Arbejdet på teglværk

Arbejdet på teglværk

Teglværksarbejderne

At være teglværksarbejder var et fysisk krævende job. Arbejderne mødte tidligt, arbejdede til sent og havde kun fri om søndagen.

                    Før Fanden får sko på, i lergraven ned. 
                    Han tjener sit brød i sit ansigts sved. 
                    På sommerens dage, når solen står højt, 
                    er leret som bly, og hans arbejde drøjt.
                    Og kommer der regn står han uden læ,
                    med klumper og klamper fra sål og til knæ.
                    Men han er en svend og går ikke omkuld,
                    i sol eller regn får han tipvognen fuld.
                    Og leret, som klumper sig fast om hans ben,
                    skal brændes og blive til rør eller sten.
                    Sådan han hver dag fra tidligste gry,
                    er med til at bygge vor gade og by.
 

Skrevet af: Aage Herman. Tidligere teglværksarbejder.


Arbejdsopgaverne krævede fysisk styrke, teknisk snilde samt opretholdelsen af et vist arbejdstempo. Var man langsommere end de andre, ville man bremse produktionsprocessen og i værste fald nedsætte den samlede produktion. Dette gik ud over lønnen, som for de flestes vedkommende var baseret på akkord. Dette betød, at arbejdernes løn var fastsat efter, hvor meget de minimum kunne producere på en dag. Hvis de producerede mere end den fastsatte mængde, tjente de flere penge. Det var derfor i både arbejdernes og teglværkets interesse, at alle kendte deres plads og var gode til arbejdet. 

I 1930 lå en teglværksarbejders løn på omkring 40 kr om ugen. For dette beløb skulle han holde sig selv og sin familie med kost og logi. Arbejderne på et teglværk kunne også aflønnes ved timebetaling, men den var som regel lavere end akkorden. Derfor foretrak mange at arbejde efter akkord, idet det gav mulighed for at tjene ekstra penge. Men der var også status forbundet med akkordarbejdet og mange rangerede højere i hierkiet som akkordlønnet fremfor timelønnet.

"Jeg har nu aldrig selv været på timeløn"
Tidligere teglværksarbejder om forskellen mellem timeløn og akkordløn

Teglværkerne var præget af sæsonarbejde. Man havde ikke mulighed for at tørre sten eller drænsrør. Frostvejr betød, at arbejderne på teglværket blev arbejdsløse og istedet måtte søge andet arbejde eller i værste tilfælde modtage understøttelse. Nogle var i skoven andre var ansat som drænsarbejdere, så længe man kunne komme i jorden.  I 1930 lå understøttelsen for en arbejdsløs familie på 8 kroner om ugen. Dette beløb skal sammenlignes med den ugeløn, som en teglværksarbejder kunne bringe hjem når teglværket producerede.



De forskellige funktioner på Lilleskov Teglværk i 1950 
Sjakket i lergraven:

  •    Håkon fra Frøbjerg bakker,
  •   Karl Andersen fra Frøbjerg og
  •   Christian Juhl fra Tommerup.

Kørte med tipvognene ud i lergraven, hvor de gravede ler ud med gravegreb og spader. Kørte så leret ind på teglværket, hvor de tippede leret ned ved siden af forælteren, sammen med grus, som de tog med. Det læssede de på en tipvogn 100 m. bag teglværket.


Lerloftet ved forælteren:
  •    Niels Jørgen Johansen fra Tommerup Mae
Stod og ”slog” ler og grus i forælteren. Han sørgede også for at komme vand på leret så det fik en tilpas konsistens. Det var også vigtigt at blandingsforholdet mellem ler og grus var rigtigt.

Afskærebordet:  
  •    Jens Peder Jespersen fra Frøbjerg. (Har 2 sønner på teglværket)
Han startede dagen med at smøre og starte dieselmotoren, så han mødte tidligere om morgenen for, så man kunne starte kl. 07:00. Når man startede forgik det ved at remmene blev skubbet over fra den frie remskive til drivremskiven. Det skulle gøres af flere omgange, forælter, valseværk og strygemaskine. Derefter tog han sten og rør fra maskinen og læssede dem på flad trillebørere, hvor der var 12 x 3 sten, eller på elevatoren, hvis det var 1. salen der skulle køres ud på.

Trillerne:  
  •    Robert Andersen, Tommerup og
  •   Otto Jensen, Frøbjerg.
De kørte sten eller rør ud på hylderne. Det var vigtigt at de ikke satte fingre på facaden af stenene, de var somme tider meget bløde, men de havde en fantastisk evne til at køre stærkt. Hver mand nåede i løbet af en dag ca. 10.000 mursten, med 36 sten hver gang de kørte ud, det giver ca. 270-280 læs i løbet af en dag. Det var ikke nødvendigt at gå i motionscenter.

Stenskiller:
  •    Astrid Madsen fra Lilleskov.
Når stenene havde stået og var begyndt at tørre, så man ikke satte fingre på facaden, når man rørte dem, skulle de skilles så de stod på hylderne med ens afstand mellem alle sten. De skulle derefter stå og tørre færdig.

Isætter i ovnen:  
  •    Verner Jespersen, Frøbjerg. (Søn af Jens Peder Jespersen)
Hentede de tørre sten på hylderne og kørte dem ind i ovnen, hvor de blev stablet i fyrblad, hvor der blev fyrret ned gennem hullerne oven på ovnnen. Derefter var der stillet sten op mellem fyrbladene, disse blev kaldt sæt. For hver 3 sæt, ved portene blev der sat papir for at kunne lave træk ud til kanalerne. Disse 3 sæt blev kaldt et kammer. Det var meget vigtigt at stenene var sat rigtigt så de kunne blive brændt ens, og at man kunne lave det rigtige træk i ovnen.

Brænderne:
  •    Johannes Andersen, Lilleskov og
  •   Kristian Andersen, Knarreborg.
En af de vigtige opgaver ved produktionen var brændingen. På teglværket havde man 2 faste brændere, da det tog et par år at lære det. Dagbrænder var Johannes Andersen, som skulle hjælpe til med at læsse biler der kom og skulle læsses eller andet forefaldende arbejde. Men han skulle fyrre hver 20. min. hvis det var gule sten, eller hver 30. min. Hvis det var røde sten.
Natbrænder var Kristian Andersen, han skulle også sætte porte, dvs. mure de porte op hvor der var sat sten ind. Han skulle også tage porte ud så stenene kunne køles af inden de skulle tages ud.

Udtager fra ovnen:

 •   Oskar Nielsen, Frøbjerg Bakker.

Når stenene var brændt og afkølet, skulle de tages ud og sorteres. De blev sorteret i klinker, fuldfarvet, flammede og bagmur sten.
Når der var rør skulle de sorteres i 2½”, 3”, 4”, 5”, 6” og 8” i 1. klasse (Uden revner) og 2. klasse (Revnede)

Ekstra mand :
  •    Karl Georg Jespersen, Frøbjerg. (Søn af Jens Peder Jespersen)
Han skulle kunne alle funktioner på teglværket. Han blev brugt rundt omkring på teglværket, hvor der kunne komme flaskehalse.
Når der var flere tørre sten som ikke skulle bruges omgående, blev der lavet ekstra lager så man kunne forlænge sæsonen. Det kaldte man at klampe sten. Hvis de ikke var tørre nok, når de skulle væk fra hylderne, kaldte man det at skranke sten, dvs. at man satte dem så der kunne komme luft ind mellem stenene.   

Teglmesteren:  
  •    Jacob Hansen, Lilleskov Teglværk. (Svigersøn)
Det var ham der sørgede for at der var gang overalt på teglværket. Han sørgede for at der kom grus, kul og olie til dieslmotoren der skulle bruges i den daglige drift.
Han hjalp også med at læsse biler og skrive følgesedler. Han var også med til at planlægge produktionen, så man ikke udgik af forskellige produkter.

Regnskabet:
  •    Julie Hansen, Lilleskov Teglværk.  (Datter)
Stod for regnskabet og udbetaling af løn, som var akkord.
Hun tog også ud med regninger til juni og december termin.

Ejerne:  
  •    Jensine Marie Munk &
  •   Jens Christian Madsen, Lilleskov Teglværk.
De havde købt Lilleskov Teglværk, som de overtog den 21. august 1910.
De havde flyttet teglværket over på den anden side af Lilleskovvej og hen over årene blev det udbygget.

I 1945 købte de gården Talleruplund af Aage Drud. De havde købt ler derfra nogle år.

De kom fra Gammellund Teglværk, Vissenbjerg, som Maries bror Anton Johannes Munk ejede indtil han købte Assenbølle Teglværk i 1916.

De havde fået en datter mens de boede på Gammellund Teglværk.

Deres baggrund var, at de havde mødt hinanden på Julsgaard Teglværk, som lå nord for Nykøbing Mors, hvor Maries bror Niels Peder Munk var bestyrer. Derefter kom de til Rindum Teglværk ved Ringkøbing, hvor Jens Christian blev bestyrer. De blev gift i Nykøbing kirke, den 31. oktober 1908. De blev på Rindum Teglværk i 2 år inden de flyttede til Gammellund Teglværk, Vissenbjerg.

 


  • Som arbejder opnåede man først den faste plads, når man havde arbejdet der igennem en længere periode. Derved havde man vist, at man godt kunne klare det hårde slid, og at man derved gjorde sig fortjent til den status.

At kunne betjene "flaskehalsene"

"Flaskehalsene" i produktionen udgjorde de steder, hvor processen var mest sårbar og afhang af, at det var hurtige og kompetente folk, som betjente posterne. Af samme årsag rangerede brænderne højt i hierkiet. Brænderne var som regel ældre mænd, som havde arbejdet på teglværk hele livet. De var derfor fortrolige med alle aspekter i processen fra råmaterialets udgravning i lergraven til den rigtige placering af de tørrede sten i ovnen. Brændernes arbejde kunne enten sikre teglværket et overskud eller påføre det store tab. Hvis en brænder fyrede for kraftigt under brændingen og derved brændte ved for høj varme, kunne han brænde en hel ovnfuld, så det smeltede sammen til en "hund".
En "hund" opstod, hvis man brændte lerprodukter over 1060 grader.
De sammensmeltede mursten fik ofte meget skarpe kanter, som arbejderne kunne rive sig på, som hvis man ryger i kløerne på en arrig hund og deraf kom navnet. 

Teglbrænding gennem tiden

For at forstå hvorfor Ringovnen fik så stor betydning for teglindustrien er det nødvendigt at skitsere hvordan teglbrændning frem til opførelsen af Ringovnen har fundet sted og under hvilke forhold, inden processen blev systematiseret på de store teglværker.

Teglbrænding har været kendt i Danmark fra midten af 1100-tallet. Brændte sten nævnes i omtalen af Valdemar den Stores (1131-1182) Dannevirkemur fra 1160'erne og menes at være en byggeteknik, som blev bragt til landet af teglbrændere fra det nordlige Italien. Brugen af brændte sten var dog på dette tidspunkt kun et byggemateriale, som var konger, adelsmænd og bisper forundt.

HISTORISKE OPLYSNINGER:

Udskiftningen af bindingsværk 

Fra 1800-tallet og frem var teglproduktionen blevet så udbredt i Danmark, at flere af de danske godser havde deres egne teglovne. Dette gjaldt eksempelvis Knabstrup Teglværk i Holbæk, som i 1856 blev grundlagt af Knabstrup Herregårds ejer. Med egen teglværksproduktion kunne godsejerne producere den mængde af byggematerialer, som de skulle bruge til at udvide deres besiddelser med, hvad enten det gjaldt vedligeholdelse af eksisterende bygninger eller nybyggeri. Udbredelsen af mursten blev dog først markant, da de sjællandske og fynske bønder begyndte at bygge deres gårde og huse i mursten, ligesom de jyske bønder havde gjort siden 1600-tallet.  

Dette var en udvikling som Enevælden bakkede op omkring og Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab arbejdede i 1770'erne for etableringen af små bondeteglovne i landsbyerne. Man ville gerne sikre landmændene en mere bekvem og sikker byggemåde, istedet for bindingsværk. Men bøndernes gårde ændrede ikke udseende med det samme. I mange tilfælde nøjedes man i begyndelsen med at erstatte de lerklinede tavl med mursten, mens man lod bindingsværkstolperne blive. Det var generelt stuehusene på gårdene som fra midten af 1800-tallet blev opført i grundmur. De resterende længer beholdte i mange tilfælde deres bindingsværk. 

Bondens egen brænding af mursten 

Murstene til de grundmurede vægge brændte de vestjyske bønder ofte selv assisteret af omrejsende teglbrændere. Brændingen foregik i primitive højovne, som måtte afkøles og tømmes kontinuerligt. Ovnen skulle placeres tæt på lergrav og byggeplads, og man skulle have tørv nok til at brænde med. De tre af væggene i ovnen var ofte af ubrændte og tørrede sten, som blev omsluttet af sand og jord. Den fjerde væg var fyrmuren, som bestod af en tykkere murstensvæg. Sådan en ovn kunne rumme ca. 1.000 sten, hvilket betød at bonden skulle brænde mellem syv til ti gange, før han havde nok mursten til et stuehus.

Leret blev kørt hjem om efteråret og skulle ligge vinteren over, før det kunne bruges. Ud på forsommeren gik man igang med at ælte leret. Selve æltningen foregik ved, at man lod køer eller heste trampe rundt i det. Derefter blev murstenene strøget i en form af træ. Dette var et arbejde, der blev udført af karlene eller pigerne på gården. Derefter blev de lagt til tørring i laden, hvor de efter et par dage skulle rejses på højkant, for at bunden også kunne tørre. Murstenene lå sommeren over, så man var sikre på, at de var gennemtørre, når de skulle brændes i højovnen. Selve brændingen fandt sted i efteråret. 

Teglværkerne vokser frem

Fra midten af 1800-tallet voksede teglværkerne i Danmark frem - især i egne hvor tilgangen til egnet ler var rigelig stor. Men det var især i slutningen af 1800-tallet, at teglværksprodukterne blev eftertragtet i forbindelse med den høje byggeaktivitet på "broerne" i København. De mange tilflyttere fra landet til hovedstaden krævede flere boliger, som igen krævede mange mursten. I denne periode blev brokvartererne Vesterbro, Nørrebro og Østerbro bygget med mursten fra blandt andet Nivaagaard Teglværk. På den måde var landbefolknings tilflugt til byerne årsag til teglværkernes succesrige år.

I slutningen af 1800-tallet var der omkring 700 fungerende teglværker i Danmark.
Overordnet har man kendskab til cirka 2.500 teglværker.

Baagegaard Teglværk som blev lukket for ca. 150 år siden.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.08 | 14:40

Jeg skrev ind til Familie Journalen, og derigennem fik jeg lov til at bruge det her på min hjemmeside.
Jeg skulle love at der stod hvor det kom fra

MVH

...
12.08 | 20:41

Hej. Jeg har læst artiklen om teglværket, fra Familie Journalen. Jeg er interesseret i at bringe en anden artikel af Ulrik Jensen, og vil derfor gerne vide...

...
07.02 | 13:13

jeg sendte dig en mail den anden dag . jeg vil meget gerne mødes med dig og jeg har en lillebror som blev født et halvt år før min far desvære gik bort

...
05.02 | 21:30

Hej Bjarne
Det var en overraskelse, jeg har været meget inde om din far, men jeg vidste ikke han havde børn!
Så jeg vil gerne møde dig. Hvis du vil så mail.

...
Du kan lide denne side