FINANSKRISEN OG FOLKESTYRET

FOR STØRRE TEKST HOLD Ctrl NEDE OG DREJ PÅ MUSENS HJUL

 

 

FINANSKRISEN HAR UDSTILLET FOLKESTYRETS MAGTESLØSHED

 

Verden gennemlever lige nu et kollaps uden fortilfælde i menneskehedens historie. En istid kunne vore fjerne forfædre flygte fra, men der er ingen der kan flygte fra denne gigantiske, globale økonomiske katastrofe, der breder sig med større hast end en tsunami, og som kommer til at ramme os alle.

Siden anden verdenskrig har folkestyret været den dominerende ledelsesform og magtfaktor i den vestlige verden. Enkeltvis, og i fællesskaber som FN, NATO, EU og en række økonomiske samarbejdsorganisationer, har regeringerne bestræbt sig på at skabe tryghed, stabilitet, velfærd og fremgang for de enkelte landes befolkninger, og indtil for mindre end 1 år siden var det de flestes opfattelse, at det ikke blot var lykkedes ovenud godt, at den økonomiske situation aldrig havde været bedre, og at det nærmest kun ville fortsætte med at blive endnu bedre i én uendelighed – kort sagt: Det rene Slaraffenland, med frit valg på alle hylder.

Der har da været enkelte kritiske røster om det uholdbare i denne udvikling, og enkelte advarsler om, at det på et eller andet tidspunkt måtte ende galt, men de er druknet totalt i larmen fra hele dette gigantiske finansielle Tivoli, og ikke mindst lyden fra de snurrende lykkehjul.

Den 26. juli 2005 skrev jeg, i et indlæg i Århus Stiftstidende bl.a.:

”Der postes penge ud i samfundet, i et tempo og et omfang, som kan give mindelser om Nazi-Tysklands rødglødende seddelpresse. Uanset hvor man vender sig hen, får man smidt fristende tilbud i nakken om at få stillet betydelige beløb til sin rådighed, med eller uden sikkerhed, under slogans som: ”Få samlet din gæld, og lån til alt det du vil købe – op til 200.000 kroner uden sikkerhed – du bestemmer selv, hvad pengene skal bruges til.”

Det berømte danske tag-selv-bord har antaget ny forklædning.

Nu har de danske forbrugere nemlig fundet det sagnomspundne Eldorado, hvor guldet flyder i gaderne, eller rettere, i husene langs gaderne, og ikke nok med det, man har også opfundet (ser det i hvert fald ud til) den ikke mindre sagnomspundne evighedsmaskine, og sandelig om ikke seddelpressen indgår som en del af denne vidundermaskine. Hus til salg, prisen er sat højt, eller der holdes ligefrem auktion (bemærk hvor tæt dette ord ligger på ”tvangsauktion”). Længere henne ad gaden har man fattet budskabet. Huset, som er tillægsbelånt så hatten passer (det er derfor der holder en BMW i carporten og familien er på Azorerne), kommer på auktion, og prisen sprinter opad.

Der står en række købere, som selv har solgt deres huse til en pris, de aldrig havde drømt om, og med tillægslån, afdragsfrihed og mikrorente kan de nu lige klare at købe drømmehuset, med forventning om at det bliver mere værd, så de snart kan få endnu et tillægslån eller tjene fedt på et salg.

Hussalget boomer, forbruget boomer.

På kort sigt er der jo rigtig mange, der naturligt nok er begejstrede for dette lukkede selvforstærkende system. Det er måske også derfor, der ikke rigtigt har været noget fremme om den problematiske side af forbrugsfesten.”

Mit indlæg sluttede jeg med at efterlyse nogle rigtige beslutninger fra politisk eller pengepolitisk hold. De kom så desværre ikke, mens der endnu var mulighed for at foretage en opbremsning og afbøde de værste konsekvenser for mange mennesker.

Godt to år senere rammer katastrofen os og hele verden med en tsunamis fulde styrke og med en udbredelse over hele kloden. Jamen, hvordan kunne dette ske. Regeringerne og de internationale organisationer, skulle jo sikre vores tryghed og velfærd – hvor var de henne og hvor var deres tsunamivarsel?

Burde alle disse kloge politikere – og deres embedsmænd og eksperter – med al deres viden, ikke have forudset katastrofen, det er jo sådan noget, vi har valgt dem til. Jo, i den sidste ende er det naturligvis deres ansvar, og de burde heller aldrig have sat kikkerten for det blinde øje, når det gjaldt den sygelige økonomiske udvikling, som f.eks. her i Danmark jf. ovenstående.

MEN, det helt katastrofale ved finanskrisen er imidlertid, at grundlaget for denne i årtier er blevet skabt uden om regeringerne, uden om folkestyret, som derfor helt har spillet fallit i denne nok så vigtige sammenhæng. Finanskrisen er skabt i en parallelverden, den nationale og internationale finansverden, som uden en tilstrækkelig effektiv og ansvarlig kontrol, har kunnet skalte og valte med verdensøkonomien og dermed også de nationale økonomier og derfor i den sidste ende også dine og mine penge.

 Finansverdenen har stort set over alt i den vestlige verden pustet boligboblen og udlånsboblen op i en frådende jagt på volumen og indtjening. OG, er det ikke sket i bevidst total ansvarsløshed, kan forklaringen kun være en ubevidst total inkompetence.

Politikerne har hidtil formået at undgå en altomfattende krig, men de har ikke formået at forhindre denne verdenskrise, som måske på mange måder kan blive lige så ødelæggende, som en krig ville være, og som man helt åbenbart har været totalt uforberedt på.

Man taler om, at krisen udvikler sig som faldende dominobrikker, det må siges at være flere årtusinders underdrivelse. Den udvikler sig bogstavelig talt som en atomeksplosion, der vokser med kvadratet på kvadratet på kvadratet----.

Denne eksplosion forsøger politikerne så at sprøjte skum på i form af den ene astronomiske ”hjælpepakke” efter den anden, samtidig med at det eneste der står helt  klart er, at ingen ved hvad, hvor meget, eller om, det overhovedet hjælper, eller om det måske blot får ilden til at blusse mere op – ingen har jo prøvet det før, og da slet ikke i den aktuelle størrelsesorden.

Det er en klassisk læresætning i bankverdenen, at man ikke skal kaste gode penge efter dårlige penge. Den er så åbenbart gået i glemmebogen sammen med så mange andre bankfaglige dyder.

Både i den politiske og den finansielle verden har man i den grad sovet i timen, og nu brænder kloden, det er den uafrystende realitet, som vi må forholde os til, og kan branden ikke slukkes, må vi vente på, at ilden dør ud, og så prøve at rydde op efter katastrofen, så godt som det nu vil være muligt.

Skulle det lykkes, før eller siden, på den ene eller den anden måde, at få den løbske finanskrise under kontrol, må det være et aldeles ufravigeligt krav, at der skabes en helt ny verdensøkonomisk orden, og der vil være megen barsk lære at forholde sig til. Overordnet skal vi forsøge at komme væk fra, at vi som mennesker skal eksistere som brikker i et gigantisk lotteri.

Systemet med at hovedparten af vores økonomi er baseret på obligationer, aktier, pantebreve og valutaer betyder, at økonomien kan udsættes for voldsomme udsving, og store risici, som der stort set ikke er nogen, der har en reel indflydelse på, og da slet ikke det enkelte menneske. Det er nu demonstreret i al sin gru og med al uønskelig tydelighed.

Startskuddet til Finanskrisen var de såkaldte subprime lån i huse i USA, de dårligst placerede lån, der nærmest svarer til, hvad vi ville kalde, at huset er belånt op til skorstenen, og da husboblen bristede, styrtdykkede huspriserne og lånene røg op over skorstenen, så de millioner af højtforrentede pantebreve, som huskøberne havde ladet sig lokke til at udstede, og som var solgt over hele verden, reelt mistede deres værdi, samtidig med at husejerne sad tilbage med overbelånte huse, de ikke kunne sælge, og med høje ydelser de ikke kunne betale.

Er det noget vi kan genkende – ja, mon ikke - NU kan vi. At ingen indflydelsesrige bankfolk i tide har forudset muligheden af denne udvikling er aldeles uforståeligt, OG jeg kan kun gentage, at er det ikke sket i bevidst total ansvarsløshed, kan forklaringen kun være en ubevidst total inkompetence.

Verdens økonomi og vores økonomi skal, så vidt det overhovedet er muligt, væk fra denne lotteritilværelse i den finansielle spillehal med alle dens lykkehjul og spillemaskiner og spekulanter, som samfundet nu kommer til at betale nogle meget dyre lærepenge for at være en del af, og man må så sandelig håbe, at folkestyret i det mindste kan uddrage den nødvendige lære heraf, og nå frem til en erkendelse af, at der skal indføres stramme økonomiske regler, nationalt som internationalt, og at det er fortidigt, og skal være fortid, at vores tilværelse og tryghed skal baseres på lotteri, og vores penge satses på rouletten

  – ellers må folket belære folkestyret om det.

 

Georg Facius

Fhv. kontorchef i banksektoren

 

18. februar 2009