Vendsyssel del V

Som udgangspunkt for turen langs Vendsyssels Østkyst vælge vi den unge energiske Søkøbstad, der i forholdsvis få år er vokset op på det gamle Fladstrands plads.

Og vi begynder med at give bygmester Andersen ordet for at fortælle lidt om byen:

Frederikshavn

hvis tidligere navn er Fladstrand, var oprindelig et lille fiskerleje, der ifølge Pontoppidan: Den danske Atlas (1769) "efterhånden voksede til ved det, at fiskeriet lykkedes, og beboerne bleve blagt til farten på Norge og København". Især ved admiral Ivar Hoppes medvirkning, til hvem indbyggerne havde fået adgang under den svenske krig 1675-79, tilstodes det dem ved Kgl. Bevilling af 27. april 1686 at bygge en kirke, der den 22. maj 1690 indviedes af biskoppen af Aalborg Stift, Dr. Henrich Bornemann. Allerede under Frederik den tredie, altså før 1670, anlagdes Nordre Skanse med 4 batterier og 1687 Citadellet, og reduten på øen Deget. Lodssttationen blev oprettet i 1733, og anledningen hertil var, at fregatten Pommern, ved Kong Kristian den sjettes rejse fra Fladstrand til Noge kom på grund på Dvalegrundene ved Sæby, men blev afhjulpen ved en mand fra Vorsaa, nemlig Peder Johansen Fugl, der derover blev beskikket til kongelig lods for bemeldte grunde og igennem belterne.

Fladstrands by og grund, der tidligere henhørte under Bangsbo, Lengsholm og Knivholt, solgtes 1748 af kancelliråd Arenfeldts enke, Fru Mette Bille til "Indvåner i Fladstrand". Peter Hansen Høyer for omtrent 4000 Rbd. Indbyggerne ernærede sig af havnen, af handel, lodsning, fiskeri og søfart, hvortil særlig bidrog byens heldige beliggenhed ved den af naturen dannede, fortrinlig lukkede Rhed eller, som den allerede da kaldtes "Havnen"( Efter en artikel af kaptajn i Flåden I. Paulsen i det danske Geografiske Selskabs tidsskrift).

Ovennævnte P.H. Høyer solgte i 1775 byen, med undtagelse af en enkelt grund, til Johannes Andersen Glerup, forhen ejer af Eget i Skærum sogn, for 5.000 Rbd. Af Glerup er nogle år senere udstedt skøder til 42 beboere i Fladstrand der hitil havde været fæstere.

At Peder Hansen Høyer har været en af sin tids formående mænd, derpå tyde et par mægtige og ejendommelige gravsten over ham og hans hustru på byens gamle kirkegård tæt ved den førstnævnte, i 1690 indviede kirke, der nu tjner som ligkapel.

Den 25. september 1825 gav Frederik den 6te byen købstadret. Det kongelige brev herom, signeret af ministrene Cold, Monrad, Ørsted, Berner og Lassen, findes endnu ophængt i byens rådhussal.

Øverst: Frederikshavn Sparekasse, Havnen. Nederst: Frederikshavn Vandkuranstalt, parti fra det gamle Frederikshavn og Citadellet.

Af den daværende by er kun lidet tilbage. En del huse "Fiskerklyngen", give et begreb om datidens købstadbygninger og gader, men Frederikshavn er ellers i almindelighed at henregne til de nyere byer, og det er da navnlig i det sidste kvarte århundrede, at byen er gået stærkt frem.

Hertil har særlig havnens udvidelse været medvirkende. Den er en af Danmarks bedste havne, og i den har Danmarks største fiskerflåde hjmme.

At se Frederikhavns fiskerflåde, der består af ca. 130 skibe af en gennemsnitdrægtighed af om ved 30 tons og med 6 mands besætning, gå ud, er et syn, man aldrig glemmer.

Dette store havfiskeri hr meført en betydelig skibsværftsindustri, og man kan aldrig komme til Frederikshavn uden af se adskillige ny fiskekuttere på stabelen. På den tid, da dette skrives, er der 8 sådanne nybygninger under arbejde, og ofte er der flere.

I det sidste tiår har byen fået en del nyee, smukke bygninger. Her skal blot nævnes kirken, der er bygget af Stevns kalksten i romansk stil med et meget kraftigt tårn. Endvidere kommuneskolen, sparekasebygningen, apoteket og en del større private bygninger.

Tæt nord for byen findes en smuk plantage med pavillion. I denne plantage findes - tæt ved indgangen - et træ, som i 1843 blev bjerget fra et skib, derkommende fra Amerika strandede ved Skagen. En fjerdinsvej syd for byen findes lysanlæget "Sommerlyst" stødende op til Pikkerbakken, fra hvilken der haves en henrivende udsigt ud over byen, til Skagen, Råbjerg Mile og ind over landet til den vendsysselske højderyg. Mod syd Sæby og skovene i det sydlige Vendsyssel; mod øst stenøen Hirsholmen med Fyrtårn og længere borte Læsø med de hvide mure og tangtækkede huse.

Ikke langt fra Pikkerbakken findes Frederikshavns Vandværk - et af de ejendommeligste i Danmrk. Højt oppe i bakkerne, hvorfra der også haves en storslået udsigt, og hvor naturen mere minder om Norge end om Danmark, vælter vandet ud af jorden og samles i bassiner, hvorfra det uden kunstig hjælp gennem lukket ledning føres til byen, vhor det kan sættes højt over de højeste bygninger.

Fredrikshavn har jernbane forbindelse med det øvrige Jylland ad den jydske stambane, med Skagen, og da dette skrives, er jernbanen over Sæby til Nørre-Sundby under fuldendelse. Byen har dampskibsforbindelse med Randers, Aarhus, Læsø, København, Götebor, Christiania, Laurvig, Arendal og Christianssand.

Byen har to gode 1st klasses hoteller, Hoffmanns Hotel og Hotel Dania.

 

Til Danmarks Nordspids

fører en let bane, på hvilken et nydeligt lille lokomotiv piler af sted med de små hyggelige vogne.

Mod vest står højlandet som en mørk kystskrænt. Men mod øst rulle Kattegattes Vande, der tæt ud for Frederikshavn lægge en hvid bræmme om

Hirsholmene

fra hvilken fyrets smækre kegle resjer sig i et vældigt kaos af sten, der viser, at den farende is i sin tid ligefrem har haft losseplads her. Nu er stenmasserne tagne i civilisationens tjeneste, og have leveret brolægningsmateriale til en hel del danske byer. Kunne stenene tale, vilde de fortælle den aftentravle mængde, der færdes i de elekstrisk oplyste stæder, om den tid, da de sidste så elektrisk blus. Det var, da de brogede nordlys lod ders mangefarvede knitrende flammer spejle sig i de krystalblanke brudflager i den - "evige" is.

Øverst: Frederikshavn Plantage. I midten: Fyret Hirsholmene. Nederst: Gaardbogaard. De 2 farvefoto er fra Bangsbo 2010.

Hirsholmenes befolkning udgør sikkert en af Danmarks mindste, om ikke dens allermindste kommune. Og den bliver mindre. medens der nemlig i 1838 var 26 huse og 8 snese indbyggere, var der i 1890 kun 103 indbyggere og 15 huse. Præstens værdighed og lærerens forendes i en person, der ævede en del af sin løn i større flyndere i bundtevis. Et par mænd indehar iøvrigt alle det lille samfunds bestillinger. Øens koantal angives fra 2 til 7. Men af får er der flere. De føres stundom i både til og fra Græsholmene, hvor de har foderplads.

Af større ejendomme passere vi på vej nordpå Gyldenstjernernes gamle avlsgaard Leerbæk ( nuværende ejer proprietær Jakobsen), hovedgården Ellinggaard, blandt hvis besidddere nævnes admiarl Henrik Bjælke ( nuværende ejer: Direktør Nyhom, Viborg) og det for et par hundrede år siden af Ejler Banner oprettede Bannerslund (nuv. ejer Proprietær Mehrens).

Mod vest breder Elling og Jerup moser ders flader, ejendommelige ved dybe dyndhuller ( dopper) med hvide sanddriver (rimmer) imellem.

Flittige hænder har adskillige steder skabt godt agerland og vakre ejendomme ved at blande de matrealer, den lunefulde natur såledees har slængt stribevis mellem hinanden.

Omtrent midtvejs mellem Frederikshavn og Skagen ligger det gamle, velbyggede fiskerleje

Aalbæk

Tæt ud for strække sig bankerne, på hvilke fiskerne skrabe de lækre bløddyr, der har bidraget mere til Fladsttrands berømmelse end hele "fæstningen" - Her var indtil jernbanens åbning postens skiftested, hvor den gule deligence kasse opgav ævret og overlod viderebefordring af postsager og passagerer til den åbne vogn, der skulde slæbes ad sandvejen , som kun hist og her var "grundforbedret" på egnens vis. Det vil sige, man havde lagt den stålsejge lyng på tvers over hjulsporene.

Tæt ved denne plads ligger en mærkelig fortidslevning, (bevaret på foranledning af den lærde bonde A.P. Gaardsbo, hvis hjem ligger i Råbjerg sogn). Det er et af de såkladte lyrehuse fra tiden før skorstenene kom i brug hos land almuen. Man overlod som bekendt røgen at finde ud gennem hullet på taget (lyren) og beboerne lugtede hele vinteren igennem som røgede fårelår.

Mod vest flakker blikket over ørkenagtige vidder. Efter sagnet har der en gang ligget et slot. Men da herremanden drev bespottelige løjer med en præst, der forrettede sakramentet, sank det i jorden. Og hvor det stod, bredte sig i århundrede den triste Gaardbo sø. Kun når foråret og efterårets trækfugleskarer slog sig ned til hvil, herskede der stundom et vildt uroligt liv. Ser man nøjere til, vil man opdag, at der nu atter er skudt et slot op på stedet. Det er hovedbygningen til

Gaardbogaard

Omgivet af frodig trævækst, vakre haveanlæg, vandfald og blomsterpartier, står det som et æventyrslot i lyngens mørke ramme.

Men den magt, som har fremtryllet det altsammen, er ejerens, godsejer Jørgen Larsens berundringsværdige villistærke og kyndige arbejde.

Ved et sammenlægge ejendommene Nord- og Søndergaardbo blev han herre over sø-arealet, der alt kort tid efter - i 1882 - lå som en ca. 700 tønder land stor frodiggrøn oasae, hvor "kvien stod i græsset over knæ".

En 28.000 fod lang kanal løber om arealet, så at det overalt kan overrisles.

En sjælden besætning af det hjortefine Jerseykvæg omsætter oasens saftige foder i flødefed mælk.

I den 70 alen lange maskinhal ved gården arbejde rastløse maskiner dels med at pakke det duftende hø i baller til kreaturdamperne, dels med at rense græsfrøet, der på lofterne ligge i et smukt udvalg, af hvilke der årligt omsættes mange tusinde pund. - Fra udstillingen i København hjembragte Gaardbogaard den højeste præmie for sin prøvesamling.

En plantningsareal på 300 tøner land, der alt for en væsentlig del er dækket af nåletræernes grønne geledder, fuldender det hele til et genrejsningens storværk, som man ikke kan se uden at føle dyb sympathi med denne virksomhed, der går ud på at skabe rigt liv just her, hvor

Ødet råder milevidt

Trap melder, at 9/12 af hele Råbjerg sogns areal er flyvesand og 2/12 hede, kær og mose - man vil heraf forstå, at her ligger en stor del af de døde land, af hvilket Vendsyssel har så sørgelig meget. Af de 9-10 kvadratmile jord, som sandet har røvet fra Jylland, ligger ikke mindre end 34,534 tønder land i Vendsyssel. Fra Skagens spids og tre mil ned er så godt som hele landet fra hav til hav slugt af sandet. Ulykken er til dels selvforskyldt. Grådige og uforstandige hænder have hugget de skove, der en gang værnede landet til en mil syd for Skagen. Så kom til straf sandets hvide flod og tog det altsammen.

Som en umådelig gravhøj over det liv, der en gang pulserede her på disse egne, ligge de 125 høje

Råbjerg Miler

en bjærgkæde af sanhøje, der langt ned i Vendsyssel øjnes som en af de hvide uversskyer, der stundom true i horisonten og som i almuens mund kaldes "Skagens Kærlinger".

