Februar 2008
Vi har fat i den lange ende nu…
Der er en verden til forskel, rent bage- og indkøbsmæssigt, nu i forhold til for ét år siden, da vi netop fik den ultimative besked om at 4 ud af vores 9 børn skulle leve med diæt resten af deres dage.
I dag er det knap så problematisk at købe ind – om end mor her skal vænne sig til at have brillerne med på indkøb – ellers kan jeg simpelthen ikke købe ind – ikke glutenfrit i alle tilfælde – for jeg kan bare ikke læse varedeklarationerne på de forskellige varer… og jeg bliver drabeligt irriteret over, at der da for søren ikke kan stilles lovkrav om, at ALLE varer – med undtagelse af frugt og grønt naturligvis – bliver mærket med de forskellige symboler for allergener!!
Ih, hvor ville dét lette vores – og alle andre alvorligt, allergiske/kronisk syges – hverdag! Helt enormt…
Nå, men tilbage til alt det der ER lettere;
Bagning – det passer når der i masser af forskellige opskrifter om cøliaki og det at leve med cøliaki står, at i løbet af 1 – 1½ år så finder man ud af at bage glutenfrit.
Det ER rigtig nok – hvis altså man naturligvis prøver sig frem, holder ud og er i stand til at rejse sig fra nederlag på nederlag…
Nu har vi efterhånden fundet en fornemmelse for hvordan melet og de forskellige ingredienser tér sig når der mangler gluten. Vi har fundet ud af hvad der er godt at bruge som kan erstatte for den manglende smag, smidighed og hæveevne når gluten er ude af dejen. Vi har indset – via erfaringerne – hvilke emner der egner sig til de forskellige madvarer – vi ved hvilket brød vi får når vi bruger den ene frem for den anden opskrift. Og vi kan planlægge med brød i vores madplan – næsten – uden at det vælter os af planlægningspinden. Og det gør alt sammen at det begynder at hjælpe gevaldigt på både evner og lyst til at bage mere og mere…. Hver dag!
Meeen liden tue kan vælte stort læs – og jeg vil ikke slå for stort brød op her!! Så alt har sin begrænsning – og således også vores evner og humør. Så der er dage hvor det bare ikke går så godt… og værst af alt; der er dage og tider hvor det at få lokket mad i to af pigerne er noget nær en ynk…