Da jeg, som medlem af f&f i begyndelsen af 90-erne, oplevede det store skred, der skete med vand som fødeelement og som smertelindring i forbindelse med fødsler, var jeg måske nok betaget, men ikke inspireret eller imponeret.

Jeg har ikke selv et særligt fortroligt forhold til vand. Jeg er ganske vist en habil svømmer; jeg kan svømme langt og har en udmærket teknik, og vil gerne svømme et par tusinde meter, så tit jeg kan komme til det.

Jeg bryder mig dog ikke om vand, hvor jeg ikke kan se bunden – altså havvand eller så dybe steder, at man ikke ved HVOR dybt der er. Jeg bliver panisk ved tanken om at lege i vand, at blive dykket og hold under vand for sjov!

At skulle kunne rumme det at være i vand under en proces, hvor alle sanser er skærpet og hvor min krops naturlige fødeproces er det styrende, kunne jeg derfor overhovedet ikke forestille mig ville være skønt.

Helt ærligt, så tiltalte ideen om at føde i vand absolut ikke MIG. Ej heller som et sted at opholde mig under udvidelsesfasen. Det var bare ikke tiltalende for mig at skulle nedsænke min fødende krop i vand!

Jeg var både bange for at føle klaustrofobi og bange for at miste fodfæstet under en ve og få hovedet under vand og gå i panik… Sidst, men ikke mindst, så kunne jeg slet ikke forestille mig, at det kunne være sandt, at barnet ikke risikerede at trække vejret under vandet i fødselsøjeblikket….

Min gode mand var af en helt anden opfattelse, og da han er en svoren tilhænger af vand i alle afskygninger; som drikkevand, som ivrig sejlsportsmand og som en meget adræt svømmer, så syntes han, det var værd at undersøge, om der var hold i min angst for barnets velbefindende.

Vi fandt artikler og læste foreningens gamle temanummer. Overalt fremgik det tydeligt, at der ikke var risko forbundet med vand og nyfødte, hvis blot nogle få regler blev overholdt. (f.eks. at den første af barnets legemsdel der kommer over vandet skal være hovedet, da det er den kolde luft mod huden, der aktiverer barnets vejrtrækning). Hm….. Per var entusiastisk - jeg var meget betænkelig. I mit stille sind tænkte jeg, at jeg jo altid fødte meget hurtigt, så inden de nåede at fylde et kar til mig, så ville jeg jo nok bare have født! Hvis endelig Per eller jordemoderen skulle få held til at få mig i vand, inden fødslen var op over, så kunne jeg jo altid sige, at jeg skulle tisse og så nå op på dén måde….før barnet var født.

Per var vild med ideen om, at jeg på Fødeklinikken i Skive ville kunne føde i vand. Jeg selv var ikke vild med ideen om vandfødsel, men var lidt benovet over hans tydelige engagement i forberedelserne til denne fødsel. Vi diskuterede stort set alt omkring vand og fødsler, og Per foreholdt mig igen og igen, at det var ufarligt, at hans fornemmelse for vands kraft og indvirken var af betydning, at det var værd at forsøge og se om ikke jeg kunne lide det!

Jeg argumenterede mest med følelser og med mine negative forventninger om, at barnet kunne drukne, at jeg ville få klaustrofobi o.lign. Jeg huskede også på mine fornemmelser under temadagen tilbage i `95. Da havde Janet Balaskas taget alle deltager med på en fantasirejse til vores egen fødsel. Hun havde guidet os igennem vores fødsel, som den ville have været, hvis den havde foregået under vand…. Jeg følte intet behag ved denne fantasirejse, men derimod en kvælende fornemmelse og en fornemmelse af at ”miste fodfæstet”. En spændende oplevelse, men ikke just befordrende for mig tro på, at det kunne være godt at føde vores barn i vandet!

Per fastholdt det med vandet som sit vigtigste argument, og desuden støttede han mig i, at vi ville føde på Skive Fødeklinik…. Jeg tænkte, at Fødeklinikken var vi enige om, og at det jo bare blev som det blev, når først der kom veer – og slog mig til tåls med, at vores forskelligheder altså også aftegner sig i dette spørgsmål – Per er vandtegn, jeg er ildtegn……

Jeg havde fra 1986 til 1996 født hele 5 børn  -  på landjorden. Smerterne i forbindelse med fødslerne, har jeg ikke oplevet som hverken uudholdelige eller uovervindelige. Jeg har ikke haft brug for nogen form for smertelindring, ud over at kunne give mig hen og lade min krop tage styringen og gøre arbejdet, en god vejrtrækning, bevægelse og som det allervigtigste: Nærvær af mine børns far.

Jeg har, alle de gange jeg har født, været betaget af den eufori, der følger efter en veloverstået fødsel. Det er som bekendt en rejse fra et hårdt og brutalt arbejde, til en blød og fantastisk følelse af energi, overskud og glæde.

Jeg har født store børn, på kort tid og indimellem med en del eftervirkninger i form af bristninger.

Det har hver gang været trælst og overordentligt irriterende at skulle lappes på, når jeg hellere ville have fred og ro til at nyde vores nyfødte baby. Jeg  er dog hver eneste gang blevet syet flot, healingen har været hurtig og vigtigst af alt, at jeg ikke har fået varrige gener –  heller ikke de gange hvor bristningerne har involveret ringmusklen.

Vores 6. barns fødsel startede en morgen omkring klokken 4. Jeg var ikke i tvivl om, at det var en ægte opstart denne gang, trods mange falske veer i de forløbne uger. Veerne var ikke regelmæssige og jeg fornemmede, at jeg ikke skulle tænke alt for meget over dem, for så blev de væk igen!!

Omkring en timestid senere, syntes jeg alligevel, det var tid for at vække Per. 

”Hvorfor skal du altid føde så tidligt om morgenen”  sagde han - dog med et forventningsfuldt smil i mundvigen.

”Fordi det er dér, jeg har det bedst, ved du” – nåede jeg at sige, inden en stor ve tog fat.

Jeg hang ind over stuebordet og jeg kunne se, at veen overbeviste Per om, at det var nu det var nu!

Klokken var 05.20 og han klædte sig på og listede sig over til vores nabo Emma, der plejer at passe vores andre børn når vi føder. Hun vågnede straks, for hun havde ventet på, at det snart skulle være.

Da hun trådte ind i vort kaffeduftende køkken og så mig, sagde hun, at vi skulle se at komme af sted med det samme. Klokken var 05.35. Jeg havde haft regelmæssige veer i en halv times tid, men syntes ikke de var voldsomme eller særligt intense.

Naturligvis havde børnene mærket, at der var noget i gære, så de dukkede op med morgenhår og søvn i øjenkrogene. Én efter én kom de nedenunder lige da vi var på vej ud til bilen. Vi fik kysset farvel og jeg fik mellem to gode veer bugseret mig ud gennem sneen og ind i vores kolde folkevognsbus..

Det var koldt og klamt udenfor og det kunne ikke rigtig bestemme sig for, om det ville sne eller regne - så der kom begge dele. Jeg havde det godt, veerne kom regelmæssigt og var langvarige, men var absolut langt fra uudholdelige.

Nu skete der det, at vores folkevognsrugbrød ikke var så god i fugtigt vejr, så bilen ville ikke starte. Per asede og masede, og skubbede bilen op ad indkørslen for at trille den i gang ned ad indkørslen. En nabo kom over og hjalp. Jeg sad inde i tørvejr i bilen og havde det ganske udmærket, men jeg kunne se Emmas bekymrede ansigt i det oplyste køkkenvindue. Emma var knap 70 år og altid meget, meget nervøs, når jeg var i fødsel. Hun har passet vore børn ved de sidste 4 fødsler, og hun hader at se mig have veer. Som ganske ung var hun ”kommet til” at tage imod en lille nyfødt pige, der blev født i natpotten hos en af deres naboer her på landet. Dét har hun aldrig glemt – men fik dog sidenhen alligevel 4 børn selv.

Efter et par forgæves forsøg på at starte vores bus med startkabler, blev Per og naboen enige om, at vi hellere måtte tage deres bil i stedet….

På hovedvejen mellem Skive og Viborg var der vejarbejde, så vi måtte holde lidt i kø, mens jeg tog et par dybe vejrtrækninger, for at klare et par gode veer. Jeg havde det fint og var ikke nervøs – nærmere lidt betænkelig, for var det mon nu for tidligt, at vi tog af sted til fødeklinikken – den klinik jeg ikke engang var visiteret til at føde på, fordi jeg var mangegangsfødende. En sjællandsk jordemoder havde dog fortalt mig, at det ikke var forbudt at føde der trods visitationsreglerne. Det jeg risikerede var, at man på stedet vurderede, at jeg skulle overflyttes til specialafdelingen i Viborg. Derfor håbede jeg, at jeg ikke kom i alt for god tid, så de nåede at flytte os til Viborg! Da jeg havde ringet derop ved 5-tiden, for at meddele, at jeg kom, sagde de bare, at de ville gøre en fødestue klar til mig, så det lød til, at der ingen problemer ville blive….…

Klokken lidt i 6 var vi fremme. Da vi gik ind i elevatoren, kom der også en anden, meget morgenfrisk person ind. Det var jordemoder Susanne Heltzen. Sikken et sammentræf. Hende havde jeg kendt gennem nogen tid, og da hun nogle år forinden var blevet optaget på jordemoderskolen, havde jeg klaget over, at det var for sent for mig, for så var jeg jo færdig med at få børn, når hun engang blev færdig som jordemoder. Dét huskede jeg med al tydelighed nu, mens veerne bed og tydeligt markerede, at jeg aldeles ikke var færdig med at føde børn!

Uh, pludselig skulle jeg godt nok tisse meget! Susanne anviste mig et wc, straks vi kom op på fødeklinikken. Da jeg havde tisset af, kunne jeg godt mærke, at det var sunket noget i mit underliv.

Susanne kom ind, efter at have klædt om, og spurgte hvordan jeg havde det med at skulle føde med hende, for hvis ikke jeg havde lyst til det, så skulle jeg bare sige til, så tog en anden over. Dét havde jeg overhovedet ingen skrupler over, for jeg følte, at jeg nærmest fik kendt jordemoder forærende. Hos Susanne kunne jeg fornemme roen og velviljen, hun var en jordemoder, jeg ville kunne stole på. Jeg fornemmede, til trods for at jeg aldrig havde brugt hende som jordemoder før, at uanset hvad der skete, så ville jeg kunne forvente stor ekspertise og naturlig indføling fra hendes side.

Klokken 06.10 undersøgte jordemoderen mig og udbrød stille: ” Ka´ det virkelig passe? og jeg tænkte; ”Fandens, vi er kommet for tidligt”!

”Jow, den er god nok  -  du er helt udslettet” var Susannes næste kommentar.

”Åh,” tænkte jeg i panik, ”Hun er så nyuddannet, at jeg faktisk ikke kan regne med, at hun kan sit kram”! For jeg kunne da på ingen måde fornemme, at der var dømt klar til pres…… jeg var trods alt 6. gangs fødende og normalt plejer presseveerne at vælte ind over mig, og få minutter efter har vi så et barn!

Susanne smilede og sagde, at den var god nok, og at vi lige så godt kunne se at komme ind på fødestuen.

Men jeg følte mig slet ikke klar til at presse, så jeg rejste mig og gik lidt omkring. Susanne og Per småsnakkede og på et tidspunkt sagde Susanne, at der var et fyldt fødekar klar til mig inde på fødestuen.

Panik! Hvad skulle jeg nu sige, for jeg vidste jo ikke rigtig, om det der med vand, var noget for mig…….?

Hvordan var det nu mine nødløsninger var…?

”Jamen, hvad nu hvis jeg ikke kan lide at være i vandet?” spurgte jeg med lillepigestemme. Susanne kiggede vantro på mig; ”Ja, så kan du ikke lide det og…?”

”Ja, så bliver I bare sure over, at jeg vil op…” , var min barnagtige kommentar. Nu er Susanne er ikke typen der er til pylderi, så hun hævede øjenbrynene og spurgte, om dét virkelig var alvorligt ment…

”Nej jaahh….” svarede jeg tøvende - og så hankede Per op i min arm, og fik mig gelejdet ind på fødestuen.

Der stod et kæmpe kar. Godt ¾ meter højt, firkantet og fyldt til randen med varmt vand. Der var ro i lokalet, ro udenfor og der var ligesom ikke nogen undskyldning så jeg var vel nok nødt til i hvert tilfælde at prøve at komme i vandet.

Jeg smed trøjen, jeg havde over mig, og satte det ene ben op i karret – og så det andet ben – og…… hold da op, hvor var det dejligt varmt og hvor føltes det herligt, med al den plads for mig selv!!!

Jeg må have lydt komplet åndssvag, for jeg blev helt høj af velvære, da jeg sænkede min gravide krop ned i vandet og flød stille rundt. Mærkeligt, at det føltes så velgørende, når nu jeg bestemt ikke synes, at veer gør ulideligt ondt….Det var vildt dejligt.

Den klaustrofobiske fornemmelse jeg have forestillet mig at få, når jeg var i det vandfyldte fødekar, havde jeg ikke engang en snert af. Jeg undrede mig igen og igen over, HVOR fantastisk det føltes at være i det varme vand… og jeg undlod ikke at kommentere det overfor Per, der slet skjult, godtede sig over, at han havde haft ret i sin antagelse af, at det var et godt element, når kvinder skal føde!

Efterhånden kunne jeg dog kun tænke på veer og fødearbejde, og jeg fornemmede at mine lårbensknogler og hele bækkenet var ved at give efter for et pres indefra, som jeg på ingen måde kunne styre. Jeg følte efter og fornemmede nok et eller andet, men var åndeløst betaget af, at jeg havde så stor bevægelsesfrihed, at jeg kunne nå ned og føle på mig selv, uden nogen form for anstrengelse. Jeg kunne sidde på knæ, på hug eller jeg kunne lade mig flyde lidt rundt på ryggen – det var aldeles herligt…

”Åhhhh, nu bider det altså godtnok. Nu er det, at jeg gerne vil hjem, Per.”

Susanne sagde til mig, at hun syntes, jeg skulle vende tilbage til at sidde på hug, for det så ud til at jeg havde bedre fat i den stilling. Let og elegant ( ja, sådan følte jeg det altså !! ) drejede jeg min kæmpekrop rundt og sad igen ansigt til ansigt med min kærlige mand. Tænk om jordemoderen havde sagt sådan til mig ved én af vores andre børns fødsler. Så havde det ikke været midt i fødearbejdet, at jeg sådan kunne flytte rundt på min kæmpe fødekrop. Men denne gang, her i det lune og blidt omsluttende vand – her var det let som en leg at bevæge sig omkring. Det var blidt og underligt tilfredsstillende at lade sig bevæge rundt og blive vugget i sine egne bevægelsers efterdønninger.

Det var nemt at føle på mig selv, at mærke det lille ( STORE!) hoved bane sig vej ud i livet. Det kunne endda lade sig gøre at jeg under en ve, selv følte mit arbejde ”efter i kanten”, så at sige.

Jeg begyndte at få de der ilinger ned af armene og ryggen, som jeg kendte godt fra de andre fødsler – det vidste jeg betød, at nu var det tid for det sidste stykke arbejde…

Jeg sad på hug i karret, med hænderne om Pers næver, og med min pande lænet ind mod hans. Jeg har brug for øjenkontakt med ham, når jeg rammer den der mur af - måske blot 4-5 sekunders – angst, før jeg giver mig hen i presseveen… For første gang nogen sinde, under en af vores fødsler, fik jeg fornemmelsen af at blive hørt, mødt set og accepteret, da jeg, som altid når jeg møder denne angst, højt sagde ”Åh, nu er det, at jeg lige bliver SÅ bange….” , ”Ja, det gør man” sagde Susanne, der sad på en stol lidt bag mig og i samme sekund forlod fornemmelsen af angst mig, og Pers rare øjne sagde som altid ”Jeg ved, du kan klare det….” og så pressede jeg med et højt og meget bevidst; ” Yiii haa, kom så baby …. ”

Jeg fornemmede, at der skete en stor forandring med mit underliv, og dette var denne eneste gang jeg nogensinde er blevet så overvældet af ubærlig smerte i mit bækken. Det føltes som mine lårbensknogler blev presset ud af siderne på mit bækken, og selv om det måske kun varede maximalt 30 sekunder, er det en så mærkværdig fornemmelse, at jeg kan genkalde mig den, selv her flere år efter….

Fostervandet må være gået uden at jeg noterede mig det, og i anden presseve fødte jeg hovedet, uden, at jeg egentlig havde fornemmelse af den spændthed, der ellers har været ved nogle af de andre fødsler. Uden panik eller på nogen måde at overvælde mig, havde Susanne flyttet sig ind foran Per og havde stukket begge arme ned i vandet, mens jeg bare fulgte kroppens signal om at presse med i næste presseve – jeg mærkede faktisk intet andet end en underlig let fornemmelse. Senere fik jeg jo så at vide at Susanne fornemmede at vores barn sad fast med skuldrene og det var derfor Susanne havde mast sig ind foran Per. Det næste der skete var, at Susanne fik min opmærksomhed, ved at sige højt: ”Nu skal du hente din baby op fra vandet, Susanne!” og så fangede mit blik den lille gråblå bylt, der lå der neden for mine fødder under vandet. Jeg tog roligt fat i min nyfødte, der bare nærmest lå der og ventede på mig, og jeg der ellers havde holdt mange enetaler for Per om, hvor lidt jeg stolede på alle de undersøgelser der var lavet om, at man ikke risikerede at barnet trak vejret under vandet, og druknede, var i dette øjeblik overhovedet ikke i tvivl om, at min baby havde det godt. Jeg fik babyen trukket op langs min mave og da barnets hovedet kom oven vande, var jeg simpelthen bare rørt til tårer og så tilfreds som jeg aldrig mindes at have været før. Jeg ved, at jeg udstødte en forfærdelig masse totalt uforståelige suk og lyde, som jeg altid gør, når jeg får en baby. På billederne ser jeg nøjagtig så åndet, og så kælen og tilfreds ud, som en kat der lige har slikket fløde.

Så lod jeg mig bare glide længst væk fra den kant hvor alle mine fødselshjælpere stod, og sad der med min nyfødte på brystet. Kun vores babys hoved og øverste del af skulderne stak op af vandet, men der var øjenkontakt og et meget, meget intenst blik hele tiden. Susanne sad til venstre for mig og hun sagde stille og roligt, at det var almindeligt, at vandfødte børn ikke skreg igennem, men blot lå og trak vejret stille og roligt. Derfor er de også lidt længere om at få en anden kulør end den let blålige. Jeg var helt rolig, for jeg kunne jo tydeligt se og mærke, at vores baby trak vejret. Det var fantastisk …..

”Skal I ikke se efter hvad køn det er?” spurgte Susanne, og jeg lagde beskyttende hånden om ryggen på min nyfødte og sagde, at jeg lige skulle sunde mig lidt, inden vi så efter.

”Det behøves ikke”, sagde faderen, ”det er helt sikkert en pige, Susanne”.

”Hvordan kan du vide det?” spurgte jordemoderen;

”Den feminine fedtfordeling”, svarede Per med kendermine på. Man er vel far til 5 øvrige børn, og han mener hårdnakket, at børn – eller i hvert tilfælde vores børn - er tydeligt forskellige mht. hvor de er tykke og hvor fedtdepoterne sidder på deres nyfødte kroppe. Drenge er brede foroven og har næsten ingen numse og har tyden ben. Pigerne har været runde over det hele, og har haft fedt på både baller og lår fra første færd. Ak ja, piger, sådan er livets goder ulige fordelt, allerede fra starten!

Da jeg forsigtigt vendte vores lille om på siden, måtte vi konstatere, at Per havde helt ret – det var en lille datter, vi havde fået! Nå, ja lille og lille – da hun senere blev vejet, fik vi den noget forfærdende nyhed, at hun vejede ikke mindre end 5,2 kg. Så vidste jeg pludselig godt hvorfor det var, jeg havde den der nye smerte ved mine lårbensknogler, da hun var gledet igennem!

Jeg sad længe i det varme vand med vores datter, og på et tidspunkt undersøgte Susanne, om ikke moderkagen var ved at løsne sig.

– Jamen, så skal jeg da op, var min kommentar. Men Susanne sagde, at hun fra sin tid i Herning, var vant til, at kvinderne også fødte moderkagen i vandet og sådan blev det. Jeg gav et mikroskopisk host og moderkage blev født. En af de risici der var blevet omtalt så meget, mens jeg var gravid og gerne ville føde i Skive, var risikoen for at bløde meget efter fødslen. Som mangegangsfødende er der øget risiko for, at livmoderen har svært ved at trække sig sammen og derved bløder man mere end tilladeligt. Jeg var derfor meget obs på, hvor meget blod der kom. Susanne havde advaret mig, og mindet mig om, at blod blandet med vand, ville virke voldsomt, men at hun naturligvis var meget opmærksom på netop denne risiko. Der var dog intet at frygte. Selv da moderkage var født, blev det blod der uværgeligt kom med, nærmest liggende i en samlet plamage nederst i karret, og jeg kunne lige så fint og roligt stå op og lade mig tørre af. Susanne og assistenten Margit havde ingen hæmninger mht. til at skulle tørre mig godt og grundigt af. Selv under mine bryster løftede de nok så elegant op og tørrede mig!!

Jeg havde tænkt, at det ville være koldt at komme op af vandet, men det føltes lige tilpas. Der var varme lagner og tæpper klar til at svøbe omkring min krop og jeg blev hjulpet ned at ligge med min baby i favnen, og jeg lod lillepigen få sin første tår hos mig. Imens blev mit underliv undersøgt for rifter og skrammer. Jeg var simpelthen i den 7. himmel og syntes, det var overvældende med denne fantastiske vandfødsel. Det var en blid og meget intens måde at have veer på – også selv om jeg ikke nåede at bruge vandet så længe.

Det var meget behageligt med højden på karret. Det passede lige med, at Per sad på en kontorstol uden for karret og kunne have øjenkontakt med mig, der så sad fremadlænet på knæ og med hagen hvilende på kanten af karret mellem Pers hænder.

Størrelsen af karret var også rigtig god. Der var plads til at jeg kunne ligge, sidde eller kravle som jeg ville, og der var lige meget vand over det hele.

Mens jeg blev undersøgt for rifter o.a. fik vi ringet hjem til børnene – der brød ud i vild jubel over at de havde fået en lillesøster. Emma var også glad – især for at vi nåede på fødeklinikken, ”Jeg sagde jo at jeg kunne se det ville gå hurtigt”, sagde hun til Per da han ringede.

