LUFT...

At gå min vej – ud og væk – helt alene – kun MIG - efter en lang dag med dejlige og af og til genstridige unger, med masser af mad der kom på og af vores lange spisebord, trip-trapstole der igen og igen skulle vaskes og tørres af fra den 1-åriges ihærdige fingre, der ville spise både tykmælken og rødgrøden alene … A L E N E !!! En dag med grin så tårerne stod mig i øjnene, med forfærdelig men også dejlig, hjemmelavet musik på tromme og triangel, og med rasleæg der en gang i mellem føj gennem luften i ikke-musiske bevægelser, med bøger i alle mulige og umulige størrelser, med dukker der fik tøj af og tøj på, og en bil der skulle ha’ sat hjulene på igen – og en telefonopringning med godt nyt, om en nær ven, med strikketøj, vasketøj og mundtøj….  og en hel masse andet liv der blev levet intenst – SÅ gør det godt at smutte ud i den sidste eftermiddags solstråle, da en anden voksen kom hjem og kunne være frisk og have lyst til at ta’ over dér midt i kaos!

UD - til en gåtur helt alene i det skønneste vejr, fylde mine lunger med den reneste, friske landluft, og lade den blæse mine små irritationsmomenter og andre folks vrisne bemærkninger langt , langt væk fra mine tanker....

Jeg føler mig vældig privilegeret, når jeg sådan trasker ned over vores hø hø øhhh, ”græsplæne” og ud på engen… smutter de 10 lange skridt, eller der omkring, og så har en lille bæk rislende ved min højre side… og en flot, flot stor hvælving af skov, skov og atter skov som bliver næsten som en baggrundsskærm for al mit tankemylder.
SÅ savner jeg ikke byens puls, savner ikke lyden af trafik og hektisk aktivitet, jeg nyder stilheden, roen og det store rum, der giver luft til mit indre og af og til let overbookede system...

Jeg går ned ad små stier, gennem lunde af birk og en mængde - for mig - ubestemmelige småtræer, og engdrag kaster sig foran og frem mod mig. Jeg ser de store fiskehejre der står nede ved ”eng-søen” og de små musvåger der lidt længere oppe og ude i min horisont, svæver rundt for at se efter bytte. Langt ude i det fjerne kan jeg høre en gammel traktor komme tøffende – det er Robert på 85 år, der er på vej hjem fra eftermiddagskaffe hos svigerdatteren Tove….

Jeg kravler op på toppen af en af de små høje ovre ved ”bjerget” – der hvor vi om nogle måneder skal holde Sct. Hans bål. Kigger jeg bagud mod øst, så finder øjet vores gamle, skæve, gule hus, nede i bunden, for enden af Kvosted Bakke, der hjemme hvor der er trygt og lunt, hjemme hvor jeg samler kræfter via alle de gode mennesker jeg kan omgive mig med – men hvor jeg også drænes for alt det bedste jeg har i mig!
Nede ved vores hus, der mod øst, går også vejen – vejen hvor al offentlig liv leves i vores lille landsby. I aften skal jeg til møde med 14 andre kvinder herudefra – vi har mødtes en gang om måneden gennem mange, mange år nu – og lavet alle mulige og umulige aktiviteter. Alt lige fra debat om politik, til fælles boglæsning og diskussion, julemarked, tøndeslagningsfest for voksne, sommerfest, kor-optræden, biografbesøg, øko-vandring, vegetarrestaurant-besøg, svømning og alt muligt andet. I år er det os der skal forestå fællesspisning i februar, i nærmeste større bys forsamlingshus – og dét skal planlægges, også selv om menuen svinger sig op til blot at være stuvet hvidkål med frikadeller og råkostsalat! Det er mennesker der, før jeg flyttede herud, ikke sagde mig noget som helst. Det er mennesker der i dag har fået en vis betydning for netop min hverdag og mit liv. Ikke mennesker med hvem jeg har ret meget tilfælles – hverken livs-mæssigt eller holdningsmæssigt – vi er et skønt mix af meget, meget forskellige ”indretninger” – men vi bor i fællesskab i denne bette, lille landsby og vi har et fælles omdrejningspunkt; landliv og liv i landet!

Drejer jeg mig og ser mod nord – nord-vest, så ligger søen – Finns sø og lader himlen og lyset spejle sig – og mod vest ser jeg mere skov og lidt hul hist og her til at få øje på endnu et stykke engareal, dér hvor Roberts heste græsser i fred og fordragelighed -  og en grusvej der snor sig ind og forsvinder i skoven.

Her er luft og stilhed – plads til mig og min trang til at få fred af og til. Jeg trækker vejret dybt, lukker op for mine mange tanker og lader noget farer og andet komme til. Det er min gode inspirations og opladningstid … jeg ser for mig, når mobilen oplades derhjemme – der er en lille søjle af batterier der fiser op og op og op – men hvor mobilen får timevis af opladning, så er min stund for opladning af knap så lang varighed….. Men hvor jeg elsker vores lille plet på jorden – her i vores "baghave", og jeg fryder mig næsten dagligt over, at det er os forundt at turde vælge at flytte på landet….