Velkommen til vores hjemmeside

Lystfiskeri i Lilleåen

Ved Lilleåen finder du ca. 35 km ørredvandløb der er hjemstedet for over halvdelen af Gudenåsystemets havørredbestand et alsidigt fiskevand for både fluefiskeren og for knægten med en orm og en prop.
Havørredfiskeriet foregår hovedsageligt på strækningerne fra Hadsten og nedstrøms. Åen giver her gode muligheder for at dyrke et målrettet fiskeri efter havørred. Specielt stykket ved Bidstrup Gods er et populært og givende havørredvand, hvor der de senere år er fanget fisk op til 16 pund.
Bækørrederne træffes over hele åens forløb. Åen har en god bestand, og som et af de relativt få bækørredvande er den ikke de senere år blevet tilført unaturligt store "put&take"-bækørreder, blot for at tiltrække lystfiskere. Det er nemlig ikke nødvendigt, da åen selv producerer flotte fisk!
En af Lilleåens store fordele er dens alsidighed. Det er altid muligt at udøve én eller anden form for fiskeri. Foråret og den tidlige forsommer, hvor der endnu ikke er rigtig gang i havørredfiskeriet, byder på et eksceptionelt godt bækørredfiskeri.
I forsommeren er også ålene i fuldt vigør. Selvom ålefiskeriet mange steder er gået lidt i glemmebogen, ikke mindst i kraft af mangel på ål, er der fortsat en del, der nyder dette fiskeri, der om noget er de stille sommerafteners hyggestund. Og Lilleåens ålebestand er stadig sund, med solide pundsål som prikken over i'et.
Allerede i maj viser de første havørreder sig i Lilleåen. Sidst på sommeren er der derfor godt med fisk i åen, og aften- og morgentimerne byder på flotte oplevelser for den opmærksomme og heldige lystfisker. Men som alle andre steder er også Lilleåens havørreder lunefulde, og stiller store krav til lystfiskeren.
Sæsonafslutningen fra september til fredningen 1. november står klart i havørredens tegn. Her har flere lystfiskere, de senere år oplevet det sjældne at fange flere pæne havørreder på et par timer!

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE