Rau-slægten i Jerlev og nabosognene, og ude i verden

Rau-slægten 1. del

Min Rau-slægt starter i Sachsen, men ender bl.a. i Højen og Jerlev

I det følgende vil jeg præsentere min direkte fædrene linje bagud, indtil min oldefars mor, og derfra hendes fædrene linje bagud, helt til Eibenstock i landskabet Erzgebirge i Sachsen, tæt op ad den Tjekkiske grænse.

Den første af mine Rau'er som kom til det nuværende danske område, kom til Højen sogn fra Esgrus i Angeln i 1790. Her købte han Oxviggaard. Jeg stammer fra hans yngste søn, som blev snedker i Højen og Nørre Vilstrup. 

Min egen oldefar er opkaldt efter denne snedker, og han blev født på Engmarksvej 19 i Jerlev, og endte sine dage som snedker i Vejle.

En del af Rau-slægten, på sidegrenene til min familie, emigrerede til Amerika.
I dag har jeg, via dels min konventionelle slægtsforskning, dels via DNA-tests, fået kontakt til flere af deres efterkommere.

Ejendommen Engmarksvej 19 i Jerlev, som den så ud i vinteren 2009. Foto: Helle Rau Hartmann (mig). Her på stedet blev min oldefar født i 1869. Johan Henrik Ludvig Rau Hansen.

Min Rau-slægt

Mit navn er Helle Rau Hartmann

Jeg har siden 1997 været Jerlev-borger, idet jeg flyttede sammen med min nuværende ægtemand, som har boet her siden 1986.
1997, det var omkring 10 år inden jeg begyndte at slægtsforske og hurtigt fandt ud af, at jeg på min fars side har gode, stærke rødder i selveste lille Jerlev.

Jeg er datter af bogholder og musiker Allan Rau Hansen, som jeg desværre netop har mistet i år, 19. maj 2017, i en alder af 86. Han var lige som jeg født i Vejle by, 30 år før jeg blev født samme sted i 1961.

Min farfar var møbelhandler i Søndergade i Vejle. Han hed Frederik Christian Rau Hansen og var født 1902 på Holmen 10 i Vejle.

Hans far, min oldefar, var snedker og FØDT I JERLEV, på den ejendom som i dag hedder Engmarksvej 19. Hans navn var Johan Henrik Ludvig Rau Hansen.

Jeg er p.t. sekretær i Jerlev Sogns Lokalhistoriske Forening. 
Ellers er jeg uddannet Akademiøkonom i Marketing og Økonomistyring, og jeg har i årenes løb arbejdet med IT, marketing og journalistik. I dag er jeg selvstændig freelancer, som skriver kommercielle artikler om arkitektur og byggeprojekter, lige som jeg også af og til udfører 3D-visualiseringsprojekter.
Hobbies: Foto, kreative sysler, have, historie, slægtsforskning.

Interesserede kan besøge mit slægtstræ på MyHeritage her: 

https://www.myheritage.dk/site-family-tree-117396002/rauhartmanndenmark

I træet er der mange Jerlev-borgere fra gammel tid!

 

Far, Allan Rau Hansen

Allan Rau Hansen, født Nutzhornsgade 3, 2. sal, den 28. januar 1931.
Død i sit hjem i Vejle om natten til den 19. maj 2017. 86 år gammel.
Han var åndsfrisk og velfungerende som nogen, helt indtil han fuldstændig uventet sov ind i sin seng. Sommeren året forinden, den 7. juli 2016, havde han fejret krondiamantbryllup med min mor.


Forældre: Møbelhandler Frederik Christian Rau Hansen og hustru Ellen Edith Jensen, begge født i Vejle.

Dette billede har min meget unge far selv taget i et spejl - således forstod han at tage en selfie, længe inden begrebet opstod.

Han fremkaldte også selv sine billeder i et lille skab med en håndvask i. Her forstod Allan at lave et velfungerende mørkekammer, hvor han fremkaldte rigtig mange skønne familiebilleder fra en tidlig alder. Billederne er stadig som nye den dag i dag. Min far var meget kreativ og samtidig et velstruktureret system-menneske med stor interesse for al mekanik og teknik. 

Kærligheden

Min far traf som 15-årig min ét år yngre mor, Ruth Christiansen, på danseskole i Vejle. 
De forelskede sig hovedkulds, og min far sørgede for at få sine da ret velstående forældre til at ansætte min mor som ung pige i huset. Hun kom fra et fattigt hjem, og havde tilbragt hele anden verdenskrig på et lille børnehjem på landet i Smidstrup, fordi min morfar var krigssejler og først kunne vende tilbage til Danmark efter krigens slutning, og fordi min mormor var meget ung og fattig og ude af stand til at tage vare på sine to små døtre alene.

Min mor og far giftede sig i 1951 og blev de første 16 år boende i min farmor og farfars store hus i Skovvang 32, Vejle, dog i deres egen lejlighed på førstesalen. Her blev mine 3 ældre søskende født, mens jeg selv først blev født efter at min familie flyttede over i en moderne og nybygget boligblok på Østerled 22 (Vejle).

Musikken

Allan lærte som dreng at spille klaver hos den kendte musiklærer Elmo Pedersen. Ham talte min far tit om. Min far optrådte ved adskillige elevkoncerter med lange klassiske seancer alene ved flygelet på scenen. Han hjalp allerede som dreng også til i sin fars møbelforretning, med at demonstrere butikkens klaverer for kunderne. Senere i livet fik han eget band, ABC Band og Allans Trio, og spillede på bl.a. Røde Mølle i Vejle, Tivoli og mange andre steder. Og i årtier tog han rundt til fester og arrangementer for at spille og underholde alene. Han spillede såvel klaver, orgel, harmonika, klarinet og saxofon. Sideløbende havde han hele tiden fast fuldtidsjob som bogholder, herunder 25 år hos det store møbelfirma A. L. Johansen i Kolding.

Farfar, Frederik Christian Rau Hansen

Min farfar, kaldet Frederik, blev født 1902 i en håndværkerfamilie på Holmen 10 i Vejle.
Han gik på Langelinie Skole i de første skoleår, og senere på Kirketorvets Skole, tog realeksamen, derefter Handelseksamen i Vejle.
Han døde knap 80 år gammel på Vejle Sygehus.

En driftig mand med spræl i

Han var en meget driftig og idérig, modig forretningsmand, og startede op fra bunden som 'rejsende' (dvs. sælger) i skrivemasker og konfektchokolade. Han giftede sig med min farmor, Ellen Edith Jensen, i Vor Frelsers Kirke i Vejle i 1922. Straks flyttede de til Helsingør, hvor de startede en lille chokoladekonfekt-butik op, men min farmor savnede sin familie i Vejle, så de flyttede tilbage igen få år efter fødslen af min farbror, Svend Orla Rau Hansen.

Nok inspireret af sin fars fine møbelsnedkeri-arbejder, sprang Frederik ud som selvstændig møbelhandler i Vejle den 6. april 1940, 2 dage før sin 38-års fødselsdag den 8. april 1940. Ved kaffebordet om aftenen på sin fødselsdag sagde han til gæsterne: "Ja, vent bare og se. I morgen har vi tyskerne her!". 

Som bekendt fik han desværre ret. Den 9. april gik tyskerne ind over den danske grænse, og bombefly fløj truende ind over landet.

Forud for opstarten af sin første butik havde min farfar været ansat en tid som bogholder og møbelsælger i Landboernes Møbelmagasin i Vestergade, Vejle.

Møbelhandleren i Vejle

Min farfars første møbelforretning hed Møbelkælderen. Den lå i Søndergade 16 i Vejle, lige ved siden af Den Smidtske Gård, på hjørnet af Præstegyden og Søndergade, og blev til ved et lån på 500 kr. af faderen, snedker Johan Henrik Ludvig Rau Hansen (kaldet Ludvig Rau i daglig tale).

Frederik satte en annonce i Vejle Amts Folkeblad, som lød sådan her:
"Møbelkælderen - Søndergade 16, aabner Lørdag den 6. April. 
Nye og brugte Møbler til smaa Priser. 
Ekstra billigt ved kontant Salg. 
Frederik Hansen (tidl. Bogholder i Landboernes Møbelmagasin).

I Møbelkælderen solgtes brugte møbler købt på auktion. Min farfar reparerede og piftede selv de gamle møbler op. Første dag solgte han 2 gamle kurvestole, og det var jo da altid noget, som han sagde. Bedre end slet ingenting.

Da der kom mørklægningsordre i Danmark, fik min farfar den idé at indkøbe gamle rullegardiner til ingen penge, faktisk et helt restlager i standardmål, og noget billig matsort plakatmaling. De gamle rullegardiner blev malet sorte. Der kom godt gang i salget krigen over. 

Men der var jo ikke megen plads i butikken til møbler, så min farfar lejede snart et lager i 'Stalden' hos naboen, Den Smidtske Gård. Dette lager lå netop i de lokaler, hvor der i dag er Café Conrad.

Snart voksede behovet for lager, og min farfar lejede en stor del af den Smidtske Gård, nemlig, udover lokalerne i 'Stalden', også hele første og andensalen i den længe, som vender ud mod Præstegyden, samt første og anden sal i gårdens midterbygning, der vender ud mod Fjellegade.

Efterhånden gik forretningen så godt, at min farfar kunne åbne flere butikker i Søndergade i Vejle. En større møbelforretning i Søndergade 22, et klaverudsalg og et skrivemaskineudsalg. Også Møhls Gård i Søndergade blev lejet til min farfars driftige forretning. Nu solgtes også nye møbler, og der blev endda fremstillet og polstret møbler i virksomheden. Klavererne gik også som varmt brød, og yngste søn, min far Allan Rau Hansen, kunne snart hjælpe til ved at demonstrere klavererne for kunderne. Allan blev nemlig undervist hos den kendte musiklærer i Vejle, Elmo Pedersen på Langelinie. Og min far var en meget talentfuld musiker i det hele taget.

Min farfars forretningseventyr i Vejle varede fra 1940 til 1965, hvorefter huset i Skovvang blev solgt, og mine bedsteforældre flyttede over på 4. sal i boligblokken på Parkvej 39 i Vejle. Herfra kunne de sidde i stuevinduet og vinke over til min far og mor og os børn på 1. sal til venstre i Østerled 22.

I østerbo fik min farfar og farmor rigtig mange gode år sammen.

Grunden til at min farfars 'imperium' brast efter 25 års success, var efter sigende at han insisterede på, fortsat at drive og lede den store virksomhed selv, efter at han fik en række små hjerneblødninger i en forholdsvis tidlig alder, som svækkede hans hidtil formidable evner som forretningsmand. 

Noget gik galt i økonomien på et tidspunkt, og banken var efter mange ellers rigtig gode års samarbejde med min farfar, ikke villige til at hjælpe min farfar over en midlertidig uventet forhindring. Måske var det, som min farfar mente, fuldstændig urimeligt og forkert, måske endda lumpent - eller måske havde min farfar virkelig mistet sit hidtil så store overblik på grund af hjerneblødningerne. Jeg ved det ikke.

Banken tilbød at hjælpe på den betingelse, at min farfars to sønner, min onkel Orla og min far Allan Rau Hansen, overtog ledelsen af firmaet. De havde nemlig begge i flere år været ansat under deres far - Orla som sælger og Allan som bogholder og ekspedient. Orla havde studeret jura i Aarhus, og min far var handelsuddannet.
Men min farfar kunne ikke give slip på sit livsværk. 

Det gav ham et knæk som den velrenomerede og dygtige forretningsmand, han ellers havde været kendt og respekteret som i mange, mange år i Vejle og resten af landet. Selv så sent som da jeg som hans yngste barnebarn gik i folkeskole på Langelinie i Vejle, huskede enkelte lærere stadig min farfar som en dygtig forretningsmand i byen, og endda også som en dygtig elev i skolens ungdom. (Jeg havde faktisk en enkelt lærerinde, som havde undervist både min farfar og min farmor på Langelinie Skole i sin tid! Frøken Rasmussen, en utrolig rar dame, kaldet Lille-Raller.)

Et varmt hjem med hjerterum

Men som sagt fik min farfar det dog godt som pensionist sammen med sin kone i Østerbo. Deres hjem stod altid åbent for hele den store efterslægt og andre familiemedlemmer, som flittigt dumpede ind ad døren til en kop kaffe, en hyggelig sludder eller en middag.

Min farfar, Frederik, var et meget konkret og stræbsomt, opfindsomt menneske, en knusende dygtig iværksætter og handelsmand, og han havde altid et spilopmager-glimt i de runde, brune smut-øjne. Hans humor var raffineret og kvik, og han var velformuleret og havde den smukkeste håndskrift jeg har set. Han skrev med fyldepen, legende let og flydende, uden at røre papiret det mindste med sin hånd. Gotisk skrift lige så vel som almindelig skråskrift.
Han elskede som ældre mand at løse svære kryds-og-tværs-opgaver og at spille på duer og Tips-kuponer.

Oldefar: Johan Henrik Ludvig Rau Hansen

Oldefar var yngste søn og næstyngste barn i en søskendeflok på i alt 10 børn, hvoraf dog ikke alle overlevede barndommen.

Oldefars fulde navn var Johan Henrik Ludvig Rau Hansen, og han blev født på Engmarksvej 19 den 1. februar 1869.

 

Herunder ses teksten i Jerlev Kirkeborg ved hans dåb:
Johan Henrik Ludvig Rau Hansen, født den 1. Februar 1869. 
Hjemmedøbt den 11. April og i Kirken (Jerlev Kirke) den 13. Juni 1869.  
Forældre: 
Husmand Hans Clausen og Hustru Karen Ludvigsen Rau, 42 1/4 Aar gl., paa Jerlev Engmark. Faddere:
Pige Ane Kathrine Hansen, Husmand Jørgen Ludvigsen, Ungkarl Rasmus Jørgensen, alle af Jerlev. Husmand Niels Ludvigsen af Vilstrup, Ungkarl Niels Nielsen af Højen. 
Moderen i Kirke 25/4 69. Paa Grund af Sygdom hjemmedøbt af Skolelærer Andersen.

 

Og her ses teksten ved hans konfirmation i Jerlev 1883:

Johan Henrik Ludvig Rau Hansen.
Hjemme. (konfirmeret i hjemmet på Engmarksvej)
Søn af Husmand Hans Klausen og Hustru Karen Ludvigsen Rau, Jerlev Engmark.
Født paa Jerlev Engmark, 1. Februar 1869, hjemmedøbt 11. April, i Kirke 13. Juni samme Aar. 
Karakterer: mg - mg. Vaccineret 21. Juli 1877 af Klein.

 

Oldefar blev i daglig tale kun kaldt Ludvig Rau livet igennem, og var med sit fulde navn opkaldt efter sin morfar, Johann Hendrich Ludwig Rau, som var snedker i Højen, men født på godset Rundhof i Angeln. Her var hans far, altså min egen oldefars oldefar, nemlig Kammertjener og Holzbediener samt Holländer. De to sidste betegnelser betyder, at han var ansvarlig for brændsel og mælkebedrift på det store gods. 

Min oldefars mor, Karen Ludvigsen Rau, var selv født i Nørre Vilstrup, Skibet Sogn. 
Men hun fik ikke lov at kende sin egen far, snedkeren i Højen og Nørre Vilstrup, i ret lang tid, idet han døde da hun var 4 år gammel. 
Hendes stedfar blev Lars Jensen Tørskind.
Det er derfor, at en del af min tipoldemor Karens sønner, altså min oldefars ældre brødre, blev døbt Lars.

Men som nævnt, blev min oldefar altså opkaldt efter sin biologiske morfar. Dermed fik han navnet Rau gennem sin morfars fædrene slægt.

Her ses min oldefar som 11-årig i 1880, i folketællingen for Jerlev, sammen med sine forældre, sin mormor der er aftægtskone på ejendommen, og nogle af hans søskende.
Her på billedet ses min oldefar ved sin konfirmation i 1883. Billedet er taget ved fotograf Busk i Vejle Købstad, og den ret lille konfirmand ses stående mellem sine forældre, som er ved at være midaldrende for den tid. Moderen Karen Ludvigsen Rau var 41 år da min oldefar blev født, og altså 55 år gammel på dette billede. Faderen Hans Klausen (ofte kaldet Hans Klausen Jepsen, idet hans far hed Klaus Jepsen), var på dette billede lige ved 60 år gammel, og allerede dødsmærket af tuberkulose, som han pådrog sig som soldat i den kongelige livgarde under treårskrigen i 1850'erne. Konfirmationen stod i hjemmet på Engmarksvej: Johan Henrik Ludvig Rau Hansen. Hjemme. Søn af Husmand Hans Klausen og Hustru Karen Ludvigsen Rau, Jerlev Engmark. Født paa Jerlev Engmark, 1. Februar 1869, hjemmedøbt 11. April, i Kirke 13. Juni samme Aar. Karakterer: mg - mg. Vaccineret 21. Juli 1877 af Klein.
Engmarksvej 19 i 2009. Bemærk gavlen der vender ud mod fotografen (mig, Helle Rau Hartmann). Her ses en rigtig gammel, almueblå træstalddør, som i dag ikke eksisterer i denne form længere.
Gammelt dokument vedrørende min oldefars barndomshjem, Engmarksvej 19 i Jerlev. Her nævnes både min tipoldemor Karen Ludvigsen Rau og hendes stedfar, Lars Jensen Tørskind (han var født i Bredsten Sogn).
Johan Henrik Ludvig Rau Hansens indtegningsbevis. Jerlev. Udfyldt med en tilsyneladende aldrende og svækket persons håndskrift. Dette må være Anna Margretha Nielsdatters håndskrift fra Jerlev 1888, samme år som hun selv døde. Hun var mormor til Ludvig. Det drejer sig om et indtegningsbevis for Anna Margrethe Nielsdatters dattersøn Ludvig Rau (Johan Henrik Ludvig Rau Hansen, Helle Rau Hartmanns oldefar). Anna Margretha var på dette tidspunkt en gammel og affældig aftægtskone hos sin datter Karen Ludvigsen Rau, enke efter Hans Clausen på Engmarksvej 19. Skriften bærer præg af at være skrevet af en gammel og træt person, en rystende og usikker skrift, og der er flere fejl i oplysningerne. Fx er barnebarnets mellemnavn, Rau, stavet forkert (Rou), og barnebarnets fødselsår er helt forkert. 1874. Det skulle have været 1869. Det kan ikke være drengens far der har udfyldt skemaet, for Hans Clausen døde som 61-årig tuberkuloseramt krigsveteran på Engmarksvej 19 allerede 3 år tidligere. Og det kan næppe heller være drengens mor, som har taget så meget fejl af sin egen yngste søns fødselsår, og har stavet hans mellemnavn forkert også. Eneste anden voksne person i husstanden på Engmarksvej 19 i 1888 har været Karens mor, altså drengens mormor, Anna Margretha Nielsdatter, født i Vinding Sogn 1794, og altså midt i halvfemsårsalderen i 1888, hvor hun har udfyldt skemaet.

Oldefar som ung og ugift snedkersvend, i Brande...

Af en eller anden grund finder jeg min oldefar i folketællingen for Brande i året 1890.
Jeg har aldrig hørt min far eller farfar nævne, at oldefar har boet i Brande: 

Vejle, Nørvang, Brande, Brande, , 22, FT-1890, B3792

Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Viggo Madsen 28 Ugift Mester Snedker. Brande
Ludvig Hansen 21 Ugift Svend Snedker. Jerlev, Vejle Amt
Frands P. Jensen 17 Ugift Dreng Snedker. Brande
Min oldefars indkaldelsesordre. Jerlev. Han skal møde til tjeneste den 2. september 1892 i Fredericia. Jeg kan se på håndskriften, at han selv har udfyldt skemaet. Og at hans håndskrift på dét tidspunkt ligner min egen ganske meget, da jeg var på samme alder, altså først i tyverne.

Oldefar Ludvig Rau's første ægteskab

Min oldefar, Ludvig Rau, som medarbejder hos Tømrermestrene Henriksen & Jeppesen. Han sidder med kasket på og en øl i hånden på trappen bag i billedet.

Oldefar, Ludvig Rau, blev første gang gift 1893 i Vejle Kirke (Sct. Nicolai Kirke) med pigen Marie Kirstine Johansen af Vejle.

Fra kirkebogen:

Viet den 28de Oktober 1893 af Sognepræst Melbye i Vejle Kirke.

Ungkarl Johan Henrik Ludvig Rau Hansen, Snedkersvend i Vejle, Søn af Husmand Hans Clausen og Karen Ludvigsen Rau af Jerlev Sogn, født samme Steds 1ste Februar 1869, 24 Aar, Kommuneattest fra Højen og Jerlev af 30te September 1893.
Moderens Samtykke af 18de Oktober 1893.

Pige Marie Kirstine Johansen af Vejle, Datter af Husmand Herman Johansen og Mariane Jørgensen af Vamdrup Sogn, født samme Steds 7de Marts 1868, 25 Aar.

Forlovere: Avlsbruger Frederik Johansen og Arbejdsmand Markus Sørensen, begge paa Vejle Søndermark.

 

Parret fik sammen 4 børn, men familien måtte gennemleve den ene tragedie efter den anden. 
Første barn var en datter, Mariane Johanne Rau Hansen, født 1894 i Staldgårdsgade 39. Den lille pige døde samme år. 
Andet barn var en søn, Frederik Rau Hansen, født 8. april 1895 samme sted. 
Året efter, 1896, fødes tredje barn i ægteskabet, en datter ved navn Karen Johanne Mariane Rau Hansen. Ligeledes Staldgårdsgade 39 i Vejle. Men denne lille pige dør, kun 6 måneder gammel, i 1897.
Så dør også sønnen Frederik, i 1899.
8 måneder senere fødes barn nr. 4, en datter, som får navnet Frederikke Johanne Ludvika Rau Hansen. Født 21. februar 1900 i Vejle, på Holmen 10.
Nu har parret kun ét eneste barn. 
Og så dør også moderen. 5. december 1900.

Nu stod Ludvig Rau, min oldefar, alene tilbage med en lille datter på 9 måneder.

Han skulle passe sit job som snedker hos Tømrermestrene Henriksen & Jeppesen på Rødkildevej i Vejle, så han skulle bruge en ung pige til at passe barn og hjem.

Det blev den unge Mette Marie Bertelsen, hvis talrige familie for en stor del boede på Holmen i Vejle på dén tid. 
Snart blev den unge pige gravid, og gift med min oldefar. 

 

Her ses min oldefar ved en festlig lejlighed i Snedkernes Fagforening i Vejle. Han står med høj silkehat bagerst som nr. 3 fra venstre. Ved hans side står hans første hustru, som allerede døde 5 år senere. Billedet må være taget i 1895, i anledning af fagforeningens 10-års jubilæum.

Oldefar Ludvig Rau's andet ægteskab, hvori min farfar blev født

På baggrund af at min oldefar (foreløbigt) mistede kone og 3 børn af første ægteskab, blev den unge, yndige Mette Marie Bertelsen ansat som ung pige i huset hos ham og hans lille, moderløse datter, kaldet Vigge. 

Mette Marie havde masser af familie på Holmen, der var en rigtig arbejder- og håndværkergade tæt på Vejle Havn. 

Nu flyttede hun ind hos enkemanden Ludvig Rau, hvis kone, Maren Kirstine, jo var død den 5. december år 1900. 

På trods af sin store sorg må han ret hurtigt være faldet for Marie, som hun kaldtes, for de gifter sig allerede den 26. oktober 1901 - og den 8. april 1902 fødes første barn i dette ægteskab, nemlig min farfar, Frederik Christian Rau Hansen!

Her ses vielsen i kirkebogen:

Enkemand efter 1ste Ægteskab med Marie Kirstine Johansen (død i Vejle den 5te December 1900) Johan Henrik Ludvig Rau Hansen, Snedker i Vejle, Søn af Husmand Hans Clausen og Karen Ludvigsen Rau af Jerlev Sogn, født samme Steds 1ste Februar 1869, 32 Aar, Kommuneattest fra Vejle af 15de Oktober 1901.

Pige Mette Marie Bertelsen af Vejle, Datter af Tjenestekarl Søren Peter Bertelsen og Ane Christine Christensen paa Ølholm Mark i Langskov Sogn, født samme Steds 19de Juni 1876, 25 Aar.

Forlovere:
Former Søren Peter Bertelsen og Arbejdsmand Peter Vennemoes Madsen, begge i Vejle.

Tillysning bestilt den 5. Oktober 1901 og 6te, 13de og 25. Oktober 1901. 
Viet af residerende Kapellan Christensen i Vejle Kirke den 26de Oktober 1901.

 

Forloverne er henholdsvis brudens far, der var former på Hess i Vejle, samt Ludvig Rau's svoger, Peter Vennemoes.

Familien Rau Hansen i Vejle. Foto taget ved yngste datters konfirmation i 1927. Siddende ses fra venstre moderen Mette Marie, født Bertelsen, datteren Vigge (Marie Ludvigge Rau Hansen, opkaldt efter sin afdøde halvsøster), og faderen Johan Henrik Ludvig Rau Hansen. Bagerst står sønnerne, den ældste til venstre, som er min farfar Frederik Christian Rau Hansen, dernæst yngste søn Ludvig Rau (fulde navn Søren Peter Ludvig Rau Hansen), og til højre bagerst står sønnen Emil Rau (fulde navn Hans Emil Rau Hansen). Alle 4 børn af Ludvig Rau's andet ægteskab opnåede at blive gamle. Kun datteren Vigge fik ingen børn. Ældste søn, Frederik, min farfar, fik 2 sønner, som har en ganske stor efterslægt, navnlig min far, Allan Rau Hansen.

Oldefar, Johan Henrik Ludvig Rau Hansen (Ludvig Rau) fik i sit andet ægteskab ligeledes 4 børn, men her opnåede alle at blive voksne, endda gamle. 

1. Frederik Christian Rau Hansen, født Holmen 10 i Vejle, den 8. april 1902.

2. Hans Emil Rau Hansen, født 1. juli 1903 i Odinsgade 40, Vejle. 

3. Søren Peter Ludvig Rau Hansen, født 21. februar 1909 i Odinsgade 38, Vejle.

4. Marie Ludvigge Rau Hansen, født 31. juli 1913 i Linnemannsgade 9, Vejle. 

 

Desværre mistede familien den 12-årige Frederikke Johanne Ludvika Rau Hansen af Ludvig Rau's første ægteskab, den 21. juni 1912.

Min oldefar døde pludseligt i sit hjem, Ørstedsgade 22 i Vejle, efter et ildebefindende den 5. marts 1947. Hans hustru Mette Marie døde samme sted i 1954. De ligger begravet i Snedker Ludvig Raus Familiegravsted, der stadig eksisterer på Østre Kirkegård i Vejle. 

Dette vidunderlige billede er taget i Vejle. Bagerst står min farfars halvsøster, dvs. Ludvig Rau's yngste datter af første ægteskab. Desværre døde også hun som barn, så ingen børn af første ægteskab blev voksne. Forrest i billedet står de to ældste brødre af andet ægteskab. Til venstre min farfar Frederik, født i Vejle 1902, og til højre lillebroderen Emil. Senere kom endnu en søn til, Ludvig, og til slut, efter halvsøsterens død i 1912, endnu en datter, kaldet Vigge.

Læs videre her, klik på dette link: