Korstogene

Scene fra 4. korstog (1202-1204)

Allerede i tidlig middelalder, da hele Europa var katolsk, var der mange mennesker der rejste på pilgrimsfærd til hellige steder. Her kunne man bede til lokale helgener og man kunne komme i nærheden af, eller ligefrem købe relikvier, (knogler af helgener, ting, der havde været i nærheden af, eller i berøring med, Jesus eller andre hellige personer) der helbredte sygdomme,sikrede mod ulykker og måske endda opfyldte ønsker. Navnlig kunne man afkorte sin tid i skærsilden, som skulle rense sjælen for synder, inden man kunne komme i himlen.
Populære steder, hvortil pilgrimsfærden kunne gå, var Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien (hvor liget af Jesus discipel, Jakob, ifølge legenden var skyllet i land, efter at Jakob var blevet slået ihjel af romerne), Rom,  hvor Sankt Peter lå begravet, og så selvfølgelig det helligste sted, Det Hellige Land, med  Bethlehem, Jerusalem, Jesu Grav osv.
Datidens arabiske befolkning omkring Det Hellige Land, som Europæerne kaldte Saracenere, fandt hurtigt ud af, at det var både nemt og rentabelt at udplyndre de fromme pilgrimme, og dette, sammenholdt med ønsket om at bevare Kristi Grav på Kristne hænder, gjorde, at pave Urban d. II på et stort kirkemøde i Clermont i 1095 med ordene: "Deus lo vult!" (Gud vil det!), gav ordre til det første korstog, med det formål, at beskytte pilgrimme og de hellige steder, og især sikre, at Jerusalem var på kristne hænder. Det første korstog begyndte året efter, i 1096, og d. 15 juli 1099 blev Jerusalem erobret. Byen blev dog senere (2. oktober 1187) tabt igen, men i årene indtil år 1291 beordrede kirken i alt 9 korstog mod det Hellige Lands vantro muslimer.
Krigerne i korstogene var frivillige stormænd/riddere, der stillede med sig selv og et varierende antal mænd (væbnere og soldater). Omkostningerne skulle man hovedsagligt selv afholde - dvs. indøb af brynjer, hjelme, våben, heste m.v. Mange adelsmænd så korstogene som en oplagt chance for at skaffe sig rigdomme ved plyndringer, og ved at tage fanger, der kunne frigives igen mod løsepenge. Men en vigtig grund til at tage på korstog var, at man fik kirkens garanti for, at man blev tilgivet alle sine synder, og at man efter sin død kom direkte i Himlen.  Meldte man sig som deltager i et korstog, fik man et kors, der var skåret ud af et stykke stof, og dette stofkors syede man på sit tøj som tegn på, at man var korsridder (man "tog korset"). I virkeligheden var udsigten til plyndringerne nok det vigtigste for ridderne, der hensynsløst slog "fjender" ihjel, selv om mange af "fjenderne" i virkeligheden var kristne og allierede.
Korsridderne tog som regel fra Europa til enten Cypern, eller til Konstatinopel i Det Byzantinske Rige/Det Østromerske Rige (det nuværende Istanbul i det nuværende Tyrkiet), hvorfra man drog til Jerusalem.
Korstog fandt også sted i Spanien, hvor de spanske kristne førte korstog mod Maurerne, der var muslimer, og som  fra Nordafrika var kommet til Spanien, hvor de havde slået sig ned.
Korstog mod europæere forekom også, der var korstog mod en religiøs retning (Katharerne), som mestendels holdt til omkring Anjou i det nuværende Frankrig (Albigenserkortoget).

Der var også korstog mod Estland, Letland og Litauen, samt mod Venderne på det nuværende Tysklands østersøkyst. Disse korstog blev udført af danskere og af den tyske sværdridderorden, der delte områderne mellem sig. Danmark var faktisk en stormagt i de tidlige 1200-år, og det var da også under et slag mod de vantro, at Dannebrog faldt ned fra himlen d. 15. juni 1219 (på Sankt Vitus dag) (slaget ved Lyndanise ved det nuværede Tallin), hvor danskernes kong Valdemar II. Sejr og ærkebiskob Anders Sunesen var de danske hovedpersoner.

I "vores" tidsperiode var det 4. korstog (1202 - 1204)særlig interessant. Paven, Innocens III, sendte korstoget mod Ægypten. Man sejlede fra Venedig (der byggede skibe til transporten og til krigsførelsen), mestendels franskmænd; men også med tysk, belgisk, italiensk og skandinavisk deltagelse. Undervejs ombestemte man sig, idet den byzantinske kronprins, Alexius,  bad om hjælp til at få genindsat sin far, der var blevet afsat som kejser, og sejlede til Konstantinopel, hovedstaden i det Byszantinske rige (det østromerske rige), der godt nok var kristent; men ikke rigtigt, de var jo græsk-ortodokse. Alexius havde lovet korsfarerne rigelig betaling og militær hjælp til det videre korstog i Ægypten, men det endte med, at Konstantinopel blev erobret, dels fra landsiden og dels fra søsiden, og plyndret. Herved ødelagde korsfarerne, til Pavens raseri, kristenhedens yderste bolværk mod Islam. Senere blev hele korstoget lyst i band; men bandlysningen blev dog igen ophævet.

Det er fra deltagelsen i dette korstog, at foreningens Raadsherre og Foged har skaffet de kostelige relikvier, som vi sælger ud af på markeder.
 

Henrik III af Britanien på korstog