14. november 2010.
Sidste søndag var vi til udstilling i Herning. Familien Hansen tog den lange tur fra Amager med Caius, så han for første gang kunne udstilles i junior / unghundeklassen.
Det var en norsk dommer, og han var virkelig norsk. Der var kun en enkelt ud af 6 i Caius’ klasse, der opnåede bedømmelsen Excellent, men Caius blev dog placeret som nr. 2 med bedømmelsen Very Good, så vi var alligevel glade og meget stolte af ham. Han slog endda sin evige rival fra baby- og hvalpeklasse, som dagen før også blev udstillet og opnåede sit første Cert., så helt ringe er han da ikke. Han mangler nu kun den officielle PL test for at være godkendt til avl. Så må vi se, om der er nogle dejlige ”damer”, der ”lægger billet ind” hos ham næste år.
Familien kom om lørdagen, så vi kunne nå at hygge lidt og vaske Caius om aftenen, så han kunne møde fin og ren i ringen. Det var rigtigt dejligt at se Caius igen, men desværre var Nessie i løbetid, så det gik ikke helt stille af.
5. oktober 2010
Caius flyttede hjemmefra i går. Han bor nu hos Martin, Lydia og Martine Hansen på Amager. Vi havde en hyggelig dag, hjemturen gik fint, og Caius er allerede faldet til i de nye omgivelser. Jeg er ikke i tvivl om, at han går en god og spændende fremtid i møde. Han starter på ringtræning på onsdag, der er gåture med nogle andre Havaneresere engang imellem, der bor i forvejen en lille Havanesertæve, som han leger allerede fantastisk godt med, og ikke mindst er han kommet til en kærlig familie, som har masser af tid til ham. Der kommer nok snart billeder fra hans nye hjem.
Jeg må sige, at der er blevet noget stille herhjemme. Tøserne har ikke gjort meget væsen af sig, siden Caius rejste, men om et par dage har de nok vænnet sig til, at han ikke er der.
29. september 2010
Caius har været på sin 3. udstilling på sin 8 mdrs. fødselsdag. Denne gang et DKK skue i Billund. For første gang foregik det indendørs i en tæt pakket hal med mange hunde, nogle af dem meeeget store. Det var ikke lige Caius' kop te, men halen kom dog op til sidst, da vi endelig kom i ringen. Han viste ikke den store begejstring, men selv om han igen "måtte tage til takke" med 2. pladsen, så fik han en flot kritik, og dommeren sagde, at det var meget svært at afgøre, hvem der var vinderen.
Næste gang, Caius bliver udstillet, er det "alvor". Til den tid er han rykket op i junior(unghunde)klassen, og dermed bliver bedømmelsen officielt registreret. Jeg håber selvfølgelig, at han får sin avlsgodkendelse, selvom det også bliver en indendørs udstilling.
27. august 2010
Så har vi igen været på udstilling i Vejen med Caius. Denne gang stillede han op i hvalpeklasse, og det gik også rigtigt flot denne gang. Han blev igen bedømt som særdeles lovende.
Jeg regner med at tilmelde ham igen i Herning eller Nyborg i november. Til den tid er han unghund, og bedømmelsen af ham bliver officielt registreret.
30. maj 2010
Caius bor stadigvæk herhjemme. Der er desværre endnu ingen, som har villet give ham et nyt, kærligt hjem. Jeg besluttede derfor at udstille ham i Vejen i lørdags. Vi havde ikke trænet særligt meget, men Caius klarede det til UG. Det kan jo være, at nogen engang gerne vil have en avlshan, så nu har vi taget det første skridt på vejen. Det er selvfølgelig først bedømmelsen som unghund, der "gælder", ligesom der også forestår tests for arvelige øjen- og knæledssygdomme, som ikke kan foretages endnu. Men nu har jeg i hvert fald "papir på", at han ikke fejler noget, hverken helbreds- eller udseendemæssigt. 
5. april 2010
Chicco er flyttet til Vejle.
11. marts 2010.
Hvalpene er nu 6 uger gamle, og der er liv og glade dage. De løber rundt i hele huset, og de er også blevet glade for at komme med ud. Der ligger endnu en del sne, men det synes de også er spændende.
26. januar 2010
2 dejlige hvalpe blev det til.
9. januar 2010.
ENDELIG HVALPE PÅ VEJ.
Denne gang lykkedes det. Nessie venter sit 3. kuld omkring 29. januar. (Så bliver det min fødselsdagsgave
). Vi tog for 2. gang ned til Dagmar Braun i Gifhorn i Tyskland og var der denne gang i 3 dage. Nessie fik tid til at stresse lidt af efter den lange køretur, og parringerne fandt sted på vores hotelværelse, hvor hun følte sig lidt mere hjemme. Måske derfor er der denne gang hvalpe på vej.
Iflg. dyrlægen er kuldet måske ikke særligt stort, men det vigtigste er jo også, at hvalpene er sunde og raske.
Jeg er meget spændt på resultatet, og jeg håber selvfølgelig, at Nessie denne gang får tævehvalpe. I de 2 forrige kuld har der kun været en enkelt ud af 11 hvalpe.
Chimani med legetøjet, som hun fik med fra Bine.