I Botswana

Dagen efter oplevelserne ved Victoria Falls koerte vi videre og krydsede midt paa dagen Zambezifloden for at koere ind i Botswana. Paa det store verdenskort ser det ud, som om fire lande stoeder sammen i et punkt, men rent faktisk er  der et stykke, hvor kun Zambia og Botswana har graense op mod floden. Selve passagen foregik uden problemer. Der skulle ikke koebes visum til Botswana, saa det eneste, der skulle goeres, var at faa udrejsestempel fra Zimbabwe, tage den lille faerge tvaers over floden og faa indstemplet i Botswana. 

Pasagen over floden er hovedvejen mellem Sydafrika og Oestafrika, og da vi naermede os faergen holdt der 149 store lastbiler, der skulle faerges over. Paa hver faergetur kunne man have en eller i heldigste fald to lastbiler med, saa chauffoererne var indstillet paa dag- og ugelange ventetider.

Botswana kan bedst beskrives som fladt, uden mennesker langs vejen, uden landsbyer og med en masse elefanter, der vandrer tvaers over vejen. At der er ret mennesketomt set fra vejen er ikke saa maerkeligt: landet er paa stoerrelse med Frankrig, men der bor kun knap 2 millioner mennesker. 

Landet er rigt paa diamanter, og man har tidligt forstaaet at paalaegge skat paa diamantgravernes virksomhed. Den indtaegt benyttes til udbygning af infrastrukturen og landets sundhedsvaesen. Saaledes var Botswana det foerste afrikanske land, der for alvor gik til kamp mod AIDS og HIV.

 

Paa flodcruise

Den foerste lodge, hvor vi slog lejr, havde arrangeret en sejltur ned af floden. For en lille betaling kunne vi faa en sejltur og mulighed for at se elefanter drikke og bade i floden mv. Det var det tredie flodcruise, jeg proevede, men det mest udbytterige, selv om der ikke var servering af hverken mad eller drikkevarer. 

Ud over elefanter saa vi krokodiller, flodheste i massevis, hjorte, fugle osv. Baaden var bygget som en katameranbaad med to ret kraftige paahaengsmotorer, som gav mulighed for at komme taet paa dyrene, der ikke lod sig forstyrre af os. Baadfoereren var til gengaeld dygtig til at finde dyrene og naerme sig dem uden at skraemme.

Taet paa

Tirsdag aften koerte vi gennem Nata, der er opstaaet som en raekke tankstationer og cafeer ved et vejkryds. Derfra fortsatte vi 10 km til Nata Lodge Camp. Naeste dag skulle vi ud paa en laengere tur paa 185 km, der startede med at koere de 10 km tilbage til Nata.

Jeg startede som de fleste ret roligt for at faa kroppen godt i gang, og da jeg naaede Nata var smidigheden i de gamle lemmer kommet. Inde i byen blev jeg passeret af en stor saettevogn, der skar kraftigt ind foran mig, saa da det bagerste hjulsaet passerede havde jeg ca. 10 cm vej inden rabatten, der bestod af loest sand. Umiddelbart efter ramte den sidste del af ladet paa saettevognen min skulder og skubbede mig af vejen og ned i det bloede sand, hvor jeg vaeltede ud mod vejen. Jeg landede med hoejre (der er venstrekoersel i Botswana) skulder, albue, hofte og knae paa vejkanten, men heldigvis var der ikke flere hjul paa saettevognen.

Umiddelbart var jeg mest bange for, at mit kraveben skulle vaere braekket, men lidt efter lidt gjorde det mere ondt i hoften. Politiet, der havde en station faa hundrede meter vaek, var ved mig i loebet af to munutter, og da de hoerte, at chauffoeren ikke var standset op, satte de efter ham. I mellemtiden dukkede ogsaa vores sygeplejerske op og hun ringede efter vores leder, der var i faerd med at pakke resterne af vores lejr ned.

Politiet vendte tilbage - formentlig uden at have faaet fat i lasbilen - og forlangte foerst, at jeg blev bragt til den lokale klinik og - da vi vedholdende afslog det - til politistationen. Efter lang tids diskussion meddelte de, at hvis vi ikke tog med hen paa politistationen, ville de anholde os.

I mellemtiden havde vores leder fundet ud af, at den lokale klinik ikke havde noget laegeudstyr og at naermeste roentgenstation laa i Maun, 320 km vaek. Men sygeplejerske og lederen var enige om, at vi maatte have en roentgtenbillede af min hofte, og paa en eller anden maade fik lederen snakket sig ud af politistationen, hvorefter vi startede paa de 320 km i TDA's HI-LUX. Jeg fik en smertestillende indsproejtning og fra en tankstation skaffede vi en stor klump is, som jeg sad paa. Paa turen vaagnede hoften mere og mere op, og da vi havde koert omkring 150 km var jeg ret sikker paa, at der var braekket et eller andet inde i hoften. Saa jeg gik i gang med at overveje, hvordan jeg skulle komme til Danmark.

I Maun har de et moderne hospital opfoert omkring 2009 og med alle moderne apparater. De tog et par roentgenbilleder og konstaterede, at der ikke var brud. Oemheden skyldes altsaa alene slaget.

Vi koerte derfor videre til det hotel/camp i Maun, hvor TDA-karavanen skulle komme dagen efter. Jeg blev udstyret med en rullestol,  indlogeret paa et hotelvaerelse og fik noget mere smertestillende. Siden er karavanen kommet, men jeg har stadig saa staerke smerter i hoften, at jeg ikke kan cykle loerdag, hvor turen gaar videre mod Windhoek i Namibia. Saa jeg bliver nok noedt til at flyve til Windhoek og vente paa de andre der, for det er umuligt for mig at komme ind i et telt. I mellemtiden har jeg solgt to principper: a. jeg ville cykle hele vejen, og b. jeg ville bo i telt hele vejen.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Lone | Svar 24.04.2013 16:32

Kære Klaus
Det er da også uheldigt. Men du skal nok blive klar og komme op på cyklen igen til de sidste etaper - det tror jeg på!
Mange hilsner fra Lone

Klaus Michael Jensen 30.04.2013 01:21

Kære Lone
Tak for tilliden, men det var desværre ikke nok. Jeg skriver lidt om det på hjemmesiden i morgen.

Mange hilsener
Klaus

Knud W. Kristensen | Svar 22.04.2013 14:34

Hej Klaus. Håber at du passer på dig selv - så du kommer hjem i et stykke.
Flotte og spændende oplevelser. Held og lykke. Hilsen Birte og Knud.

Hans Henrik og Tove | Svar 20.04.2013 10:56

Hej Klaus. Ærgeligt med det uheld. Det var da godt at der ikke var brækket noget. Vi håber du bliver klar til de sidste etapper.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.05 | 16:14

Hej Klaus. Flot at du klarede den sidste del. Tillykke med det.
Jeg har skrevet at du er hjemme den 22. maj. Passer det ?
Hilsen Knud

...
11.05 | 20:38

Hej Klaus.
Stort tillykke med vel overstået tur!
Hilsen Tove og Hans Henrik.

...
05.05 | 10:55

Hej igen Klaus. Er I nået til Vioolsdrif ved grænsen til Sydafrika? Der er godt nok over 800 km fra Windhoek, men I kører jo lange stræk om dagen. Hilsen Knud.

...
05.05 | 10:36

Hej Klaus. Hvordan går det. I er vel langt fra Windhoek nu.
Okavanga deltaet er godt nok et specielt område - har set det på Google Earth.
Hilsen Knud.

...
Du kan lide denne side