Hvad er barnets navn ?

Vi kender det i dag. Har forældrene ikke sagt et ord om, hvad barnet skal hedde, sidder folk musestille, for at høre hvad der bliver svaret på præstens spørgsmål. Drejer det sig om de kongelige, ja, så kan man sågår spille på det.

Sådan var det ikke engang - før man nåede langt ned i børneflokken.

 

Efternavn

Et eksempel fra V. Hassing kirkebog 1698 og 1699. Moderen er ikke nævnt, selv om det vel også dengang var kvinderne der fødte børnene. Nej faderen er nævnt, og barnet med fornavnet

I gammel tid, havde man ikke efternavne. I kirkebøgerne stod angivet f.eks Anne - Niels eller Hans. Som vi kender efternavne Hansen Jensen Nielsen, var ikke noget man hed, det var noget man var.

Kigger man i de gamle kirkebøger, skal man altså ud i kolonnen med forældrene, og hvis så Niels far stod som Rasmus Nielsen, så ville Niels gå under betegnelsen Niels Rasmussen, kom datteren til at hedde Anne, jamen så ville hun blive kaldt Anne Rasmusdatter - men de hed det ikke - det var noget de var Rasmus søn Rasmus datter. I folketællingen fra 1787 er der flere sogne, hvor man kun er benævnt med fornavnet.

I 1828 kom en dåbsforordning, hvor børnene ikke bare skulle døbes med et fornavn, men også et efternavn. Drengen ville nu blive indført i kirkebogen som Niels Rasmussen, dattern som Anne Rasmusdatter, fordi deres far hed Rasmus.

Kvinderne skiftede ikke navn når det giftede sig, de var jo stadigvæk Anne Ramus datter. 

Som sagt, så fik børnene efternavnet Rasmusdatter eller Rasmussen, fordi de var børn af Rasmus. I 1856 kom der lov om, at man skulle fastfryse efternavnene. Hvis far Rasmus havde heddet Nielsen til efternavn, jamen, så skulle hans børn også hedder Nielsen til efternavn.

Det kneb dog gevaldigt med sådan lige, at få indført den regel fra dag til dag. Dels var det lidt afhængig af hvor langt ude på landet man boede, dels var det afhængig af hvem præsten var, og dels så kunne der jo sagtens være ældre søskende, som havde fået lov til at bære navnet Rasmussen, og skulle de yngste så ikke også få lov til det ? På den måde forsvandt efterhånden efternavnene med datter, for Anne var jo ikke Nielsdatter, hun var Rasmusdatter, og fik derfor navnet Nielsen. Generelt, i de sogne jeg bevæger mig i, ser man først i folketællingen i 1890, at kvinderne står opført med mandens efternavn.

Fornavn

Peer hedder Peer efter sin morfar, som er her på billedet Peder Nielsen, han hed det, i det hans farfar hed Peder Nielsen, og han hed det fordi hans morfar hed Peder Andersen "Kobber"

Fik Rasmus Nielsen, som nævnt ovenfor, 8 sønner

Niels, Peder, Jens, Hans, Anders, Claus, Christen og Erik, så ville de 8 sønner få hver en søn med navnet Rasmus, opkaldt efter farfaren.

Rasmus Nielsen, Rasmus Pedersen, Rasmus Jensen, Rasmus Hansen, Rasmus Andersen, Rasmus Clausen, Rasmus Christensen, Rasmus Eriksen.

Den første søn et ægtepar fik, ville blive opkaldt efter farfaren, nr. 2 efter morfaren, den første datter oftest efter farmoren, men var kvinden stærk, kunne det blive mormorens navn. Døde burde dog altid gå forud for levende. Det vil altså sige, at hvis morfaren var død, men farfaren levede, burde det være morfaren den ældste søn blev opkaldt efter.

Det vil altså sige, at de første 2 sønners og 2 ældste døtres navne var fastlagt, og man kunne nu tro, at der derefter var frit spil. Men ikke helt, døde en af ovennævnte, blev man nød til at opkalde det næste barn efter det døde barn. Døde en af ægtefællerne, og manden eller konen giftede sig igen, måtte man opkalde et barn efter den afdøde ægtefælle.

Et eksempel på det, er min oldemors søskende. Hendes forældre fik Andrea Vilhelmine Jensen f. 15. januar 1880 - død 25. december 1887. Hun var opkaldt efter hendes mormor Andrea Vilhelmine Nielsdatter.

Min tipoldeforældre var lige blevet forældre til en søn da Andrea Vilhelmine døde, og ham gav de navnet

Andreas Vilhelm Marinus Jensen. Men helt rigtigt var det nu ikke, så da de fik deres næste datter, fik hun navnet: Andrea Vilhelmine Jensen - og nu var alt i den skønneste orden.

Dengang var døden en større selvfølge end livet, og det kunne altså være svært, at nå til selv at vælge et navn til sit lille barn.

Det var jo ikke altid, at tingene gik op i en højere enhed, og måske ønskede man også bare, at komme hurtigere igennem "kongerækken". Nye navne opstod som Jørgine, Jensine, Madsine, Nielsine eller det noget mere sjældne Gregersine.

Præsterne begyndte, at give deres børn flere fornavne, og det var der en del forældre der tog til sig. Min ene oldemor blev i 1861 døbt Jørgine Johanne Kristine, en tiptipoldemor blev  3 år inden døbt Augustava Mathilde Dorthea.

Efterhånden som flere og flere børn overlevede, begyndte forældrene at give dem "numre" Syvmine, Syvnius, Ottilie, Ottine, Ottilius, Ninus, Ninine, Tinus, Ellevenius, Elvinus, Dusine og Dusinus.

Hvordan de små børns navne blev skrevet ind i kirkebogen var rene tilfældigheder, eller hvad nu præsten synes bedst om. Nogle sværmede mere til navne der blev stavet med K end med Ch, andre præster havde det modsat. Det var hip-som-hap om pigerne hed Kirstine eller Kristine, om de hed Willum eller Villum, Jacob eller Jakob.

Omkring århundredeskiftet (1900tallet) begyndte man - naturligvis først i byerne- med det jeg kalder de "hårde" navne. Sigrid, Astrid, Oskar, Gunnar, Anton, Magda, Erna, Agnes osv. Her begyndte flere og flere, at droppe det, at opkalde deres børn efter bedsteforældrene, eller måske puttede det ind som et mellemnavn.

 

Anne/Ane

Ja, Anne er det ældste navn. Det tror man måske ikke, men det er sådan det er. På ovenstående udskrift fra kirkebogen, kan du se, at der er en Anne i blandt. At det med tiden blev til Ane, må skyldes "spar på papiret". Papir var dyrt, og for at spare på dette, skrev man Ane, og satte en streg over nét, for at vise, at her skulle der have stået 2. Med tiden er stregen antageligt blevet droppet, og når man nu alligevel altid skrev det med et N, kunne man lige så godt kalde sin datter det. Ofte blev kvinder der hed Ane - kaldt Anne og Anna.

 Michel/Mikkel

I dag findes der en del danskere med navnet med Michel, udtalen er fransk - men i gamle dage, stavede man navnet Mikkel Michel. Efterhånden blev stavemåden ændret til Mikkel - de fleste fik så også efternavnet Mikkelsen, men enkelte beholdt stavemåden Michelsen. Vi udtaler de 2 efternavne vidt forskelligt, hvilket jo virker underligt, når der er tale om nøjagtig det samme efternavn.

Christen/ Christian

Omkring 1860 - her i Vendsyssel er der omkring Frederikshavn et skred i navnet Christen. Mange hed Christen, men flere og flere blev kaldt Christian, dette medførte, at flere og flere børn fik efternavnet Christiansen på netop den egn, og et nyt efternavn opstår.

Mellemnavn

At vores børn ikke skulle hedde Nygaard, var ikke en mulighed i min verden. "Heldigvis" havde Peer ikke efter mellemnavn, så konkurrencen var ikke så hård.

Hvis vi går godt 100 år tilbage, kan man se flere og flere der har dobbelt efternavn, f.eks. min farfars bror Lars Jensen Larsen. Hans farfar havde heddet Lars Jensen, hans far fik navnet Peder Larsen, og nu skulle denne søn som den ældste i flg de gamle navneskikke hedde Lars Jensen, men den gik jo ikke, for navnereglerne var blevet lavet om, og han skulle hedde Lars Larsen. Det ville jo ikke være den samme hyldest til farfaren, og derfor fik han navnet Lars Jensen Larsen. Drengen døde nu, og da min farfar blev født 13 år senere - i 1904 - fik han navnet Lars Jensen Nygaard Larsen, for selv samme år, var den slags kaldenavne blevet tilladt.

Tager man eksemplet der er nævnt længere oppe, så fik Rasmus Nielsen 8 børnebørn som alle fik navnet Rasmus. I det folk ikke flyttede sig særligt langt omkring i de dage, så skabte det i det enkelte sogn mange med det samme navn. Det gjorde, at man brugte kaldenavne/øgenavne. Så disse børnebørn kunne blive kaldt Rasmus Møller, Rasmus fra Søndergaard - og inden længe Rasmus Søndergaard, Rasmus-ude-i-skoven blev til  Rasmus Skov, Rasmus-nede-ved-bækken, blev med tiden til Rasmus Beck. Flyttede den ene Rasmus fra Vittrup, og så langt væk som til Hjørring, jamen, så ville folk i Hjørring kalde ham Rasmus Vittrup.

I generationer havde folk altså kaldt folk et - men de hed det ikke.

Netop det, blev der åbnet mulighed for i 1904. Folk der igennem generationer var blevet kaldt Søgaard, kunne nu pludselig ansøge om, at hedde det til efternavn, der var bare lige en hage ved det. Havde en famlie i Skagen søgt om at komme til at hedde Søgaard, og fået ja, så skulle familien i Hellum, der også var blevet kaldt Søgaard - i lige så mange år, finde famlien i Skagen, der havde taget navnet, for at få lov til også at tage navnet som efternavn. Det var svært dengang, og mange nøjedes så med, at give deres børn navnet som mellemnavn, som f.eks min farfar Lars Jensen Nygaard Larsen.

På den måde blev mellemnavne helt almindeligt, for familierne var igennem alle tider blevet kaldt noget, og i dag har langt de fleste et mellemnavn, i hvert fald langt de fleste, som "bare" har et sen-efternavn.

Sådan opstod mellemnavnet Krogh og så alligevel ikke

Mine 2 fætre hedder Krogh til mellemnavn, ligesom deres børn og børnebørn gør. Det kommer ikke fra min og dermed min fasters familie. Det kommer fra min onkels familie. Men hverken min onkel, hans far eller farfar hed det, men de blev kaldt det.

Min onkel Erik fortalte mig en gang hvordan navnet var opstået. Der boede 2 familiefædre på Skovmarken i Ajstrup sogn. Begge hed de Jakob Jakobsen. Det var selvfølgelig for indviklet for naboerne. I det Eriks farfar med famlie boede i et lille indhak på Skovmarken, blev han kaldt Jakob Krogh, og hans søn blev kaldt Ejnar Krogh, min onkel Erik Krogh, men det var først da mine fætre blev født i 1950erne, at navnet blev "officielt". Den anden familie hvor familiefaderen hed Jakob Jakobsen er Peers slægt, og jeg har ligesom beskyldt ham for, at han og hans familie var årsagen til, at mine fætre hedder Krogh. Men den holder nu ikke - har jeg fundet ud af nu.

 

Folketællingen fra 1921- de 2 Jakob Jakobsenerne bor gør om dør på Skovmarken.

Jakob Jakobsen blev født 16. februar 1866 i Hvorup sogn, som søn af ugifte Johanne Marie Jensen og husmand Jacob Jacobsen Krogh. Altså allerede mange år inden Jakob med familie flyttede til Ajstrup sogn, blev hans far kaldt Krogh.

Jakob møder Ane Johanne Jensen. En kvinde som blev født på Læsø 6. november 1865. De får følgende børn:

Jens Christian Jakobsen f. 10. september 1888, Vadum sogn

Niels Christian Jakobsen f. 11. april 1894, Vadum sogn

Ottilie Marie Jakobsen f. 12. januar 1896, Hvorup sogn

Emil Martinus Jakobsen f. 2. januar 1898 - død 11. januar 1898 Hvorup sogn

Georg Emil Jakobsen f. 25. februar 1899 Ajstrup sogn

Ejnar Jakobsen f. 11. januar 1907 - død 30. januar 1907 Ajstrup sogn

Ejnar Martinus Jakobsen f. 11. januar 1907

Ægteparret var ugifte da de fik sønnen Niels Christian, men gifte da de fik datteren Ottilia.

I 1903 bosatte de sig på Skovmarken i Ajstrup sogn. Jakob Jakobsen Krogh døde 19. august 1927 og blev begravet på Ajstrup kirkegård d. 24. august 1927.

Sønnen Ejnar, min onkels far, blev kendt i Tylstrup og omegn som Ejnar Krogh.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Conni Pedersen | Svar 22.10.2014 19.00

Ejnar Krogh boede i min barndom på Parallelvej 6 og jeg i nr. 13. Jeg blev meget forvirret da jeg så et sted, at Ejner ikke hed Krogh men Jakobsen.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE