand til at skifte en ble og stikke ham en tudekop...).

ps. Vi kan nu ogsaa bruges til troest. Da han slog fingeren kort inden vi gik kom han hen til mama, og ikke plejerne der stod ved siden af. Stort gennebrud

Vi skrives ved 

Billeder

Saa var der endelig stroem, netforbindelse og fred og ro til at uploade billeder paa det gamle hakkebraet. Der er nu lagt billeder fra de foerste par dage i fotobogen. Klik paa billederne for at faa dem forstoerret og med billedtekster.

KH
L&S

Torsdag den 29. juli - "he is all yours"

Hej allesammen

mange tak for alle de soede hilsner her paa vores side. Det varmer her i kulden

Idag var saa dagen for den store retssag. Vi skulle jo vaere i retten kl 14.00 og ville blive hentet af en taxa kl 13.30. MEN - I aegte etiopisk stil ringede Dinkai kl 11.15 til vores lejlighed og sagde at retssagen var aendret til kl 11!!!! Der ville komme en bil og hente os med det samme Lars var lige traadt ud af badet (vi havde jo goood tid) og Sidse laa i sengen fordi hun var lidt sloej saa det var bare med at vaere hurtig! Paa med det fine toej og ud af doeren og faa fat i det andet danske par der ogsaa havde retsdato idag og som Dinkai ikke lige havde faaet ringet til

Taxaen kom kl 11.30 og vi naaede i retten kl 12 - en time for sent, men som vores kontaktperson sagde - no problem!

Heldigvis var selve retsmoedet ogsaa no problem! Vi blev stillet 4 spoergsmaal og det hele tog ca 3minutter. Dommeren endte med at sige de forloesende ord: "he is all yours" Der blev da ogsaa bidt lidt i laeben for at holde taarene tilbage - HE IS ALL YOURS!!! Vi er nu rigtige foraeldre til lille Anton - han er vores! Som dommeren sagde - det kan ikke traekkes tilbage saa vi skulle vaere helt sikre...

Desvaerre skal vi nu vente paa at retsbeslutningen bliver skrevet ud foer vi kan tage ham med os fra boernehjemmet. Det er lidt tungt, naar nu beslutningen er taget.

Efter retten tog vi ud paa boernehjemmet. Det var en lidt anden Anton vi saa idag. Han var meget distraet, hvilket nok ogsaa haengte sammen med at vi var 4 par og en masse unger i samme lokale. Han kunne slet ikke samle sig om vores moede. Han er stadig rigtig god til den fysiske kontakt men den stakkels knaegt er efterhaanden rigtig forvirret over at vi hele tiden kommer og gaar igen. Vi faar heller ikke rigtig lov til at goere de vigtige ting for ham saasom at skifte ham eller naar han beder om noget. Plejerne er over ham med det samme og det er jo paa sin vis godt men ogsaa lidt generende naar vi proever at skabe kontakt.

Et lille gennebrud idag er at han kalder os mamma og pappa helt af sig selv. Han kom paa et tidspunkt til at koere en lille lejetoejsbil ind under hans seng og kunne ikke faa den ud og saa kiggede han paa Sidse og kaldte mamma og ville have hjaelp til at faa bilen ud. Selvfoelgelig skulle en plejer lige forstyrre og ilede til og tog bilen ud saa det var lidt irriterende ikke at kunne vise at vi faktisk ogsaa er i stand til at hjaelpe!

Han vil rigtig gerne have kontakt med os men gjorde det idag lidt i det skjulte: Pillede Lars lidt i skaeget og aede paa kinden uden helt at kigge paa ham og lagde sig helt ind til Sidses bryst men uden oejenkontak. Han vil SAA gerne binde sig kan man maerke men det er SAA farligt for ham. Specielt ogsaa fordi ve jo bare gaar hver dag.

Det bliver virkelig en lettelse for os naar vi maa tage ham med hjem - uden alt den indblanding og alle de forstyrrelser og hektiske moeder. Han er den mest glade og kaerlige dreng og han fortjener bare det bedste. Ikke bare nogen der kommer paa besoeg et par timer hver dag. Det er en lidt frustrerende process at der skal gaa saa lang tid foer vi maa faa ham med og blive tvunget til at tage fra ham igen.

Det lettede meget i aften at vi var ude at spise med en masse andre danske paa en laekker etiopiesk restaurant. Flere havde samme fornemmelse som os - at kontakten paa besoeget idag havde vaeret lidt svaer at etablere. De smaa pus er jo snart forvirret paa et hoejere plan!

Er spaendt paa hvordan det gaar imorgen. Tager paa Tikuret kl 10 og haaber at vi maa bliver der til efter han har sovet til middag - det kunne maaske vise ham at vi faktisk ogsaa kan vaere der naar han vaagner...

Mange hilsner fra L&S (rigtige foraeldre)

Onsdag den 28-07-2010 - 2. dag i Etiopien

Hej igen allesammen

I nat fik vi begge en rigtig god nats soevn. Vi gik i seng tidligt efter en dejlig middag lavet af Yeka Guesthouse madmor - mums. Vi blev vaekket kl 5.30 af morgenboen der gjaldede ud over omraadet fra den lokale moske. Den hypnotiske messen var egentlig fint nok at vaagne paa. I hvert fald bedre end de mange hunde, der galper loes meget af natten...

Efter det skiftevis kolde og braendende varme morgenbad og morgenmnad i restauranten, blev vi sammen med et andet dansk par hentet af vores chauffoer ven, der koerte os ud til Tikuret. Vi var begge hammer nervoese for hvordan Anton nu ville reagere paa at vi bliver ved med at komme rendende.

Som saedvanlig blev vi vist ind i faellesstuen og kaffeceremonien gik igang. Denne gang kom de ret hurtigt med Anton og han var heldigvis glad for at se os igen. Han aabnede i det hele taget meget mere op idag og talte en del til os...

Mamma og pappa var meget stolte da de kunne aflaese at han skulle tisse men plejeren ville ikke tro paa os. Hun sagde at hvis han skulle tisse ville han sige "kak kak" eller noget i den stil... Sjovt nok tissede han paa sin mor 3 minutter efter - han gaar jo ikke med ble!

Han blev ved at gentage et ord paa amharisk (det loed som "bibi"), som viste sig at betyde bil. I gaar gav vi ham en lille legobil, saa maaske det var den han ville have. Plejeren fandt den frem og den var stadig populaer.

Vi var der lang tid idag. Spiste igen frokost paa boernehjemmet og idag fik vi lov at give Anton frokost Ihhh, det var saa hyggeligt. Han spiste godt og foelte sig endda tryg nok til at drille mor med at smide mad ud paa bordet Under frokosten havde papa et hyr med at vriste en toiletrulle fri fra Antons greb - den var bare rigtig sjov at rulle ud over det hele.

Ellers gik vi bare lidt rundt med ham og han talte mere og mere til os. Vi talte lidt om nogle billeder der hang paa vaeggen og han sagde "bamse" og "baby" (saadan da) - han er jo en klog dreng 

Paa vej hjem koerte vi ind til et indkoebscenter, der hedder Friendships's, for Lars har stadig ikke faaet sin kuffert. Vi skal jo i retten i morgen, saa han var noedtil at finde noget andet en end tre dages gammel polo shirt med tilhoerende udtraadte sko og selvstaaende underhylere. Han koebte i aegte Etiopisk stil nogle laekre skinnede graa busker og spidse blanke sko. Det skal nok falde i dommerens smag.

I aften fik vi kold spagetti med koedsovs - saa middagen var ikke et saa stort hit som igaar.

I morgen er saa den store dag med retsmoede kl 14 lokal tid. Vi tager forst ud og besoeger trolden igen om efteriddagen efter retten. Nu beder vi bare til at sagen gaar glat igennem i morgen.

Vi skrives ved
L&S

Foerste moede med Anton

Kære alle

 

Dagen i dag var så DAGEN.

 

Vi faldt i søvn mellem kl 4 og 4.30 i nat (!) men var alligevel oppe kl 6.30 for at få et hurtigt bad (og varmen efter en ekstrem kold nat). Mere søvn var ikke en realistisk mulighed da vi kl 10.30 ville blive hentet af Dinkai (DA’s kontaktperson her i Etiopien) som ville ledsage os ud til Tikuret (Antons børnehjem).

 

Vi fik klemt lidt morgenmad i os i restauranten der hører til Yeka Guesthouse, og vi prøvede at få styr på lidt praktiske ting såsom at få fat på vores manglende (og meget savnede) kuffert der sikkert er et sted i Istanbul og få købt et lokalt sim-kort til mobiltelefonen så vi kan ringe lidt billigere.

 

Endelig blev klokken 10.30 og Dinkai kom i et GAMMELT vrag af et folkevognsrugbrød (som kun kunne åbnes udefra). Denne model viste sig da vi kom ud på ”vejen” at være en slags nationalbil sammen med køer og æsler:o) Vi kørte sammen med 3 andre danske par igennem Addis der selvom den selvfølgelig er en fascinerende oplevelse må siges at være noget af en smadrekasse af en by. Blikskure, bæreæsler, slagtekvæg, børn, trafikkaos, og koner der vasker tøj i vandpytter er bare et lille udsnit af oplevelsen. For slet ikke at nævne lugten…..

 

Nå, men endelig kom vi til Tikuret med fugtige håndflader og ondt i maven. Vi blev mødt af en masse vasketøj og koner der vaskede i gården. Tre eller fire plejere bød os velkommen i døren og vi blev ført ind i fællesstuen. Alle var meget venlige og der var en god stemning og glade børn alle vegne.

 

Vi sad i hvad vi følte var evigheder og skulle informeres om hvordan hele proceduren med retssagen og papirarbejdet skulle forløbe. Endelige riggede de op til den traditionelle etiopiske kaffeceremoni og det var tegn til at vi snart måtte møde lille Anton. Vi nåede slet ikke kaffen i denne omgang for pludselig spurgte plejerne om vi ville med op at se hvor han sov. SELVFØLGELIG! Vi bleve ført op af en trappe og ind i et hyggeligt værelse med masser af vugger og legetøj og en masse dejlige chokoladebrune babyer der legede på gulvet. Plejerne sagde til Anton – se Desalegn mamma og papa – og der sad han. Lille Anton, meget mindre end vi egentlig havde troet og smilede over hele femøren. Han kiggede på os. Vi fællede da begge også en lille tåre må vi indrømme selvom vi havde aftalt at lade være….Han var nysgerrig og lidt undrende og vidste ikke helt hvad han skulle mene om det hele. Han havde dog altid et lille smil på læben og god øjenkontakt. Plejerne fortalte os at han er en lille glad dreng der kræver meget opmærksomhed og som kan lide alle så vi tror at han lever op til sit navn ”I am so happy”:o).

 

Vi sad lidt og talte til ham og han kom lidt over til Sidse og faldt næsten i søvn. Men så skulle der ske noget igen og vi tog ham med ned i fællesstuen og legede lidt med lidt medbragtlegetøj. Han var helt vild med en lille bil og ville næsten ikke slippe det. Han tøede efterhånden mere og mere op og der kom nogle kvæv ud af ham. Han prøvede endda at efterligne et ord vi sagde. Det hele blev afsluttet med at Papa fik et kæmpe kram og hans briller blev grundigt inspiceret.

 

Så blev vi budt på frokost – den berømte etiopieske ret Injera (en pandekage der ligner en engangskarklud som man dypper i noget sovs) og det smagte rigtigt godt. Anton skulle op at spise frokost for sig selv – Øv. Og pludselig var det slut for i dag. Han blev taget ret hurtigt med ud af lokalet – ØV. Når der så er sagt øv, er det positivt at plejerne aflæser ham helt perfekt. Han var træt og det havde været en hård oplevelse for ham. Han trængte til sin lur. De er i det hele taget hele tiden over børnene. Da vi fx sad og legede med Anton kom der en plejer og pudsede hans næse. Jeg er sikker på han har fået rigeligt med kærlighed – som forholdene nu engang er.

 

Nu vil vi slutte for i dag. Vi vil prøve at få mere end halvanden times søvn i nat:o) I morgen tager vi igen på Tikuret kl 10.00 – juhuu, savner ham allerede.

 

Vi har taget mange billeder og lidt video men lægger det først ud når retsmødet forhåbentligt er veloverstået på torsdag. Mamma og papa sidder selvfølgelig og ser det på repeat:o)

 

Kærlig hilsen

L&S

Addis!

