Sulsted i avisen

Så var det en slægtsforskningskollega, gjorde mig opmærksom på et link om amerikanske aviser udgivet for skandinavere, Bien og Dannevang. Jeg tænkte, jeg da lige kunne søge på Sulsted, min barndomsby, og som no. 2 jeg søgte på, fandt jeg sørme en omtale af Sulsted Menighedsråds bandereklame på Sulsted Stadion "Målet er klart". Det pudsige er, at det var min bror, der trumfede reklamen igennem - og som selv fandt på det. Året var 1990, og foruden at det vakte opmærksomhed i lokalområdet, så var det også med i diverse satireprogrammer i den bedste sendetid - og nu sørme også omtalt "over there" til efterkommere efter danskere der havde forladt fædrelandet - for måske mange år siden. Nu er det måske ikke den vigtigste og sjoveste eller uhyggeligste eller mest sælsomme af nyheder i landet "over there" - men det er for mig uendelig sjovt og pudsigt.

Her kommer der nogle andre begivenheder som kunne læses i avisen i Guds Eget Land og lad os starte med "Drabeligheder og mord"

"Bien" 31. december 1896

Dels Biens omtale af det drabelige mord og så uddrag af kirkebogen. Niels Chr. Christensen blev begravet på Ajstrup kirkegård d. 8. december 1896.

Da nogle godt kan have svært ved at læse teksten - og i hvert fald samtidig få en mening ud af det, har jeg her oversat hvad der stod i Bien på årets sidste dag i 1896:

Aalborg 1. december. En ældre mand er i dag dræbt ved Sulsted Station. Morderen er arresteret. Den myrdede boede i et lille hus i Sulsted og her er ugerningen begået. Føglende er de nærmere omstændigheder ved mordet: Der boede den 78-79 årige Niels Chr. Christensen. Han levede sammen med et ugift fruentimmer ved navn Maren Rasmussen. De var begge stærkt fordrukne. I deres liv spillede brændevin en stor rolle. Snapsen var den eneste fest de kendte og de holdt jævnligt fest. Niels C. Christensen var næsten blind, men i øvrigt en kraftig gammel mand. Han fik alderdomsunderstøttelse af Sulsted-Ajstrup kommune.

Det var i mandags aftes kl. ca. 9 Maren Rasmussen havde klædt sig af og stod og tømte sig et sidste bæger brændevin sammen med den afdøde, da det bankede på døren , og ind trådte gæsten, der viste sig at være Chr. Sivert Madsen. Det er en mand på 42 år. Han var nylig kommet til Sulsted hvor han i de sidste 14 dage havde arbejdet. Han og den gamle Niels Chr. Christensen havde fundet hinandne på brændevinsflasken og hans ærinde den aften i hytten var også at få sig en tår.

De satte sig at svirre og det gået dem, som alle andre drankere. Efterhånden som brændevinen gik ind, er deres sind blevet bevægelige, hver andet øjeblik har de skældt hinanden ud. Til sidst blev de enige om, at gå i seng sammen. De lagde sig i den fælles seng, mens Maren lagde sig på en bænk i stuen. Efter de var kommet i seng, kom de op at skændes om en halv flaske brændevin. Den ene påstod, at den anden havde taget den, og pludselig blev Chr. Sivert Madsen så vred, at han væltede den anden ud af sengen. Siddende på sengekanten sparkede han ham nu med sin træsko i ansigt og hovedet og han vedblev med sine mishandlinger indtil Niels Chr. Christensen til sidst var stille.

Alt i mens mishandlinger og drab gik for sig har Maren forholdt sig rolig, hun havde intet som helst foretaget sig. Hun har formodentlig været så fuld at hun ikke har kunnet sanse. Hun har så lagt sig til at sove, mens drabsmanden er forsvunden. Da hun vågnede næste morgen, fandt hun Niels Chr. Christensen døende, men hun foretog sig intet i den anledning, ud over at begynde at drikke brændevin påny. Hans sidste ord var henvendt til hende:Han sagde "Pas nu dig selv min pige, for nu rejser jeg". Ligsynet har konstateret, at manden er død som følge af de slag hans svirebror tilføjede ham med sin træsko, og de er ikke, som man først formodede, brugt kniv eller andet mordvåben.

"Bien" 29. oktober 1936

Denne torsdag i 1936 kunne man bl.a. læse, at Bødker og Dannebrogsmand, og svigersøn til forfatteren Niels Anesen, Søren Christian Christensen der boede i Stokbrohuse, fik sin store drøm opfyldt, og fik en flyvetur. Godt han nåede det - 1 1/2 måned efter døde han.

Bien 22. september 1966

Man kunne læse i Den Danske Pioneer i 1950, at enken efter læge Kristensen Maren Kristensen var død. Jo, død var hun skam også men hun hed nu Marie Theodora Kristensen ... men de amerikanere kan vel bilde det værste ind 🙂

Selvfølgelig blev jeg nød til at finde ud af noget om Marie Theodora Kristensen og hendes læge-mand.

Han blev født 16. juli 1864 i Øster Harken i Vrejlev sogn som gårdmandssøn. Døbt det blev han i Vrejlev Klosterkirke 4. oktober samme år.

Der må have siddet et godt hoved på den unge Vrejlevknægt, for læge blev han, og slog sig ned i Sulsted. 37 år gammel var han inden han giftede sig. Den udvalgte hed Thyra Kristensen, hvis far var skolelærer på Tylstrup skole.

Brylluppet fandt sted 10. september 1901 i Ajstrup kirke

Anton Julius Kristensen startede sin lærergerning i Tystrup i 1877, først på den gamle skole og siden, i 1900, på den nye skole. Jeg tror, at Kristensen har samlet familien til det fine fotografi foran den nye skole. Lur mig om ikke både datteren Marie Theodora og svigesønnen Kristian Peter Kristensen ikke også er med derpå.

Skolelærer Anton Julius Kristensen startede sin lærergerning på Tylstrup Skole i 1877, og det var her, at han og Maren blev far til Thyra. Som man kan se af folketællingerne fra 1890 og 1901 var Thyra deres første barn, eller i hvert fald det ældste barn der voksede op, først på den gamle skole i Tylstrup. Da den nye skole blev taget i brug i 1900 flyttede hun med derhen, og optræder dermed stadig som hjemmeboende barn ved folketællingen i 1901.

Se folketællingerne her https://plus.google.com/photos/112276729513360005870/albums/5942846995312496049/5942846999813285298?banner=pwa&pid=5942846999813285298&oid=112276729513360005870

1903 nærmere bestemt d. 21. oktober nedkom lægefruen, den 22årige Thyra Kristensen med en datter, som blev hjemmedøbt 8. november af sognepræsten. Den kirkelige fremvisning fandt først sted året efter d. 5. juni, blandt fadderne var Thyras søster Marie Theodora.

Der gik knapt et par år inden familien blev udviet med endnu en datter. Karen Johanne Kristensen så dagens lys 28. september 1905, og blev døbt i Sulsted kirke Nytårsdag 1906.

Men så indtræf en tragedie. Thyra døde på Fjerritslev sygehus d. 12. august 1908 27 år gammel. Hun blev begravet 3 dage efter på Ajstrup kirkegård.

Lægen i Sulsted var nu enkemand - sølle 7 år nåede han at være gift med den 17 år yngre Thyra, som efterlod ham med 2 små piger på knap 3 og 5 år.

På Anna Margrethes 6 års fødselsdag lød kirkeklokkerne endnu engang fra Ajstrup Kirke, og endnu en gang var det skolelærer Anton Julius Kristensen, der havde en datter der skulle giftes. Det var nu ikke fordi, at han og Maren fik en ny svigersøn, for deres datter Marie Theodora giftede sig med sin afdødes søster mand - Kristian Peter Kristensen. Kristian Peter Kristensen, der havde været 17 år ældre end sin første kone, havde nu sagt ja til hendes 8 år yngre søster. Forloverne var såmænd også de samme - brudens far og købmand Grundtvig Sørensen.

Se vielsen i Ajstrup kirke her https://plus.google.com/photos/112276729513360005870/albums/5942846995312496049/5942862491338663026?banner=pwa&pid=5942862491338663026&oid=112276729513360005870

På Aalborg Amtssygehus blev Marie og Kristian forældre til sønnen Søren Anton Ejner Kristensen d. 29. september 1914. Når Marie fødte på sygehuset, hvilket var en sjældenhed i Vendsyssel dengang, så skyldtes det uden tvivl, at hun d. 10. november 1911 nedkom med en datter, som kun levede få minutter. Den lille pige blev begravet 18. november på Ajstrup Kirkegård.

Men heldigvis gik det godt med Søren Anton Ejner der blev døbt 22. november 1914 i Ajstrup kirke.

Husstanden i Doktorboligen bestod foruden af de 5 hovedpersoner også af et par tjenestepiger.

Folketællinger 1911 og 1921 kan du se her: https://plus.google.com/photos/112276729513360005870/albums/5942846995312496049/5942869516099418002?banner=pwa&pid=5942869516099418002&oid=112276729513360005870

6 dage efter sin 80 års fødselsdag døde Kristian Søren Kristensen i Doktorboligen i Ny Sulsted, det var d. 22. juli 1944. Han blev begravet 3 dage efter på Sulsted kirkegård af Stiftsprovst Horsmann, som tidligere havde været sognepræst i Sulsted fra 1913-1922.

Som man kan læse i notitsen ovenfor fik Marie mod på både at åbne sit hjem for ungdommen i Sulsted og omegn og starte Vævergården op i Tylstrup.

Hun døde 17. april 1950 - knap 61 år gammel. Man må sige, at hun havde sine holdninger, og man har sikkert skulet noget til hende, da hun for det første havde valgt, at hun skulle brændes - og for det andet, at hun ikke ønskede at få sin urne nedsat på Sulsted kirkegård ved sin mand, men på Ajstrup kirkegård, hvor også hendes søster og datter lå.

Se hendes dødsfald her

https://plus.google.com/photos/112276729513360005870/albums/5942846995312496049/5942877350033161474?banner=pwa&pid=5942877350033161474&oid=112276729513360005870

Det var det jeg sådan lige fik ud af den lille notits, som mange amerikanere med danske rødder kunne læse i 1950, og som de fleste sikkert hurtigt glemte igen - men nu er den frisket op her d. 5. november 2013.
Ann Nygaard

Søren Christian Bertelsen

Enten er verden meget lille, eller så er "min" familie meget stor.

Jeg ville lige finde ud af lidt om Søren Christian Bertelsen, og noget af det første jeg fandt ud af var, at han var... hold nu godt fast... min fars onkels onkel. Min farmors søster Mary giftede sig med Lars Bertel Kjelgaard, hans mor Ane Marie Bertelsen var den ældste i den børneflok som karetmager Lars Bertelsen og Birthe Marie Pedersen fik i Thise, Søren Christian Bertelsen var den yngste i flokken.

Søren Christian Bertelsen blev født 30. januar 1893, og var således godt 16 år yngre end hans søster Ane Marie, der var blandt fadderne, da den lille Søren blev døbt 14. maj 1893 i Thise Kirke, eller som den rigtigt hedder: Vor Frue Kirke.

Søren giftede sig 25. april 1919 i Jetsmark kirke med Helga Martine Pedersen, og få måneder efter blev de forældre til deres første datter, Dagny, der født i Ø. Hjermitslev og senere døbt i den næsten nye Ø. Hjermitslev kirke. Den lille familie flyttede til Algade 33 i Brønderslev, hvor hun nedkom med datteren Karen.

Familien flyttede nu til Sulsted, til Præstegårdens Mark. Søren og Helga fik i hvert fald 9 børn, hvor af 2 døde som små, en jeg ikke har navn på og så Birthe Marie, som døde knap 3 år gammel på Amtssygehuset i Aalborg.

Søren Christian Bertelsen og familie blev ikke boende i Sulsted sogn, hvor de blev af, ved jeg ikke, men han var da med til at sætte Sulsted på landkortet over i staterne med sin opfindelse.

en aldeles regnfuld lørdag 9. november 2013
Ann Nygaard

Sparekassedirektør Frederik Vilhelm Jensen

Som du kan læse længere oppe på siden, blev den 69årige sparekassedirektør Frederik Jensen udsat for det vi i dag kalder hjemmerøveri.

Frederik Vilhelm Jensen blev født 1. december 1859 i Serritslev sogn, og det var her han voksede op. Ved folketællingen 1880 er han ude at tjene i Sønder Vraa hos gårdejer Zacharias Jensen. Han stiftede naturligvis bekendtskab med gårdejerens børn og i sær datteren Inger Marie Jensen fangede ungkarlens interesse.

Frederik Vilhelm forlod gården og Inger Marie og drog til Sulsted sogn, men d. 16. oktober 1885 vendte han dog tilbage for at ægte Inger Marie, og tog hende med til Sulsted sogn, hvor han var startet som Bødker. Formeringsmæssigt, lå ægteparret ikke på den lade sige..  Inger var  med barn  næsten konstant de første 10 år af deres ægteskab.

Jens Zackarias 18. janaur 1887

Albert 22. april 1888 - 28. april 1888

Axel 11. marts 1889

Kirstine Marie  23. august 1890

Oskar Møller 18. november 1891

Harald 10. november 1893

Sigrid 21. december 1894

Frida 13. april 1900

 De mistede den lille Albert, da han var 6 dage gammel, men ellers var deres børn levedygtige. Alligevel, så boede børnene for de flestes vedkommende ikke hjemme hos forældrene. Ved folketællingen i 1901 oplyser de, at de i ægteskabet har fået 7 børn som lever, og et der er afgået ved døden, men både ved folketællingen i 1901 og i 1906 bor kun Frida og Harald hjemme hos forældrene, og så vidt jeg kan se, er det kun de 2 der bliver konfirmeret i Sulsted kirke, både Jens Zackarias og Axel blev konfirmeret i Vraa kirke. 

Naturligvis kan der ligge mange grunde bag, men da Frederik Vilhelm og Inger Marie nærmest per automatik afleverede et barn når de fik et ny. Jeg har ikke noget som helst at have det i, men når nu Frederik senere i livet får en så betroet stilling som sparekassedirektør, må man næsten formode, at det ikke var ham, der var problemet. Jeg tænker, om Inger Marie har døjet lidt med nerverne ?  Eller måske manglede et ben eller en arm - Ja, jeg undskylder mange gange hvis det ikke har noget på sig, men hører gerne fra dig, hvis du ved det

Inger Marie døde 21. februar 1928 62 år gammel og blev begravet 6 dage efter på Sulsted kirkegård, Frederik levede således alene, da "hjemmerøveriet" fandt sted. Han døde 12. maj 1942 og blev begravet ugen efter ved siden af sin kone.

9. november 2013
Ann Nygaard

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Ann Nygaard | Svar 21.04.2014 22.49

Hej Anni. Dejligt, at du vil supplere. Nu ved jeg ikke lige hvem din familie er, men du kan skrive en mail til mig på 64nygaard@gmail.com
Mange hilsner Ann

Anni Andersen | Svar 21.04.2014 19.54

Hej Ann. Syntes at dit indlæg er interessant læsning. Det er min familie du skriver om og jeg supplerer gerne med yderligere.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

07.08 | 19:42

Hej Ann. På https://arkiv.dk/vis/4604627 - er der henvisninger til skolebilleder på Egnsmindesamlingen for Sulsted og Ajstrup Sogne, hvor Johannes Pietrucha er

...
07.08 | 09:02

Hej
Jeg kan huske Jepsen tydelig jeg er datter af Aksel Andersen som hade Høgholt
Han kom tit på besøg hos os , og min far gik ud til ham hver jul med mad.

...
04.08 | 19:44

Efter Mette Christines død i 1891 gifter NKJ sig med sin husholderske Christine i 1895. Deres dreng Johannes er fader til min fader Niels Knudsen Jørgensen.

...
27.07 | 16:13

Jeg husker ham udmærket, rund og altid sort i hovedet og med Alpehue,
husker udmærket skrotpladsen ved Sulsted.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE