Optakten...den svære og langsommelig - og nærmest uudholdelige!

Efter en noget ”rodet” graviditet, der i første omgang var antaget at være en meget tidlig overgangsalder, som så siden hen viste sig at være en meget fremskreden uopdaget graviditet, så det i begyndelsen af november ud til, at denne forlængede og svangeskabsforgiftede, langtrukne og tunge graviditet endelig snart skulle finde sin afslutning! I et planlagt kejsersnit – kalendersat til at foregå midt i november.

Der var masser af falske optræk i den første uge af november. Jeg skulle hver anden dag til en eller anden form for kontrol, da jeg var medicineret pga. belastet lever og svangerskabsforgiftning. To aftner troede vi, at NU blev det da vist til så mange seje og vedholdende veer, at vi nok blev nødt til at tage kontakt med sygehuset… men efter fire-fem timer ebbede veerne ud - og der blev helt ro i maven igen. Hm, vi kendte til de der mange ”falske” optræk fra nogle af de tidligere fødsler – men denne gang var det jo ikke sådan, at der skulle veer til – for jeg skulle jo have kejsersnit og måtte ikke få veer…

Slimproppen gik - sammen med lidt fostervand – måske bare den yderste hinde? - onsdag den 9. november. Efter en god snak med en jordemoder over telefonen enedes vi om, at jeg skulle tage præmedicinen, som jeg ellers skulle have taget om to dage, hvor det planlagte kejsersnit jo skulle have fundet sted, og så skulle vi stille og roligt sende børn i skole og så ellers komme derind, så hurtigt vi nu kunne. Så vi mødte op, som foreskrevet og aftalt, til et hurtigt næsten-planlagt-kejsersnit – og fik en lang næse, da der var jordemoderskifte og denne nye jordemoder ville se ”fremgang” - som hun kaldte det - før hun varskoede til en ændring af det planlagte kejsersnit om to døgn og i stedet lavede det om til at være et næsten-planlagt i dag!!

FREMGANG? – vi var målløse – i min vandrejorunal stod der TYDELIGT, at jeg netop IKKE måtte få veer eller være på vej i fødsel, men skulle komme akut hvis noget tydede på, at det var nu, det var NU! 

Og den jordemoder, jeg havde ringet og snakket med klokken ”tidligt” samme morgen, havde sagt, at jeg skulle gøre mig klar til kejsersnit med det samme – og så stod vi parat her…. og så ville den nye jordemoder se ”fremgang”!!!!!

Men veerne kom og gik og var på ingen måde heftige – bare konstante, når jeg ellers holdt mig i ro. Da jeg ”kun” var 3 cm. åben, var jeg teknisk set ikke i fødsel – som jordemoderen udtrykte det! Se, dét vidste jeg jo godt – HVIS altså jeg skulle have født selv, og skulle jeg det, var vi heller aldrig mødt op derinde på dette tidlige stadie af fødslen, men nu forholdt det sig jo altså sådan, at jeg jo netop IKKE måtte gå i fødsel og vandet var sevet – ganske vist ganske lidt, og der var samtidig voldsom blødning! Alt sammen tegn på, at fødselen var på vej – og ikke at der var ”god tid” til at afvente ”operation planlagt kejsersnit”!

Jeg havde igennem to uger dagligt skulle tjekke mit blodtryk mange, mange gange, jeg var fyldt af medicin for svangerskabsforgiftning, leverpåvirkning og lign. og ”indlagt” til aflastning i hjemmet. Hver anden dag kom jeg til tjek og scanning på sygehuset og måtte ikke trættes eller blive alt for aktiv – og så mente denne jordemoder, at jeg bare skulle gå med al den uro, småveer og tydelige tegn på at fødslen var i anmarch – vi forstod simpelthen ikke, hvorfor jeg skulle trættes og stresses med disse mange timers aktive veer? Hvorfor skulle vi afvente fremgang til noget, jeg alligevel ikke måtte gennemføre?

Jeg havde en del erfaring i netop min krops måde at føde på – den var hurtig og effektiv fra 0 til 100 på ingen tid, og når først jeg var i overgangsfasen, så fødte jeg i løbet af nul komma fem.

Ingen af vores fødsler havde tidligere taget mere end maximalt 5½ time fra første ve, og til vi havde et barn. Og med 6 vaginale fødsler og to tidligere kejsersnit bag os, så havde vi en pæn statistik for os selv. Gennemsnitstiden for vores fødsler var på mindre end 3 timer fra start, til vi sad med baby ude… flere gange har jeg set en jordemoder mindre end 35 minutter ved fødslen, og jeg har ikke haft behov for hverken smertelindring eller råbt og skreget af manden min!  Alt i alt var vores erfaringer med fødsler kun gode og dejlige, og derfor syntes jeg, det var aldeles uhørt at blive behandlet, som om jeg var en hysterisk og pivset fødende, der ville ha det overstået – her var en rigtig god grund til, at vi kom…..og hermed så vi ingen grund til at afvente FREMGANG overhovedet! 

Vi gik en lang tur – fik købt et par julegaver og lidt fødselsdags halløj til Agnes, der fyldte år om lørdagen – og ellers kontaktede vi jdm. igen, for at høre hvad hendes plan var med os! Vi endte derinde hen over middag, hvor jeg var ekstremt sulten, fordi jeg jo intet spiste, hvis nu der pludselig skulle laves kejsersnit, og jeg var træt og frøs og var i det hele taget led og ked af det hele. Bad om at snakke med en læge ,og da hun kom, kunne vi høre jordemoderen stoppe hende uden for døren og fortælle hende sin mening om denne ”fødende”, der sad derinde på ventestuen…og så kunne vi ellers ryste hånd med en stærkt forkølet og meget snottet kvindelig læge, der end ikke så os i øjnene eller præsenterede sig, men bare sagde; Hvordan synes du så, det går Susanne?? Ej, min tålmodighed var brugt op, og jeg rasede og berettede om, at vi simpelthen ikke kunne se ideen i, at jeg skulle fortsætte med at ha veer, så snart jeg satte mig ned, når alle alligevel vidste, at det skulle ende med et kejsersnit! Hun glippede med de snotplagede øjne bag brillerne og sagde ”Jamen, hvorfor skulle det dog ende med et kejsersnit”?   Aaaarrrggghh… – konen vidste end ikke, at der VAR planlagt kejsersnit – hun troede, jeg kom, fordi jeg havde plukveer og ikke turde føde!!!!

Jeg gav op, blev skingrende vred og sagde, at NU tog vi hjem – for jeg ville sove og ha noget mad og hjem til mig selv og mine egne rolige og nænsomme omgivelser.

Per kendte mig heldivis nok til at vide at det var en god ide og ganske ”gennemtænkt” selv om den blve spyet ud med ildrøst! Hjemme sov jeg mig igennem hele resten af eftermiddagen og aftenen – sov tungt og følte mig inderligt ked af det!

Lyspunktet var dog, at veerne var få og uden spor regelmæssighed over sig. Og maden smagte vidunderligt, vores børn var dejlige og ultra søde og kærlige mod mig, og Per og jeg fandt en god film sent om aftenen, og krøb sammen i sofaen og nød at være i ro…..

Natten tilbragte jeg med lidt ”oppegang” – et bad og en rolig yogaøvelse for at få ro på mig og de atter tiltagende, regelmæssige veer….og da næste dag begyndte, var det med nøjagtig lige så meget tiltagende vearbejde, som dagen før og med uro i kroppen og en masse uro i hovedet, fordi vi hele tiden var i alarmberedskab.

Per ville på sygehuset igen – meeen nu var jeg stikken…NIX BIXEN om jeg ville tage derind igen – jeg hadede dem, sagde jeg! Barnligt og dumt, men ikke desto mindre sandt! Vildt og inderligt vred er jeg stadig over den forrige dags behandling – og stikken blev jeg – men det skal jeg undlade at underholde mere med!

I stedet kan jeg berette, at natten til fredag, hvor der VAR planlagt kejsersnit, da måtte jeg om natten op klokken 3, for ellers fortsatte mine veer… og i nattens mulm og mørke fik jeg ordnet en hel masse små ting, som jeg var bagud med. For når jeg gik rundt og var i gang, var der vepause – men så snart jeg satte mig igen, så tog det til med fuld styrke – ikke noget der overhovedet kunne kaldes plukveer…

Men jeg fik en masse fra hånden der i nattemørket! En masse mails fik jeg sendt af sted, ned at sidde og skrive én mail og så op at gå rundt igen, efter et kvarterstid satte jeg mig igen og fik sendt endnu én, og så op at gå igen og hen og rydde lidt op i en skuffe mens jeg gik og trippede lidt, så ind og hente et par ting jeg manglede, stå op og sy en knap i her og brodere og hæfte en ende et andet sted, et fint barnevognstæppe fik hæklet en flot kant, mens jeg gik rundt – jeg fik parret et par hundrede sokker fra vores sokkespand og fik lagt en stor bunke vasketøj sammen og på plads. Jeg fik ryddet op i musikreolen og hørte et par cd’er, jeg havde glemt, vi havde, og da klokken blev hen ad 6, tog jeg den præmedicin og to glas saft som aftalt mhp. kejsersnittet – forventede ikke, at de der veer fortsatte – og jeg havde sandelig ikke tænkt mig at komme før aftalt – ”når nu de var så dumme derinde” – ak ja, barnlig til det sidste!

Jeg fik alle børn op af deres søde søvn – kun de to ældste vidste, at der var dømt babyfødsel dén dag – og de to små sov sødeligt endnu - de øvrige blev sendt i af sted til skole med bussen, og klokken 06.55 kunne jeg tage det foreskrevne bad og vaske min navle – uh, det er så frygtelig vigtigt med en ren navle, at det står beskrevet indgående i de papirer og vejledninger, man får før en operation! – og det varme vand fik sørme sat gang i min afslapning, så jeg tog nogle gode veer, dér under bruseren.

Per, der stod og barberede sig, kiggede en del på mit pusteri og spurgte til nattens vandring – om det var, fordi jeg havde haft veer i nat, eller fordi jeg var nervøs og ked af det før kejsersnittet? Jeg svarede lidt henholdende og fik tørret mit voldsomme korpus, fik klædt mig på og gjort mig så lækker, som mulig, for det er jo en stor dag sådan en fødselsdag! -  og 20 minutter senere kyssede vi de to ældste og de to yngste farvel og kørte 17 km til Viborg Sygehus.

Jeg tog 5-7 gode veer undervejs – for i bilen skulle jeg jo sidde stille, og jeg forsøgte at virke helt afslappet og aldeles normal mellem veerne – det, synes jeg selv, lykkedes mig ret godt!!

Vel ankommet startede alt det forberedende med støttestrømper, sygehustøj og informationer og jeg ved ikke hvad. Vi fik klædt om, både Per og jeg – og så kunne vi bare vente på at blive hentet af en portør…

Det ville nok blive lidt over middagstid, hvis ikke der skete noget undervejs, som fik rykket de planlagte operationer for denne dag! … jeg havde sagt til sygeplejersken, der modtog os og lavede alt det forberedende, at jeg havde haft veer om natten – og også nu – og hun svarede høfligt, at så var det da godt, det var i dag, at jeg stod til planlagt kejsersnit – hun troede mig ganske enkelt ikke, det var helt tydeligt!

Hun forlod os, og jeg lå kortvarigt i sengen men måtte så op og gå rundt, for veerne kom alt for tæt, når jeg lå og slappede af! Nu var klokken 8.45, og jeg gik lidt rundt og tog veerne stående, pustede bare godt med og lod så som ingenting efter en overstået ve. Efter et kvarter spurgte Per, om ikke han lige skulle hente en jordemoder, men næh nej, jeg skulle sandelig ikke belemre dem med mine småveer….

Jeg fortsatte med at snakke om alt mellem himmel og jord – spurgte til noget fra Pers arbejde og ferie mm., og jeg synes faktisk, jeg var god til at koncentrere mig om andet end mine veer – ondt gjorde veerne ikke rigtig - men det har jeg heller ikke syntes førhen, når jeg har født.

Så skulle jeg tisse et par gange i træk- og kort efter - ved 9.25 tiden fik jeg to veer, hvor jeg godt selv kunne mærke, at min underlæbe dirrede ret kraftigt – og sådan plejer jeg at gøre, når det er ved at være op over…...

Per så det også, og han har jo også erfaring fra de foregående 6 fødsler, så nu sagde han ikke andet, end at han altså hentede den jordemoder. 2 minutter gik, og så kom han tilbage i skarpt trav og med en dejlig jordemoder i hælene. Hende kendte jeg fra den uge, jeg havde været indlagt på svangreafdelingen, og hun så lidt på mig og spurgte så, om ikke jeg synes, hun lige skulle undersøge mig, for hun syntes, det så effektivt ud med den ve, hun lige så mig have.

Jeg godtog hendes forslag, og mens hun undersøgte mig, skiftede hendes ansigtsudtryk fra meget sødt og glad til meget alvorligt!

”Øhhh, du bliver bare liggende HELT stille nu, for du er mindst 8 cm åben og har en hindeblære ,der er så spændt, at hvis du kravler ned af sengen, så går vandet – jeg henter liiige en portør!” - og væk var hun, og hold da op hvor fik jeg veer nu – de kom væltende ind over mig, mine tænder klaprede, og mindre end 1½ minut senere løb de hen ad gangen, med mig liggende i sengen, Per småløbende ved mit hovedgærde, en sygeplejerske ved siden af, og jordemoderen og to sygeplejerske efter. Hu hej, hvor det gik tjep ned med elevatoren, hen ad gangen og ind på fødegangen. Her kom to andre jordemødre, kiggede på mine ve-vejrtrækninger og gik så straks i gang med at lægge kateder og gav mig en stor sprøjte med noget, der ville kunne stoppe veerne for en tid, og på mindre end fem minutter blev lægen og alt andet personale kaldt sammen, og jeg blev hastigt rullet ind på en meget lille operationsstue på selve fødegangen, for der var ikke tid eller plads til at flytte mig over på operationsgangen – og så fik jeg ellers oplevet, hvordan det går til ved et akut kejsersnit – og dét er da noget ganske andet, end når det er planlagt!!!

Helt vildt mange mennesker rev og flåede i mig fra alle sider, noget, der føltes som hen ved 20 personer, blev ved med at stikke hovedet helt hen til mig og præsentere sig, fortælle mig om alt dét, de hver især skulle foretage sig og gøre, og hvorfor de var med…. 

Det var helt sikkert venligt ment, men til sidst sagde en omsorgsfuld og rigtig nærværende narkosesygeplejerske højt ud i rummet, at hun kunne se på mig, at jeg var ganske ligeglad med alle deres navne, og langt hellere ville bruge min opmærksomhed på at have kontakt med min mand, så de skulle stoppe al deres præsentation! Whauu – hun var sej og rigtig god til at fornemme, hvad der gik for sig – og det skulle vise sig, at hun flere gange gennem dette kejsersnit simpelthen var dén, der forstod lige præcis, hvad der gik for sig inden i mit hoved… STOR rose til hende!

Rummet var meget lille og blev endnu mindre af al det personale, de fyldte derind.

Jeg er heldigvis hverken ræd for nåle, stik eller andet der skal til, så de ting gjorde mig ikke noget, men selve uroen omkring mig, gjorde mig selv urolig og helt uforbeholdet ked af det, så jeg græd mine modige tårer – og det plejer jeg såmænd også at gøre, lige op til selve forløsningen, når det har været planlagte kejsersnit – det er sådan en lille ”ting”, jeg åbenbart bare lige skal have lov til at gøre, når det hele er tæt på, og jeg skal overgive mig til det forbandende kejsersnit – nu kom det bare midt i al kaoset af folk og ting, og mens hele stemningen var så hektisk, og det betød, at alle de der var til stede, troede jeg havde ondt – at veerne var kommet igen – så det var godt, at Per er en erfaren mand og kunne være mit talerør, for han formåede med få ord at fortælle, at sådan havde jeg det bare, og at det ikke gjorde nævneværdigt ondt, at der ikke var veer, og at det slet ikke var derfor, jeg græd! Sjovt nok gjorde dét personalet endnu mere omsorgsfulde, end hvis det var af smerte, jeg græd, tror jeg, for de var utrolige søde og nænsomme og forsøgte på alle måder at trække mit humør op!

Lægen – en islænding, jeg havde talt en del med under min indlæggelse og som tilfældigvis havde været hende, der ofte modtog os til alle de der mange, mange kontroller vi efterfølgende kom til, var lige så sød og omsorgsfuld, som hun havde været under de almindelige kontroller – og hun er lige vores stil, med en god portion humor og en nøgtern tilgang til fx sådan noget som scanning, mange børn og al den forband… medicin, jeg fik osv.

NU valgte jeg at holde fokus på Per, og så den narkoselæge, der skulle lægge rygmarvsbedøvelsen – for den ene havde jeg meget brug for følelsesmæssigt, og den anden var min ”samarbejdspartner” udi at få lagt den bedøvelse, så den gik godt.

Min værste tanke har ved kejsersnittene hver gang været især to ting vedr. bedøvelsen; at det enten mislykkes, og jeg dermed måtte i fuld narkose, eller at nålen gik ”igennem” og kom til at perforerede den-der-et-eller-andet, som så vil gøre, at jeg ville få hovedpine i ugevis efter fødslen. Så jeg anser min del af dette samarbejde for at være til min egen fordel – det har jeg skrevet om i forbindelse med min beretning om kejsersnit i temanummeret om Fødsler af store børn (– se evt. blad 2/03 for tidligere beretninger om årsagen til mine kejsersnit og forløbet!).

Per vidste, hvor jeg havde brug for ham – og han fik flyttet sig fra min ene side og møvet sig ind mellem alle de folk, der stod foran mig, så jeg fik øjenkontakt og kunne sidde med mit hoved lænet op af hans bryst, mens selve bedøvelsen blev lagt. Her var der så meget uro, at jeg har gjort noget, jeg ikke selv kan huske overhovedet, men som min søde mand har fortalt mig, at jeg har gjort; Jeg råbte pludselig meget højt, at de alle sammen var nogle ”åndssvage båtnakker” !! Uh ha – godt ord igen, men Per fortalte, at især lægen udmærket var klar over, hvorfor jeg syntes, de var så dumme – for jeg fik åbenbart også rablet af mig, at jeg absolut intet har imod at føde, at jeg synes en fødsel er en dejlig oplevelse, og jeg har nydt vores børns fødsler – og også har overlevet to kejsersnit, men at jeg BÅDE skulle have aktive veer OG gøres klar til et kejsersnit var simpelthen for dumt, når nu det var så fint beskrevet på min journal og i hvert et møde til kontrol, at fik jeg antydning af fødsel, så var det direkte til kejsersnit - og så oplevede jeg at blive ”holdt hen”, så det virkelig blev akut…….Så derfor var de ansvarlige naturligvis nogle  ”forbandende båtnakker”… og det var jo så ikke engang al det personale, der stod mig bi nu, der havde ansvar for onsdagens happening – men de ,der havde, skal jeg vist have en snak med snart, mest for at placere min ”båtnakke-mærkat” det rette sted!

Bedøvelsen blev lagt – jeg fik det obligatoriske ryk i mit lår, da den ramte, og i løbet af få sekunder blev jeg ”fuld” i benene og bad om at kunne komme ned at ligge… godt hjulpet af gode mennesker blev jeg lagt ned, og al deres grej blev koblet til osv.

Her var det atter narkosesygeplejersken, der kom mig til undsætning, for jeg bad om af få hevet mine ben ”ned ad”, så der ikke blev den der fold øverst på min lænderyg – for når bedøvelsen hører op, så er jeg så øm der hen over lænden, når min fedtdelle øverst har været sådan klemt, fordi den ikke er rettet ordentlig ud… ingen af de omkringstående forstod, hvad jeg mente – men min narkosesygeplejerske gik til sidst om og hev lige præcis sådan i mine ben, at det hele lå i rette folder – utroligt, at hun vidste, hvad jeg mente. Hun var selv åleslank og smækker, så jeg havde ikke forventet, at HUN vidste, hvad det var for en udretning af dellen, jeg mente!!!

Midt i alt dette, blev der voldsomme problemer med at styre mit blodtryk – først var det for lavt – så for højt og så atter for lavt – jeg havde det fint selv, kunne ikke umiddelbart mærke, at der var uro med blodtrykket, og jeg fik medicin i droppet og i den kanyle i min hånd – men til sidst synes jeg, det var NOK og spurgte HØJT, om nogen tog sig af, hvordan mit barn i maven reagerede på al dette her! Straks forsikrede de alle rundt omkring mig, at de havde styr på det, og at barnet havde det fortrinligt! Hvordan de så end kunne vide dét? Min søde jordemoder Anna stak hovedet ned til mig og sagde for Gud ved hvilken gang – at det var SÅ godt for min baby at have fået alle de der ve-påvirkninger, for det klemte og gav barnet dét, man jo ellers mangler ved kejsersnitsforløsning; en øget produktion af stresshormon osv.

Det var sødt af hende men vist også ment som en slags trøst, når nu det hele gik, som det gik!! Efter alle afvaskninger, jodninger osv. – hvor jeg huskede at fortælle dem, at min navle ER ren men, at jeg har tre modermærker indeni den, så den ser brun ud! – og at de IKKE måtte sterilisere mig, når de nu havde mit underliv åbnet! – så blev jeg dækket af med et grønt klæde, så jeg ikke kunne se, hvad de præcis lavede.
Og så gik det stærkt… alt mens mit blodtryk blev ved med at hhv. stige voldsomt og siden hen falde drastisk, fik lægen skåret sig vej ind til vores datter – og i løbet af få minutter sagde lægen Kerstin pludselig; ”Nu kommer dit barn”, og vips så hørte vi hendes spæde gråd, og inden for ganske få sekunder fik jeg hende op over klædet og siden hen rundt om og hen til mit hoved…. Åhhh, jeg vrælede og lo på én gang…og kunne konstatere, at det VAR en pige, sådan som jeg havde fornemmet, og at hun var SÅ fed – og simpelthen så mere end mega tyk ud  - og så lidt køn, at selv en mor kunne se det!

Men Anna smilede og sagde, at hun simpelthen var så fin, og at hun bare lige skulle bruge to sekunder på bordet, så fik jeg hende igen… Per og Anna stillede sig, så jeg kunne se derhen, og ganske få minutter efter fik jeg vores lækre og meget fedladne datter på brystet - med dyner og tæpper hen over - og hold da op, hvor var hun fed… hun lå der og gryntede og kiggede ud af sine bittesmå øjensprækker og var ved at komme lidt til sig selv… Kerstin stak hovedet hen over klædet og ønskede os varmt og hjerteligt tillykke og spurgte til, om jeg slet ikke have haft sukkersyge …og da jeg svarede nej, og at jeg VAR testet - hele tre gange - bemærkede hun, at jeg måtte have færøske gener i mig, da det var uhørt at få så store børn …

Jeg lå med min dejlige datter en rum tid, men begyndte så at ryste helt vildt og få kvalme og blive døsig – og mit blodtryk fór op og ned og op og ned – jeg fik utallige sprøjter med alskens medicin, blev skidt tilpas, blev svimmel og døsig igen, og til sidst bad jeg Per om at tage vores datter ind på sit bryst, for jeg havde det … tja, træls! Atter var den gode fe, narkosesygeplejsersken klar med al sin ekspertise og ud over, at hun stod for al medicinen sammen med en eller anden ”nyankommet” læge, så fik hun også placeret min ene arm, så jeg kunne holde fast i Per og vores baby - og underligt nok hjalp det på både kvalme, svimmelhed og alle andre fornemmelser jeg fik, da mit blodtryk gik amok.

Hele stuen syntes at være i konstant behov for at fortælle os, at det godt nok var en fin og STOR datter, vi der havde leveret – og hele tiden spurgte man fra højre og venstre, om de andre børn også havde været så store osv. På et tidspunkt spurgte en af de tilstedeværende om, hvor gammel vores ældste var, og mens jeg tudede fik jeg sagt, at hun var 19 år, troede vedkommende straks, at jeg havde ondt, men Anna, vores jordemoder svarede, at det havde jeg ikke, det var bare fordi, jeg kom til at tænke på alle de andre børn derhjemme, ikke? Og jow  –  hun havde helt ret. Jeg blev blød i knæene og helt mør ved tanke på de andre børn, vi har og som nu skulle havde besked om deres nye lillesøster… og …og uh, moderfølelser er utilregnelige!

Da man var ved at være færdig med at lappe på mig, kom der lidt mere behag over min tilstand, jeg blev løftet, tørret af og gjort klar med ren trøje – skide ubehageligt at blive rejst op uden at kunne hjælpe til selv eller overhovedet fornemme, hvor man begynder og slutter...

Der var meget at tørre op på, for da de skar hul, kom der et rent springvand op af maven og alle – lægen, sygeplejerskerne og alle de, der assisterede omkring dem - blev plaskvåde. Gulvet sejlede og hele operationsbriksen flød i fostervand – det var alt det, de ikke målte op - men af den mængde fostervand, de kunne suge op og måle på, fandt de, at der var ca. 7 L– mod det normale på ca. 1½ L fostervand!!!

Det var vildt – helt vildt…og nu forstod jeg den umanerlige duvende fornemmelse, jeg havde haft, når jeg vendte mig i sengen, eller når jeg lagde mig ned …det var en kæmpe vandballon, jeg havde gået med der foran mig….. og ikke én af alle de mange, mange scanninger jeg i de sidste uger havde været til havde fået en eneste til at se at der var megameget fostervand derinde????!!

Endelig blev jeg flyttet til en almindelig seng, hvor jeg skyndsomst fik flået min sygehusskjorte op og fik placeret min baby hud mod hud, og så kom den der saglige fornemmelse ind over mig – dén jeg kendte fra de to andre kejsersnit – dér hvor alt andet end baby, mig og Per kan være så inderligt ligegyldigt…

På vej ud fik vi kram af Kerstin og flere af de andre, og så trillede vi på opvågningen sammen Anna, jordemoderen. De andre gange har vi været på fødestue til overvågning, mens bedøvelsen fortager sig, men der var desværre ikke plads denne dag – skidt med det, for Anna – vores jordemoder - tog jo med ned på opvågningen, og mens hun skaffede os te, saft, mad og flag på bakke, fik jeg hægtet vores lille datter på brystet, og hun suttede straks som en drøm… Per fik sat sengeryglænet på min seng helt op, så jeg kom op at sidde og kunne overskue det hele igen, og vi nussede og fik givet alle de kram, det var for svært at give under operationen. Åh … det var skønt!

Da Anna kom tilbage, begyndte hun lidt forsigtigt at snakke om, at de nok ville lægge en sonde ned i halsen på vores datter, da alt det fostervand der var i livmoderen kunne indikere, at der ikke var passage i hendes spiserør. Mens hun satte en bakke med alt det grej, de skulle bruge til at lægge den sonde ned, fortalte hun, at skulle der mangle passage i vores datters spiserør/mave osv., så skulle hun opereres snarest… men Anna gik i stå, da hun nåede så langt og udbrød; ”Jamen, hun spiser jo hos dig”!!!  Øh, ja det gør de jo sådan nogle, svarede Per, og Anna strålede som en sol og forklarede, at SÅ var det ikke nødvendigt med at tjekke spiserøret, for der var da fuld passage, når hun kunne spise selv! Nå….

Jeg svarede, at vores datter da bare var så dygtig til at sutte – og Anna jublede højlydt, at ”Nej, I er dygtige – I, Susanne – husk dét”!

Jeg havde meget lyst til rigtig at tage vores lille ny i øjesyn, så da hun slap brystet første gang, tog jeg tæpper og dyne af hende, så jeg kunne beundre alle hendes deller og hele hendes længde…. Åh, hvor var hun bare dejlig – hver en lille fold var perfekt – og FED!

MEGET FED! Senere kom den ene læge efter den anden for at se til det forbistrede blodtryk, der stadig fes op og ned – nu mest ned….mens jeg havde det aldeles fortrinligt – spiste 5 stykker grovbrød og drak omkring 1½ l saft og isvand – og tre kopper hed the.

Næste tiltag i forhold til vores datters udseende og den meget store mængde fostervand, der havde været, var, at den ene efter den anden personale kom forbi, lykønskede og  sådan helt tilfældigt lige skulle røre vores lille babys hånd og åbne den, alt imens de kvidrede om, hvor dejlig hun var, og hvor mange andre børn vi har! Da nummer 4 kom og foretog sig nøjagtig det samme, som de foregående, blev jeg klar over, hvad det var, de havde gang i…de ledte naturligvis efter den firfingerfure, der kan  indikere, at barnet kan være mongol (Downs syndrom)… og om det faktisk VAR pga. det meget fostervand, eller om det langt mere skyldtes vores datters lidt mærkværdige hoved- og især pandeform, ved jeg ikke – men det var bare så underligt at sidde dér med hende vores lille datter i armene og så opleve, at de gerne ville se efter noget bestemt, men de ville tydeligvis ikke sige noget om det til os…

Til sidst kunne vi ikke nære os og sagde direkte til en læge, der i øvrigt var sød og rar men som også liiige helt tilfældigt skulle holde vores datters lille fedladne hånd, at vi heller ikke havde set dén fure! Han blev noget overrasket over vores udtalelse og stoppede op og spurgte, om vi da godt vidste, hvad det var de så efter - og så fik vi en lille snak om vores holdning og oplevelse af vores datter...og i fællesskab blev vi så enige om, at da der hverken var tegn på hjertesygdom eller andet livstruende, så skulle de lade os være og give os fred til at nyde den lille - og så ville tiden nok arbejde for os, så hvis hun var mongol, så ville det med sikkerhed afsløre sig om nogen tid, og så kunne de tage prøvber osv. til den tid - indtil da skulle vi bare nyde uforstyrret!

Jeg/vi var ikke bekymrede – dels havde vi vist bare sådan en fornemmelse af, at alt var ok, og dels så havde vi jo tidligere i forbindelse med tilbud om nakkefoldsscanning mv. taget stilling til, hvordan vi anskuer risikoen for et barn med Downs syndrom eller andet – og det var en underlig men meget tydelig RO,der var omkring Per og mig. Underligt fordi nu, hvor fagkundskaben faktisk var bekymret, så viste det sig for os, at det, vi hidtil altid har forventet ville være vores holdning om evt.”fejl og mangler” hos vores barn, rent faktisk  også holdt stik, da det så pludselig kunne være aktuelt, og det var egentlig – trods alvoren – fint at få mærket efter!

Anna vidste, at vi ikke umiddelbart ville have vores barn klædt på eller vejet og målt ...ikke før jeg skulle op og gå - det ville jo være en naturlig anledning til, at vores baby kom ud af min favn...så det udskød vi indtil da... selv om alle naturligvis var nysgerrige efter at høre, HVOR stor den lille var!

Efter et par timer kørte vi op på barselsafdelingen, hvor jeg begyndte at kunne løfte og bøje mine ben… Vores lille pige lå hos mig og suttede det bedste, hun kunne - men kokken 14.10 var al følelse tilbage i mit understel, og jeg kunne komme ud af sengen for første gang – skønt! Per fik vores lille nøgne datter på maven, mens jeg skulle ud af sengen. Åh, det er simpelthen en særlig fryd at kunne strække sig helt ud igen – og nu uden de ca. 12 kg jeg klokken 8 om morgenen havde haft hængende foran mig! Der var underlig hult i mit livstykke/mellemgulv, og det var lige lidt ømt indeni at skulle lade det hele ”falde på plads” igen….

Oj, så blev datteren vejet og fundet....TUNG!

  5 kg blev det til og adskillige cm. - 54 for at være helt nøjagtig.
Sikke en basse - men dog ikke engang vores tungeste baby - den rekord har Agnes stadig med sine 5,3 kg, og hun var endda leveret ved en helt almindelig - og meget hurtig - fødsel i vand!
Nu fik den lille ny lidt undertøj på, og inden længe var både mor og datter trætte igen og tog et hvil med hinanden tilbage i sengen igen!

Mere mad og drikke til mor og endnu mere bryst til vores datter og efter nogen tid hentede Per alle de store søskende, og familien var endelig samlet. Så gik vores lille ”Sumo” på omgang fra den ene søskende til den anden – og åh, hvor var det dejligt at se dem hver især tage hende "ind" for første gang...