Selv det lystige selskab forstummer her i den hvide ørken, og milevidt ud over egnen finde de ensomme fårehyrder husgeråd fra de forladte og begravede ejendomme, som gør vidderne her til et jydsk Pompeji.

Men først når man har mærket sindet knuget i det stille øde her, føler man, hvilken velsignet gerning det er at vinde ny nyttig jord for vort fædreland, således som det sker ved privatmands energi på de egne, vi har foladt, og her oppe ved staten, hvis plantnings-pionere i Skagen, Bunken, Aalbæk og Tversted har indtaget 5372 tøner land til beplantning, græsjorde osv. Fra Skagen ledes denne virksomhed af overklitfoged Dahlerup, der sortere under den højtfortjente olding, kammerherre de Thygeson ( Klitternes Dalgas). Blandt dennes betydningsfulde arbejder heroppe bør endvidere nævne nogle meget interessante græskulturer i sandverdenen fra Skagen sydpå.

Gennem milelange sandvidder, over hvis høje man nu og da med en befriet følelse øjner havet, når man endelig

Skagen

vor ældgamle købstad, der er bekendt ved sin mærkelige fotidshistorie og sin ærefulde verdenskendte nutidsbedrifter.

Intet steds i Danmarks land har man i højere grad følelsen af at være om bord på et skib, end når man er i Skagen. Hvor man end ser hen, møder øjet det bølgende og blinkende hav. De mange glidende sejlere og hastende dampskibe bibringe en indtrykket af, at man selv gynger på søen.

For den, der er uvant med den kraftige søluft, vil indrykket i begyndelsen forstærkes ved en let, behagelig svimmelhed, der dog intet har tilfælles med søsige.

"Skibet"s master er de to fyrtårne, det ældre og det nye, på hvilke den vældige lanterne tændes ved aftentide.

Og "stævnen" bliver da selve pynten, hvor havene mødes. I sommerligt magsvejr danne deres modgående strømme ligesom et kølvand. Frisker det lidt op, hoppe bølgerne et langt stykke ude som springende delfiner. Rejser søen sig lidt mere og begynder at brumme hult, er det, som en mægtig hvalrosses hvide kæmpekroppe rejse sig i kamp mod hinanden. Men når det stormer, når sandet gyger som utallige nåle, da styrte de to have. Østersøen og dens norsk britiske kammerat, sammen i et vildt virvar.

Og følelsen af at være om brod fortsætter sig deri, at man fra Skagen føler sig så fri både på sjæl og legeme. I denne ozonrige havluft føle vi vort livs lampe brænde klarere, så den gør hele tilværelsen lysere for os.

og prøv så selv ad den brede, fløjelsbløde strand at løbe de oceanfriske vande i møde. lad de grønne, solgennemskinnende bølger lægge deres svale krappe om din nakke. Mærk dig løftet og gynget af ders stærke arme - og du vil påny føle sig som en syttenårig yngling.

I følge Olavius var der forum kort fra "den vestre kirkegårdsluge" en undergørende kilde, i hvilken syge mennesker søgte at genvinde ders tabte helbred. Sandet drak kilden, før det begravede kirken; men endnu den dag i dag sker der viunderlige helbredelser på Skagen.

At føle sig "ensom" på Skagen - som en og anden frygter for - får man slet ikke tid til. Prøv blot at sætte dig, hvor de tvende have mødes, og kast dit blik ud over de mægtige billeder, der oprulles for dig , og som skifte fra dag til dag, ja stundom mange gange i timen. Betragt det hurtigt pulserende, damppustende liv, der stønnende iler fra hav til hav uden om fyrene. Her er nemlig en af verdenshandelens hovedpulsårer. Når vinden er imod, stoppe stkibene og sydpå i Aalbækbugten, hvor der hurtigt samler sig en svømmende by af de mest forskelligartede fartøjer, lige fra handelsskibe, pakkede langt op ad massterne, til elegangte passagerdampere, vævre fisker fartøjer og stærktbyggede krigsskibe, hvis truende ydre giver dem lighed med store, gråhvide hajer. Om aftenen når lanternerne tændes, bliver det hele et gyngende Vauxhall.

Og i sommernattens gådefulde halvlys - vor part af midnatssolen - ser man skagboernes arbejdende skikkelser tegne sig hemmelighedsfuldt i dæmringen, mendens de drage deres våd fra søen.

Brøndums Hotel anno 1898, nu findes stuen på Skagens Muesum, udsigt til Klitgården fra Den Tilsandende kirke. Holger Drachmanns grav tæt på Grenen. Nederst: Inden for Anchers i Anchers have, Den tilsandede kirke og spisesalen på Skagens Hotel.

Det er ikke sært, at kunstnere fra mange lande sætte hverandre stævne her, hvor både natguren og befolkningen frrembyde fuldt op af sujetter. Anker, Krøyer, Locher, Chr. Krogh og mange andre have gjort Skagen og dets djærve mænd verdenskendte, ligesom de i Brøndums Hotel  have samlet en kunstskat, der gør spisesalen til en af de interessanteste i Norden. Her har Drachmann sunget sine herligste sange, og herover stævner en af Henryk Ibsens stovteste skikkelser, Terje Vigen, for under i krigen i århundredes beygndelse at hente brød til barn og viv.

En prægtig udsigt har man oppe fra

Skagens fyr

Skandinaviens største, der hæver sin fine, grå søjle tæt ude ved Grenen. Når man ad vindeltrappen er nået 130 fod til vejrs, op til lamen, træder man ud på platformen og har hele egnen dernede liggende for sig som et fint tegnet reliefkort.

Skagen har iøvrigt allerede fra ældgammel tid været benyttet som fyrplads. Svend Grathe (død 1157) skal således have befalet, at der i uvejr og mørke skulde tændes lyngblus fra Fyrbakken i Østerby, til hvilket brug der anbragtes en rist. At det skulde være denne fyrrist, der senere, da Erik af Pommeren gav Skagen købstadsprivilegium, kom til at pryde byens vågen, er næppe sandsynligt. Våbenmærket stammer snarere fra den jernrist, på hvilken den gamle kirkes skytshelgen St. Laurentius, blev brændt langsomt til døde af den nådige kejser Velerian.

Under Frederike den 2den bragtes fyret på højde med den tids fordringer og fik udseende som en af vore gamle brøndvipper. Den solide vippestang i hvis ene ende fyrspanden med sine 6 skæpper stenkul hang, hvilede i en jerngaffel, ved hvis hjælp blusset kunde drejes efter vindretningen.

Det næste frmskridt skete i 1747, da Frederik den 5te lod bygge det ottekantede grunmurede, 67 fod høje gamle fyrtårn, der ligger endnu ret syd for det før omtalte nye fyrtårn. Også i det gamle fyrtårn brændte blusset fra en fyrspand, der hver nat slugte ca. 10 tønder kul. Først senere fandt man på at forsyne det med lanterne.

Først i 1858 byggedes det nye fyrtårn, der med sine mægtig linser og sine signalstationer, der give og modtage medtidssvarende fyretalblissementer. Et ejendommeligt indryk gør det at opholde sig her oppe, når stærke storme sætte tårnet i en svagt gyngende bevægese, eller når efterårets trækfugle ylde luften med underligt dæmpede skrig, der virke som et klagekor af de mange, der endte rejsen herude på det farlige rev. Ofte hænder det også , at fuglene, hypnotiserede af  det særke lys fra lampen, med fuld fart flyve mod de tykke glas. Så vanker der fuglevildt næste middag.

Men hermed er sikkehedsforanstalningerne for de søfarende ingenlunde alle nævnede.

En mil fra pynten, altså godt uden for det store rev, der er Jyllands undersøiske fortsættelse, hugger

Skagens fyrskib

i de toppede søer, som en lænkehund springe i sin kæde. Langs dets røde sider løber et hvidt bånd, fra hvilket navnet "Danmark" læses af de forbisejlende. Og fraGammelskagen sender fra sommeren 1892 et

Omdrejningsfyr

sine advarende blink ud over søen. I farvandet ud for det udstøder en

Hyldetønde

hvert øjeblik sine varslende skrig. Og når tagen kommer, og højens to værdige

Sirener

brøle ders "vasko" akoompagnerede af sirenevrælene fra fyrskibet, gør det tidligere "lumske" Skagen en sådan helvedeslarm, at skibene enten skulle være stærkt bevarrede eller - meget højt forsikrede for med nogen rimelig grund at strande her.

Måler man dette stærkt udviklede sikringsssystem med lygbålet på den gamle Fyrbakke, har man en udviklingshistorie for sig, der ikke er uden intersse.

Og samtidgt er befolkningen selv vokset en endnu skønnere vækst - fra den tid, da øksen truede de skibbrudne stakler, der havde nået land - og til nu, da den brave og heltemodige kystbefolkning ikke betænker sig på gange efter gang at sætte eget liv i vove for at redde nødstedet medmennesker.

Intet sted i Danmark kan i vore dage de mange rødhvide flag, vaje stoltere over de små hjem, og intet steds findes der en befolkning, der bærer en sådan samling af velfortjente, ærefulde fremmede og danske hæderstegn, som i Skagen.

Skagens kirkegård

er sikket den ejendommeligste i hele landet. Ingen købstadkirkegård bærer et så vildt og fattigt præg som denne sandede plet. men ingen er heller rigere på minder end den.

På fattige grave, af hilke marehalmen stritter op som stride hår af en hat uden puld, læses navne på folk, man mindes som landskendte redningsmænd. Fremmede - tyske og engelske - indskrifter genfortælle kystenes saga lig til de sidste tider. En sort mindesten med en ejendommelig opstilling af krigsmaritime attributter fortæller således om det uhyggelige drama, da en tysk topedobåd gik under med mand og mus ud for veskysten. Og de navnløse grave hviske vemodsfulde historier om strandvaskerne, der en skønne dag skvulpede ind på havsstokken og derefter jordedes på myndighedernes foranstaltning - ukendte her, men et eller andet sted i verden måske savnede, elskede og begrædte.

Her på Skagen kirkegård står også en med fin kunst udført mindesten over Lars Kruse, hvem Skagens digter, Holger Drachmann, havde udkåret sig til sin helt - ikke for særlig at fremhæve denne mand, men for at fortælle verden, at sådan er skagboen.

I kirkemuren sidder en af billedhugger Paulsen udført tavle til minde om, hvad der skete hin tredie juledag 1862, da jammerråbene fra det strandede skib "Daphne" kaldte de festglade fiskere til stranden. Der kæmpede man fra morgen til aften for at reddee besætningen. Denne var, da Lars Kruse vendte båden mod land for sidste gang den dag, frels. Men på sandet lå otte lig af kække skagboere, der havde sat livet tl unde rkampen.

I Østerby står nu en stolt bautasten til minde om denne heltedåd.

Det er imidlertid ikke blot med vandet, Danmarks nordligste købstad i mindst et par århundrede har ført en hårdnakket, stundom fortvivlet kamp. Samtidigt har den måttet kæmpe med dettes flyvende forbundsfælle:

Sandet

De to er i slægt, snart gøre de fælles sag, og snart farer det ene frem og tager magten, når den anden må standse. Og det hvide, bløde, tilsyneladende så føjelige sand slipper aldrig sit bytte.

Der er noget gådefuldt ved sandets magt. De fyger lystigt og let i luften, og tager man en håndfuld af det, løber det som en næsten umærkelig strøm bort mellem fingrene, men har det først lagt sig til ro, ligger det så fast, at en kraftig hånd ikke kan støde den spidsete kårde i til fæstet, og en udskudt rifffelkugle slår sig flad få tommer inde i det, som havde den truffet en hexepanser.

Sandet findes overalt på og om Skagen. Den bevægelige "Skagens gren" - på hvilken man iørigt træder fast og sikkert- er kun toppen af den vandrende sandbanke, de tvende have flytte imellem sig som en uhyre stødpude. Og intet fælder sit offer så sikkert som sandet eller begraver sit offer solidere end det. Vrag, der for kort tid siden stod som skibe på strand, ligge føje tid derefter med spanterne stikkende op af sandet som kamelens ben i ørkenen.

Og hvad havet derude kan "sande ned" på få timer, er forbavsende. Når en geolog i en følgende jordperiode skal undersøge det højdedrag, der i sin tid var Skagens Rev, vil han i sandhøjene, der dække det, som snehætten kroner bjærgtinderne, finde et helt museum af skibsstumper og landinger fra alle tidsaldere, lige fra jernalderen til vore dage. Og mangen kostbare ladning vil han finde. En dame i en af Jyllands større byer har en arv i tunge guldbarrer liggende i sandet blandt stumperne af det skib, der bragte den over Atlanten.

En mærkelig mindehal om strandinger langs kysten har iøvrigt Skagens Hotel, hvis spisesal indeholder en ejendommelig samling af galionsfigurer fra skibe, der endte farten her.

De mest iøjnefaldende vidnesbyrd om sandets magt til at agere "graver" har man i

Skagens gamle kirke

St. Laurentii kirke, der i sin tid - ligesom hele byen - lå omgiven af grønne agre og enge, men hvis øverste del nu rager op af vild klit en fjerdinvej fra byen.

Den var i sin tid en af Vendsyssels anseligste kirker. Men så kom sandet - det var omkring 1780. Først begravede det kirkegården; men den sejge jydske menighed forsynede sig, foruden med salmebog, tillige med skovle og spader og banede sig således vej til Guds hus endnu en snes år.

Da kom en ny sandstorm og lukkede kirken, i det sandet lagde sine høje bølger langt op ad murene. Det kom som den sne, der ved vintertide kan melde sig i Vendsyssel, som en hvid strøm der i gøgnvis farer vandret langs jorden og fylder gaderne til husene tagskæg, ja op til skorstenene, så at hjælpsomme naboer må træde i forbindelse med de nedsneede naboer og spørge til deres befindende gennem skorstenspiben - Og det hedder sig, at man kunde forlade Skagens kirke gennem dens glamhuller.

Nu står kun tårnet tilbage som landets ejendommeligste sømærke.

I Skagen gamle kirke hang under hvælvingerne naive gravskrifter over gamle, hedenfarne skagesiske embedsmænd og borgere. Og foran den udskårne altertavle, der forestillede korsfæstelsen, stode kirkens kobberlysestager, der lyste en from "forbandelse over den tyv, som stjæler denne lysestage".

Nu - lysestagen fik lov at stå. Derimod blev hele kirken stjålet  - af sandet.

Dette førte også i lang tid en sejg kamp med gamle Skagen by, i hvis gader det lå som snedriver, der ofte nåede halvt op på tagene af de puklede træhuse. Af disse står endnu enkelte og minder om den tid, i slutningen af forrige århundrede, da både rådhuset og byens kapeller var af træ, medens de trediedele af beboelsesbygningerne var skorstensløse.

Men nu er Skagen en såre venlig lille stad med pyntelige bygninger, blandt hvilke det rummelige afholdshotel med forsamlingssal og det store nye under bygning værende badeetablissement ved fyret bør nævnes. Og den er tilmed en by, der er gået foran i Jyllands kamp for at genvinde det gamle, sejge bolværk, der brød vindens magt i millioner af trægrenes fletværk.

Det plantningsarbejde, hvortil vi sigte, og bag hvilket en ny kultur gror frem, tog nemlig for Skagens vedkommende sin begyndelse først i århundredet. Og nu breder den skyggefulde og lune

Skagens Plantage

sine grønne solskærme, under hvilke hvilen er sød, ikke mindst når munter fuglesang i trætoppene blander sine fløjtetriller med basbruset i det

"Havet af sit fulde bryst

synger højt om Jyllands kyst."

 


Dette var slutningen på del V af rejsebeskrivelsen fra 1898.

15. september 2012
Ann Nygaard

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Ann | Svar 05.03.2013 17.29

Hej Peter
1000 tak for de rosende ord. Jeg er rigtig glad for, at du har haft fornøjelse af at kigge siden - kig endelig forbi igen.
Mange hilsner Ann

Peter Larsen | Svar 05.03.2013 17.04

Hej Ann det er en dejlig side du har ja hele hjemmesiden er virkelig god
venlig hilsen Peter Larsen

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE