Lidt mere historie - flere regenter m.v.

Lidt mere historie.

I perioden lige efter "vores" tid så kongerækken således ud:

1250-1252  Abel:
Abel (ca. 1218-52), konge af Danmark 1250-52. Som næstældste søn af Valdemar 2. Sejr blev Abel 1232 hertug af Sønderjylland. Efter mordet på broderen, Erik 4. Plovpenning, blev han kåret til dansk konge, støttet af den indflydelsesrige Hvide-slægt, efter ved ed at have afsvoret sig enhver forbindelse med broderens død. Han nåede imidlertid kun at regere i godt halvandet år. Under et felttog mod friserne i 1252 faldt han og gav dermed plads på tronen for sin yngre broder, Christoffer 1.
 
1252-1259 Christoffer I :
Christoffer 1. (ca. 1219-59), konge af Danmark 1252-59. Som yngste søn af Valdemar 2. Sejr havde Christoffer fået tildelt Lolland og Falster som len; men ved Kong Abels død kåredes han til dennes efterfølger. Hans regeringstid blev stærkt præget af de åbne stridigheder mellem stat og kirke, der kulminerede med kongens arrestation af ærkebiskop Jakob Erlandsen i 1259 – samme år, som Christoffer 1. døde og blev gravlagt i Ribe Domkirke.

1259 - 1286 Erik V. Klipping:

Erik 5. Klipping (1249-86), konge af Danmark 1259-86. Han blev kronet som 10-årig ved faderens, Christoffer 1.s, død i 1259, men stod de første år under formynderskab af sin moder, Dronning Margrete af Sambiria. I 1282 måtte han som den første danske konge undertegne en skriftlig forpligtelse, der fastlagde magtforholdet mellem kongen og stormændene. Under aldrig opklarede omstændigheder blev han i november 1286 myrdet i Finderup Lade ved Viborg og gravsat i Viborg Domkirke. Betydningen af hans tilnavn er usikker, men menes at betyde ”klippet skind”.


1286-1319 Erik VI Menved :
Erik 6. Menved (1274-1319), konge af Danmark 1286-1319. Som søn af Erik 5. Klipping var han allerede i 1276 blevet hyldet som faderens efterfølger. Ved dennes død var han endnu umyndig og tiltrådte først 1293 regeringen. Denne kom til at bære præg af den fortsatte strid mellem stat og kirke, kulminerende med fængslingen af ærkebiskop Jens Grand i 1294. Kongen søgte med et vist held at genoptage Valdemar 2. Sejrs ekspansionspolitik i Østersøen. Han døde barnløs i 1319 og blev gravlagt i St. Bendts Kirke i Ringsted.
Christoffer 2. (1276-1332), konge af Danmark 1319-32. Som Erik 6. Menveds yngre broder fulgte han denne på tronen i 1319 og måtte som den første danske konge udstede en valghåndfæstning, der satte strenge betingelser for udøvelse af kongemagten. For at indfri broderens store krigsgæld måtte han pantsætte det meste af riget til tyske kreditorer, der i årene 1326-29 indsatte den unge Valdemar (3.) af Sønderjylland som marionetkonge. Efter kongens tilbagevenden i 1329 blev han selv nærmest kreditorernes marionet. Han blev ved sin død gravsat i Sorø Kirke, og de følgende otte år stod tronen ledig.

1332-1340  I nterregnum :
 
Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-75), konge af Danmark 1340-75, yngste søn af Christoffer 2. Valdemar voksede op ved den tyske kejsers hof, og med støtte derfra blev han accepteret som dansk konge straks efter Niels Ebbesens drab på den holstenske storkreditor, grev Gerhard i 1340 ved Randers. Systematisk og med stor handlekraft samlede han sit splittede, pantsatte rige og genopbyggede kongemagten. En særlig triumf var erobringen af Gotland i 1361. Ved sin død på sit elskede Gurre efterlod han et stærkt, genrejst rige.

1375-1387 Oluf II :
Oluf 2. (1370-87), konge af Danmark 1375-87 og tillige af Norge 1380-87, søn af Kong Håkon 6. af Norge og Valdemar 4. Atterdags datter Margrete (1.). Ved Valdemar 4. Atterdags død blev den da kun 5-årige Oluf valgt til dansk konge med sine forældre som formyndere. Håkon 6. døde i 1380, hvorefter Oluf også blev konge af Norge med moderen som formynder. Oluf døde imidlertid allerede i 1387 uden at efterlade sig arvinger. Han blev gravsat i Sorø Klosterkirke.

1387-1412  Margrete I :
Margrete 1. (1353-28.10.1412), dansk-norsk-svensk regent, dronning af Norge, yngste datter af Valdemar 4. Atterdag. Ved faderens død i 1375 blev hun sammen med sin ægtefælle, Kong Håkon 6. af Norge indsat som formynder for sin mindreårige søn, Oluf 2., der valgtes til dansk konge. Ved Håkon 6.s død i 1380 blev hun tillige formynder for sønnen i Norge. Ved dennes død i 1387 blev hun i Danmark kåret til ”fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder”. Kort efter fik hun den tilsvarende titel i Norge og i 1388 også i Sverige, der var plaget af dynastisk strid. Med dette som udgangspunkt oprettede Margrete 1. i 1397 Kalmarunionen, der forenede de tre nordiske riger under hendes ledelse. Ved sin død blev hun stedt til hvile i Sorø Klosterkirke, men blev siden overført til Roskilde Domkirke.
 
 
1412-1439  Erik VII af Pommern :


1440-1448  Christoffer III af Bayern :
Christoffer 3. af Bayern (1416-48), unionskonge 1440-48, nevø af Erik 7. af Pommern. Som konge viste han sig som en dygtig politiker, der formåede at holde de tre unionslandes rigsråd i skak og styrke kongemagten efter svækkelsen i forbindelse med Erik 7.s afsættelse i 1439. Han døde barnløs på Helsingborg Slot og blev gravsat i Roskilde Domkirke. Ved hans død gik kongemagten over til den oldenborgske gren af kongeslægten, der regerede Danmark helt frem til 1863.

1448-1481  Christian I :
Christian 1. (1426-21.5.1481), konge af Danmark 1448-81, af Norge 1449-81 og af Sverige 1457-64, fra 1460 tillige hertug af Slesvig og siden af den tyske kejser også forlenet med hertugdømmet Holsten samt landskaberne Stormarn og Ditmarsken. Som den første af den oldenborgske slægt valgtes han til dansk konge efter at have ægtet den barnløse Christoffer af Bayerns 18-årige enke, Dorothea af Brandenburg. Efter pavelig godkendelse grundlagde han 1479 Københavns Universitet.

1482-1513 Hans :
Hans (2.2.1455-20.2.1513), konge af Danmark og Norge 1482-1513, tillige af Sverige 1497-1513. Efter et sejrrigt felttog i Sverige lykkedes det ham i 1497 at genoprette Kalmarunionen, der i faderens tid var gået delvis i opløsning; men et katastrofalt nederlag 1500 i Ditmarsken og voksende stridigheder i hertugdømmerne svækkede hans greb om unionsmagten. Kongens sidste regeringsår var en forgæves kamp for at genvinde den.

1513-1523  Christian II :
Christian 2. (1.7.1481-25.1.1559), konge af Danmark og Norge 1513-23. Efter en sejrrig krig lykkedes det ham 1520 at tvinge Sverige tilbage i Unionen; men det efterfølgende ”Stockholmske Blodbad” udløste en svensk opstand, der fra 1523 fik Kalmarunionen endeligt i opløsning. Samme år gjorde også den danske højadel oprør, og kongen måtte flygte til udlandet. Under et forsøg på at tilbageerobre riget blev han 1531 pågrebet og indsat som livsfange på Sønderborg Slot. I 1549 overførtes han til Kalundborg, hvor han levede i mild internering indtil sin død.

1523-1533  Frederik I :
Frederik 1. (7.10.1471-10.4.1533), konge af Danmark og Norge 1523-33. Som broder til Kong Hans var Frederik hertug af Slesvig og Holsten, men valgtes 1523 til konge i stedet for den fordrevne Christian 2. I modsætning til nevøen tog Frederik 1. udstrakt hensyn til højadelens interesser. Hans regeringstid blev stærkt præget af reformationsrøret. Hans død i 1533 udløste Grevefejden, der sluttede med Reformationens indførelse i Danmark i 1536.

1533-1534  Interregnum : dvs. ingen regent.

 
1534-1559  Christian III:
Christian 3. (12.8.1503-1.1.1559), konge af Danmark og Norge 1536-59, men som ældste søn af Frederik 1. hyldet i Jylland allerede 1534. Den lutheransk sindede hertug Christian måtte under Grevefejden erobre sit rige med sværd i hånd mod de kræfter, der ønskede Christian 2. genindsat. Efter den endelige sejr 1536 gennemførte han med stor beslutsomhed Reformationen i den danske kirke, der i løbet af hans regeringstid omstøbtes til en evangelisk-luthersk kirke under kongens ledelse.
Christian III