Vendsyssel del IV

Blandt vestkystbadestederne indtager

Lønstrup

en høj rang. Det ejendommelige natur har noget underligt dragende ved sig. Medens klitterne ellers ligge et godt stykke inde for strandbredden, så de nogle og halvfjerds fod høje havbakker stundom som bratte mure ud mod søen. De underligt forskudte jordlag vække geologernes opmærksomhed. De stå skråt som halvt vendte blade i en bog, og mange videbegærlige øjne have hvilet på dem for at læse det stykke jordbeskrivelse, de gemme.

Men for den forretningstrætte repræsentere disse høje vægge den velsignede mur, der lukker ganske af for al verdens spektakkel, så at der bliver ro, og man kommer til at stå mere ene ansigt til ansigt, med den store natur. Pladsen søges derfor også af et voksende antal badegæster, og den kønne forstrand med badehuse og bådegrupper danne i sæsonen promenaden for en vrimmel at sommerligt lysklædte skikkelser. Der er liv på stranden fra tidlig morgen til aften sent.

Og så er der det ved Lønstrup, at man kommer så let til havet. Et stykke oppe i land træffer vandreren en lille underholdende bæk. Den følger han ad en sti mellem venlige småhuse og haver og lytter til dens sladren, uden at mærke kløften bliver bredere, indtil den pludselig åbner sig som en port, ad hvilken man uventet ser tæt foran sig det glitrende blå med gyngende måger og duvende sejl.

Men denne bæk har ellers sin egen historie at fortælle. I 1877 lå den endnu helt nede ved vejen gennem byen, som en spæd og uskyldig strøm, over hvilken der frøte en lille grønmalet bro, og bredderne lå ikke længere fra hinanden end at de vilde roser kunde kysses over vandet - Så brød en dag under et voldsomt tordenvejr et skybrud løs over dalen. Vandet voksede til en bred strøm, der som et sværd skar sig ind under bakkerne og satte det flydende underlag i bevægelse, så at huse, hegn og haver gled ned ad skråningerne. Frugtbærende kirsebærtræer fulgte med strømmen ud i havet, og da Hjørringenserne kom til stedet den næste dag, lå den lille hyggelige bro på bunden, af et svælg uden håb om nogen sinde mere at komme til at forbinde de to vidt fra hinanden fjernede bredder.

collage fra 1898 - og et par billeder af Lønstrup 2012.

Den skjulte dal, i hvilken Lønstrup ligger, har givet anledning til, at man søgte oprindelse til dens navn fra ordene "i løn". men det er en vildfarelse. Navnet stammer fra de Rottfelders gamle herregård, Løthenstorp, hvis marker bredte sig her. Dalens snæverhed gør, at man i Lønstrup komemr til at leve nær dør om dør med de brave fiskere. Dens bådflade ligger ud for redningsstationen, kun med en bakketop imellem.

Og her mellem de små "Nøddeskaller" spindes mangen en god "ende" om livet på havet. Her kan man da også træffe til at få et og andet at høre om den kække Lønstrupkaperfører, Poul Andersen Bisgaard, der i århundredets begyndelse førte krigen med svneskerne særligt heldigt. Han havde nelig for skik at ligge på "fiskeri" ude i Skagerak.

Af interessante punkter i Lønstrups nærhed nævnes Skallerup Kirke, der har et epitaphium med 64 adelsvåben og et egeskab med munkeskrift - samt Vennebjerg kirke med mange fortidsminder. Denne ligger ved en mægtig kæmpegrav og er det første punkt af Danmark, der dukker op for de søfarende, der nærme sig vestfra. Kirken ved kæmpehøjen er som en hyggelig hjemlig hilsen til de danske, hvis øje efter mange års fravær spejder efter Fædrelandets kyst.

Når fjendens handelsskibe kom i nærheden, nærmede han sig under det bekendte tordenskjoldske påskud, at han vilde sælge fisk, og var besætningen ikke større , end at de forvovne skæggede Lønstrupgutter mente at kunne tumle den, blev skibet kapret og frøt ind til Christianssand( se iøvrigt Klitgaards "Efteretninger om skude- og strandhandlen")

Skønt det i sommermånederne ikke er hyppigt kan det hænde, at badegæsterne, når de vågne om morgenen, høre vestervovvov gø hult langs hele kysten, så kunne de oppe fra det Linnemannske Badehotels udsigtstårn se søerne blotre sig vildt og så hamrer den skumhvide brænding tæt op mod bakkens fod.

Den dag lever man så et interssant friluftsliv i klitløfterne og langs klitranden helt ud til den 237 fod høje Rubjerg Knude, fra hvilken man har en storartet udsigt over Jammerbugten, på hvis yderpunkter man om aftenen ser i nord Hirtshalsfyrets advarende blink og sydvest Hanstholmsfyrets lyseblå mølle vingelignende elektriske stråler, der fare over de stromjagede skylag, som om de vilde vinke de sørarende bort fra land. Thi der er farligt i et sådant vejr. Derom vidne vragstrumperne, der hvert øjeblik som sorte skikelser dukke op gennem søen, og derom vidne gravene f.eks. på Rubjerg Kirkegård, der bl.a. fortælle om de to engelske krigsskibe, der i krigene 1807 - 14 indstrandede ud for Rubjerg Knude med en besætning af henved 1800 mennesker.

Ved Hirtshals

krummer Jylland nakken for den skærende havstrøm, der den dag i dag fører sin skarpe eg ind mod kysten og mange steder blotter dens jordlag, så at man nøjagtig ser ders from som ved striberne i kød. Geologerne finde meget interssant her. Toldia muslingens skaller i leret fortæller om det dybe ishav, der en gang stod over disse egne, og højdepartier med store lejer af rullesten minde om dens senere istid, da svømmede isbjerge strandede på det opdukkende Danmark, lossende en tung last af fjeldstykker, de havde hørt med fra den skandivaviske halvøes bjergsider.

Tæt uden for gå de mange tusinde skibes vandvej. Her duve de mægtige sejlskibe, og damperne stikke snuderne lidt til vejrs i jagende hast, i det de efterlade røgstriber, som danne underlige tog i luften. Stundom ser man over vandet en flok runde rygge dukke op og forsvinde, komme og gå med bestemte mellemrum. Det er vandrende hvaler. Fuglene sejle derover. Og det hele danner et billede fuldt af liv og farver.

Her på det skarpe hjørne har man stillet fyrtårets 100 fod høje lysstage. Det kan ikke gøre sådanne underværker som dets moderne værkfælle, Hanstholm fyr. man fortæller, at dettes lyskilde skal være af en så intensiv kraft, at man - når man lansomt fører et knivsblad gennem den store elektiske gnist i dens lampe - forbavses ved at se den smelte sporløst bor - Men gennem de slebne glas sender Hirtshals fyr dog de vejledende blink fra sin store lamper 8 mil ud over havet. I tage udstøder sirenen sine velmente, men afskyelige advarselshyl, der omtrent kan vælte en mand når han står foran trompeten. Og fra signalstationen føres der jevnlig en kort, kærefuld korrespondace med de forbifarende skibe, ligesom man ved vintertid fortæller f.eks. langvejsfarende, der nylig gispede under tropernes hede sol, at de ikke kunne komme hjem for is i sunde og bælter.

Det mest raffinerede måde at nyde sin hvile på, skal, i følge en engelsk kumorist, være den, at stå med hænderne i lommerne til albuerne og glæde sig over "de andre"s travlhed.

Hirtshals fyr 1898 og 2007 . Badepensionatet "Udsigten" 1898.

Det er måske dette, der har givet mange sommergæster særlig lyst til at "dase feriedagene bort i Hirtshals nette badepensionat "Udsigten", thi den nævnte følelse får man i høj grad ved fra Hirtshalspynten at betragte det rige liv ude "på ruten".

Men også inde på stranden er der fængslende virksomhed, særlig omkring den af staten byggede mole, som snart er nået 600 fod ud i Skagerak. Dette bygværk ude i det store, åbne hav følges med levende opmærksomhed af alle praktisk interesserede mennesker, thi det er en heldigvis vellykket strykeprøve imellem dansk vandbrydsningskunst og søens vælde. Entreprenør og bygmester er nu en ung ingeniør Dibigen. Molerne opføres af hushøje tømmerkister, i hvilke der yderst mod havet anbringet 10-12.000 pundlige betonblikke, der i sin tid skulle danne molemuren, medens det indre fyldes med kampesten.

Bygningen, man ser ude på molen, rummer en vanstandsmåler, hvis selvvirkende glaspenne nøjagtigt opskriver enhver af havets bevægelser: Ebbe og flod, enhver rullende dønning. Det usædvanlige fine ler udnyttes af et betydeligt teglværksanlæg, der bidrager til at give stedet liv. Dels leverer det materialet til den på stedet opvoksende by, dels udlosser det fra molen en del af sine fortrinlige produkter til Norge og kystbyerne.

Selv i den før så tavse lklit hersker der nu travl virksomhed, i det klitplantningsvæsenet er i færd med at omskabe et 6-700 tdr. land stort areal til plantage og overrislet græsland.

Som naturens ro og den rastløse travlhed på seøen derude behager den hvilkende. ægger den fortællerens lyst til at skildre, hvorledes verdens det vildene hav tumler med menneskeskæbner - Camillo Brun har fra disse strande genfortalt adskilligt af, "hvad marehalmen fotalte" ham og forfatteren pastor Friis har givet interssante skildringer af kystboernes liv ( f.eks. i "pengeskrinet" af hin vendelbokøbmand, hvis rigdom gik tabt, da engelskmændene i krigens tid opsnappede alle hans kornskuder, så at han døde fattig og forladt i en ussel fårehytte ude på heden).

I rusbakken ikke ret langt borte jordedes i sin tid flere hundrede inddrevne lig af russsiske søfolk fra en stor fregat, der indstrandede; thi først for 100 år siden begyndte man at give strandvadskerne plads i kirkgårdens indvidede jord.

Lidt oppe i land ligger det ældgamle herresæde

Asdal

Der ejes nu af proprietær Olesen; som i sin tid tilhørte det slægterne Banner, Skeel, Rantzau m.fl. Tæt ved den nuværende gård er borgens voldsted, et af landets intterssanteste. En af herrenrne til Asdal - en vældig kriger- havde i sin tid kiv med sognets bønder om sin ret til at opstemme vandet om gården, så at denne kom til at ligge på en utilgængelig ø. På gården opbevares med megen pietet et gamlet skinkeben, der under navn af Karl Pølses Flæsk har fulgt ejendommen fra den går fortid.

Da herrerne til Asdal og Odden var uenige om ejendomsretten til et oldensvin, parteredes det således, at hver af gårdene fik halvparten. Og den, hvis flæsk ikke rådnede, havde retten på sin side. Asdal har sit endnu, og det skal blive på gården, hvor relikvien opbavares i en glascylinder. Vover vanhellige hænder at flytte det, "spøger" alle de hedengangne riddere og fruer med samt ders heste, hunde og sorte karosser så gyseligt, at intet kristent menneske tør være på gården.

Fra Asdal er der ikke langt over til den anden af sognets omtalte herregårde, Odden.

Naturomgivelserne på vejen er af en storslået skønhed. Fra de toppede høje, der hver har sin historie, har man et prægtigt skue over havet. Men ned i slugten skjuler sig hist og her ejendommelige skovrester med underlige gamle stier.

På en høj i nærheden af Odden brændtes den Bjærgby præst Peder Vognfører som troldkarl i midten af det 16de århundrede. Og tæt ved finder man endnu næsten udslettede spor af skanser og  grave fra den tid. Svenskerne huserede heroppe. Om den samme tid minder navnet Marskalshøj, medens Bavnehøj lidt længere borte melder om andre ufredstider -Men på

Odden

Asdal øverst - Odden i midten og Tannishus nederst.

en af de ældste gårde i hele Jylland, finder man måske de mest karekteristiske mærker fra krigen. I laden, hvor de forskellige gulve endnu bære numrene fra hoveritiden, findes nogle stærkt forhuggede steder i de gamle egestolper. Her ramte de fjendtlige ryttere stadigt, idet de med sabelhug afhuggede toppen af gårdens havreneg for at gøre deres heste tilgode.

Af de gamle anselige firefløjede hovedbygning står nu kun en del. Hemmelige talerør i murene og et mærkeligt dobbelkors i facaden nævnes som særlig interssante.

Gården skal have eksistret højt i hedenskabets dage. Og man kender navne på ejere lige fra 1325. Blandt besidderne nævnes familierne Friis, Lunge, Plessen, Skell og Rantzau.

Den nuværende ejer er proprietær Rodskjær - en bekjendt dygtig landmand, der har gjort sig særlig fortjent ved beplantning af betydelige arealer og omhyggelige pleje af de ved gården liggende skovrester, der strides med Eskjær Skov om æren at være Danmarks nordligste bøgeskov.

Efter sagnet var egnen her en gang nordgrænsen for det beboede Danmark. Og som støtte for denne antagelses rigtighed eftervises på en lang strækning grave fra hedenskabets tid.

Ikke langt derfra ligger Mygdal skole - landskendt som den bekendte statsrevisor Madsen-Mygdals hjem.

Ovre i sandets regioner, tæt ved havet, ligger et meget søgt badepensionat

Tannishus

Der er rejst på initiativ af en ligeså energisk som elskværdig dame, Fru Bang, og samler hver sæson en glad skare af sommergæster, de nyde friluftslivet ved Tannisbugten og i den granduftende

Tversted Plantage

Den gamle plantør Weirum har siden 1852 ført en kamp mod den fygende klit og har - sejret, så at der ved hans og sønnens forsættende arbejde nu står 1300 tønder land beplantet. Store træer vifte tæt ved vestervovvovsbrænding. I emllem granerne tager en ung egeskov tilløb og rundt på arealet findes hyggelige dyrkede strækninger. Arbejdet forsættes nu af andre hænder på andre punkter af kysten. Når de en gang vokse sammen, er klitten klædt, så at det er en hæder for landet.

Men vi må videre og vælge at køre med banen fra Hjørring øst på. Nu grønnes landet her stedse frodigere, dyrket af et voksende antalt små hjem. men for få snes år tilbage lå det hen i brun hede lige ude til Baggesvogn, væsentlig kun afbrudt af arealet om

Hovedgården Bøgested

der for 20-tre hundrede år siden tilhørte familierne Krabbe og Sandberg. Dets karkteristiske hovedbygninger ligge ved en vakker sø, omkranset af en gammel have og skov, som den nuværende besidder, Godsejer Bluhme, udvider ved betydeligt plantearbejeder.

På den anden side banen, lidt i syd, ligge de gamle betydelige gårde Egebjerg og Linderumgård, der i det 15-århundede tilhørte familerne Skovgaard, Sten, Viffert. Dyre, Urne m.fl. ( Nuværende ejere respektive Proprietær Skibby og Hasselbalck).

I nærheden af Sindal station titte Slotved Skovs grønne torpe over bakkekammen. De ntilhørende smukt beliggende herregård

Baggesvogn

der er oprettet i det 16. århundrede af den gamle mægtige vendeboslægt Banner og har tilhørt admiral Enevold Kruse, Baronesse Juul, Konferentsråd de Braem og i den senere tid den bekendte Nyhom´ske slægt, der har store fortjenester af landbrugets opsving på disse kanter af landet. Den nuværende ejer, Proprietær Glud, har virket en del for plantningssagen.

Om Sindal Station

vokser en lille driftig by med talrige forretningsfolk og er stadselig afholdshjem med forsamlingsbygning, teater m.m.

Mod syd øjnes nu Høegernes gamle befæstede herresæde

Høgholt

Øverst: Bøgested. Nederset: Høgholt, og forsiden af min brors bog om Gustav Wied, som i 1896 blev svigersøn til Tutein, ejer af Høgholt.

hvis tårn ser fornemt ud over egnen. Spiret har i sin tid tjent til mål for Tordenskjolds pistolkugler. Han var der som gæst fra Fladstrand og holdt sig i øvelsen. ( Nuværende besidder godsejer Tutein, der for få år siden deltog meget i det offentlige liv). Gården har ellers i sin tid tilhørt en af  landets rigeste herremænd Eiler Eilersen Holm, som dog residerede på det gamle befæstede

Eskjær

Dette havde forinden  ( idet 16de århundrede) været i Niels Juels og Erik Løckes besiddelse.

Ved århundredets begyndelse var gården i forflad, så at stenene fra en af dens bygninger solgtes til det nedbrændte Hjørrings genopførelse, men navnlig den nuværende ejer har foruden at plante og hygge om den givet dens landrbug et stærkt opsving gennem et veldrevet kvæghold og et betydeligt mosebrug.

Når bøgen grønnes i Eskjær Skov, der klæder de karakteristiske højdedrag gården, har våren sejret i det ganske land.

Egnen ved Tolne

er ejendommelig ved en mærkelig blanding af fortidsminde og fremtidsløfter.

Høje, alvorlige lyngbakker løfte de mørke toppe, hvorfra man har en mægtig udsigt over landet og det blinkende hav lige til Skagen, hvis høje fyr og kirker stå som lysende nåle i det fjerne. Rundt om i de smalle, dybe dale er der rester af gammel skov, lysegrøn bøg, fjerlette bregner og blegrøde anemoner ( Dahl og Tolne Skove). Hist og her ligge store fjældstykker dér hvor de strandede, da isen bragte dem. Men andre steder har man rejst stenene som mindesmærker om svundne tiders bedrift.

In nærheden af en lang række høje, Ellevehøjene eller Elverhøjene, står på Skørbækhede en underlig kreds af sorte skikkelser. De ligne på frastand kæmper, der holde råd. Når man kommer nærmere, ser man, at det er bautastene af en anselig højde. Ved Tolne kirke findes en anden mærkelig stensætning, en langdysse med rester af en prægtig jættestue, der var så høj, at en mand kunde gå oprejst dernede. Folkesagnet ved, at både røvere og troldtøj har holdt til her.

I det hele røbe mange gravfund og en senere tids talrige smalle, bugtede vejspor, at her ikke stedse har været øde, men tværtimod ret tæt bebygget.

I sin tid, da store strækninger af Vendsyssel en lang tid af året lå oversvømmede af ikke bortledet vand, må egnen have lignet et øhav - og den flade, mosede strækning, der neden for højdedraget strækker sig nordpå til Skagen, må lige så ofte have været sejlbar som farbar for gående og ridende. Bakkekammen har da ligget som en høj mørk strandbred, fra hvilken beboerne spejdede ud.

Men nutidens flittige hænder have begyndt at klæde både hede og mose. - Helt ude på Skjærumshede sorte bakker står ved folketingsmand Hans Madsens energiske arbejde en stor stadselig plantage der luner for hans hjem og marker og Hedeselskabet har fået fat mange flere steder.

Særlig interesse har et mægtigt kulturarbejde der finder sted over en trist hedemosestrækning, som når omtrent fra

Eskjær Mergelleje

Øverst: Mergelbane og Eskjær. Nederst: Bautasten på Skørbækhede og Langdysse ved Tolne Kirke.

ud til havet.

Det er en tungsindig hede med sorte dyndhuller og hvide sanddriver. Der bor mennesker. Men egnen er så øde, at man studser, når man ser dem stå grå og slidbøjede i de døde tørvegrave.

Disse mænd have stundom for at vinde sig en lille huslod måttet udrette et slid, der vurderet i penge vilde repræsentere et par tusinde kroner pr. tønde land. Men derved har just den sejghed udviklet sig, som nu gør egnen til et stykke rigt Danmark i sin vorden.

Fra det halvfjerde tønde land store leje fører et lille kvikt lokomotiv med det karakeristiske navn "Dalgas" den frugbargørende mergel ud over egnen i en længde af halvanden mil, ja, helt ud over den første klitrække til agerbrug, som sandflugten har skånet.

Spredt af flinke hænder, der også er vante til at blande sanddriverne med mosedyndet, omskaber den nu egnen, så at der står gyldentung havre og kløver så høj og tæt, at en mand fra landets frodigste egne vilde tage hatten af for det arbejde, her er udført, enten det så er sket ved husmandens hjulbør, som f.eks. ved Anders Frederiksens lille ypperlige mosekultur på Sørig Mose, eller ved det større opdyrkningsarbejde, der foretages fra Gaardbogaard, hvis jernenergiske ejer Jørgen Larsen, er egnens drivende kraft. Ved sammelæg af tre gårde, af hvilke den ene i sin tid skal være solgt for et par stude, har han erhvervet ca. 120 tønder land, om hvis nybyggergård mange vældig høje stakke nu hæve deres brede, gule rygge. Både han, beboerne, Hedeselskabet og Rigsdagen ville få ære og glæde af virksomheden her. Og byerne ville få et nyt stykke rigt opland, hvor fortiden kun havde et værdiløst uføre.

Forbi en vakker dal med en ørredbæk ved Skaarupgaards enge og den hyggelige, træsmykkede landsby Dværgetved, løber toget ind til stationen Kvissel, der har navnet af, at åen her deler sig. Byen - hvor der ligger en højskole - har Østjyllands venlig natur.

Kort efter, at man har passeret Kvissel glædes øjet ved at møde det friske, blå Kattegat, og så glider toget ind gennem en velbebygget strækning, Frederikshavn fortrop, og når byen efter at have paseret den gamle herregård Knivholt, som har tilhørt familierne Juul, Galschiøtt, Dyre og Arnfeldt. De lærde er uenige om, hvorvidt gårdens navn stammer fra Knøv Holt ( smukke træer) eller Knøgholt - skoven, der står på knøgsand (flyvesand). Nuværende ejere: Uldahls arvinger.

 


-her slutter IV del af rejsebeskrivelsen fra 1898.

14. september 2012
Ann Nygaard

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE