Sidste rejse 5/8-10


Coy fik pludselig gule tænder og meget dårlig ånde (kræft lugter) og andre symptomer. Jeg tog ham til dyrelæge Danny, hvor han blev grundigt tjekket. Jeg fik noget antibiotika med hjem, og vi skulle lige se tiden an en uge. Desværre blev symptomerne ved, og Danny henviste os til Karlslunde Dyrehospital.


Jeg fik en tid, hvor Coy skulle afleveres om morgen, og jeg kunne så hente ham senere på dagen. NEJ var mit svar, for Coy har aldrig været foruden mig. Så efter en kraftig overtagelse af dyrelægen, så kunne jeg komme med ind indtil Coy var faldet i søvn. Da jeg skulle hente ham, viste dyrelægen mig først et par billeder, hvor det viste sig, at Coy havde en tumor! Mega chok - jeg var lige ved at gå i gulvet. De havde taget en biopsi, og ville nu sende prøven til Tyskland. Der ville gå ca. 1 uge, og så ville jeg få svar. Jeg skyndte mig ind til min elskede Coy, som var ved at vågne af narkosen. Han blødte og blødte, og han var meget søvnig, og der gik næsten panik i ham, da han hørte min stemme. Heldigvis kunne jeg berolige ham som altid, og der var en sød, ældre veterinærsygeplejske tilstede. Jeg havde naturligvis en masse fabrilske og bange spørgsmål til dyrelægen, men han blev irriteret og direkte ubehøvlet. Vi blev dog enige om, at bestille en tid på Landbohøjskolen til en CT scanning af Coy.


Endelig kom svaret fra Tyskland, og alt så fint ud (troede jeg !).


Efter nogle dage tog jeg på Landbohøjskolen med positiv sind, for nu vidste jeg jo besked om, at det ihverttilfald ikke var kræft (troede jeg igen). På Landbohøjskolen ville de også have, at jeg skulle aflevere Coy, men NEJ var mit svar igen. Så da han var faldet i søvn, fik de lov til at tage ham med ind til CT scanning. Jeg kunne så hente ham efter 1 time. Endnu en søvnig Coy skulle jeg have med hjem. Der kom en dyrelæge forbi, som var meget interesseret i Coy og hans sygdom.


Efter nogle dage fik jeg besked fra min dyrelæge Birgitte, at det desværre var kræft. Jeg blev naturligvis fuldstændig knust. HVORFOR skulle vi dog rammes SÅ hårdt var mit store spørgsmål. Jeg VILLE simpelhen IKKE miste ham, så jeg gik straks i gang med at undersøge, hvilke muligheder jeg havde.

Operation var ikke muligt.


Jeg er en fighter og ligeså var Coy.


Jeg startede med at skrive et mega klagebrev til Karlslunde Dyrehospital til den ansvarlige person for personalet (tidligere ejer af Centrum Dyreklinik). De havde ikke taget en ordentlig biopsi, som jeg overikøbet skulle betale over 8.000 kr. for samt en møg ubehøvlet dyrelæge, som havde undersøgt Coy.


Jeg kontaktede endvidere den interesserede dyrelæge fra Landbohøjskolen. Han ville gerne have os med i et (næste) gratis projekt; strålebehandling af kræftknuden. Det indebar, at Coy skulle indlægges i 4 hele dage, og gennemgå en masse prøver og CT scanning igen samt have lavet en bideskinne. Derefter skulle han 3 gange om ugen afleveres på Landbohøjskolen, hvorefter de ville tage ham med til strålebehandling. Dette skulle ske over flere uger. Jeg tænkte meget over det, for jeg ville jo for gud have min Coy helbredt, men jeg måtte ikke være der for ham ved alle disse behandlinger, som han skulle gennemgå. Min mavefornemmelse sagde nej, og således gjorde min dyrelæge Danny også. Coy var jo ikke hvem som helst, og da han kun stolede på mig, så ville jeg ganske enkelt ikke lade ham gennemgå alt dette alene. Dyrelæger var han ikke tryg ved.


Men hvordan skulle jeg så rede ham ?!


Jeg giver jo aldrig op, så jeg søgte lidt på nettet og fandt en dyrelæge Anne, som kunne hjælpe os. Jeg havde mange samtaler med Anne inden vi gik i gang med behandling. Anne var altid ærlig overfor mig, og Coy var glad for at komme hos hende og jeg kunne være ved hans side hele tiden.  Min mavefornemmelse var god for denne behandling, og som aldrig gik ud over det etiske. Denne behandling kostede rigtig mange penge, men jeg har aldrig fortrudt, og ville gøre det igen.
En journalist ville skrive om os i en avis, men jeg takkede pænt nej.


I mellemtiden havde jeg også fundet dyrelæge Birgitte.
Hun gav Coy akupunktur og kiniske urter.
Desuden har hun skrevet om Coy i et projekt.


Jeg lavde speciel mad til Coy og brugte også nogle madråd fra Chris MacDonald.


Det gik heldigvis rigtig godt fremad med hans helbred og han var aldrig mærket af sin kræft. Altid masser af energi havde han, og han var helt sig selv.


Men lige pludselig gik det stærkt ned af bakke. Coy tabte sig meget på få dage, imens øjene var fulde af liv. Det måtte simpelhen ikke være rigtigt, at jeg var ved at miste min elsket Coy. En dag ,da jeg kom hjem fra arbejdet, var der fyldt med blod i hele min stue. Coy lagde sig ude i sin elsket have, imens jeg holdt øje med ham. Jeg var virkelig i tvivl om, hvad jeg dog skulle gøre. Men da han var faldet om 2 gange, og hans øjne var et stort spørgsmål, var jeg klar over, at hans krop nu havde givet op. Pia blev kontaktet og ligeså blev min dyrelæge. Et år forinden havde jeg stået alene hos dyrelægen og skulle aflive min gamle westi, og det skulle jeg altså ikke opleve igen. Jeg vidste dog ikke, om jeg fik Coy med hjem igen fra dyrelægen, men derhen skulle vi ihverttilfald. Dyrelæge Anne så meget bekymret ud i øjene, da jeg bar Coy ind og lagde ham på bordet. Hun sagde ikke så meget, men jeg kunne se på hende, at nu kunne vi ikke gøre mere for Coy. Vi talte lidt frem og tilbage, og hun gav ham en sprøjte i bagbenet, som han lige løftede hovedet på. Men ellers lå han blot i mine arme, imens jeg græd højlydt. Jeg fik lige set op, at Anne gjorde 2 blå sprøjter klar, og ellers stod jeg blot med hovedet begravet nede ved Coys hoved. Der var ingen tvivl om, at hans krop havde givet op, og kræften havde overtaget. Der gik ikke lang tid, så var han væk. Det var så uvirkeligt, at jeg allerede skulle miste min højtelske Coy. Jeg havde besluttet, at han skulle med hjem. Enten skulle han begraves i sin elsket have eller også skulle han kremeres. Pia tog med hjem og vi fik en god lang snak, imens jeg sad med Coy. For mig var han ikke død.
Mine 2 andre hunde Aussie og Foxon fik også på den måde sagt farvel til ham. Jeg blev noget forskrækket senere, hvor han var begyndt at blive stiv.


Næste dag besluttede jeg mig for, at han skulle kremeres hos Ada. Jeg kørte dertil med ham, og udvalgte en hvid urne, som kunne stå i mit hjem. Coy blev lagt i en hvid papkiste, og jeg fik igen taget afsked med ham. Noget sort/hvid pels fik jeg også taget med hjem. Jeg kom igen efter 3 timer, og det føltes ulideligt at være væk fra ham, selvom han jo denne gang ikke lagde mærke til det. Men der var først  ro i min sjæl, da jeg havde hans krop i en urne igen.

Urnen står nu sammen med hans halsbånd og et billede af os og hans poteaftryk i en stjerne. 

10 år, 1 måned og 5 dage blev min højt elsket Coy.
Alt, alt for tidligt blev han taget fra mig.

 

Kæreste smukke Coy

Min soulmate. Min bedste ven. En ener af format.

Hvordan skal jeg dog komme videre uden dig ?!

Hvorfor måtte vi ikke få de sidste 4 år sammen ?!

Du kom ind i mit liv, da min første border collie, Aussie, blev syg og jeg valgte, at han ikke skulle løbe agility mere.

Jeg ringede til Johanna, for hun plejede at formidle omplaceringshunde. Hun kendte til dig, som skulle have et nyt hjem, 1 ¾ år gammel. Du passede ikke ind i dit nuværende hjem. Jeg mødte dig første gang med din søster og hendes ejer. De 2 andre tæver kom straks hen til mig og spiste de bedste godbider, som jeg havde med på redningspladsen i Frederikssund, men du kom ikke. Det var tydeligt, at du ikke have tillid til andre mennesker og dyr. Men det skulle jeg nu nok få lavet om på.
Som opdrætter Lis sagde, så  ville jeg få en hund for livet, hvis jeg vandt dit hjerte. Og det var lige præcis, hvad der skete.

Vi har haft så utrolig mange dejlige oplevelser sammen.  Vi har været til konkurrencer i ind- og udland og været på det danske agility landshold til 5 mesterskaber. Mange rigtig flotte titler har vi taget med hjem sammen, og den største International Agility Champion, som du var den 3. i  Danmark der fik. 
Herhjemme var du altid dejlig rolig og nød livet. 
Altid har du stolet på mig.
Og vores samarbejde har været unikt.
Jeg var din skytsengel.

Hvis jeg hostede, kom du og tjekkede om jeg var ok. Hvem skal nu gøre det ?!

Aldrig kunne du lide fyrværkeri eller torden, men når jeg sagde, at det var OK, så slappede du af og stolede på mig. Hvem skal nu passe på dig ved fyrværkeri og torden !?

Vi fik 8 dejlige år sammen, men jeg ville ønske, at vi havde fået de 6 andre år også.

Gid jeg kunne tage med dig på din sidste rejse.
Agilitybanerne vil aldrig blive de samme igen uden dig.

Altid vil du være i mit hjerte, og jeg får aldrig en hund og ven, som dig igen. Du betød ALT for mig.


Hvil i fred, min højt elsket Coy.








Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE