" Hegnet "
" Hegnet "
Uddrag fra " Strandinger og Strandingsgods. "
Livet på Gml. Bjerregård 1.  1796 - 1923.
Skrevet af strandfoged P. Chr. Dahl.

Den 26 maj 1887 om eftermiddagen kl. 6 grundstødte fiskesmakken " Beauty " af Hull på inderste revle 2 km. syd for Gml. Bjerregård, vinden var NNØ. Strandingen blev observeret fra Gml. Bjerregård af min bedstefar og 2 engelske agenter, som opholdt sig her i anledning af  " City of Antwerp "`s stranding. Min bedstefar og de to agenter gik straks til strandingen, havet var roligt, og agenterne vinkede en båd i land.  Fra den gik de ombord i det strandede skib, hvor man regnede med at få skibet flot ved højvandet om natten. Dette mislykkedes, og kl. 3 om natten var skibet fuldt af vand, og de ombordværende måtte ro sig selv og deres instrumenter i land. Årsag til strandingen var uagtsomhed ved fiskeri tæt under land.
Denne stranding fik historisk betydning for gården, idet min bedstefar samt købmanden og kromanden ved Nymindegab købte skibet, da det blev slået til vrag.Min bedstefar brugte sin part af vraget til at rejse det søndre hegn, et hegn tværs over tangen fra hav til fjord. Gården  fik dermed et enestående fårehegn, inden for hvilken får i hundredvis kunne gå løse og passe sig selv. Klittangens længde fra det nye hegn til udløbet ved Gammelgab var ca. halvanden dansk mil, og der var særlig i den sydlige halvdel gode betingelser for selvvanding af fårene, idet de mange havrendinger i den nyere tid havde efterladt rigeligt med små damme, hvori der altid om sommeren var fersk drikkevand. I den nordlige del af Hegnet var der ingen vandhuller, men ved Dødemandsbjerget og det søndre hegn blev der gravet to vandhuller. Fårene benyttede dog stadig fjorden som drikkevand, hvis de var for langt fra vandhullerne. Det var sjovt at iagttage dem, når de gik ned til fjorden for at drikke. Hvis der var indgående strøm, var vandet salt, og så snart fårene havde smagt på det, gik de deres vej. Men de kom senere tilbage, der var  jo ebbetid, to gange i døgnet, og da passede vandet dem. Det har sikkert bidraget som medicin iod ferskvandssneglen, og der var aldrig sygdom i vores fåreflok. Længere nordpå på Klitten kunne der i visse fåreflokke i de år, saltvandsoversvømmelserne på grund af vejrforholdende var begrænset, allerede dengang være store dødsfald på grund af leversygdomme.
" Æ sønner Hegn " virkede romantisk i landskabet på det jævne terræn mellem fjord og hav. De svære egepæle, hvoriblandt det krumme indtømmer dominerede, stod med kun 3 alens mellemrumhele vejen fra hav til fjord, tit i 2 alens højde. Hovedleddet nede ved fjorden bestod af et dobbeltlåget led med jernbeslag og svære hængsler, begge låger kunne haspes, medens vognene blevkørt igennem. Lågerne skulle lukkes med det samme, så fårene ikke løb ud. Ved siden af var der en låge for udgående folk. Denne låge var forsynet med en trisse, så den lukkede sig selv.
Kommunevejen gik ikke længere, men folk havde lov til at køre og gå, hvor de ville, når blot de lukkede leddet. Der var et led på hver side af havklitterne, som vi benyttede, når vi førte strandingsgods. Disse låger var fastgjort med almindelig snor, da det jo var os selv, der benyttede dem.
Hegnstrådene, hvoraf der var 6, bestod af vanter fra strandede skibe. Vanterne blev trævlet op og rullet sammen igen i 3 - 4 forskellige tykkelser. Hegnstrådende af wire og rig fra strandede skibe viste sig senere at være uforlignelige til deres brug. Der blev sat 3 svære og 3 klejne wiretråde på hver hegnspøl. Trådene var galvaniserede og havde i modsætning til nutidens tråde næsten ingen tendens til at slække. Man kan godt sige, at både pæle og tråd holdt over 50 år.
Det søndre hegn, som straks efter opsætningen toges i brug, varet enestående gode for gården. Udover vore egne 100 får kunne de af vore naboer, som ønskede det, få deres får derned. Det var Skallingen i lille format.
De to gange fårene blev hentet hjem til vask, var vi en 6 - 7 mand om det, og det var en lysttur. I min tid var tangens længde halveret, men vi spadserede hjemmefra langs gabsiden ned til udløbet i Normandskrogen, hvor vi fordelte os og drev fårene nordpå og ind på gårdspladsen, hvor porten blev lukket efter dem.
I det store klitareal nord for hegnet havde vi over 50 tøjrede får fra Haurvig og Årgab i græs om sommeren. De skulle flyttes 2 gange i døgnet, og det var et stort arbejde i forhold til pasningen af den store flok, som gik løs.
Strandfogedgården Gl. Bjerregård.
Overskrift 1

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

02.11 | 13:45
Hegnets historie har modtaget 24
24.10 | 13:35
Forside har modtaget 36
30.09 | 10:36
Info Bestyrelsen har modtaget 9
22.09 | 12:51
Kontaktpersoner har modtaget 7
Du kan lide denne side