Artikler
Artikel i serien 'AdoptivLiv' fra AC Børnehjælps hjemmeside
AdoptivLiv: 
Nigeria – en henterejse til vores søns fødeland

Skrevet af Jonas og Lotte Grundsted Nielsen. Redigeret af journalist Susanne Dencker. Den første del af artiklen har tidligere været bragt i Adoption & Samfunds blad.  

I juli 2006 indsendte vi vores ansøgning om adoption, og i oktober 2007 – kun 15 måneder senere – sad vi med vores søn på skødet på børnehjemmet ’Hearts of Gold’ i Lagos, Nigeria. Med de ventetider, der er på adoption i disse år, føler vi os meget, meget heldige.
  Da vi i april 2007 skulle vælge land, var ventelisten til barn fra Nigeria netop blevet oprettet, og vi strøg ind som nummer 2. Inden da havde vi nøje overvejet, om vi turde være pionerer, eller vi hellere skulle satse på et – i adoptionssammenhæng – etableret land. Vi turde godt, og det har vi absolut ikke fortrudt.
  Allerede fire måneder efter vi havde valgt Nigeria, kom den magiske opringning. Vi blev forældre i S-toget mellem Greve og Køge. Jonas var den heldige ”vinder”, og opringningen – og resten af dagen i øvrigt – var fuldstændig lige så surrealistisk, som vi havde forestillet os og læst om. Da vi havde fortalt den glade nyhed til storesøster Emma (Lottes datter på 13 år), satte vi os alle til computeren for at downloade billedet. Det tager MEGET LANG tid på et gammeldags modem med en almindelig fastnetforbindelse!!! Efterhånden som billedet blev synligt, råbte vi alle tre ”Nååårrrhhh!”


Det første billede vi så af Adam.

Han var bare dejlig! Ca. 2½ år gammel og meget køn. I de første dage herefter lå billedet af ham mellem os i dobbeltsengen. Meget hurtigt blev vi enige om, at vi ville kalde vores søn Adam Benson.
  I første omgang fik vi en afrejsedato ca. 3 uger senere. Vi skulle rejse med et par fra Jylland, der skulle hente en pige på samme børnehjem. Vi var glade for at have nogen at rejse med, da ingen af os var de store globetrottere. I forhold til afrejsen opstod der en mindre krise med begge familiers visa, så vi kom alle først af sted i begyndelsen af oktober.

Afrika
Vi var i Nigeria i alt i 3½ uge. På forhånd havde vi læst en del om Lagos og Nigeria, og det var bestemt ikke det positive, der fyldte: Korruption, overfald osv. var tilsyneladende, hvad der ventede os. Emma valgte da også, at blive hjemme og bo hos sin far, mens vi tog af sted.
  Men var det så sådan, det var?
  Nej, disse beskrivelser passede langt fra på den virkelighed, vi oplevede.
  I flyet følte vi os helt klar til vores første møde med Afrika og Nigeria – vores søns fødeland. Vi landede i Lagos, som er Afrikas største by med ca. 15 millioner indbyggere. En fugtig varme slog os i møde sammen med den udefinerlige lugt af Afrika – ikke en ubehagelig lugt, bare speciel. Vi stod der med bagagen og kiggede lidt ængstelige efter vores chauffør. Rundt omkring fulgte mange mennesker os med øjnene – måske i håb om at få lov til at bære en kuffert og tjene lidt penge. Det var en MEGET mærkelig fornemmelse at være hvid i dette hav af sorte mennesker. En sund erfaring at få med – vi ved, at vores søn kommer til at kende den fornemmelse alt for godt …
  På vej fra lufthavnen til det lille hotel, hvor vi skulle bo de første dage, blev vi bombarderet med indtryk. Langt det meste af tiden var vi indendørs, så når vi kom ud, følte vi en forpligtelse til at suge alle indtryk til os for senere at kunne fortælle vores søn om hans fødeland.

Trafikken – kontrolleret kaos
Trafikken i Lagos trodser enhver beskrivelse. Vi forsøger alligevel. Der var biler alle vegne. Den familie, vi senere kom til at bo hos, havde tre biler. Det var en nødvendighed, for man kørte f.eks. ikke selv børnene i skole. De blev kørt i skole af en chauffør. Hvis man hurtigt skulle på arbejde, prajede man en knallert. Mange af dem fungerede som taxier. Trafiklys eksisterede stort set ikke – de få der var, virkede for det meste ikke på grund af strømsvigt.
  Om dagen dirigerede politiet trafikken - når de gik hjem, flød trakfikstrømmen utroligt nok alligevel. Selv om folk råbte lidt af hinanden og dyttede i hornet, blev man ikke uvenner. Der var store huller i vejene nogle steder, og hvis det regnede flød vandet på kørebanen. Gamle, nedslidte folkevognsrugbrød fra Europa (der absolut ikke ville bestå en synstest!) fungerede som bybusser. De var så fyldt op, at man af og til kunne se en arm eller et ben stikke ud af vinduer og døre.
  Når vi kørte rundt i Lagos, var vi som regel fire voksne (os og det andet danske forældrepar) og tre børn (Adam og det andet pars to børn) foruden chaufføren i bilen. Det var ikke alle de biler, vi kørte i, der havde aircondition, og af sikkerhedshensyn måtte vi ikke rulle vinduerne ned. Med en temperatur på 30 – 35 grader udenfor blev der MEGET varmt i bilen. Vi lærte at være tålmodige og have tillid til, at chaufførerne havde styr på det hele. Vi kunne så koncentrere os om vores børn og om at kigge ud ad vinduerne og suge indtryk til os.
  Der var handlende alle vegne: Ved siden af vejen, i midterrabatten, imellem bilerne. Der blev solgt alt fra gulvmobber til sko, frugt, drikkevarer, cd’er, håndklæder, billeder af præsidenten, ildslukkere osv. Hvilke mennesker købte mon disse – ofte besynderlige ting? Kørte de hjemmefra om morgenen og tænkte, at de skulle huske at købe et billede af præsidenten i dag, og så købte de lige et, når de alligevel sad i kø på vej til arbejde?
  Det virkede surrealistisk på os, der har prøvet at sidde i kø på Køge Bugt motorvejen, men i Lagos fungerede det tilsyneladende. Vi så kvinder sidde og amme deres børn i midterrabatten, mens de forsøgte at sælge peanuts til de bilister, der kørte forbi samtidig. Vi så små børn rende rundt i vejsiden, og vi så større børn i skoleuniformer på vej hjem fra skole. Vi så store stakke af fisk, æg, frugt og grønt til salg ved vejsiden. Der var ikke den ting, vi ikke så, og så alligevel ...
  Vi så ingen ryge på gaden – ja, faktisk så vi slet ingen ryge overhovedet. Vi snakkede på et tidspunkt med en nigerianer, der sagde, at en kvinde, der røg, sandsynligvis ikke ville blive gift, fordi ingen mænd ville have en kvinde, der røg. Måske havde kvinderne det på samme måde – i hvert fald var der også meget få mænd, der røg.

Elvira – AC Børnehjælps kontaktperson
Vi var kommet til Lagos og var nu på vej til det lille hotel, hvor vi skulle bo de første dage. Det var mørkt, før vi var fremme. Vi var inviteret til at spise hos Elvira Salleras, som er AC Børnehjælps kontaktperson og leder af AC Børnehjælps samarbejdsorganisation ’Life’ i Nigeria. Hun boede 100 meter nede ad vejen fra det lille hotel, vi var blevet indkvarteret på. Det blev ikke sidste aften, vi spiste der. Elvira og hendes mand, Alain, og deres tre hjemmeboende børn (8 – 12 år) åbnede nogle dage senere deres hjem for os og den anden danske familie, som de har gjort det for adoptivfamilier igennem mange år. Vi fik et stort værelse med badeværelse for os selv og spiste alle måltider hos familien. Elvira og Alain holdt os opdateret om papirgangen og status i vores sag, sørgede for chauffører, viste os rundt på markedet (fantastisk), tog os med til katolsk gudstjeneste (en stor oplevelse!), introducerede os til indkøbscentret, veksling af penge osv. Vi kom også en tur til den lækreste bountystrand med egen strandhytte ud til Atlanterhavet. Det var her hos familien, vi fik indblik i den nigerianske kultur og måde at leve på – om end vi absolut befandt os i den rige ende af skalaen med barnepige, kok og privatchauffører. Det var her, vi over middagsmaden snakkede traditioner, kønsroller, madlavning, børneopdragelse, fransk vin, musik og som absolut bonus fortalte Elvira i detaljer om, hvordan hun havde oplevet vores børn, fra hun første gang mødte dem på børnehjemmet til de nu sad ved hendes spisebord sammen med os.

Mommy og daddy møder Adam
’Hearts of Gold’.
Det var navnet på det børnehjem, hvor vores søn boede. Allerede dagen efter vi kom til Lagos, skulle vi møde ham. Hvor har vi tusindvis af gange forestillet os den situation: Hvordan så der ud? Hvordan ville han reagere? Kunne vi holde tårerne tilbage?
  Vi så et børnehjem, hvor midlerne var små, men kærligheden stor. Trygge, tillidsfulde, glade børn. Et personale der tog sig kærligt af børnene, og en leder – Mrs. Adedoyin – der uden tvivl havde hvert enkelt barn helt inde under huden.
  Vores første møde med Adam foregik på lederens kontor. Hun rejste sig, åbnede døren ind til børnerummet og kaldte på ham. Først kom der en lille dreng ind på kontoret. Han lignede bestemt ikke den dreng, der var på det billede, som var i vores hjerter. Det viste sig dog også bare at være en nysgerrig lille fyr. Så kom vores Adam Benson ind ad døren. Det var tydeligt at se på hans kropssprog, at han var beklemt ved situationen. Samtidig viste hans øjne os, at han var nysgerrig efter at se, hans ”mommy” og ”daddy”.


Sammen med Adam for første gang.

Vi fik meget hurtigt en rigtig god kontakt med ham. Han ville gerne sidde på skødet, og han tøede hurtigt op og var glad, smilende og snakkende. Vi fik lov at være der, så længe vi ville, og vi måtte gå rundt på børnehjemmet, som vi ville. Vi fik lov til at tage billeder af Adams seng, og vi fik svar på alle de spørgsmål, vi stillede: Om hans hverdag, hans historie osv. Sådan gik de næste fire dag – med besøg på børnehjemmet ca. to timer om dagen. Vi havde rosiner og kiks med og lidt legetøj, han kunne lege med. Det syntes han var sjovt. Vi spillede fodbold i den lille gård, kiggede i billedalbum hjemmefra, legede med plastikdyr og pustede sæbebobler.


Adam kigger i billedalbum med billeder hjemmefra Danmark.

På børnehjemmet talte alle børn engelsk og yoruba – en lokal afrikansk dialekt. Det betød, at vi kunne snakke med vores søn fra første dag. Fordi han var ca. 2½ år, kunne han sige en del og forstå meget. Den første sætning, han sagde til os, var: ”I want water” – og det fik han. Når vi gik, kunne vi forklare ham, at vi skulle gå, men at vi ville komme tilbage igen i morgen. Efter det andet besøg, hvor vi sagde, at vi skulle gå, sagde han: ”I will cry”, og det gjorde han derefter hver gang, vi gik. Vi var blevet lovet, at vi måtte få børnene med hjem den fjerde dag, men Mrs. Adedoyin var ikke kommet hjem fra en rejse som planlagt, så vi måtte tage meget skuffede hjem den dag. Søndag fik vi heller ikke lov at tage børnene med, for Mrs. Adedoyin ville ikke udlevere børnene, uden at der var en repræsentant for ’Life’ til stede. Det blev derfor mandag, der blev den store dag.

Adam flytter sammen med mor og far
Adam var helt indstillet på at skulle med os. Det havde været godt for ham, at vi var kommet på besøg i hans vante omgivelser nogle timer hver dag i løbet af ugen. Alt personale var kommet for at sige farvel. Det var en stor og vigtig begivenhed, at to af deres børn skulle derfra. Adam var glad, men alle voksne var påvirket af situationen. Det rørte os dybt at se, at det var svært for personalet at sige farvel til de børn, de havde skabt et hjem for.
  Da vi kom ”hjem” på vores værelse hos Elvira, var Adam selvfølgelig meget usikker på situationen. Han sad længe hos far og kiggede sig omkring, men efterhånden blev nysgerrigheden efter legetøjsbilen på gulvet større end usikkerheden. Adam begyndte hurtigt at udforske sin nye verden. I de lidt mere end 2 uger, vi boede hos familien Salleras, forsøgte vi at bruge meget tid alene på værelset, hvor vi legede med Adam. Vi byggede klodsetårne, kiggede i bøger, hørte musik, tegnede og legede gemmeleg.


Adam lytter til musik sammen med far.

Når vi trængte til at se lidt andet, kunne vi gå ned i en have tæt ved og gynge. Hvis vi skulle på shopping og indkøb, var det i begyndelsen kun én af os, der tog af sted for at skåne Adam for alt for mange nye indtryk. Når en af os gik, blev Adam ked af det, og når han skulle puttes om aftenen, skulle vi begge være der og ligge på hver side af ham.
  Maden var et helt kapitel for sig selv. For os voksne var den ikke så fremmed, men det var tydeligt, at der var mange ting, Adam ikke havde smagt før. Det meste blev dog spist med en rigtig god appetit. Is til dessert var helt klar en førstegangsoplevelse – den var kold, og Adam skyndte sig at puste på den. At komme i bad var ikke så sjovt til at begynde med. På børnehjemmet blev de vasket med lunkent vand fra en spand, så en bruser med varmt vand var meget skræmmende. Efter to gange i badekarret på skødet at mor og far, blev der dog plasket ivrigt med benene, og badeanden blev vasket.

Formalia
Der var jo nogle formaliteter, der skulle ordnes, før vi kunne tage hjem og begynde vores liv med Adam i Danmark. Den første dag, vi besøgte Adam på børnehjemmet, skulle vi også til møde i ministeriet. Begge familier blev sammen med børnene kørt gennem byen. Adam faldt i søvn i mors skød med tommeltotten i munden og sov igennem hele seancen i ministeriet. Da de danske adoptionsmyndigheder er meget grundige med at indhente oplysninger, var det ikke nødvendigt med et egentlig interview i ministeriet. Elvira og Chinasa førte som repræsentanter for ’Life’ ordet for os. Vi skulle blot udfylde nogle papirer, og et par dage efter fik vi nogle dokumenter fra ministeriet, som vi skulle underskrive. Herefter blev der lavet fødselsattester med børnenes nye navne, men det var vi ikke så involverede i – det klarede ’Life’.
  Så skulle vi jo i retten, og her tog Chinasa med os. Med hos dommeren var også en socialarbejder fra ministeriet og en uvildig advokat. Det hele foregik helt uden problemer, men selvfølgelig med en del ventetid – sådan er det i Afrika.
  Da vi skulle på paskontoret, tog Chinasa igen med os. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for, at vi skulle få passene til børnene så hurtigt som muligt, men vi måtte alligevel hen forbi paskontoret to gange. Det var også en hel oplevelse i sig selv. Så var det jo sådan, at dokumenterne skulle verificeres af en advokat, og det tog også nogle dage – det klarede ’Life’.
For at vores børn kunne komme med ind i Danmark skulle de have et laissez-passer hver – et papir i stedet for et visum. De skulle komme fra AC, som først skulle have dem lavet hos to forskellige Statsforvaltninger. Derefter skulle de med kurerpost fra Århus til Lagos. Det tog også nogle dage.

Hjem til Danmark
Hjemturen tog Adam i stiv arm. Inden vi tog til Nigeria, havde vi købt en legetøjsflyver til ham, som han havde leget med i en uges tid, inden vi skulle rejse hjem. Vi havde også en bog med om at flyve, som vi havde læst for ham, så han var så godt forberedt, som han kunne blive. Han sov det meste af turen hjem, og når han var vågen, var han bare glad.


Så er det lige før, vi lander i Danmark.

Det var en gave, at Adam kunne tale engelsk. Det var let at kommunikere med ham, og vi tror, at det har sparet Adam og os for nogle frustrationer, at vi med det samme forstod hinanden. Alligevel kom det danske hurtigt. Allerede mens vi var i Nigeria, begyndte vi at tale dansk til ham, og i løbet af nogle få måneder forstod han det meste.
  Vi har også lært et par afrikanske ord hen ad vejen af ham, og sådan er det vel: Resten af livet skal vi lære af hinanden. Vi føler i hvert fald, at Adam giver os mindst lige så meget, som vi giver ham.
 Nu har vi så haft Adam i næsten 1½ år. I løbet af de første måneder kunne vi hurtigt mærke, at han trives vældigt godt, og tilknytningen var godt i gang. Emma, der mens vi var i Nigeria, måtte nøjes med at følge med på vores hjemmeside, på mail, sms og et par telefonopkald, blev også hurtig en rigtig storesøster.


På vej hjem fra lufthavnen faldt Adam i søvn i bilen.
Storesøster Emma venter på, at han skal vågne.

I dag lever et helt almindeligt familieliv: Adam går i børnehave, og vi er tilbage på arbejdsmarkedet efter barselsorlov. Vi valgte at holde orlov sammen det første halve år, hvorefter Lotte startede på job. Da vi begge er lærere, havde vi ca. seks ugers sommerferie sammen, hvor vi bl.a. var på ø-lejr. På det tidspunkt havde vi været hjemme i ca. 10 måneder, og vi kunne mærke, at Adam var ved at have brug for at være sammen med børn på hans egen alder. Før vi fik Adam, tog vi også på ø-lejr, så vi vidste, det var et trygt og dejligt miljø, som vi godt kunne introducere Adam for. Emma har altid elsket at være på ø-lejr. Hun glædede sig til at vise sin lillebror frem. Det blev en dejlig uge for os alle. Adam var helt klar og elskede at være sammen med de andre børn. Han spillede fodbold med ”de seje drenge”, som han kaldte dem, legede med de mindre børn i sandkassen, gik på skattejagt og hyggede sig med at være længe oppe med fællessang ved lejrbålet om aftenen. Det var skønt for os at se, at tilknytningen så ud til at være plads, for han søgte os, når han f.eks. havde brug for hjælp, og han var tryg, når han blev puttet i Spiderman-soveposen i teltet.


Adam sover til middag i teltet på ø-lejren.

Jonas blev hjemme til august 2008, hvor Adam startede i børnehave med ca. to ugers indkøring. Det betød nogle måneder med kun Lottes indtægt, men de penge var givet godt ud. Adam var helt klar, da han startede i børnehave. Hans dansk var naturligvis ikke helt alderssvarende, men han forstod alt, og i løbet af et par måneder i børnehaven var han sprogligt på højde med sine jævnaldrende. Da han startede i børnehaven var han renlig – dog ikke om natten, men vi har været nødt til at give ham ble på igen, for han brugte for mange kræfter på at lære sine nye omgivelser at kende til også at kunne overskue at sige til de voksne, at han skulle tisse. Om kort tid skal børnehaven på koloni i tre dage. Fra starten af var vi i tvivl, om Adam skulle med. Han er helt tryg ved pædagogerne, han har let ved at falde i søvn, han sover godt om natten og han har overnattet hos farmor og farfar 5 – 6 gange uden problemer. Alligevel har vi efter anbefaling fra vores PAS konsulent valgt, at han ikke skal med. Vi tager nogle hyggelige fridage herhjemme i stedet for. PAS konsulenten mener, det er for tidligt, og at det evt. kan fremprovokere nogle overlevelsesstrategier fra hans tid på børnehjemmet.  Adam udvikler sig helt fantastisk i øjeblikket, og den gode udvikling ønsker vi ikke at sætte over styr.

Adam har selvfølgelig stillet spørgsmål til sin hudfarve og sin tid i Nigeria. Vi har fortalt ham, at han er født i Nigeria og har ligget i sin Nigeriamors mave, og det er derfor, han er brun. Vi har også fortalt, at Nigeriamor og Nigeriafar er blevet væk, og vi kom til Nigeria og hentede ham, og at vi er hans far og mor. Vi kunne se og høre på ham, at han ikke helt forstod det. Bl.a. sagde han en dag: ”Når jeg bliver stor, bliver jeg hvid ligesom far og mor og Emma.” Vi måtte jo så forklare, at han altid ville være brun, for han var født i Nigeria.


Emma og Adam rævesover

For nogle måneder siden lavede Lotte en lille billedbog til Adam med hans historie fortalt i et sprog, som han forstår. Det har tydeligvis sat nogle ting på plads for ham. Bl.a. en tegning af en gravid, sort kvinde har hjulpet ham til helt at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Han tager jævnligt sin lille billedbog frem og fortæller os sin historie.

