Hver måned får sit eget digt.

Månedens digt.


Kære læser.
Velkommmen til en side med digte
skrevet til hver af årets 12 måneder.
Af flere omgange, så kig ned af siden
for at finde digte til den pågældende måned.
Digtene er sat lidt tilfældigt på, men du kan finde flere forskellige digte til hver af de 12 måneder.
Jeg håber på et tidspunkt at få ryddet op
og sat digtene på lidt mere ordentligt og systematisk.
God fornøjelse.
🙂

Venlig hilsen
Anni Birgit Sørensen
Har du lyst til at læse mere,
finder du mig og mine digte på
http://Fyldepennen.dk

🤩

AUGUST.

🤩
Høst tid.

Taknemmelige sange
bægeret flyder over
med mild godhed
mætte øjne, mætte hjerter
glæderne er mange.

Over grønne vange
svævende himmelblå
den søde smag af bær
fyldte kurve, velsignelser
overdådig skønhed overvælder
frugter, gaver i overflod
gyldne genklange.

Luften luner, og bordet bugner.
Væksten har bygget lader.

Omgivet af kærlighed behøver du kun at tage imod.

🙂
(Du finder flere august og sensommer digte længere nede på denne side samt på siden KALENDERDIGTE 4; SOMMER.)



🤩
Sommerfredens lykke.

Sommerens grønne glæde
om den vi gerne kvæde.
En tusindfryd for øjet,
solen smiler helt fornøjet.
Kvidrende fugles latter;
særlig højt vi den skatter.

Frydefulde frodighed,
duftende mangfoldighed
i naturens stille ro,
her kan kærligheden gro.
Livet danser kind mod kind
i den lune sommervind.

Luftens himmelblå lethed;
hvile for sjælens træthed.
Sommerfugle svævende,
rosens lys fredskrævende.
Skønhed stemmer sindet mildt,
skabelsens kald lyder blidt.

🙂
(Du finder flere juli- og sommerdigte længere nede på siden her samt under KALENDERDIGTE 4; SOMMER.)


🤩

I solskin.

Duften af sommer
fylder hjertet med glæde
varm udfoldelse.

🤩

Sommerfred.

Med syrenernes duft smyger sommeren sig
helt tæt ind til dig som et varmt trygt tæppe,
der vil beskytte dig mod alverdens ondskab.
De milde venlige farver bringer sødmefyldte gaver,
glædens godhed til din daglige verden og færden.
Når først spæde spirende lysegrønne knopper
har åbnet sig imod solens livgivende varme,
udfolder livet sig smilende, strålende udtryksfuldt
i lyset. Sommerfreden breder sig med lynets hast.
Yndefulde blomster bliver til bær og frugter efter
en overdådig fest, hvor lykke drysses med rund hånd
i takt med de løsgivne blomsterblades vilde dekoration.
Varmen stiger i graderne, alting trives og gror.
Forfremmelse og forfinelse udvikles.
Fryd, frodighed og frugtbarhed danser smeltende sammen,
mens ukrudt holdes nede og ryddes væk.
Intet får lov at kvæle sommer-glæden.
Sommerfreden renser sindet, hjertet synger højt om frihed.
Der er velgørende hvile i den grønne ro.
Fremdrift i en frigørende sommer-fest,
hvor frodig grøn vækst og frimodig livsglæde
frejdigt springer frem i lykkelig, meningsfyldt udfoldelse.

🙂
(Du finder flere juni-digte længere nede på siden og andre sommer-digte bl.a. på siden: KALENDERDIGTE 4; SOMMER.



😀
Milde maj
med sit specielle lys,
sit evigt lysegrønne håb;
en mirakel tid.

🤩

Himmelskøn og milevidt rækker freden.

Se det blomstrer
og grønnes.
En tusindfryd for øjet.
Anemoner i skov
og på eng.
Markblomster
gavmildt strøet.

Hør fuglenes sang,
det er forår.
En vidunderlig klang.
Den milde luft bærer
gode lyde til
det lyttende øre.

Man mærker en duft
af en energisk ro.
Grøn som håbet.

Naturen er vågnet
af sin dvale.
Nu står alt på spring
for at folde sig ud.
Fylde vore sanser,
åbne vore øjne og hjerter.
Det er livet selv,
der danser.

Du fornemmer
et magisk frembrud.

Himmelskøn og milevidt
rækker freden.


🙂
(Du finder flere maj digte bl.a. på denne side
i afsnittet under dette og på siden: KALENDERDIGTE 3;
Forår.)



🤩

Ud springer foråret af et bristet hylster.

Pløjemarkernes nyvendte jord
ligger mørk
under den solbeskinnede himmel
uendelig blå og klar.
De hvide måger,
der flokkes for at samle føde
holder forårsfest.
Deler et overdådigt måltid.

Snart springer alting ud
i grønt.
Solens stærke stråler
kalder blomsterne frem
til udfoldelse.
Påskeliljernes knopper
åbner sig mod lyset.
Naturen bryder ud i sang.
Livets længsel er bristefærdig
mod skabelse.

🙂
(Du finder flere april digte nederst på siden her, næste afsnit. Samt på KALENDERDIGTE 3; Forår.)




🤩

Fornemmelse for foråret.

Med fuglenes glade forårsstemmer,
vinteren helt vi glemmer.
Det var koldt, vi frøs,
midt i et tøbrud vi nøs.
Nu smiler solen fra sin himmel,
snart ser vi overalt den grønne vrimmel.
I lysets styrke mærker vi luften mild,
mangen én springer omkring som en vild.
Spirende håb tager fart, om os gror,
vi gerne på det umulige og sommer tror.

🙂
(Du finder flere marts digte længere nede på siden her og
under KALENDERDIGTE 3; FORÅR.)

🤩

Vinterens knudepunkt.

Hvid kulde
fyger om ørerne på os
i strenge februardage,
den koldeste årstid
er over os.
Vinden bider,
det er vinterens knudepunkt.
Foråret fornemmes
i lyset,
jorden gemmer
sine mirakler
til senere.
Hvide lange dage
længes mod
grønne
sommerdage.
Den friske luft
gør os godt.

🙂
(Du finder flere februar digte længere nede på denne side,
næste afsnit
samt under KALENDERDIGTE 2; Vinter.


🤩

Morgenluft.

Nu den nye dag løber os i møde.
Indånder vi den friske
klare
morgenluft.

Styrket står du med nøglen i hånden
til porten.
Indgangen til det nye liv.
Tør du træde
over tærsklen...

Kalenderbladet er endegyldigt vendt.
Med det dybe suk
gives der slip.
Vi kan kun gå fremad.
Mod nye begyndelsers tid.

Fortiden ligger bag os.
Vi forlader den aldrig helt.
I hjertet lever den videre.
Men urets tunge slag er mærkbart.

Som en fri fugl
er det gamle år fløjet
ud gennem det åbne vindue
og længst borte
som et fjernt minde.

En ny dag, et nyt år, en ny tid
er stået op med solen.
Et helt nyt liv er begyndt.
Vi lever og ånder
i begyndelsen.
Begyndelsens tid.

Oprindelsen.


🙂

Du finder flere digte om januar måned i næste afsnit.
Og på KALENDERDIGTE 2; VINTER.




Månedens digt.

Kære læser. 🙂
Her vil du kunne læse et udvalgt digt til den måned,
vi nu befinder os i.
Tak for interessen.
Anni Birgit Sørensen.
Se iøvrigt: www.Fyldepennen.dk


🤩
SEPTEMBER:

Septembers smilende stemme.

Septembers hviskende milde stemme
det lydløse smil
i de raslende visnende blade.
Solens lindrende godhed,
når natten tager til,
når dagens magt bliver kort,
og aftnerne mørke og lange.

Der er stadig
en himmel over os,
lyder det svagt hørlige budskab.
Stjernernes lys
vil følge os
gennem svære tider.

Forude venter vinterens
lukkede rum.

Den sorte jord er pløjet,
markerne har givet os alt,
hvad de havde i sig,
og smukke ligger de nu
udstrakte, hvilende
så tydelige
åbenbart lykkelige.
De har gjort fyldest
og er nu
fyldt af kærlighed
markerer det gyldne landskab
med selvsikker stolthed.

De mørke konturer
er ikke til at komme udenom.
Tyngden udspringer af letheden
fra det givende hjerte.
Sjælens høstfest.


🙂


Modne frugter i en nedfaldstid.

Med mæthed og fylde
går efteråret
i stilhed
klædt i dybe farver
mod hvile og ro.

Lilla lyng blomstrende
i det bakkede
vindblæste landskab.

Fra træerne høres de tunge plump
på jorden ligger mængder
af rådnende nedfaldsfrugter
halvt om halvt
gået i opløsning.
En festlig svir
fuglen og den fattige bliver
gladelig mætte
berusede i resterne
fra naturens overskudslager.

Luften er mild og tung
af modne frugter.



🤩
AUGUST:

August er høstens tid.

Når vi hører
de store maskiners brøl.
Når tiden er til det hårde slid,
det lange seje træk.
Når marken er moden
til de mange timer.
Høsten bringes hjem i august.

Når høet er høstet,
når halmen er presset,
når kornet er i laden,
når alle kan blive mætte,
kvidrer fuglen glad.
Høsten fejres i august.

🙂

Rigdom og gavmild ødselhed.

August har et mildt
og venligt ansigt,
taler blidt og eftergivende
modige ord om
fylde og frodighed.
Øser gavmildt
af sit sensommer skatkammer.
I overdådighed og overflod
til sans og sjæl.




🙂
JULI:

På den grønne gren.

I juli
sidder vi på den grønne gren.
Det er ferietid,
tid til ferie,
afslappende stunder
og jagen rundt.
Oplevelser, hvile,
vi rejser ud
eller bliver hjemme.
I juli blomstrer vi
i en velgørende natur.
Himlen er høj,
landet ligger åbent,
livet er vort.
Det er hyggetid,
tid til hygge
forfriskende indtryk
opdagelse og bevægelse.
I juli synger vi
med glade fugles kor.
Sommeren er lang,
lyset stadig stærkt,
dagen er vor egen.
Rutinen lægges bort,
hverdag gøres til en fest.
Det er en eventyrlig tid,
tid til eventyr.

🙂

Sommerdrømmes farvel.

Juli sejler hastigt bort
i en silende strøm.
Man ser en frodig vækst
på denne nære egn.
Bedrøvet afsked
med en sommerdrøm.
Tungsindig blomstergrøde
mættet af en stadig regn.



🤩
JUNI:


Himmelsk føde mætter sjæl og sans.

Yndefuld og sorgløs
drømmer juni
sine søde drømme.
Med rosenblades drys
gemmer kærligheden
sig i lysets strømme.

I dansende skønhed
smiler juni
med smeltende varme.
Med sejrende solskin
vokser naturens vilde
blomstrende charme.

Under åben himmel
lever juni
evigblåt og særlig godt.
Med grøn håbefuldhed
i forunderlig storhed,
når det bliver for småt.

Eventyrlig fri og smuk
udfolder juni sig
med lysets styrkes mod.
Som fra et velsignet land
med mælk og honning,
manna drysset for din fod.

🙂


Det er nu, livet skal leves, i juni...

I juni
sprænger friheden
de snærende bånd.
Livet sprudler,
naturen klæder sig
i sin grønne dragt,
alting fornyr sig
med skønhedens
blomsterpragt.

I juni
åbner rosernes duft
døren til eventyret
og sommerens glæder.
Himmelen er åben,
kærligheden drømmer,
lyset flyder
let og elegant.
Solskin strømmer.

I juni
er nætterne lyse,
døgnet har ingen ende,
aftnerne ude er skønne.
Morgen begynder frisk,
før mørket kan få fat,
med kvidrende fuglesang.
Bringer tidlig varme
og farvel til nat.

I juni
er livet herligt
og sorgerne små.
Med søde jordbærsmil
og venligt vejr
glæder naturens gaver.
Midsommers fyldte bæger
flyder overdådigt over,
mætter vore maver.



🤩
MAJ:

Forunderlig velsignet er maj.

Milde venlige maj;
grøn som håbet,
fuld af liv og lys.
Du giver os glæde,
gode oplevelser
på livets landevej.
Du pakker os ind i
dit frodige grønne
lune lette tæppe
af fryd og
dansende charme.
Fuglefløjt,
magi i luften,
blomstervælde.
Frihed under åben himmel,
lyset har magten.
Overdådige skønne maj;
du giver os af din overflod,
bringer overskud,
energi og vitalitet.
En forunderlig stemning
af eventyr,
en gaveregn,
grøde og grotid
fylder majdage,
nætter, morgener
og aftner.
Lyset bliver aldrig træt,
himlen kærtegner jorden,
miraklerne sker.
Med håbets styrke og mod
springer livets vækst
frem som en sommer
velsignet.

🙂

Overdådige dejlige milde maj.

Når bøgen springer ud,
springer maj ind i vore hjerter.
Med sin overdådige charme,
med sit yndefulde blomsterflor.
Det gode humør følger lys og varme,
den grønne ro den spirende vækst.
Let og frejdigt synger glæden
med på fuglenes friske kvidren.
Forårsmagi svæver i den milde luft,
mange mister al dagligdags fornuft.
Drømme trives under åben blå himmel
i de skønne aftner og lange lyse dage.
Håbet gror, forventninger styrkes,
livsmodet græder bristefærdige længsler.
Naturens overflødighedshorn flyder
over med frodige gaver gavmildt strøet.
En forunderlig livskraft vækker
energisk tro og kærlighed.
Atter er håbet og livet
lysegrønt.


🤩
APRIL:

Lunefulde aprildage.

Med forårsmilde vinde,
lun luft og en smilende sol
fra den smukkeste blå himmel
strømmer naturens godhed
os barmhjertigt i møde.
Med venlighed og optimisme
tror vi håbefuldt på
sommer og glæde.
Vårgrønne bliver unge konfirmeret.
Blomsterflor og festlige dage.
Flag, der hejses til fuglenes kvidren;
en lykkelig stemning.
Der bygges reder, energien sprudler
overalt.
Op af jorden springer grøden.
Med syvmilestøvlers hastige skridt
springer foråret ud.
Som en flodbølge vælter våren ind over os,
river os med på stærke strømme.
Slår benene væk under os,
vi opsluges af det overvældende.
Pludseligt forandres alting,
forvandles på én gang.
Som på et øjeblik tager naturen og vi
det store spring
fra mørke til lys,
fra kulde til varme,
fra død til liv.
Lyset bryder igennem med sin strålende styrke.
Varmen tordner frem tværs gennem kuldemuren.
Vinter brydes i kraftige livtag med sommeren,
der kommer.
Utålmodigt suger vi solskinnet til os,
kæmper med forårstræthed og forkølelser.
Vitaliteten venter på, at kræfterne samles
til livets nye vidundere.
Mirakler om os i omskiftelige dage,
april har det hele.
Lidt af hvert og mere til.


🤩
MARTS:


Smukt forår i marts.

Marts måned bringer foråret til os
på svanevinger.
Jævndøgnet
trænger mørket tilbage,
stærk lyser dagen
fra den klare blå himmel.
Så smukt og sart smiler
den spæde begyndelse
med spirende glæde.
Blide toner,
håbets kærtegn
blandes med en bidende vind.
Stærk og stille stråler naturen
med sine friske løfter
om sommerens glød.
Forårets finhed mærkes
på krop og sjæl.
Inderst varmende trods
vinterens stædige kulde.
I hagl, sne, blæst, byger, slud og sol
vidner lyset
om ukuelig optimisme.
Vi går uvægerligt
mod bedre tider.

🙂

Svævende morgensange.

Nattens drømme svæver stille i mørkets tavshed.
Hvilens ro hvisker om morgendagens lys, der vil tale smukt.
Om solens sange, der alting vækker til en dans.
Friske forårsfløjt kommer dig i møde.


🤩
FEBRUAR:


Februars enkle skønhed.

Februar går sin stille poetiske gang
klædt i hvid og modig enkel skønhed.
Kølig ro er dens værdige kendetegn
en blid, melodisk og følsom sang.
Gemt i dybets drømmende vinterhi
lyser frostperlers svage rosa skær
med en sprød og længselsfyldt klang.
I himmelblå og gyldne øjeblikke
der tindrer som fjerne blinkende stjerner
regnbuens farver i en spejlblank trang.
Klare krystallers isnende kuldegys
sagte og sårbar er håbets spæde spire
melankoli præger dvale tiden lang.
I sin alvorsfulde milde strenghed
forfrossen bleg vemodig, skrøbelig sart
bevæger sig med lyden af en engels vingefang.

🙂

Festlige farverige februar.

Februar er
fastelavn og farver,
men også stilhed og ro,
ferietid og fastetid.
Eftertænksomhed
og fordybelse
i vinterhi;
hjertets sange.

Februar er
kulde og blæst,
vinterhvide strenge dage,
vintergækkens gækkeri,
forårstegn,
der bryder igennem
den kolde jord;
kærlighedens styrke.

Februar er
flere dagtimer;
mere lys og længere dage,
spæde grønne skud,
endda en ekstra dag
foræres vi, når det er skudår.
Glæde i fest, udholdenhed i afsavn
med troens håb og hjertemod.



🤩
JANUAR:


Grådage i januar.

Dage vandrende
gennem
en tæt tågedis.
Grå tristhed
uigennemsigtighed.
Afventende
under en lukket himmel.
Spærret inde
i dit eget fængsel.
Slørede
regnvejrsdråber
mildner
trøstesløsheden.
Blander sig
med de tårer,
som de grå skyer
ikke helt kan skjule.
Undervejs
mod bedre tider
drømmende
nærmere lyset.
Langt fra
varmere dage
langt fra solens varme
langt fra lettere
friere
glæde.

🙂

Januars styrke og lys.

Nye begyndelsers tid;
starte på en frisk,
se fremad
mod det nye år.
Vende blikket
mod det, der er på vej.
Gøre status over det, der var
og er...
Forude venter livet.
Se dagene tage til i styrke,
mærke lyset,
der genvinder sine kræfter.
Atter hverdag
efter fest og højtid.
Håb og mod
som stjerner
på en stadig højere himmel.
Kolde friske vinde,
der lufter igennem.
Eftertænksom stilhed
fredelig arbejdsro.
Vinterens vemod,
tid til forandring,
kulden renser det gamle,
det slidte ud.
Omskiftelig
i vejr og vind,
men mod stadig lysere
tider.
Snehvide dage,
sorte nætter.
Frost og solskins-smil.
Død og genfødsel
mellem den tunge lukkede mørke jord
og den frie åbne lyse himmel.



🤩
DECEMBER:


Pynt og pjat - en decemberskat.

Lyden af bjælder;
julemandens kane
højt på himlen
følger den sin egen bane.

Det er koldt derude,
mon rensdyrene fryser?

Indenfor holder vi varmen
med æbleskiver og julehygge,
noget særligt godt at tygge.

Glade nissehuer
er på spil
med lidt frækt drilleri.

Eventyrlig stemning
levende lys,
flettede hjerter
ved tændte kerter.

Med ønsket om at glæde;
overalt gives gaver
og mange pakker
til dem, der takker.

Søde og spændte børn
tæller dage og timer.
Barnlige sjæle dekorerer
med lidt grankogleri
bare noget tosseri.

Overraskelser gemmes
pynten tages frem.

Venlighed og
menneskelig varme
stråler klarest
i den mørke tid.

🙂

December deler glæde og håb.

December travlhed,
glade guirlander.
Blide engle smiler
i det skjulte.

December hygge,
venlig varme.
Gode julemænd synger
lattermildt.

December lys,
levende lovsang.
Kerter og kæder
bryder mørket.

December stjerne,
kærlig klarhed.
Julens budskab
rører alle.

🙂

December julerød frelser os fra nød.

December jule varme glæde,
lyset vi fejrer er nu til stede.
Kulden i hjertet vi slår tilbage,
alt det gode vi her skal smage.
Decemberglæden stråler, lyser op
fra træets eviggrønne top.
Håbets farve i tristhedens mørke
frelser os af ensomhedens ørke.
Hjertelig julerød nissehygge
med kærlighed vi varigt kan bygge.



🤩
NOVEMBER:

Grålig novemberdis.

November grå.
Luften fyldt
af bedrøvet støvregn.

Himlen er tung.
Jorden tom
ganske nøgen og bar.

Sneskyer venter forude.
Kulden står ved døren.
Vinteren banker på.

Triste tanker
tærende træthed.
Mørket mærker os.

Dog har november
sin egen rolige
omend fattige
skønhed.
En dvales stilstand,
som giver tid
til hvile.

🙂

November mørke.

November stilhed
golde grene
nøgne og ubeskyttede
rækker de mod himlen.
November grå
rå blæsende kulde
trænger tudende
ind til dit hjerte.
November regn
dødens gustne ansigt
rusker hårdt
mod sjælens rude.

Et år går imod sin afslutning.
Kristtjørn lyser op
i mørket.



🤩
OKTOBER:

OKTOBERS BORTBRÆNDTE BROER.

Dagen går mod natten
alt er kun et gøglespil
omsluttet af den sorte stilhed
en gennemtrængende kulde
dybet kalder
hviskende og sært
blegner håbet
tomhed taler tyst.
Al storhedspragt er visnet
blegnet bort
falmet og forsvundet.
Vejret veksler varierende
kalder mindet om alle
tider frem
holder fast i deres drømme essens,
nu hvor virkeligheden går under
tæppet trukket væk
under fødderne
den faste grund forvandlet
til en afgrund.
Gyldenbrændte farver fejrer
livets evigglade fest
i en sørgmodig dans.
Lag på lag falder
blade drysser fra snart nøgne træer
med en særegen afklædt lethed
drager jordens tyngde dig
ind i sansernes spil.
Flugten går mod dvale
et hi for den vintergolde træthed.
Hvor ingen blændværk
ingen indbildning finder sted.
Hvor faste formers opløsning
drager ind i den hvide intethed.
Oktober har sin vindblæste
eftertænksomhed.
Ved bålet finder man en smule varme.
De stærke farvers flammende livlige glød
giver mod, håb og glæde
omend de skyldes
et sørgeligt håbløst forfald.
Opløftet, befriet
svæver ånden
på vej fra efterårets skikkelse
til en kølig vinterdragt.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Hanne Jensen | Svar 04.01.2017 12:19

En god side at finde inspiration i. Stemningsfyldte digt.

Bea Jensen | Svar 20.04.2015 21:16

Du er meget dygtig :) En fornøjelse at finde din side :)

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.04 | 18:18

Hej, faldt lige over din side. Flotte digte og julesange.
Hvilke melodier synges de på?

...
21.03 | 00:42

Kære Kirsten.
Mange tak for din venlige kommentar.

...
18.03 | 11:18

Som altid er dine ord rammende gode trods din smerte med så meget ondt. Jeg bliver altid grebet af det du skriver. Det er fordi ord betyder så meget for mig.

...
31.01 | 12:53

1ooo tak

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE