Det rige liv på lavbudget....
(skrevet 2005 som indlæg i debat på netbaby)
Hvis nu jeg havde en hel aften, så ville jeg gerne beskrive detaljeret, hvordan det lader sig gøre, men måske bliver dét alligevel FOR lang!
Når man mener det er umuligt at leve mange for få penge, så er min tanke altid - HVAD for en del er UMULIG?
Er det kun bolig man tænker på?
Er det i forhold til mad og tøj?
Eller er det noget helt andet fx ferier o. lign.??
Først og fremmest:
Min mand er ikke højtlønnet - han er politibetjent.
Jeg har i de 10-12 år jeg var ægte ”hjemmegående forsørget hustru” ikke haft dagpenge, barselsorlovsydelser, bistand eller andet. Kun én indtægt - Pers - og så de børnefamiliepenge alle i DK modtager. Vi havde ingen - INGEN - penge på kistebunden og vi havde heller ingen arv eller andet der ventede på os.
Da vi sin tid besluttede os for at satse alt og leve udelukkende for een lønindtægt var det altså et spring ud i det uvisse og helt på bar bund. I de måneder op til den endelige beslutning blev taget, sorterede vi kraftigt ud i både de reelle udgifter, men også i vore drømme og planer og håb for fremtiden.
Det var vigtigt, at vi havde samme mål - altså at den ene ikke gik og regnede med, at vi skulle fx ud at rejse eller stoppe med at få flere børn end vi gerne ville, eller bygge nyt hus o. lign. – mens den anden regnede med noget helt andet. Der var nødt til at være klarhed over prioriteringerne – fælles mål – fælles fodslaw. Vi skulle være 100 % enige om dette og det bliver man kun ved at få det hele snakket igennem igen og igen og igen, og ved at være ærlige og komme frem med alt, uanset at man måske kan høre, at det er i den direkte modsatte grøft af hvad den anden gerne vil.
Det er helt rigtigt, at det er et fællesskab man skal have for at det overhovedet skal kunne lade sig gøre, og er det den udearbejdende forældre (mand eller kvinde er underordnet) der har svært ved at se hvad den hjemme 'arbejdende' bidrager med, så er det bare at lade lønslaven prøve at holde hus i mere end tre-fire dage - alene!
Så skal man nemt kunne se, hvad det er der sker med den der har tjansen derhjemme!
Sorteringen af vore udgifter var hårdt og der var et par kameler at sluge undervejs og det har der sandelig også været siden!
Men mine betragtninger er, at det er det hele værd og at jeg ville vælge det samme igen, hvis jeg skulle gøre det om.
Den glæde og den tid og ro vi har fundet sammen i familien, er simpelthen ethvert savn og afsavn værd, hvad angår de økonomiske muligheder. At måtte takke nej til en invitation til 30 års fødselsdag på Sjælland, hos vores svigerinde, fordi vi ikke har 1000-1200 kr. som alene rejsen derover koster med bil, benzin og broafgift, er da surt og også endda lidt pinligt af og til, men det er intet mod hvad det ville være at stride sig igennem to fuldtidsjobs og en familie man aldrig havde tid til at være sammen med, vel? ..... eller??
Og sådan kan jeg blive ved med at remse de ting op der er nødvendigt at undvære eller i hvert tilfælde nøje planlægge, hvis der skal blive plads til dem i et multilavt budget - og tilmed med mange munde at mætte.
Vores hus er faldefærdigt - eller var det - for gennem de sidste mange år (17) har vi forsøgt at ligge ganske lidt penge til side her og der, og så har vi kunnet få råd til en ny vandhane, ét nyt vindue ad gangen, maling til én stue osv.
Det er ikke som vores naboer, venner eller andre bekendte, der køber nye vinduer til hele huset på een gang, og får et firma til at fuge dem, fordi det skal gøres NU og det skal gøres ordentligt! Nej, vi tager det med, at vi bor lidt anderledes og at vi selv må ud med fugepinden og malerbøtten – og at det tager tid og går langsomt og at vi ikke bor fint flot og færdigt som de fleste andre vi kender.
Man kan hvad man vil og timerne er godt givet ud, når man har tid sammen med sine børn. De er det hele værd....
Vi har i perioder oplevet at vi har haft en lidt flov fornemmelse når vi fik gæster, fordi vores venner er bedre lønnet end vi er (men også arbejder laaaaangt mere end vi gør!) og derfor også bor langt flottere og med mere match og tred end vi gør, men det får os dog aldrig til at ændre planer. Det er jo bare materielle ting....
Vores bil er grim og stor - og billig. Ingen af dem der bor rundt omkring os vil være bekendt at køre i sådan en, og min mand, der er politibetjent, høre en del for det, men tager det med ophøjet ro.
Han synes ikke det er os der er til grin, men derimod alle de, der ligger under for tidens ræs med fint hus, flot have og pæne biler, der skal slæbes oceaner af penge hjem til at have råd til at eje - og så er tiden til at nyde dem og bruge det hele, jo bare tilsvarende knap.
Vi bor billigt og skylder ikke voldsomt meget væk... Vores samlede gæld er i størrelsesordenen der snild er 1/3 eller mindre end de fleste af vores jævnaldrende eller helt unge mennekser skylder.
Det hus vi bor i er gammelt, og selv om vi har boet her i flere år, så er der mangt og meget vi slet, slet ikke har fået gjort noget som helst ved endnu.
Vi laver kun noget, når vi har penge til det - og der kan godt gå lang tid før vi fx har nogle hundrede kroner til en ny postkasse.
Enden på det kan også blive, at min mand og nogle af børnene laver een selv, af noget af alt det tømmer vi har liggende. Så maler vi den vist bare sort eller gul som huset, ikke med det der står i farvehandlerens regler for maling af træpostkasser, men det koster jo at anskaffe, så vi bruger det vi har og så får den holde det den kan - der sparer vi så rask væk 4-500 kr.
Det vi så skal kunne, er at udholde, at der er familiemedlemmer og andre folk omkring os, der ser skævt til vores påfund med en hjemmelavet postkasse.
Andre siger - med sommerglad og lidt FOR frisk stemme "Ih altså, I er da også altid så opfindsomme og fuld af gode ideer" - men kunne så i øvrigt ALDRIG selv drømme om at sætte sådan en postkasse op uden for deres hus!!!! – for det kan man da ikke!
Og sådan er det faktisk hele vejen igennem.
Hver gang jeg nævner et sted, hvor man kan spare, så har de fleste lige et "men vi kan da ikke...." og så er det jo netop, at det griber om sig, for hvad er det nu man ikke lige kan ??? Undvære eller være bekendt eller nedlade sig til? Det er alt dét der i dagens Danmark signalere fattigrøv eller "ikke lige så god som de andre"....
Men man kan faktisk spare alle vegne:
Først og fremmest så er der fradragene.
Når begge tjener penge (er på dagpenge eller lign.) så deler man sikkert også de økonomiske fordele ved at skylde penge væk. Alle fradrag går jo med een indtægt bare til den ene der får løn.
Desuden er der jo så personfradraget - som vist er omkring 3000 kr. brutto. Disse ting giver da lidt mere ud af den ene løn, der skal tjenes hjem, ikke?
Da jeg i sin tid droppede ud af arbejdsmarkedet gik det ikke stille af i vores pengekasse. Vi skulle først væk med alle de smålån, rentefrie køb og afdragskonti vi havde. Med et samlet overblik over præcis hvad vi skyldte, var det mere overkommeligt at sætte tæring efter næring, som det så smukt hed i gamle dage.
Så var der A-kasse bidrag og forsikringer. En grundig gennemgang, fik os til at vælge alt det dyre og "uundværlige" fra og etablere os med forsikringsselskaber der virkelig holdt hvad de lovede, og til en billig præmie. Jeg meldte mig ud af alt - A-kasse og fagforening - dette fik mange ord med på vejen både fra venner og familie og sandelig også fra både fagforeningsboss og a-kasse manden!
Der er ingen der kan sige hvor lidt man hver især kan nøjes med - har nerver til - at have af forsikringer og andre ting vi forsøger at garderer os med.
Det er meget individuelt, men for os blev det afgørende at INTET er givet her i livet og det har holdt godt for os trods vanskeligheder og to større ulykker og livstruende sygdom.
På et tidligere tidspunkt har jeg skrevet her om vores lavbudget, og her skrev jeg bl.a. at man kan framelde sig fagforeningen. Det er ikke alle der er enige med mig i, at det er en god ide, men også dette ser jeg som en unødvendig post på udgiftssiden, og som en form for forsikring; "hvis nu..." - og heldigvis er det de færreste af os der uheldigvis står i en situation, hvor der er brug for denne form for forsikring - men igen det e r en smag sag og noget man hver især skal gøre op - om man lever som livet er i dag eller som man kunne frygte det vil blive, hvis det ser sortest ud!
At fortælle, at vore børn ikke blev passet ude er unødvendigt, ikke? Her kunne vi altså ikke spare væk, men har man bare to i pasning så regn lige ud hvor mange kroner netto/brutto du får med hjem af din løn reelt hver måned? Uh ha, dét i sig selv kunne få mig til at blive hjemmegående.
Med tre børn i pasning regnede vi ud, at jeg ville få rundt regnet 7-800 kr. med hjem af min kommunale løn som fuldtidsansat i børnetandplejen!!!! Det er ganske vist nogle år siden nu, men en kommunalt ansat tandplejer får vist omkring 17.000 20.000 kr. brutto og heraf skal der så betales skat og dernæst 3400 kr. for den yngste i pasning, lidt mindre for nummer 2 og mindre endnu for nr. 3 - hvad er der så tilbage???
Og så kommer det store spørgsmål jo - ER DET SÅ DÉT VÆRD?????
For os var det dengang - for små 10 år siden - som det er i dag: et klart og rungede NEJ, DET ER EJ.
Så er der alt det daglige forbrug.
Det er her der virkelig kan spares. Her gælder det om at bevare sine kreative talenter og se ud over vaner og almindelig hverdags tankegang.
En mor til 8 sagde engang, at kunsten er at holde et lavt niveau i hverdagen, for så skal der såmænd ganske lidt til at forhøje nydelsen til festdage. Og heri er jeg meget enig.
Man skal så også kunne sætte sig ud over alle de forbandede retningslinjer der næsten hver uge kommer fra sundhedsapostlene i DK.
Vi spiser altså fx ikke frugt som om det var en uendelig ressurce her i huset. Den der med "6 om dagen" det tager vi bogstaveligt - hvad angår SEX - men ellers ikke!!!!!
Naturligvis skal vi da ikke i et nordisk land som DK spise 6 stykker frugt om dagen - det er tilladt at tænke selv, ikke! Det er da naturstridigt - præcis som det er fuldstændigt naturstridigt at spise en halv mørbrad til aften ene mand - ALT MED MÅDE og lidt af hvert og så i øvrigt spare man en del både kaloriemæssigt og pengemæssigt hvis man holder sig nøje til det der er normalt for årstiden i Danmark.
Jeg giver ikke en hujende fis for alle de der lever SÅ økologisk , når de så samtidig kun spiser lige dét og dét og dét af en ko, og kun køber frugt og grønt der ganske vist er økologisk dyrket - men bestemt ikke er noget man ville kunne dyrke - hverken økologisk eller uøkologisk - i DK på årstiden.
Det er ikke alle der har egen have, men så må man alligevel sætte sig ind i hvad der ville være at finde i haven i de forskellige årstider og så købe økologisk efter denne viden. Altså ingen avokados, ikke nogle nyfriske gulerødder i februar måned og ikke frisk øko salat i november - vel!
Vi har gennem snart 20 år lavet en ugentlig madplan og køber stort ind én gang om ugen. Først går vi i Netto og henter hvad vi kan få der ,og bagefter går vi i et andet prisvenligt supermarked her hvor vi bor og køber resten. Vores kød køber vi af og til hos en lille speciel slagter, men vi deler det der vel svarer til en normal portion til 4 ud over mange mennesker, så det er ikke kød vi mættes i. Vi har have og dyrker ganske lidt til husbehov, men er bestemt ikke spor ihærdige med hensyn til haven. Det er kun lige det allermest nødvendige der er her. Til gengæld gøder vi aldrig med kunstgødning, vi komposterer i lille målestok og ellers nøjes vi med det udbytte jorden selv kan give os. men at blive selvforsynende er et af de områder jeg egentlig gerene vil gøre en større indsats for at få gang i herhjemme....
Jeg giver gerne menuforslag væk og sender mine ugesedler, hvis nogen tror de kan få noget ud af at se dem, men dybest set så handler det om at levet lidt mere spartansk end vi er vant til.
Vi bruger ikke yoghurt eller ”slikmorgenmad” her i huset. (Læs;Frosties, Cocopops o.lign.).Det er alt for dyrt - og usundt - så her er der altid havregryn (økologiske, naturligvis!), brød eller hjemmebagte boller (af gær, mel, vand, salt og sukker - måske med lidt korn eller flager hvis det forefindes, når vi har gang i bageriet!), rigtig ægte smør, ost, marmelade og af og til pålægschokolade. Er det tid for det, kan det være der er lidt tykmælk men med rugbrødsdrys på - müsli er dyrt at købe - lidt billigere at lave selv, men det er sjældent vi får det gjort.
Når man går hjemme med småbørn, spares også på ting man nok ikke helt tænker på i hverdagen, madpakker fx. og frokost til begge voksende der arbejder ude.
Dobbelt op af regntøj/flyverdragter/hjemmesko osv. osv. er også unødvendigt - genbrug eller ej - for med børnene hjemme til de når skolealderen er det een selv, der styrer hvad der skal på og af og hvor tingene befinder sig henne hver dag. Maden man laver til de små i madpakkerne, tænker man nok, at det jo ikke kan spares væk, men jeg tror, de fleste af os ved at laver man madpakker, så bliver der brug for lidt mere og lidt andet end hvis man kan lave en frisk tallerken mad der hjemme. Jeg kan tydeligt mærke forskel i ferier og weekender, hvor jeg har alle skolebørn hjemme og der ikke skal laves 5-6 gode gedigne madpakker!
For vores børn har madpakker med i skole/gymnasium. De er gode og de bliver altid spist. Selv de ældste der går i gymnasiet, er vidt berygtet for den madpakke de har med - og fordi der af og til er en sød lille hilsen fra hendes forældre deri - bare i form af et stykke chokolade eller en lille seddel med en kærlig hilsen!
Vigtig er ikke om det er superboller med alt muligt i, men om maden er pakket ordentligt og i boxe så fx gulerødder og agurker holder sig sprøde og friske, og så intet blandes uhensigtsmæssigt!
Der er tit en lille hilsen i form af et stykke chokolade (
én Guldbarre kan faktisk deles i hele 16 små pinde, men det er bare helt ualmindeligt nu til dags, at man gør det! Man får da et HEEEELT stykke chokolade, ikke? Selv når jeg flotte mig og byder et fremmed barn et ¼ stykke chokolade, altså hele 4 af de små bjælker – så ser de på mig som om jeg gør grin med dem. Det er da så i det mindst en halv Guldbarre til hver, ikke?
)
Nå, men vore børn nyder at have mad med. De får ikke skolemælk. Det er simpelthen utroligt som danske forældre forlader sig på, at hvis bare vore børn så i hvert tilfælde drikker den der ¼ sød - nå, nej det er da vist minimælk i dag, er det ikke? - nå, men SÅ er de godt hjulpne, ikke? Sådan noget pis, rent ud sagt!
Børn kan ikke leve en hel dag på ¼ l. mælk.
De ville spise hvis de var sultne og ikke havde alle mulige andre muligheder at hente mad og snask ved, eller hvis de hjemmefra fik opfattelsen af, at det var dejligt at spise grov og god mad, men stor lyst og med omsorg. Og vand slukker udmærket tørsten…
OG smører mor eller far nu madpakker med glæde og med omsorg, så glider den bedre ned, end hvis man herser med to trætte børn, der inden sengetid selv skal smøre morgendagens madpakker, fordi forældrene i hvert tilfælde ikke vil ofre sig og de har kun godt af at lære den slags selv..hmpppfffm!
Vore børn har en drikkedunk med saft eller frosset vand med, som de så drikker i løbet af deres skoledag. Hjemme drikker vi ALDRIG mælk til maden. Vi får det i maden eller på maden eller som ekstra måltid. Mælk er mad - ikke tørstslukker! Der er vand uovertruffen og dejlig billig!
Når alle er hjemme fra skole er der eftermiddagskaffe - selv om ingen her i huset drikker kaffe! Vi får en kiks, en bolle, et stykke brød eller noget frugtgrød. Vi får god frugtsaft til. Om vinteren af og til varm cacao og sommeren en portion is eller hjemmelavet koldskål med kærneælk, sukker, vanillie og tykmælk pisket sammen. Hjemmebagte kammerjunkere eller Karen Wolfs de bedste - i rationerede portion til hver..
Til aften er det storkøkken i hverdagen. Det betyder farsmad eller kødfri mad. Tærter med alle rester i eller mad til to dage ad gangen. Kødsovs, forloren hare, kødboller og lign. grød er en gang ugentligt i vinterhalvåret. Om sommeren er det i stedet grøntsagstærter. Dertil brød og en kold cremefrasie sovs - måske pasta. Grøntsager i moderat omfang - ofte som råkost det mætter så godt og børn kan tit bedre lide rå grøntsager. Vand til maden og rationering af mængden af alt det dyre - men aldrig af basiskosten som kartofler, ris, pasta og brød. Her må man spise til der ikke er mere.....
Så er dagen slut og i morgen er på vej...
Til fest er det småting der vækker jubel. Især nok at der er mulighed for at få MEGET af ALT, for det er der ikke til hverdag. Da er det tydeligt basiskost som ris, pasta og især kartofler der er fri adgang til, hvorimod kød og andet lækkert – og dyrere - tilbehør er lettere rationeret.
Slik er ikke noget vi forsager, men det er i meget afmålte portioner - derimod er det ikke noget med en ugentlig slikdag. Man kan godt risikere at få slik eller kage to dage i træk herhjemme og det er så glæden ved livet og nydelsen. Fredag aften er hygge aften, men det betyder ikke altid slik - men altid masser af hygge!
Vi forsøger at bage mest muligt selv. Både fordi det sparer oceaner af tid og fordi det smager bedre. Vi har gennem årene været i gang med rugbrødsbageri selv, men det går desværre kun godt i en periode og så går det galt igen……men det ka’ læres ka’ det!
Dette var så bare noget om det daglige forbrug, men alt i alt handler det vel om, at der er så meget i hverdagen der koster. Små beløb tænker vi måske, men mange bække små..... tænker jeg så!
Et eksempel fra dette forår: jeg havde et par breve blomsterfrø. Såede dem i et par aflagte bakker, fra når vi har købt fars eller andet kød - jo, jo grin bare, men dem vasker vi af og gemmer til andet brug.
Da veninden kom forbi en regnvejrsdag, og så mig stå med en spejderkniv og forsøge at lave huller i de tilsåede farskasser, så overskydende regnvand kunne komme væk, sagde hun henkastet: "Man kan faktisk KØBE kasser beregnet til den slags, og der ER skåret huller i"..... ja, og de koster så måske 50-100 kr. stykket og på denne måde har jeg gratis fået såkasser og skal så bare have bøvlet med at skære huller......
50 kr. her - 100 kr. der - hver gang skal du tjene det dobbelte, for at få hentet det hjem!
Tænk på, at køber du et enkelt skrabelod eller lottolod eller hvad det nu alt sammen hedder, hver gang du handler, og du så handler bare to - tre gange om ugen, så bliver det rent faktisk til en del penge hver måned, ikke? Og risikoen for, at DU vinder den store gevinst, er mere usikker end hvis du laver gevinsten selv, ved at leve på lavt budget!
Vi vil alle det hele og vil ikke nøjes eller lide afsavn. Men sådan er livet ikke indrettet. Det er fra start til slut kun dig selv der sætter dagsordenen.
Det er ingen andens skyld - og valget er dit. Tænk over hvad du vælger HVER gang.
Som en klog kone skrev engang: Man høre sjældent om nogen der på sit dødsleje beklagede sig over, at de havde brugt for lidt tid på deres arbejde - men tit og ofte om nogen der ærgrede sig over, at have brugt for lidt tid på sin familie!!!
Og så er det, at vi må vælge, vi må nøjes og vi må sætte tæring efter næring og alt det dér som vores generation bare ikke kan holde ud at tænke på at skulle gøre..
Her langt ude på landet hvor jeg bor, er der gamle ægtefolk der i dag sidder godt i det økonomisk.
Det gør de ikke fordi de har fundet guld eller fordi de er født med en gældfri gård, men simpelthen fordi de har spinket og sparet i alle de år der er gået forud.
De har virkelig været kreative og brugt alle kneb, da de stod med en nybagt familie. Hver en femøre er blevet vendt og hvert et lille stykke er blevet gemt, brugt og sparet på.
Om de er lykkelige - tja, de fleste af dem her hvor vi bor, er faktisk temmelig taknemlige, og synes godt om det liv de har og har haft.
Gnavpotter og klagekoner findes overalt, men min erfaring siger mig efterhånden, at det sjældent er dem der egentlig skulle klage der råber højest.
For disse medborgere i det danske samfund er det ganske enkelt ubegribeligt, at det skal være så svært at sætte sig ned og finde de steder hvor man kan spare.
De glædes over deres egne børns gode tilværelse i form af lækre huse, gode jobs, biler og alt det andet vores generation ligefrem tager for givet. Man samtidig så undres de såre over, at selv samme generation fx har en skilsmissefrekvens der er langt, langt over hvad der kunne forventes, nu hvor der er godt økonomisk fundament. Og hvad er det så vi piver over? Joooo, det er såmænd manglende tid til vore børn, det er for høje priser på dagsinstitutionsområdet og måske manglende pladser, eller det er, at den institution vore børn frekventerer ikke lever op til vores krav om aktiviteter eller ud af huset projekter... hold da op, hvor er vi forkælede, og hvor vi dog kræver ind igen og igen, og regner med at det hele skal serveres for os på et sølvfad. Vi skælder og smælder over politikere og deres mangel på forståelse for lige netop dét område, hvor vi selv mener, at der er behov.
Jeg kan sagtens relatere mig til den politik med, at vi alle er lige og at vi alle i fællesskab burde eje jorden og alt det der.
Men jeg har indset, at jeg sikkert ikke kan gøre den helt store forskel, og at mit temperament går i kog, hvis jeg skal beskæftige mig alt for meget med landspolitik. Dels fordi det er så sej en skude at vende og dels fordi det er så forbasket svært at gennemskue, hvordan det hele er skruet sammen. Så jeg har kigget på mit nære miljø og tænkt; hvor og med hvad kan jeg gøre en klar forskel?
Her er der et af de vigtigste ting i mit liv: Jeg gør en forskel med de mennesker der er tættest på mig. For jeg tager mig af dem og lever med dem og jeg får en stor familie til at trives og giver mine børn et solidt fundament og en tro på dem selv og deres egen indflydelse på deres valg og liv. Det kan så ende med, at en af vores børn tager springet og mener sig i stand til at ændre verden ved at søge ind i den del af politikken der ændre samfundet radikalt, eller at de får lyst til at deltage med deres viden og uddannelse i globale humanitære projekter. Dét er deres valg og det er jeg sikker på, at vi som forældre giver dem god grobund til at kunne træffe. De vil alle være i stand til at klare sig, de kan handle og beslutte og stå alene. Det er ikke sikkert, at de vil vælge som deres forældre gjorde, men de har fået det bedste vi havde, med på deres egen vej ud i livet; vores kærlighed og vores tid. Og hvad de så vælger at gøre i deres voksne liv er jo helt og holdent deres egen valg – og eget ansvar!
Alt i alt vil jeg påstå, at det skal vendes på hovedet det hele, for at man helt kan få styr på tankegangen som lavbudget familie og som hjemmearbejdende. Det nytter ikke at man tænker, at man så skal af sted til alle de fordyrende forlystelser hver uge for at stimulerer børnene osv. Det handler om, kort fortalt, at vende hver en femogtyveøre en ekstra gang og leve fra hånden til munde, sådan som man sagde og gjorde i gamle dage.
Ferier er et kapitel for sig og ligeså er det med at bo billigt. Hvis ikke man passer på, bliver det en stor post at flytte i stedet for at indrette sig med det man nu engang har og få lagt lån om, ændret ydelse osv.
Men har man behov for at ligne alle de andre, tror jeg det bliver svært for ikke at sige umuligt at få det hele til at lykkes med een indtægt. Man skal kunne hvile i sig selv og være sikker i sin sag, for at klare at træde så langt uden for normen.
Mod til at nyde livet....