Nedenstående beretning om Lauritz's fødsel er en artikel der tidligere har været bragt i foreningen Forældre og Fødsels medlemsblad nr. 2.2003 om fødsler af store børn. Min fortælling er bragt under overskriften;

De fede fødsler …

Jeg er mor til 7 børn, og nummer 8 er nu på vej. De 7 første har vejet mellem 3650 g og op til 5,2 kg. Tre af de 7 har vejet mere end 4500 g. Den mindste, rent vægtmæssigt, var barn nummer 3, der kom med - for os - sølle 3650 g. Den hidtil største var vores barn nummer 6, der brillerede med sine 5,2 kg.

Ingen af mine børns fødsler har været problematiske for mig, hverken smerte-, ve- eller pressemæssigt - og heller ikke følelsesmæssigt - tværtimod. Jeg har ikke haft brug for smertelindring af medicinsk form. Jeg har født i vand, siddende, halvt stående og liggende. Jeg har født på store fødesteder, på fødeklinik og på specialafdelinger og jeg kan ikke sætte fingeren på, at der er udelukkende negativt ved det ene eller andet. Alle vores børns fødsler har været fantastiske og helt unikke, og er noget jeg på ingen måde ville have været foruden. Jeg har følt mig stor, stærk og herligt til mode under og efter fødslerne. For mig handler det ikke så meget om, hvor og under hvilket koncept jeg har født, men langt mere om min egen mentale forberedelse, min fødselshjælper og om hvordan min egen indstilling til lige netop denne fødsel har været. Jeg har født ultrahurtigt - altid, også første gang. Jeg har født efter primær vandafgang nogle af gangene, ved spontane veer de andre og ved igangsætning vhj. punktering af fosterhinderne, hvorefter veerne har indfundet sig af sig selv - og så har jeg fået et kejsersnit! Et planlagt og selvvalgt kejsersnit!

Uhha, det var noget af en indrømmelse at komme med i disse kredse! Jeg har følt mig lidt som "skabs-kejsersnitsbruger" i de sidste 1 ½ år, så det er noget af et spring at komme ud af skabet og fortælle, hvad der fik os til ligefrem at VÆLGE et kejsersnit, da jeg skulle føde 7. gang.

Indirekte skyldes vores valg faktisk, at jeg føder så hurtigt og let og får så store børn. Ja, det lyder bagvendt og lidt skørt, men det er ikke desto mindre sandt. Der sker nemlig det, at ikke alene er mine børn store - har store hovedmål og brede skuldre - men også det at jeg er en superhurtig føder, hvad angår presseveer og bugmuskler, så på bare 1-2-3 presseveer er de brudt igennem, og det holder mit mellemkød ikke helt til - og hvad værre er, så holder min ringmuskel heller ikke altid. Jeg har haft to komplette sphinterrupturer (total overrivning af ringmusklen ved endetarmen), men er begge gange blevet syet flot, har helet flot og har begge gange været forskånet for yderligere men eller gener. Jeg kan både holde på luft og afføring, mine bækkenbundsmuskler er intakte, lige som alt andet i området, så jeg er sluppet nemt og helt unden besvær. Jeg har ingen af gangene kunnet mærke nogen form for smerte, når det sker eller umiddelbart efter fødslen, men sjovt har det ikke været bagefter, og ondt har det gjort at skulle sys, men det er nu vist lige meget, hvor meget eller lidt der skal pilles og sys efter en fødsel, så er det slemt og bare for meget, ikke?!

Når det er gået så godt med de sphinterupturer, og alle andre broderier, så har jeg jo bare takket og glædet mig. Været godt tilpas med at det aldrig har givet anledning til komplikationer eller irritation. I min egenskab af foreningsrådgiver for både det ene og det andet emne, har der af og til gennem de sidste 6-8 år været henvist kvinder, for hvem det har været invaliderende at få en sphinterruptur. Disse kvinder har ikke haft det så let, som jeg har oplevet det. De har haft voldsomme smerter i lange perioder efter fødslen, de har mange psykiske men efter oplevelsen af at skulle sys og for manges vedkommende har det været det, der står tilbage, efter en måske ellers god og rolig fødsel. For dem er det at føde, forbundet med store risici for deres nedre dele og fremtidige velbefindende. Det har virkelig været ubehagelige oplevelser en del kvinder har været igennem, og for mange af dem kommer dette til at præge hele deres liv fremover. Barselsperioden har været meget præget af smerter og en del undersøgelser og problemer. Der er flere af de, der har kontaktet foreningen, der efter en kort tid har fået invalidepension, fordi de simpelthen er reelt vurderet invalide pga. men fra sphinterrupturen. De kan ikke holde på afføringen, og naturligvis heller ikke på tarmluft. Flere har sivende afføringer dagen igennem, og kan ikke foretage sig noget som helst uden stort ubehag. Et sexliv er udelukket, dels har de enten smerter, ubehag og dysfunktioner i underlivet, og dels manglende lyst pga. deres konstante sivende afføringer. Der er endog flere, der efter gentagen forsøg på at reetablere sphinter, må opgive og får så i stedet en stomi (ved et operativt indgreb laves en lille åbning i maven med adgang til tarmen, hvorpå der monteres en pose til opsamling af afføringen, red) for resten af livet - og ikke flere børn, fordi det for dem føles fuldstændig ubetydeligt i forhold til det faktum, at en fødsel har invalideret dem! 

Tragisk og heldigvis ikke hverdagskost - men bare tanken om, hvor meget tabu fx inkontinens er belagt med, får mig til at overveje, hvor mange kvinder, der så egentlig går rundt og har problemer med tarmluft/sivende afføring, uden at søge hjælp eller være åbne for deres nærmeste om problemet!?!

Nå, men alt dette havde sat sig i mine tanker, da jeg var gravid med vores 7. barn for lidt over 2 år siden. Jeg søgte råd her og der, fik lidt at vide et sted og mere et andet. Der var delte meninger om risikoen, jeg løb ved at føde vaginalt efter de to sphinterupturer. Men som altid er der jo forskel i vurderingerne. Det gik lige fra de mest negative til de mest positive forventninger. Alle var dog enige om, at der er en forøget risiko for endnu en sphinterruptur, alene af den grund, at jeg jo, trods min krops gode evne til heling, dog har en del arvæv og det giver sig naturligvis ikke så let som ikke arret væv - og så det faktum at jeg føder store børn!

Jeg forsøgte at komme igennem med et forslag om en igangsat og "for tidlig" fødsel, for at mindste risikoen for et stort barn, da jeg tænkte, at et lille barn nok ville mindske risikoen for en sphinterruptur, men der var ingen, der ville anbefale en sådan igangsætning af umodne forhold. Desuden måtte jeg jo sande, at det ikke udelukkende var et spørgsmål om et par hundrede gram hos mit barn, men lige så meget et spørgsmål om modning af mellemkødet og langsom fødsel og pressefase. Her har jeg gennem årene forsøgt med både gentagne massage af mellemkødet i ugerne op til fødslen, med vandfødsel (ingen effekt, for jeg fødte for hurtigt, så vandet havde ikke "opløst" mit mellemkød!). Den læge der havde syet mig efter vores kæmpedatters fødsel, sagde dengang til mig, at Vorherre godt nok havde udstyret mig med evnen til at føde suverænt godt, men havde glemt at give mig et langt mellemkød, der kunne tåle, at få de der store børn! Han forudsagde dengang, at skulle jeg atter have barn, måtte jeg forvente at gå meget i stykker igen… Dengang havde det været sådan lidt, "Nå ja, lad os nu se… " men som gravid 5 år senere var det mere "Åh, nej…. "

Der var kun et tilbud tilbage, som alternativ til at tage chancen og føde som jeg plejede, og det var tilbudet om planlagt kejsersnit. Uh, hvor jeg vred og vendte mig, og uh, hvor jeg brugte mange, mange tanker på dette. Der var hele tiden noget, der lige skulle vendes og spørges om - jeg kunne simpelthen ikke tage den beslutning! Jeg der rigtig godt kunne lide at føde, som fødte nemt og naturligt. Jeg  som havde det som nogle dejlige oplevelser, jeg kunne blive saglig over at tænke på - selv mange år efter - skulle jeg ligefrem kapitulere og VÆLGE et kejsersnit?

