Dagbog

Så er det nu guldklumperne skal afsted!

Mandag d. 18.8.2008

Ja, der var ikke energi og tid til at fortsætte dagbogen, men nu vil jeg da lige komme med en update.

Det begyndte stille og roligt at gå fremad efter at jeg havde snakket med de voksne dernede og drengene blev mere og mere trygge. Og jeg kunne gå derfra i længere og længere tid. De begyndte endda at ville hurtigt afsted derned om morgenen.

Så vi holdt tre dages fri fra børnehaven, for at have en lille 5 dages miniferie på Bornholm. Det var en rigtig dejlig tur - og der skal nok komme billeder derfra også. Da vi kom hjem gik de to sidste dage i ugen ok. Den ene var lidt ked af det den ene dag og den anden den næste.

Den efterfølgende uge gik derimod helt af h........ til. Ej, hvor var det bare forfærdeligt. De stortudede hver eneste dag når jeg gik, til trods for at det egentlig ikke var så længe de var der. Men det varede jo heldigvis ikke særlig længe for dem - men for mig varede det jo hele dagen fordi jeg spekulerede og bekymrede mig og følte mig som verdens dårligste mor.

Da den uge var gået, gik det over og de er nu rimelig glade for børnehaven. Nogen dage har de ikke lyst til at tage afsted, men der er alligevel ikke noget med dem, når de kommer derned. Andre dage kan de ikke vente med at komme afsted. Og de vinker glade og smilende til mig når jeg går og det er jo rigtig rigtig dejligt. De er endda nu begyndt at vinke uden en voksen. Så det virker jo som om at de er glade og trygge. Men de har stor tryghed i hinanden og selvom de til tider kan småslås, så tager Oliver sig rigtig meget af Noah, der jo ser meget op til sin storebror.

For mig er det hårdt at undvære dem. Også selvom jeg er startet på job og er glad for det. Men jeg synes bare ikke jeg ser dem ret meget visse dage og det er ikke så sjovt. Jeg savner dem. Men det er godt for os alle at komme lidt ud. Synes bare også det er svært ikke at vide hvad de laver hele dagen og hvem de leger med osv.

I dag fik jeg at vide, at de overvejer at sætte Oliver over på Isbjørnestuen, hvor børnene er lidt ældre end på Krabbestuen og så lade Noah blive på Krabbestuen. Sådan at de også får lidt tid til at få deres egne venner og oplevelser. Og det tror jeg på sigt også er en god ide, for Noah er meget afhængig af Oliver og Oliver tager sig meget af Noah. Men jeg tror nu lige de begge - og særligt Noah - skal føle sig lidt mere trygge og vante ved huset, børnene og de voksne.

Der har været en del ferie, både blandt de voksne og børnene, og det er ikke så positivt i en opstartsfase, har jeg fundet ud af. Så det vil jeg ikke råde andre til. I hvert fald ikke hvis børnene ikke har været i institution før. For hver gang de er blevet trygge ved situationen, har den ændret sig, og skabt grund for mere usikkerhed.

Nu skulle hverdagen imidlertid være ved at indfinde sig og jeg håber meget at de snart får nogen rigtig gode venner dernede, selvom de jo altid har hinanden.

Torsdag d. 10.7.2008

Oliver startede herhjemme med ganske kort at sige at han ikke ville afsted til børnehaven. Men da vi kom derned kl. 10 blev vi mødt af både Rasmus og Storm, der kom glædesstrålende løbende og annoncerede at nu kom Oliver og Noah. Det gjorde mig rigtig glad. Og Rasmus ville også sidde ved siden af Oliver. De var på vej over på den anden legeplads. Jeg sagde at det da lød dejligt og drengene ville jo også gerne derover. Så vi sagde farvel og de blev stillet op - Oliver ville holde Noah i hånden. Så det fik de lov til. Vi sagde farvel og så gik de sammen med alle de andre. Jeg vinkede og smilede og satte mig ud i bilen og kiggede glad efter dem. Ville ikke køre, før de var helt derovre, så de ikke fik øje på mig og blev kede af det.

Jeg kørte hjem for at ordne en masse praktiske ting og jeg var næsten færdig og var begyndt at tænke på at ringe ned og spørge hvordan det gik og om vi ikke skulle forlænge tiden lidt i dag, for vi havde aftalt at jeg allerede skulle komme 12-12.30. Men de ringede derfra og sagde at de begge var faldet på vejen hjem fra legepladsen og havde fået hudafskrabninger. Oliver var en del ked af det og ville ikke spise og hang generelt med hovedet, så de ville bare give besked, sådan at jeg ikke blev mødt af en dreng der evt. græd. Ellers så vidste jeg i hvert fald hvorfor. Ok, så måtte jeg jo hellere se at hente, for han ville jo gerne hjem.

Da jeg kom stod jeg og kiggede på dem i døren hvor de sad og legede med biler på stuen sammen med en voksen og de hyggede sig. Men da Oliver fik øje på mig begyndte læben at falde nedaf og han kom løbende over til mig og fortalte at han havde slået sig. Og ville trøstes og smågræd lidt. Jeg trøstede ham og kiggede da på hans sår på armen. Noah havde slået kinden, men han havde ikke rigtig grædt så meget og det var i hvert fald hurtig glemt. Vi snakkede en lille smule og tog så hjem. Igen synes jeg jo at det var et lille skridt tilbage, men jeg håber stadig på det bedste. Og jeg kunne i hvert fald mærke at de voksne var der for dem og de følte sig da også mere trygge ved dem. Men vi må bare klø på.

Onsdag d. 9.7.2008

Puha da for en hyletude dag. Det har bare været så hårdt og jeg har grædt så meget, at al sminken er vasket væk af tårer.

Oliver startede allerede herhjemme med at sige, at han ikke ville i børnehave og det smittede selvfølgelig den lille. Men vi kom da afsted ved rimeligt mod og kom derned og de ville også gerne ud på legepladsen hvor de andre var ude. Der var lidt turbulens, fordi der manglede et par voksne, så der var ikke lige nogen til at tage sig af drengene. Så jeg blev der troskyldigt og prøvede at gøre mit for både at få dem i gang og holde mig i baggrunden. Men allerede efter 15 min. ville Oliver hjem og Noah pev. Jeg blev der da bare lidt længere. Der var heller ikke det store udbud af aktiviteter for de større børn, for selvom sandkassen er stor og bilerne og motorcyklerne er ok, så bliver den lille plads altså hurtig nok for dem. En af de voksne legede lidt med sand med dem og lige som jeg skulle til at trække mig, sagde Oliver igen at han ville hjem. Og jeg havde det bare sådan, at det ikke nyttede noget at tage derfra, når han havde det sådan, for så ville han bare lave en scene. Så jeg ventede lidt mere.

Da jeg havde ventet i over en time, tænkte jeg om jeg bare skulle tage dem med hjem igen så. Men nej, det ville jo være at gå tilbage i indkøringen. Skulle jeg blive der - nej, det ville heller ikke være godt. Så jeg måtte jo prøve at finde et godt tidspunkt på at gå derfra og da de kørte i bil og på motorcykel sagde jeg farvel til dem og at jeg nu tog på arbejde og hentede dem efter maden. Den ene voksne hørte det og foreslog om de skulle gå over og vinke ved døren, for Oliver blev sur og ked på mig og hang med hovedet og Noah begyndte at græde og ville op til mig. Så jeg måtte gå som vidne til at de var kede af det og græd og ville med mig. Ej, hvor var det hårdt. Jeg holdt også kun lige masken til jeg var et skridt rundt om hjørnet og de ikke længere kunne se mig, så brød jeg helt sammen. Og storhulkede. Tony holdt heldigvis udenfor, for han havde godt tænkt at det ikke var gået så godt, når det nu tog så lang tid før jeg kom hjem. Så jeg hylede og vi snakkede om det. Jeg var helt sikker på, at de ville ringe senest om 10 minutter og bede mig komme og hente dem, men det gjorde de ikke. Så da vi havde siddet udenfor og snakket og grædt og ventet et stykke tid, måtte vi jo hellere køre.

Men hold op hvor gjorde det bare ondt inden i mig. Vi stoppede oppe på vejen for at se om vi kunne få øje på dem på legepladsen, men vi var alt for langt væk. Jeg turde stadig ikke køre for langt væk i tilfælde af at de skulle ringe efter mig. Så vi kørte bare rundt i området og efter 10 minutter ringede jeg til dem for at høre hvordan det gik. Jeg kom til at snakke med lederen, der sagde at de netop havde stået og snakket om mig. De var inde og lege med en voksen på stuen med lego og de græd ikke, men så selvfølgelig lidt mutte ud. Det var også ok, og jeg kunne ikke høre dem skrige eller græde i baggrunden, så det var jo godt nok. Hun spurgte så om der var nogen måde de kunne hjælpe mig på, så det gjorde det lettere at aflevere dem, for det gik jo bedre når jeg ikke var så lang tid om at aflevere. Og så fortalte jeg hende tudende alt om hvordan jeg opfattede det dernede. Om at jeg ikke brød mig om, at der ikke var nogen til at tage imod dem fast og sørge for at de får en tryg og god start, så de ved at der er et par voksne de roligt kan stole på og gå til hvis de vil have hjælp eller trøst eller bare lege. De har ingen venner dernede endnu som de kan gå til, så derfor må der være nogen voksne der kan hjælpe dem igang med dagen. Og hvis jeg ikke oplever det, føler jeg mig ikke tryg ved at aflevere dem, for jeg kan se at de ikke er trygge eller glade. Jeg kender jo godt mine børn og jeg ved at de føler sig meget hurtigt trygge ved fremmede mennesker generelt - men selvfølgelig kun hvis de mennesker gør noget særligt for dem eller viser dem interesse og opmærksomhed. Så alt det fik jeg sagt og hun sagde at hun ville snakke med dem, så vi kunne finde en løsning, så det kunne gå så godt som muligt.

Så det var rart at få det sagt, men jeg var stadig usandsynligt ked af det på mine børns vegne og jeg følte at jeg havde svigtet dem. Jeg kunne ikke andet end at tænke på dem og havde en kæmpe knude i maven og hjertet og mit hovede var ved at eksplodere. Men vi tog til Ringsted for at købe nogen ting og jeg kunne bare næsten ikke vente med at komme og hente dem kl. 12 som aftalt.

Der var ingen gråd at høre da vi kom og da vi kom ned på stuen sad de glade og tegnede med børn og voksne. De for os ikke om halsen eller begyndte at græde men viste og fortalte glædesstrålende hvad de lavede. Puha, en lettelse. Jeg havde frygtet at de ville bryde sammen og ønske at komme hjem med det samme, men næ nej. Der skulle både tegnes og leges og vises og fortælles. Og de var rigtig glade og havde god kontakt med de voksne. Det var jeg jo rigtig glad for at se. Vi snakkede om det hele igen med de to pædagoger på isbjørnestuen og de havde aftalt at det fremover enten var Tina eller Helle der tog imod dem om morgenen og gik igang med et eller andet med dem. De var meget imødekommende og forstående og vi snakkede længe om det. Jeg fik næsten helt dårlig samvittighed. For det er jo ikke sådan at mine drenge skal mandsopdækkes eller noget, men bare de bliver taget trygt og godt imod som start på dagen så er jeg glad. Og så har jeg det også godt med at gå derfra. For så ved jeg at de er glade og der bliver taget sig af dem. Så nu håber jeg at det bliver bedre fremover. De sagde at det var godt at man sagde hvordan man havde det så man sammen kunne finde ud af det på bedst mulig måde og det skulle jeg bare blive ved med. Men alligevel lurede den dårlige samvittighed.

Da vi kom hjem var drengene bare rigtig glade og det virkede lidt som om det havde været en succesoplevelse for dem, at stå på egne ben og klare det. De viste forresten også en masse billeder nede i børnehaven, som de havde taget af dem, så jeg kunne se at de var igang og ikke bare sad og græd eller var dybt kede af det. Det er et meget stort plus synes jeg. Og det gjorde mig glad at se. Det virkede også som om de allerede efter denne dag følte sig mere trygge ved de voksne og Helle fik endda et knus af Oliver da vi skulle gå. Så jeg håber og tror det bedste, for ellers knuses mit hjerte altså helt.

Tirsdag d. 8.7.2008

Oliver var igen i dag utålmodig efter at komme afsted og kunne slet ikke vente. Det er jo gode tegn. Og da Noah langt om længe vågnede - eller blev vækket - var det bare om at se at blive færdige og komme afsted.

Oliver legede lidt med Rasmus i dag og Noah sad og legede med lego. Jeg blev der igen en halv times tid og da de var godt igang med at lege med det store trædukkehus sammen med Tina, sagde jeg farvel til dem og kyssede dem. De sagde ikke noget, og selvom det er lidt mærkeligt for mig, var jeg da ved ret godt mod da jeg gik. Jeg havde aftalt at komme og hente dem kl. 13.30, sådan at vi langsomt trappede tiden op de var dernede i her i løbet af ugen.

Så var det hjem og pleje begge forældres forkølelse. Og hoste - puha. Vi havde sat en film på nede i soveværelset og lå der og slappede, hvilket vi jo ellers aldrig kan. Jeg tænkte dog alligevel på dem hvert eneste minut. Men er ret stolte af dem. Pludselig lidt i 13 ringede telefonen og jeg skyndte mig at tage den. Det var Tina fra børnehaven, der sagde at der var to drenge der gerne ville hjem nu. Så jeg skyndte mig selvfølgelig derned lige så hurtigt jeg overhovedet kunne. Og havde det forfærdeligt. Åh, mine små pus altså.

Først kunne jeg ikke finde dem dernede, men det var fordi de var nede i vuggestueafdelingen og kigge for afledningens skyld. De så nu rimelig ok ud og der var ikke nogen tårer eller noget. Men Oliver sprang mig glad om halsen og Noah kom pivende hen til mig og skulle sidde hos mig. Han havde vist grædt lidt men Oliver havde kun skumlet lidt. Men de var ikke kede af det og de sagde også glade farvel til de voksne dernede. Og snakkede næsten allerede om at de skulle i børnehave igen i morgen med det samme. Så jeg håber ikke det er så slemt, eller at der bliver et tilbagefald. Nu havde jeg lige håbet på at det gik den rigtige vej. Men vi må jo bare se. Kan også være at de bare havde en dårlig dag og nu hvor det også har været øsepøse regnvejr hele dagen og de ikke kunne komme ud.

Oliver kunne endda begejstret fortælle hvad han havde spist: Gulerødder og farsbrød. Flot ik! Noah havde slet ikke spist noget. Tina forklarede at de havde siddet ved maden 12.45 og sagt at de gerne ville hjem nu med skuffemule, så hun tænkte at hun hellere ville ringe efter mig, end at jeg kom derned for at møde dem begge grædende. Og det var jo nok en meget god ide for os alle. Men det er helt mærkeligt ikke at vide hvad de laver hele dagen og hvordan de har det hvert eneste sekund. Denne første seperation synes jeg godt nok er hård. Jeg har jo været vant til at tilbringe hvert eneste minut med dem hele deres liv. Så der er jo lidt tomt uden dem. Men forhåbentlig går det snart rigtig godt og de vil være glade for børnehaven fuldt ud. Men i dag har jeg det nok lidt sådan at jeg føler at det er to skridt frem og et tilbage....

Mandag d. 7.7.2008

Så blev det mandag og børnehavedag igen. Jeg var lidt spændt på hvordan det ville gå, nu hvor de ikke havde været der i to dage, men det startede ret godt. De vågnede tidligt og lige så snart Oliver havde fået tøj på ville han afsted til børnehaven og jeg blev ret upopulær, da jeg fortalte at de ikke havde åbent endnu og at vi måtte vente lidt endnu.

Da vi kom derned gik de også begge straks igang med at lege og det var bare så dejligt. De ville ikke engang have formiddagsmad, men bare lege. Vi legede lidt med lego og så fik Oliver øje på, at der var nogen der lavede boller og ville også gerne derud og være med. Tina gik med ham derud og sammen med Lucas stod han bare så fint og hyggede sig med at lave figurer og rulle boller og snakke med Lucas, som er en rigtig sød dreng - lidt ældre en Oliver, men sikkert en han kunne blive gode venner med. Noah og jeg sad og legede mere med lego og Tina kom ind og var med. Vi snakkede om hvornår og hvordan jeg skulle gå i dag og jeg besluttede ud fra hvor godt det var gået i dag, at jeg måtte tage mig sammen og køre. Så jeg fortalte Noah efter lidt tid - jeg var der i 40 minutter, at nu kørte mor en tur og så kom jeg og hentede dem når de havde spist. Først sagde han nej og rejste sig protesterende op, men Tina som havde lovet at være ved ham hele dagen, ville gerne lege med ham. Jeg kom til at tænke på at han nok følte sig lidt alene og efterladt og fortalte at Oliver var lige derhenne og lavede boller. Så Tina spurgte om de skulle gå ud og finde ham og det ville Noah gerne. De fik lige en sut med for en sikkerheds skyld. Og han tog hende sørme i hånden og gik op og var med til at lave boller ved siden af Oliver. Jeg samlede mig sammen og gik op for at sige farvel til dem og de stod bare så fint og sagde ikke noget eller pev eller noget som helst. De stod bare og hyggede sig så fint, så jeg havde en god mavefornemmelse, da jeg gik.

Tina lovede at ringe hvis der var noget og jeg ville komme tilbage om to timer. Jeg slap ikke mobilen et eneste sekund, behøver jeg fortælle det. Men den ringede ikke. Det var bare så flot.

Tony er syg - og det er jeg også - så han kunne tage med ned og hente dem. Da vi var på vej til at åbne døren kunne jeg se, at de sad så fint og spiste sammen med de andre og de så bestemt ikke kede ud af det, så vi ventede lidt endnu udenfor, så vi ikke forstyrrede dem. Tina kom ud for hun skulle hjem og hun fortalte, at det bare var gået så godt og de havde klaret det så fint. De havde været ovre på den anden legeplads igen og de havde bare tonset rundt og hygget sig. Der havde intet været med Noah, men til sidst var Oliver blevet lidt mut og havde kommet til at tænke lidt på mig. Men de rejste sig ikke engang fra bordet da vi kom ind og jeg var bare så lykkelig for at det var gået så godt i dag.

Da de var færdige og havde ryddet op og leget lidt kunne vi tage deres fine hjemmebag med hjem og køre hjem og slappe lidt af. Og deres store fine bolle/brød smagte rigtig dejligt.

Så der er da et stort håb for at det hele nok skal gå rigtig godt. Også for mig. For jeg glæder mig godt nok til ikke at have de her bekymringer og ondt i maven mere. Det er nemlig hårdt og altopslugende kan jeg godt fortælle jer. Ja, jeg er en værre hønemor. Men det tegner jo godt og jeg har det da også lidt bedre. Når mine drenge er glade, så er jeg også glad. Oliver ville da heller ikke med hjem, men vi tager det lige lidt stille og roligt her i starten. Så kan det være at de skal være der lidt længere i morgen. I eftermiddag har det faktisk været Oliver der har været mest træt og Noah har ikke vist de vilde tegn på total udmattelse, men selvfølgelig er de begge trætte og ligger også i deres seng nu her kl. 19.30

Fredag d. 4.7.2008

Jubiii!!! Det har bare været en rigtig god dag. Alligevel hård og med tårer, men for drengene er det gået rigtig godt og det betyder jo alt. Vi var tidligt dernede i dag, for de var vågnet kl. 7 og kunne derfor være der allerede kl. 9, hvor der kort efter er noget formiddagsmad. De ville ud med det samme i dag og gik straks igang med at lege. Oliver helt uafhængigt af mig, men Noah skulle stadig holde meget øje med mig og hele tiden vide hvor jeg var og det var mig der skulle hjælpe. Snakkede lidt mere om, at det var svært osv. og det var ligesom om at de voksne nu endelig havde forstået at de måtte træde lidt mere til overfor drengene, så de bliver vant til dem og trygge ved dem. Noah kunne gå over og blive hjulpet af en anden voksen med at tage vand udenfor og det var jo rigtig fint. Der blev rost meget fra alle de voksne. Og senere ville han have min hjælp på rutchebanen, men jeg sagde at der var en af de voksne der sagtens kunne hjælpe ham og selvom han protesterede først, så lykkedes det alligevel og mange gentagne gange. Ih, hvor var han stolt og glad og det var moren jo også. Oliver stod længe og fyldte vand i koppen og drak skiftevis med en sød pige fra hans stue der hedder Storm og han nussede hende over håret og småsnakkede med hende. Det var bare så sødt at jeg blev helt rørt.

Så kom der en og spurgte om de ville med over på legepladsen i hus 1 og det ville Oliver jo helt vildt gerne. Han løb straks ind i garderoben og tog sko på og Noah fulgte mærkeligt nok efter. Det var simpelthen så rart for mig at se. Og da jeg kom ind og kiggede sad de begge på række med de andre børn i gangen og ventede på at de skulle gå. Jeg sagde til dem at det blev spændende og så blev mor her og drak en kop kaffe imens. Det sagde de ikke noget til. Og da de gik afsted med et andet barn i hånden på en fin række smeltede jeg helt. Ih, hvor er de bare dygtige.

Jeg gik ind og snakkede lidt med lederen, der også kunne fortælle at hun havde haft det svært dengang hendes børn skulle starte, så hun havde fuld forståelse for det. Jeg havde lidt tårer i øjnene og efter at hun havde ringet derover for at høre hvordan det gik med dem og jeg havde hørt at de legede og havde det godt, så kunne jeg godt køre op og hente billeder.

Jeg kørte dog alligevel lige forbi og fik øje på Noah der ikke så ked ud af det, så med en smule ro i maven kørte jeg, selvom det var svært og jeg hele tiden tænkte på dem. Efter at have hentet billeder, kørte jeg over og viste dem til mormor, men skyndte mig så tilbage til børnehaven, så de ikke kom tilbage uden at jeg var der. Så jeg sad bare og ventede og kiggede efter dem hele tiden. Da de kom så Noah lidt træt ud, men de var hverken kede af det eller stormede mig i møde. Tværtimod gik de bare ind i børnehaven og gik igang med noget nyt. Det var jo dejligt at se.

Vi blev og spiste mad og legede lidt bagefter og kørte så hjem for i dag, for de var godt trætte. Men en dejlig dag at holde weekend på, selvom jeg stadig bekymrer mig lidt og har ondt i maven over at skulle aflevere mine børn.

Bagefter kørte vi forresten lige forbi mit nye arbejde med min ansættelseskontrakt og børnene fik lige set det, selvom der ikke var så mange. Da vi kørte derfra var de så trætte at Noah faldt i søvn inden vi kørte ud næsten og Oliver faldt også i søvn hurtigt. Det er hårdt at starte i børnehave!

Torsdag d. 3.7.2008

Så blev det 3. dag i institution. Noah sov længe, for han har underholdt i 4 timer i nat, hvor han var fuldt vågen. Derudover en masse rumsteren og piven. Så moren havde det selvfølgelig rigtig dårligt, for det kunne jo godt være pga. institutionsstart. Men han havde da heldigvis ikke noget imod at vi skulle derned, så det var jo altid noget.

Nu havde jeg besluttet at blive der hele dagen og det fortalte jeg til personalet og selvom jeg kunne mærke en anelse skepsis eller modvilje, så sagde de fleste da, at de godt kunne forstå det og det var jo kun dejligt når man nu havde tiden til det.

De ville ikke ud til at starte med så vi legede alene inde på Isbjørnestuen. Men lidt efter ville de gerne ud og lege, så det gjorde vi selvfølgelig. Vi gravede i sand og kiggede på de andre børn og snakkede lidt med de voksne. Det gik fint nok. Selvom det der badeværelse med den lille vask godt nok trak meget i dem.

Nu er de da blevet så vante til det, at de godt ved, hvad der skal ske, når det er spisetid og de går ned og finder kop og tallerken og sætter sig op uden nogen problemer. Og de får da også noget af maden over på tallerkenen og vand i kruset. Men hvor meget af det der kommer ned i maven er vist meget minimalt. Men det bliver forhåbentlig bedre med tiden.

Bagefter gik vi ned og legede på Krabbestuen med to af pigerne - Nadja og Thea - de hyggede sig godt de fire og pjattede og løb efter hinanden. Det var jeg rigtig glad for at se og det varmede da mit hjerte. Det er jo den vej vi skal. Med at de finder gode kammerater at lege med, så de har masser at lave dernede og så tiden bare flyver afsted for dem.

Så gik vi ind på den anden stue for at tegne og lave puslespil. Her var Oliver ved at bløde op både for de voksne og for børnene. Noah er altså bare lidt mere skeptisk. Men på et tidspunkt strakte han da armene op mod en af pædagogerne for at hun skulle hjælpe ham med at finde et puslespil, så det var jo også en god udvikling. Men ellers var det mig der skulle hjælpe ham med alt. Så det bliver nok lidt hårdt for ham. Og mig!!!

Jeg prøvede at gå ud på toilettet med Noah for at han kunne stifte bekendtskab med puslebordet, men det var han godt nok ikke vild med. Jeg tror ikke han kan lide at det kan bevæge sig op og ned. For ikke engang jeg kunne få lov at skifte ble på ham derude.

Så begyndte han at pive en del og vi besluttede at tage hjem inden det endte pinsomt for ham. Oliver havde dog ikke lyst til at tage hjem, men da jeg sagde at han gerne måtte blive og så kom jeg lidt senere og hentede ham, ville han gerne med. Og så kørte vi over og besøgte mormor og pigerne og det var jo som altid et stort hit. Og moren kunne klage sin nød. For jeg synes altså godt nok at det er sindssygt hårdt. Og jeg har en følelse af og frygt for at det kommer til at tage evigheder for dem at blive trygge dernede, men jeg håber selvfølgelig det bedste og vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dem til at det bliver godt for dem.

Onsdag d. 2.7.2008

Ja, så sidder jeg her igen med en klump i maven. For jeg synes godt nok bare det er hårdt

. Det gik ellers ok i dag også. De var glade for at skulle derned og gik straks igang med at undersøge det hele. Jeg synes dog at de har svært ved at finde ro ved nogen af tingene. Men det er måske nok meget naturligt. Det er jo stadig så nyt. De fleste børn var ude, men efter at have været derude et kort smut, ville de hellere ind på stuen og lege, så det gjorde vi - alene. Jeg fik dog øje på, at der stod en sprinkler på den nylagte rullegræsplæne og den sprøjtede lige nøjagtigt ind, så den ramte sandkassen i den ene side og der stod nogen børn og hyggede sig med det. Det syntes drengene også så sjovt ud, så vi skyndte os derud. Noah blev nærmest bare stående i strålen når den kom, men efter lidt tid begyndte de at løbe frem og tilbage ligesom de andre børn. De blev selvfølgelig gennemblødte, men de havde det rigtig sjovt. Bagefter ville de ind og vaske hænder i den sjove lille store børnevask og Oliver ville endda prøve at sidde på det lille børnetoilet i 10 sekunder. Og så fik de tørt tøj på.

Så skulle de spise og vi havde snakket om, at jeg skulle prøve at gå op og handle ind imens, sådan at jeg var væk i omkring 45 minutter eller sådan noget. Jeg havde det vildt svært med det og havde ondt i maven og tænkte på dem i hvert sekund. Jeg kiggede lidt rundt oppe i centeret og tog så på biblioteket, hvor jeg læste lidt om børnehavestart og lånte et par bøger. De sad fint ved bordet da jeg gik og sagde ikke noget til at jeg lige skulle op og handle.

Men da jeg kom tilbage kunne jeg høre Noah græde, så jeg skyndte mig ned på stuen hvor de var. Der kunne jeg høre, at han ikke ville trøstes af den voksne, der prøvede, han ville have sin mor. Så det var jo heldigt at jeg lige kom der. Men hvor fik jeg det dog bare skidt. De sagde at de havde klaret det fint og at der ikke havde været noget indtil kort før jeg kom, hvor han gerne ville være med til at lege med en borg som de store drenge legede med og de ville ikke have ham med og det kunne han jo ikke forstå. Jeg fik ham trøstet og vi legede lidt og kiggede og snakkede om tingene. Legede til sidst inde på Krabbestuen, hvor jeg fik dem til at spørge pædagogen om de måtte lege med det sømspil, de havde været vilde med i går. Noah var dog nu så træt af nye indtryk osv. at han begyndte at brokke sig og småskrige og ville have hjælp til alt. Så vi måtte hellere tage hjem for i dag. De var faktisk begge to rimelig trætte.

Men da jeg kom hjem kunne jeg ikke lade være med at gennemgå dagen og havde den største knude i min mave og mit hjerte. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg havde overladt mine to guldklumper til nogen mennesker de havde set i 4 timer sammenlagt i et helt fremmed hus. Jeg må bare være den dårligste mor i historien. Det er bare det pres man også føler fra de ansattes side og andre mennesker man snakker med om det. Så man føler man ikke skal holde for meget på dem heller og at man ikke kan tillade sig at være flere uger om sådan en indkøring. Men det SKAL man bare. Så nu går jeg ikke igen, førend de har lært de voksne bedre at kende og de føler sig trygge dernede og kan henvende sig til dem der skal tage vare på dem uden at blive kede af det. Nu tager vi det stille og roligt og er der 3 timers tid de næste dage helt til tirsdag og så ser vi hvordan det går der. Men jeg skal lade være med at føle mig presset til noget, der i sidste ende kun går ud over mine egne børn og som gør dem og mig ked af det.

En anden tanke var helt at tage dem ud og lade min mor passe dem, for så var de i hvert fald i trygge rammer og var glade og sig selv, men sådan får de jo ikke kammerater. Åh, hvor synes jeg bare det er svært. Men det bliver forhåbentlig bedre, når de lærer de voksne dernede at kende og føler sig trygge ved dem. Noah ville jo ikke engang have skiftet ble af dem i dag, men Oliver ville gerne prøve det elektriske puslebord der kunne køre op og ned.

Ej, jeg synes det er hårdt og det nemmeste ville være at give op, men hvad er det bedste for børnene? Vi må vist bare se tiden an og se om de ikke om en uges tid har lært de voksne dernede så godt at kende, at jeg også kan begynde at give slip.

Tirsdag d. 1.7.2008

Så er vi kommet hjem fra en kort dag i børnehaven (kl. 10-13). Det gik rigtig godt. Moren var meget spændt og børnene glædede sig rigtig meget. De gik stolte afsted med deres nye børnehavetasker på. Og de var hverken generte eller forsigtige eller noget da vi kom derned. De gik straks på opdagelse - både ude og inde.

De var på legepladsen og vi nød alle det dejlige solskin der pludselig var kommet. Og der var rigtig mange spændende legeting der skulle undersøges og der blev da også snakket lidt med de andre børn og voksne.

Derinde fik de lov til at hamre søm og små plader på et bræt og det var de rigtig gode til. De legede også med bold sammen med en dreng der hedder Rasmus og det klarede de begge rigtig flot.

Så var det frokosttid og de får jo varm mad dernede. Oliver startede med glædesstrålende at udbryde: "Kødben!" - det var altså kyllingelår

. Det var lidt spændende hvordan det ville gå og Oliver brokkede sig da også en lille smule. Men han skulle da prøve det hele, men begge endte alligevel med hellere at ville have den medbragte og spændende madpakke. Noah havde dog først fået lov til selv at tage ris op - og han vidste åbenbart ikke rigtig hvor han skulle gøre af dem, for han puttede hele skefulden op i sin kop med vand.

Jeg følte mig lidt til overs i denne spisesituation, så jeg prøvede at gå afsides lidt med en kop kaffe, men kunne slet ikke slappe af og sad helt ude på kanten af sofaen og med kæmpe lyttende ører. Men det gik rimelig fint, selvom jeg ikke tror de fik megen mad ned. Men de kaldte ikke på mig.

Bagefter gik vi ind på deres stue der hedder Krabbestuen og legede med de andre børn der ikke skulle sove til middag. Der begyndte Oliver at vise lidt frustrationer over det hele og havde lidt svært ved at interagere med de andre. Så efter et stykke tid og have prøvet af forklare ham "reglerne" besluttede jeg, at det var bedre at slutte dagen inden det gik galt. Noah tulrede ellers fint rundt og klarede det hele bedre end jeg havde forventet. Oliver ville ikke med hjem og blev sur, men de var trætte af alle de nye mennesker og indtryk. Og det var moren egentlig også. Men jeg synes stadig det er svært selvom jeg nu har set bevis på, at de vil klare det fint. Men det er svært at give slip. Men i morgen har jeg dog planer om at gå op og købe ind mens de bliver i børnehaven, for det virker de helt klare til.

Mandag d. 30.6.2008

Så er det i morgen at mine små drenge skal starte i børnehave og jeg må nok indrømme, at jeg har det meget blandet over det. Selvfølgelig bliver det godt og dejligt for dem at komme ned og lege med en masse andre børn og være uden sine forældre lidt.

Men det at skulle ned og aflevere dem hos nogen helt "fremmede mennesker" er altså mærkeligt og jeg har det ret svært med det. De sidste aftener har tårerne presset sig på og bekymringerne rumsteret i maven og tankerne i hovedet. Hvordan vil det gå? Vil de kunne finde ud af det? Vil de blive kede af det? Vil de føle sig ladt i stikken af deres mor? osv osv....

Jeg gør dog meget ud af, at snakke om børnehaven med drengene og de glæder sig også rigtig meget. Selvom de vist ikke rigtig ved hvad det er.

Det er jo en helt nybygget institution og den er meget flot med rigtig lækre legeting og når legepladsen er færdig vil den være kæmpe stor. Så det bliver jo skønt for vores børn. Og jeg tror nu egentlig også at det kommer til at gå rigtig godt, for de er klar og så er de jo også meget nysgerrige og udadvendte.

Men hvad med mig? Ha ha ha..... det er nok mig der får det værst.

Har pakket en kæmpe taske med skiftetøj, badetøj, sutsko og regntøj som skal ligge dernede, men alligevel tænker jeg at jeg har glemt noget. Men det er jo heller ikke værre end at vi så har det med næste dag. Men jeg har haft mareridt om at jeg glemte kameraet den første dag og det var jo dybt forfærdeligt. Det kan jo ikke gøres om. Så det er næsten det vigtigste.

Kryds lige fingre for at det går godt for os allesammen.... Og send mig et par tanker, når jeg skal give slip på mine skønne unger.

Del siden på Facebook

Hej!

Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis

ANNONCE