Søskende uanset aldersforskel og forskellig hudfarve
Adam og Emmas forhold er noget helt specielt. Det vil det jo på en eller anden måde altid være, når der er 11 år imellem søskende. Det har ikke noget at gøre med deres forskellige baggrund og hudfarve. De småskændes som søskende nu gør, og de hygger sig sammen, som søskende også gør. Emma føler ikke, at der er taget noget fra hende – tværtimod. Hun elsker at få lov at hente Adam i børnehaven og dele hans glæde ved at se hendes gamle tegnefilm, som jo er en helt ny verden for ham. At det så af og til kan være en udfordring for forældrene at have både en teenager og en 3-årig i trodsalderen i huset, er en helt anden ting :o)


Adam og Emma på årets julekort 2008

Vi har jævnligt besøg af nogle af de børn, som Adam har boet sammen med på ’Hearts of Gold’. Børn, der også er adopteret af danske forældre. Børnene nyder at være sammen, og vi forældre nyder at dele vores erfaringer. Af og til har vi også besøg af familier, der er på vej til Nigeria for at hente deres barn, og vi er glade for at kunne dele ud af vores erfaringer. Vi tror, det er vigtigt for Adam også på længere sigt at have kontakt til børn med samme baggrund.

Nigeria var en god oplevelse
Om Nigeria som nyt adoptionsland har vi kun rosende ord at sige. Vores møde med det nigerianske folk har gjort et stort indtryk på os. På trods af fattigdom, korruption og oliemilliarder, der som oftest lander i de forkerte hænder, er ”manden på gaden” en hårdarbejdende mand, der ser Nigeria som mulighedernes land. Det er et stolt folk, der prøver at finde måder at forsørge sig selv og deres familie på, selv om mange af dem har odds imod sig. Vi har kun mødt venlighed og rare mennesker.
  Om ’Hearts of Gold’ som børnehjem har vi også kun godt at sige. Vi kan se på Adam, at han har haft trygge omgivelser og kærlige mennesker at være i blandt – meget vigtige faktorer for et adoptivbarn.
  Vi føler os meget heldige og nyder at være en familie på fire. Det er helt fantastisk at se Adam udvikle sig – både fysisk, men sandelig også mentalt. Af og til sender vi en varm tanke til hans Nigeriamor og Nigeriafar. De har grund til at være stolte over det lille, fantastiske menneske, de har sat i verden.

Hvis nogen skulle have lyst til at læse mere om vores tur til Nigeria, og tiden efter vi er kommet hjem, kan man besøge vores hjemmeside: 123hjemmeside.dk/Grundsted_Nielsen_og_Heiberg.

Hvis I har spørgsmål eller kommentarer til vores artikel, er I velkomne til at skrive til os på mailadressen grundstednielsen@hotmail.com

Artikel fra 'Adoption og Samfund', nr. 1, 2008

Allerede imens vi var i Nigeria, blev Lotte af en veninde, der selv har adopteret tre børn, opfordret til at overveje at skrive en artikel om henterejsen til 'Adoption og Samfunds' blad. Vi talte kort om, at det da kunne være en spændende udfordring, men vi mente lige på det tidspunkt, at vi havde nok at se til . Da vi kom hjem i november, var det heller ikke lige det, der lå lige for.
Kort efter nytår kom der endnu en opfordring, og på det tidspunkt var vi ved at være parate til at sætte ord på vores følelser og oplevelser. Hvad der kom ud af det, kan I læse her:


Nigeria – en henterejse til vores søns fødeland
af Jonas og Lotte Grundsted Nielsen

I juli 2006 indsendte vi vores ansøgning om adoption, og i oktober 2007 – kun 15 måneder senere – sad vi med vores søn på skødet på børnehjemmet ’Heart of Gold’ i Lagos, Nigeria. Med de ventetider der er på adoption føler vi os meget, meget heldige. Da vi i april 2007 skulle vælge land, var ventelisten til barn fra Nigeria netop blevet oprettet, og vi strøg ind som nummer 2. Inden da havde vi nøje overvejet, om vi turde være pionerer, eller vi hellere skulle satse på et – i adoptionssammenhæng – etableret land. Vi turde godt, og det har vi absolut ikke fortrudt.
Allerede fire måneder efter vi havde valgt at skulle adoptere fra Nigeria, kom den magiske opringning. Jonas var den heldige ”vinder”, og opringningen – og resten af dagen i øvrigt – var fuldstændig lige så surrealistisk, som vi havde forestillet os og læst om. Vi blev forældre i S-toget mellem Greve og Køge. Da vi havde fortalt den glade nyhed til storesøster Emma (Lottes datter på 13 år), satte vi os alle til computeren for at downloade billedet. Det tager MEGET LANG tid på et gammeldags modem med en almindelig fastnetforbindelse!!! Efterhånden som billedet blev synligt, råbte vi alle tre ”Nååårrrhhh!” Han var bare dejlig. Ca. 2½ år og meget køn. I de første dage herefter lå billedet af ham mellem os i dobbeltsengen. Meget hurtigt blev vi enige om, at vi ville kalde vores søn Adam Benson.
I første omgang fik vi en afrejsedato ca. 3 uger senere. Vi skulle rejse med et par fra Jylland, der skulle hente en pige på samme børnehjem. Vi var meget glade for at skulle have nogen at rejse med, da ingen af os var de store globetrottere. I forhold til afrejsen opstod der en mindre krise med begge familiers visa, så vi kom alle først af sted i begyndelsen af oktober.

På forhånd havde vi læst en del om Lagos og Nigeria, og det var bestemt ikke det positive, der prægede de bøger og artikler, vi kunne finde: Korruption, overfald o.s.v. var tilsyneladende, hvad der ventede os. Emma valgte da også, bl.a. derfor, at blive hjemme og bo hos sin far, mens vi tog af sted. Men var det så sådan, det var? Nej, disse beskrivelser passede langt fra på den virkelighed, vi oplevede. Vi landede i Lagos, som er Afrikas største by med ca. 15 millioner indbyggere. Vi var klar til vores første møde med Afrika og Nigeria – vores søns fødeland. En fugtig varme slog os i møde sammen med den udefinerlige lugt af Afrika – ikke en ubehagelig lugt, bare speciel. Vi stod der med bagagen og kiggede lidt ængstelige efter vores chauffør. Rundt omkring fulgte mange mennesker os med øjnene – måske i håb om at få lov til at bære en kuffert og tjene lidt penge. Det var en MEGET mærkelig fornemmelse at være hvid i dette hav af sorte mennesker. En meget sund erfaring at få med – vores søn kommer til at kende den fornemmelse til hudløshed.
På vej fra lufthavnen til det lille hotel, hvor vi skulle bo de første dage, blev vi bombarderet med indtryk. Det skete hver gang, vi var ude i trafikken. Vi var i Nigeria i alt i 3½ uge. Langt det meste af tiden var vi indendørs, så når vi kom ud, følte vi på en eller anden måde en forpligtelse til at suge alle indtryk til os for senere at kunne fortælle vores søn om hans fødeland. Trafikken i Lagos trodser en hver beskrivelse, men vi vil alligevel her forsøge at beskrive dette inferno af biler og mennesker: Der var biler alle vegne. Den familie vi senere kom til at bo hos, havde tre biler. Det var en nødvendighed, for man kørte f.eks. ikke selv børnene i skole. De blev kørt i skole af en chauffør. Hvis man skal hurtigt på arbejde, prajer man en knallert. Mange af dem fungerer som taxier. Trafiklys eksisterer stort set ikke (og selv om de gjorde, ville de ikke virke i en stor del af tiden på grund af strømsvigt). Det er politiet, der dirigerer trafikken, men når de går hjem, skulle man tro, at det hele ville være ét stort kaos. Det er det også, men det fungerer faktisk fint. Selv om folk råber lidt af hinanden og dytter i hornet, bliver man ikke uvenner, og trafikken glider hele tiden, selv om man holder meget i kø. Der er store huller i vejene nogle steder, og hvis det har regnet, er der meget vand på kørebanen. Gamle, nedslidte folkevognsrugbrød fra Europa (der absolut ikke ville bestå en synstest!) fungerer som bybusser, og de er så fyldt op, at man af og til kan se en arm eller et ben stikke ud hist og her.
Når vi kørte rundt i Lagos, var vi som regel fire voksne og tre børn foruden chaufføren i bilen. Det var ikke alle de biler, vi kørte i, der havde aircondition, og af sikkerhedshensyn måtte vi ikke rulle vinduerne ned. Med en temperatur på 30 – 35 grader udenfor blev der MEGET varmt i bilen. Vi lærte efterhånden at være tålmodige og have tillid til, at chaufførerne havde styr på det hele. Vi kunne så koncentrere os om vores børn – Adam sov eller sang, når vi var ude at køre – og om at kigge ud ad vinduerne og suge indtryk til os. Der var handlende alle vegne: Ved siden af vejen, i midterrabatten, imellem bilerne. Der blev solgt alt fra gulvmobber til sko, frugt, drikkevarer, cd’er, håndklæder, billeder af præsidenten, ildslukkere o.s.v. Vi tænkte på, hvilke mennesker der købte disse ting. Kørte de hjemmefra om morgenen og tænkte, at de skulle huske at købe en gulvmobbe i dag, og så købte de lige en, når de alligevel sad i kø på vej til arbejde? Det virkede surrealistisk på os, der havde prøvet at sidde i kø på Køge Bugt motorvejen, men i Lagos virkede det tilsyneladende. Vi så kvinder sidde og amme deres børn i midterrabatten, mens de forsøgte at sælge peanuts til de bilister, der kørte forbi samtidig. Vi så små børn rende rundt i vejsiden, og vi så større børn i skoleuniformer på vej hjem fra skole. Vi så store stakke af fisk, æg, frugt og grønt til salg ved vejsiden – ja, der var ikke den ting, vi ikke så. Det skulle da lige være, at vi slet ikke så nogen mennesker ryge på gaden – ja, faktisk så vi slet ingen ryge overhovedet. Det anses bare ikke for smart at ryge. Vi snakkede på et tidspunkt med en nigerianer, der sagde at en kvinde, der røg, sandsynligvis ikke ville blive gift. Der var ingen mænd, der ville have en kvinde, der røg, og det var meget få mænd, der selv røg.

Vi var altså kommet til Lagos og var nu på vej til det lille hotel, hvor vi skulle bo de første dage. Det tog 2½ time, og det nåede at blive mørkt, før vi var fremme. Vi var inviteret til at spise hos Elvira Salleras, som er leder af AC’s samarbejdsorganisation ’Life’ i Nigeria. Hun boede 100 meter nede ad vejen fra det lille hotel, vi var blevet indkvarteret på. Det blev ikke sidste aften, vi spiste der, for sammen med det andet par flyttede vi ind hos Elvira nogle dage senere. Elvira og hendes mand, Alain, og deres tre hjemmeboende børn (8 – 12 år) åbnede deres hjem for os, som de har gjort det for adoptivfamilier igennem mange år. Vi fik et stort værelse med badeværelse for os selv og spiste alle måltider hos familien. Elvira og Alain holdt os opdateret om papirgangen og status i vores sag, sørgede for chauffører, viste os rundt på markedet (fantastisk), tog os med til katolsk gudstjeneste (en stor oplevelse!), introducerede os til indkøbscentret, veksling af penge o.s.v. Vi kom også en tur til den lækreste bountystrand med egen strandhytte ud til Atlanterhavet. Det var her hos familien, vi fik indblik i den nigerianske kultur og måde at leve på – om end vi absolut befandt os i den rige ende af skalaen med barnepige, kok og privatchauffører. Det var her, vi over middagsmaden snakkede traditioner, kønsroller, madlavning, børneopdragelse, fransk vin, musik og som absolut bonus fik vi Elviras version af, hvordan hun havde oplevet vores børn, fra hun første gang mødte dem på børnehjemmet, til de nu sad ved hendes spisebord sammen med os.

’Heart of Gold’. Det var navnet på det børnehjem, hvor vores søn boede. Allerede dagen efter vi kom til Lagos, skulle vi møde ham. Hvor har vi tusindvis af gange tænkt os til den situation: Hvordan så der ud? Hvordan ville han reagere? Kunne vi holde tårerne tilbage?
Vi så et børnehjem, hvor midlerne var små, men kærligheden stor. Trygge, tillidsfulde, glade børn. Et personale der tog sig kærligt af børnene, og en leder – Mrs. Adedoyin – der absolut havde hvert enkelt barn helt inde under huden. Vores første møde med Adam foregik på hendes kontor. Hun rejste sig op, åbnede døren ind til børnerummet og kaldte på ham. Først kom der en lille dreng ind på kontoret. Han lignede bestemt ikke den dreng, der var på det billede, som var i vores hjerter. Det viste sig dog også bare at være en nysgerrig lille fyr. Så kom vores Adam Benson ind ad døren. Det var tydeligt at se på hans kropssprog, at han var lidt beklemt ved situationen. Samtidig viste hans øjne os, at han var nysgerrig efter at se, hvem det var, der var hans ”mommy” og ”daddy”. Vi fik meget hurtigt en rigtig god kontakt med ham. Han ville gerne sidde på skødet, og han tøede hurtigt op og var glad, smilende og snakkende. Vi fik lov at være der, så længe vi ville, og vi måtte gå rundt på børnehjemmet, som vi ville. Vi fik lov til at tage billeder af Adams seng, og vi fik svar på alle de spørgsmål, vi stillede: Om hans hverdag, hans historie o.s.v. Sådan gik de næste fire dage også – med besøg på børnehjemmet ca. to timer om dagen. Vi havde rosiner og kiks med og lidt legetøj, han kunne lege med. Det syntes han var sjovt. Vi spillede fodbold i den lille gård, vi kiggede i billedalbum hjemmefra, vi legede med plastikdyr og pustede sæbebobler. På børnehjemmet talte alle børn engelsk og yoruba – en lokal afrikansk dialekt. Det betød, at vi kunne snakke med vores søn fra første dag. Fordi han var ca. 2½ år, kunne han sige en del og forstå meget. Den første sætning han sagde til os var: ”I want water” – og det fik han. Når vi gik, kunne vi forklare ham, at vi skulle gå, men at vi ville komme tilbage igen i morgen. Efter det andet besøg hvor vi sagde, at vi skulle gå, sagde han: ”I will cry”, og det gjorde han hver gang. Vi var blevet lovet, at vi måtte få børnene med hjem den fjerde dag, men Mrs. Adedoyin var ikke kommet hjem fra en rejse som planlagt, så vi måtte tage meget skuffede hjem den dag. Søndag fik vi heller ikke lov at tage børnene med, for Mrs. Adedoyin ville ikke udlevere børnene, uden at der var en repræsentant for ’Life’ til stede. Det blev derfor mandag, der blev den store dag. Adam var helt indstillet på at skulle med os. Det havde virkelig været godt for ham, at vi var kommet på besøg i hans vante omgivelser nogle timer hver dag i løbet af ugen. Alt personale var kommet for at sige farvel. Det var tydeligt, at det var en stor og vigtig begivenhed, at to af deres børn skulle derfra. Adam var glad, men alle os voksne var berørt af situationen. Det rørte os dybt at se, at det var svært for personalet at sige farvel til de børn, som de havde skabt et hjem for.
Da vi kom ”hjem” på vores værelse hos Elvira, var Adam selvfølgelig meget usikker på situationen. Han sad længe hos far og kiggede sig omkring, men efterhånden blev nysgerrigheden efter legetøjsbilen på gulvet større end usikkerhedsfølelsen. Adam begyndte hurtigt at udforske sin nye verden. I de lidt mere end 2 uger, vi boede hos familien Salleras, forsøgte vi at bruge meget tid alene på værelset, hvor vi legede med Adam. Vi byggede klodsetårne, kiggede i bøger, hørte musik, tegnede og legede gemmeleg. Når vi trængte til at se lidt andet, kunne vi gå ned i en have tæt ved og gynge. Hvis vi skulle på shopping og indkøb, var det i begyndelsen kun én af os, der tog af sted for at skåne Adam for alt for mange nye indtryk. Når en af os gik, blev Adam ked af det, og når han skulle puttes om aftenen, skulle vi begge være der og ligge på hver sin side af ham.
Maden var jo et helt kapitel for sig selv. For os voksne var den ikke så fremmed, men det var tydeligt, at der var mange ting, Adam ikke havde smagt før. Det meste blev dog spist med en rigtig god appetit. Is til dessert var helt klar en førstegangsoplevelse – den var kold, og Adam skyndte sig at puste på den.
At komme i bad var ikke så sjovt til at begynde med. På børnehjemmet blev de vasket med lunkent vand fra en spand, så en bruser med varmt vand var meget skræmmende. Efter to gange i badekarret på skødet at mor og far, blev der dog plasket ivrigt med benene og badeanden blev vasket.

Der var jo også nogle formaliteter, der skulle ordnes, før vi kunne tage hjem og begynde vores liv med Adam i Danmark. Den første dag vi besøgte Adam på børnehjemmet, skulle vi også til møde i ministeriet med børnene. Begge familier blev med børnene kørt gennem byen. Adam faldt i søvn i mors skød med tommeltotten i munden og sov igennem hele seancen i ministeriet. Da de danske adoptionsmyndigheder er meget grundige med at indhente oplysninger, var det ikke nødvendigt med et egentlig interview i ministeriet. Elvira og Chinasa, som repræsentanter for ’Life’, førte ordet for os. Vi skulle blot udfylde nogle papirer, og et par dage efter fik vi nogle dokumenter fra ministeriet, som vi skulle underskrive. Herefter blev der lavet fødselsattester med børnenes nye navne, men det var vi ikke så involverede i – det klarede ’Life’.
Så skulle vi jo i retten, og her tog Chinasa med os. Med hos dommeren var også en socialarbejder fra ministeriet og en uvildig advokat. Det hele foregik helt uden problemer, men selvfølgelig med en del ventetid – sådan er det i Afrika.
Da vi skulle på paskontoret, tog Chinasa igen med os. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for, at vi skulle få passene til børnene så hurtigt som muligt, men vi måtte alligevel hen forbi paskontoret to gange. Det var også en hel oplevelse i sig selv.
Så var det jo sådan, at dokumenterne skulle verificeres af en advokat, og det tog også nogle dage – det klarede ’Life’.
For at vores børn kunne komme med ind i Danmark skulle de have et laissez-passer hver – et papir i stedet for et visum. De skulle komme fra AC, som først skulle have dem lavet hos to forskellige Statsforvaltninger. Derefter skulle de med kurerpost fra Århus til Lagos. Det tog også nogle dage.
Hjemturen tog Adam i stiv arm. Inden vi tog til Nigeria, havde vi købt en legetøjsflyver til ham, som han havde leget med i en uges tid, inden vi skulle rejse hjem. Vi havde også en bog med om at flyve, som vi havde læst for ham, så han var så godt forberedt, som han kunne blive. Han sov det meste af turen hjem, og når han var vågen, var han bare glad.

Nu er vi så hjemme og har været det i næsten tre måneder. Indtrykkene er ved at have lagt sig, og det er ved at være muligt at omsætte nogle af tankerne til ord på papiret. Adam trives, og tilknytningen er godt i gang. Emma, der mens vi var i Nigeria, måtte nøjes med at følge med på vores hjemmeside, på mail, sms og et par telefonopkald, er nu blevet ”rigtig” storesøster og nyder sin lillebror. Det er skønt at være en familie på fire.  
Om Nigeria som nyt adoptionsland har vi kun rosende ord – vores møde med det nigerianske folk har gjort stort indtryk på os. På trods af fattigdom, korruption og oliemilliarder, der som oftest lander i de forkerte hænder, er ”manden på gaden” en hårdarbejdende mand, der ser Nigeria som mulighedernes land. Det er et stolt folk, der prøver at finde måder at forsørge sig selv og deres familie på, selv om mange af dem har odds imod sig. Vi har kun mødt venlighed og rare mennesker, og på intet tidspunkt har vi følt, at vores sikkerhed var i fare.
Om ’Heart of Gold’ som børnehjem har vi også kun godt at sige. Vi kan se på Adam, at han har haft trygge omgivelser og kærlige mennesker at være i blandt – meget vigtige faktorer for et adoptivbarn.
For os har det været en gave, at Adam kan tale engelsk. Det har været – og er – let at kommunikere med ham, og vi tror, at det har sparet Adam og os for nogle frustrationer, at vi forstår hinanden, og at Adam kan give udtryk for sine behov. Allerede mens vi var i Nigeria, begyndte vi at tale dansk til ham, og han forstår nu langt det meste. Hver dag kommer der nye, danske ord i hans ordforråd. Vi har også lært et par afrikanske ord hen ad vejen, og sådan er det vel: Resten af livet skal vi lære af hinanden. Vi føler i hvert fald, at Adam har mindst lige så meget at give os, som vi har at give ham.

Hvis nogen skulle have lyst til at læse mere om vores tur til Nigeria, og tiden efter vi er kommet hjem, kan man besøge vores hjemmeside: 123hjemmeside.dk/Grundsted_Nielsen_og_Heiberg. Hvis I har spørgsmål eller kommentarer til vores artikel, er I velkomne til at skrive til os på mailadressen grundstednielsen@hotmail.com

Adam leger med det danske og det nigerianske flag.
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE