Tirsdag aften koerte vi gennem Nata, der er opstaaet som en raekke tankstationer og cafeer ved et vejkryds. Derfra fortsatte vi 10 km til Nata Lodge Camp. Naeste dag skulle vi ud paa en laengere tur paa 185 km, der startede med at koere de 10 km tilbage
til Nata.
Jeg startede som de fleste ret roligt for at faa kroppen godt i gang, og da jeg naaede Nata var smidigheden i de gamle lemmer kommet. Inde i byen blev jeg passeret af en stor saettevogn, der skar kraftigt ind foran mig, saa da det bagerste
hjulsaet passerede havde jeg ca. 10 cm vej inden rabatten, der bestod af loest sand. Umiddelbart efter ramte den sidste del af ladet paa saettevognen min skulder og skubbede mig af vejen og ned i det bloede sand, hvor jeg vaeltede ud mod vejen. Jeg landede
med hoejre (der er venstrekoersel i Botswana) skulder, albue, hofte og knae paa vejkanten, men heldigvis var der ikke flere hjul paa saettevognen.
Umiddelbart var jeg mest bange for, at mit kraveben skulle vaere braekket, men lidt efter lidt gjorde
det mere ondt i hoften. Politiet, der havde en station faa hundrede meter vaek, var ved mig i loebet af to munutter, og da de hoerte, at chauffoeren ikke var standset op, satte de efter ham. I mellemtiden dukkede ogsaa vores sygeplejerske op og hun ringede
efter vores leder, der var i faerd med at pakke resterne af vores lejr ned.
Politiet vendte tilbage - formentlig uden at have faaet fat i lasbilen - og forlangte foerst, at jeg blev bragt til den lokale klinik og - da vi vedholdende afslog det - til
politistationen. Efter lang tids diskussion meddelte de, at hvis vi ikke tog med hen paa politistationen, ville de anholde os.
I mellemtiden havde vores leder fundet ud af, at den lokale klinik ikke havde noget laegeudstyr og at naermeste roentgenstation
laa i Maun, 320 km vaek. Men sygeplejerske og lederen var enige om, at vi maatte have en roentgtenbillede af min hofte, og paa en eller anden maade fik lederen snakket sig ud af politistationen, hvorefter vi startede paa de 320 km i TDA's HI-LUX. Jeg fik en
smertestillende indsproejtning og fra en tankstation skaffede vi en stor klump is, som jeg sad paa. Paa turen vaagnede hoften mere og mere op, og da vi havde koert omkring 150 km var jeg ret sikker paa, at der var braekket et eller andet inde i hoften. Saa
jeg gik i gang med at overveje, hvordan jeg skulle komme til Danmark.
I Maun har de et moderne hospital opfoert omkring 2009 og med alle moderne apparater. De tog et par roentgenbilleder og konstaterede, at der ikke var brud. Oemheden skyldes altsaa
alene slaget.
Vi koerte derfor videre til det hotel/camp i Maun, hvor TDA-karavanen skulle komme dagen efter. Jeg blev udstyret med en rullestol, indlogeret paa et hotelvaerelse og fik noget mere smertestillende. Siden er karavanen kommet, men
jeg har stadig saa staerke smerter i hoften, at jeg ikke kan cykle loerdag, hvor turen gaar videre mod Windhoek i Namibia. Saa jeg bliver nok noedt til at flyve til Windhoek og vente paa de andre der, for det er umuligt for mig at komme ind i et telt. I mellemtiden
har jeg solgt to principper: a. jeg ville cykle hele vejen, og b. jeg ville bo i telt hele vejen.