Efter undersøgelserne var Susanne knap så tilfreds, og meddelte mig forsigtigt, at hun desværre troede, at min ringmuskel endnu engang var revnet, og at jeg så skulle overføres til Viborg, for at få den syet. Stor var hendes overraskelse, da mit svar bare var, at det var helt i orden og at jeg var klar til at blive pakket sammen og flyttet, bare min baby og hendes far fulgte med, så klarede vi nok også det!  Vi havde jo fået dét der betød mest for os; en rolig, hyggelig og dejlig fødsel af et sundt og velskabt barn!

Susanne var virkelig bekymret, og jeg syntes det var synd for hende, at hun sådan bekymrede sig om noget, der jo bare var en realitet, og jeg var så glad for den fødsel vi havde præsteret sammen, at jeg slet ikke syntes, det var en uoverkommelig opgave at skulle transporteres 28-30 km til Viborg!

Susanne have bedt en anden jordemoder, Helle, om at kigge ind og lige vurdere om ikke det godt nok var en komplet sphinterruptur (sprængt ringmuskel, red. ) jeg havde pådraget mig under fødslen.

Helle var enig med Susanne, og hun foreslog, at hun lige løb et smut ned på gynækologisk afdeling neden under, og fandt en overlæge, som hun vidste mødte nu til morgen. Så ville hun høre ham, om ikke han kunne trylle lidt med nål og tråd oppe på fødeklinikken.

Fint nok med mig – jeg tog ikke den del af oplevelsen særligt alvorligt, men lå og hyggede mig gevaldigt med vores baby og min mand.

Helle kom tilbage i løbet af meget kort tid og meddelte mig, at lægen gerne ville sy, hvis blot jeg kunne holde til at vente i 10-15 minutter – og det kunne jeg da selvfølgelig. Jeg var afslappet, for det føltes godt, at så mange mennesker rundt om os, ville gøre sig sådan en umage for, at vi skulle få en god behandling.

Jeg blev holdt godt varm af tæpper og dyner – blev konstant spurgt om jeg lå godt, om jeg ville have et par puder under armene og lign. I løbet af ingen tid kom lægen glad, smilende og veloplagt ind og hilste på. Han kælede med vores baby, og var et meget positivt bekendtskab. Inden han satte sig til at arbejdet, advarede jeg ham om, at jeg ville bruge mund, men ellers nok skulle samarbejde og holde mig i ro.

Jeg havde prøvet turen før for  4-5 år siden, og huskede med gru, at den læge der dengang forestod reparationen af min ringmuskel, var meget forlegen ved mine verbale udgydelser, og blev meget utilfreds med, at jeg ikke ville i narkose og have syet min ringmuskel.

Ham, der nu skulle lappe på mig, sagde, at hans kone havde et sprog af en anden verden, når hun fødte, og at han sikkert kunne klare mosten og godt forstod, at jeg gerne ville slippe for narkosen, for det bedste var at være vågen og i stand til at være sammen med sin nyfødte.

Det gjorde ondt at blive syet sammen, og jeg gav mig vældigt, men egentlig synes jeg, det gør mere ondt på mine omgivelser end på mig. Margit lånte mig en tommelfinger at klemme godt og grundigt om, og i øvrigt fik jeg denne gang lov til at ligge med min baby hos mig, hvor jeg sidste gang ikke kunne få lov til at have min nyfødte søn på maven, mens lægen syede….

Det betød meget mere, end jeg havde forestillet mig, og alle var indstillet på, at jeg skulle have omsorg midt i det tekniske omkring syningen af ringmusklen.

Omkring klokken 9 var alle færdige og jeg kunne tage mig et kort brusebad og skifte til mit eget tøj. Vi ville gerne hjem og ville derfor ikke have en barselseng på klinikken. I stedet valgte vi at hygge os i det store lune og hyggelige åbne opholdsrum, hvor der var gode ammestole og pusleenheder til babyerne. Vi spiste frokost på klinikken, og derefter kørte vi hjem! Hjemme lå der en sød seddel på spisebordet. Den var fra vores fem børn og deres barnepige. Her stod, at de var gået over til naboen for at få frokost, og vi skulle ringe derover, når vi var kommet hjem med lillesøster…..