Hverdagsglimt 2011
Sommer her og der

Så er vi hjemme igen efter en skøn ferie i Tyrkiet. Hvor var det skønt at komme ned og få varmet knoglerne helt igennem. Selv efter vi er kommet hjem til regn og danske "sommer" temperaturer på 17 - 19 grader, går vi rundt i bare ben, for vi har den indre varme 🙂.
Det var en rigtig dejlig ferie med badning, afslapning, god mad, badning, badning, hamam (tyrkisk bad og massage - uhm! ) til tøserne, shopping, badning, afslapning, badning og badning 😀. Adam sprang i poolen både forlængs og baglængs, med og uden salto, dykkede, svømmede crawl og brystsvømning og legede med sin nyerhvervede badescooter - den var et stor hit med far som hjælpemotor . Storesøster var også en del både i pool, hav og flod, når hun ellers ikke havde travlt med at svare på diverse spørgsmål fra tyrkiske fyre: "How old are you? Are you a photomodel?" 🤩. Mor her blev sågar tilbudt 1000 kameler af en butiksejer, hvis hun ville gifte Emma bort til ham, men nej........ Mor var ikke parat til at tage 1000 kameler med hjem og betale for overvægt i flyet 😉. Jow, der var nok at se til 😀.
Afrikanskfødte børn er åbenbart et sjældent syn i Tyrkiet, for der var stor interesse for Adam. Ikke negativt og heller ikke for anmasende, men der var da en del, der vendte sig om efter vores lille familie. Det kan selvfølgelig også være storesøsters fortjeneste 😉 . (Se billeder fra vores ferie under 'Fotos 2011').

Nu er vi så hjemme igen, og vi nyder stadig ferien i fulde drag. Forude venter endnu tre uger med afslapning, praktiske sysler i hjemmet og gæster på besøg - dejligt! Det vil dog slet ikke gøre noget, hvis vejret bliver omkring 25 grader og solrigt hver dag 😎.

Sommerferie m.m.

Så blev det endelig tid til at holde sommerferie - jubii ! Inden vi nåede til sommerferien, fejrede vi Emmas 17 års fødselsdag (se billeder under 'Fotos 2011') med familie og venner og - for første gang - Emmas kæreste. Familien er nemlig blevet udvidet, og heldigvis for resten af familien er kæresten rigtig sød 🙂. Emma og kæresten mødte hinanden på efterskolen. Og ja - sidste weekend var det Store-Tudedag, for det var sidste dag på efterskolen. En dejlig, men sørgelig dag. Det har været et fantastisk år for Emma! Heldigvis skulle Emma direkte på Roskilde Festivalen (for første gang) med en del af efterskolekammeraterne, så helt farvel til de søde mennesker var det heldigvis ikke.
Nu glæder vi os bare til at holde fri sammen og nyde, at vækkeuret ikke ringer kl. 05.35 hver morgen.

Emmas sidste dag på efterskolen
Adam er nu seks år!

Så blev Adam seks år! Når man er så stor, skal man naturligvis have en "rigtig" stor seng, en stor dyne og en stor hovedpude. Så det fik Adam. Men faktisk var det slet ikke noget, Adam havde ønsket sig. Ja, vi tror ikke, at han nogensinde havde skænket det en tanke. Et par dage før fødselsdagen sov Adam hos farmor og farfar, mens far og mor samlede seng og nyindrettede sønnikes værelse. Da Adam kom hjem dagen efter, var overraskelsen derfor meget stor, da Adam åbnede døren til sit værelse. Vi havde fortalt ham, at han ville få sin gave af os dagen før sin fødselsdag, og at den var på værelset. Adam var først meget mundlam, men derefter kom mundtøjet på gled igen: "Det er den bedste dag i hele mit liv!"  Og så blev sengen ellers indviet. Nu var den ikke længere en seng, men et sørøverskib på togt ud på de syv verdenshave. Nigeria var første stop 😉. Derefter blev der lavet hule under sengen sammen med storesøster, og da klokken var hen ad 17, spurgte Adam, om han ikke snart skulle i seng 😀. Det syntes mor og far var vel tidligt, men kl. 19 lå han i sin seng. Og det bedste ved sengen var, at mor kunne ligge ved siden af, mens der stadig var god plads 😉. Mor havde til gengæld visse vanskeligheder med at komme ubemærket ud ad sengen igen (det er ikke let med en sengehest i næsten hele sengens længde og en lille smal stige, der IKKE rummer moderens popo, som truede med at sætte sig fast.... 😲).
Dagen efter på Adams rigtige fødselsdag (og familiens 100 års fødselsdag) var der fødselsdagsbrunch for faster, Dan, farmor, farfar, oldefar og oldemor, og det var superhyggeligt. Vejret var fantastisk, og vi hyggede udenfor det meste af dagen (se billeder fra dagen under 'Fotos 2011').
En perfekt afslutning på en rigtig skøn Påskeferie!

Adam tager sit nyindrettede værelse i øjesyn og er mundlam - et kort stykke tid :-)
Skolestart

Så starter et nyt kapitel i familiens - og især i Adams - liv. Et farvel til de trygge rammer i børnehaven og et goddag til nye rammer i Spireklassen på den lokale lilleskole. Overgangen fra børnehave til skole kan være en stor omvæltning for en lille, stor dreng på 5 (snart 6 😉) år. Vi håber dog, at overgangen ikke bliver så stor, når skiftet sker fra naturbørnehave til lilleskole. 
Adam har længe glædet sig til at komme i skole. Han har dog ikke helt forstået, at et "goddag" til skolen, betyder et "farvel" til børnehaven. Det kommer nok helt af sig selv i løbet af de næste par uger 😉. Vi har lovet børnehaven, at vi kommer på besøg snart.
Adam har selv været med ude at købe skoletaske og penalhus. Far og mor havde på forhånd været forbi skoletaskeforretningen og udset os tre tasker (samme model - forskelligt udseende), som Adam måtte vælge imellem, og han var ikke sen til at vælge den sorte taske med den flot edderkoppenøglering på 😎. Tasken blev fremvist straks efter køb, da vi mødte farmor på gågaden. Naturligvis skulle hun også se penalhuset - og indhold 😉. Faster Dan på museet skulle også se taske med indhold. Efterfølgende er taske og indhold blevet fremvist til samtlige besøgende på matriklen.
I dag var så dagen, hvor tasken officielt skulle tages i brug. Madkassen blev udstyret med et stykke frugt (der er økologisk, varm mad på skolen hver dag), og drikkedunken blev fyldt med koldt vand. Begge dele blev møjsommeligt lagt i de rigtige rum.
Så var det tid til det obligatoriske billede uden for hoveddøren (har vi ikke alle i tidernes løb måttet stille op til det? 🙃), inden vi trillede afsted mod skolen.
På skolen blev vi budt velkommen af klasselæreren, Ena. Alle 22 børn og forældre tog plads i klasseværelset. Eleverne satte sig ved to store borde ud for deres navneskilte. Så sang vi alle sammen 'God morgen sol!'. Og endelig skulle penalhuset tages i brug!! . Nu skulle der nemlig skrives navn på sangmappen og den nye opgavebog. Straks fik eleverne den første opgave: Tegn dig selv - og det gjorde Adam. Herefter blev forældrene "smidt" ud, mens eleverne skulle præsenteres for en lille kanin, der tilfældigvis havde gemt nogle påskeæg rundt omkring, som eleverne skulle finde. Så var der frikvarter, hvor eleverne løb rundt udenfor for at lære skolen at kende (toilettets placering skal vist lige genopfriskes....😲). Til sidst samledes forældre og elever i hallen, hvor vi bl.a. skulle danse. Alt i alt en rigtig hyggeligt første skoledag! (Se flere skolebilleder under 'Fotos 2011').

Adam er klar til sin første skoledag :-)
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE