Maxi

Maxi - huset sande overhoved - april 2008

Maxis første år var vist turbulente. Der opstod allergi i den familie, hvor han boede med en af sine kuldsøskende, så det var hurtigt ud af døren til et midlertidigt hjem, hvorfra vores senere nabo fik ham.
Han var ca. et par år gammel, da vi lærte ham at kende, da han med sit menneske flyttede ind i nabohuset. Han var meget reserveret. Men gik sine runder, der bl.a.  gik gennem vores have med stop for at drikke af fuglebadet. Men så snart han så en af os, så gik han videre.
Husker tydeligt den første gang, jeg blev præsenteret for ham – over hegnet, hvor han blev rakt over til mig og alt bare strittede på ham, så hurtigt tilbage igen.

Et lille halvt år efter, en meget lun sommeraften hvor terassedøren stod åben, kom han så pludselig ind ad døren og smed sig midt på stuegulvet. Vi kiggede da noget på hinanden og på katten og på hinanden igen. For der lå han fuldstændig hjemmevant. Han blev fulgt hjem, men var hurtigt tilbage, så til sidst måtte vi lukke døren for at holde ham ude. Og derefter var det umuligt at holde katten ude. Selv da det blev køligere, så dørene ikke mere stod på vid gab, fandt han udveje, smuttede med ind i ubevogtede øjeblikke, så vi kunne finde ham sovende et eller andet sted senere. – Vi tabte vores hjerter til ham og kunne selvfølgelig heller ikke sige nej til at overtage ham efter et lille års tid, da vi blev spurgt om vi ville. Han ville på det tidspunkt ikke mere ind i sit gamle hjem, såvel som pelsplejen også voldte alvorlige problemer. Måske fordi der var kommet endnu en kat i hjemmet.

Og det var ellers mig, der aldrig havde drømt om at skulle have kat – var mere til hunde. Men det var dengang. For der har ikke været én dag, hvor vi har fortrudt det ja til at få Maxi. Han har været til stor daglig glæde i alle de år, der nu er gået, siden han flyttede ind – næsten 10. Også selvom han jo er en langhårskat, så der er en del pelspleje og han om vinteren, når pelsen bliver ret kraftig og får tendens til at filtre, godt kan synes, det er noget træls, når man bliver ved at børste og børste. Men han er ellers flink, det er ikke mange gange i alle de år, vi er blevet uvenner. Han finder sig fx også troligt i at blive lagt om på ryggen for at blive børstet på maven – det er jo fantastisk. Lidt hund er der dog over ham - han kommer, når jeg fløjter efter ham - hvis han altså gider høre det! og han kan "sidde pænt" på kommando. Faktisk er han den nemmeste bofælle, jeg nogensinde har haft.

urinstensproblemer

Men bekymringer har der været. Ikke mindst for ca. 5 år siden, hvor han i forbindelse med en tandrensning fik taget blodprøve, som viste at hans nyreværdier var forhøjet – ikke alarmerende, men i den høje ende af hvad der var normalt. Men allerede på det tidspunkt, fra dag 1 her i huset, er han blevet fodret med diætfoder for kastrater – blev i forbindelse med at vi overtog ham kastreret. Så der var ikke noget, vi kunne gøre anderledes blev det vurderet.
Kort tid efter fik han sin første blærebetændelse. Men urinprøven viste, det var Struvit-sten, som skulle være nogenlunde harmløse – altså bortset fra at katten jo altså havde det skidt p.g.a. den blærebetændelse. Den blev dog uden problemer slået ned med en penicillinkur. Men der gik ikke lang tid, før det var galt igen. En ny kur hjalp igen. Det foruroligende var dog, at det denne gang ikke bare var Struvit-sten, men også Calsium/Oxalat-sten, der blev fundet, ikke mange af de sidste. Men bare de få gav anledning til stor bekymring hos dyrlægen, for det var en noget alvorligere sag og kunne komme til at afkorte Maxis liv betydeligt, hvis det udviklede sig, som det ofte gør – dertil kommer at netop problemer med den type urinsten ses især hos persere, som Maxi jo er samt andre racekatte . Og der gik da heller ikke lang tid, før Maxi igen var plaget af blærebetændelse.

Så måtte der jo til at ske noget radikalt. For for hver gang, Maxi fik blærebetændelse blev det mere pinefuldt for ham, så det var jo ikke holdbart – intervallerne med de blærebetændelser blev også kortere og kortere, så prognosen så efterhånden ret skidt ud.

Skulle vi virkelig miste vores dejlige kat alt, alt for tidligt? Det var urimeligt overfor ham, som kun var 8 år på det tidspunkt og sandelig også for os. Så jeg gik på nettet og fandt nogle artikler om urinvejssten, foder og hvad ved jeg. Fandt bl.a. ud af, at mælkeprodukter, som han bare elskede, og selvfølgelig også fik, bare var noget af det værste, vi kunne give ham, og at flere daglige måltider ville give et mere jævnt mineralindhold, hvilket ville lette nyrernes arbejdsbyrde. – Og så blev dyrlægen sat i gang med enten at finde en færdig diæt eller finde ud af at lave en kostplan, for det skulle i hvert fald forsøges, om det kunne ændre på den triste udvikling. – Det skal også siges til dyrlægens ros, at han var meget åben, da jeg ville i dialog omkring alt det, inkl. hvad jeg fandt af læsning om emnet på internettet.

Heldigvis for dyrlægen, så fandtes der rent faktisk et færdigt foderprodukt udviklet specielt til katte med problemer med de farlige urinvejssten. Maxi blev øjeblikkeligt sat på den diæt. Han var bestemt ikke begejstret – det var dåsemad, og han ville altså hellere have sine kattepiller, som han kendte. Stædig var han. Men der hjalp altså ingen kære mor, selv om det var hårdt at se ham forlade tallerknen temmelig urørt dag efter dag i adskillige dage, uanset hvormeget jeg lokkede. Jeg måtte gøre mig rigtig hård. Men det gjaldt altså kattens liv, noget der hjalp gevaldigt på motivationen til at være standhaftig, selv om katten lyste langt væk af, at nu var jeg altså rigtig dum. Efter ca. en uges tid, så blev hans sult dog større end hans stædighed og så begyndte det at hjælpe på det og derfra tog det ikke lang tid, førend han igen stod og gjorde opmærksom på sine madtider.

I den tid havde han så også haft forbud imod at komme ud at føjte på egen hånd. Han gik stadig ind for at hilse på sin gamle mor, som også stadig havde kat og mad til den stående, hvilket han jo selvfølgelig benyttede sig af. Men det gik bare ikke som situationen var. Så han måtte nøjes med lufteture i sele og snor – og vænnede sig til det.

Jeg kunne sågar få lov til selv at tage urinprøver fra ham ved på rette tid lige at liste et lille bæger ind under ham, når han satte sig. Alternativet var at få udtaget en urinprøve, og det syntes jeg var lidt barsk. Desuden hader Maxi at køre bil, så vi også kunne spare ham for den køretur til dyrlægen, hvis vi kunne klare det selv. Syntes selv idéen var lidt skør, da jeg fik den, men det var jo værd at forsøge og simpelthen alle tiders, da det så tilmed lykkedes med alle de fordele, der var i det, især for Maxi.


Men det var jo heller ikke holdbart altid at skulle have alle døre i huset lukket og forbyde Maxi at komme ud på egen hånd, hvilket han tydeligt savnede. Så blev det besluttet at prøve at hegne baghaven ind med trådnet i 110cm’s højde. Så tænkt, så gjort. Og han kunne igen løbe rundt som han lystede. Også det fungerede og gør stadig. Han spurtede rundt og op i piletræet i et væk – det var bare lykken for ham at kunne gøre som han ville. Men han blev så igen syg. Fordi udfældningen af de sten også er afhængig af motion, som i snoren havde været på et lavere niveau. Og der blev virkelig renset ud – han var bare SÅ dårlig. Lå en hel eftermiddag lige så lang han var og hvæsede, hvis jeg gjorde mine til at komme for tæt – jeg skulle bare ikke røre ham! Noget jeg ikke har oplevet hverken før og heldigvis heller ikke siden. Han havde virkelig ondt. Det var forfærdeligt at se på. Men hans smertehelvede fortog sig heldigvis i løbet af nogle timer, såvel som en penicillinkur fik has på den medfølgende blærebetændelse. Og da det med at hegne haven fungerede fint, kunne han få den motion, der også er behov for. Heldigvis viste det sig så også at være enden på det mareridt – et forløb på 4-5 mdr. Noget vi jo ikke vidste på det tidspunkt, så de følgende måneder blev han fulgt med vagtsomme øjne og via urinprøver.

Der er nu gået næsten 5 år siden den periode med de gentagne blærebetændelser begyndte. Og siden har han heldigvis ikke fejlet noget som helst. Maxi nærmer sig nu de 13 år - og er som perser en gammel kat nu. Det mærkes heldigvis ikke så meget på ham,  han er frisk, glad og også stadig ret legesyg. Han sover måske lidt mere end dengang, men er ellers som han plejer.

Det er en lykke at have fået de ekstra gode år med ham. Og så kan det da godt være hans diætmad har kostet lidt ekstra, men det har absolut været det værd – for han har jo også haft det godt. Og mon ikke jævnlige dyrlægebesøg ville have været langt mere bekostelige - jeg kan sagtens huske, hvad dyrlægeregningerne løb op i under det sygdomsforløb. Og realistisk set så havde Maxi nok heller ikke levet mere, hvis vi bare var fortsat uden at ændre på hans kost. Dyrlægen og jeg tog en snak om det ved sidste årlige tjek for nogle måneder siden, og han mente, at Maxi nu i hvert fald havde fået mindst 2 ekstra år p.g.a. den kostomlægning samt var blevet forskånet for en masse ubehageligheder tillige.

Så det behøver ikke at være en dødsdom, hvis ens kat får blærebetændelse forårsaget af de forfærdelige Calsium/Oxalat-sten. For det var det umiddelbart, da Maxi fik diagnosen, han var jo både perser og kastrat samt havde fået påvist netop de urinsten. Vi fik styr på det ved kostændring – til gavn for Maxi og stor glæde for os. Ja selv dyrlægen glæder sig over det, når vi kommer til det årlige tjek.
Jeg er helt klar over, at denne solstrålehistorie ikke kan være en hjælp for alle, men det kan være værd at overveje en kostomlægning, forsøge det – viser det sig alligevel ikke at kunne afhjælpe problemerne, så er det dog i det mindste forsøgt.

20.12.2013. Maxi lever stadig. 17 år - joo, en ældre herre er han nu og det mærkes. Men still going strong. Sover en del mere end tidligere - men det er OK, sålænge han er glad og har appetit på både livet og sin mad. Han kan stadig lege og være fjantet 🙂

9.9. 2015     
Så gik det ikke længere. Maxi havde ikke flere kræfter tilbage lige pludselig. Og så gik det stærkt. Men han fik også et langt liv. 19-20 år - det er lang tid for en persermis. Han er savnet. Efter alle disse år er der meget tomt nu han ikke er her mere.

Fotoet er taget blot 5 dage inden - hvor han lå i solen på stuegulvet og tog sig en formiddagsskraber.


 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.12 | 21:14

Hej Knut. - Der må være andre hvis navn ligner mit, forjeg har ikke kontaktet dig. Kender heller ikke den hjemmeside, du omtaler. mvh. Bente

...
05.12 | 15:23

Hei Bente!
Du har tatt kontakt med meg via myheritage.com. jeg får ikke svare deg der, siden jeg i år har pause. Skriv til:kmarthinussen70@gmail.com
Knut

...
14.08 | 21:36

tak for hilsen, Bo Jeg er dog ked af du mener den AD male Fjeldvåge skulle være Musvåge. Se overside også på F&N, hvor ID er godtaget. bedste hilsner Bente

...
14.08 | 07:48

Dejlige billeder, Bente. Godt at se, at der stadig er liv i kameraet - og dig . Lige en bemærkning: Din flyvende fjeldvåge fra 2010 er en lys musvåge. Bo

...
Du kan lide denne side