Ane der var så sej, trods modgang på livets vej.

Gåturen

 Der gik vi. De fleste var Anes efterkommer og dem de havde giftet sig med, men Anes 2 nevøer var der også. Der blæste en kold vestenvind den lørdag i marts - og når man kun er få kilometer fra Vesterhavet, så betyder vestenvind vind. Har man boet der altid, bemærker man det sikkert ikke, for det blæser stort set altid. Man bemærker de dage, det ikke blæser fra vest. Vi gik i modvind, bed kulden i os og nød at det trods alt var solskin den dag Ane skulle begraves, for det havde hun fortjent.

Begraves er nu et forkert ord, hun skulle bisættes, det havde hende og Peder bestemt for længe siden, så længe siden, at de måtte melde sig ind i Ligrbrændingsforeningen, for at være sikre på at måtte blive det. Døden var nemlig noget, som de 2, måtte forholde sig til, for mere end 50 år siden, da Peder fik kræft - og de begge vidste, at han ville dø af det. At de ville brændes havde de besluttet, da der med jævne mellemrum dukkede knogler op oppe ved Børglum Klosters kirkegård, ligesom der gør ved Lyngby Gl. Kirkegård.

Når jeg alligevel kalder det begravelse og begraves, så er det af den enkle grund, at jeg ikke kan lide ordene bisættelse og bisat - lige som jeg ikke kan lide ordet kondolere. Sikkert gode og præcise ord, men de vil aldrig komme ud af min mund.

Peders familie var blevet begravet på Børglum Klosters kirkegård i flere generationer, men det ville Peder ikke. Med en brænding var det ikke frygten for at hans knogler skulle dukke op, men han ville være så tæt på sine børn som muligt, og derfor var han blevet begravet på Vittrup kirkegård, hvor vi nu på vej hen med Ane.

Vittrup kirke er ikke min smag udadtil. En kirke skal helst være gammel og kalket og have masser af historie - en moderne arkitektonisk perle, kan også gå an. Men en kirke, der er bygget i 1937 i kedelige røde parcelhussten i gammel stil - siger mig ingenting.

Når man nu valgte at bygge den - i mine øjne - kedelige kirke og "søsteren" Børglum Kirke, så var det fordi, at Børglum Klosters kirke, ikke var - og ikke er - opvarmet. Præsten kaldte de 2 kirke hans "kakkelovne", og det kan man jo ikke fortænke ham i, når man har oplevet Klosterkirken en vinterdag.

Da Peder døde i 1957 efterlod han 4 mindre årige børn - nu mere end 50 år efter efterlod Ane de 4 børn, der alle havde rundet de 60, 9 børnebørn og 21 oldebørn. Ane havde levet lige så mange år som enke efter Peder, som Peder havde nået at leve.

Vi gik hen til kirken hjemme fra gården af, for det havde de gjort da Peder blev "begravet" - det kunne hans svigersøn Polli huske, selv om han slet ikke var svigersøn dengang. Jeg var så kommet til at sige højt, at det var vel sådan det skulle foregå. Sådan blev det jo så også, og da vi gik der, tror jeg , at vi alle syntes, at det var den eneste rigtige måde at gøre det på.

Da vi kom til kirken var vores næser og hænder kolde, men alligevel var vi varme indeni, for man skal holde et rask trav selv efter en ligvogn i sneglefart.

Det var lige blevet besluttet  hvem der skulle bære kisten ind i kirken - det skulle de seks drenge børnebørn - jo, nogle gange går tingene op i en højere enhed.

De 6 gik forrest ind og så fulgte vi andre. Der sad allerede en del fjernere slægtninge, naboer og bekendte, som også ville være med til at sige farvel til Ane.

 

Vittrup kirke vinder indenfor. Smuk, lys og enkel og her er væggene kalket.

Måske er det for meget pral at sige, at kirken var smukt pyntet, når jeg nu selv havde gjort det, men jeg var stolt over, at have fået sådan en betroet opgave. Jeg er hverken blomsterdekoratør, blomsterbinder eller gartner, jeg er vel nærmest bare blomsterelsker, og det syntes Anes børn var nok.

2 dage før, hen på eftermiddagen, fik jeg opgaven først med kistepyntningen senere med pyntning af kirken. Peer og jeg tog op til blomsterhandeleren i Grønnegade - på cykel- og samtidig med at jeg kom stakåndet ind i butikken kort før lukketid, kunne de søde "blomsterpiger" vel også se og høre min desperation over opgaven. De fortalte mig ,at der skulle omkring 60 blomster i kistepynten, hvilket jeg synes lød af meget i en enkelt oasis, men det lykkedes mig, at få vel omkring et par hundrede i en enkelt oasis. Begrænsning har aldrig været min stæke side.

Egentlig ville det hve været bedst, hvis det var blomster fra haverne hvor hendes efterkommere boede - og korn - for Ane var jo gårdejer, men årstiden var ikke med os. Det blev til buketter fra blomsterhandleren og en masse stangbuketter fra Løvbjerg, krydret med buksbom, kirsebærlaurbær og spæde syrengrene fra vores have.

Jeg var tilfreds - ellers havde den ikke siddet der oven på kisten. Foruden blomster og grønt var der kærlighed til Ane i den, eller bedste som vi kaldte hende, og bedste-olde, da hun begyndte at få oldebørn. 26 år kendte jeg hende, og det er jo i grunden heller ikke så lidt.

Døden

Bedste dagen før sin 90 års fødselsdag i 2004 - med nyindkøbt hundehvalp "Sille"

"Jeg har altid vidst at jeg skal dø - men det er først nu jeg tror på det",

sådan udtalte en viis, klog og uhelbrede-lig syg mand. Vi kan død af så meget, men de fleste af os, er vel enige om, at den smukkeste død, er den der dør mæt af dage - og det sublime er, hvis man dør mæt af dage og i sit eget hjem.

Det var en onsdag aften bedste døde. En ellers helt normal onsdag. Den mellemste datter var til håndbold, Peer, jeg og vores yngste datter var ude at gå en tur med hunden. Den ældste var alene hjemme, da hun modtog telefonopringningen, og den onsdag blev alligevel ikke som alle andre onsdage, hverken i marts 2011 eller i hele vores liv.

Bedste var død mæt af dage, 96 år gammel, stærkt på vej mod de 97 år. Hun døde hjemme på gården, den gård, som havde havde været i Peders families hjem i generationer, og som hun var kommet til, som husbestyrerinde for Peder og hans far, i 1940.

Selvfølgelig ville jeg se hende, de 2 døtre der var hjemme ville også. Jeg kørte op i hallen efter den mellemste, for hun ikke alene kunne få beskeden, men også tilbuddet om, at se hende. Peer ville ikke. Han har et lidt anstrengt forhold til døden, men han tog med til sidst, måske nok fordi han manede sig op, når nu børnene ville. Døden skal efter min mening ind med modermælken, så Ane var den 3. olde de havde mistet, og de havde set de andre 2.

I stuehuset, som har stået der "altid", er der ikke sket mange forandringer gennem de sidste mange generationer. Jo, bedste havde da fået lavt lidt om nu og da, men meget står tilbage som dengang for mere end 100 år siden.

 

Gården ved Vittrup, da den var trelænget, siden kom en 4. længe på. Det første vindue er "Bønkamrets"

Hun lå i "bøn-kamret". Et lille rum, vel omkring de 9 kvartratmeter. 2 døre er der i "bønkamret" - en til soveværelset og en til badeværelset. Her er lavloftet.

Der lå hun, prinsessern over alle 96 årige prinsesser, som var det taget ud af et Carl Larsson maleri.

 Hun lå i en blåmalet karlekammerseng, ved siden af stod et nærmest citrongult malet bord - og så var der en stor kommode der, et par enkelte lysestager stod der på og vinduet stod åbent, så sjælen kunne flyve ud. På de mønstrede tapetserede vægge hang der billeder af hendes søskende, hendes forældre, bedsteforældre, børn, børnebørn og oldebørn, nogle i rammer, men mange lige sat op med en tegnestift, for sådan har de altid gjort i den familie.

Hun var klædt som bedste altid var klædt, en god lun cardigan, mørkebrun så vidt jeg husker, og så et af hendes mange tørklæder omkring halsen. Dor at holde munden lukket, indtil dødsstivheden var indtruffet, var der bundet et andet tørklæde omkring hagen, og mellem hagen og tørklædet, var der listet en salmebog ind.

Egentlig lignede hun ikke den bedste jeg kendte. Det var en smuk, lille rynkefri kone, der lå i sengen, men ligheden med bedste var der ikke rigtig. Efterfølgende har jeg tænkt, at det var fordi bedste var hendes latter, hendes rynker, hendes overbærende rysten på hovedet og tilgivende lille smil, hendes udtalelse fra tid til anden "Hold da kæft".

Jeg lagde 3 roser under hendes foldede hænder - ingen skal ligge død uden blomster - og jeg havde nået at hive dem op af en buket jeg havde fået af Peer få dage før.

Hele rummet - hele atmosfæren var så smuk, at intet menneske kunne gøre det smukkere og intet menneske kunne få en smukkere død.

Bedste skulle blive hjemme indtil "begravelsen". Ikke noget med kapel i den familie. Selv om årstiden med de kølige grader var med hende, så krævede det alligevel en hurtig "begravelse". Dagen efter kom hun i kisten og hen i rummet hvor klaveret stod i gamle dage, og hvor fordøren, der så sjældent blev brugt, er. Der er nok tale om 2 små rum der engang var blevet lagt sammen, og nu nærmest har karakter af en lille stue.

Beundringen

For nogle år siden var Peer og jeg til forældremøde. Den ene lærer begyndte straks at fortælle, at hun havde skrevet en stil om Ane, for hun skulle skrive om et menneske som hun beundrede, og hun kunne ikke komme i tanke om nogle, som hun beundrede så meget som Ane. Jeg kan kun give hende ret, hun er det menneske jeg har kendt, som jeg beundrer mest. Bedste var et fantastisk, et stærkt og et smukt menneske, som også var viis og eftertænksom, og kunne nok sige sin mening.

Selv om hun ikke var min bedste, vil jeg kalde det hende i fortællingen, for det var jo sådan jeg kendte hende, og kaldte hende.

Livet

Livet bød hende velkommen mandag d. 27. juli i det herrens år 1914. Hun vidste det sevfølgelig ikke fra den første dag af, men senere gik det op for hende, at hendes mor, der havde født hende hed Laura og hendes fra Christen, men blev kaldt Kræn. Hun vidste heller ikke, at hun var sat til verden på Røde Hede i Jetsmark sogn, hvor hendes far var boelsmand.

Hendes forældre var næsten nygifte da de fik hende - 10. juni havde de sagt ja til hinanden i Saltum Kirke.

Når ret skulle være ret, så var det slet ikke Kræn, som Laura først havde kastet sin kærlighed på.

 

uddrag af Jetsmark kirkebog og af Saltum kirkebog.

Hun havde forlovet sig med Johan Jensen Drustrup. Han havde da også sagt JA i Ingstrup kirke d. 16. maj 1909 - desværre var det ikke Laura der stod ved hans side i fin brudekjole og julelys i øjnene - for mens hun var på højskole, havde Johan mødt Petrea Dige, og hævede dermed forlovelsen med Laura.

Slukøret har hun nok været - måske i flere år - i hvert fald er hendes mor Ane Marie jublende glad, da en skoledreng i Saltum stikker hovedet og avisen ind i hjemmet i Saltum:

Jeg husker i sær engang, det var min tur, da havde jeg nær glemt den brune kandis, for det første jeg så, da jeg kom ind i stuen, var datterens brudekjole der hang på bøjle på bornholmeruret, og Ane var så stolt af at vise den frem. Det var deres yngste datter og hun var ikke helt ung. 

 

 

 

20. maj 1915 tog Kræn og Laura deres lille pige med i Jetsmark kirke, de havde bedt de 2 bedstefædre stå faddere ligesom de havde spurgt pigens faster Pauline. Hun fik navnet Ane Marie Poulsen efter sin mormor, og blev lige som hende kun kaldt Ane. De delte også fødselsdag - ja, det troede Ane da i hele sit liv, men bedstemor Ane Marie var født d. 26. juli.

Kunne hun kravle da hun blev døbt, var hun først lige begyndt at stavre rundt, da hun blev storesøster. Havde hun tidligere fået al opmærksomheden og kærligheden, rykkede hun nu ned af rangstigen. Marie - kaldet Mie - blev mor Lauras kæledække.

Livet kunne jo godt have fortsat på Røde Hede i Jetsmark sogn, men det gjorde det ikke. Familien -far, mor og børn rykkede til Stavad i Thise Sogn. Her boede Laura søster Tinne med mand og børn på den store gård Nielsminde og her var mormoren og morfaren kommet på aftægt. Laura og Kræn købte en noget mindre ejendom lige på den anden side af Stavadvejen.

På mange måder nød Ane at bo på Stavad. Hun var tæt ved hendes bedsteforældre og tæt på et hav af fætre og kusiner.

Fotografiet antageligt fra 1920.

Mie på mor Lauras arm, tante Dagmar ( kaldet moster Dagmar), tante Elin, moster Inger, morbror Anders, far Kræn. Mellemste række: Bedstefar Peder, bedstemor Ane, fætter Peder (Per f. 13.02.1913 søn af morbror Jacob og tante Elin), kusine Tut ( Ane Marie f. 29.04.1912 datter af moster Tinne og Kjeld. Kusine Nina d.a. onkel Jacob og Elin. Forreste række: Fætter Tage f. 24.04.1909 s.a. onkel Christian og Trine, Ane, kusine Elna f. 20.01.1914 d.a. moster Tinne og Kjeld, kusine Petra f. 23.10.1915 d.a. moster Tinne og Kjeld.

Se evt. Karetmageren & børn

Ane, Marie og Johanne bagved. Glarmesteren der kom ud til dem på Stavad - og terrinen som bedste havde et anstrengt forhold til resten af sit liv.

Det var ikke kun fætrene og kusinerne og bedsteforældrene der gav hende gode oplevelser, også når glarmesteren kom forbi, var dagen reddet.

En dag blev Ane gjort rigtig fin. Hun fik en hvid kjole på, og en stor hvid sløjfe i håret. Hun kunne godt fornemme, at der var lagt op til, at den dag skulle der ske noget særligt - og det gjorde der også. Faster Johanne og Marie kom i hestevogn, Johanne styrede selv hesten og vognen og så tog de den lille fint pyntede Ane med i vognen og af sted gik det - helt til Åbybro, hvor de 3 skulle fotograferes.

Ane vidste selvfølgelig ikke meget om pengesager og økonomiske kvaler, men hun vidste, at den lille blå og hvide terrin der blev sat på bordet om aftenen, var alt den aftensmad der var til den lille familie. Så kendte Ane ikke til pengesager og økonomiske kvaler, så kendte hun til det, at gå sulten i seng.

Den 11. juli 1921 blev Ane endnu en gang storesøster, også det blev en pige. Kræn og Laura kaldte hende Petra, en variant af morfarens navn Peder. Sådan måtte det blive, når nu de ikke havde fået en søn. Det fik de så året efter, og han blev opkaldt efter farfaren i Pandrup - Lars Poulsen.

Men det var hårde tider på Stavad, Tinne og Kjeld måtte forlade Nielsminde, bedsteforældrene måtte flytte tilbage til Saltum i et hus ved siden af skolen, og Kræn og Laura rykkede ind til Vester Hjermitslev By.

Laura tog arbejde, med at passe syge og gamle mennesker og kom bl.a. ved en ung mand, som havde tuberkulose. Den unge mand var i første omgang et gode til den slunkne kasse i hjemmet, men med det gode kom også det onde. Laura blev smittet med tuberkulose.

Da det blev besluttet, at hun skulle på Santoriumet i Skørping, var det dermed også slut med at bo sammen som en familie. De blev spredt for alle vinde. Ane kom i pleje henne hos moster Inger i Ingstrup, der var blevet enke i 1907, var blevet gift igen med Christian året efter, og de havde sammen fået 3 børn.

 

Folketælling 5. november 1925 - Ane er opført som den sidste, foruden mosteren og onkelen og de 2 kusiner og ene fætter, boeder der også 2 tjenestekarle der.

Laura havde vel tænkt, at hendes søster Inger, nemt kunne have Ane. Hun havde ikke så mange børn som mange af de andre, og der var jævnaldrene børn. Men Ane kunne ikke lide at bo der. Moster Inger behandlede hende som var hun tjenestetyende, og blev kostet rundt fra morgen til aften. Ane fik fortalt sin mor det, vel på et besøg på sanatoriet, og Laura sagde: "Så skal du heller ikke blive der".

Laura døde 22. maj 1926 på Sanatoriet i Skørping, knap 41 år gammel. Hun blev begravet ugen efter på Saltum Kirkegård.

Kræn havde taget arbejde rundt omkring på gårdene som karl, og boede på de samme gårde i karlekamret. Mie og Lars kom til at bo hos Kræns søster Johanne i Vittrup Brugs og Petra blev hvor hun var kommet hen, da Laura kom på Sanatoriet, nemlig hos bedsteforældrene på Langbak i Jetsmark sogn. Laura havde holdt hvad hun havde lovet, Ane blev ikke hos moster Inger, hun kom i stedet hen til morbror Anders og "moster" Dagmar i Sønder Saltum.

Læs evt. Anders og Dagmar .

Selvfølgelig så de 4 søskende hinanden af og til, selv om de bode i henholdsvis Pandrup, Sønder Saltum og Vittrup, og deres "plejeforældre" fik også talt sammen, og blev også enige om, at nu skulle Lars og Petra altså døbes, for det var de ikke blevet.  Dåben fandt sted d. 20. april 1928 i Jetsmark kirke. Arild og Johanne var blandt fadderne til Lars, og bedsteforældrene, Lars og Marie, var blandt fadderne til Petra.

Et halvt år blev Ane konfirmeret i Saltum kirke. Hun fik følgende konfirmationsord med på vejen:

Ane havde nu en ny familie, og trivedes i den. Anders og Dagmar var videbegærlige mennesker, der fulgte med i samfundsdebatten. Dagmars gamle moster boede også på gården. Børnene havde Ane det fint med, og Peer den ældste, var noget af en spøgefugl. En gang kom han løbende ind og udbrød: "Der er ild på høloftet". Da familien ikke kunne se nogle tegn på brand, måtte de gå med ham op af stigen. De kiggede sig omkring, og sagde til ham: "Vi kan ikke se noget".

"Nej, det er fordi der er så mørkt, vi må have noget lys".

 Ved folketællingen i 1930 bor Ane stadig hjemme hos Dagmar og Anders, den gamle moster. Men hun skulle snart videre i livet.

Næste stop Brugsen i Vittrup

Hun kom hen i Vittrup Brugs, hvor hun gik til hånde i butikken. Her var hendes faster og onkel, Johanne og Albert, brugsuddelere. Vittrup brugs blev på en eller anden måde samlingssted for familiens medlemmer. Her havde Alberts mor boede en overgang, her boede hendes 2 søskende Mie og Lars. Da Vittrup Brugs stod og manglede en der kunne stå for foderstofafdelingen, blev det hendes far der fik dette job, og han flyttede også ind i brugsen.

Ane mødte her Hans Christians Nielsens søn Peder, som kom og fik sig et slaw kort med Albert i ny og næ i bagbutikken. Året var 1933. Men for Ane var rejsen til Børglum sogn ikke nok. Hun, der kom fra familier, hvor højskolen var i højsæde, skulle naturligvis også på Højskole, hun valgte en på Fyn. Senere tog hun et par pladser på et par gårde på Fyn. Når savnet af familien blev for stor, cyklede hun såmænd hjem på besøg. Bl.a. en påske, hvor hun brugte 2 dage på at cykle hjem, overnattede vel i en høstak eller lignende - var hjemme i Vendsyssel en hel dag for så 1. påskedag, at starte cyklen igen og bruge 2 dage på at komme hjem.

Ane trivedes vel nok på Fyn, og kunne vel have blevet der, men så blev hun kaldt hjem.

Bagerst: ? Ane ? Mie Lars og Johanne. Forrest: Kvinden med barnet ?, bedstemor Marie og Albert Arildsens mor. Fotografiet er fra Vittrup Brugs.

Hendes bedstefar i Pandrup Lars Poulsen døde d. 22. juni 1938 og blev begravet 6 dage efter på Jetsmark kirkegård. Nu var Anes søster Petra alene med bedstemoren Marie Poulsen, som var blevet forkalket -  og det var for stor en opgave for den 16årige pige.

Aftalen blev, at bedstemoren skulle hen i Vittrup Brugs at bo, og at det var Ane der måtte tage over med pasningen af hende, og derfor flyttede Ane atter en gang ind i Brugsen på hovedgaden i Vittrup. Det blev nu ikke særligt længe, at Ane passede sin bedstermor; Hun sov stille ind 1. juledag 1939, og blev begravet 2. januar på Jetsmark kirkegård ved siden af sin mand og sin søn Thomas.

Læs evt. Det røde tørklæde om Lars og Marie Poulsen.

Ægteskabet

Ane kunne sikkert få en plads mange steder, men det var bare ikke lige sæson for ny plads lige efter jul. Det var jo store skiftedag 1. november. Hun har måske lagt planer om at drage tilbage til Fyn, men så foreslog Peder på et af sine besøg i brugsens bagbutik, at hun da kunne komme ud til ham og hans far som husholderske.

Ane pakkede sine ting og gik vel de par kilometer ud til deres gård,lige til påsken 1940 - det år faldt skærtorsdag d. 21. marts. De 2 herrer, far og søn, kunne vel godt tænke sig noget godt mad i anledning af højtiden.

I det hjem varede julen lige til påske, for inden hun kunne servere lækkert påskemad inde i den fine stue, blev hun nød til at bære deres juletræ ud.

 

Billedet på Peder Nielsens passerpas, Hans Kristian og Mads Kjeldsen, med gården i baggrunden.

Ungkarlen Peder var født og opvokset på gården, og havde tidligere i marts måned rundet de 37 år. Hans far Hans Kristian, havde været enkemand siden 1906, og flyttede umiddelbart efter tilbage på gården, som også var hans fødehjem,  så hans mor Jensine kunne hjælpe med at passe de 3 små børn der nu var blevet moderløse. Hans Kristian havde købt gården af sin mor i 1913 . Peders søster var død af tuberkulose i 1922, bedstmoren Jensine døde i 1936 næsten 82 år gammel. Siden da, havde der nok ikke rigtig været en kvinde på gården. Men nu var Ane kommet.

Det gik som det så ofte gik, Peder og Ane blev forelsket, og i september 1942 nedkommer Ane med deres første barn, en datter. En ganske almindelig tirsdag i oktober måtte Ane forlade barselsengen, pakke deres lille pige godt ind og sammen med Peder  drog de til Hjørring. Her ventede Peders 2 mostre, som havde taget sig meget af Peder og hans søskende efter at deres mor døde.

 

Det var nok utænkeligt, at vielsen kunne have fundet sted i enten Børglum Kloster Kirke eller Vittrup kirke, selv om begge lå lige i nærheden, det var nok utænkeligt at den kunne have fundet sted i Saltum kirke, hvor Anes morbror Anders og Dagmar boede. Skammen var for stor.

Men pyt nu kunne Frk. Poulsen blive Fru Nielsen, og der ville ved deres datters dåb ikke komme til at stå, at hun var født udenfor ægteskab. De 2 forlovere var mostrenes ægtefæller, Viggo og Jens.

Måneden efter blev ders datter døbt, det skete i Vittrup kirke, og nu var de for alvor i gang med livet som familie på gården. Året efter kom endnu en datter og kun godt endnu et år efter kom den 3. datter. Alle fik de dobbelt navne og blev de opkaldt efter elskede familiemedlemmer: Den første Birgitte Marie efter farmoren og fasteren, den næste Hanne Laura efter Anes faster og Anes mor, den 3. Kirsten Jensine efter Peders moster og Peders farmor.

9. januar 1948 var en mærkedag på gården. Peder, der indtil nu havde været gårdbestyrer, blev nu ejer af den. 59.132 kr. gav han for den fædrende gård.

Hans Kristian var også ved at blive forkalket, og Peders bror Jens var bekymret hvordan det skulle gå med så mange små børn i hjemmet. Derfor forlod Hans Christian hans fødehjem for at komme på Sindsygehospitalet i Viborg, det var den mulighed der var på den tid.

Han døde der 4. juli 1950 og blev begravet 4 dage efter ved siden af den kone der var død 46 år tidligere. Året efter fik Peder og Ane Marie deres sidste barn, en dreng der netop blev opkaldt efter sin farfar

Peder drev nu gården videre, men med stor hjælp fra Ane. Hun var nemlig ikke bange for noget som helst, tog fat som var hun en stor stærk mand.

 

Dagligdagen i familien i Vittrup. I baggrunden Peders moster Kirsten og Anes søster Mie - så Ane og Peder med de 4 børn. Peder i hestevogn med et par af børnene. En lille purk med udsigt til fritgående høns på gårdspladsen. Ane med de 3 døtre og Johanne og Albert på stranden i Løkken.
Bagerst Hanne. Så fra Venstre: Birgitte, Ane med Hans Kristian, Ane søster Mie, Peder og Kirsten yderst.

Gården blev et samlingssted. Peders mostre og morbrødre kom, de havde ikke selv børn. Ane søskende kom, ingen af dem var blevet gift ( der gik nogle år inden broderen blev det, søstrene blev det aldrig). Kræn, Albert og Johanne kom på besøg, når ikke, at Ane og Peder med børn besøgte dem i brugsen. Børnene voksede, de gik til gymnastik og hjalp til på gården, og inden de fik set sig om i den hektiske hverdag, skulle deres ældste datter konfirmeres, og der blev selvfølgelig holdt fest på gården som det hører sig til.

Men Peder var ikke rask, han havde kræft - mavekræft. Her midt i den travle hverdag med 4 forholdsvis små børn måtte de 2 forholde sig til døden og tage en snak om hvor Peder ville stedes til hvile.

D. 29. september 1957 skulle have været en festdag i hjemmet, den dag skulle Peder og Anes datter Hanne have været konfirmeret, men heldigvis, havde de set hvad vej det gik med Peders helbred, og konfirmationen blev udsat. I stedet blev det den dato som blev skrevet ind som den dag gårdejer Peder Nielsen døde 54 år gammel.

Enken

 

Ane der var fyldt 43 år var nu gårdejer af den gård som Peders bedstefar Peder Andersen Nielsen havde købt af Rottbøll, sådan at gården ikke længere var en fæstegård under Børglum Kloster og slægten ikke længere var fæstere af gården, som de havde været i generationer før Peder Andersen Nielsen. Hun var alene med 4 børn Hans Kristian godt 6 år, Kirsten på vej mod de 12, Hanne knap 14 og Birgitte lige fyldt 15 år.

Der må have sust mange tanker igennem Anes hoved. Kunne hun klare det alene ? Skulle hun blive eller sælge ? Hun valgte at blive, måske også fordi, der ikke rigtig var andre muligheder.

Hun sled endnu mere end hun havde slidt før, hvis det ellers var muligt, men hun fastholdt den oplyste og fremtids- og samfundsorienteret indstilling til tilværelsen. Hun læste bøger, hun lærte sine børn højskolesangene. Hendes børn skulle, lige som hun selv, på højskole. Da de nærmede sig kørekortsalderen, skulle de ikke alene have kørekort. Hun købte også en bil til dem, selv om hun aldrig havde haft bil.

Bedste-Kræn, som han blev kaldt med sit første oldebarn

 Foråret 1962 flyttede hendes far Kræn ud på gården. Han havde jo ellers i mange år boet i brugsen, men tiden var løbet fra Albert og Johanne i brugsen. De havde ikke været nok om sig med nye tiltag, og blev vel fyret på gråt papir. De 2 valgte, at flytte til Hirtshals, mens Kræn altså nøjedes med at flytte de par kilometer til hans datters gård lidt uden for Vittrup.

Hun ville, at børnene fik en uddannelse, for lærdom var altid godt. Hun skaffede Birgitte en læreplads ved Brønderslev kommune, men det endte med, at det var Kirsten der fik den i stedet. Birgitte var nemlig med barn, faren var Poul, der var karl på gården, og de skulle til at stifte hjem.

Da Birgittte og Poul fik deres første barn i 1963, blev Kræn oldefar for første gang  - og han nåede at blive det til Peer også inden Kræn sov ind på sin datters gård 9. juni 1966, 78 år gammel. Hans kone Laura lå begravet på Saltum Kirkegård, men Kræn havde jo som sådan ikke nogen tilknytning dertil, så hvorfor skulle han ligge der ? Nej, han ville da være tæt ved Ane, og Ane ville vel også have ham tæt ved sig. Så Kræn blev begravet på Vittrup kirkegård akkurat som hans svigersøn, og så blev stenen med Lauras navn flyttet. Nok kom de ikke til at ligge sammen, men de stod på samme sten, som den mand og kone de havde været for så mange år siden, da de var en fattig familie.

Bedste

Ane var - da hendes far blev oldefar for første gang - blevet bedste for første gang. Det var ikke bare en titel - det måtte med årene betragtes som et navn.

9 børnebørn kom der efterhånden i årene 1963 til 1976, 3 piger og 6 drenge. Alle kom ofte hjem til bedste, og bedste tog skam også gerne ud - både for at besøge dem, men også for at passe dem. Hun udviklede sig mere og mere til en Super-Karla, der kunne klare det hårde markarbejde, det omsorgsfulde arbejde med dyrene, bage boller eller småkager, strikke et par strømper - eller stoppe dem, læse avisen eller en god bog og tage sig tid over at reflektere over det læste og livet i almindelighed, følge med i udviklingen og finde den naturlig.

Bedste og børnebørn hvor der altid var arbejde, hygge, tid og nærvær. "Ruinen" er resterne af hønsehuset, som også ses på billedet af Kræn og oldebarn.

Bedste blev pensionist, ja, altså sådan i udbetalingsmæssig forstand. Hun skar vel også ned på besætningen af dyr på gården, men der var stadig hund, katte, heste og så var der fjerkræ. Næsten hele gårdspladsen var inddelt i forskellige intermistiske indhegninger med høns og ænder, hun havde vel også af og til gæs. Hun kom med i pensionistforeningen og gik der i flere år. En gang var hun godt nok rystet over, at der var kommet en "knejtrøv" til klubben. Men da hun havde tænkt sig lidt om, slog det hende, at han, Tage Vandet havde rundet de 67 og dermed ikke engang var kommet med på dispensation. Tages mor Kristine og hendes Peder var fætre og kusiner. Da lokale folk ville lave Vittrup gamle skole om til en efterskole, drog bedste naturligvis med til møderne, og var en af de første der købte en aktie.

Hun nød nu også at se fjernsyn og blandt andet så hun Isaura. En brasiliansk serie i hundredevis af afsnit søndag eftermiddag. Hendes søster Mie havde i mange år været husbestyrerinde for lektor Skole i Frederikshavn, hvor hun også boede. Skole havde fået kræft, lå meget i sengen og så også Isaura, ja, det havde Mie fortalt. Vi var til familiekomsammen hos mine svigerforældre, da snakken falder på, at nu har Skole fået fred. Vi bliver vel alle sammen lidt tavse, men så bryder bedste tavsheden og udbryder: "Det var nu e-li-godt skamligt han æn fik sjet det sidst afsnit af Isaura" - det var nemlig blevet sendt den efterfølgende søndag.

Mie havde forberedt sig på, at en dag kunne hun ikke bo i Skoles store hus mere, i årevis havde hun været skrevet op til en lejlighed i Brønderslev, og fik en i Fortunavej. Søster Petra, der havde været skolelærerinde på Skolegades skole i vel hele hendes arbejdsliv, havde en lejlighed i samme kvarter. Det var nu ikke meget Petra havde brugt sine weekender og ferier der, hun var ofte taget op til "Faster", som Johanne blev kaldt, i Hirtshals. Da Mie nu boede i Brønderslev, flyttede Petra ind i Mies lejlighed, men beholdt nu alligevel sin egen lejlighed. Deres bror var for længst blevet gift og havde fået børn. Mie og Petra kørte mange ture og selvfølgelig besøgte de "Søster" i Vittrup. Petra var nemlig til hver en tid indehaver af en ny vw Golf med specialindtræk.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.11 | 14:28

Fantastisk flot kirke, den skal vi snart op og se .

...
15.11 | 22:06

Povel og ikke Poul

...
15.11 | 21:59

Hej
Jeg er meget interesseret i at se mere materiale
Vi har netop fundet ud af at min mormor fik et barn sammen med
Poul Blicher Winther i 1932
Mvh
Heidi

...
13.11 | 18:57

Sikke et fantastisk arbejde du har gjort. Jeg er Peder Jacobsens oldebarn via fabrikanten Jacob (bror til Laura). Kontakt mig hvis du har lyst til at høre mere.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE