Lidt historie - regenterne

Middelalderen i Danmark og det nordlige Europa er betegnelsen for tidsperioden mellem ca. 1066 - ca. 1536.
I "vores" periode (ca. 1150 - 1250) var Danmark i starten delt, og bestod  af 3 lande: Jylland med fyn, Sjælland med øerne, Skåne samt Blekinge og Bornholm. Disse 3 områder var delt  mellem 3 konger, Svend, Knud og Valdemar:

1146-1157 Svend, Knud og Valdemar:
 

Svend 3. Grathe, Knud 5. og Valdemar 1. den Store. Efter Erik 3. Lams abdikation i 1146 valgte de østdanske stormænd Erik 2. Emunes søn, Svend 3. Grathe (d. 1157) til konge, mens jyderne valgte Knud 5. (d. 1157), der var søn af Kong Niels’ søn Magnus, Knud Lavards banemand. Efter tysk mægling blev Svend enekonge, mens Knud (5.) og Knud Lavards søn, Valdemar (1.) fik betydelige len. Forliget var imidlertid skrøbeligt, og i 1154 tog både Knud og Valdemar kongenavn. Efter fornyet tysk pres opnåedes der i 1157 enighed om deling af riget, således at Svend fik Skåne, Knud Sjælland og Valdemar Jylland. Da parterne den 9. august 1157 mødtes i Roskilde for at bekræfte forliget, søgte Svend at dræbe de to andre, hvorfor mødet huskes som ”Blodgildet i Roskilde”. Derunder blev Knud dræbt, mens Valdemar undslap. Ved et efterfølgende slag på Grathe Hede faldt Svend, og Valdemar stod derefter som sejrherre tilbage som konge over hele Danmark.

1157-1182    Valdemar I Den Store:

Valdemar 1. den Store (1131-82), konge af Danmark 1157-82. Efter borgerkrigen 1146-57 stod Valdemar tilbage som sejrherre, og som søn af Erik 1. Ejegods ægtefødte søn Knud Lavard kåredes han til Danmarks konge. Understøttet af den sjællandske stormandsslægt, Hviderne, hvis førende skikkelser var Absalon og broderen Esbern Snare, opbyggede han en stærk kongemagt. Rigsenheden styrkedes af de sejrrige kampe mod venderne, kulminerende med erobringen af Rügen i 1169. Ved sin død efterlod han en stærk kongemagt og et samlet rige. Han er gravsat i St. Bendts Kirke i Ringsted.

1182 - 1202 Knud VI:

Knud 6. (1163-1202), konge af Danmark 1182-1202. Med støtte fra den mægtige sjællandske stormandsslægt, Hviderne, blev Knud allerede i faderens, Valdemar 1. den Stores levetid valgt til hans efterfølger. Han videreførte faderens konsolidering af kongemagten og gennemførte tillige en ekspansionspolitik i Nordtyskland, der gjorde Danmark til Nordeuropas stærkeste stat. Fra hans tid stammer titulaturen ”de venders konge”, der indtil 1972 indgik i den danske kongetitulatur.


1202 - 1241: Valdemar II Sejr:
Valdemar 2. Sejr (1170-1241), konge af Danmark 1202-41. Da broderen Knud 6. døde i 1202, kåredes Valdemar til hans efterfølger. I hans regeringstid nåede Valdemarernes rige sin største udstrækning, kulminerende med erobringen af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden dalede ned fra himlen. Derefter gik det imidlertid ned ad bakke, og nederlaget ved Bornhøved i 1227 satte en stopper for den kortvarige stormagtsstatus. Fra hans regeringstid stammer Jyske Lov 1241. Han er gravlagt ved sin faders side i St. Bendts Kirke i Ringsted.


1241 - 1250 Erik IV Plovpenning:

Erik 4. Plovpenning (1216-50), konge af Danmark 1241-50. Som ældste søn af Valdemar 2. Sejr efterfulgte han denne på tronen. Hans regeringstid blev præget af stridigheder med broderen Abel, hertug af Sønderjylland. Uoverensstemmelserne udartede til regulær krig, der tvang kongen til at udskrive en særlig plovskat, hvilket gav ham sit tilnavn. Under et af disse opgør blev Erik snigmyrdet af Abels mænd og hans lig kastet i Slien nær Slesvig by. Hans jordiske rester blev 1258 overført til St. Bendts Kirke i Ringsted.

På næste side fortsætter vi kongerækken indtil reformationen
.

Valdemar I. den Store i 1157.