Vendsyssel del VIII

Ad Fjerritslevbanen

Før Fjerritslevbanen kom, hørte egnen til det delvis ukendte land. Man vidste, at der her var flere ejendommelige og smukke punkter, men de lå så afsides og var så vanskelige tilgængelige, at ikke mange fik dem at se. Fra bkkerne ved Aalborg tager egnen deroppe sig ikke meget interssant ud. Man har lige vest for Nørre-Sundby den store, udstrakte vensysselske slette, så flad og så kedsommelig, at den ikke indbyder til lystfarter. Og skulde man ud ad den kant, havde man den lange, snorlige landevej for sig, uden en krumning eller en bug, de lange 2 1/2 mil til Aaby.

Den vej var for resten allerede begyndt at drage en tursiststrøm. Blokhus var nemlig "opdaget". Det var blevet et fahinabelt badested, og søndagsrejsende havde allerede fundet dertil i store flokke.

Med Fjerritslevbanen er Vestvendsyssel og Østhan herred rykket det øvrige land nærmere ind på livet, og de ejendommelige landskaber der oppe vil øve sin triltrækning og få de besøg som de virkelig fortjener.

Den store Vildmose

Vendsyssels store ørken, den udstrakte, brune Vildmose, vil vel nok få sin del af besøget. For øberne og særlig for købstadboerne er det et ejendommeligt syn at se den store flade ligge så øde og gold. For botanikere vil en tur ud i mosen være af ikke liden interesse.

Særlig til visse tider vil mosen få besøg; når de store mosebrande rase der. Vi have til tider haft mosen brændende hele sommeren igenem, og det mægtige ildhav har da været synlig om aftenen fra bakkerne ved Aalborg. - Nu vil man med største lethed tage derud og se et sådant skuespil på nært hold.

Mosen er lettest tilgængelig fra Biersted Station og fra trinbrædtet ved Knøsgårdene. Dette sidste har fremtidsmuligheder  for sig som station, når mosen bliver kultiveret og inddraget som dyrkbart agerland.

Og der er begyndt et godt arbejde i den retning. Man vil ude på den store, brune flade hist og her opdage menneskeboliger. Det er moseboerne, der her have taget bolig og slidsomt og energisk have taget fat på at kultivere mosen, så dan kan komme til at yde mere end lyng og tørv. Det bedste arbejde i den retning er gjort i den såkaldte Lundergårds mose, en del af Vildomosen. Her er der taget så rationelt og dygtigt fat, at det har vakt opmærksomhed, og såvel her fra landet som fra udlandene er der kommen fremmede for at se, hvorledes arbejdet udføres, og hvad resultat det giver.

Lundergaards Mose nås bedst fra Aaby station, hvor man så pr. vogn kan tage resten af vejen ca. 1 1/2 mil.

Ude i mosen ligger en smukt opbygget gård, Pionergaarden. Det er herfra arbejdet foregår, og hvad der her kan iagttages har intersesse ikke alene for landmænd, men for alle dem, der intersser sig for det store arbejde, som nu udføres på at omdanne vore mange, øde pletter, så Jylland ikke mere bliver det fattige, golde land, det før har været.

Man vil her få at se, hvorledes mosen år efter år må afgive dele af sin store flade, der omdannes til frugtbar agerjord, og man vil se, at de indvundne arealer langt fra hørre til det dårligste af den jord, vi dyrke. De bugnened kornmarker og de frodige græsmarker bæare vidne om, at mosen, rationelt behandlet, kan give et godt ubytte.

Blokhus

Aby station bliver det punkt af banen, hvorover rejsen til Blokhus vil foregå. Derfra er der endnu to stive mil at køre pr. vogn, men den længste og kedeligste landevejskørsel - Vejen fra Nørre-Sundby til Aaby - slipper man for, og det stykke vej, der er tilbage er ret interessant. Vest for Aaby hører nemlig den store slette op og landskabet bliver mere afvekslende.

Blikhus ligger hyggeligt og kønt over Jammerbugten med en lav klitrække ud til havet. Som badested er det om sommeren godt besøgt, og som turistpunkt er det ikke uden interesse. Man vil nemlig derfra have lette småudflugter til Rødhus og Pirupshvarre og fler andre punkter, hvor kysten præsenterer sig med særegne ejendommeligheder. En længere udflugt til klitterne ved det inderste af Jammerbugten vil vise os et klitbælte så bredst og øde som nogen steds i Danmark.

- Fra Skovbakken ved Aalborg kan man i klare sommerdage se de hvide klitbakker ved klithusene.

Fra Aaby station og nabostationen Birkelse er der kun et kort stykke vej til hovedgården Birkelse, gennem hvis smukke haveanlæg Ryaa slynger sig malerisk, så at en sejltur her under de ærværdige træers kroner er ligefrem betagende. Haven er tilgængelig for besøgende ved henvendelse til gartneren.

Øland

Øverst: Blokhus og Fjerrtislev. Nederst: Dæmning mellem Øland og Gjøl 2012 og Birkelse Gods.

Skønt Øland ligger ved Limfjordens alfarvej, har den dog været meget vanskelig tilgængelig for rejsende. Fra fjorden kommer man kun med stort besvær i land, da øen har lange og flade grunde,så man end ikke i båd kan nå ind til kysten, men må vade et temmelig langt stykke vej eller lade sig bære af en fisker. Når nu og da en damper er gået op med lystrejsende, har øbeoerne måttet hente de fremmede i vogne langt ude i stranden.

Efter Fjerritslevbanens åbning kan man let komme til den smukke ø. Fra Halvrimmen Station er der kun en halv mils vej dertil.

Øland er i grunden ikke længere nogen ø. Den er landfast med det øvrige Vendsyssel, og der fører en slagen landevej over til øen. I sin tid blev denne vej lagt på en dæmning, der dannede forbindelsen med øen, men nu er de lave grunde i den smalle rende, der adskilte Øland fra Vendsyssel, hævede så meget, at det kun er ved meget stærk højvande i fjorden, at vandet når dæmninggen.

Den nordre side af Øland dækkes af den smuke skov med ranke, statelige bøgetræer og et interssant, kuperet terræn. Den er ikke stor af udstrækning, så den nemt lader sig gennemstrejfe, men den er hyggelig og tiltalende og er måske den af vore nordjydske skove, der kan præsentere de smukkeste bøge.

På Øland ligger herregården Oxholm, det gamle Ø-kloster. Den ærværdige klosterirke danner den ene fløj af gården og er sognekirke for Øland.

Gården har, siden den ophørte at være kloser, været på forskellige hænder, blandt andet har den været i den her i Nordjylland i sin tid stærkt udbredte Levetzaus besiddelse.

Flere af denne familiers kister findes endnu henstående i et gravkapel i kirken.

                                                                                   P.M. Lundsgaard

Langdalen og Fosdalen

Fra Skovsgaard station kan der gøres udflugter til Langdal og Fosdal, 2 punktter, hvor man ikke kan blive træt af at færdes. Efter at have indtaget en frokost i Øster-Svenstrup kor, der ligger ca. 10. minutters gang fra stationen og i hvis nærhed der findes en smuk lille skov, går turen videre pr. vogn nord på. Når man har lagt Tranum kirke bag sig, svinger man ind på en hedevej, der ikke er meget over en alen bred. Egnen skifter nu helt karakter. Det dyrkede agerland afløses af den brunge lyng, og hvert øjeblik ruller vognen forbi kæmpehøje, der her som i hele Hanherred ligge så tæt, at man flere steder finder 3-4 stykker på rad.

Efterhånden som man når frem, bliver terrænet mere og mere uperet. Den smalle vej fovandles til en dyb slugt, langs hvis sider bakkerne, som stadig blive højere og højere, hæve sig, så at man tilsidst kun ser himlen som et blåt bånd oversig. Og inden man ved et ord af det, befinder man sig i et helt svejtsisk landskab, der har fået navnet Langdalen.

De stjele bakkeskråninger, der flere steder hæve sig indtil 200 fod over havet, er dels bevoksede med lyng, dels med en rigdom af så forskelligartede planter, at en botaniker her kan få nok at gøre med at klassificere alt, hvad han træffter på sin vej, hvor vognen bør holde for at optage de lystrejsende.

 

En ny overraskelse møder de lystrejsende, når de er nåede omtrent gennem Langdalen. Medens udsigten her stadig begrænses af de snoninger som skrænterne langs vejen slå, udvides pludselig slugten, og man ser foran sig en grønklædt 1/4 mil brdd slette, flad som en pandekage, samt på den anden side af denne det rullende Vesterhav, der en smuk sommerdag fremtræder i al sin storslåede skønhed.

Letbenede turister kunne på dette sted vanskeligt modstå fristelsen til at bestige bakkerne, der her er mere tilgængelige end længere inde i Langdalen. Men man må være forberedt på, at det er en vandring, der kræver noget af gemsens klatrefærdighed, samtidig  med at den tager ganske voldsomt på kræfterne. Det syn, der møder en, når man har nået bakkekanten, er dog nok de udståede strabadser værd, i det man fra dette ophøjede punkt næsten i en sum kan samle ejendommelige stykker natur, her findes.

Hestene, der have haft deres møje med at trække vognen ad den smalle, ujævne vej gennem Langdalen, få nu atter humøret op, og i rask fart går det over det fløjelsbløde, men ret faste jordsmon, der dækker sletten ad Fosdalen efter.

Her er terrænet ikke slet så oprevet som i Lnagdalen, men til gengæld må man renoncere på at kunne passere dalen pr. vogn. Køretøjet dirigeres uden om dalen til en af de udløbere, denne hist og her har til siderne, og man begiver sig til fods videre.

En sti snor sig på siden af skrænterne, ved hvis fod et rislende vandløb sender sin sølvklare væske fremad mod havet, spredende en velgørende kølighed og friskhed på sin vej. Skrænterne er bevoksede med slåenbuske, små egepurler og andre træer samt en rigdom af, hvad den danske flora kan fremvise, når den får lov til at udvikle sig i sin mest uberørte skikkelse.

Stien går i bakke og dal, og til tider næsten spærres den af den frodige vegetation, som findes på dette sted. Men man mærker ikke den mindste træthed. Dertil er der for megt skønt at iagttage. Det er noget så nyt og uanet, øjet her møder, at man næsten ikke kan se sig mæt på det. Og så er turen heller ikke uden en vis spændende romantik. Stien kan pludselig løbe ind i en sump, som man vil have vanskeligt ved at passere tørskoet. Det er da nødvendigt at overskride den lille bæk, over hvilken der på sådanne punkter er slået bro ved hjælp af småstene, som man har væltet ud i den, og over hvilke herrer og damer under munter latter hopp lige så sikkert, som om de gik på deres eget stuegulv.

Således fortsætter man, indtil man når til bækkens udspring, der dannes af Vor Frue Kilde, en af den katholske tids hellige kilder, ved hvilken der blev holdt marked Vor Frue Dag den 8. september. Denen kilde var forøvrigt den første begyndesle til det senere Lerup Marked, der i årenes løb er blevet lavet om til det nuværende Skræm Marked.

Vor Frue Kilde fremtræder nu som en smupet plet, hvori græsset med en voldsom frodighed skyder frem. Ungkvæg stolprer om i dens bløde bund og æder med stor grådighed, hvad jorden her frembringer. På dette sted, udvider dalen sig til en åben plads, omgivet af en hel del småkrat, og her findes tillige en af dalens sidegallerier, hvor man kan hengive sig til et henrivende docce far niente eller samle nye kræfter ved at tage for sig af de medbragte madkurve. Sidegalleriet ender nemlig ved den vej, hvor vognen bør holde for at optage de lystrejsende.

I Fosdalen træffer man hyppigt på kampestene, så store, at der måtte kunne frembringes adskillige læs skærver af hver af dem. De se så ærværdige, vejrbidte ud, at man straks er på det rene med, at de gennem århundreder have set slægt efter slægt passere forbi sig.

Rig på indtryk og smukke erindringer fra den vellykkede tur vender man atter tilbage til Øster-Svenstrup, hvor man i den hyggelige plantage ved kroen yderligere kan udhvile sig og afvente den tid, da toget skal føre en ind til Aalborg, eller også benytte lejligheden til en lille afstikker til den !/2 mil fra stationen liggende smukke og imponerende herregård Kokkedal, der er så gammel, at den allerede spillede en rolle under bondeoprøret i midten af det femtende århundrede. Kokkedal har et tårn med et kønt spir, og herregården er omgivet af en smuk skov, i hvilken findes flere højdepunkter, hvorfra man har en henrivende udsigt over Limfjorden. På vejen til Kokkedal passerer man landsbyen Torslev med kirke.

Andbjærg Plantage

Fra Bonderup Station kan der foretages udflugter til Andbjærg Plantage, et værk, der vidner om den ihærdighed, hvormed egnens befolkning har arbejdet på atter at bringe Han Herred tilbage til den tilstand, hvori det befandt sig, før man begyndte at rydde fortidens skove og åbnede denne landsdel for sandet og lyngen. En del af plantagen, der indtager et ganske betydeligt areal, er nu så vidt fremskreden, at den har træer på indtil 10-20 fod, og flere steder har den noget af urskovens frodighed over sig.

Svinkløv og Faldet

Fra Fjerritslev Station, banens endepunkt, hvor man vil finde en stærk udvikling værende landsby, og hver der er en stor og god gæstgivergård, kan der iværksættes en interessant udflugt til Svinkløv og Faldet, en dal, der med omtrent samme vegatation som i Fosdalen, går lige ned til havet.

Svinkløv og Faldet ligge kun en god mils vej fra Fjerritslev, og vejen dertil går dels gennem frodige landsbyer, dels gennem heder med en mængde kæmpehøje, på hvilke hvide sten angive, at de er fredede. Og nærmer man sig den række takkede klitter, der danne det sidste afsnit af vejen, imponeres man atter af den energi, hvormed plantsagen praktiseres på disse egne. Overalt er klitterne bevoksede med fyr og gran, og hver plet jord, hvis kvalitet hæver sig kun en lille smule over det sædvanlige på dette sted, er dækket af unge løvtræer, der skyde i vejret med en ligefrem forbausende frodighed.

Detg er staten, der foretager disse plantninger. Den har sin egen plantningsinspektør, der fra en henrivende lille villa inde i plantagen dirigerer det hele.

Vejen til Svinkløv frembyder forøvrigt flere andre interessante enkeltheder. Et sted hæver terrænet sig så højt i vejret, at man samtidig kan se både Limfjorden og Vesterhavet, og et andet sted på vejen har man udsigt til Bulbjærg og Skarreklit hvilken sidste herfra fremtræder som et beskedent lille badehus ud for den flade strand. Således har afstanden udvisket dimensionerne.

Ved Svinkløv og Faldet kan man tilbringe dage uden at blive ked af de i høj grad afvekslende omgivelser. Hvert øjeblik støder man på planter, som man aldrig havde ventet at møde så klods op ad havet; således findes her en frodighed af hyben og vilde jordbær samt mange andre bær. Man fristes i det hele taget til at tro, at en eller anden god fe i tidens morgen har mores sig med at samle frøet af næsten hele den danske flora og stræ det ud på dette sted.

Og gennem Heden ,de opdyrkede klitarealer samt den lille oase, som Faldet afgiver, slynger sig et rislende vandløb, der sammen med fuglesangen, insekternes summen og de svage dønninger fra Vesterhavet danne en så henrivende musik, at den kan fostås af det mest umusikalske øre.

Vil man forhøje nydelsen ved turen, kan man endelig tage sig et bad i det friske Vesterhav, i det der ved Svinkløv findes både badehus og andre bekvemmeligheder for de badende. Truen til Langdalen og Fosdalen samt til Svinkløv bør helst udstrækkes over to dage, i det man så vælger Skovsgaard Station som udgangspunkt for udflugten til de to førstnævnte steder og Fjerritslev som udgangspunkt for turen til Svinkløv og Faldet. Men kan man kun anvende en dag på disse to ture, lader det sig også gøre at fø det hele med, når man planlægger udflugten på følgende måde: Man kan begynde turen både fra Skovsgaard og Fjerritlsev Station. Vælger man det sidstnævnte udgangsspunkt, kører man ad den sydligste vej og begiver sig ad den vej til Langdalen, der pr. vogn kun kan befares fra syd mod nord, da vejen er så stejl, at et køretøj, der bevæger sig i modsat retning har vanskeligt ved at nå gennem dalen.

Når vognen over slettet nord for Langdalen er nået til Fosdalen, dirigers den hen til en af Fosdalens sidegange, hvor den atter kan optage turisterne, efter at disse til fods have passeret dalen.

Derfra køres videre langs stranden til Svinkløv. Medbringer man madkurve, kunne disse udpakkes enten på det højeste udsigtspunkt lige ud for holdepladsen eller ved opkørselen fra stranden til hørjre i en kløft. Begge steder findes borde og bænke.

Fra Svinkløv køres så lige i sydvest til Fjerritslev. Foretages turen fra Skvosgaard station, kører man først til Landalen, hvorfra udflugten, gnaske på samm måde som foran anført, foretages til Fosdalen og Svinkløv. Men man må så på hjemvejen dreje i øst et stykke før man når Fjerritslev og fortsætter så sneere ad chausseen til Ø. Svenstrup.

På Fjerritslevbanen gælder den ordning, at når man om hverdage forud lejer en hel kupé, betales der kun for udturen. Man har altså da fri retur. Det betaler sig således at leje en hel kupé , selv om man ikke er så stort et selskab, at man helt kan udfylde den.

Fra Fjerrritslev kan man foretage udflugter til

St. Jørgensbjærg og Husby Hule

som ligge i nærheden af vejen, der fra Fjerritslev går ned til færgestedet Aggersund.

Det var på St. Jørgensbjærg, at den jydske almue i begyndelsen af maj 1441 under Henrik Tagesen Tornekrans overvandt den adelige hær og nedhuggede anføreren Eske Brok, og det var ligeledes her, at bønderne en måned senere led et totalt nederlag, efter at Kristoffer af Bajern selv havde stillet sig i spidsen for sine tropper. Kampen, der foregik 3. pinsdag førtes nvanlig ved herregården Aagaard, som endnu ligger på sit gamle sted, omgivet af sivbevoksede grave, og de sidste rester af bondehæren blev trængt sammen i Husby Hule, hvor de nedhuggedes. Kongens sejr skyldtes i alt væsentlig en list fra hans side, i det han under løfte om tilgivelse fik en del af bondehæren til før slaget at nedlægge våbnene og drage hjem. Det er herom det hedder i en gammel kæmpevise:

Først da rømte de Morsingboer,

og så de forrædere af Thy,

efter da stode Vendeboer,

og de vilde ikke fly.

Turen til Aagaard, Husly Hule og St. Jørgensbjærg, hvor man vil få lejlighed til at se en meget intessant egn, er ikke længere end at den af de fleste kan foretages til fods.

Bulbjærg og Skarreklit

Fra oven af: Fosdalen, Kokholm og Skarreklit.

Fra Fjerritslev kan man ligeledes pr. vogn foretage en udflugt til Bulbjærg og Skarreklit. Efterhånden som man nærmer sig dette ejendommelige punkt, få bøndergårdene som man nærmer sig dette ejendommelige punkt, få bøndergårdene og husene et noget andet præg, end man er vant til at iagttage i Nordjylland. Mendens udhusene længere østpå enten er byggede af kløvede granitsten eller af røde eller gule mursten,, er bygningerne på vejen til Bulbjærg for største delen opførte af hvide limsten, hvorved der kommer noget fuldstændig fremmedartet over dem. Men de solide stråtage, som dække de hvide mure, belære om, at man fremdeles befinder sig i Jylland og ikke i en eller anden sydlandsk landsby.

Den sidste rest af vejen til Bulbjærg foregår ad snvære, opkørte hedeveje, hvor man kun i ny og næ træffer på et hus. Ti højre for sig har man det jævnt stigende forbjærg, der ud til havet når en højde af 350 fod, og de eneste levende væsener, man møder, r store flokke af tykuldede klokkfår, der gå løse i heden, og som ved hjælp af ders tykke pels trodse kulde og slud under bestræbelserne for at bjærge føden, af hvilken der dog sikkert må være i overflødighed til disse nøjsomme dyr, i det de alle er i ganske fortrinlig foderstand.

Når flokken sætter sig i bevægelse, hører man stadig klokkeklang fra den. Det er ved hjælp af disse klokker, at fårernes ejermænd finde flokken, når de få brug for dyrene.

Turisten kan fra det øverste af bakkekanten nyde udsigten over havet, vhor talrige dampere og sejlskibe stadig ses i horsonten, medens brændings bryden mod stranden lyder op til en som en svag musik. Men har man ikke kræfter eller mod til at foretage en sådan bjærgstigning ,kan man også lejre sig ved den flade strand, hvor der flere steder findes rester af fortidsstrandinger.

en vandring under Bulbjærgs ud mod havet stærkt ludende side er i høj grad betagende. Man føler sig så uendelig lille, når man færdes her, og uvilkårlig gribes man af en uforklarlig ængstelse for, at havet pludselig skal stige og begrave en. Det er nmlig ikke her som de fleste andre steder lansgs Vesterhavet, at man i sådanne tilfælde kan flygte tilbage ad den flade strand eller klatre op ad de skrånende sandklitter. Bulbjærgs limstensside er stejl som en mur, og øverst oppe hænger massen truende ud over turisternes hoved.

I ca. 120 alen s afstand fra Bulbjærg rager Skarreklit som en frygisk hue op af havet  i en højde af 30 alen over vandet. Brændingen oversprøjter denen vejrbidte limstensmasse, der i århundreder har rodseet de vældige bølgers kraft, og kun den store vanddybde okring Skarreklit, en vanddybde, der tillader de største fartøjer at færdes på dette sted, vidner om, hvilke naturkærfter, der her have været i virksomhed. Selve Skarreklit er dog tillige et bevis pp, at naturkræfterne til tider kunne være de stærkeste. Thi det menes med temmelig sikkerhed, at Skarreklit en gang har været det yderste punkt af Bulbjærg, men at det ved en eller anden naturrevolution er bleven løsrevet derfra for så at danne en ensom klippe i det frådende Vesterhav.

Ved kysten nord for Fjerritslev findes desuden badestederne Thorup Strand og Slettestrand.

                                                                              Jul. Eilersgaard.

 


Her slutter 8. og sidste del af rejsebeskrivelsen gennem Vendsyssel anno 1898

16. september 2012
Ann Nygaard

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE