I anledning af 50 året for stiftelsen af Djurslands Fodbolddommerklub er nedenstående historik udarbejdet med hjælp fra Gunner Bjerglund og Poul Johan Christensen.
Endvidere indgår statistisk materiale udarbejdet af Niels Bak Andersen.
DFK blev stiftet den 23. marts 1962 – og initiativtagerne var Eigil Schultz og Svend Åge Jensen begge med tilknytning til Kolind.
Inden DFK´s stiftelse blev dommerne til fodboldkampene på Djursland påsat af Aarhus Fodbolddommerklub.
Initiativtagerne til DFK’s stiftelse så såvel behovet som mulighederne for at få en lokal dommerklub
stablet på benene, og ved stiftelsen bestod klubbens første bestyrelse af følgende:
Bent Bervig, Grenå, formand
Eigil Schultz .Skødstrup, kasserer
Svend Åge Jensen, Kolind, kampfordeler
Edmund Nielsen, Grenå, sekretær
I klubbens første leveår var der 12 medlemmer - og til sammenligning er der i jubilæumsåret 82 medlemmer, tal der klart vidner om at de visionære stiftere af klubben
så rigtigt tilbage i 1962.
I klubbens første 4 leveår blev der sammenlagt dømt 642 kampe af 19 dommere. I 2011 stillede DFK dommere til 2735 kampe fordelt på 74 dommere.
Gennem de 50 år har dommerklubben
haft følgende formænd:
Bent Gervig, Ejner Langvad, Per Christoffersen, Erik Rasmussen, Henning Eriksen, Claus Løvbo, Niels Bak Andersen, Ove Velling, Flemming Larsen, John Kristensen, Gunner Bjerglund, Poul Johan Christensen
og Kent Jensen.
Kassererposten har gennem årene været besat af følgende:
Eigil Schultz, Steen Mikkelsen, John Poulsen, Niels-Peter Meldgaard og Anders V. Larsen.
Kampfordeler/dommerpåsætter
posten, som må betegnes som en nøglepost i det daglige arbejde, har i forløbet på de 50 år været lagt i hænderne på følgende:
Svend Åge Jensen, Henning Eriksen og Niels Bak Andersen.
DFK’s primære opgave er at stille kvalificerede dommere til breddefodbolden på Djursland. En opgave som de respektive bestyrelses- og udvalgsmedlemmer gennem årene seriøst har løst ved at sikre det dommerfaglige arbejde
med klubbens medlemmer på højt niveau. Gennem personlige udvikling og videreuddannelse har dommerne i DFK til stadighed fokus på at ”levere varen” på banerne rundt om på Djursland.
En anden opgave for dommerklubben
er også - via det dommerfaglige arbejde - at finde dommere med særlig talent for virket som dommer og dermed bidrage til en kontinuerlig tilgang af talenter til kampe i Danmarksturneringen, altså med andre ord til elitekampe.
Trods
det at DFK - målt på antal medlemmer - er en af de mindste dommerklubber i Danmark, lykkedes det faktisk fint at bidrage til talentsystemet. Således blev Flemming Larsen i 80’erne den første divisionsdommer i DFK, idet han nåede
den daværende 3. division.
Den hidtil højeste rangerende dommer i DFK er Steen Knudsen som i 1998 fik status som Superliga dommer. Steen nåede i alt 126 kampe fordelt på 6 sæsoner i landets bedste række.
Endvidere
har flere dommere fra DFK gjort sig i Danmarksserien.
I jubilæumsåret er DFK stadig repræsenteret i divisionsfodbolden – idet den pt. højest rangerende dommer i DFK, Henrik Mortensen dømmer i 2. division
Ligeledes i jubilæumsåret er en stribe af talenter fra DFK i gang med at forsøge sig i diverse talentgrupper i region 3. Det ser bestemt lovende ud med deres muligheder.
Det kan derfor konstateres, at der såvel historiemæssigt
som i forhold til nutiden er grund til at takke både dommere og ledere i DFK for et godt og seriøst stykke arbejde til gavn for boldklubberne og fodbolden på Djursland og andre steder.