Bos Sulsted

Min lillebror hedder

Bo Nygaard Larsen.

Bo på Santorini.

Han er uddannet journalist, og kan også skrive foredragsholder og forfatter på sit visitkort, se evt. hans udgivne bøger under Bøger eller se hans foredragsliste her 

 http://foredrag.kristeligt-dagblad.dk/139:Bo-Nygaard-Larsen

Han gjorde sig bemærket i en ung alder, den gode "Bimse-Bo", da han, som vist nok landets yngste, kom i menigheds-rådet. Han var da 19 år gammel.

Sideløbende med hans efterhånden omfattende arbejde inden for folkekirken kom han i kontorlære på "Hjernekontoret" som han kaldte det.

1. februar 1993 startede han på Danmarks Jounalisthøjskole og efter endt uddannelse i Århus flyttede han til København og der befinder han sig stadig - omend han er flyttet til Jersie.

Han er stadigvæk en aktiv mand inden for "foreningen" Folkekirken.

 I  2001 blev der i årskriftet for Egnsmindesamlingen for Sulsted og Ajstrup Sogne bragt en artikel forfattet af ham. Artiklen blev vist oprindeligt udgivet i et SAS-blad - og nu har jeg har fået lov til at gengive denne artikel.

En kærlighedserklæring

 til et parcelhuskvarter i provinsen

Egentlig har jeg al mulig grund til at hade den gamle, forbandede tjørnehæk. Det vilde, mørkerøde monster af en hæk med sine væmmelige torne var det første, der for alvor gav mig smerte i livet.

Det var en lun sommeraften i starten af 70érne. Jeg kom cyklende på villavejen, og hovmodigt drejede jeg ind i rabatten, kørte tæt på den hæk, mine forældre så tit havde advaret mig imod - og bom- så var jeg indfanget af den.

Nej, jeg væltede ikke. Jeg vil til stadigvæk hævde, at de mest ondsindede tjørnehække besidder en evne til at egen kraft at indfange et vilkårligt offer og langsomt, men sikkert bore deres lange torne ind i den skrøbelige barnehud.

Jeg skreg og skreg den samme slags skrig, som dem jeg udsendte få år tidligere, da min moder fødte mig i parcelhusets soveværelse - kun ti meter fra tjørnehækken. Fødselsskrigene må have irriteret hækken så meget, at den blot ventede på hævnens time. Mens mine forælde brugte et par dage på at få torne ud af huden, kunne jeg nærmest høre hækkens hånlatter derude ved vejen.

Toftegårdsparken 28 - Bo i børnehave - Bo som soldat og Bo og mig i stuen, og et kort øjeblik sat os i sofaen, hvilket vi ellers ikke måtte. Vores hund hed Eliza

Men jeg hader ikke den gamle hæk. Måske mest af alt, fordi den i dag kun kan nå mig i mine værste mareridt. I slutningen af 70érne blev den revet op med rode, kørt til den lokale mergelgrav og druknet for at gøre plads til en ny tilbygning af den slags, som på den tid var så populær i mange parcelhuskvarterer.

Den mer polemiske grund til, at jeg ikke kan hade hækken, er, at jeg på en eller anden måde føler mig stærkt knyttet til den. Hækken var nyplantet, da jeg kom til verden, den var i min første ti leveår en beskyttende mur mellem min trygge barndom i kernefamilien og den glubske verden udenfor, hvor den kolde krig rasede med kvarterets Kim og Lars som hærførere for de fjendtlige tropper.

Når sandhedene skal frem, skylder jeg vel den forbandede hæk en stor tak for utallige gange at have reddet mig fra datidens værste krigsmetoder som en gang buksevand og en olfert, hvor man hiver fat i underbukserne og rykker til, så de kommer til at sidde stramt mellem ballerne på det stakkels offer.

Selv om tjørnehækken ikke er mere, er den alligevel uløseligt forbundet med mit sted: Parcelhuskvarteret Toftegårdsparken i den vendsysselske landsby Sulsted i almindelighed og nummer 28, mit fødested og hjem i 23 år i særdeleshed. Hver gang jeg vender hjem til min mor fra mit nuværende domicil i landets enorme hovedstad, dvæler jeg foran indkørslen.

Jeg mediterer i et splitsekund, kigger på tjørnens efterfølger, den langt mere humane og diplomatiske ligusterhæk, og mindes, dengang ligusteren var en tjørn. Ganske vist er mit blide og feminine hankønsvæsen mere til bløde hække, men det er nu engang den mørkerøde tjørnehæk, der er forbundet med mit sted.

Og Toftegårdsparken er mit sted. Det er ikke kun fordi, jeg er født der, og dermed kan titulere mig ægte vendelbo. Det hænger også sammen med, at det på overfladen helt almindelige og kedelige parcelhuskvarter rummer flere hundrede års historie, der ikke kun fortæller egnens historie, men hele samfundets.

Et sted under min mors liguster ligger der garanteret et eller andet ragelse fra stenalderen, en ung viking har måske nydt sin første elskov, netop dér, hvor min far før skilsmissen fra min mor opsatte drivhuset fra OBS; og mon ikke en af køerne fra Toftegården, på hvis marker mit sted er planeret og bygget, har kælvet omtrent dér, hvor jeg selv blev undfanget og født i 1969 ?

Jeg elsker Toftegårdsparken. Jeg ved, at "elsker" er et stort ord, som man skal være varsom med at drysse ud som salt. Men hvad skal jeg gøre og gribe i, når jeg nu ikke kan finde noget andet ord, der beskriver min følelse for stedet ?

Engang elskde jeg kvarteret så meget, at jeg i en temmelig ung alder betroede mine forældre, at jeg aldrig ville flytte derfra. Hvis jeg engang fik en kone, ville jeg købe hende et andet hus et andet sted i byen for selv at blive boende i Toftegårdsparken og have herlighederne for mig selv. Og hvis ikke det var, fordi jeg pludselig midt i tyverne fik fine fornemmelser og ville læse videre og rejse kloden rundt, kunne det meget vel være endt sådan.

 

Toftegårdsparken har det hele. Lige på den anden side af byens gennemborende hovedfærdselsåre, Elkærvej, ligger Brugsen, hvis kendemærke er en prisudvikling et pænt stykke over landsgennemsnittet. Jeg handler der sjældent, men på mit dividendekort til FDB står der ikke Kvickly i Valby, som der rettelig burde, men Brugsen i Sulsted. Kortet tager jeg frem ved ensomme lejligheder som for eksempel på et hotelværelse i Singapore, lukker øjnene, smiler og hører en folkemængde mumle i det fjerne: "Nå, nu er mælken steget igen".

I forlængelse af kvarteret er skolen, som jeg i ramme alvor er dybt taknemmelig for at have gået på ligesom min storesøster og far før mig; ved siden af ligger Sulsted Idrætsforenings fodboldbaner, hvor jeg scorede mit første mål og senere fik bøllebank, og iden anden ende ældrecentret, der for en del år siden afløste barndommens elskede, gule hest Musse, der var Toftegårdens sidste store dyr.

Her sidder byens ældre og fornøjer sig med stramaj og banke som i en anden ventesal, der skal bringe dem ud på livets sidste rejse med omstigning og vi-ses-salmer i Sulsted kirke.

Sulsted er dog langt fra den jordiske endestation. Sidder man inde med en udlængselstrang, som en af byens store forfattere, Niels Anesen, så tit har skrevet om, betjenes Toftegårdsparken af ike mindre end 2 busstoppesteder. Stiller man sig i højre side af Elkærvej, ender man i Aalborg med mulighed for at komme videre ud i verden ( det gør de færreste), og stiller man sig i den venstre side, hedder endestationen Hjørring med mulighed for tisse- og rygepause i Brønderslev ( det gør de fleste).

Nej, folk i Toftegårdsparken er ikke indelukkede og har ikke nok i sig selv. de vil gerne høre nyt fra den store verden, hvilket tydeligt blev bevist i 70érne, hvor de mest blærede af husstandene  ( inklusiv min egen), pludselig skulle have en ordentlig kæp af en Sverigesantenne på taget.

Det var dengang, man kunne tage Danmarks Radio og hvor fjernsynet lukkede ned før kl. 23 med dagens godnatbillede. Næ, så hellere ekspandere horisonten og høre nyt fra Luleå, Skelefå og Jönköping med de seneste resultater i bandy og skiskydning.

 

Indrømmet, der sker ikke så meget i Sulsted eller i enklaven Toftegårdsparekn, hvilket adskellige af mine københavnske venner,  der har besøgt stedet, ikke glemmer at fortælle mig.

Men hvad skal der egentlig også ske? Stilheden, de kendte ansigter, larmen fra dengang Bimse-Bo spillede rundbold og tennis på gaderne, minderne om mine første kys - først med Lille Helle og siden med Store Helle - er nok for mig. En tur hjem til Toftegårdsparken slår klart Galapagosøernes paradiske ro, New Yorks inferno, Kyotos æstetik og Venedigs erotiske tiltrækning.

Her har jeg ikke brug for en hængekøje og en såkaldt god bog for at føle mig hjemme eller slappe af. Her handler det blot om menneskelig tilstedeværelse, se og sanse øjeblikket, for hvem ved, hvornår det er for sent

Kors, hvor jeg elsker Toftegårdsparken. Jeg elsker menneskerne, deres huse, deres biler, deres stemmer, deres dialekt, min mor.

Det er altid nemt at sige, at mit sted er mit fødested, eller at mit fødested er mit sted. Men mit sted er mere end det. Det er også mit dødssted.

Hvis ham den langskæggede deroppe vil væe så venlig at give mig et praj, hvornår jeg skal herfra, vil jeg slippe, hvad jeg har i hænderne, lade hjemmehjælp være hjemmehjælp og skynde mig tilbage til Toftegårdsparken 28 på min 65-billet.

På toget vil jeg varsko husets ejere via en e-mail, bede dem rede op i det gamle soveværelse, så jeg kan slutte ringen dér, hvor det hele startede, og i evigheden blive forenet med mine forfædre, den gule hest Musse og den mørkerøde tjørnehæk, hvis tore for længst er erstattet af den blødeste engledun.

Dette var ordene fra Bo i 2001.


Som supplerende oplysninger kan jeg sige, at hærførerne fra de fjendtlige tropper Kim og Lars hedder Østerby og Vingtoft til efternavn.

At den elskede hest Musse, tilhørte Børge og Inger Thorsen, og var hele Toftegårdsparkens ungers kæledække.

14. oktober 2012 - Bos storesøster
Ann Nygaard

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE