Vaskekonen på Langbakken

En fortælling af

Johannes Marinus Olesen.

Søndag d. 6. januar 1957 satte Fløjls-Johannes sig ned for at skrive en fortælling. Johannes var på vej til de 68 år. Den 6. juli 1889 for at være mere præcis, var han kommet til verden i Ingstrup Sogn. Hans mor, Kirsten Marie syntes, at han skulle hedde Johannes Marinus. Hvad hans far syntes om det, vides ikke. Christian Olesn var ikke rigtig inde i billedet, men han blev den udlagte barnefader, og Johannes fik hans efternavn. Johannes boede hjemme hos mormoren og morfaren sammen med moderen de første par år, men i 1892 giftede moderen sig med Niels Larsen, som han vel betragtede som sin far.

Allerede da Johannes skulle konfirmers, var han ude at tjene, henne hos en husmand Erik Christensen. Senere kom han hen på gården Sdr. Nørgaard hos Peter Nielsen Nørgaard i V. Hjermitslev sogn, og det var her han mødt sin Ane.

Ane og han blev gift d. 29. januar 1910 i Saltum Kirke. Ane havde en dreng fra tidligere, men sådan en dreng var han jo selv. Peter Nielsen Nørgards 2 ældste døtre hed Rosa og Erna, og sådan kom Johannes og Anes 2 ældste piger også til at hedde. I alt fik de 13 børn, men nær ved halvdelen var døde som små, 2 af dem den samme dag af Den Spanske Syge. Han, Johannes, kom ikke fra ngoet fint - og han giftede sig ikke til noget fint.

De var fattige - så fattige, at de var under fattigforsørgelse. Ane troede sikkert, at lykken lå lige rundt om hjørnet, faktum var, at hun elskede at flytte. Først rundt i sognene i den vestlige del af Vendsyssel, men så var det storbyen der trak. De flyttede til Lindholm, hvor de slog sig ned. Eller slog sig ned, var måske så meget sagt, for når Ane havde tapetseret, skuret gulvene og sat møblerne, som hun gerne ville have dem - så havde hun hurtigt fundet et andet sted de skulle bo, og hele den store familie måtte flytte endnu en gang. Mere end 20 gang flyttede de rundt bare i Lindholm. Hvad Johannes mente om det, tja, det vides vel egentlig ikke, men han kunne ikke sige så meget. Ane var myreflittig både hjemme og ude hos folk, hvor hun tapetserede rundt omkring, og tjente penge, mens Johannes beskæftigede sig med malerkunsten og sine små historier og tog sig et lille stykke arbejde ind i mellem. Det der med hårdt fysisk arbejde, var ikke lige ham. Derfor fik han øgenavnet Fløjls-Johannes.

Nå, men han havde denne søndag i januar en historie i ærmet, en historie der skulle fortælles. Johannes havde skrevet mange andre historier. Da livet var ved at ebbe ud for Fløjls-Johannes gav han sit barnebarn Hans Jørn historierne, og sagde til ham, at han skulle sørge for, at de kom det rigtige sted hen.

Hans Jørn sendte mange år efter, historierne til Saltum Egnsmuseum. Der var de søde og venlige, men de kunne ikke rigtig hitte ud af hvem personerne var. De var af og til blevet fundet frem, men ellers tilbragte de tiden i en papkasse. Der lå de så i papkassen frem til 2011, men en dag fik Hans Jørn et brev fra hans mors fætters barnebarn. Hun gik så meget op i slægtsforskning, og ville nu gerne høre, hvad han vidste.

Sådan fik jeg kendskab til Fløjls-Johannes fantastiske fortællinger, 54 år efter at han havde skrevet "Vaskekonen fra Langbakken". En mindre snestorm rasede hen over Vendsyssel den onsdag, men det kunne ikke afholde mig fra at besøge Johannes og Anes efterkommre. Jeg var blevet budt på kaffe og hjemmebag hos Hans Jørn og hans kone. Her var foruden dem, Hans Jørn søster Karen, hans fætter Ole og hans mor Karla. Der sad de, og kunne så mange gode historier fra familielivet i Lindholm gennem de mange år, og så havde de billeder og disse fortællinger. Jeg fornemmede, at de var stolte af, at være fra Lindholm, nøjagtig som min morfar var. Kun en tilflytter eller en ude fra, kunne finde på at sige, at de var fra Nørrresundby.

Måske er fortællingerne ikke fantastiske rent skrivemæssigt - men fantastiske frodi de beskriver en historie fra familien og om dagligdagen i de fattige kår. Johannes havde da godt nok lavet om på navnene - men da jeg læste "Vaskekonen fra Langbakken", vidste jeg lige præcis hvem de virkelige mennesker var bagved. Den handlede om hans svigerfamilie. Nok er historien om Anders og Boline skrevet et andet sted her på hjemmesiden - men denne her - det er Johannes historie.

Fortælligen skal ud, for det var Johannes ønske. Han havde sat sig ned, og beskrevet på 17 sider i skriveblokken om sin svigerfamilie - i årene 1895 til ca. 1960. En flot bedrift af en mand, der ikke havde gået særligt meget i skole, som skrev ordene som han sagde dem, og som ikke brugte det, der med et fint ord hedder "tegnsætning". Når Johannes fortælling går i gang - er det med at holde tungen lige i munden og hjernen klar - for det foregår i et hæsblæsende tempo, fo så lige pludselig at dvæle ved en kop kaffe eller en tanke.

Her så mange år efter, er der ingen grund til at pakke historien ind, her kommer de rigtige personer på, og man kunne også vælge at bare tage Johannes originale håndskrift og putte ind - men det vil tage læseren så meget længere tid, at læse historien, at fortællingens sammenhæng ville gå tabt og det ville være synd for Johannes, som virkelig havde noget på hjertet.

Persongalleri

Øverste række:

Johannes Marinus Olesen, fortælleren

Ane Larsen, gift med Johannes - datter af Boline Marie Jensen og Anders Larsen

Fortællingens Lise, virkelighedens Boline Marie Jensen.

Række 2:

Fortællingens Jens, virkelighedens Anders Larsen

Fortællingens Maren, virkelighedens Ane Cathrine Larsen, datter af Anders og Boline

Fortællingens Calle, virkelighedens Christian Carl Christiansen, gift med Ane Cathrine Larsen

Række 3:

Lises søn, virkelighedens Niels Larsen, søn af Anders og Boline

Lises svigerdatter, virkelighedens Johanne Caroline Louise Andersen

Fortællingens 2 piger, virkelighedens Inga og Elna, døtre af Niels og Johanne.

4. Række:

Fortællingens "Kvinden højt mod nord" - virkelighedens Anna Hulgaard

Fortællingens købmandsbørn, virkelighedens Thomas P. Hejle samt hans søskende Søren Jensen Sørensen f. 26.05.1893, Anna Marie Sørensen f. 10.07.1898 og Arnold Sørensen f. 08.08.1901

 

Lad Fløjls-Johannes fortælling begynde:

VASKEKONEN FRA LANGBAKKEN

Nørresundby den 6. januar 1957 Danmark

Jens og Lise var bleven gift ligesom alle andre og havde købt et lille hus, trods Jens havde ikke sparet noget sammen, men han var ungkarl han havde nok aldrig tjent ret meget og Lise havde heller ikke noget da de blev gift. Men Jens og Lise kunne købe det her lille hus uden udbetaling og så havde de da et hjem, selv om det lå afsides og ikke var let at komme til om vinterdagene, men det blev ikke taget så meget hensyn til i disse dage. Nej, de var glade for det lille hus, men i løbet af få år voksede børneflokken og fattigdommen tog til og Lise måtte ud og arbejde for at få lidt tøj til sig selv og børnene, for Jens havde døje nok med at skaffe det daglige brød i huset. Men Lise havde altid fra barn været en ivrig arbejder og det kunne hun endnu, men det var ikke let at komme fra alle de små men den største måtte jo passe de mindste mens Jens og Line var på arbejde og det gik også godt.

Lise kom til at vaske flere steder, ved apotekeren en gang om måneden og så ved købmanden og flere steder i omegenen og det hjalp til at Lise kunne få lidt tøj til børnerne, trods hun tjenete kun 75 øre om dagen fra kl. 4 om morgenen til sen aften. Jens tjente halvtreds øre om dagen om vinteren, men om sommeren fik han en krone, men der skulle meget til for at skaffe føden hver dag om ikke lige godt, men det kunne sagtens gå om sommeren, det var jo om vinteren det gik galt , for hjælp fra det offentlige det var ikke let og det var også meget lidt de fik den vej for selv om der trængtes hårdt dertil. Nej, Lise måtte ud hver dag og stå i vaskebaljen for at hjælpe til, men det sørgelige var at det traf af og til at Jens så hjemme og var så beruset at han var ondskabsfuld og haft et værre hus, og så var Lise jo også rapmundet, og så endte det med at Jens jagtede dem ud alle og så måtte de jo søge hen til naboen til han blev ædru og det er jo ikke så rart for Lise når nu hun havde været på arbejde hele dagen, men tiden gik og der kom flere børn i huset og Jens blev værre og værre til at drikke og Lise var da ved at tabe tålmodigheden men der var intet at gøre bare tage det som det kom og arbejde videre. Jens var en dygtig arbejder og var godt lidt ved folk når bare han var ædru så var han også meget god derhjemme og han var en ivrig jæger og tjente af og til en lille skilling med bøssen når han var uden arbejde. Jens havde jo også hans gode sider og Lise havde da også fejl ligesom alle andre mennesker, men sådan gik det i mange år og Lise havde mange godt hjem i sær os Købmanden, der havde hun også arbejde im mange år og var altid barnepige på deres børn nå de skulle ud og de var også glade for hende når blot Lise var der, så var alt godt.

 

Købmandsgården i V. Hjermitselv hvor hun vaskede for Hejle Sørensen og hustruen Johanne og Hejle Sørensens selvmord indskrevet i V. Hjermitslev Kirkebog.

Men en morgen da Lise kom til den gamle købmandsgård var der sket noget alt var i sådan et oprør, alle græd naboer stod på gaden og talte og hele byen var på benene. Lise vidste ikke ngoet før der var en der hviskede i Lises ører: Købmanden hængte sig til morgen. Lise sank helt sammen og græd som et lille bar. Straks kom der en befordring af politi og de låste alle døre til butikken og lageret og de satte segl på alle døre og så rejste de igen. Folk stod stumme og tavse og kunne ikke tænke noget som helst, for købmanden var den rigeste der i sognet. De tænkte ikke på, der var noget der hed falske veksler eller han havde spille alle hans penge væk i børsen så havde han taget den beslutning. Det var det hårdeste slag Lise havde oplevet den dag glemte hun aldrig, selv om hun blev gammel. Nu havde Lise mistet et godt hjem som hun ville komme til at savne hele sit liv, men det jo endda, for hun havde så mange gode venner og hun var altid velkommen hvor hun kom, hun var jo en kendt skikkelse på egnen som vaskekone var hun altid livlig og en god fortæller hvor der var børn. De skulle nok sørge hen til Lise men de var heller aldrig i venen for hende og derfor var de jo også glade for hende og tiden gik og den ene år tog det andet.

Børnene begyndte at blive store og kunne snart vokse fra hånden og det var den dag Lise tænkte på i sit stille sind, så havde hun sine egnetanker om fremtiden, men dem beholdt hun ved sig selv indtil hun fik den mindste konfirmeret, så varede det heller ikke længe før der sekte noget, da ville hun ikke være ved Jens en dag længere og tage Jens lussinger mere, nej, nu ville hun skilles og det blev sådan, og Lise flyttede sine fattige ejendele over i fattighuset som lå et stykke vej der fra og så var hun da ene og så kunne Jens bo i det lille hus alene og drikke og rase som han ville helst, men så havde han da ingen at husere med uden den lille hund som hed Mita, men det var også hans et og alt så det gik nok. Men nu kunne Lise gå og komme når det passede hende og hun kunne jo gå over og besøge de børn der var gift men det var jo et helt nyt liv for hende, for der var jo noget hun ikke var vant til. Nu var hun ene når hun kom hjem om aftenen og Mita kom ikke mere og ville kæles for. Naboeren var venlige ved hende og hun boede dør om dør sammen med en enlig kvinde som de kaldte Bette Stine, og hun var meget livlig og bandede som en gammel herregårdskost men hun var venlig at bo nabo sammen med, de delte mange kopper kaftte sammen, når Lise var hjemme. Lise fandt sig snart hjemme med at værre alene. Børnene kom jo hjem og besøgte hende om aftenen og så fik de jo en god kop kaffe den havde Lise ord for i hele byen, den var naboerne så glade for, for den kunne de ikke selv brygge det var nu engang Lises måde på at lave kaffe.  Men Lise var jo vant til at få en god kop kaffe hvor hun kom og stod i vaskebaljen fra morgen til sen aften. Det var jo den eneste trøst hun havde når hun stod der og var gennemblødt helt indtil det bare skind, men hun blev ved at gå på arbejde trods hun var ikke helt ung mere og Jens boede stadig ene i huset men han var ved at hå helt hen i møj og skidt, men det rørte ham ikke. Nej, han drak og var af og til fuld i flere dage af gangen og det blev han ved med til hand døde og han var over 70 år da han en dag gik til de evige jagtmarker.

Lise var også blevet gammel og kunne ikke længere blive ved, med at stå ved vaskebaljen. Nej, nu måtte hu nidde hjemme med hendes strikketøj, da var det først ensomheden lod sig mærke og tanken kom at nu var hun ene og børnene var væk. Nej, nu kunne hun få sig til at drømme om sit lange liv og modgang og slid fro hendes ungdom havde hun for længst glemt, for der havde heller aldrig været nogle blomsterne, men Lise tænkte på sådan har alle fattige vel sagtens nok, det er ikke alene mig, men så tænkte hun, ja jeg har det jo alligevel godt, jeg er rask og ka ngå hen hvor jeg vil, det er da også nogle dumme tanker der kommer når jeg sidder her i min egen trummerum, der var kun et ønske hun havde men det havde hun aldrig udtalt til noget menneske. Men en dag får hun det hun havde tænkte fik hun det opfyldte. En dag kom en datter hjem til hende som sædvanlig men da de så ved kaffebordet sagde datteren "Hør lille mor, du kunne vel aldrig tænke dig at flytte ud til mig og min mand og være resten af dit liv. Lise brast i gråd og tog datteren om halsen og hviskede "josw", det er mit store ønske og så blev det bestemt at Lise skulle flytte ud til storbyen til sin datter og hun begyndte så småt at pakke de fattige ejendele i kassen og dagen kunne ikke komme hurtig nok der var bestemt at de skulle komme og hente hende.

Fortælligens Kalle og Maren, som Lise flytter ud til med børnene. Virkeligheden: Boline og Anders datter Ane Cathrine Larsen og Christian Karl Christiansen, som Boline flytter ud til i Lindholm.
Lise som var virkelighedens Boline Marie Jensen gift Larsen med tilnavnet Skraal-Line

Endelig kom dagen hun var tidligt oppe den morgen, for det var jo en stor dag, for hende, kun syntes hver time var en hel evighed, men endelig kom svigersønnen efter hende og alle hendes pakkenelliker og nu skulle hun forlade den by og sogn som hun havde slidt og slæbt i hele hendes liv og var opvokset der på samme egn, der i mellem alle de skønne bakker og dale. Der var hundrede tanker der gik igennem Lises gamle hoved den dag, men trods alt så græd hun af glæde ene ved tanken om, hun skulle hen til hendes datter på hendes gamle dage og have hvil den tid gud ville hun skulle være her på jorden. Turen gik godt, hun fik en lille stue til hendes seng og et lille bord og så skulle hun jo spise sammen med dem, og nu var hun fri for at lave med. Ja, nu var der intet uden strikketøjet. Ja, hun kunne jo hjlæpe til med at passe børneene og det var jo en stor hjælp, for datteren var slet ikke så rask og datteren var ligeså glad for at få gamle mor hjem som Lise var ved at komme hjem til datteren. Gamle Lise fandt sig godt tilpas med at være ude i storbyens udkant. Der var jo nok at se og høre hverdag, så hun havde slet ikke tid til at tænke på hendes gamle hjem, og hun blev også en stor hjælp for hendes datter, for Bedste var jo god til at tage sig af dem, nrå der var noget i vejen, så skulle de nok søge hen til Bedste for så vidste de nok de fik trøst. Men det var ikke altid manden havde samme mening for han var jo en hård natur, han straffede hårdet og det gjorde ondt i gamle Bedstes hjerte og det traf af og til hun syntes, at det var for hårdt, så var det ikke altid godt at være bedstemor, men det gik jo som det bedst kunne med manden, men datteren var god imod hende.  Men gamle Lise fik ikke fler store sorger inden hun skulle her fra. Nej alt gik som en aften for gamle Lise, men hun blev meget gammel, men rask og rørig indtil det sidste og hun døde i hjemmet ved sin datter og det var hendes ønske.

Men det var et stort savn for børnene da bedste var væk, de savnede hende dagligt, de kunne slet ikke forstå, at bedste ikke var der mere. Men hendes store børn savnede hende lige så stærkt som de små. I sær en søn trods ha nvar gift, men der var noget der knugede i hans bryst, da hans gamle moder blev begravet, men han hodlt det for sig selv, og ingen andede at hans tanker førte til den skæbne den førte til. Den dag hans moder blev begravet stod han hen til graven og sagde:

"Farvel og tak mor. Nu har du det godt, bare jeg havde det ligeså godt".

Men det varede heller ikke længe før han havde det lige så godt, der gik kun fjorten dage efter hans moders begravelse da kom han ikke hjem om aftenen, fra sit arbejde. Men hans kone var ligeglad, men naboerne fattede mistro og begyndte at søge efter ham om morgenen, men konen svarede "Han kommer pyt med at søge efter ham" men der blev sat en stor styrke ud for at søge efter ham men han var ingen steder og ingen havde set noget til ham siden den morgen han cyklede på arbejde og konen havde givet ham en lille omgang klø men det var jo ikke første gang, så hun mente jo ikke det havde noget med det her at gøre og derfor tog hun det ikke så alvorligt og hun var i virkeligheden også ligeglad for hun havde jo gode venner nok og hun ville ikke søge efter ham, der var jo nok til at søge efter ham, tænkte hun og så satte hun sig hjemme og tog det med knusende ro, men da de haavde søgt alle vegne og var ved at give op, var der en af hans arbejdskammerater der fandt ham i en lille skov der hængte han, trods der havde de søgte hele dagen, men ikke i det hjørne af de store graner.

Den virkelige søn, som begik selvmord Niels Larsen, hans kone Johanne og deres 2 døtre Inga og Erna.
Virkelighedens signalement af Niels Larsen: Signalement af borgaaende som værende: Nærmest under Middelhøjde kraftigt mørkt kruset Haar mørkerødt, engeslkklippet Oversæg og manglende en del tænder i overmunden. Ved borgangen var han i ført: Blaa maskinjakke og benklæder, der er meget tjæret fra hans Arbejde ved Vejvæsnet, sort Skindvest, brun og ulternet Skjorte og derover en blaa og hvidternet Manchetsjjorte, Uldtrøje og bomulds Underbenklæder, graaternet xSixpence, brune Sokker og ny fransk Træsko samt medførende en sort Læder Rygsæk og en gl. Herrecykel mrkt. "Stahtrad" med nyg Bagdæk

Så blev alle kaldt sammen og da kom hans kone gående hen i mod dem, da gik der en mand hen til hende og sagde, gå du nu hjem igen, for en har fundet din mand. Er han død? Manden svarede lidt tøvende, ja og så vendte manden sig omkring og gik hen til de andre og fik ham kørt op til sygehusets kapel, vhor han blev lagt i kiste. Men den dag han skulle hentes fra sygehuset til kirkens kapel var hun ikke engang med før de kom forbi hendes hus. Nej, de var nok til at ordne ham. Dagen kom hvor han skulle begraves på den lille gamle kirkegård var der mange mennesker.

Slægt og venner og præsten holdt en meget gribende tale over den så uventede begivenhed og han understregede flere gange i sin tale, den ulykke her er sket kunne have været afværget den har mennesker jo skyld i og det gentog han flere gange i hans prædiken og de 2 små piger som stod ved kisten græd så bitterligt og var helt ude af dem selv over deres fader. Men moderen tog dem  i hånden og sagde kom her hen det er ikke noaget at stå der at græder over, da var der mange der kastede hende et hånligt blik, men der var heller ikke ingen der hilste på hende på hele begravlesesdagen. Ikke engang præsten, for alle vidste besked om, hvordan det hele hang sammen og ham der nu lå der i sin kiste var elsket af alle som kendte ham, som en trofast ven og tro arbejder.

Fortællingens Kalle - og nogle af børnene.

Det var en stor sorg for hele den familie og de søskende der var tilbage, men det bedste af alt var, at hans gamle moder var gået bort først, men det var vel også det han havde ventet på, for han ville ikke gøre hende store sorg for hans gamle moder var alt for ham så længe hun levede, men nu var hun væk, så kunne han også få ro tænkte han, og så skulle det væare slut. Den der dårligt kunne tage den store sorg var hans søster som havde haft gamle Lise i pleje, på hendes sidste dage, for hun var jo slet ikke rask og hendes nerver var så drålige fo hun havde aldrig været rask og stærk som alle de andre søskende, for hun var lidt vanfør og det blev hun da hun var 4 år, men hun var et meget godt menneske og det havde hun været helt fra barn, hun lod sig døbe da hun var blevet voksen til Baptist og de betalt for at hun kunne lære at sy og hun blev skrædder og hun kunne så nogenlunde tjene føden til sig selv.

Men så en dag kom der en mand og ville have hende til husbestyrerinde for han havde mistet hans kone og han havde 3 små børn og det kunne hun ikke sige nej til, for der kunne hun gøre en god gerning og det hun åndede og levede for, bare hun kunne gøre noget godt og hun kom i et lille hjem og skulle gå i moders sted, det var en stor gerning og gå ind til, men det viste sig at hun var den rette, for hun var en kærlig i mod dem, og de elskede hende som deres moder, og det gik godt i dette hjem og et åarstid da lød bryllupsklokken for dem, og det gik godt de var glade for hverandre, men en dag blev de enige om, at de ville sælge det lille hus og så flytte ind til storbyen, for der måtte han nok kunne få arbejde og så var der meget behageligt at bo og det sådan og de flyttede ind til den store by og han var heldig med at få arbejde strask og så var de i ders gamle gænge igen, og de fik midler til sammen, så nu var der noget at for en lille kone der ikke var så stærk som så mange men det gik nogenlunde for hendes mand var flink til at give hende en håndsrækning når han var hjemme og var hun syg kunne han både vaske og bage et brød, så det gik godt og så var det at de kom i tanke om at de kunne tage gamle Lise ud til dem for hun kunne da altid hjlæpe lidt med børnene og de fik jo også en skilling for at have hende og hun var jo også en god støtte for hende indtil det sidste og børnene begyndte at gå fra hånden så det blev bedre for Maren, nu kunne hun få lidt hvil så hun kunne få tid at gå hen og høre Guds ord noget tiere og det var hun meget glad for og hendes mand fulgte støt med hende til møde og det var hende en stor glæde og det gik i flere år og børnene var vokset fra hånden og Maren havde det bedste hun havde haft det i mange år.

Fra Berlingske Tidende.

Men så kom verdenskrigen og der var ikke dejligt at bo i storbyen for den var jo mere udsat for bomber end de små lansbyer og derfor flyttede de langt ud til en lille landsby, der syntes de at de var sikre og det var de måske også. Marens nerver var ikke gode, men ellers var hun nogenlunde rask, jas, rask det havde hun jo aldrig været, men hun var glad for at hun var som hun var. Men en dag blev hun pludselig sådan som hun hverken støtte eller gå og doktoren kom, men han kunne bare konstatere at hun var lam i hele den ene side, den ene arm og det ene ben og havde tabt mælet og kunne ikke sige et ord. Ja, der var ingen anden til at passe hende uden hendes mand, men det var han også god til, men han kunne jo ikke komme på arbejde, men det så som så med naboernes var gode ved dem, i sær en bager og hans kone der boede nabo med dem, de var jo af samme menighed som Maren var indlemmet i og var hende alt her på jorden og det blev også indtil hendes død.

Men hendes sygeleje blev langvarigt hun kom til at ligge i hendes seng i fire år uden at kunne tage en bid mad selv, uden manden skulle give hende som et lille barn i de samfulde fire lange år, men hun kom til at tale, det vil sige abare hviske så hendes mand kunne forstå hende, men han var god imod hende.Han passede hende og plejede hende som et lille barn, og Maren var så tålmodig med hendes skæbne, der var aldrig nogen der hørte hende klage. Nej, der var altid et lille smil på hendes kind, når nogen viste sig i stuen, det var en hård tid for Kalle, men han tog det med en sindsro, som ingen andre kunne fostå, han vaskede og bagte deres brød, og lavede alt det mad der skulle til i en almindelig husholdning og der var altid så rent og pudset i hele huset hvad tid der kom folk trods der kom mange mennesker både slægt og venner og dem havde Maren mange af i sær inden for Guds Menighed.

Ja, præsten kom også tit og besøgte lille Maren og det var hun meget glad for, fhendes et og alt var jo at høre Guds ord og det var og blev hendes sidste trøst her på jorden. Men da hun havde været lænket til sin seng i de lange fire år kunne hun ikke stå for sin sygdom længere, da måtte hun bukke under men hun var gld for at dø, for hun vidste at hun havde det godt med hendes samvittighed og hun havde stridt de ngode ? her på jorden og hun var træt og trængte til hvile for evigt.

Men det var også en stor byrde Kalle blev befriet for. Det havde også været en hård tid for ham, men nu var han ene det var da ikke som da Maren lå der i sengen og kunne give ham et lille smil hver gang han kom ogs spurgte om der var noget hun ville have og han kunne da også tale med hende og tiden var aldrig lang for Kalle. Nej, han havde altid noget at pusle med. Men nu, nu var han helt ene men hans størte glæde var at han vidste at han havde været god mod hende men det havde hun jo også fortjent. Men der var heller ingen mennsker som sagde uden godt om kalle allevidste, at han havde været god imod hans lille Maren så længe hun trængte til hans hjerlige og nu skulle han jo ud på arbejde igen. Det var lidt svært at komme i gang igen, men tiden gik jo hurtigt og han havde heller ikke tid til at tænke sig tilbage, men så snart der var tid så smuttede han op på kirkegården med en lille buket blomster og så stod han og tænkte han kunne slet ikke forstå, at hun var død, og han havde hende ikke mere, men så tog sig sammen og sagde til sig selv, ja, sådan er livet jo engang her på jorden, vi skal jo skilles engang før eller senere.

 

De 2 børn som han mistede

Det knep længe før han var helt fortrolig med at han var ene i huset, men tiden gik og han levede et stille liv og besøgte børnene som boede forskellige steder i omegnen. Men en sorg kommer sjældent alene, da der var gået nogle år mistede han sin ældste søn og han var for nylig blevet gift, det var jo også et hårdt slag for Kalle men der gik bare et par år da mistede han sin ældste datter, da var han ved at se mørkt på livet, han syntes alt gik ham imod men så kom han i tanker om hans hustrus tålmodighed så havde han ikke noget at klage over for det er jo sådan, her på jorden, når der kommer bud, så er der intet at gøre for mennesket s magt, men der kom ro over Kalle igen lang om længe og han fik nogle høns og gå og tmle med og en have så gik tiden for ham, men han var imidlertid blevet hen af årene og kunne få aldersrente og det var jo godt for det var jo ikke let at få arbejde i sær når en mand i den alder og han havde det godt for Kalle var jo meget sparsommelig og brugte ikke en øre til unyttigt, men der var noget der tyngede hans sind, i sær da han kom til at gå hjemme, ensomheden nagede ham tit og ofte når han gik alene hjemme, der var noget, han vidste ikke selv, men der kom noget af og til, han var ene det kunne han ikke blive fortrolig med sit indre, det var jo en tanke han skulle have ud af hovedet men det var ikke let.

Kalle og kvinden højt mod nord - virkelighedens Christian Karl Christiansen og Anna Hulgaard.

Tit tænkte han på at tage en anden kvinde, men det var heller ikke så let for nu var han jo vant til at gøre det hele selv, så det blev ikke let for ham, og måske heller ikke for den kvinde der skulle være ved ham, for han var klar over, at han var meget aparte, men måske det kunne komme til at gå der som han kunne finde en enlig kvinde og tålmodig for det var han klar voer, hun skulle være i sær til at han lærte at føje sig efter andre mennesker.

men en dag før nogen anede havde Kalle fået forbindelse med en kvinde langt nord nær kysten ingen vidste noget før der gik rygtr om Kalle ville forlade byen og rejse med al hans pikpak nord på til en jævnaldrende dame som havde et dejligt lille hus med en stor have og det var jo noget for Kalle fror han var meget haveelsker og så havde han noget at gå og sysle med hele tiden og det blev virkelig til alvor dage var bestemt han skulle rejse, men så skete der noget som satte går hår i Kalles hvoed, ja natten før han skulle rejse drømte han at han måtte  ikke flytte hen til den kvinde og Kalle var ikke vantro, men han turde ikke taget det skridt før han havde talt lidt mere med den kvinde han agtede at flytte hen til som sagt så rejste han hen til hende og lod sit indbo blive hvor det var i forløbet, men Kalle kom igen nogle dage efter da han var i bedre humør og så bestilte han bil til at køre ham og alt indbo til det lille hus i nord, og så vidt vides lever de godt sammen uden at være gift hun og han bor der den dag i dag.

Fortalt af Johannes Olesen.

Efterskrift

Den 10. januar 1957 var Johannes færdig med fortællingen om sine svigerforældre og 2 af deres børn, hans kones søster Ane Cathrine og hendes bror Niels. Nok havde Johannes ikke gået mange år i skole, alligevel havde han sat sig ned og skrevet fortællingen på 4 dage. Han var måske ikke så god til det med punktum, komma og stavning - men han vidste hvad han ville skirve. Han har på de 17 sider næsten ikke lavet nogle overstregninger, næsten ingen rettelser. Jo - han havde været "møj nøew" med den fortælling.

Flere år sener hev han historien frem igen og skrev, at Kalle døde i 1964 - det gjorde han dog ikke Fløjls-Johannes, han døde i 1962.

Kan man stole på det han skriver ?

Både ja og nej - er min vurdering. Som udgangspunkt passer hændelserne og personerne. Men han har nok taget den frihed, man har ret til som forfatter: Kridte banen op, med de gode folk og de onde folk på hver deres banehalvdel. Sådan er virkeligheden sjælddent, og heller ikke helt i overensstemmelse med de historier jeg har hørt.

Boline, Lise var godt nok slideren, Anders som her hedder Jens var drikfældig og alternavtiv, men Boline holdt af ham, og blev ved med at dele avis med ham, som blev leveret ude i huset. De startede ikke med at købe huset som nygifte, men arevede det efter deres yngste datter var født. Datteren Ane Cathrine, kunne ikke overskue hverken sine egne børn, eller sin mands fra 1. ægteskab. De elskede hende ikke som deres mor, de 2 drenge var næsten altid hos deres mors familie. Hendes mand Kalle, Christian Kar lChristiansen var nok en hård og aparte mand, men han havde meget respekt for Boline, og et blik fra hende, skulle efter sigende være nok til at han holdt op med at skænde på børnene. Han fulgte sikkert, som skrevet, med sin kone til diverse møder, men særlig religiøs, det var han ikke.

Med hensyn til Boline og Anders søn, Niels, som begik selvmord, så fortæller historien, at han kunne ligge på stuegulvet og skrige højt, så han havde nok nogle indre dæmoner at slås med. Politirapporten handler meget om, at han havde fortrudt salget af sin ejendom i Lille Myrthue et halvt år forinden og havde siden været tungsindig. I min gren af familien, gik historien, at hans kone havde en affære med posten. Ham blev hun også senere gift med, en enkemand med 8 børn, og de fik mange gode år sammen. De blev boende i Ingstrup sogn, hvilket de vel næppe havde gjort, hvis ingen ville kendes ved hende, og Niels familie blev ved med at komme sammen med hende, pigerne, hendes nye mand og hans børn.

En tak til:

Johannes Marinus Olesen for fortællingen og til hans datter Karla, hendes nevø, søn, svigerdatter og datter for en hyggelig formiddag og til Anders og Lis Sørensen for flere af billederne og mange nyttige oplysninger.

Enhver fejl er utilsigtet - jeg hører gerne fra dig hvis du har spørgsmål eller supplerende oplysninger.

Februar 2011 -lidt redigeret august 2012
Ann Nygaard

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE