Sagfører Anders Olesen

Indledning

For 8 år siden til min kusines konfirmation, holdt min morfar en tale. Det var der sådan set ikke noget nyt i, det gjorde han altid, når lejligheden bød sig. Jeg husker specielt, at han talte meget om Sagfører Anders Olesen. Hvorfor denne sagfører lige skulle nævnes ved min kusines konfirmation, ved jeg ikke. Godt nok boede hun i Vodskov det første års tid af sit liv, men ellers er hun opvokset i den anden ende af Jylland.

Min morfar omtalte Sagfører Anders Olesen i rosende vendinger. Jeg tænkte: Det lyder da til at være en god mand. Med tiden har jeg fundet ud af, at der var mange der bestemt ikke brød sig om denne sagfører Olesen.

Jeg forstår godt, at min morfar gjorde. Sagfører Olesen havde givet min morfar og mormor arbejde gennem næsten hele deres arbejdsliv, mens andre i min slægt, sikkert har hadet ham, som så mange andre, fordi han sikkert har kastet øjnene på netop deres ejendom, og ikke har helmet før han var ejer.

En der heller ikke brød sig om ham, var Thomas Olesen Løkken, hvis bog Sigerslet jeg læser for øjeblikket. Bogen kunne lige så godt have heddet Sagfører Anders Olesen, Bjørnum Bakker kunne lige så godt have heddet Hammer Bakker osv.

Jeg tænker på Mærsk McKenny Møller, som jeg respekterede dybt, ligesom så mange andre - det til trods for, at han var kendt for meget hårde forretningsmetoder. Måske er det ikke muligt, at blive så stor og mægtig uden at være hård og kynisk ?

At jeg overhovedet er kommet i gang med Sigerslet skyldes, at min oldemors søsters svigerfar er en af personerne i Sigerslet, nemlig "Guldfisken". Man kan vist ikke klantre Sigerslet for at ødelægge "Guldfisken", den sag klarede han selv.

Denne fortælling, er en blanding af Sagfører Sigerslet og sagfører Anders Olesen. Ikke fordi, at Thomas Olesen Løkkens Sigerslet er den skinbarlige sandhed om sagfører Olesen - men der var jo nok noget om snakken.

 

 

Ole Andersen havde giftet sig med Ane Marie Christoffersdatter, med tilnavnet Drivsholm, d. 18. november 1853 i Vrensted kirke.

5. september 1854 fødte Ane Marie ægteparrets første børn. En dreng, som kun kunne hedde et navn: Anders Olesen. Det var også det navn han fik ved hjemmedåben 6 dage gammel. Han blev fremvist 2. juledag 1854 i Vrensted kirke.

Det var nok begrænset hvad drengen den dag tænkte over kirkeklokken, men senere i livet betænkte han Vrensted kirke med en ny klokke, med inskriptionen

"Nu kalder Sct. Thøgers Klokke paany paa gammel og ung i Vrensted By"

Jo, Sct. Thøgers kirke er navnet på kirken i Vrensted.

 

Vrensted sogn var et fattigt og vindblæst sogn. Et lille smalt stykke af sognet går helt ned til Vesterhavet. Netop helt dernede voksede min tipoldefar Anders Larsen op, han var 6 år gammel, da hans navnebror blev født i Vrensted Østre Udflyttere. Hvor min Anders, der var analfabetet, klarede dagen og vejen i sær i kraft af en arbejdsom kone og trøst i flasken ( læs evt. Skraal-Line SluegAjs ) - så forholdt det ganske anderledes med Anders Olesen.

Anders Olesen var nok ægteparrets første barn, men han blev ikke det sidste.

 

Anders Olesen 5. september 1854 - 15. december 1929

Ane Kristine Olesen 9. september 1855

Marie Olesen 25. maj 1857

Christoffer Olesen 6. juni 1858 - 6. marts 1863

Dorthea Olesen 8. august 1859 - 6. december 1898

Elmine Olesen 16. oktober 1860 -  19. januar 1921

Christen Olesen 12. december 1862 - 26. juni 1863

Johanne Olesen 17. juli 1864 - 19. februar 1866

Johanne Olesen 29. april 1866 - 21. februar 1951

Christopher Olesen 22. december 1868 - 20. oktober 1903

Petrea Olesen 24. augsut 1870 - 8. januar 1959

Christen Olesen 6. juli 1873 - 26. februar 1879

Anton Frederik Tscherning Olesen 8. april 1876

Sagfører Sigerslet havde ikke meget til overs for de fleste af sine søskende, undtaget  var broderen Gudmund, nok virkelighedens Christopher og søsteren der overtog barndomshjemmet, i virkeligheden Petrea. Eller måske ikke Petrea, men mere det, at hun havde mådeholden mand og ikke havde tillagt sig børn.. Sagfører Sigerslet  kunne ikke lide børn.

Her kan du læse lidt om Anders Olesens søskende Olsens søskende

Virkelighedens sagfører Olesen, tog sig nok lidt mere af nogle af sine søskende, end den fiktive Sigerslet. I hvert fald blev hans søster Johanne husbestyrerinde for ham, et job hun i hvert fald bestred i 30 år og den yngste bror Tscherning blev forpagter af Skovgården i Hammer Bakker. Dermed er det ikke sagt, at han var nogen nem herre at have med at gøre, men han gav dem trods alt et levebrød.

 

Vodskov set fra Rærup-kanten. Uden sagfører Olesen, havde det set anderledes ud. Ingen kirke, ingen træer, og nok heller ikke så meget by.

Anders Olesen blev sagførerfuldmægtig i Nørresundby hos Sagfører Ingerslev i 1877. Han havde forladt Vrensted som ung, været højskoleelev i V. Brønderslev og læst jura i København, og blev færdig som jurist samme år som han kom til Ingerslev.

I 1880 ved folketællingen boede sagførerfuldmægtig Anders Olesen i Fjordgade i Nørresundby hos particulier Christen Knudsen Winther, som var født i Tolstrup sogn og dennes kone Ane Kathrine Rasmusdatter født i V. Brønderslev sogn.

Ingerslev boede også  i Nørresundby, men havde et lille hus i kanten af Hammer Bakker. Ingerslev havde med jævne mellemrum inviteret den unge sagførerfuldmægtige Olesen med hjem til sit lille hus i kanten af Bakkerne, og for Olesens vedkommende, havde netop disse bakker, været kærlighed ved første blik. Da Ingerslev døde i 1887 købte han ikke alene Ingerslevs sagførerforretning, men også hans hus på kanten af Hammer Bakker.

En idé fødtes i Anders Olesen. Ikke alene ville han bo der på kanten af de lyngklædte bakker - han ville eje det hele - og plante det til med skov. For i Vrensted sogn, hvor han var opvokset, kunne træer ikke gro, men det kunne de her i Bakkerne.

Ved folketællingen i 1890 boede han stadig i Nørresundby, søster Johanne var flyttet ind, men det var nu ikke hende, som var husbestyrerinde, det var en  Christine Nielsen, som ligesom sagføreren var 35 år.

Det var nu nok fordi, at Olesens hus skulle stå helt færdigt, inden han flyttede. Olesen havde nok ligesom Sigerslet, slet ikke noget hastværk med at få byggerier færdige - det var langt vigtige, at det var gjort ordenligt.

Sigerslet havde selv tegnet sit hus, det havde Olesen nok også. Det hus, som skulle ligge der på skråningen af Møgelbjerg, med udsigt ud over det flade landskab mod syd, der stoppede hvor Limfjorden snoede sig på tværs - og var smallest der, hvor Aalborg og Nørresundby lod sig anlægge. Disse 2 byer og deres udvikling var der også udsigt til.

 

Anders Olesens hus anno 2013 - 113 år på bagen og stadig en perle

Huset var tiltænkt ham selv - ja, selvfølgelig kunne han tage mod gæster i de mange smukke stuer, men 1. salen var hans store soveværelse. Gæster måtte være i det gæstehus han havde ladet bygge, som en sidebygning til hovedhuset. Nu hvor han selv havde udsigten mod syd, så havde gæsterne værelser mod vest.

Huset havde en stor have der skrånede ned mod Tingvej.

Gæsteboligen Anno 2013, Folketællingen i 1901, hvor Johanne er blevet husbestyrerinde og så et af de træer som Olesen lod plante anno 2013.

Olesen nød Hammer Bakker, og har sikkert, ligesom Sigerslet vandret der et par timer hver morgen i sommermånederne, og en noget mindre tur om vinteren, altid med sin hund Fenris så længe den levede. Olesen havde jo ligesom Sigerslet arbejde at passe i Nørresundby. Dels som sagfører, men også med Nørresundby Bank, som han havde været med til at starte op sammen med andre i 1898.

Efter sin gåtur i Bakkerne trak han i gråt jakkesæt og vandrede ud i det åbne landskab mod stationen, for at tage toget til Nørresundby, selve togrejsen tog en halv time.

Der var et pænt stykke vej at gå, og Olesen, havde sikkert tillagt sig en "fin-herre-gang" lige som Sigerslet, han måske nok kunne glemme på vandreturene i Bakkerne, men på vej til stationen måtte der tages små sirlige skridt.

Jeg kommer til at tænke på Hercule Poirot, som også kan dette at "iscenesætte" sig selv. Af statur var der nu ikke nogen sammenligning, Olesen var en lille tynd mand.

Akkurat som Sigerslet, kunne Olesen ikke lade Bakkerne være ude af tankerne mens han var i købstaden. Hele tiden - hele livet handlede om, at han skulle erobre disse, for ham elskede Hammer Bakker.

Når man har sådan en passion her i livet, så helmer man ikke før man har hvad man ønsker, om så det også betyder, at man må tage meget ufine metoder i brug. Sagfører Anders Olesen var ingen undtagelse.

Der var nogle folk i Bakkerne, som var villig til at sælge til Olesen. Han var lige ved hånden, han var interesseret og han kunne betale. Her var der sjældent problemer.

Næh, det der gav Olesen det dårlige ry var, når han var lige så interesseret i at købe en ejendom, og sælgerne var lige så uinteresseret, så viste Olesen sin mindre fine side.

Folkene i Hammer Bakker havde økonomiske vanskeligheder, og mange havde ikke andre muligheder, end at bede Olesen om et lån. Ofte kunne disse mennesker ikke betale tilbage, sådan som planlagt. Det passede Olesen ganske udmærket, for nu kunne han sætte folk ud med fogedens hjælp og blive ejer af ejendommene for en slik. At folk mistede tag over hovedet og var dybt ulykkelige, så var det som oftest ikke noget Olesen kunne tage sig af, med andre ord:

" Målet helliger midlet"

Jo, nok ville Olesen have et kongerige, men i mange år, skulle der ikke være mennesker i kongeriget.  Menneskerne i husene skulle ud, så de ikke forstyrrede ham i hans kongerige og de byboer, der gerne ville nyde Hammer Bakker, skulle betale 2 kr. årligt for den fornøjelse. Det var nu nok ikke så meget de 2 kr. der betød noget, men nok nærmere en måde, ikke at få skoven, som det med tiden udviklede sig til, overbefolket.

Med tiden blev det ham nu lidt ensformigt, og lidt for øde. Han fandt ud af med årene, at de folk han havde sat ud , og hvor der nu var kolde ubeboede ejendomme, ja, der savnede han det liv, han plejede at beskue, på sine vandreture, så nogle fik lov til at leje sig ind igen.

En af dem der blev opkøbt af Olesen var Grønlænderen (læs evt. her  Grønlænderen ) - en anden var eneboeren, Grønlænderens gode ven.

 

Marthine Margrethe Christine Christensen f. 30. oktober 1867 i Sulsted sogn, her fotograferet 22. januar 1885 af Tønnies.

Når jeg i indledningen skrev, at han kunne have været hadet af andre i min slægt, så tænker jeg på min oldemor Jørgines søster Marthine.

Marthine giftede sig i Sulsted kirke d. 2. december 1887 - altså samme år, som sagfører Olesen købte det lille hus i Hammer Bakker - brudgommen hed Hejle Sørensen, som i 1905 tog navneforandring til Hejle Hejlesen.

Hejle var i 1886 blevet ejer af gården Kikkenborg, der lå i Hammer Bakker, og netop Kikkenborg, var den første ejendom i Hammer Bakker, hvor den unge sagførerfuldmægtige havde været med Ingerslev til tvangsauktion.

Nabo med Kikkenborg var der en lille smule skov, og da Olesen stod i lysningen, blev han forelsket på stedet, og bestemte sig for, at i Hammer Bakker ville han plante træer.

Olesen havde i modsætning til Hejle ikke råd til at købe Kikkenborg i 1886, og det blev derfor til Kikkenborg, at Marthine og Hejle skulle bygge og bo, da de var blevet ægteviede.

Børn skulle de naturligvis også have, og de kom da også i lige så let en strøm, som børnene havde gjort hjemme hos Olesens forældre.

Alle fik de efternavnene Hejlesen Sørensen, men de der levede i 1905 fik slettet Sørensen.

Søren Christian 2. marts 1889

Christian Madsen 9. maj 1890 - 9. september 1890

Elise Marie 1. september 1891

Ane Birgitte 13. november 1892 - 5. januar 1893

Ane Birgitte 23. janaur 1894 - 22. februar 1895

Anna Bertha 13. september 1895 - 22. janaur 1897

Anna Magdalene 5. august 1897

Angela Birgitte 20. april 1900

 

Marthine og Hejle ville Sigerslet i hvert fald ikke bryde sig om - så mange børn og flittige syntes han sikkert heller ikke de var. Det var antageligt også så dårlige tider for Hejle og Marthine, at de var blevet nødsadiget til at gå den tunge gang til Sagfører Olesen for at bede om lån.

Olesen, brød sig lige som Sigerslet, ikke om hverken uduelige eller børnerige folk, men støtte dem økonomisk gjorde han gerne - for så fik han skovlen under dem, for han vidste, at de ikke kunne betale afdragene, og så kunne han få ejendommen for en slik, og Hejle og Marthine havde ligesom alle de andre, ikke noget valg.

Det var i 1902 at Olesen slog det endelige slag om Kikkenborg og blev ejer - det han sikkert havde pønset på så længe. Han lod gården nedrive, for det var jo ikke bygningerne han var interesseret i - næh... det var jorden - den herlige jord som lå i Hammer Bakker og som var hans kongerige.

Hejle og Marthine beholdt dog noget af jorden - den jord der lå på den anden side af Tingvej, vest for Langbrokrovej, som ikke var noget af Olesens "must-have" og her byggede de en ny gård. Her forøgede de børneflokken med

Kristine Marie 5. marts 1904

Christian Højgaard 7. maj 1905

Birgitte Elvine Hejesen 19. juni 1907

Nærmeste nabo var gården Nygaard, hvor Marthines søster Jørgines svigerforældre boede ( mine tipoldeforældre). Peders bror, som blev bestyrer af gården, da hans far var død, stod da også fadder til den yngste, Birgitte, der ligesom sine søskende, var blevet døbt eller fremvist  - nej, ikke i Hammer kirke - men i Horsens kirke.

 

Øverst oppe ses Tingvejen, som slår et sving - nord for den, er Hammer Bakker, og dermed Olesens drøm om en skov, det var her Marthine og Hejle boede på Kikkenborg indtil 1902 - nu byggede de en ny vest for Nygaard, som var min oldefars barndomshjem, og stadig i familiens eje i 1902.

Lad os nu fortsætte med kirkerne. Sognepræst P.C. Jensen og Sigurd Ersted, der var skolelærer var sammen enige om, at Horsens-Hammer trængte til en ny og større kirke, der skulle være placeret i Vodskov, tæt på hvor folk var begyndt at bosætte sig. I sogne som f.eks Mårup, Lyngby og Rubjerg, havde man enten flyttet kirkerne eller det var lige på trapperne.

I de sogne var årsagen, Vesterhavets nådesløse indhug i landskabet, den slags var hverken Hammer eller Horsens kirker i farezonen for.

Nu var det så, at det var så herligt for de 2 mænd, at den pengestærke Olesen havde forelsket sig i netop den egn af sognet, hvor de godt kunne tænke sig, den nye kirke blev bygget.

Sagfører Olesen tænkte over tingene, for nok var han vist ikke den store kirkegænger, men han kunne godt lide at bygge - og det var jo også en ualmindelig fin anledning til, at sætte sig et monument for eftertiden - ja - for evigheden - for kirker rager man ikke ned med mindre havet vil æde dem.

Olesen gjorde ikke noget halvt, og det var arkitekten PederVilhelm Jensen Klint der blev ansat som arkitekt. Han var en dygtig arkitekt - og god til kirker.

Olesen, der skulle betale gildet, ville have en hvid landsbykirke. Den hvide kirke skulle ikke ligge inde i Hammer Bakker, men tæt derved. Valget faldt på Tidselbakken, som lige netop ligger på den anden side af Tingvejen. Den hvide kirke ville være en smuk kontrast og god indgangsport til hans Hammer Bakker. Den ville med sin placering kunne ses vidt omkring, fra folk i syd, der kom fra Aalborg, fra folk i Vest og i øst, og han selv ville have udsigt til den både fra sine stuer og sit soveværelse.

Arbejdet begyndte i 1906 - og Klint og Olesen, havde sikket nogle konflikter, ligesom Sigerslet og arkitekt Jens Steen i Olesen Løkkens roman, sine uoverensstemmelser.

Peder Vilhelm Jensen Klint.

3 år måtte d´herrer Olesen og Klint være i compagniskab, og de tvistligheder der er i romanen mellem Sigerslet og Steen, får mig til at tænke på Mærsk McKenney Møller da Operahuset blev bygget i København. Der var der også forskellige meninger om arkitekturen, hvortil Hr. Møller udtalte på TV: "De kan få det som de vil have det, men så er det ikke mig der betaler". På samme måde havde Sigerslet det - og sikkert også virkelighedens Sagfører Olesen. Specielt nordgavlen ville Sigerslet bestemmme - ikke så sært - det var den han havde udsigt til.

Kirken stod færdig i 1909 - 150.000 kr. havde den kostet - 25.000 var der givet i tilskud fra det offentlige. Ikke noget at sige til, at Olesen var en stolt mand, da der var indvielse 6. juni 1909. Han var på vej mod de 55 år og var slået til Ridder af Dannebrog.

 

Nogle skal jo åbne ballet

- den første dreng der blev døbt i kirken var

Asker Johannes Nielsen der blev døbt 20. juni 1909 som søn af smed Niels Christian Nielsen og Karen Marie f. Christensen.

- den første pige der blev døbt i kirken var

Marie Cecilie Jacobsen blev døbt 4. juli 1909. Hun var datter af husmand Jens Jacob Jacobsen og Emma Anine f. Hassing.

Det første ægtepar der lod sig gifte i den store kirke på kanten af bakkerne var

Urmager Thomas Kristen Kristensen, som var født 12. november 1881 i Svenstrup sogn og Pige Dorthea Margrethe Pedersen f. 14. februar 1884 i Hammer sogn.

Det var d. 6. november 1909, man første gang hørte et ægtepar sige JA til at leve i medgang og modgang i Vodskov kirke.

Allerede ved indvielsen af kirken, var flere begravet på Vodskov kirkegård.

Husmand Budolf Pedersens efterladte, lagde ham i graven d. 7. december 1908, og dermed var den indviede jord blevet indviet, 2 dage efter blev den første kvinde begravet der, det var den 27årige Karen Marie Jensen.

 

Sagfører Anders Olesen, havde mod på mere byggeri, og allerede mens Vodskov kirke stadig var under opbygning, begyndte han på Skovgården, vest for hans hjem, en gård som hans bror Tsherning blev forpagter af. Knap var kirkens kalk tør, før han ville bygge en skole. I dag ligger skolen vel cirka midt i Vodskov, men dengang lå den langt ude på marken, kæret, heden, sletten eller hvad man nu vil kalde det.

Vodskov skole i forgrunden med kirken i baggrunden, Hammer Bakker, og måske kan man ane Olesens hjem, til venstre for skolen ligger Skovgården. Vodskov kirke og Skovgården. Skovgården er i dag udstykket til ejerlejligheder - smukt dengang - smukt i dag.

Kunsten og Kvinderne

Sagfører Olesen var meget glad for kunst og havde fyldt sine vægge i de smukke rum med malerier. Han ville gerne have, at kreative mennesker boede hos ham i gæsteboligen, ligesom de skiftende arkitekter gjorde. Kunstnerne blev nu ikke særligt længe hos ham, for han var nok for meget Rasmus-modsat i forhold til dem. Sagføreren hang sig i klokken, et begreb som de nok ikke brugte så meget - og mange kunstnere var lige gået i seng, når Olesen startede sin morgentur i skoven ved 4tiden.

Det var nu ikke ensbetydende med, at der ikke var kunstnere i Hammer Bakker, det vrimlede faktisk med dem, ja, man talte om en hel kunstner koloni  a la Skagen.

Når vi snakker kvinder, så må jeg ty til Sigerslet - for i romanen, er der nævnt 2 kvinder, som Sigerslet var forelsket i, i sit liv.

Den første kærlighed var Annelise. Han havde i sin første tid i Nørresundby lejet en landauer, som han faktisk ikke havde råd til, og vist Annelise de smukke bakker. Han havde nok ligesom Hercule Poirot en kærlighed for elegante og smukke kvinder, men havde nok ligesom ham, aldrig fået gjort noget ved det. I hvert fald havde Annelise giftet sig med købmand Grøndahl. Han stødte dog stadig ind i hende af og til, og blev også ofte inviteret i hjemmet, noget han som oftest afslog. Det gjorde for ondt. Han tog hævn, da Grøndahl og Annelises børn brugte flere penge i København end købmandsforretningen kunne bærer - og så var Grøndahl et blødere menneske, og rykkede ikke for de penge han havde tilgode rundt omkring. Til sidst måtte Annelise gå til Sigerslet for at bede om lån, hvilket hun fik, og han fik sin hævn, for Sigerslet var ikke blødsøden.

Senere i livet bliver Sigerslet forelsket i Johanne Dige. Johanne havde været gift med maleren Ole Dige, som Sigerslet havde bedt om at male et portræt. Ole Dige ville ikke male et skøn-maleri, men et maleri af manden sagfører Sigerslet. Sigerslet accepterede, dels fordi han godt kunne lide ham, og dels fordi Ole var syg. Sigerslet fik portrættet og det stod fremme, men det var ikke altid, han kunne holde ud at se på det, og dækkede det til med et klæde. Ole døde i København, hvor han opholdt sig i vintermånederne sammen med sin kone Johanne og deres retaderede datter Ellen. Sigerslet kastede sin kærlighed på Johanne, der blev ved med at komme sommer efter sommer i Hammer Bakker - eller Bjørnum Bakker som de hedder i romanen. Eneste problem var, at Sigerslet ikke kunne lide at se på Ellen og ville have hende på en anstalt - det ville Johanne ikke være med til.

Ellen var en af årsagerne til, at Sigerslet ville bygge en åndsvageanstalt i sine Bakker.

Thomas Olesen Løkkens Sigerslet skriver næsten identisk med det virkelige liv for Anders Olesen. Johanne Dige hed i virkeligheden Mariane Vige. Han havde, ligesom Sigerslet, kendt hende hele sit liv. Mariane, der var født Nielsen, var datter af højskoleforstander Niels Christian Nielsen i Brønderslev, og det var netop på hans højskole, Olesen havde været elev som ung og en gang set efter den lille Mariane, som var 18 år yngre end Olesen. Mariane havde giftet sig med kunstmaleren Jens Peter Olsen Vige.

Jens Peter Olsen blev født 11. maj 1864 i Havrebjerg sogn på Sjælland, som søn af en gårdmand, der i 1890 fik Kgl. Bevilling til at bære efternavnet Vige. Han havde gået på Krøyers skole, han havde opholdt sig i Paris, London og Normandiet. Han og Mariane havde sommerbolig i Hammer Bakker, som var kendt land for hende, da hendes mor stammede fra Sulsted sogn. Sammen havde de 2 datteren Hellen Vige, som var åndssvag. Jens Vige malede et portræt af Olesen, som findes øverst på siden. Jens Vige døde 20. marts 1912 i Toldbodgade, hvor familien boede om vinteren. Han blev begravet 24. marts på Garnisons kirkegård, hvor hans gravsten stadig står http://www.gravsted.dk/person.php?navn=jensvige

Da var den lille Hellen næsten 8 år gammel. Nogle mener, at Olesen gik med til åndssvageanstalten, for Mariane ville ikke give slip på sin datter. Olesen tænkte vel, at byggede han en åndssvageanstalt i Hammer Bakker, kunne Hellen bo der, og Mariane kunne blive frue på Møgelbjerg. Hellen kom, så vidt jeg har forstået det, senere i livet til at bo på Åndssvageanstalten, måske var det først efter Marianes død, i hvert fald rykkede Mariane aldrig ind som frue på Møgelbjerg.

 

 

Åndssvageanstalten i Hammer Bakker

I romanen Sigerslet, var det rygtedes, at Sigerslet var i byggehumør. En katolsk præst tog kontakt til ham på kontoret i Nørresundby, og foreslog ham, at han kunne skænke noget af de skønne bakker til et katolsk kloster.

Sigerslet arbejdede da også på sagen et par år, men tovtrækkerierne trak ud og til sidst smed Sigerslet håndklædet i ringen og opgav Pavens folk.

En dag læser Sigerslet i avisen, at forstander Winther, som han en gang har mødt, kommer med et nødråb: Danmark mangler anstalter for de åndssvage og i sær i Nordjylland.

Efter have læst artiklen 2 gange, skriver Sigerslet til Winther, og de 2 mødes i Bjørnum Bakker - og så er den sag klaret - der skal ligge en åndssvageanstalt i Bjørnum Bakker.

... ligesom der skulle ligge en åndsvageanstalt i Sagfører Anders Olesens kongerige Hammer Bakker

Forskellige bygninger af forsorgscentret - men der er mange, mange flere.

Man sagde, at Olesen var gået med til, da han regnede ud, at det var en måde på, så hans Hammer Bakker ikke blev til Vodskov by engang med tiden, for ingen ønskede, at bo ved siden af åndssvage.

Hvis Olesens opfattelse og afsky for åndssvage, så kan det i den grad undre, at han går med til, at bo klods op af dem, og at de kunne rende rundt i hans bakker.

Hvis man skal ty til Sigerslet handlede det også om "Tobias". Olesen havde en gang fortalt, at en indre stemme, havde betroet ham, at han ville blive ejer af store landområder, og "Tobias" var netop Sigerslets indre stemme - hans dårlige samvittighed, som kom frem her, der og alle vegne, i den mørke skov, i hans soveværelse, af den grund ønskede Sigerslet følgeskab til og fra jernbanen, når der var mørkt.

Det hele blev bygget så pænt i røde sten med røde tegltag, hist og pist dukker der en bygning op. De var langt fra der alle sammen fra starten af, men med årene er der dukket flere og flere op. Nu om dage, bygger man også nogle i sort malet træ, nogle pænere end andre. Alle de røde bygninger falder så smukt ind i naturen og dukker op som slotte eller små dukkehuse rundt om et hjørne, nede i en dal, på en bakketop.

Sigerslet startede efter indvielsen af anstalten sine morgenture med at gå vestpå inden han gik dybere ind i bakkerne, og mon ikke også Olesen gjorde sådan. Det hændte dog, at Sigerslet mødte nogle plejere med nogle af beboerne - hvilket han ikke brød sig om.

 

 

Kongen kiggede forbi

Det var i 1924, at Christian X og dronning Alexandrine kom på besøg i Vodskov og Hammer Bakker. Det var en stolt Olesen, der både viste Vodskov kirke og åndssvageanstalten frem.

Han var nu stadig ikke meget for de åndssvage - ligesom han heller ikke var begejstret for, at det var en kvindelig forstander, men det kunne han selv han ikke gøre noget ved, selv om han forsøgte.

Kong Christian X og Dronning Alexandrine besøgte Vodskov kirke 8. august 1924, bagerst går Olesen selv. På det nederste billede, er det Olesen med sin søster Johanne, som var husbestyrerinde, og hans elskede hund Fenris, fotograferet i 1926, samme år, som stenen blev sat ved indgangen til Hammer Bakker.

En Matador døde

Sigerslet havde regnet med at leve 100 år, det havde Olesen sikkert også. Han røg ikke, han ville heller ikke have, at der blev røget i hans hus, han drak meget lidt, han spiste sundt, han levede efter et ur og motionerede flere timer hver dag.

Men det gik ikke som planlagt. Sagfører Anders Olesen døde på sit slot Møgelbjerg i sit kongerige Hammer Bakker 15. december 1929, 75 år gammel. Han havde drevet sagførervirksomhed siden 1887 i Nørresundby, han havde været med til at starte Nørresundby Bank op i 1898, han havde bygget Møgelbjerg, Skovgården, Vodskov kirke, Vodskov skole, givet Vrensted kirke en ny klokke, bygget Ane Maries Hus i Vrensted, som var et hjem for ugifte kvinder og enker, opkaldt efter hans elskede mor, han havde givet jorden til åndssvageansanstalten  - han havde kort tid før sin død, fået dårlig samvittighed over, at han havde snydt i skat, og givet Vodskov et alderdomshjem - og han havde først og fremmest købt det meste af og forvandlet

Hammer Bakker

for evigt

Han der havde elsket Hammer Bakker så højt som nogen vel næppe har gjort før eller siden, han elskede sit hjem Villa Møgelbjerg, han havde bygget en kirke som lå så tæt på både Hammer Bakker og hans hjem, og alligevel ville han ikke begraves på Vodskov kirkegård. Nej, han ville begraves på Vrensted kirkegård, for i Vrensted sogn havde han hjemme. Begravelsen fandt sted d. 20. december 1929. Det var pastor Plesner der forestod begravelsen - nøjagtig som han havde begravet hans navnebror Anders, min tipoldefar,  5 år tidligere.

På Vrensted kirkegård står hans sten stadig - øverst Vrensteds drivende skyer, som symbolisere hans liv i Vrensted sogn  - nederst en bikube ( arbejdsomhed) flankeret af træer - det virkelig liv i Hammer sogn.

 

Anders Olesen fotograferet 1914 - Vrensted kirke.

Citat:

- Ingen jordisk magt havde nogensinde formået at bryde det bånd, der bandt ham til fædrenehjemmet i Vrensted. Hans dybeste længsler gjaldt i virkeligheden dette åbne, forblæste vestlige land med de drivende skyer, hans drømmes verden var de konturløse udmarker mellem Børglum Bakke og Thise Kirke, til sin død var han gårdfæster af Vrensted Ole Andersens og Ane Marie Drivsholms søn.

Min morfar på arbejde - tankevækkende er det, at hans morfar Anders fra Vrensted sogn, der både røg og drak og som livet i gennem, der boede både i fattighuset og i et hus hvor den ene ydermur faldt ned - der livet igennem var ludfattig og som helst ville lave så lidt som muligt - for de sidste år slet ikke at lave noget som helst blev 76 år gammel, mens hans navnebror Anders Olesen, der blev født 6 år senere i samme sogn, som ikke røg, drak sparsomt, var yderst velhavende spiste sundt, boede i et yderst godt bygget hus og motionerede i flere timer om dagen gennem alle årene i Hammer Bakker kun blev 75 år.

Efterskrift

Lad mig sige med det samme, at i dag kunne vi jo ikke finde på at bruge ordet "åndssvag", men det gjorde man dengang. Jeg husker tydeligt snakken hos min mormor og morfar, da det var bekendtgjort, at Åndssvageanstalten fremover skulle hedde Forsorgscentret.

Min mormor og morfar mødte hinanden på Åndssvageanstalten, antageligt i 1944, hvor min mormor var 17 og min morfar var 25. Efter at have været væk derfra i et par år eller 3 fik de begge fast arbejde der. Min mormor var i køkkenet, og min morfar var vaskeribetjent de første mange år. Nu hvor de var begyndt at stifte familie byggede de hus i Vodskov, ligesom så mange andre der var beskæftiget i Bakkerne. Vodskov var i en rivende udvikling.

Af og til cyklede jeg fra Sulsted til Vodskov gennem bakkerne, en gang husker jeg særlig godt. Nemlig, da solen skinnede - himlen var blå - og mange af beboerne på Forsorgscentret havde fået lov til komme ud på de store grønne græsplæner. Der kan jeg godt sætte mig ind i Olesens verden. Det vrimlede med udviklingshæmmede, her, der og alle vegne, der var flere hundrede ude på græsplænerne. Nogle sad stille på tæpper, nogle gik lidt frem og tilbage, men der var også dem der løb forvildet rundt på den vej jeg cyklede, i sær husker jeg en mand, der kom løbende mod mig. Han bankede konstant sig selv oveni hovedet, og havde af den grund en boksehjelm på. I guder - hvor var jeg bange.

Jeg husker andre gange, hvor de bedste af beboerne fik lov til at gå ned i byen, og lige stak hovedet indenom min mormor og morfar. Hvor mange de sådan skulle rundt lige og sige "daw" til ved jeg ikke, men det kunne da nemt være en hel del.

Sagfører Olesen var måske ikke helt fin i kanten, men han skaffede så mange arbejdspladser til Vodskov, og dermed folk og forretninger, at man ikke kan forestille sig hvordan Vodskov havde set ud i dag uden hans tiltag.

Min morfar blev efter sygdom i stedet for vaskeribetjent Nattevagt. Han gik fra bygning til bygning om natten, for at høre om alt var i orden. Et arbejde han beholdt frem til at han kunne gå på efterløn nogle og 60 år gammel i starten af 1970erne. Min mormor sluttede også sit arbejdsliv på Forsorgscentret.

Det var vel engang i 1980erne at man begyndte på at de udviklingshæmmede skulle ud i små bosteder, og leve under langt bedre forhold - ja, nogle mente man kunne komme ud i egen lejlighed - og så var der andre, som var så dårlige, at de blev tilbage.

Da der var flest udviklingshæmmede i Hammer Bakker var der 800 beboere, og selv om det i dag ikke er ET forsorgscenter, som det var en gang, så er de mange bygninger stadig i brug for dem med problemer - eller dem som vil hjælpe dem, - autister - psykisk syge - omsorgssvigtede børn - social- og sundhedsskole osv.

Til slut synes jeg, at du skal gå ind på krak søge Vodskov kirkegårdskontor, gå nord på og se Hammer Bakker med alle de røde tage - og bedst som du tror, at der ikke kommer flere, dukker der en ny bygning op - langt inde i skoven - her travede min morfar ligesom Olesen havde gjort det.

Min morfar ligger begravet på Vodskov kirkegård med udsigt til Vodskov kirke, Aalborg og Limfjorden i syd og Anders Olesens kongerige Hammer Bakker mod Nord

Brønderslev d. 10. april 2013
Ann Nygaard

Til toppen af denne side Anders Olesen

 

Gode bøger om Anders Olesen:

Konge af Hammer Bakker af Ole Bergh

Hammer Bakker, et mindeskrift af Niels Hedin

Sigerslet Thomas Olesen Løkken.

Enhver fejl er utilsigtet, finder du en eller flere hører jeg gerne fra dig.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Heidi Kromayer | Svar 13.01.2017 10.51

Hej
Fin artikel.
I 2014 udgav Lokalhistorisk Arkiv for Vrensted og Omegn en jubilæumsfolder om Ane Maries Hus og Anders Olesen i anledning af 100 år
Se hjemmesi

Jens Ole Skov Kristensen | Svar 22.02.2016 19.48

Rigtig spændende side. Min farmor boede de sidste år i "Anne Marie's hus" i Vrensted og det er en af de ting han også fik bygget. Hilsen Ole, skriv gerne

Ann Nygaard | Svar 18.11.2014 10.26

Hej Ketty. Jeg ved ikke om det er betænkeligt, at blande tingene sammen, når man gør opmærksom på det. Ja, det er jeg blevet obs. på. Hilsen Ann

Ketty Johansson | Svar 24.10.2014 15.27

Kære Ann Nygaard.
Du er vel klar over at sagførerens søster, Dorthea (1859-98) var dybt åndssvag og en stor belastning for familien.

ketty Johansson | Svar 24.10.2014 15.23

Kære Ann Nygaard,
Du har skrevet en grundig redegørelse for sagførerens liv og levned, men det er lidt betænkeligt at blande en roman ind i det virkelige liv.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE