En fortælling om mine oldeforældre Carl og Ane Marie

Indledning

Carl og Ane Marie - sådan hed mit ene hold oldeforældre - nærmere bestemt min farmors forældre. Da jeg kom til verden levede ingen af mine oldefædre, men jeg blev beriget med 2 levende oldemødre, den ene døde dog inden jeg fyldte 1 år. Derfor er Ane Marie den eneste jeg kan huske, men hun var så til gengæld også rar - ja, hun var en "vakker" kone, som vi siger her i Vendsyssel.

Nu om dage er der folk, der har et verdenskort til at hænge på deres væg, med knappenåle sat i, så de selv og andre kan se, hvor de har været på ferie. Carl og Ane Marie var ikke på ferie, men jeg synes nu alligevel, at de skal have et kort. Deres "verdenskort"  består af de 2 sogne Ajstrup og Sulsted, for bortset fra Carls soldatertid og et par korte besøg i Horsens sogn, så levede de deres liv i de 2 sogne.

 

 

De 2 sogne hører ligesom sammen. Det har de altid gjort. Selv om begge sogne er rimelige store, så ligger kirkerne tæt ved hinanden, som om, de holder øje med hinanden. Sulsted kirke ligger smukt, lidt gemt væk og alligevel på en lys og dejlig plads i udkanten af Hammer Bakker, og den kan prale af mange meget smukke kalkmalerier. Ajstrup kirke ligger lige der ved hovedvejen, så enhver forbipasserende ikke kan undgå at få øje på den - og nu om dage har den fået aften-belysning og kan prale af, at Trip Trap har lavet den i miniature.

 

Supplerende sider til denne fortælling Astrids Aner og Petersens Album samt Børn af Carl og Ane

Beskrivelse

Carl Petersen

Hvem forældrene var til denne nydelig mand, min oldefar, har voldt mig problemer i flere år - men nu er jeg da nået meget længere.

Carl kom til verden i 1878 d. 6. juli i Hostrup, Sulsted sogn. Moderen hed Ane Marie Petersen.

Da Carl var 9 dage gammel blev han hjemmedøbt. Hjem var måske så meget sagt, for det var ligesom det han ikke havde. Hans mor hed Ane Marie Petersen, som efterlod ham i pleje hos Niels Gleerup og hans svenskfødte kone. Det var sikkert også dem, der havde lagt hus til "hjemmedåben". Da Carls fødsel og dåb blevet indskrevet i kirkebogen, stod der, at faderen var tjenestekarl Niels "Svensker", Vang.

Foruden moren Ane Marie, var det en Karen M. Sørensen, der overværede dåben. Sikkert hende, som d. 8. juli - altså 2 dage efter Carl kom til verden - selv havde født en søn, som også fik navnet Carl. Jo, Carl var på mode i Hostrup.

 

 

Samtlige personer i husstanden

aalborg, Kær, Sulsted, Sulsted Sogn, Hostrup, et Hus, 61-F2, FT-1880, C4309

Navn:

Alder:

Civilstand:

Stilling i husstanden:

Erhverv:

Fødested:

Niels Gleerup Jensen

35

Gift

Husfader, Husejer, nyder Fattigunderstøttelse

 

Sulsted

Ane Gustava Andersen

35

Gift

hans Kone

 

Sverrige

Maren Kirstine Jensen

9

Ugift

deres Børn

 

Sulsted

Augusta Josephine Jensen

5

Ugift

deres Børn

 

Sulsted

Carl Pedersen

1

Ugift

Plejebarn

 

Sulsted

 

 

Carls datter Sigrid udtalte: "Det svenske par, som var forlovet flyttede til Danmark. Ane Marie var gravid, og døde da Carl var helt lille, om det ikke var i barselssengen", mens hendes 2 søstre min farmor og Mary havde hørt, at hun først døde da Carl var en 7-8 år gammel.

Selv om Niels Gleerup og fru Ane Augusta bor temmelig tæt på Sulsted Kirke, så er Carl endnu ikke blevet fremvist i kirken, men senere hen på året, d. 20. juni, tager Niels Gleerup sit pæne tøj på, og er en af de 5 faddere ved Carls fremvisning i kirken, en af de andre faddere var en Niels Larsen, Julianeholm, ham der skulle vise sig at være manden bag Niels "Svensker", Ane Marie blev ikke nævnt, andet end hun var moderen.

Julianeholm er en udstykning fra Vang Hovedgaard, og en af de store gårde, som ligger på en perlerække med Bjørum som sydligste gård og Vang Hovedgaard som den nordligste - der i mellem Nielsminde og Julianeholm.

Sulsted Fattiggård, som i 1928 blev til Alderdomshjem. Der lå det i hele min barndom, det lå der hele min ungdom, lige der nogle få hundrede meter fra hvor jeg voksede op. Hvad den bygning ikke har set. Fra sognets allerfattigste der med skam krydsede markerne med nedbøjede hoveder og tunge skridt med de få ejendele de havde, hen mod husets dør, med skammen om at de måtte gå der ind - og frygten for aldrig at flytte derfra igen - til de gule parcelhuse der skød op rundt omkring det, med deres sorte eternittage, ligusterhække, udestuer og sverigesantenner og en skinnende bil holdende i garagen, så de hurtigt kunne komme væk fra alle disse herligheder.

 D. 13. januar 1889 dør der en Ane Marie Petersen, ugift tjenestetyende Emiliesminde 45 år gammel, hun blev begravet på Sulsted kirkegård en uge efter. Hun var den svenske mor, som Carl aldrig kom til at bo sammen med.

Hendes dødsfald har sikkert betydet, at Niels Gleerup, som var på fattigunderstøttelse, nu ikke havde råd til at have Carl boende længere, og Carl må en tur på Fattiggården i Sulsted.

Når jeg læser beretninger om fattiggårde, så får jeg det indtryk, at fattiggårdene var et samfund i samfundet. Var de indenfor var der en tryghed, en hjælpsomhed og en forståelse for hinanden. Når de kom udenfor, i det rigtige samfund, var holdningen en anden, og de mærkede for alvor, at det handlede om, at komme væk fra fattiggården så hurtigt som muligt. Carl havde jo heldigvis den arbejdsduelige alder og inden længe var han kommet i pleje på Ajstrup Hede hos Jens Pedersen, som var gift og havde et par børn. Her er han allerede kommet hen ved folketællingen i 1890:

 

Samtlige personer i husstanden

aalborg, Kær, Ajstrup, Ajstrup Sogn, , 54 [22], FT-1890, C4172

Navn:

Alder:

Civilstand:

Stilling i husstanden:

Erhverv:

Fødested:

Jens Pedersen

38

Gift

Husfader

Husmand

Hellevad Sogn, Hjørring Amt

Mette Mikkelsen

33

Gift

Husmoder

 

Ajstrup Sogn, Aalborg Amt

Else Pedersen

5

Ugift

Datter

 

Ajstrup Sogn, Aalborg Amt

Ane Pedersen

3

Ugift

Datter

 

Ajstrup Sogn, Aalborg Amt

Karl Pedersen

11

Ugift

Plejebarn

 

Sulsted Sogn, Aalborg A

I 1890 er Niels "Svensker" bosiddende i Vadum sogn og var tjenestetyende, men han har altså ikke mod på, at have drengen boende. Senere, skulle han have slået sig ned som kræmmer, og kørte land og rige rundt med potter og pander, og det hed sig, at han havde giftet sig med en enke, som fra første ægteskab, havde en søn og en datter. Datteren skulle have født 22 sunde og raske børn.

I slægtsforskning, handler det om at vide, ikke om at tro, så har du lyst til at læse om hvordan jeg efter års søgen fandt Niels Larsen både død og begravet - så tryk nedenfor, og endnu en gang bekræftede et af mine ynglingscitater når det gælder slægtsforskning: "Der var noget om snakken"

Hvis du vil se hvordan jeg efter års søgen fandt Carls far.

Selv fattige børn skal konfirmeres, og det blev Carl d. 2. oktober 1892 i Sulsted kirke, lige som alle ande konfirmander fra Ajstrup sogn blev den dag. Der kom til at stå, at han var søn af afdøde Ane Marie Petersen. Som svensker har hun jo nok heddet Peterson, men det kunne man ikke tage sig af.

Det var sikkert i den anledning af denne højtidelighed, at Carl skulle videre i livet. Man kan jo godt forestille sig, at han skulle til at have løn for sit arbejde og at sognerådet derfor ikke puttede penge i knægten - han var vel voksen nu?

 

Her tilsmiler lykken Carl, uden dermed at sige, at han ikke havde haft det godt de andre par steder. Han kom hen til Lars Aaen, eller Lars Thomsen, som han havde heddet på papirett indtil 1905. Han boede på gården Øster Aaensgaard sammen med sine forældre, som var på aftægt. De havde i forvejen 2-3 tjenestefolk og en pige i pleje. Lars Aaen, som var 20 år ældre end Carl, var stadig ungkarl.

Lige fra den første dag Carl var der, lappede han alt i sig, hvad Lars Aaen sagde, gjorde og mente. Resten af livet omtalte Carl ham i rosende vendinger. Alt hvad Carl vidste om landbrug og om livet i stort og småt, kunne han takke Lars Aaen for. Lars Aaen blev senere gift og fik et par børn, men der havde Carl haft ham for sig selv i flere år.

 

Da Lars Aaen døde i 1928, døde også Carls idol, og Carl har sikkert ikke syntes, at det var mere end ret og rimeligt, at der kom en engel på hans gravsten, for en engel havde han jo været Lars Aaen.

Carl aftjente sin værnepligt i Viborg, det må have været meget langt væk fra den vante andedam i Sulsted og Ajstrup sogne. Der var ikke en god og kærlig mor, der sendte sin søn af sted med en stor madpakke, der var ingen mor der havde lappet, vasket og rullet hans tøj, og der var ingen kærlig mor ,der sendte ham breve og stod med åbne arme, når han vendte hjem fra militæret. Alligevel vendte Carl tilbage til Vendsyssel, gemte sine soldaterpapirer, som et minde. Papirene gik i arv til hans ene datter, men blev til aske under en brand.

Antagelig fik Carl plads efter soldatertiden i enten Horsens eller Hammer sogn, for så i 1905 at vendte tilbage til det kendte, og var i 1911 staldkarl på Ny Vraa i Ajstrup sogn.

Ane Marie Jensen

9 dage før Carl blev konfirmeret, nærmere bestemt d. 23. september 1892, blev der i Ajstrup sogn, på Kærsgaards Enge født en pige, hun havde ligesom konfirmanden Carl, ikke den fjerneste idé om, at det en dag var de 2 der skulle giftes.

Hun var Gregers Peter Jensen og Johanne Marie Ovesdatters 9. og sidste barn.

3. juledag 1892 blev hun døbt i hjemmet af Lærer Mortensen. Kun 2 områder i sognet var længere ude end Kærsgaards Enge. Længst væk, den vilde Vildmose og lidt tættere på Barbarask. Et område hvor folk med drømme om selvstændighed havde bosat sig, og forsøgte at dyrke jorden, men navnet giver næsten sig selv, det var barbarisk.

Inden Gregers og Johanne Marie tog den lange vej til Ajstrup Kirke, for at få hende fremvist, var det blevet maj måned. De kaldte hende begge navne, en Ane havde de i forvejen og Johanne Marie selv, blev kaldt Marie.

Hvem var de så - Ane Maries forældre ?

Johanne Marie Ovesdatter og Gregers Peter Jensen

Billederne er en meget dårlig kvalitet. Egentlig troede jeg slet ikke, at de var blevet fotograferet. Men billederne hang på væggen hos Ane Marie, da hun fyldte 80 år. Med det samme kunne jeg se 2 personer i Gregers, dels deres barnebarn Verner og deres tipoldebarn Jørgen. Ikke fordi de 2 ligner hinanden - men begge har Gregers-gener i sig. De originale billeder er sikkert brændt, for hvem gider gemme sådan noget ragelse ?

Ja, hvem var de ? De var i hvert fald ikke rige. Gregers ernærede sig som daglejer i landbruget, men allerede inden Ane Marie var kommet til verden, måtte familien have fattighjælp. Så at Ane Marie var kommet til verden netop den dag hendes søster Karoline skulle konfirmeres var en mindre ulykke, sammenlignet med den sag, at der nu var endnu en mund der skulle mættes.

Ane Marie var som nævnt det 9. barn Johanne Marie fødte - de der lå forud var:

Karen Jensen 24. februar 1875

Jens Christian Jensen 1. juli 1876

Karoline Kristine Jensen 16. februar 1878

Andrea Vilhelmine Jensen 15. januar 1880

Ove Christian Jensen 4. april 1881

Ane Jensen 9. juli 1883

Andreas Vilhelm Marinus Jensen 18. oktober 1887

Andrea Vilheline Jensen 15. juli 1890

 

2 børn havde de mistet inden Ane Marie blev født. Karen, deres førstefødte, døde selv samme dag som hun var født, og så havde de mistet Andrea Vilhelmine 1. juledag 1887. Det var mæslinger der havde kostet hende livet. De havde lagt hende i graven Nytårsdag 1888.

Da hun døde, havde de en næsten nyfødt søn, som de gav navnet Andreas Vilhelm Marinus - og to år senere fik de en pige, som de kaldte Andrea Vilhelmine. Nu var deres Andrea mindet og æret som hun skulle og burde.

Der var ikke meget nydelse i at "nyde" fattighjælp, det var en skam, et tegn på, at man ikke var flittig nok, dygtig nok, rask nok - men Johanne Marie Ovesdatter, som hun var døbt, hvade mere skam at bære rundt på.

Hvad var det for en historie Johanne Marie havde med i kufferten ?

Hvem var hendes familie ?

Hendes mor Andrea Vilhelmine og hendes far Ove Christian Petersen havde giftet sig i Ajstrup Kirke i 1848 og de havde fået 2 sønner, Niels Peter og Peder, inden de fik Johanne Marie. Den lille familie flyttede til Vrejleve sogn, og her fødte Andrea Vilhelmine i 1856 sit 4. barn, sønnen Michael.

Få måneder efter denne fødsel, flytter hele familien tilbage til Ajstrup sogn, og bosætter sig på Tylstrup Hede.

Andrea optræder ved folketællingen i 1860 som fraskilt indsidder på Tylstrup Hede. Ove havde nemlig forladt hende og børnene året før og var taget til Em sogn.

Her forsvinder han - og da han ville have rundet de 165 år her i august 2012, må det nok udelukkes, at han sidder og gemmer sig på et plejehjem, men hvilket sogn han fandt på at dø i, er ikke fundet , i hvert fald ikke af mig.

Det er dog som om, han spøger i 1863. Få dage efter at Andrea har fået konfirmeret den ældste i 1862, tager hun til Vadum sogn, for at være tjenestekone. Året efter vender hun dog tilbage til Ajstrup sogn, til Milbakken, og her står der, at hun har meldt flytningen til OVE

 

Mine egne billeder inde i hovedet er, at ægteparret der var skilte, havde forsøgt endnu engang i Vadum sogn, og de var kommet op og skændes. Andrea havde råbt ham lige ind i hovedet:

 

"Nu rejser jeg" - havde pakket sine pakkenelliker og draget afsted. Da hun melder sin tilgang til Ajstrup sogn, og skal oplyse om, hvem hun har givet besked om flytnignen, er hun stadig så gal i skralden, at hun får hvæset et ord ud :OVE

 Andrea var altså vendt hjem til Ajstrup Sogn, og havde fået arbejde på Milbakken. En gård, der samme år var blevet solgt og havde skiftet navn til Abigaelsminde. Et sted som senere skulle få stor betydning for hendes barnebarn Ane Marie. Men den slags kunne Andrea ikke tænke på nu, fraskilt med 4 børn (hvoraf de mindste sikkert var blevet parkeret hjemme hos deres bedstemor). Jo, Andrea havde nok at gøre med, at finde ud af sit eget liv.

Milbakken/ Abigaelsminde

Andrea Vilhelmine giftede sig i 1868 med Lars Jensen. Denne Lars Jensen må siges, at have været en modig mand, for ikke alene var Andrea skilt fra de 4 børns far, hun havde også fået et barn godt et års tid eftr hun vendte tilbage til Ajstrup sogn med en hel anden mand. Men hvad pokker skulle han gøre ? Hans kone var død et halvt år forinden, og der var små børn at tænke på. Familien boede på Tylstrup Hede. Da Lars dør i 1890 er det som om, at Andrea forsvinder. Måske tog hun ophold ved en af sønnerne ? Eller en af Lars børn?

Johannes Maries 3 helbrødre, altså Andreas Vilhelmines sønner fra 1. ægteskab havde anderledes armbevægelser end deres søster. En levede livet - en spran på den religiøse bølge og en kom nærmere industrialiseringen.

De 2 storebørde Niels Peder og Peder blev begge urmagere, hvilket med bestemthed må siges, var en flot uddannelse til sådan et par fattigrøøøw.

 

Johanne Marie Ovesdatters brødre

Niels Peder Ovesen.

Bortset fra, at de begge blev urmagere, så stoppede vist også al lighed. Den ældste Niels giftede sig med Mette Marie, de havde begge hver deres søn fra tidligere, og fik sammen 14 børn. Lidt morsomt er det, at den yngste søn hed Enik, ganske vist et tilforladeligt navn, men hvis man ligger trykket lidt anderledes E NOK (nu er det nok). Enok fik nu også selv E Nok og begik selvmord 47 år gammel.

Niels Peder og Mette Marie, lod de første par fællesbørn døbe, som man gjorde, men så blev de 7. dages Adventister. Det skete mens de boede i Jerslev, vhor der netop i de år blev opbygget en Adventistmenighed. Ellers flyttede de rundt omkring i Vendsyssel. Niels havde 2 urmagerforretninger, da det gik bedst. Han og Mette Marie levede på deres gamle dage i Brønderslev.

Broderen Peder kunne næsten hamle op med sin brors mange børn, han fik, så vidt vides 12 børn med 2 forskellige koner. Den sidste, en dame, der vist skulle være noget "løs på tråden". De skulle vist have mødt hinanden i Viborg Tugthus. Peder havde også skiftet til Adventisterne, men efterhånden var det der nok at se til med at passe det Aalborgensiske Værtshusmiljø. På fotografiet, kan man da også godt se, at det er en flottenheimer vi har med at gøre. Hvem skulle tor, at den mand, der lignede en russisk zar, var af fattig familie fra Ajstrup ?

Johanne Maries lillebror, og altså Ane Maries yngste onkel Michael, blev gift i Sulsted kirke og fik et par børn. Familien søgte mod arbejdet og udviklingen i storbyen, her blev de skilt. Michael boede alene.

Det var altså den familie Gregers Peter giftede sig ind i, da han sagde ja til Johanne Marie. Der er nu ikke noget der tyder på, at de der var megen kontakt med brøderne, men de levede jo også et helt andet liv end de 2. Det kan dog ikke ungås, at de har snakket om de nye trosretninger. I Tylstrup var der netop i de år startet en Bethania Menighed op, og folk omkring dem skfitede til det nye, med troen på, at det nok var bedre. Johanne Marie og Gregers valgte at blive i folkekirken.

Gregers Peter Jensens slægt

Lidt anderledes stod det til med Gregers slægt. Hans far var godt nok en forvildet "Tjøbenhawner", der var endt i Ajstrup sogn. Men Gregers mor, var Karen Rasmusdatter. Hun var om nogen fra sognet. Ikke bare boede hele hendes familie i sognet - hele sognet var hendes familie.

Karens kødelige fætter, Claus Lorentzen havde været sognefoged og det var ham der anmodede om, at Tylstrup By måtte drive beværtning, året var 1834.

Claus Lorentzens argument var ,at hvoedvejen på det tidspunkt var kommet. Efter moden overvejelser blev det til, at Tylstrup Kro kunne bygges. Kroen, der lever i bedste velgående, reklamerer med, at den har været privilegeret kro siden 1644, men det er altså ikke på det nuværende matrikelnummer.

At Karen giftede sig med en "Tjøbenhawner" var vel det fineste hun bedrev - og heller ikke hendes ene bror, Thomas, var der blevet noget fint ud af, han ernærede sig som kludesamler i sognet, og det kan enhver vist sige sig selv, at det spinder man ikke guld på.

At mor var skilsmissebarn, at farfar var "Tjøbenhawner", at farmors bror var Klude-Thomas, at farmors fætter hvade været sognefoged, havde Ane Marie ikke den fjerneste idé om, da hun kom til verden d. 23. september 1892 - men hun skulle nok få det meste at høre gennem sin  barndom, for der var fætre, kusiner, onkler, tanter og fjernere slægtninge overalt i Ajstrup sogn.

Jo, nok var Ane Marie fra fattige kår, men hun havde familie og bekendtte, som var gårdejere, og det var vel deres form for hjælp, at give dem arbejde, som ikke var født på den grønne gren som dem selv.

Ved folketællingen 1. februar 1911 havde Ane Marie skiftet plads, hun var kommet hen på Ny Vraa som Bryggers- og malkepige. Hvem hun snakkede med i bryggerset vides ikke, men i stalden under malkningen, faldt hun sikker ti snak med den høje, ranke staldkarl med et flotte overskæg - Carl Petersen hed han. På et tidspunkt gjorde de andet og mere end at snakke.

Carl og Ane Marie

Beskrivelse

Fredag d. 15. november 1912 var der bryllup i Ajstrup Kirke. Gregers Peter Jensen, førte sin yngste datter op af kirkegulvet og for enden stod staldkarlen Carl Petersen og kapellan Olesen, for det var ham der stod for vielsen. Brylluppet var blevet bestilt d. 26. oktober og allerede dagen efter ved søndagens gudstjeneste blev der lyst 1. gang over det kommende ægtepar. Ingen havde nogen indsigelser over, at de 2 Carl og Ane Marie skulle være mand og kone.

Det er set før i talrige ægteskaber; Den første graviditet er en ualmindelig kort en af slagsen, men det nåede da både at blive jul og nytår uden at Ane Marie barslede.

Så en dag i januar 1913, nærmere bestemt d. 25. , gik Carl som vanligt på arbejde på Ny Vraa. Ane Marie blev hjemme i Teglhuset, som de netop var flyttet ind i som nygifte.

"Hun skal føde - hun skal føde" lød det ud over de frosne marker. En ung knøs løb alt hvad hat og briller kunne bærer, om end han nok hverken havde hat elelr briller på. Carl smed alt hvad han havde i hænderen og løb til Teglhuset, om muligt stærkere end drengen havde gjort den anden vej.

Carl følte sig i "tawet" heldig - Ane Marie havde endnu ikke født, han kunne være der, lige på den anden side af "sovkamret" når det skete. Men den moderløse mand, enebarnet, havde mere forstand på grise, køer og den slags firbenede væsner - og de var da ved gud ikke så langsomme som hans kone.

Han ventede og ventede og ventede endnu længere tid. Endelig lød der barneskrig fra "sovkamret". Ane Marie havde født ham en søn. De gav ham navnet Peder Christian, men de besluttede sig nu for, at det var Christian han skulle kaldes.

Næste dag drog Carl stolt på arbejde igen. Alle lykønskede ham med den nye titel. Carl takkede mange gange, men havde ikke glemt den lange fødsel.

"Jo, han er en fin bette dreng, og det er godt. Han er det eneste barn mæ og An Marit nogensinde får, aldrig, aldrig ska wi ha flere"

En legendarisk Hr. Kragh, kom med den berømte udtalelse: "Man har et standpunkt til man tager et ny" - men allerede da selvsamme Hr. Kragh lå i sin mors mave, og ikke anede, at han en dag skulle blive statsminister for hele Kongeriget Danmark, kunne staldkarl Carl Petersen skrive under på den udtalelse, for godt 15 måneder efter Christians fødsel, fik de datteren Astrid Marie.

 

Astrid 1 år

Deres søn havde de givet navnet Peter, som Ane Maries far Gregers jo også hed, og deres datter havde de givet navnet Marie, som Ane Maries mor jo blev kaldt, men så var det også slut med det navne-halløj. De ville selv bestemme børnenes navne, og pigen skulle altså hedde Astrid. lars Aaen havde en pige med det navn, og når han havde det, så var det et godt navn.

Christian var svagelig og altid syg. Ane Marie sagde tit og ofte, når endnu en omgang sygdom ramte Christian

"Han bliver ikke gammel, min Christian".

Men de ord måtte Ane Marie æde i sig igen, om hun havde kunnet det.

I 1916 kom Verner Erhardt og ikke længe efter, at han var blevet døbt, drog den lille familie til Emiliesminde i Sulsted sogn, for Carl havde fået arbejde som fodermester på Sdr. Elkær.

Sdr. Elkær var på det tidspunkt stadig ejet af Harald Branths enke, men allerede året efter blev det solgt til sønnen Carl Christian, som var født på gården i 1879. Han havde forpagtet den de sidste 6 år. Det var her fremtiden lå, var Carl sikker på.Harald Branth havde virkelig været en kapacitet indenfor dansk landbrug, og efter nogle stille år på Sdr. Elkær, varslede det godt, at sønnen nu alligevel var interesseret i at fortsætte sin fars arbejde, hvilket han ikke havde været ,da Harald Branth ville af med herligheden i 1907.

Emiliesminde, der hvor Carls mor havde tjent, da hun døde, var vist egentligt en aftægtsgård til Sdr. Elkær, men med tiden blev den udstykket til små ejendomme, som Sdr. Elkærs folk kunne bo med deres familier. Hvor det før, som Carls forældre, var svenskere der kom til Danmark, var det nu et helt andet sprog , der lød ud over markerne og i staldene. Det var polakker, flygtet fra 1. verdenskkrig. Ane Marie og Carl og des børn så, at der var folk, der var dårligere stillet end dem selv. De hjalp dem med det de kunne.

Andrea kom forbi

Det var her på Emiliesminde, at der kom endnu en - ikke et barn i første omgang, men derimod Ane Maries 2 år ældre søster Andrea.

Andrea var nok lidt bekvemt ved situationen, selv om hun havde prøvet det før. Hun, Andrea, var med barn for 3. gang. 2 døtre havde hun med 2 forskellige mænd, og ingen af de par mænd, havde set det nødvendigt, at love Andrea evig troskab. De 2 piger boede hjemme ved Gregers Peter og Johanne Marie, og Andrea havde da også været hjemme hos dem, for aat få afsat endnu et barn.

Men var den gået de andre 2 gange, gik den ikke denne gang. Gregers nærmede sig de 70 og Johanne Marie de 65 år.

"Ane Marie må tage det barn - de har småfolk i forvejen"

Det var altså det der var Andreas ærinde, da hun tog den lange vej til Emiliesminde. Hun havde fundet sig en mand, Jens Christian, han ville gerne gifte sig med hende, men hans forældre skulle ikke vide, at hun ventede småfolk med en anden. Hvis de tog barnet, kunne de skjule det for hendes kommende svigerforældre, som ikke var fra nabolaget.

Ane Marie og Carl sagde JA. Ane Marie måske fordi hun syntes, at det ville være dejligt, hvis der endelig kom en gift kone ud af hendes søster, og Carl - ja, måske ville han bare ikke byde noget barn den opvækst han selv havde haft - og så jo også fordi de var søde og rare mennesker.

23. april 1917 blev Andrea mor til en dreng, på dato 9 måneder efter, at Ane Marie og Carl var blevet forældre til Verner. Han blev indført i Ajstrup kirkebog med navnet Karl Jensen. Andrea, syntes, at han skulle hedde Karl, for så ville svoger Carl nok holde mere af ham. Han blev leveret hos Ane Marie og Carl, da han var 7 dage gammel, selvom det nu var en anden historie Karl fik serveret, da han fandt ud af, at mor var hans moster og moster var hans mor, men mere om det senere. Karl blev fremvist i Sulsted kirke 17. august - nu med navnet Karl Petersen.

Carl fortsatte som fodermester, Ane Marie malkede køerne. I mens begge forældre var på arbejde passede Christian og Astrid de små, hvis de de ikke lige selv skulle hjælpe til i marken eller arbejde derhjemme. For hjemme havde de høns, et par grise og en ko. I 1918 blev de forældre til endnu en dreng, Jens Anker. Den eneste af deres børn, hvor begge navne blev brugt. Der var også tid til lidt leg, børnene fandt sten med huller i, bandt en strik i, og så var det deres køer, sikkert inspireret af deres fars arbejde i kostalden, hvor de af og til fik lov til at komme.

Fra venstre: Christian, Carl med Karl, Astrid, Ane Marie med Jens Anker og Verner. Fotografiet er taget på Emiliesminde, det der i dag kaldes Mindevej. Fotografiet er fra 1919.

Horsens sogn og sygdom

Året var 1919. Harald Brants søn valgte at sælge Sdr. Elkær, og den lille ejendom bor Carl og Ane Marie havde boet de sidste par år blev sammen med alle de andre små ejendomme solgt til små selvstændige landbrug.

Hele familien flyttede til gården Mellerholt i Horsens Sogn. Det var her i en arbejderbolig, at Carl og Ane Marie blev beriget med deres 2. datter, Mary Elenora. Da Ane Marie så, at hun endelig havde fået en pige mere, kaldte hun på Astrid, og spurgte om hun ikke var glad for, at hun nu ikke var ene pige.  Astrid der lige var fyldt 6 år - tænkte bare: "Så er der en mere jeg skal passe".

De 2 store Christian og Astrid startede i skolen i Gravsholt og det hele gik jo ligesom det skulle, men så blev familien ramt af sygdom.

Der er jo ikke noget at sige til, at de aldrig havde set noget så smukt.

Alle børnene, Christian, Astrid, Verner, Karl, Jens Anker og Mary fik difteri. Alle blev de indlagt på Aalborg Amts Sygehus. Det var i efteråret 1921. Hvor forfærdelig for Carl og Ane Marie. Der var langt til Aalborg på en cykel, og passe deres arbejde, det skulle de jo også. Ane Marie var i øvrigt også gravid. Alle de tanker og spekulationer de må have gjort sig, om børnene overhovedet ville overleve.

Det blev jul og alle var stadig indlagt. Mens forældrene havde den mest ensomme juleaften nogensinde, havde børnene en dejlig juleaften. Nok var børnene vant til, at julen blev fejret med flæskesteg og juletræ, og at der blev sunget salmer, men som på sygehuset, det var alligevel overvældende. Der var et stort juletræ på gangen, og alle børnene blev kørt derud i deres senge, og alle fik de en fin julegave.

Med 6 børn indlagt fødte Ane Marie i marts 1922 datteren Sigrid Margrethe. Lars Aaens ældste datter hed Sigrid, og så var det jo med bestemthed et godt navn.

Ikke så snart det var kommet godsejerfruen for ører, at Carls Ane Marie havde født, stod hun henne ved Ane Marie med nyt sengetøj til den lille pige. Nu skulle de ikke risikere, at den lille pige også blev syg.

En efter en kom børnene hjem. Hjem til lillesøster, hjem til far og mor. Alle havde de overlevet, alle var de blevet raske. Hver gang et barn kom hjem ,var det en sejr, en festdag, men på den stille måde, for der var jo stadig nogle på hospitalet. Først da det sidste barn blev udskrevet, var lykken fuldendt og taknemligheden så stor, at den ikke kan beskrives. Måske var det denne difteri, der tit skyldes dårlige forhold, der gjorde, at Carl og Ane Marie ville være selvstændige.

 

Milbakken

Skolen der var indrettet i en fløj på den gamle Hovedgaard

Der var mulighed for, at få foden under eget bord på Milbakken. Milbakken ,den gård, hvor Ane Maries bedstemor, Andrea, var kommet til i 1863, samme år som den kom til at hedde Abigaelsminde. Nu havde den fået sit gamle navn Milbakken tilbage. Gården lå ikke langt fra hverken Sdr. Elkær, Lars Aaen, Ny Vraa eller Emiliesminde. Nu havde man anlagt en ny vej, der gik til Ny Sulsted, og man havde udstykket al jorden i jordlodder. De lå på ræd og række på hver sin side af vejen. Hvert enkelt jordlod var på mellem 10 og 12 tønder land. En sådan herlighed kostede mellem  7 - 9000 kr.

Ane Marie og Carl var ikke med fra starten, men det nyanlagte samfund var ikke mange måneder gammelt, før de fik mulighed for at købe en af de sidste ejendomme inden Vildmosen, som man i de år, havde travlt med at kultivere.

Der var også travlt på Milbakken, tænk alle ejendommene blev anlagt samtidig. Jo, det summede af drømme, planer, arbejdsiver - og der lød barnegråd og børnelatter over det hele.

Heldigvis var den oprindelig gård blevet omdannet til skole for Milbakkens børn, så Christian og Astrid havde ikke langt at gå. 2 klasser var der, børnene gik 3 år i den første klasse og 4 år i den anden klasse. Der var kun en lære til at holde styr på de mange børn. Om sommeren var de heldigvis kun af sted 2 halve dage om ugen, mens om vinteren gik de 4 hele dage, for når de 2 store var i skole, var der 5 små derhjemme, som skulle passes, samtidig med, at Ane Marie og Carl havde travlt med landbruget - og som om der ikke var nok at se til, så var Ane Marie atter med barn. Gustav blev født midt i høsten 1924 og måske var det grunden til, at han kun fik det ene navn og at det først var mange måneder senere, at de fik ham hjemmedøbt, for endelig at få ham fremvist i kirken. Da var han næsten 1 år. Et par af de nye naboer var faddere.

Når nu det var naboer, der stod fadder til Gustav, så var det sikkert en tak for godt naboskab, for det kunne lige så godt have været familien, som flittigt lagde vejen forbi.

Andrea og hendes mand Jens Christian, som havde en lillebil, lagde jævnligt vejen forbi. Andrea havde altid lige en ting elle to med til Karl, og havde sine øjne kærligt rettet mod ham. Hun og Jens Christian havde ikke fået børn i deres ægteskab. Måske ønskede hun, måske også han, at de havde taget "Svigermors skrabe tunge" med og beholdt Karl hjemme hos dem. Det løb var kørt, Carl var fuldgyldigt medlem af familien Carl Petersen, Milbakken - og hans søskende omtalte ham altid som "Vor Karl".

En anden der kom forbi var Karls far, Niels Svensker - eller Niels Larsson som han jo egentlig hed, selvfølgelig havde han potter og pander med, hvis nu, der lige skulle dukke en kunde op. Carl besøgte også sin far, en af gangene var Sigrid med. Niels Svensker skulle bo sammen med en kvinde, men jeg tror nu, at hun havde adresse hos hendes søn, der boede overfor, for de optræder ikke sammen i folketællinger. Denne søn skulle være snobbet, men i grunden måske bare grumme bange for, at hans arv skulle forsvinde. Hans søster, der havde født 22 sunde og raske børn, var til gengæld ikke snobbet.

Da hun hørte, at hendes "bror" var blevet gårdejer på Milbakken, så kan det nok være, at hun talrige søndage fik kaldt mand og de fleste af børnene sammen og meddelte:

"Så skal vi på landet, børn, der kan vi få alt det kød det skal være".

Gårdejer var jo nok lige lovlig en for flot beskrivelse af den lille klat jord. De var skam flinke folk, og Carl var jo sikkert også glad for, at han også havde noget famlie der kunne komme på besøg. Men nu var der bare det, "Søsteren" med mand og børn ikke bare lige kom frobi. Nej, de installerede sig det meste af dagen. Hvordan skulle de kunne bespise sådan 24 søndagsgæster med jævne mellemrum, når de måtte knokle fra morgen til aften for at få mad til dem selv og deres egne børn? De kunne da heller ikke leve af landbruget. Carl måtte arbejde på Ny Vraa ved siden af. Han fik ikke lønnen udbetalt i klingende mønt, men fik såsæd, læggekartofler, korn, hø, halm, en høne eller 2, eller måske en lille gris når det gik bedst.

 

Christan og Astrid var nu på gåben - men købmandsforretningen er den samme. Den som Brams havde i min barndom.

En af naboerne på Milbakken havde startet en lille købmandshandel på hjørnet af sin grund, en lille træbarak, hvor man kunne få lidt af det hele, så man var fri for at tage turen til Tylstrup eller Sulsted. Idéen var jo god, men Carl og Ane Marie kunne nok ikke rigtig lide, at skylde naboen, så det blev Christian og Asrids lod, at gå til købmanden i Sulsted. Købmanden var flink, og de fik altid de varer de skulle have - og lidt sødt til ganen, som de kunne sutte på, mens de gik de 5-6 km. hjem igen.

Det var nu ikke kun de dage børnene fik lidt kandis, som det vel hed dengang, og det var heller ikke hver søndag at "søsteren" kom med hele manegeriet. Der var også søndage, hvor Carl og Ane Marie pakkede deres børn og tog på Bryggerivej i Brønderslev. Inden de nåede frem fik børnene lidt snold hos en købmand de kom forbi. På Bryggerivej boede Ane Maries bror Vilhem, som egentlig hed Andreas Vilhelm Marinus, med kone og børn. Han arbejdede på teglværket lige i nabolaget. Mens de havde en hyggelig dag der, hvor sladderen sikkert gik lystigt, så er der ikke noget der tyder på, at Ane Maries morbror - urmager Niels Ovesen kom over, selv om de boede næsten lige ved siden af hinanden.

Sigrid. Da jeg hørte den historie, kom jeg sådan til at tænke på Emil fra Lønneberg, og lur mig om der ikke er en lille Emil gemt i Sigrid - jeg tror det.

Tilbage til Milbakken, var der også en anden der lagde vejen forbi. Det var Gregers, Ane Maries far. Både Han og Johanne Marie boede inde i Tylstrup by lige overfor anlægget. Johanne Marie havde måske svært ved at gå vejen, men det havde Gregers ikke. Når de kunne se ham i det fjerne, løb Sigrid glad og fornøjet sin bedstefar i møde. Hun fik altid en skilling af ham - en 1 eller 2 øre, og altid sagde han:

"Giv den til din mor, så kan hun passe på den, så de andre ikke får den at se"

Engagn havde Sigrid dog glemt at få mønten i sikkerhed, og da famlien sad ved kaffebordet, begyndte de ældre søskende at stikke til hende. Vi må håber, at det kun var en 1-øre den dag, for resolut slugte hun mønten. Far Carl sagde, at det ikke var så galt - hun skulle bare sige til, når hun skulle ud i stalden.

Det var jo med en naturlig sund interesse næste gang Sigrid skulle besørge - og ganske som far Carl havde sagt, kom mønten ud ganske naturligt. Jeg skal hilse og sige fra Sigrid, at aldrig har hun set så flot og skinnende en mønt.

Men det var nu alligevel første, sidste og eneste gang hun legede sparegris.

I marts 1926 nedkommer Ane Marie med en søn, der får navnet Niels Børge, men de kalder ham nu bare Børge. Andrea og Jesn Christian står fadder til ham, da han i januar året efter bliver døbt.

Hver aften stod alle Børges søstre og brødre i en lang række, og gik en efter en ud i gangen, hvor Børge sov, og sagde godnat til ham.

En hyggelig tradition, som fortæller, at de kunne give det de havde at give af mest: Kærlighed.

Men en aften stod der ikke en lang række af børn, der var ikke nogen der sagde godnat til Børge, der var til gengæld masser af gråd og sorg i hjemmet. Lille Børge var død af lungebetændelse, 10 dage før sin 1 års fødselsdag. 6 børn havde vendt levende hjem efter at have haft difteri, men Børge kunne de ikke få lov til at beholde. Nu havde de prøvet at miste, ligesom så mange andre omkring dem, men det gjorde ikke sorgen mindre.

Carl og Ane Marie fik ham begravet søndag d. 20. marts - 4 dage før han ville være fyldt 1 år. De ville så gerne have en sten på hans grav, men pengene var ikke til det, men endnu engang viste naboskabet på Milbakken sig fra den allerbedste side, for de skillingede nemlig sammen til en fin lille sten, og der stod den så fint på Ajstrup kirkegård indtil for nogle få år siden.

Medvirkende til, at man tog sådan et initiativ, kunne også hænge sammen med, at alle Milbakkens børn kendte Børge.

Sagen var den, at Carl en dag var kommet hjem med nogle læggekartofler. Han havde planer om, at sætte dem lige der ved huset. Men den plan satte Ane Marie hurtigt en stopper for:

"Nu har vi sat så mange børn i verden, så skal de også have et sted at lege og spille bold".

De andre børn på Milbakken, havde ikke den samme luksus, så lige så snart pligterne ikke kaldte, så løb de hen til Carl og Ane Marie for at lege med deres børn på det lille stykke jord. Her spillede drengene fodbold, pigerne spillede bold op af muren, eller jonglerede med dem, der blev hoppet i tov osv. Selv om Børge ikke var med i legen, så var han der, og alle var lige henne og dikke-dikke ham.

                              Ud at tjene

I Dronning Margrethes Danmark Anno 2010, skla man være 13 år før man må arbejde. De unge mennsesker får et fritidsjob, så som avisbus, piccoliner og ungarbejder i supermarkederne. De penge de tjener bruges, for de flestes vedkommende i 3 lige store dele, den første del bruger de på fest og farver, den anden del bruger de på fis og ballade og de sidste briller går op i hat og briller.

Carl og Ane Maries børn fik også fritidsjob, om end man kaldte det "at få plads" eller "komme ud at tjene". men det var et fritidsjob, de første jobs de fik, for de boede hjemme og de gik stadig i skole. Da Astrid var 12 år skulle hun hen på naboejendommen og malke 3 køer og gøre mælkespandene rene inden hun kunne tage i skole, noget lignende arbejde havde Christian haft , selvom drengene nok generelt havde hårdede arbrejde. Den ringe indtægt disse "fritidsjob" gav, var deres bidrag til virksomheden C. Petersen A/S. Hvor mange af pengene de selv fik lov til at beholde, hang nok grumme meget sammen med, hvor mange familien kunne undvære.

Man skulle være 14 år for at blive konfirmeret, og man skulle være konfirmeret for at få "en rigtig plads" - ja, sådan mener jeg det var. Hvis nøden var stor, og det var nødvendigt, at børnene kom ud at tjene før, kunne man søge aldersdispensation, og dermed blive konfirmeret inden man var fyldt 14 år.

Hvad var så en "rigtig plads". Jo, det var, hvor barnet flyttede hjemmefra, og flyttede ind på et koldt kammer på en gård, og fik stilling som tjenstefolk. Når børnene flyttede, var det almindeligt, at de fik en kommode, som så drengen eller pigen havde alt sit habengut i og flyttede troligt med den fra sted til sted.

Christian var nu fyldt 14 år og var kommet ud at tjene inden han blev konfirmeret.

Heldigvis holdt Carl ikke bare af Lars Aaen, Lars Aaen holdt også af Carl, så hans søn kunne da nok komme hen og tjene på Øster Aaensgaard, og det var her han havde plads, da han blev konfirmeret. Da Christian havde været der et års tid døde Lars Aaen. Ikke alene kunne Christian beholde pladsen hos enken, men hans søster Astrid kunne også godt komme derover at tjene. Nok var det med vemod, at Ane Marie og Carl begyndte at have børn der flyttede hjemmefra, men nu vidste de, at de 2 havde hinanden at støtte sig til. Astrid var nu ikke videre begejstret for enken, men hun fk dog hendes gamle cykel i konfirmationsgave, og der havde enken ellers solgt gården til nye folk.

 

 

Da Astrid blev konfirmeret, havde hun fået en hvid kjole af Carl og Ane Marie, og så havde hun jo næsten lige fået kommoden. Bortset fra den dejlige cykel så var gavehøsten begrænset til nogle 1-kroner fra naboerne. Da konfirmationen var vel overstået, fik hun lov til at male kjolen blå.

Om Christian og Astrid fortalte, at de ikke syntes, at enken var flink ? Tja, måske.

Hvis de fortalte det, så ville svaret sikkert have lydt:

"Hvis konen var god nok til Lars Aaen, så er hun også god nok til jer"

og undlod de det, så var det fordi, at de vidste hvad deres far ville svare.

Heldigvis for Christian og Astrid var de nye folk flinke folk, det må have glædet Carl og Ane Marie, at børnene havde en god juleaften, nu de ikke længere holdt den hjemme ved dem. De kunne fortælle, og vise deres julegave frem. Det var ikke kun i julen, at de nye folk var gode ved dem. En nat var der et forfærdeligt uvejr, med lyn og torden. Gårdejerkonen hentede de 2 og en karl ind fra kamrene, og sagde, at der skulle de ikke sove i sådant et verj, og så lagde de 3 sig på gulvet i sovekamret hos gårdejeren og konen.

Jo, det betød meget, at det var flinke folk - for flinke folk var en slags forældre. Var stedet dårligt, kunne de måske finde på at rende fra pladsen, og det var en meget alvorlig sag.

 

Så blev det Verner og Carls tur, og så var der lige pludselig kun 4 børn hjemme, og en dag kom fotografen forbi, og tog et billede af familien.

Ane Marie, Sigrid, Mary, Jens Anker, Carl og Gustav.

Jo, Carl ser træt ud på fotografiet, msåke var han begyndt at være slidt efter det hårde arbejde, måske var det bare lige i det splitsekund billedet blev taget, og han simpelthen bare mærkede trætheden, da han fik sat sig ned, der midt sommer, da fotografen kom forbi. Slide det gjorde han sammen med Ane Marie, dels med husmandsstedet -dels med arbejdet på Ny Vraa. Han måtte være en træt mand, når han gik i seng om aftenen, og kunne nemt sove den hele nat, men så skete der det samme hver eneste nat.

Sigrid vågnede, gik ind i sovkamret, og rykkede i sin far

- Far jeg skal tisse

De ntrætte- men godmodige mand, rejste sig og tog hende i hånden.

Når de kom i køkkenet sagde Sigrid:

- Nej, jeg skal ikke alligevel

-Tag dig en tår vand, så skal du se

Sigrid tog en tår vand, og så gik de 2 i kostalden. Der gik de så frem og tilbage, satte sig lidt og sludrede om løst og fast, og det gjorde de vel indtil Sigrid skulle en smule.

Her går vi rundt og tror, at kvalitetstid er et nyt begreb, men det havde Sigrid fuldstændig styr på i 1920erne.

I 1928 døde Ane Maries mor og i 1929 hendes far. De nåede ikke at opleve, at deres yngste datter fik sin yngste datter. Det skete i 1931, Anna Lise døbte de hende, Lisse kaldte de hende. Niels Svensker oplevede det til gengæld - han døde først i 1940.

Om så Carl havde fået lov til at sætte de kartofler der ved ejendommen, havde det forslået som en skrædder i helvede. Carl Petersen, Milbakken, havde kæmpet mod depressionen til forret, Krakket på Wall Street til hovedret og til dessert var der så småt udsigt til en tysk isbombe dekoreret af en østrigsk maler. Det var David mod Goliat- og her vandt Goliat.

Drømmen brast - slidet var nyttesløst - familien måtte forlade Milbakken i maj 1934.

Svankærsholm

Svankærsholm, et nedlagt mejeri, lige ved hovedvejne, mellem Gl. Sulsted og Tylstrup, var blevet omdannet til 4 lejlighder. Disse 4 lejligheder var beregnet for værdige trængende, og værdig trængende var Carl og Ane Marie.

De kunne måske nok senere i livet glæde sig over, at børnene syntes, at årene på Milbakken havde været gode, og stedet og omgivelserne havde givet dem en god barndom, og det var da også godt, at kirkegården var så tæt derved, så kunne de besøge Børges grav lidt oftere. Tid til at efterrationalisere, som det hedder i dag, dengang hed det at tænke, det var der ikke meget tid til. Men måske i stille stunder, kom tankerne: Hvorfor kunne vi ikke få det til at løbe rundt, når så mange af de andre kan? Var vi ikke dygtige nok ? Havde vi ikke arbejdet hårdt nok ?

Men megen tid til den slags, var der ikke. Carl fortsatte på Ny Vraa og andre steder som daglejer, Ane Marie passede deres 4 hjemmeboende børn.

Knap havde de 6 vænnet sig til det nye sted, før Astrid kom hjem og fødte sit første barn, og dermed blev Carl og Ane Marie bedsteforældre. Pigen blev døbt Edith, og både Carl og Ane Marie stod faddere. Astrid og hendes forlovede Nygaard havde endnu ikke råd til at gifte sig, og stifte hjem, så de fortsatte med at tjene på hver sin gård, i mens måtte Edith bo hos Ane Marie og Carl. Ane Marie der nu næsten var 42 år gamel og Carl der var tæt ved de 56 havde nu igen spædbørn.

En dag kom en fotograf forbi ude på hovedvejen, og han ville da gerne tage et billede af børnene. Edith sov vel til middag, så hun kom ikke med, det gjorde til gengæld Bette-Bagers Henning.

Mary med Lisse, Sigrid og Gustav og "Bette-Bagers Henning". Billedet må være taget på Milbakken.

Senere flyttede "Bette-Bagers Henning" til Gl. Sulsted, og der mødte jeg ham dagligt på hans gåture rundt om i byen. Som jeg husker ham, en lille mand med sort klippet hår. Altid i ført brune bukser, brunstrikket islændertrøje og med sorte kap træsko på fødderne. Jeg håber, at han glædede sig over, at han ikke som så mange andre, af hans slags, blev gemt væk på et loftskammr eller blev sendt til Åndsvageanstalten i Vodskov, men at han kunne færdes rundt i omkring Sulsted. Han var set i bakspejlet, en af byens originaler, som bare hørte med i landsbybilledet.

Lærer Thorup, som var lærer på Ajstrup Østre skole, som er nederst på billedet, 1894-1913 og fra 1913 var han lærer på Ajstrup Vestre skole, som var denne flotte, og stadig karakteristiske bygning fra 1910.

Sigrid og Gustav måtte skifte skole til Ajstrup Skole, hvor lærer Thorup var lærer. Han var en meget respekteret og afholdt mand. Da Sigrid, nok lidt beklemt kom hen på den nye skole, og skulle skrive sit navn, skrev hun Sigrid Pedersen. Lærer Thorup, sagde til hende, at hun skulle skrive det med T, for det havde hendes far gjort. Næste dag havde lærer Thorup taget et stykke papir med, hvor Carl havde skrevet sit navn.

Det må have givet Carl oprejsning. Ikke alene kunne Thorup huske plejedrengen, han havde haft som elev for længe siden, han havde også husket, hvordan han stavede sit navn.

Lærer Thorup var ikke den eneste der var god ved dem. En dag kom en af ejerne af Svankærsholm. Han syntes, at det var synd, at de boede så mange på så lidt plads. Han havde netop arvet et hus i Mellembyen, og det kunne de leje for det samme, som de gav i husleje på Svankærsholm. De var ikke sene til at takke ja.

Mellembyen

Det lille hus i Mellembyen.

Nu boede Carl med kone og børn og barnebarn 300 meter fra den fattiggård han havde boet på en kort overgang, mon ikke han trods alt var glad for, at det ikke var der, at ham og familien var havnet -selv om det nu officielt var Alderdomshjemmet.

Samme år blev Astrid, som den første af deres børn gift. Hende og Nygaard, der nu havde fået hjem, ville selvfølgelig gerne have deres datter hjem. Men Edith ville ikke. Hun ville blive hos bedstemor, bedstefar og Lisse. Finalen blev på det hele, som man kan læse i fortællingen om Nygaard, at Lisse flyttede med hjem til Astrid og Nygaard.

 

Samtidig med, at Lisse begyndte i skole, havde Gustav travlt på fodboldbanen. Han havde startet sin karriere på jordstykket på Milbakken, og nu fik han lov til at spille i en rigtig klub, Sulsted Idrætsforening. I 1937 blev han foreviget på et billede sammen med alle de andre på holdet. Fodboldbanen var sådan set også placeret i Mellembyen, bare på den anden side af Elkærvej.

 

Han og Jens Anker snusede også til boksning, som fandt sted i Hammershus. Forlystelsesstedet der lå lige derude i Hammer Bakker, og som både kunne klare bal, mad og altså boksning.

 

Ane Marie og Carl havde måske håbet på, at deres børn efterhånden ville gifte sig og få børn. Men jeg kan hilse fra dem at sige, at det gik ualmindeligt trægt med de børn. Godt nok blev Mary gift i 1939 og Christian i 1941, men så gik de da godt nok også i stå.

 

Det lille hus med det lige så store udhus.

Gl. Skolevej i Tylstrup

Da Carl og Ane Marie have mulighed for at købe et hus i Tylstrup, gjorde de det. Huset som egentlig ikke var større end huset på Småengen i Mellembyen, hvade engang været en ejendom. Dengang kaldet man stedet for Tøndestederne, fordi der oprindeligt havde hørt en tønde Hartkorn med til de små ejendomme. Den tid var for længst forbi, hvor man kunne leve af sådan en smule. Nu var det bare et hus med et udhus. I udhuset, der var i lige så god stand som huset, boede en familie til leje.

Nu kunne man jo godt tro, at sådan et gammelt ægtepar ikke havde brug for så megen plads, men nu var der jo lige det, at det gik ualmindeligt trægt med drengene med at flytte hjemmefra. Det var kun Christian af de 5 drenge som var flyttet, og havde stiftet familie.

Sommeren 1953 fyldte Carl, der nu havde fået alderdomsrente i nogle år, 75 år. Det var sikkert i den anledning, at han og Ane Marie skulle sådan rigtig til fotografen. De af børnene der var flyttet hjemmefra fik sådan et billede, som de kunne hænge op på ders væg. Ane Marie og Carl hang også sådan et fotografi op sammen med fotografierne af Johanne Marie og Gregers, børnene og børnebørnene.

Ægteparret Ane Marie og Carl.

Oldebørn var der endnu ikke kommet, men der var en på vej. Edtih, som havde boet hjemme hos dem, ventede barn. Carl nåede dog ikke, at se den lille dreng. Han døde d. 20. oktober, 75 år gammel. Han blev begravet ved siden af Børge på Ajstrup kirkegård d. 24. oktober 1953.

Ane Marie fik sin enkepension, arbejdede henne på forsøgsstationen og så måtte de 4 knægte, hun stadig havde boende hjemme, også give et bidrag.

 

Karl finder ud af hvordan tingene hænger sammen

Efter Karls død, fortsatte med andre ord, dagligdagen hos Ane Marie og drengene, der for længst var blevet til mænd. Der var masser af aktivitet i hjemmet, mange kom forbi, for at få sig en sludder eller et spil kort. Alle vidste de det, som Carl ikke selv vidste, men det skulle min far nok få lavet om på.

Ane Marie havde sammen med drengene taget hen til Mary og hendes mand Lars (Laas) på Grishøjgårdsmark syd for Brønderslev. De havde bestilt Hans Christian, der havde lillebil. Han var en nødvendighed, når familien længere væk skulle besøges. Alle de andre af Ane Maries børn, dem der havde stiftet familie, var der også.

Karl med Carl.

Mens de voksne sidder inde og bytter en "løwn" og får en sludder for en sladder, og måske snakker om, at deres far og ægtemand, som ikke er der mere, så render børnene rundt og leger udenfor. Min far, Astrids søn, som var omkring de 10 år, var ikke så godt orienteret som sine fætre og kusiner om Carls ophav.

Hvad gør man når man er en knægt på 10 år, og alle andre er i mod en?

Man gør, som han gjorde, man løber alt hvad man kan ind til de voksne i stuen og råber højt:

"Mor, mor, de siger, at bedstemor ikke er mor til Carl".

Pinlig tavshed over hele linjen, indtil Ane Marie tager ordet:

"Jamen, Carl du er da født i min seng"

Her kære oldemor, Ane Marie, her stak du vist en "bette løwn", med mindre, at du havde taget din seng på nakken og fragtet den til Ajstrup sogn, så Andrea kunne føde Carl i den, mens du selv lå på gulvet på Emiliesminde i Sulsted sogn.

Det kan undre, at Carl ikke selv havde tænkt tanken. Der var kun 9 måneder mellem Verner og ham, det kan undre, at han på intet tidspunkt har set sin dåbsattest, for han blev aldrig adopteret og selv ved sin konfirmation står der, at hans mor er Andrea Vilhelmine og stedfar Jens Christian Nielsen.

Hvordan resten af familiebesøget forløb, ved jeg ikke, men jeg ved, at min far selv her 55 år efter kan få kuldegysninger, når han fortæller om den dag.

Man forstår godt, at Carl følte sig til grin i hele sognet, alle vidste det, alle havde altid vidst det, alle undtagen ham.

Det kom selvfølgelig ud både til familien og til hele Tylstrup by, at nu var selv Carl klar over dete, de andre havde vidst altid, at hans mor var hans moster og hans moster var hans mor.

Hans ene biologiske halvsøster bad ham inderligt om, ikke at fortælle det rundt omkring. Det hang vist sammen med, at hun ville være bange for, at hun ville blive set lidt skævt til, når hun en dag skulle arve sin mor, og ikke delte med sin bror.

Carl var nu ligeglad med de penge der evt. skull være at arve efter Andrea. Han havde nok med at tænke det alt sammen igennem, Andrea derimod, havde på ingen måder glemt Karl, men hun havde jo også vidst det hele tiden.

Da Andrea var blevet gammel, og vidste hvad vej det gik ( og det er vel den vej det går for os alle lige fra fødslen af), kom Ane Marie kom på besøg. Andrea ville så gerne have, at Carl var med til at bære hendes kiste, det sidste stykke. Ane Marie sagde, at hun skulle sige det, men om han ville, var hun ikke sikker på.

Dagen før Andrea skulle begraves tog Karl sin mintgrønne Puch, og kørte til Sulsted kro og drak sig en ordenlig kæp i øret. På vejen hjem til Tylstrup kørte han i "gråben" og slog sig grøn, gul og blå. Carl var ikke i stand til at bære hverken en moster eller en mor, han havde nok at gøre med at bære sin brannert.

De andre 3 drenge blev ikke boende hjemme. Jens Anker, Verner og Gustav fik mod på at søge arbejde på Stålvalseværket i Frederiksværk. Gustav blev derovre og blev gift og fik børn, mens Verner og Jens Anker vendte hjem igen. De flyttede dog hjemmefra - kun Carl blev boende hjemme.

De 2 søstre Ane og Ane Marie.

Ane Marie fylder 80 og livet begynder at ebbe ud.

Ane blev 80 år d. 23.september 1972. Alle børn og svigerbørn blev inviteret hjem. Det blev for meget, hvis alle børnebørn og oldebørn også skulle komme, så det var kun Edith med sin mand Erik, Sigrids søn Karl der var budt af børnebørnene og så Ane Maries søster Ane.

Ane var det gået godt for, hun var blevet godt gift med en gårdejer, og hun havde fået nogle dygtige børn, der havde fået gode uddannelser. Nu var Ane blevet 89 år, men hun ville selvfølgelig være med til at fejre sin søsters fødselsdag.

Ane havde nok købt en "officiel" gave til sin søster, men da hun sagde "Farvel og mange tak for i dag søster" og gav hende et godt solidt håndtryk, havde en 500-kroner seddel skiftet ejer.

Nogle dage efter den store fest, skulle min far over med et par flasker, og måske lidt chokolade. Ikke alene fik jeg lov til at komme med, men jeg fik også lov til at tage en veninde med. Nu kunne jeg vise hende, den største attraktion som min oldemor var ejer af. Hun havde der i stuen, et vaskeægtte kukkeur hængende, med pipfugl og alting.

Det er jo selvfølgelig derfor, at jeg slet ikke har set de gamle billeder af mine tipoldeforældre Johanne Marie og Gregers Peter. Uret dragede mig i den grad. Mens min far fik sig en sludder med sin bedstemor, gik jeg og veninden over på marken overfor, og ledte efter 4-kløvere - vi fandt dog ikke nogle.

Jeg husker besøgende af min oldemor hos min farmor og farfar. Hun tog vel cyklen eller rutebilen i sine yngre dage, men efterhånden bestilte hun Hans Christian. Der sad de så, min farmor og hendes mor, på hver sin side af bordet. Min farmor ved bordet, min oldemor sad på en ekstra stol i hjørnet, så kunne hun også holde øje med, når Hans Christian kom og hentede hende.

En fast tradition var, at min farmor til sin fødselsdag fik en stor flok tulipaner af hende og 2 pudevår med broderi på. Min farmor var så træt af de pudebetræk.

Hjemme i Tylstrup var Ane Marie blevet aktiv i Pensionistforeningen, og blev i 1974 æresmedlem, og der blev taget et billede, og det kom i avisen og "ålting

Ane Marie og Carl fik dagligdagen til at fungere med lidt hjemmehjælp. Da Ane Marie nærmede sig de 83 døde hun, og blev begravet på Ajstrup kirkegård sammen med Karl og lille Børge.

Carl fik lov af de andre søskende til at blive boende i huset, så længe han levede, men Carl gad ikke rigtig leve mere, når den moster, der havde været hans mor hele livet, ikke var der mere. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han døde kun godt 1/2 år efter Ane Marie.

Der lå de alle 4 ved siden af hinanden - og stenene stod der indtil for få år siden, hvor gravstedet blev sløjfet.

".

Efterskrift

Det var beretningen om Ane Marie og Karl, mine oldeforældre. Jo, den var lang, men den strakte sig også fra Ane Maries bedsteforældre giftede sig i Ajstrup kirke i 1848 til Ane Maries liv sluttede i 1976. Kan man gøre det ret meget kortere ?

Karl og Ane Marie lever ikke mere, ders gravsten står ikke mer på gravstedet på Ajstrup Kirkegård. Men her på min væg, hænger billeder af dem og deres børn - her står den kommode som de gav Astrid, da hun skulle ud og tjene - her står den sorte vase med blomster på, som Ane Marie fik i gave og inde i mit skab er nogle af de pudebetræk, som Astrid var så træt af, at få i fødselsdagsgave, så Karl og Ane Marie lever videre.

 

2010 - revideret og justeret august 2012
Ann Nygaard

Kilder

Min elskede farmor Astrid og hendes fantastiske søstre Sigrid og Mary

Arne Pedersen, oldebarn af Niels Peder Ovesen, for nogle dejlige fotografier af Johanne Maries brødre, og nogle faktuelle oplysninger om dem.

www.ddd.dda.dk www.arkivalieronline.dk

Lokalhistoriske bøger far Ajstrup og Sulsted samt forskellige sider på nettet.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.11 | 14:28

Fantastisk flot kirke, den skal vi snart op og se .

...
15.11 | 22:06

Povel og ikke Poul

...
15.11 | 21:59

Hej
Jeg er meget interesseret i at se mere materiale
Vi har netop fundet ud af at min mormor fik et barn sammen med
Poul Blicher Winther i 1932
Mvh
Heidi

...
13.11 | 18:57

Sikke et fantastisk arbejde du har gjort. Jeg er Peder Jacobsens oldebarn via fabrikanten Jacob (bror til Laura). Kontakt mig hvis du har lyst til at høre mere.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE