Middelaldervåben

Der dystes i præcisionshug med sværd. Horsens middelalderfestival, foto af Stig Vognsen.

Af personlige våben er sværdet er det mest kendte og det mest interessante; men langt fra det vigtigste. Sværd er i virkeligheden bedst egnet til nærkamp og selvforsvar, når de øvrige våben er tabt eller gået i stykker.
Økser og stagevåben var langt mere anvendte og mere effektive, og for rytteriets vedkommende var lansen, et ca. 3 m langt spyd,  det farligste våben.

Kastemaskiner havde man "genopfundet" i middelalderen, idet man af en eller anden årsag havde glemt de gamle romeres effektive krigsmaskiner, der anvendte snoet reb som "drivkraft", og som i visse tilfælde var langt kraftigere end middelalderens blider, der anvendte vægte i form af store kasser med sten eller sand.

Buer anvendtes i "vores" tid (1150-1250) i krig; men det var først omkring 100-årskrigen mellem England og Frankrig (1337-1453), at den engelske langbue fik en ikke uvæsentlig militær betydning på grund af sin imponerende styrke og skudkadence. En englelsk langbueskytte kunne afskyde ca. 12 pile i minuttet. 

I "vores" tid var ringbrynjer den mest anvendte beskyttelsesbeklædning, nogen gange forstærket med simple jernkonstruktioner ved albue-, skulder- og knæled. Rustningsdele lavet af jernlameller syet sammen med lædersnor anvendtes også; men deciderede pladerustninger dukker først rigtigt op i 1300-tallet.
Skjolde i forskellige udformninger var almindelige.

Billedet viser et udsnit af Venditios salgstelt. Foto: Stig Vognsen

Laudator Temporis Actis tvende riddere klar til kamp under foreningens motto: "Insanes numquam moriuntur!"