Først nogle få uger før terminen, blev det min gode jordemoder og min rigtig gode mand, der i fællesskab tog beslutningen. Jordemoderen ved at finde kalenderen frem og foreslå datoer uden yderligere kommentarer, og min mand ved at se mig dybt i øjnene, og sige, at han holdt på kejsersnit, for vi havde nu engang en stor familie, der skal fungerer i dagligdagen og han syntes, det var at spille hasard med mit helbred. Desuden mindede han mig om, at vi havde hele 6 dejlige gode fødsler med i erindringen, og derfor var der vist grund til at se lidt mere praktisk på denne omgang! Rigtig mandelogik, tænkte jeg i første omgang, og jeg  pev og pev og kom med alskens underlige bemærkninger om fejloperationer, beretninger om de der døde under operationer, at det ikke var risikofrit, at jeg ikke brød mig om fornemmelsen af manglende kontrol, at jeg ikke kunne lide at være underlagt andres evner og det der var værre. Til slut kom jeg dog frem til at forstå, at han nok mente, hvad han sagde, og vi  vendte tilbage til kalenderen og mulige datoer….

Uanset hvad der skulle ske, og hvor mange der havde forsikret mig om, at de ville have valgt det samme, så var min værste fornemmelse, at dette var så langt fra noget, som jeg havde nogen som helst indflydelse på! Dét bryder jeg mig bare ikke om. Jeg følte mig sat til vægs, sat ude af spillet, totalt magtesløs, og dét er hverken det jeg normalt bryder mig om at være, og ej heller sådan jeg har oplevet at føde førhen. Nok kan veer være skrappe, men man kan handle på dem, man kan øve indflydelse på sit eget velbefindende under en fødsel, man kan vælge at samarbejde og man kan følge med i en naturskabt proces. Sådan ser jeg ikke kejsersnittet – eller måske nærmere; sådan så jeg ikke et kejsersnit.

I dag forstår jeg, at jeg trods det, at det operative indgreb, var uden for min påvirkning, så kunne jeg alligevel gøre en del for fx at samarbejde, at være tro mod mig selv og at handle fornuftsmæssigt.

Rent konkret, ville jeg også kunne påvirke forløbet. Jeg kunne fx være samarbejdsvillig og positiv over for de professionelle, der skulle deltage. Jeg må simpelthen berette om det kejsersnit, det så blev… for, tja, en fødsel er det jo ikke, men det er omgærdet at så megen glæde og så megen succes, at jeg er lige ved at sig…"Og hva´  så?" For da første jeg fik lillemanden klasket op på mit maveskin, var alt det andet bare lige meget…....

Jeg var ikke bange for smerter og fysisk ubehag ved kejsersnittet. Dels er jeg god til at klare smerter og dels ved jeg, at der er gode muligheder for smertelindring efter operationer. Jeg ville kunne udholde de smerter og udholde de fysiske gener, der ville være i forhold til selve kejsersnittet. Derfor havde jeg bl.a. brugt lidt tid på at forestille mig smerterne i forbindelse med fx bedøvelsen, moslen i mit underliv, når lægen skulle have fat i barnet (noget næsten  alle der har fået kejsersnit, har berettet om med megen følelse og slet skjult ubehag!), smerter efter sammensyningen, smerter i forbindelse med at have barnet liggende hos mig, smerter i forbindelse med amning, i forbindelse med at løfte og gå omkring osv. osv.

Alt dette havde jeg nøje gennemtænkt, og til dels visualiseret mig gennem, og i den grad forholdt mig nøgternt til. Alt dette skulle senere vise sig, at for mig, havde det været en rigtig god forberedelse!

Første skridt var at skulle stå selve rygmarvsbedøvelsen igennem! Jeg havde besluttet, at uanset, hvor ondt, jeg mente det gjorde, så skulle dét ikke få mig til at sidde/ligge uroligt eller hyle uhæmmet - det var jo en fødsel dette her - noget glædeligt og noget godt! En uge før havde jeg i TV set en 25-årig kvinde få lagt en rygmarvsbedøvelse, og hun skreg og råbte og peb gennem hele seancen. Dét havde ikke skræmt mig, men derimod gjort mig endnu mere bevidst om, at dette var noget jeg skulle – og kunne – stå igennem, uden alt for meget hyleri… Dette ville være mine veer – og dem plejer jeg aldrig at hyle over, men derimod være rigtig god til at takle, og samarbejde med, så dette ville jeg overføre til kejsersnittet.

