Middelalderklæder

Fine klæder. Her er det Asser Rig og fru Inge (Absalons og Esbern Snares forældre), der skænker Fjenneslev kirke til Herren. Kalkmaleri i Fjenneslev kirke.

Almindelige mennesker i "vores" tid (1150 -1250) gik for kvindernes vedkommende klædt i en særk, en lang underkjole fremstillet af hør. Over denne bar man en kjole fremstillet af hør eller uld. Eventuelt kunne man også have et forklæde af hør. Om livet bar man et langt bælte (jo længere den frie ende af bæltet var, des rigere viste man, at man var), hvori man f.eks. bar en lædertaske med div. personlige effekter såsom en spiseke af træ eller horn, ildstål til at gøre ild med, og hvad man nu lige ellers plejede at have på sig.  I bæltet bar man også en kniv, som anvendtes til at spise med. (gaflen blev først opfundet meget senere).Man kunne også bære en pung i bæltet, og rige fruer bar som statussymbol én eller flere nøgler som tegn på, at man var betroet midler. Gifte kvinder bar altid hovedbeklædning, enten i form af hat, hovedlin (af hør) eller Coiff (udtales Koaff)(en slags "kyse" af hør, uld eller skind/læder). Over hoved og skuldre kunne bæres en hætte af uld, evt. foret med hør. I vores periode var hætten uden strud (en slags "snabel" bag på), der senere blev meget populær.
På fødderne bar man skindsko, der var syet på vrangen og så vendt, så sømmene ikke blev slidt for hurtigt. Derudover fandtes en art træsko til at spænde under skoene til brug i sne og mudder. Man fyldte uld eller halm i skoene, når det var koldt; men skoene var absolut hverken vandtætte eller slidstærke. Skoenes spidser blev i løbet af middelalderen gjort længere og længere som tegn på rigdom - heraf udtrykket: "At leve på en stor fod".

Mændene bar underst et par halvlange hørunderbukser (braies) og en hørskjorte. Man bar et bælte af læder eller reb om livet til at binde hoserne i - hoser er løse bukseben (evt. med fødder syet i).
Ud over skjorten og hoserne bar man en "kjoleagtig" sag (koften), fremstillet af hør eller uld. Omkring livet et bælte med tilhørende tasker og punge. Lommer blev først opfundet meget senere. Spisekniven sad også i bæltet, og hvis man havde ret til det, bar man en daggert. Mænd bar ofte hovedbeklædning i form af hatte (fremstillet af filt, uld eller hør), eller Coiff (førnævnte "kyse", der oprindeligt var hovedbeklædning for soldater, der bar den under ringbrynjehætten, for ikke at få håret i ringene, og for at afbøde slag). Coiff'en blev meget populær og anvendtes i et utal af variationer og udsmykninger af alle, både kvinder børn og mænd.
Man havde ligesom kvinderne ofte en hætte, der lå over skuldrene og som kunne trækkes over hovedet, hvis det var koldt eller regn el. lign. Når det var rigtig koldt, havde man (både mænd og kvinder) en kappe over sig. Som regel fremstillet af uld. 
Man var glad for stærke farver, og farverne var naturfarver, hovedsageligt fra planter. Sort, rød og blå var meget dyre at fremstille, og blev derfor kun båret af velhavende folk.
Fine folk bar broderede kantbånd, eller endnu dyrere, pelsværk som kanter på dragterne.
Materialerne var som hovedregel uld og hør. Bomuld og silke kendte man, men det var ekstremt dyrt.

Middelalderens tøj var særdelses behageligt og praktisk. På varme dage gik mænd og drenge kun iført braies og skjorter, og efterhånden som det blev koldere, tilpassede man påklædningen med hoser, kofte, hætte og kappe.
Kvinder kunne på varme dage nøjes med hovedlin og særk.
Særke, braies og skjorter var som regel de eneste beklædningsgenstande man vaskede.


Ung middelalderkvinde hviler. Foto af Stig Vognsen, Horsens 2003.