Hej alle
Saa er vi i Addis Abeba. Det betyder "ny blomst" - i morges var det snarere en vaad blomst, det er regntid og vi vaagnede til torden og styrtregn. Udsigten fra vaerelset er bliktage og lyden af hoens.
Vi ankom i nat, godt traette - og mindre traette blev vi ikke af, at vi kun fik 2 ud af tre kufferter med. Oev!!  
Nu krydser vi fingre for de snart finder den. Alt mit (Lars) toej er i den og en masse ting til Anton...saa er vi ligesom i gang Vi har dog heldigvis nogle af tingene til ham og bornehjemet. Jeg maa i eftermiddag ud og handle lidt toej, saa jeg kommer nok til at kunne mingle med de lokale. 
Om ca. en halv time skal vi ud paa boernehjemmet - Tikuret - for foerste gang og moede lille Anton Vi er paa vej ind i osteklokken og vi kan maerke paa kroppen at vi lever (det goer maven i hvert fald)

Vi vender tilbage med beskrivelse af det foerste besoeg.
Mange hilsner
L&S

Juni 2010

Kære alle

Velkommen til vores dagbog som vi har oprettet så I kan følge os på vores livs rejse til Etiopien for at hente Anton Desalegn.

I er velkomne til at sende os små hilsner undervejs gennem siden - enten via kommentarer til indlæggene eller i gæstebogen til venstre i menuen.

Mange hilsner fra L&S

Antons afrikanske navn

Anton betyder "I am so happy" på amharisk

Yeka Guesthouse

Her er et link til Yeka Guesthouse hvor vi skal bo i de 5 uger:

http://www.yekaguesthouse.com/

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Lena | Svar 13.08.2010 10.18

Kære alle tre - I kan roligt regne med, at vi står ude i lufthavnen, når I lander. det bliver så spændende. Rigtig god tur hjem. Knus Lena

hanne | Svar 12.08.2010 18.03

Jeg ville være taget til København, når I kommer hjem, men det er for sent, når jeg bagefter skal køre til Århus. Så jeg kommer i audiens, når det bliver tillad

hanne | Svar 12.08.2010 18.01

Forts.: Og jubii, vi glæder os til I er hjemme. Det er flot, at I endnu ikke har fået helt pip af at sidde i det kedelige hotelværelse. knus moster boster

hanne | Svar 12.08.2010 17.57

Forts.: I trænger bare begge to til snart at komme hjem til jeres far/mor/venner/ og få noget støtte, og lidt aflastning. Så fat mod, I er snart hjemme

hanne | Svar 12.08.2010 17.56

Forts.: klart at I er ved at gå ud af jeres gode skind, sikken omvæltning, og sikken en ventetid, som endelig er blevet udløst, det må da gi` nogle reaktioner

hanne | Svar 12.08.2010 17.54

Hej Sidse og Lars Man kan altså se på billederne, at jeres lille dreng allerede har det godt, så det skal I altså ikke bekymre jer om. - Og det er da klart, at

Camilla | Svar 12.08.2010 11.03

Hej Sidse & Lars. Kan det passe, at jeres SAS-fly fra Frankfurt har flynr.: SK1636 med ankomst i København d. 15.8., kl 21.25? Knus Camilla

Camilla | Svar 11.08.2010 14.55

Hvor er det bare dejligt, at i kommer hjem før tid - vi glæder os til at se jer alle 3 i lufthavnen. Knus og god tur hjem fra Antons 2 fætre, faster og onkel.

Annette | Svar 11.08.2010 10.34

Hej Sidse og Lars.
Hvor er han bare nuser, stort TILLYKKE herfra.
Hilsen Annette Bartels

Bente | Svar 10.08.2010 15.15

Hos Turkisk ser det ud til at der er udsolgt den 18, 19, 20, men ledigt 16 og 21... Men ellers er der jo ikke længe til den 26, det skal i nok klare, knus Bente

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

07.01 | 14:12

Kære Sidse, Lars og Anton
Tak fordi vi må kigge med og tak fordi vi må "bruge jer" så meget, nu hvor vi selv er ved at skulle afsted.
Kh. Lasse & Rikke

...
15.08 | 17:50

Kære Sidse og Lars.
Stort tillykke med jeres lille Anton. Hvor er han da bare skøn <3
Håber I får en god tur hjem til Danmark.
Stort knus fra Ann

...
13.08 | 21:55

Glæder os til at se jer alle når I er tilbage. Ikke mindst guldklumpen

...
13.08 | 21:53

Skønt I har fået fat i flybilletter! Fortvivl ikke - der er så mange perioder der føles som evigheder når det står på, men pludselig er det ovre. Knus Trine

...
Du kan lide denne side