Som sagt så gjort. Lægen der skulle bedøve, var behagelig og kontant. Han bad mig sidde foroverbøjet og krumme mig så meget sammen som muligt, over min store mave. Jeg bad Per stå foran mig, så jeg kunne læne hovedet ind mod hans brystkasse, og på den måde sikre, at jeg sad stille og stabilt. Lægen følte efter, hvor han ville stikke og sprittede området af.

Da lægen endelig sagde, at nu ville han stikke, forsøgte jeg at slappe af og ventede på, at der ville komme en smerte – og så var det simpelthen ingenting! Det gjorde ikke nævneværdigt ondt, men pludselig gav mit venstre ben et fuldstændig umotiveret spark op i luften. Jeg blev temmelig forskrækket, og undskyldte mange gange over for lægen. Jeg bedyrede, at det ikke var med vilje, og at det ikke var fordi det havde generet mig at blive stukket. Lægen beroligede mig med, at det var en ren refleksbevægelse, og det fortalte bare at bedøvelsen var lagt helt rigtigt. Det kaldes for et ”Epi - eller spinal-spjæt” !

Så blev jeg lagt ned - fik god hjælp til at ligge behageligt. Mine tænder klaprede af nervøsitet, og der var mange mennesker omkring mig. Per sad lige til venstre for mit hoved, og det gav en smule tryghed midt i alt det ukendte.

Jeg var godtnok nervøs og som altid når det hele bliver for meget for mig, snakkede jeg i et væk. Alle var søde, præsenterede sig og var positive, trods min meget tydelige nervøsitet.

Der blev sat elektroder på overalt, den ene arm blev spændt fast og heri sad et drop. På højre pegefinger satte man en klemme fast, der målte ilten i mit blod. Jeg fik ilt i en skumgummiefidus i næsen osv. En  grøn afskærmning blev sat op lige under mit bryst, og jeg blev hele tiden spurgt , om jeg kunne mærke bedøvelsen. Først syntes jeg ikke rigtig, der var noget at mærke, men pludselig fik jeg den dér snurrende og varme fornemmelse, som når jeg drikker spiritus og er lige ved at være fuld. Det sagde jeg højt, og Pers eneste kommentar var; "Jamen , dét kan du da umuligt huske, for det er mere end 15 år siden, du sidst var beruset!"

Jeg blev spurgt, om jeg kunne mærke, at de rørte ved mig og da jeg svarede "Ja, sagtens" fortalte Per, at det kunne jeg nu nok ikke rigtig, for de stod faktisk og nev mig alt, hvad de kunne i mine lår og i mit maveskin!

Vores jordemoder stod af og til og sendte mig sine små ihærdige øjensmil, gennem sit operationsgrønne indpakkede ansigt, og dét var meget beroligende.

Bedøvelsen var lagt klokken 9.30 og i løbet af de næste 10 minutter skete hele forløsningen!

Lægen stak hovedet frem over afskærmningen og sagde, at nu var de i gang, og jeg tog et par dybe indåndinger og bad Per snakke om et eller andet - ligegyldigt hvad! Da han - sikkert pga. sin egen nervøsitet - var lidt tid om at komme i gang, satte den søde narkosesygeplejerske ved min højre side i gang med at fortælle om sin nyerhvervelse - en lille skottehund, hun havde fået i stedet for et barn, for hun mente ikke, at hun kunne klare at opdrage et barn! Hun fortalte, hvor meget den allerede havde ødelagt i hjemmet osv.

Det hjalp mig meget at rette min opmærksomhed mod noget helt andet end det forestående.

Jeg havde ingen fornemmelse af, hvad der foregik bag afskærmningen, men da jeg hørte, at der blev tændt for et sug vidste jeg, fra én af de trofaste kejsersnitsveninder jeg havde belemret, inden jeg valgte kejsersnittet, at det betød, at de var ved at nå frem til livmoderen, og at der snart ville blive suget fostervand op med dette sug!

Jeg mærkede en ganske let skrumle i min underdel - ikke spor ubehagelig eller træls, men bare en let durven og gyngende fornemmelse, og da jeg spurgte, om dette var det, alle havde fortalt så drabeligt om, nåede jeg slet ikke at få et svar,  for pludselig lød et babygrynt, skrig og rasende gråd. Lægen sagde "Jamen, så vent da lige, til jeg har ordentlig fat i dig, din lille røver!" - og så var jeg simpelthen solgt!!!!

Jeg følte en øjeblikkelig glæde og stor, stor lettelse og var rørt til tåre og vildt glad. Vores jordemoder kom nærmest flyvende forbi afskærmningen, mens hun med høj, høj røst bekendtgjorde, at "Her komme han så..." Jeg havde hele graviditeten holdt på, at det var en dreng! Hendes øjne så, så glade ud, der bag masken, og jeg så min nuttede, fedtede og særdeles kønne søn lige i øjnene - det jeg nu kunne for alle mine tårer. Min frie arm, fik jeg vristet op og lagde en hånd om hovedet på sønnen, og jordemoderen smilede igen, det der øjensmil, og sagde med høj stemme, at hun altså var nødt til lige at låne ham et sekund…. Hun snakkede højt, mens hun skyndsomt bragte lillemanden de 2½ meter hen på undersøgelsesbordet. Hun småsnakkede hele tiden, og Per havde rejst sig og stod sammen med hende og vores nyfødte søn. Jeg kunne se derover ved at dreje hovedet helt til venstre. Per tog et par lynfotos, og i løbet af bare et par ganske få sekunder, blev vores lille og nøgne søn, lagt på min brystkasse og jeg kunne nusse, snuse og hygge mig med det lille våde, fedtede og varme ansigt. Han græd ikke, men åbne øjnene kunne han overhovedet ikke, pga. den fedt bræmme han havde hen over øjnene.

Jeg kvidrede i et væk - aner ikke hvad jeg sagde, men var bare himmelråbende lettet og GLAD! Per havde sit  bløde smil på og gav mig kys og klemte min arm, så meget han nu kunne, for alle de forskellige remedier der var omkring os. Jeg sagde til hele stuens forundring, at nu var dette da bare en ren skovtur! Væk var al nervøsiteten og al min angst - det hele var lige meget nu! Vi havde fået et pragteksemplar af en herlig baby!

Det var tungt at have ham liggende, Per sad og holdt om ham, for min ene arm var fastspændt og besat med alverdens dingenoter. Åh, jeg var saglig og totalt ligeglad med, hvad der skete med mig i den anden ende. Lægen kiggede over afskærmningen og sagde frækt, at det da godt nok var et pragteksemplar, hun der havde hevet i land til os!! Hun og jeg havde haft vores kontroverser i forbindelse med en af rutineundersøgelserne i midten af min graviditet, men nu stod hun der og var bare helt neutral, men tydeligvis også tilpas med vores glæde. Mange ukendte stak deres maskeklædet ansigter ned til os, og ønskede tillykke, og vi sagde henført - og lidt ligeglade - tak. Jeg var høj, følte mig let om hjertet og bare total smadret følelsesmæssigt – sådan lidt delt i krop og ånd, men ikke ubehageligt. Vores jordemoder havde taget vores kamera og tog en masse billeder – hendes sterile tid på operationsstuen var ovre, for nu var barnet jo forløst!

Alt var hygge og saglig ro – synes jeg at fornemme. Der var ikke den hektiske aktivitet, der herskede i starten  - før fødslen – nu havde de styr på alt og barnet var ude. Kom i tanke om én af mine bekymringer før fødslen - at man ville steriliseret mig, når nu man var der inde - så jeg sagde meget højt, at nu skulle de godt nok huske, at jeg IKKE skulle steriliseres. Det udløste megen grin og snak, samt en forsikring om, at de ikke rørte den del af mig! Jeg følte mig helt flov over, at jeg kunne tro, de sådan kunne finde på at tvangssterilisere patienterne!

Pludselig mærkede jeg en ganske lille smule kvalme. Jeg pippede forsigtigt om det, og staks stak den søde sygeplejerske en vatrulle vædet i vand hen til min mund, og bad mig sutte på den – jeg var lidt desorienteret, men gjorde som hun sagde, og det havde forbavsende nok en utrolig virkning. Kvalmen forsvandt øjeblikkeligt, og da jeg takkede, smilede hun og sagde, at det jo altså var dét hun var der for!

Nu begyndte jeg at fornemme, at man var ved at være færdige med at sy mig sammen. Ikke pga. smerter eller lign. men fordi der blev en vis uro omkring mit understel og der blev lagt an til, at afskærmningen foran brystet skulle fjernes. Jeg var færdigsyet og skulle flyttes til en seng. Det var en vildt underlig fornemmelse at kunne se sine lår og ben blive løftet op i luften, mens de gav mig undertøj på, og samtidig kunne jeg overhovedet ikke mærke dem. Per havde fået lille Lauritz – han var bare puttet nøgen og fedtet i en dyne, så vi kunne nyde synet af ham og alle hans fedtdeller og den bløde nyfødte hud. Jeg blev flyttet på – følte mig ny og frisk, men også lidt som en elefant eller en flodhest. En sygeplejerske stoppede mine forsøg på selv at hjælpe til, for jeg havde jo ingen følesans i mine lemmer, og var derfor ved at rive både kateterslange og andet ud, i min trang til at hjælpe.

Da jeg var tilbage i sengen, stod vores jordemoder ved siden af mig. Hun begyndte pludselig at knappe min sygehusskjorte helt op, og jeg var straks med på, hvad hun ville, så jeg flåede den op! En tilkaldt portør, der skulle trille os på opvågningen, trådte til og sagde himmelfaldent, men også ganske omsorgsfuldt, at vi hellere måtte pakke lidt sammen, for nu skulle vi jo ud at køre i det virkelige liv, men jeg viftede ham væk, og vores jordemoder tog Lauritz fra Pers arme og sagde til portøren;  ”Næh, for her skal  baby ligge”! – og fra da af kunne de have sagt, gjort eller kørt mig hvorhen de ville, jeg var simpelthen helt væk i min baby – total euforisk og henført. Dette var himmelråbende lykke, det var fantastisk - det var præcis som de første minutter, når de andre børn lige var blevet født, og hevet i land på min mave. Glemt var alt om operationsstuen. Glemt og udelukket var, at jeg var bedøvet fra brystet og ned, at jeg måske inden længe ville få smerter i operationssåret, at jeg ville få svært ved at bevæge mig – glemt var alt andet end bare mig og min  baby! Alt det, der er helt udefinerbart, men vist i daglig kold tale kaldes; båndene mellem mor og barn blev simpelthen knyttet lige dér, med min fedtede baby tungt hvilende på mit bryst, midt i en døråbning mellem gangen og operationsstuen, med en masse mennesker omkring os. Jeg kunne ikke noget som helst andet en bare være, mærke, snuse, føle …….

Det lyder vist både sentimentalt og lidt overstadigt, når det sådan kommer på papir, men det er svært at beskrive nøgternt og ligetil uden brug af store ord - for det var bare STORT. Det havde i de minutter været det hele værd. Disse måske bare få minutters total overgivelse og opslugthed, var bare alt besværet og al min nervøsitet værd , og kan ikke måle sig med noget som helst andet end det, dét er – fødslen af vores barn!

Nu, set i bagklogskabens klare og afslørende lys, kan jeg da godt give mine overvejelser videre, og jeg kan da have min tvivl om, at dette med at få smidt den nyfødte op på en nyopereret mave, vil være det rigtige for alle kvinder, der har født ved kejsersnit. Jeg kender også dem, der ikke brød sig om af få baby på maven, dem der havde ondt – både efter vaginale fødsler og efter kejsersnitsfødsler, og dem for hvem det vigtigste ikke var dette første møde hud mod hud med deres nyfødte. Men jeg er simpelthen vores jordemoder dybt, dybt taknemlig for, at hun lige vidste og fornemmede, hvad der ville bekomme mig – og dermed også min baby - og i sidste ende også min mand! – i dette øjeblik. At min jordemoder i dén grad havde fornemmelse for, hvem jeg er, og hvad der vil få betydning for mig. Det er fantastisk egenskab af besidde som jordemoder, og det kan ikke siges nok, at det er den der med at møde kvinden, der hvor hun er – fordomsfrit, fleksibelt og opfindsomt!

Vi  blev transporteret over til – ikke opvågningen som ellers efter et kejsersnit - men til fødegangen og ind på en lys og solbeskinnede fødestue. Det var simpelthen så suverænt og dejligt.

Stemningen var høj og fuld af lykønskninger. Der var ægte og professionel omsorg for både mor, far og baby. Der var ro, stilhed, sollys og få men glade ansigter. Vi fik kaffebord med mad, flag og friske puder i ryggen og ekstra tæpper til sønnen. Ingen kom og påstod, at han skulle væk fra mors mave. Jeg var ganske vist stadig tilkoblet alle mulige og umulige dingenoter, der måler det ene og det andet, men der var INGEN, der virkede, som om de syntes, det var besværligt. Alt var perfekt og jeg var på nippet til at blive helt skør af alt den lykkerus! Det værste jeg kan komme i tanke om i denne forbindelse, er den irriterende skumgummifidus med ilt, man har i næsen, men det er vist nede i småtingsafdelingen!

Vi fik telefonen ind, og de første vi ringede til, var naturligvis vores børn. Per sagde goddag til vores søn på 10 år, Niels, og sagde så; ”Øh, I har fået en lillebror…”, ”Hva´? ” sagde vores ældste søn, og da Per gentog nyheden, smed Niels røret og løb råbende rundt i stuen og hidkaldte alle de andre, og der blev en værre råben og skrigen i stuen.

Dér tog vi virkelig fusen på vores andre børn… De var, som vi, LYKKELIGE og euforiske – dét var tydeligt. Klokken var 10.25 og det var ikke mere end 45 minutter siden vores lille babydreng var født. Jeg var rørt til tårer under telefonsamtalen, og da vi ringede af, var vi  begge meget lettede.

Det var sin sag at ”lyve” for vore andre børn, men vores egen nervøsitet skulle bare ikke forplante sig til de store søskende, så de havde fået at vide, at det var en normal rutine undersøgelse, jeg var kørt ind til tidligt om morgenen. Dejligt, at de blev SÅ glade i telefonen. Niels ville straks cykle op til Rikke, der var på arbejde, og fortælle hende den glade nyhed!

Jeg syntes, det var underligt, at jeg havde det SÅ godt og var så frisk, men efter en kort pause i opringningerne, og mellem et par ostemadder (jeg grov-åd, for jeg var ekstremt sulten), bestemte jeg mig for at skyde forundringen væk, og så i stedet nyde hvert eneste minut, der bare var behageligt og godt.

Lægen der havde ”fisket” vores søn ud, kom ind på fødestuen og spurgte til mit velbefindende. Hun spurgte et par gange, om ikke jeg begyndte at kunne mærke smerter. Det kunne jeg ikke, og mine ben var også stadig totalt følelsesløse.

Et par minutter efter hun var gået, kom der atter en jordemoder og tjekkede alle apparaterne. Hun spurgte også efter smerterne, jeg havde ikke nogen føling i maveregionen og derfor heller ingen smerter. Så holdt hun det foredrag , jeg efterhånden havde hørt et par gange, om at tage smerter i opløbet… og et par minutter efter syntes jeg, at jeg måske kunne mærke noget. Ikke egentlig smerte, men bare…. tja – en forandring af fornemmelsen i underlivet! Jeg tænkte, at jeg så hellere måtte sige noget om det, og fik straks noget morfin i dropnålen og så var det hele OK igen.

Vi fik ringet til et par andre i familien og vennekredsen og fortalte nyheden. Det var dejligt, sådan at kunne bringe gode, glade opringninger til vore venner.

Der blev tid til den første laaaange ammetår, der blev fotograferet og nusset og hygget. Jeg sad helt op og nød at være helt smertefri. Den let genkendelige døsende fornemmelse efter en veloverstået fødsel, begyndte at indfinde sig, hver gang vores nyfødte virkelig satte suget på og diede godt igennem. Det var en stor og dyb glæde, vi sad midt i disse timer på fødestuen.

Da sønnen blev vejet, fik vi noget af en overraskelse - bare 3700 g! Han var om morgenen blevet skudt til at veje 4500 g og umiddelbart tænkte jeg, at det var godt, jeg ikke havde vidst det, for så havde jeg nok i min nervøsitet tænkt, at det vel gik an at føde ham selv, når han var så bette. Jordemoderen sagde dog, nok så rigtigt, at han jo var bragt ud før tid - hele 2½  næsten 3 uger før terminen, så var jeg gået en - to uger over terminen, som jeg plejer, var han såmænd også nok blevet et af de helt store børn. Nu så han bare stor og lettere fedladen ud - og fødslen var overstået!

Efterfølgende skulle jeg jo på barselsgangen - det var en del børn siden, jeg havde prøvet at ligge der, de sidste mange fødsler var jeg taget hjem et par timer efter fødslen, men også dette blev en langt bedre oplevelse end frygtet. Det var slemt ikke at kunne være 100% sammen med familien, og det er ikke mig at ligge på sygehuset, men hvad angår smerter og ubehag, så var der intet. Jeg havde end ikke ondt, da jeg om aftenen skulle op første gang. Det var en af de ting jeg ellers havde rustet mig til at skulle klare, smerterne ved at skulle op at gå efter operationen. Og så var der ingen!! Heller ikke det at amme voldte problemer i forhold til operationssåret. Det var ren luksus, og de har virkelig fundet den rette cocktail af smertelindrende medicin på Viborg sygehus, for jeg oplevede ikke en eneste dag med smerter af nogen art. Min ben var voldsomt hævede, det var den værste gener jeg fik!

Et døgn efter fødslen havde jeg mit eget tøj på, og jeg havde ikke en eneste gang brug for hjælp til min søn. Efter tre dage bad jeg om at komme hjem. Men jeg havde også en mand i huset, der ville være hjemme i hele 6 uger og som forestod alt det praktiske, så det var nemt at komme hjem og være på barsel. Det er den eneste forskel, der har været på at føde vaginalt og ved kejsersnittet: Jeg har ikke kunnet deltage i alt det - kedelige - praktiske i hjemmet, i flere uger efter fødslen. Jeg har ikke selv måttet løfte barnevognen ind og ud af bilen osv.

Jeg er ikke stolt af at have valgt kejsersnit, og det bliver jeg nok aldrig helt inden i, men jeg er ikke mere ked af det end, at jeg tager turen igen - lige om lidt… men nummer 8, her i starten af foråret.

Og jeg er heller ikke mere ked af det, end at jeg kan sige til de der evt. overvejer kejsersnit, af den ene eller anden fysiske grund - gør det. Tag det som en mand, frue! Det er, lige så lidt som de hårdeste veer under fødslen og den gyngende grund man er på der, en skovtur. Det er en forløsning og i tilgift en operation, men det er bare det hele værd - præcis som vaginale fødsler.

Hvis jeg skal sige noget til de kvinder der begræder, at de aldrig har født vaginalt, men har fået lavet et, to eller tre kejsersnit, kan det kun blive - jamen, i bund og grund er der ingen forskel, og slet ikke i følelserne for den lille skabning der er kommet ud. Men det ved jeg godt ikke batter, for jeg har jo oplevelserne fra de mange almindelige og vaginale fødsler at tænke på, så det er mit held! Faktisk bør man måske nære lidt mere respekt for de, der har gennemgået et kejsersnit, end alle os andre der bare har ladet naturen arbejde med veer og pressearbejde….

Det er fedt at føde, uanset hvilken metode der tages i brug. Der er så mange, der mener, man kommer med i en eller anden kvindeloge ved at stå en naturlig fødsel igennem. Det mener jeg ikke. Det er dejligt at føde og det er som regel det hele værd, men et logemedlemsskab, tror jeg ikke er en del af det.

Vi er alle forskellige, og har alle forskellige valg at træffe. Vi har hver vores styrke som kvinde, og hver vores ømme punkt, men kvinde eller mere mor bliver man ikke ved at føde naturligt. Kvinde bliver man af at blive set  af sin elskede, mor bliver man ved at føle kærlig omsorg og ved at være parat til at tilsidesætte egne behov, til fordel for et barn.