Søren Rynke - Vendsyssels sidste huleboer

Hvis der er en vendelbo som er værd at fortælle om, så er det

 Søren Rynke

Søren Christian Nielsen alias Søren Rynke

Hvordan jeg fandt Søren Rynke

Volstrup kirke en skøn sommeraften, hvor jeg kom på genvisit

Jeg har kendt Søren som Søren Rynke i 2 år. Om hans øgenavn Rynke, skal udtales,som dem vi med årene får i ansigtet, om der skal udtales Rønk - eller om de skal trækkes lidt på det og udtales Røøøønk, det ved jeg ikke, men jeg kalder ham som det staves, og det er sikkert forkert.

Et par år tidligere, havde jeg langt om længe fundet ud af, at min tipoldemor ikke bare hed Mathilde, men var døbt Augustava Mathilde Dorthea Nielsen, at hendes mor hed Mette Cathrine Sørensdatter og hendes far Søren Christian Nielsen. Jeg havde fundet en søster og senere en bror og lidt faktuelle oplysninger, men mere var der ikke sket i den sag.

Men så for et par år siden ringede min mor en dag og sagde, at hendes onkel Aksel, havde fortalt om en eller anden mindesten, på en eller anden tip-halløj, på en eller anden kirkegård øst på, han hed vist Søren.

Da jeg vidste, at min tipoldemor Mathilde var født i Hørby sogn, og jeg netop samme aften tilfældigvis skulle til Hørby, ringede jeg straks til hovedkilden selv. Aksel kunne fortælle, at det var Søren Rynke, og at han havde en mindesten på Volstrup Kirkegård. Der er ikke langt mellem Hørby og Volstrup, hvis man tager den direkte vej, hvilket jeg så ikke gjorde den dag, og i stedet kørte en ikke lille omvej. Jeg kom frem til Vosltrup Kirkegård i tusmørket.

For dem der ikke har været på Volstrup Kirke, kan jeg oplyse, at den ligger stort set ude i ingenting. Jeg piskede kirkesti op og kirkesti ned, men nøjagtig som i supermarkedet, hvor man altid stiller sig i den forkerte kø, så startede jeg i den forkerte ende  - og Søren Rynkes sten var noget nær den sidste sten jeg kom til. Jeg fik taget et par billedeer i stort set mørke - og kom glad hjem. Ikke bare fordi jeg havde fået et par billeder, heller ikke bare fordi jeg kunne forlade den mørke kirkegård, derude i ingenting - men også fordi, jeg i det hele taget kunne finde hjem.

Samme aften efterlyste jeg på nettet, om nogle kendte til hvem der gemte sig bage denne Søren Rynke, for det kunne jo i princippet være en hvilken som helst Søren. Inden natten kom, blev jeg henvist til en side Thorkild Søndergaard havde lagt ind på nettet. Jeg var helt euforisk, for ikke alene var Søren Rynke min tiptipoldefar Søren Christian Nielsen, han var også et ganske usædvanligt menneske.

Jeg kontaktede Thorkild Søndergaard, hvor han dog havde den fantastiske historie fra, og han kunne oplyse mig om, at der skam var skrevet en bog om Søren Rynke.

Et par dage efter skrev Bjarne Thorndal til mig: "Jeg holder da foredrag om Søren Rynke og andet godtfolk i Jyske Ås".

Jeg fik skaffet bogen om Søren Rynke. Jeg og Aksel var på besøg hos Bjarne Thornsal, og han viste os, hvor Søren Rynke havde boet. Senere endnu sendte Thorkild Søndergaard mig både billede og en artikel.

I dag er Søren Rynke et kært familiemedlem i min familie, akkurat som moster Karen er i andre famiier, for alle har måttet lægge ører til fortællingen om Søren Rynke.

Hvad er det særlige så ved Søren Rynke ?

Ja, det vil fremgå af nedenstående tekst, som har været trykt i avisen, og som senere blev udgivet i bogform. Teksten er krydret med billeder og lidt fra kirkebøgerne.

 

En beretning om et menneske historien har glemt.

I sognet bag Jerslev lever en af Vendsyssls forsvindende originale "Huleboere". I en lyngbakke har han gravet sin hule. 11 alen lang og seks 6 alen dyb. Mod vest og øst dannes væggen af jorden. Kun mod syd har han af tørv og små sten opført et slags dige, hvor nogle huller tjener som vinduer. På dette dige og støttet mod bakkebunden hviler nogle rafler på kryds og tværs. Loft og tag dannes af græstørv og jord, medens røgen fra det underjordiske rum hvivler ud gennem et hul i taget. Her har den 72-årige gamle - Søren Rynke kaldet - boet i over ti år, når lærken slog sin trille over lyngen, og når den barske vinter jog markens vilde dyr hen i nærheden af menneskelige boligere. Men en juledags morgen vækkedes han på den ubehageligste måde ved, at en del af jordloftet styrtede ned over ham. For ikke at sove umiddelbart under den vinterkolde himmel måtte han flytte sit usle leje, hvilket imidlertid var besværligt, da hele det jordtunge loft bæres af en mængde - ikke joniske - søjler, der står så tæt og uregelmæsssigt, at et menneske næppe kan klemme sig igennem det mærkelige virvar. Hans bohave såvel som atmosfæren i huseln trodser enhver beskrivelse.

