Når pigebørn er værst

Når pigebørn er værst.

Som ny-udklækket lærer blev jeg  pr  1. august 1968 ansat ved Københavns Skolevæsen med tjeneste på Dyvekeskolen, der netop var blevet opført på Englandsvej.

Mine 7 år på denne skole gav mig virkelig "hår på brystet" til at tackle fremtiden.

Elev-klientellet kom hovedsageligt fra ”Urban-planen”, som netop dengang var blevet bygget - delvis for at huse udflytterne fra den indre bys slumkvarterer.
  
Børnetyperne var helt anderledes end dem, jeg kendte hjemme fra provinsen, hvor  børn og unge endnu var velopdragne og høflige overfor voksne... Og en lærer var stadig i høj kurs, idet  ”kaldet” var omgærdet af respekt fra befolkningen.

Tiden var løbet fra disse tilstande i Københavns Kommune – og i særdeleshed blandt udflytterne i de cementgrå kasser på Englandsvej.

  
Man kom ikke sovende til sin gjerning i 1968.  Ugens skema strakte sig over 6 dage, idet lørdag endnu var skoledag.

Jeg skulle blandt andet varetage klasselærerfunktionen i en 1. klasse med 36 elever, - og matematiktimerne i en 3. klasse med 35 elever.  Som ”sidegevinst” blev jeg tildelt håndarbejdstimerne med en flok piger fra en fremmelig 2. klasse   ( på den tid var håndarbejde kun for piger - og sløjd kun for drenge ).

Og det var i denne ret så uregerlige pigegruppe i 2. klasse, følgende hændelsesforløb nærmest kørte af sporet:

Hvor var de kære små dog hårde ved hinanden. På kryds og tværs drillede og mobbede de i en uendelighed, men der var også specielle ”hakkekyllinger” i flokken.  Ingen kunne vide sig sikker på, hvornår ”førerhunden” og dens hylende medløberflok pludselig vendte sig mod èn selv.

En af de evige ofre var Linda. Hun var en stilfærdig lidt naiv pige med store blå øjne og lang vippende hestehale.  Men denne frisure var ikke ”in” blandt småpigerne på skolen.

Hendes tøj var altid rent og pænt - men aldrig sidste mode. De fleste piger i klassen lå under for det helt moderigtige sidste skrig, og man kunne se dem sjippe i skolegården iført plateau-sko og maxi-frakker. Faktisk så det meget underligt ud, for skoene var svære at styre, og de stakkels piger vrikkede hele tiden om på de upraktiske plateau’er.

Linda var klædt helt almindeligt på i det, de andre hånligt kaldte ”børnetøj” !!

Og de plagede nærmest livet af hende med deres evindelige nedgørende bemærkninger:

”Nå, har din mor nu igen købt nyt tøj til dig i MIRAKELPRISER ?”     
 ”Pas på, dèr kommer MIRAKELPRIS-HESTEN  ! ”

Særlig slemme var de andres drillerier i timerne med de kreative fag – her i blandt : håndarbejde.

De spidse ondskabsfulde bemærkninger var svære at komme til livs,  og jeg kunne ikke kalde de gimpede piger helt til orden.  Deres opfattelse var helt klart, at Linda var min kæledægge, og at det var derfor jeg ”holdt med hende”.

Det var en fortvivlet situation, som forværredes hver gang, der stod håndarbejde på skemaet. Og selv havde jeg ondt i maven hver tirsdag før håndarbejdstimerne.

Drillerierne stoppede først, da Linda kammede helt over og tog sagen i sin egen hånd.

Pigegruppens lederskikkelse havde netop fået en ny sej bluse af det rigtige mærke og pralede højlydt af at være den sejest klædte af alle pigerne på skolen. Derpå vendte hun opmærksomheden mod den stakkels Linda, som igen måtte stå for skud. Mobberiet fik en ekstra drejning med tommelskruerne – og det med mirakelpriserne blev uden videre ændret til  ” at man tydeligt kunne se, at hendes tøj denne gang var blevet købt ekstrabilligt i en genbrugsbutik ".

Latteren kogte sammen til en boblende grød, mens Linda rejste sig fra sin plads med en saks i hånden.  Hun stilede lige hen mod sin bøddel   - og før jeg nåede at reagere, klippede hånden med saksen et kæmpestort hul lige midt i den seje mærkevare-bluse.

Tavsheden løb som en isnende chok-vind gennem håndarbejdslokalet.

Om eftermiddagen kontaktede jeg meget ilde tilpas begge hold forældre, og trådene blev heldigvis reddet ud.
   
Dette var min debut som "konflikthåndteringskonsulent" og et klassisk
eksempel på en succesfyldt konfliktløsning med gode aftaler i kølvandet på en lille piges fortvivlede angreb på overmagtens vedvarende overgreb.

I mine knap 40 år i folkeskolen har jeg i mange sammenhænge brugt det som et af eksemplerne på, hvor ødelæggende mobning er for både mobbere, medløbere og ofre.

                   &&&   &&&   &&&

MIRAKELPRISER var en stor forretningskæde med meget billigt tøj af enhver art. Kvaliteten svarede til prisen.