Læs mere om det vi skal se

Den Indbildt Syge

Dødsangst, hypokondri og kærlighed tørner sammen i Molières komedie om den indbildt syge Argan.


Søren Sætter-Lassen spiller den indbildt syge, Argan, der er dybt afhængig af sit daglige skud medicin. Læger og svindlere tjener tykt på denne hypokonders medicinmani med alle deres miksturer og mirakelkure.

Argans nye hustru udnytter hans sygelige trang til at blive plejet, mens hun lægger planer om at stjæle hans formue.

Hans døtre kæmper for kærligheden, men holdes fanget i deres fars hypokondriske regime. For Argan vil have sin ældste datter gift med en læge, så der er direkte adgang til behandling – men datteren er forelsket i en anden.

Til gengæld kæmper Argans tjener Toinette som en revolutionær for datterens ret til kærligheden.

Den indbildt syge  er en vanvittig komedie om angsten for døden og kampen for livet.

Molière skrev sit sidste stykke, Den indbildt syge, mens han var dødeligt syg. Han spillede selv rollen som Argan, og han udleverer sig totalt i sin sidste rolle og døde faktisk midt i den fjerde opførelse af stykket, som blev hans sarkastiske farvel til et liv i konstant krig med sine omgivelser.

Den indbildt syge  iscenesættes af Skuespillets husinstruktør Thomas Bendixen, der tidligere med sort humor og stor succes har iscenesat både Molières

Den gerrige  og Misantropen.

 

Dramatiker: Molière

Iscenesættelse: Thomas Bendixen

Scenografi og kostumedesign: Maja Ravn

Lysdesign: Mathias Hersland

Oversættelse: Peer Hultberg


*********************************************************************


Fra Regnormens Liv

Et kraftfuldt kammerspil om kunst og kærlighed

Det er et bemærkelsesværdigt firkløver, der mødes en aften i det fine Heibergske hjem, hvor H.C. Andersen har søgt tilflugt efter en uheldig optræden: Han tabte sit gebis på det støvede gulvtæppe, mens han holdt en hyldesttale for selveste kongen og hans grevinde. Skamfuld og flov søger han trøst hos ægteparret Johanne Luise og Johan Ludvig, de to spydspidser i den kulturelle elite, som Andersen higer efter at blive en del af. Men Johanne møder Andersen med hån og rendestens-sprog, og rap i replikken nedgør hun den triste Andersen.

Det skønmalede portræt af tidens mest feterede skuespillerinde krakelerer som aftenen skrider frem. Da fru Heiberg var barn, samlede hun regnorme op og vaskede mudderet af deres slimede kroppe, så de blev helt rene og fine. Men renskurede og i det stærke lys døde de.

Fru Heiberg og H.C Andersen er begge trukket op af deres barndoms muddergrøft, og selvom denne aften akkompagneres af Johannes uforstående ægtemand og en sjofel, skaldet gamling nedsunket i en hjørnestol, så bliver mødet mellem de to skyggebørn, Hans Christian og Johanne, uforglemmeligt.

Fra regnormenes liv  er dramatik af verdensklasse, og med et unikt hold skuespillere (Ellen Hillingsø, Preben Kristensen, Ole Lemmeke og Elsebeth Steentoft) binder Folketeatret en smuk sløjfe på de portrætter af kulturpersonligheder, som teatret har præsenteret siden 2011.

Fra regnormenes liv  (med undertitlen Et familiemaleri fra 1856), skrevet i 1981 af den nu afdøde forfatter P.O. Enquist, havde urpremiere på Det Kgl. Teater i 1981, og blev straks en sensation. Den store svenske instruktør, Ingmar Bergmann, iscenesatte det i München, og det er opført i hele Skandinavien samt flere steder i Tyskland, Frankrig og Holland. Herhjemme spillede den over tre sæsoner på Det Kongelige Teater, og på grund af den enorme tilskuer-tilstrømning flyttedes forestillingen fra den lille Gråbrødrescene til Stærekassen til Gamle scene. Ikke mindst samspilet mellem en uforlignelig Jørgen Reenberg som H.C. Andersen og Ghita Nørby som fru Heiberg har sat sig spor i erindringen.

 

Af P. O. Enquist

Oversættelse: Frederik Dessau

Instruktion: Kasper Wilton

Scenografi: Kim Witzel

Medvirkende: Ole Lemmeke, Ellen Hillingsø, Preben Kristensen, Elsebeth Steentoft