Ovenstående oplysninger står at læse i "Nordjylland fra Mariager Fjord til Skagen", en turistfører, som bogtrykker P. Hansen, Aalborg, udsendte i foråret 1899 omhandlende det, som turister burde se i det nordlige Jylland.

Oplysningerne støttes af et par fotografier visende hulen og Søren Rynke i indgangsdøren til samme, som for øvrigt var gravet ind i en bakkeskråning på grænsen mellem Jerslev og Skæve sogne lidt nord for Nymølle.

Huleboeren

Men hvem var så denne Søren Rynke, huleboeren som for et par generationer siden blev gjort til turistattraktion ? Var han en omstrejfer, en lyssky person, var han sindsyg eller åndssvag ?

Svaret må være: Ingen af delene. Som type var han farvestrålende og i menigmands øjne lidt sær, hvilket dog ikke forhindrer, at han som almuemand var det menneske i Vendsyssel, som havde det største kendskab til kunst og videnskab.

I folkemunde blev han kaldt Søren Rynke, vist nok efter Rynkehuset - den gamle skole i Badskær ved Dybvad, som hans bror ejede, og hvor Søren Rynke opholdt sig en del år, men hans døbenavn var Søren Christian Nielsen. Han var født i Hjælmkærhuset i Vrejlev sogn d. 25. maj 1828 og døbt i Vrejlev kirke d. 1. juni samme år. Forældrene var husmand Niels Christian Nielsen og hustru Ellen Christensdatter.

Som så mange andre drenge kom han med mellemrum på Vrejlev Mølle. Her fandt han en dag en tysk avis, som han læste fra ende til anden og ni år gammel kom han ved et tilfælde i besiddelse af en tysk sproglære, og i løbet af få år var han ikke alne i stand til at læse dansk, mne mesterede også så nogenlunde det tyske sprog. Forholdene - få aviser og endnu færre bøger udover Biblen, huspostillen og salmebogen - havde en ret ukritisk læsning til følge, hvortil kom, at han blev spottet af sine omgivelser, hvilket dog ikke syntes at have gjort noget større indtryk på ham. Som 22-årig kom han i 1850 til København for at aftjene sin værnepligt. Men også som soldat var han anderledes end flokken. Mens kammeraterne så på byen, søgte Søren Rynke hen på det Kongelige Bibliotek, hvor han stiftede det første og meget afgørende bekendtskab med kunsten og videnskaben, som for ham åbnede vide perspektiver.

Giftermålet

Efter soldatertjenesten vendte Søren Rynke tilbage til sin fødeegn, hvor han fik plads som karlpå gården Estrup i Hørby sogn. Han var ingen ringe karl, men en udpræget ener, hvilket kom frem derved, at han brugte det meste af sin sparsomme karleløn til køb af bøger. Han var også en flot karl, som nok kunne få pigernes hjerte til at banke. 29 år gammel indgik han ægteskab med den 8 år ældre Mette Cathrine Sørensdatter, hvis forældre var gårdfæster og dannebrogsmand Søren Nielsen og hustru, Albækgaard i Albæk sogn, og det nygifte par fik deres første hjem i Estruphus. I det almindelige omdømme havde Søren Rynke gjort et godt parti. Han var jo kun søn af fattige husmandsfolk.

Derimod var man på Albækgaard ikke ovenud begejstret for ægteskabet. Og det blev ikke bedre med årene. Søren sørgede for mad og klæder til familien, men han var efter Albæk-familiens opfattelse ganske blottet for initiativ og fremdrift. Hvad der blev til overs, gik til bøger og skrifter. At Søren overtog et husmandslod på Greaverhus Hede, hjalp ikke stort, og efter 15 års ægteskab blev Mette Cathrine og ægteparrets 3 børn, to piger og en dreng, afhentet af familien og taget med til Albæk. I forbindelse med Mette Cathrines død betegnes hun som "forladt hustru", men sandheden er den, at det var Søren Rynke, der var "forladt", om end han siden kunne sige, at han siden kone og børn forlod hjemmet "havde haft det godt og frederligt"

Ægteskabets indgåelse d. 22. december 1857 i Hørby kirke.

Banebørste

Måske er det Søren Rynke der har fuldskæg 3. yderst til højre ? Jeg synes han ligner ham og dengang var der ikke mange, der havde fuldskæg.

Om Søren Rynkes færden i de følgende år vides ikke ret meget. Dog står det klart, at han gennem en længere periode arbejdede som banebørste, dels på banelinien mellem Nørre Sundby og Hjørring, dels ved bygningen af jernbanebroen over Limfjorden, som blev taget i brug den 17. januar 1879. Den hårde og barske tilværelse var dog ikke i stand til at kue filosoffen Søren Rynke. Man kan vel snarere sige tværtimod. Det fremgår af en lille oplevelse, som Søren Rynke senere fortalte med en vis tilfredshed og lød omtrent sådan:

 - Det var mens jeg arbejdede som banebørste, at vi en dag blev overrasket af et voldsomt skybrud, som gjorde, at vi måtte standse arbejdet. Jeg søgte læ i et lille hus nær banelinien, hvor jeg på bordet bemærkede et lile håndskrevet hæfte indeholdende viser af forskellig art. Det var hæftet sammen med uldgarn i ryggen, og jeg bladrede det igennem. Blandt mange banale viser fandt jeg pludselig et digt, som jeg kunne se måtte være skrevet af ingen anden end öchlensschläger. Og det glædede mig meget midt i en sådan samling, hæftet med uldgarn, at kunne finde og genkende noget af en guldalderdigter.

Branden

Hvornår Søren Rynke gravede sig ind i lyngskråningen vest for Nymølle, kan ikke siges med bestemthed, men det har antageligt været i tidsrummet mellem 1885 og 1890. Hans sære livsform blev første gang draget frem i efteråret 1896 i en artikel skrevet af rdaktør Vilh. Carlsen i Vendsyssels Tidende, og hvis indhold ret nøje svarer til dt, der oplyses i den turistfører fra 1898, der nævnes i indledningen: Søren Rynke klarede dagen og vejen ved at arbejde på egenens gårde, og selv om han var "sær", var han efter alt at dømme vellidt. At hulen var et bygningsværk helt for sig selv, fremgår af gamle, gulnede fotografier, og at den var omgivet af en vis form for mystik, er ligeså sikkert. Ikke blot vidste egnens befolkning, at Søren Rynke havde mærkelige bøger, men det var også almindelig kendt, at han i sin ensomhed eksperimenterede med fysik og kemi og til dette formål anvendte forskellige instrumenter og glaskolber. Som turistattraktion fik hulen dog kun betydning i sommeren 1899, i det den blev ødelagt ved en brand d. 10. november samme år.

Fotografiet er fra bogen "Nordjylland fra Mariager Fjord til Skagen". Her er Søren Rynke foran sin hule. Det kan godt være svært at se ham, men han står i døråbningen, som han måtte bukke sig for at komme igennem. Modsat hvad man måske forestiller sig, så er hulen lige ud til vejen, og stakittet er skellet mellem vejen og "huleområdet".

Søren Rynke skulle den pågældende dag tl et møde og havde med henblik på nattekulden fyldt den gamle jernkakkelovn op med brænde. Da ha nhen på aftenen vendte hjem, var hulen udbrændt, ligesom bøger og instrumenter var ødelagt. For den 70-årige tænker og filosof var det sidste det mest katestrofale, så vist som det var hele hans verden, der var blevet ødelagt.

Hulens brand optog sindene på egnen stærkt, og en varm sympati slog den gamle Søren Rynke i møde. Det kom klart til udtryk i en opsats i Vendsyssel Tidende d. 12. december 1899 skrevet af den kendte demokrat Kr. Larsen, Oustrupholt. Indlægget bringes under overskriften: "Vendsyssels sidste huleboer lider nød efter branden" og munder ud i en opfordring til at yde den brandlidte økonomisk hjælp. Det hedder bla.

Efter hulens brand står den 72-prige mand blottet for alt. Intet blev reddet. Alt, hvad der kunne brænde gik op i luer. De fattige pjalter, manden havde på kroppen under branden, er nu hans eneste eje. Jerslev Sogneråd har tillagt ham 60 kr. i årlig alderdomsunderstøttelse. Men desuagtet ligger han nu på det bare strå i en lille hytte, hvorfra beboerne er flyttet, fordi en skrædder som boede der i sommer hængte sig. Jeg tvivler ingenlund om, at den vanskæbne, der har ramt den så meget omtalte "sidste huleboer" i Vendsyssel, jo nok vil vække vendelboernes medfølelse med en 72-årig hæderlig mand, der står som hjemløs brandlidt og med tomme hænder.

Lad mig tilføje, at han elskede sin nedbrændte hule så højt, at ingen anden rigdom kunne erstatte ham den. Ingen brandlidt ridder har stået mere sørgende ved sin borgs ruin end den gamle Søren Rynke ved sin nedbrændte hytte.

Fra bogen Nordjylland fra Mariager Fjord til Skagen. Her er han fotograferet tættere på, lige der foran sin elskede hule. Meget kan man sige om ham, men skummel ser han ud. Bemærk, at han står med en økse.

Indlægget i Vendsyssel Tidende vakte en ikke ringe opmærksomhed, men blev taget meget alvorligt op af Jerslev Sogneråd, hvis sociale samvittighed næppe var i fineste orden. I et indlæg i Vendsyssel Tidende d. 18. december gør en talsmand for sognerådet opmærksom på, at man forgæves har "forsøgt at få Søren Rynke, ud af hans hule og anbragt i en mere hyggelig bolig, hvor han kunne fåe den fornødne pasning og pleje". Men Søren ville ikke ud, hvorfor sognerådet kort før branden gav 10 kr. til istandsættelse af hulen for. Sognerådets indlæg, hvori også henvises til, at Søren Rynke efter branden er flyttet til Skæve Kommune, slutter med disse linier:

 - man kan naturligvis godt have medynk med det liv, Søren Rynke lever, men at skyde skylden derfor på Jerslev Sogneråd eller andre er sikkert aldeles forfejlet. Vi må vist hellere adressere den til Søren Rynkes egne særheder..

Angrebet på Søren Rynke bliver skarpt imødegået den 23. decmeber, hvor en af Søren Rynkes naboer, Thorvald Nielsen, i Vendsyssel Tidende skriver:

- At Jerslev Sogneråd synes at ville betegne det som en særhed, at Søren Rynke hellere vil bo sin hule og leve af 5 kr. om måneden end komme på Jerslev Fattiggård og risikere at blive tilbagesendt, om ha nforlod nævnte sogn, skal jeg ikke komme næremere ind på, men lade enhver dømme derom efter sin mening om slige ting. At Søren Rynke nu for tiden er virkelig trængende, følte jeg mig overbevist om, da han en dag, medens frosten var allermest hård, kom han og bad mig om at låne ham nogle pjaltede gødnignssække, da den bare halm blev for luftig at opholde sig i.

I begyndelsen af februar 1900 meddeles det, at "danske i Minnesota har givet 13 kr. til indsamling til huleboeren i Danmark, Søren Rynke" og flere skovejere "har lovet gratis at levere det fornødne træmateriale". Hvad det blev alt i alt, vides ikke. Så meget er imidlertid sikkert, at Søren Rynke ikke fik noget nyt hus eller nogen ny hule, men blev boende i den lille hytte i Vrængmose i Nejsum Bakker.

I teksten står: Søren Rynkes sønnesøn, murer Ingvard Nielsen, Møllegaarden, Østervraa, fotograferet foran indgangen til Søren Rynkes jordhule vest for Nymølle. Omraadet er blevet tilplantet senere. Paa Søren Rynkes tid var det lyngbevokset.

Søren Rynkes sønnesøn ( min oldemors fætter) Ingvard Nielsen blev fotografet i 1965 foran sin farfars hule. Billede blev bragt i Vendsyssel Tidende d. 25. april 1965

Mødet med Johan Skjoldborg

Johan Skjoldborg

Det var i årene omkring århundredeskiftet, at digteren Johan Skjoldborg vandrede rundt i det østlige Vendsyssel, hvor han som repræsentatnt og udsending fra Oldnordisk Museum så på gravhøje, med henblik på fredning og ved samme lejlighed samlede stof til bogen "Almuen" og andre skrifter. Under et besøg hos folketingsmand Kr. Jensen Try, Vestergaard i sommern 1900 benyttede Johan Skjoldborg lejligheden til også at besøge Søren Rynke i Vrængmose. Dette besøg blev for den unge digter og den gamle filosof indledningen til et særegnet venskab af ikke ringe betydning. I første omgang var det ganske givet Johan Skjoldborgs hensigt at bruge Søren Rynke som model for en meneskeskildring, men venskabsbåndet blev af en sådan art, at Skjoldborgs omtale af Søren Rynke inskrænker sig et par indlæg i Vendsyssel Tidende og et interview i Politikken. Af optegnelserne, som Johan Skjoldborg har overladt til rektor Gunnar Furuland, Malung, Sverige, fremgår det imidlertid, at Skjoldborg på forskellig vis hjalp Søren Rynke. Han gav ham penge til køb af tøj. Han opfordrede i avisindlæg folk til at sende Søren Rynke bøger. Han formåede Søren Rynke til at genoptage forbindelsen med døtrene, hvoraf den ene boede i Albæk og den anden i Volstrup sogn. Samme døtre havde for øvrigt i mange år haft den opfattelse, at deres far var død, men meddelelsen i Vendsyssel Tidende i 1896 afkræftede dette. Det var også Johan Skjoldborg, der fik det ordnet sådan, at Søren Rynke i 1910 flyttede fra Vrængmose og tog ophold i et lille hus nær ejendommen Magtesløsved Store Uggerholt i Volstrup sogn, hvor den yngste datter var gift.

 

Almuemand og filosof

Om forholdene i hytten i Vrængmose og sit indtryk af Søren Rynke som almuemand og filosof beretter Johan Skjoldborg i en artikel i Politiken 14. oktober 1901:

Han bor oppe i Jyske Ås i Vendsyssel. Før har han boet i en hule. Den blev imidlertid øde ved en ildebrand, og dér har jeg ikke set ham. Jeg kender ham kun, som han er nu, en gammel mand på 75, en gammel filosof, der nu bor til leje i et lille hus i Vrængmose.

Hans stue er jo en underlig lejlighed med pakker og bylter, papirer og bøger og madvarer og klædningsstykker og kasser imellem hverandre. Og på brættet, der forestiller et bord, står en musefælde.

I al den urydde, som naturligt hersker, hvor et gammelt mandfolk er ene, mellem al stuens brogede indhold, sidder Søren Rynke med korlagte ben og ser frem for sig med sit kloge, intelligent og rolige blik.

Der er en værdighed og ophøjet ro over hele skikkelsen, over den måde, han bærer sit smuktformede, kraftige gråskæggede hoved på og over hans ansigts mandlige træk. Og  han falder aldrig ud af den ro, ikke engang når ordnene, han taler bliver hede. Det er, som hans indre livs kræfter og lidenskaber er harmoniske afstemt med hinanden. Der er den samme ro i hans bemærkninger og hans svar. Da han boede i hulen, kom der mange fremmede for at se til boligen. Bla. kom der en dag en cyklist, som vimsede nysgerrigt omkring og endelig spurgte:

"Keder De dem ikke? De må da kede dem frygteligt"

"Ikke før De kom" svarede Søren Rynke. Da jeg kom ind til Søren Rynke, lå der foran ham en fysik på 600-700 oktavsider.

- Nå, de studere fysik?

- Jeg har såmænd lært dette for mange år siden, men det kan være ganske morsomt, at friske det op igen. Og jeg har ikke andet at læse for tiden.

De sidste ord har en sørmodig klang. Det kniber ham nemlig at få nok at læse, og det var ham en stor sorg, at hans bøger brændte i hulen. Det er nu ikke alne fysik, han studerer, også kemien dyrker han. Og han laver medicin af markens urter, f.eks opium af valmuerr, kamfer og karbolsyre. Eller rettere, han har lavet, thi hans kolber og glas blev også ødelagt ved branden.

En dag kom en af hans bekendte ind til ham:

 - Hør Søren, du læser så meget, kan du ikke give mig et råd for gigt ?

- Jo, du kan gå ned i engen, plukke dig bukkeblade - herba trifolii febrini- kog dig noget te på dem og drikke.

Nej, det syntes manden da var for simpelt. Så rejste han hen ti doktor og apoteker, og efter således at have givet mange penge ud kom han hjem med - bukkeblade.

Jeg tænkte efter det, at naturvidenskab var Søren Rynkes kæphest, men ville dog prøve, om han var helt uvidende om de såkaldte åndsvidenskaber:

- Kender De en digter, der hedder Holberg?

- Holberg, ja han var en god satirikus

-En Ewald ?

- Ja, han skrev dejlige vers, navnlig "Fiskerne"

- Baggesen?

Søren Rynke smiler ved denne eksamination og svarer:

- Han kender sproget.

Ochlenssläger ?

Han ville efterligne Goethe, men nåede ham aldrig.

- Kender de Goethe ?

- Ja, jeg beundrer "Faust". Også Goethes digte sætter jeg mget højt.

-En Schiller?

"Vilhelm Tell" sætter jeg meget pris på.

- Hm. Hvor har de læst alt det ?

- I nogle tyske bøger

-Kan De også tysk?

- Ja, tysk og fransk det kan jeg nok, men engelsk er et fandens sprog - dér er hverken regler eller grammatik.

- Hvor har De lært tysk?

- Mig selv. Da jeg var ni år, fik jeg fat i en tysk sproglære og siden har jeg læst videre.

Han taler fremdeles om forskellige tyske digtere, som han holder af. f.eks. Heine og så nævner han én , hvis navn jeg aldrig før havde hørt. Hölü. Ingen kendte ham. Ved nærmere eftersyn viste det sig imidlertid, at han meget rigtigt var til. Han døde i en alder af 28 år i  1776.

Jeg går så tilbage til de danske digtere, som vi slap ved Ochlenschläger. Han kender dem alle, jeg spørger ham om, kender deres hovedværkert og har øjeblikkelig sætning rede, der rører netop ved digterens herskende evne. Kun Johan Ludvig Heiberg kender han ikke videre til . Han forveksler ham et øjeblik med P.A. Heiberg, hvis første vers af Laterna Mgica han citerer. Hans øjne bliver særlig livlige ved P.A. Heiberg.

Han var kommet for tidligt til verden ,siger han, ligesom Victor Hugo. I det han nævner det sidste navn, smiler han og tilføjer: Han skrev Esmalralda. Det var ikke sært, at Napoleon ikke kunne lide ham.

Jeg byder ham en af Rasmussens Prenzados - det er nemlig min ynglingscigar - som han sidder og mishandler rædsomt, mens vi går videre i teksten. Jeg tror nok, jeg tør sige, at de fleste af den slags almuemennesker, som Søren Rynke hører til, ikke kan lide præstene. Han kan det heller ikke.

- Intet keder mig mere, end når en præst tager et par ord i munden og giver sig til at drøvtygge på dem en-to-tre timer. Ja, kan han ikke finde på andet, så er det sgu kedeligt.

- der er naturligvis nogle gode undtagerlser i præsteskabet, men de fleste er nogle gavtyve, der siger fanden med menigheden, når vi blot får embedet.

Han taler meget stærke ord om latterligheden ved hele det kirkelige ceremoniel. Men ateist det er han ikke.

- jeg kan bedst få mening med tilværelsen ved antagelsen af en Gud. Og jeg tror på Gud , på udødeligheden og udviklingen.

- Kan De huske noget fra Frederik VIs tid ?

- Ja, da han døde, græd min mor. Hun troede, vi fik krig, og at alt gik galt, når han ikke mere kunne styre - han ler- Hun var jo så dum - han bliver ved med at le.

- jeg var kun 12 år gammel dengang, men jeg forstod dog, at den sorg var "von hinten". Min dømmekraft var nemlig tidligt udviklet.

Som dreng låne han blade og pjecer hos en møller, og så kom han også til at læse Aalborg Stiftstidende. Han roser Redaktør Ree - men, tilføjer han, han var kapitalmand. Han skrev i 56, at kapitalen havde en ret, som ikke kunne kastes over.

 

 

 

 

Jeg synes, jeg kunne mærke på ham, at han interesserer sig mindre for politik og religion end for digterkunst og videnskab, og hans kærlighed til den sidste kommer smukt frem i det tonefald, hvormed han udtaler den sætning, at videnskab skal altid være et stedbarn.

- Generer det Dem nu ikke, spørger jeg, at folk her på egnen opfatter Dem som en aparte snegl, som en slags særling, og således skyder Dem ud?

Han smiler

- nej, men det ærgrer mig, at folk bliver ved med at være så dumme, som de er, svarer han og samler sine bukser sammen. Der er ingen knap i dem.

Jeg har besøgt Søren Rynke to gange og det, jeg her har skrevet , er en ligefrem beretning. Han er født i fattige forhold. Han har alle dage levet i små omstændigheder, og ernæret sig ved almindeligt arbejde. I 15 år har han haft kone og børn  at forsørge. Nu er han 75, nyder han en årlig alderdomsunderstøttelse på 96 kr. Det er ikke meget. Der kan ikke blive noget til overs til bøger, som han savner.

Da jeg bød ham farvel, sagde jeg.

- Ja,ja, når ikke sjælen under solen, hvad den vil, så er der andre sole og andre stjerner til, som står - hvor er nu det?

Han nikkede - I Ingemanns Holger Danske Vise, smiler han.

Altid vil jeg bevare mindet om denne særegen personlighed, denne selvgroede skikkelse, som jeg traf oppe i de ejendommelige vendsysselske bakker.

Hytten i Vrængmose

I forbindelse med Søren Rynkes 76-års fødselsdag i foråret 1904 tegner en medarbejder ved Vendsyssel Tidende også et ganske morsomt billede af forholdene. Det hedder i artiklen bl.a.

-Gamle Søren Rynke s hjem vil forbavse dem de er vant til at leve i velstand  med hjlp på hver finger. Han hjælper sig, som han bedst kan. Han leje er en feltseng, af hvilken sengeklæderne ville glide ned. Det sørger han at forhindreved frie høje pæle, som han har rammet ned i lergulvet. Enkelte møbler harn han, men de hører alle hjemme blandt invaliderne. Husgerød, savner han naturlivis også. Men han véd at hjælpe sig. Hans alen er nogle mærlige skåret i kanten af hans dragkiste osv. Ellers trænger han ærligt talt til alt. Det er synd, at en 76 årig skal ligge og fryse de lange vinteraftener og - nætter i en vaklende feltseng, mens isen læger sig halvtommertykt på ruderne. Tøj mangler han også, navnlig et par benklæder, ikke snævre, dertil er han for meget frihedsmand. Han vill føle det, som om hans ben blev bundne. Nej, et par varme, vide, rummelige "bowser" i hvilkenhan næsten kan bo. Mest klager han sig dog, for et par sko. Træskoene er ham for tunge, når han skal gå langt. Skoene må være 11 tommer og rummelige over tæerne, da disse som så mange gamle folk, er ømme for tryk.

Artiklen slutter med en opfordring til læserne om at sende den gamle eneboer gode ting og sager også gerne bøger skrevet på tysk og fransk samt Holbergs komedier og romanen "Baskervillens Hund". Og det vides, at ønskerne blev opfyldt.

Om Søren Rynke hed det på egnen, at hans livret var suppe kogt på en muldvarpe, men det har næppe noget med virkeligheden at gøre. Derimod er det nok rigtigt, at folk gemte aviser og trykte skrifter væk, når Søren Rynke var i farvandet. Faldt han over en bog eller en avis, glemte han både tid og sted og var ikke til at drive ud af stuen, før den sidste stavelse var læst og tydet.

Et brev

Johan Skjoldborg har sikkert ret, når han skriver, at Søren Rynke satte digtning og videnskab højere end politik. Men det betød ikke, at Søren Rynke ikk var stærkt optaget af det politiske liv,sådan som det formede sig i årene før og efter systemskiftet. Søren Rynke var en god demokrat modsat Skjoldborg, der hørte til rebellerne. Ihærdige forsøg fra Skjoldborgs side på at få Søren Rynke til at skifte avis, hvilket vil sige, afbestille Vendsyssel Tidende til fordel for Vendsyssel Venstrblad, var på forhånd dømt til at mislykkes. Søren Rynke var I.C. Christensens mand, og det kunne ingen rokke.

Det vides, at der fandt en livlig brevveksling sted mellem den unge digter og den gamle filosof, men desværre foreligger kun et enkelt brev fra Skjoldborg til Søren Rynke. Til gengæld er dette af en art, som siger noget om den kultur og udveksling Søren Rynke besad. Brevet lyder således:

Johan Skjoldborg fotograferet et halvt år før brevet til Søren blev skrevet.

Tegensee oberbayern 21-12-1903

Kære Søren

Jeg ved ikke, om De har hørt, at min hustru og jeg er på udlandsrejse. Den 20. september begyndte vi, og nu har vi ekspereret Tyskland.

Vi bor for tiden ved sydgrænsen og noget hen i januar går vi til Italien.

Hvad jeg nok tror, vi har haft mest udbytte af, er de store maleriudstillinger i Berlin, dresden og München.

Folket er det samme som i Danmark, de samme typer i alt væsentlighed og det er dumt, at så beslægtede folk oplæret til at foragte og hade hinanden.

Men al kulturudvikling foregår jo så langsomt, at det vel nok vil tage nogle millioner år endnu, inden mennesker bliver virkelige civiliserede.

Nå, meningen med brevet er da kun at sende Dem en hjertelig julehilsen fra os begge. Vi to, Søren Rynke, Dem og mig, er nu én gang kommet i et forhold til hinanden, der består af dybereliggende og mere livsværdifulde elementer.

Det har været en glæde at gøre Deres bekendtskab og en ære, at De regner mig som ven. Hav det nu så godt som muligt og fyr, alt hvad De kan, i den nederdrægtige kakkelovn, De har. For man må hellere sulte lidt end fryse. Vil De ikke glæde mig med et par linier en gang i julen. Min adresse findes på indlagte konvolut.

Hjertelig hilsen fra min hustru og Deres Hengivne

                                         Johan Skjoldborg.

Magtesløs

Søren Rynke og Johan Skjoldborg forstod hinanden og Skjoldborg benyttede enhver lejlighed til at beøsge Søren Rynke i Vrængmose. Skjoldborg ville også hjælpe ham økonomisk, men Søren svar var: "Nej, du er sgu det bedste mennesk, jeg har kendt. Du skal sgu ikke splittes ad for min skyld". Skjoldborg siger i sine efterladte fortegnelser, at Søren Rynke i sin vurdering af menneskene var meget radikal. Datteren på den større og bedre gård i Albæk var efter hans opfattelse langt fra det værd, som datteren på Magtesløs, gift med en fattig, men begavet husmand. Derfor var det også ret naturligt, at Skjoldborg forud for sin Amerikarejse i 1910 traf foranstaltninger til, at Søren Rynke flyttede fra Vrængmose til et lille hus nær Magtesløs. Han kom hertil medbringende en klædekiste fyldt med bøger og gamle aviser og et sulekar med fordærvet sul.

Men Søren Rynkes dage var talte. Den 17. januar 1911 lukkede han sine øjne for stedse. Hans sidste bekymring var, at han ikke kunne få sagt tak til Skjoldborg. Han ville så gerne leve, indtil denne i løbet af foråret vendte hjem

Han er den eneste ven, jeg har haft på Jorden, og den eneste, som har forstået mig. Hils ham. Det var den gamle huleboers sidste ord, før han gled ind bag det store forhæng.

Uddrag af kirkebogen for Volstrup kirke, nekrolog, der blev gengivet i avisen i 1972.

Venskabet

Marie Langelund, Store Restrup, var i foråret 1911, ung pige i huet hos Johan Skjoldborg på Dynæs. Om hans hjemkomst fra Amerika har hun fortalt mig, at den var præget af meddelelsen om Søren Rynkes død. Billedet af Søren Rynke på Skjoldborgs skrivebord var florombundet, og der var tændt 2 lys. Da Skjoldborg så dette, blev hans øjne blanke, og snart trillede tårerne ned ad hans kinder

 Så fik vi alligevel ikke talt sammen, sagde han sørgmodigt.

Men Johan Skjoldborg glemte aldrig sin gamle ven fra Jyske Ås. Den 23. august 1927 lod han afsløre en mindesten på graven på Volstrup kirkgård hvorpå der står:

     Søren Rynke

 Så tæt vi sad hinanden nær,

 Hvor færdes nu din lyse ånd.

      Din skygge er kun her,

   Din ven rejste denne sten.

I forbindelse med stenens afsløring holdt Johan Skjoldborg en tale som hed:

Min gamle ven Søren Rynke, som hviler under denne sten var jo velkendt på denne egn -som en særling. Men ha nvar ingen særling, han var en ejendommelig personlighed. Det er nok rigtigt, at han ikke var, som folk er flest, thi han var en så oplyst og betydende personlighed, at folk i almindelighed savnede noget at sammenligne med.

Søren Rynke var ganske usædvanlig med hensyn til sin vurdering af livet og tilværelsen og disse værdier. Det golk i almindelighed vurderer højt, anså han for at være af ringe værdi. Klæder, komfort osv. som menneske jagter efter, var for Søren Rynke uden større værdi. Derimod satte han al sin kraft og energi på oplysning og videnskab og digtning. Derfor kan Søren Rynke for os være et eksempel på den rete vurdering angående det materielle og det idelle.

Ikke mindre fremstående er han for at se op til, når det gælder den flid, ja, jernvilje, han satte ind, når talen var om stuiderne. Når andre sankkede tiden bort ved kaffegilder, kortspil og tom selskabeligehed sad Søren Rynke og studerede. I naturlære og kemi var hans indsigt stor gennem det, han havde hentet, fra både inden- og udenlandske kilder. Han var i litteraturen fortrolig med de danske klassikere og de tyske - Goethe, Schiller, Heine osv. læste han på originalsproget. Også Englands og Frankrigs digtere havde han kendskab til, navnlig da Shakespeare og Victor Hugo .

Jeg spurgte ham ved en bestemt lejlighed, om han ikke følte sig ensom uden for fællesskabet og selskabslivet. Da lo han: Jeg kan ikke få bedre selskab i hvert fald ikke her på egnen, end Goethe, Schiller og Ochlenschläger.

En fremmed, en moderne herre, littede engang ind til ham, eftersom han anbefaledes i en rejsehåndbog. Den fremmede spurgte:

- Er her ikke trist og ensomt ?

Søren Rynke svarede:  Ikke før De kom.

Jeg kan ikke forsne mig med den tanke, at min gamle ven, opløst i sine grundlemmer, bare skal være gået over i det almindelige kredsløb. jeg ville gerne træffe ham igen.

Vi blev ikke rigtige færdige.

Måtte vi træffes senere, måske på en anden klode. Men her står vi over det, som unddrager sig forstand og videnskab.

På denne verdens grænsemur

Lønproten til en ny natur

På skjulte søjler hænger.

Hvert øjeblik, som plusen slår.

Er sjæl igennem porten går,

og ingen ser den længer.

                               (B.S. Ingemann).

Imidlertid vier jeg denne sten til minde om Søren Rynke. Den skal minde enhver, som går her forbi, om en fremstående mand, sikkert den mand af almuen i Vendsyssel, som har haft det største kendskab til kunst og videnskab. Denne sten skal tale til nutidens slægter om, at ved nøjsomhed, flid og udholdenhed kan alle erhverve sig betydelige kundskaber, udvikle sin evner, mens man gennem forlystelser og et tomt selskabsliv forspilder livet. Sådan skal denne stn tale til egnens folk.

De nskal også til sene tider fortælle om Søren Rynke om den unge digter, som mødte den gamle eremit og gennem en høj stræben  og et trofast venskab fulgte denne til døden og videre ud.

Fred over din grav - Søren Rynke  og fred over din sten.

Efterskrift

Søren Rynke var Vendsyssels sidste egentlige huleboer. Han var efter Johan Skjoldborgs vurdering også det almuemenneske i Vendsyssel, som havde det største kendskab til kunst og videnskab. Af sin samtid blev han betegnet som en særling. Det var han vel også. Men han var først og sidst et menneske, der higede efter oplysning, og havde et åbent sind for det nye. Og som sådan er han værd at mindes og blieve mindet om. Derfor denne mindeurne.

Her slutter C. Nørrelykkes beretning om Søren Rynke, først trykt i Vendsyssel Tidende d. 25. april 1965, senere udgivet på bog i 300 eksemplarer i 1968.

Søren Rynke fik som det nævnes 3 børn med Mette Cathrine Sørensdatter, som han giftede sig med d. 22. december 1857 i Hørby kirke. Da Mette Cathrine giftede sig med Søren Rynke, var hendes forældre døde, og altså derfor ikke kunne modsætte sig det mindre gode parti som Søren Rynke var.

 

 

Sørine Madsine Nielsen og hendes mand Chr. Christensen Magtesløs gravsten, lige ved siden af Søren Rynkes mindesten. Læs evt. under særlinge og særheder om fejlen på gravstenen.

De 3 børn:

1. Augustava Mathilde Dorthea Nielsen 27. august 1858 - 11. februar 1918, hun var den fine datter der omtales i Albæk sogn. Hun var min tipoldemor.

2. Sørine Madsine Nielsen f. 18. august 1860 - 20. maj 1940, hvor Søren Rynke endte sine dage.

3. Mads Christian Peter Nielsen f. 10. oktober 1862 - ?

Selv en vendelbo, må vel undrer sig over, at Søren Rynke vendte tilbage til Vendsyssel efter endt soldatertid. Hvorfor blev Søren ikke i København, hvor kulturen, videnskaben og udviklingen fandtes i langt højere grad end i Vendsyssel?

Men der er intet der tyder på, at Søren var ked af sit ophav, ej heller sin skæbne. Han aftjente sin værnepligt, han arbejdede, han blev gift, han fik børn og han forsørgede dem. Søren blev med andre ord ved sin læst. Han levede et stille og roligt godt liv med sine bøger, sine kolber, sin viden og klogskab. Han deltog ikke i avisdebatten dengang omkring århundredeskiftet, men stille gerne op til fotografering, for det var jo en del af den udvikling, som Søren holdt så meget af. Han havde ikke behov for brømmesle og beundring, som en vis skomagersøn fra Odense. Søren studerede for sin egen skyld, og vidste, at han var klogere end de fleste, og det var nok for ham.

 

97 år efter sin død tog 2 af hans oldebørn, 3 af hans tipoldebørn og jeg som tiptipoldebarn til foredrag om Søren Rynke og andet godtfolk fra Jyske Ås, fortalt så glimrende af Bjarne Thorndal. Jeg kan med rette sige, at vi alle var stolte af, at være efterkommere efter Søren Rynke. Om han ville være stolt af os + Tjow, han ville måske nok have syntes bedre om, at vi havde siddet derhjemme og studeret nanoteknologi, gen-manipulation, ozonlag og at vi var velbevandrede i klassiske Guldalder-forfattere, som vi havde læst på originalsprog, frem for vi sad og hørte om sdåan en gammel "pjolt" en torsdag eftermiddg i Klokkerholm med tilhørende kaffe og blødt brød.

Billeder fra bogen "Nordjylland fra Mariager Fjord til Skagen" - tegning fra særtrykket i 1968, en omtale af Søren Rynke af nyere dato.
November 2009, rettet lidt til 23. august 2012 - 85 års dagen for at Johan Skjoldborg afslørede mindestenen på Vosltrup Kirkegård.
Ann Nygaard.

Kilder

Thorkild Søndergaard som havde lagt artiklen på nettet og som senere sendte mig artiklen der belv bragt i Vendsyssel Tidende d. 25. april 1965, inklusiv portrættet af Søren Rynke og billedet af Søren barnebarn Ingvard Nielsen

Bjarne Thorndal som var så flink at bruge et par timer på, at jeg fik set hvor hulen havde været og hvor Søren senere flyttede hen, da hulen brændte.

Bogen Søren Rynke udgivet som særtryk i 1968 i 300 eksemplarer af C. Nørrelykke. Bogen kan købes antikvarisk på www.antikvariat.net

Bogen Nordjylland fra Mariager Fjord til Skagen, som måske kan købes på ovenstående hjemmeside.

www.arkivalieronline.dk

Enhver fejl er utilsigtet. Jeg hører gerne fra dig om du har spørgsmål - eller har supplerende oplysninger.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Ann Nygaard | Svar 14.03.2019 17.19

Hej Birthe
Jeg bor i Brønderslev. Dejligt at være efterkommer efter Søren Rynke. Hvordan er han efterkommer?

Birthe Møller | Svar 02.02.2019 23.55

Hej
Min mand Ole er også tip oldebarn til Søren Rynke... Vi bor i Hobro. Hvor bor du?

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE