Knud, Knøv og Klostret.

Man skal ikke græde over spildt mælk

 

Men selv for en Vendelbo kan det godt blive for meget. For et års tiden siden tog jeg den beslutning: Nu vil jeg ikke skriver mere om de sogne, jeg bevæger mig så meget rundt i - nu vil jeg skrive om min svigerfars familie. Hans slægt kom fra Tversted, Bindslev og Elling området, og altså en helt anden del af Vendsyssel end den jeg hidtil har skrevet om i mine fortællinger.

At jeg alligevel havnede i velkendte egne, havde jeg ingen anelse om.

Der skete det, som der vel i bund og grund kan ske for et hvert menneske - selv for en Vendelbo - man går i stå.

Det hele var ellers grumme spændende, men det var som om, at batterierne på rugbrødsmotoren var flade.

Der gik så det her lille års tid, og så ville jeg da lige tage fortællingen op igen - og så var den forsvundet. Intet sted var den at finde hverken på computeren eller i det virkelige liv.

Så det er muligt, at man ikke skal græde over spildt mælk, men snøfte lidt over den forsvundne fortælling det har man vel ret til.

Op på hesten igen

er som bekendt et andet ordsprog - og det er vel de samme folk, som få minutter inden har belært den ulykkelige med ordene "Du skal ikke græde over spildt mæk", som nu slynger disse bevingede ord ud. Et udmærket ordsprog, en glimrende taktik og lige præcis den jeg valgte og vel slet ikke når jeg bla. skal skrive om en hestepasser.

Polli med sine 3 ældste børn på gårdspladsen hos sin svigermor.

Polli

Min svigerfar , Poul Erik Sørensen blev født i 1934. Han var 31 år da han blev far til min mand. Min mand har ingen erindringer om sin oldeforældre på sin fars side, sågar heller ingen erindringer om sine bedsteforældre på den side. Det har en ganske naturlig forklaring. Hans farfars far var født så langt tilbage som i 1832, og hans farfar tilbage i 1884. Til sammenligning: Min yngste oldefar blev født i 1901  og da Peers oldefar blev født i 1832 var der 9 år til at min tiptipoldefar blev født. Jo, det gik noget trægt i den familie med at tygge sig igennem generationerne.

Poul var det 14. barn af Peter Martinus Sørensen. Det var 7. gang at mor Agnes fødte et barn. Peter Martinus havde få måneder forinden rundet de 50 år, mens Agnes kun var 34. De fik yderligere 2 børn, da den yngste kom til verden var Peter Martinus 55 år. I Peters børneflok på ialt 16, var der ingen efternølere, eller "klat-barn" som det hedder på svensk. Da Poul kom til verden boede familie i Vennebjerg sogn, nærmere bestemt i Overklit i Harritslev. Det var derfor naturligt, at Poul skulle døbes i Vennebjerg Kirke. Peter Martinus var staldkarl, Agnes bar drengen til dåben og fadderne var hans storebror Karl Johan, dennes kone Marie og søsterens mand Carl Hartmann Christensen. Jo, de to voksne søskende, var jo egentlig kun Pouls halvsøskende, men han betragtede dem som sine søskende på lige fod med de andre.

Øgenavne, kladenavne, kælenavne - alle bruger vi dem i al almindelighed - i min mands familie bruger man dem i særdeleshed, og jeg har derfor altid kaldt min svigerfar Polli, ligesom min mand gør. Det er sådan jeg kender ham.

Polli var kun en lill dreng, da han sammen med sine forældre og hjemmeboende søskende flyttede til Christansdal i Børglum Sogn, hvor Peter Martinus blev hestepasser. Senere fik han arbejde på Børglum Kloster, ligeledes som hestepasser. Deres sidste år tilbragte Peter Martinus og Agnes i Vittrup, og det er på Vittrup Kirkegård de ligger begravet.

Fotografiet er fra Christiansdal, det er Peter Martinus der står yderst til venstre.

Tversted

Tversted kirke. Smukkere kan en kirkegavl ikke blive.

Peter Marinus far Søren Chrsitian Christiansen kom til verden i 1832 i Mellem Klitten i Tversted sogn. Det har sikkert været en vindblæst affære den dag i oktober, hvor han skulle transporteres de par kilometer til kirken, for at få den smule vand i hovedet af Sognepræst Jacob Holm Scibbye, der skulle gøre så Søren blev en ægte kristen.

Jacob Holm Schibbyes smukke gravsten på Tversted Kirkegård.

Fodsporene, som Christian Jensen og Dorthea Marie Larsdatter tog den dag i oktober, da deres 2. søn blev døbt er for længst forsvundet, ligesom den prædiken Jacob Holm Schibbye holdt den søndag for så længe siden,  ikke kan huskes af noget menneske. Men Sognepræstens gravsten står der stadig smuk og fortællende på Tversted Kirkegård. 39 år var han sognepræst i sognet.

Lige rundt om Tversted Kirke drøner verden forbi, eller rundt, for det er lige før, at Tversted Kirke er havnet som en anden skulptur inde midt i en rundkørsel. turister i massevis kører måske igennem på deres vej til Skiveren, Skagen eller Råbjerg Mile, eller de svinger ned af Tannisbugtvej, der starter ved kirken og slutter ved Tannisbugtens blå vand. Tversted er i dagens Danmark et yndet turistområde. Her er langs hele vejen fra kirken til havet: hyggelige huse, her er træer, forretninger, restauranter, campingpladser, her er ældreboliger og de nok så berømte iskiosker, hvor den fineste af dem alle er Den Blå iskiosk. Tversted-området er stort, men hovedfærdselsåren er Tannisbugtvej. Her vandrer vi hen af aftenen - ned mod havet for at se solnedgang. En del tager sig tid til at stille sig i den endeløse kø ved Den Blå Iskiosk, som er den sidste i rækken inden havet. Andre - måske mere fornuftige folk - snupper en is fra en af de andre 2 iskiosker.

Så står vi der, folk i hopetal med vores is og kæmper med fedtede fingre og is over hele 5-øren, mens vi samtidig skal stå og være sociale, tage billeder og tage os godt ud, for det er her, man bliver set. Når både is og solen er gledet ned, så går mængden lige så stille og roligt tilbage, forsvinder efterhånden ind af den ene eller anden sidevej, ind i et eller andet hus. Fluks vi kommer "sommerferie-hjem" forsikrer vi os selv om, at vi i morgen springer isen over ,eller i det mindste ikke tager en "Tversted Super Special"

Tversted har som sådan kun en attraktion mere foruden Tannisbugtvejen med alle dens herligheder, nemlig Tversted Plantage med Tverstedsøerne. Her ved søerne kan man stå ved den meste romantiske skovsø fyldt med åkander og kigge ud på Vesterhavet med store containerskibe i baggrunden . Ingen andre steder tror jeg, at skovidyl og havluft er så tæt som her. Nu kan det hele lyde som en anden turistbrochure - men faktum er: Jeg elsker Tversted, og vil så gerne tilbringe en uge der hvert år, med mulighed for at blive luftet et par gange i løbet af ugen i Skagen.

Tversted Søerne

Søerne blev menneskeskabte mere end 100 år efter at Søren blev født i Mellem Klitten i Tversted sogn i 1832. Men havde søerne været der dengang, hvade været nabo med Søren og hans forældre.

De malkede Den Blå Ko

Måske var det her Søren blev født, eller så var det en af naboerne. Ærgerligt, at de solgte...

Nu skal det ikke forstås sådan, at det var prototypen på de senere så hotte køer fra Cowparade, ej heller en særlig kvægrace.

Nej, det dækkede over, at folkene gik ned til havet  og fandt strandingsgods - både det der var faldet over bord og det der kom ind ved skibsforliser. De havde, garantert ligesom ravfinderne, fuldstændig styr på vind, vejr og hav. Tingene de fandt, kunne de omsætte til penge. Med 3 indtægtskilder - fiskeri - strandinger og landbrug - var det på ingen måder fattige folk der boede i Mellem Klitten.

Hvor Sørens far opholdt sig ved folketællingen i 1834 vides ikke, men hjemme var han ikke. Dorthea var alene med deres 2 sønner. Hun levede af "Fruentimmers Haandarbejde", som meget vel kunne være vævning, for på de kanter havde man får.

Jo, på mange måder var det godt sted at bo, med så mange indtægtsmuligheder. Men der var også ulemper - eller en ulempe - og den blev større og større for hver dag - nemlig sandflugten. Menigmand kunne ikke stille noget op mod Moder Natur.

Måske kunne Sørens forældre se at det blev mere og mere vanskeligt at leve ude i Mellem Klitten og havde måske solgt så meget strandingsgods, at de kunne købe en gård længere inde i landet, det var i hvert fald det de gjorde.

Familien flyttede til Trynskov i Bindslev sogn og her fik de deres 3. og sidste barn, datteren Ane Jensine, året var 1836.

Nu var det ikke bare Sørens forældre, der kunne se, at Moder Natur gjorde sit indtog i Tversted sogn, selv de høje herrer i Kjøbenhawn kunne se det, og i 1857 påbegyndte man tilplantningen af noget af Nørre Elkjærs jord - området fik navnet Tversted Plantage.

Søren og Jacobine bliver gift og stifter familie

Bænken er ny - men kirken er den samme som da Søren oplevede gode og dårlige dage dengang for så længe siden.

I 1857 giftede Søren sig med Jacobine. Hun var ikke et ringe parti, selv om hun havde et barn med ind i ægteskabet. Hendes far var skolelærer i Bindslev. Skolelærere var næsten lige så fine som præsten og "dowteren". I dag er lærergerningen raslet ned af rangstigen, mens læger og præster vel stadig holder sin position.

15. januar 1860 blev deres søn Laurids fremvist i kriken og Jacobine blev introduceret. At blive introduceret betyder, at den nybagte mor ventede i våbenhuset, indtil præsten hentede hende, bad en lille bøn for hende, og hun fulgte efter ham ind i kirken. Man anså nemlig kvinder for urene og hedninge når de havde barslet. Loven var for længst afskaffet, men det forhindrede ikke præster i at fortsætte med dette ritual  i mange år. De nybagte mødre, har jeg læst, følte det ydmygende i den grad.

Dengang handlede det jo ofte om, at få barnet døbt meget hurtigt, for livet var ikke en selvfølge. Nybagte mødre skulle passe deres barselsseng, og var ofte ikke med i kirken når deres børn skulle døbes. Den kvinde der bar barnet til dåben blev kaldt Gudmoder. Det er jo et begreb vi bruger den dag i dag, selv om mødre i dag ikke kunne drømme om ikke at være med til deres børns barnedåbe.

5 børn fik Søren og Jacobine, men Laurids døde som 7årig af en halssygdom. Jacobine var heller ikke rask. Hun døde d. 18. juli 1874 af mavekræft.

Søren Christian Christiansen, eller Søren Trynskov, som han blev kaldt, lagde hende i graven d. 25. juli 1874 i Bindslev Kirkes indviede jord.

Else Marie Pedersen

Var den 25. juli 1874 en særlig dag for Søren Trynskov, hvor ha nhavde lagt sin kone gennem de sidste 17 år i graven, så havde dagen forinden d. 24. været en særlig dag for hans senere kone Else Marie Pedersen. Hun fødte den dag en datter, hun gav hende navnet Maren Elise Frederikke Petrine Kristensen. Hun blev kaldt både Frederikke og Rikke. Hvor efternavnet kommer fra ved måske kun Else Marie og en Hr. Kristensen. Ingen far er nævnt i kirkebogen og ingen faddere ej heller, da pigen blev døbt 3 uger gammel.

At der skulle blive et ægtepar ud af de 2 var der måske ikke lige nogle der tænkte på i de dage, men det har ligget lige for. En ung ugift kvinde med et barn og en enkemand med børn. Jo, det har ikke varet længe inden man i sognet kunne få lagt sådan et regnestykke sammen og få slået 2 streger under. Der gik da også kun et års tid, så blev Else Marie og Søren Trynskov gift - nærmere bestemt d. 5. november.

Men hvem var denne Else Marie som Søren Trynksov giftede sig med?

Ja, for flere år siden fandt jeg ud af, at hun var født syd for fjorden. Hvilket jeg ikke var sen til at fortælle Polli, og naturligvis drille ham med, at han jo i grunden ikke var en ægte Vendelbo. Det er jo et hårdt slag for enhver der har gået og troet, at man var Vendelbo, det var det også for ham.

Else Marie blev født 5. maj 1849 i Gunderup Sogn, moderen Maren Marie havde 9 måneder før nedkomsten tjent på Louisendal. En kvinde, som er født i 1849 er, ikke overraskende, afgået ved døden. Ved hendes død står der, at hun er født på Læsø. Som om det ikke var nok, så står der ved hendes død, at hun blev født 15. maj 1848.

Sagen måtte selvfølgelig undersøges nærmere - for tænk- om det skulle gå så grumme galt, at jeg ikke alene havde fat i den forkerte Else Marie, men at jeg kunne blive nød til, at æde ordene i mig igen og undskylde overfor Polli. Heldigvis blev det ikke nødvendigt.

Tju Bang Chokoladedreng - det er mig der bestemmer her

Lindenborg Gods - når eventyrslotte findes i virkeligheden

Fredag d. 7. maj 1847 satte Else Maries mor - Maren Marie og en veninde sejlg fra Læsø og drog mod fastlandet. 2 år senere - næsten på dato- var hun Maren Marie Nielsdater både gift og fået datteren Else Marie.

De 2 år på fastlandet var antageligt så rigeligt for Maren Marie, det havde været et par turbulente år for hende. Hun havde vandret rundt i sognene i det østlige Himmerland. Ved Else Maries fødsel står der, at Maren 9 måneder før nedkomsten tjente hos forpagter Linnemann på Louisendal, Gudum Sogn, men at hun senere op til fødslen havde tjent på Lindenborg Ladegaard i Blenstrup Sogn.

Gunderup kirke

Lige så eventyr- og prinsesseagtigt Lindenborg Gods var dengang og den dag i dag, lige så lidt var der prinsesse over Maren Marie, da hun med småfolk i "mawen" giftede sig med Peder Christensen søndag d. 28. januar 1849 i Blenstrup Kirke.

Der var nok næppe hestvogn og kusk da Maren Maries rejste til Gunderup Sogn Skærtorsdag et par måneder efter hun var blevet ægteviet til sin prins. Hun afveg pladsen den dag - men det blev først registreret, da Prinsen Peder Christensen, der også havde plads på Ladegården forlod den og Blenstrup Sogn for at tage hen til Maren Marie og den lille nyfødte datter, som da var 15 dage gammel. Mandagen efter fik de deres datter døbt Else Marie Pedersen i Gunderup Kirke.

3. juli 1849 forlod de Gunderup sogn og satte kursen mod Læsø. Det kan godt være, at de ikke havde booket en billet på internettet, som er nødvendigt i dag, men de havde lavet en aftale om, at blive samlet op langs Østkysten, for de 3 - Maren Marie, Peder og lille Else Marie ankom til Læsø samme dag som de forlod Gunderup.

Jo, Maren Maries liv havde de sidste 2 år været Tju-Bang, og selv om hun var langt hjemmefra, så havde sikkert haft styrken overfor Peder til at sige: "Det er mig der bestemmer her" - for Læsøkvinder var vant til at styre hjemme på øen. Han rejste med hende hjem til hendes Læsø for at bosætte sig der, trods han hverken var sømand eller fisker og vel næppe før havde været på åbent hav.

"De tossi å de gael - å dæem fra Nørhael"

Hvor alment kendt ovenstående ordsprog er, ved jeg ikke, men i mit barndomshjem var det et ordsprog der af og til blev brugt - ligesom remserne "Stae-Rærup-Berlin"  og "Gug-Visse-Marokko".

Der bor jo sikkert så mange udmærkede mennesker i Nørre Halne, og har gjort det gennem alle tider, men folk i nabolaget har vel syntes, at de var lidt for sig selv - uden for kategori- om jeg så må sige. Lige som Kaas og Moseby. Om Nørre Halne stadig har det blakkede ry ved jeg ikke, men Kaas og Moseby det holder den dag i dag.

Selv om byen kun ligger få kilometer fra Sulsted, hvor jeg trådte mine barnesko, så var det ikke en by jeg kendte meget til.

Det nærmeste jeg som regel kom beyn var når jeg skulle i svømmehallen, og kørte ud over Elkær Mark indtil vejen åbenbarede 2 muligheder - til venstre klorvand og 3 meter vippen forkortet til Vadum og til højre Nørre Halne. Det var en ulig kamp for Nørre Halne.

Min bror havde også bemærket skiltet, men kunne ganske enkelt ikke sige navnet "Nør Haaaaaan... le" og nåede at blive halv-blå i hovedet, inden han blev vred og sur over vi andre grinede af ham.

Kun et barn kendte jeg som flyttede til Nørre Halne, nemlig Søren Forpagter, som gik i parallelklassen. Han og familien flyttede dertil, da menighedsrådet i Sulsted besluttede sig for at rive forpagterboligen ned og erstatte den med en Sognegård.

Sulsteds smukke præstegård, næsten nabo med min farmor og farfar. Hvor billedet er taget var der en længe - vel en lade - fjernest var der en længe med beboelse og stald - i midten lige foran denne smukke bygning lå møddingen -og det var så de to længer man rakte ned og Søren Forpagter måtte flytte sammen med sin familie.

Præsten var sikkert lykkelig for at slippe for lugten af grise og køer lige udenfor sin dør, men en der sikkert var lige så glad for denne beslutning var Brugsuddeleren, i det Søren Forpagter egenhændig havde rykket hans spireahæk op og Brugs-Jørgen havde set sig nødsadigt til at anskaffe sig en tjørnehæk.

Men det var altså også i Nørre Halne at Maren Maries mand, Peder, rendte rundt som dreng. Han var født i 1820. Han var ikke den skarpeste kniv i skuffen - ja, det mente præsten i hvert fald ikke, for da han skulle konfirmere Peder i Biersted kirke i 1834, gav han ham dommen i kundskab og sædelighed:

"IKKE VAKT ELLER LEVENDE"

 

Men Peder havde da været både vakt og levende nok til at søge lykken syd for fjorden, til at gøre Maren Marie med barn og huske at sige "Ja" ved altret foran præsten i Blenstrup Kirke og nu rejste han med hende til Læsø denne sommerdag i 1849 - og nu skulle han snart blive husejer.

Knøv

Tegning af P.C. Skovgaard Læsø maj 1849 - altså indblik i det Læsø som Peder mødte for første gang.

"Ingen gave er bleven erlagt til Fattigkassen"

Ja, sådan står der skrevet, da Peder Christensen køber svigermors hus i 1849. Da hun, Else, har set ham an i 1 1/2 måneds tid, beslutter hun, at sælge sit hus "Knøv"  til ham. Hun fyldte 65 år det år og tiden var kommet til, at hun ville på aftægt. Peder Christensen, som nok ikke havde set et tangtækket hus før han kom til Læsø, var nu lige pludselig ejer af et sådant - og med i prisen var svigermor og det endda til hendes dages ende.

Knøv i al sin pragt og vælde. Huset var og er knøvt. Huset er beliggende Snebærvej 1, og er virkelige en perle.

Det var ikke kun svigermor der boede i huset da Peder og Maren Marie købte det, også Maren Maries søster Ingeborg boede der med sine 2 børn. Peder og Maren Marie lod børneflokken vokse, hvilket sikkert var årsagen til, at Ingeborg med børn flyttede. Svigermor til gengæld, hende kom Peder ikke med.

Ved folketællingen i 1860 har de næsten stillet fuldt hold, kun Nikoline manglede, men hun var under produktion.

 

hjoerring, Læsø, Hals, Østerby, Hals sogn, Læsø, et Huus, 124, FT-1860, C7182

Navn:

Alder:

Civilstand:

Stilling i husstanden:

Erhverv:

Fødested:

Peder Christensen

40

Gift

Dagleier, Huusfader

 

Biersted Sogn, Aalborg Amt

Maren Marie Nielsdatter

37

Gift

Hans Kone

 

Hals Læsø

Else Marie Pedersdatter

11

Ugift

Deres Børn

 

Blenstrup Sogn, Aalborg Amt

Niels Peder Pedersen

9

Ugift

Deres Børn

 

Hals Læsø

Ane Kirstine Pedersen

6

Ugift

Deres Børn

 

Hals Læsø

Hans Pedersen

5

Ugift

Deres Børn

 

Hals Læsø

Jens Severin Pedersen

2

Ugift

Deres Børn

 

Hals Læsø

Else Marie Knudsdatter

78

Enke

Almisselem

 

Hals Læsø

Spøgelser på Knudsgaard

"Har i spøgelser i din familie? kunne Maren Marie have spurgt sin Peder om, da de var ankommet til Knøv. Inden han kom med dumsmarte bemærkninger, fik hun slynget ud: "Se, det har vi i min familie".

Spøgelser er naturligvis oppe i årene, det ved vi alle, også selv om vi ikke tror på dem. Vi ved også, at de en gang har levet og som regel har gået igennem en gruelig masse. Hvor længe der skal gå fra man ikke længere er gående på landjorden, til man udvikler sig til et spøgelse, se det ved jeg ikke. Om end vi er tilbage i tiden, da Maren Marie og Peder, Pollis oldeforældre, kom til Læsø i 1849, så skal vi endnu længere tilbage i tiden for at finde ud hvem der spøgte af Maren Maries forfædre på gården Knudsgaard, for det er nemlig der spøgelset har sit hjem.

Knudsgaard anno 2012 en dejlig sommerdag.

Ikke alene var Maren Marie født på Knudsgaard, det var hendes mor Else sandelig også, og det havde været "hjemme" lige indtil at Else solgte sin halvdel i 1836 og købte Knøv i stedet.

Ja, Else havde kun ejet halvdelen af Knudsgaard, den anden halvdel tilhørte hendes søster Maren Kirstine. Knudsgaard var med andre ord en dobbeltgård, med 2 længer overfor hinanden. I mellem de 2 længer gik en markvej, men på et tidspunkt blev der bygget en længe mere, så gården nu var 3-længet. Men en eller anden var ikke tilfreds med den tilbygning, så der i den ny længe, hvor markvejen tidligere gik, der kunne man blive ved med at høre, en skrumlen med en vogn. Man siger, at det må være en tidligere ejer, som kom ulykkeligt af dage, der skrumler. Ja, sådan går historien altså på Læsø.

Kandidater til spøgelse på Knudsgaard.

Hvem går så rundt og spøger på Knudsgaard ? Ja, for at finde ud af det, så må vi grave lidt i historien på Læsø og Knudsgaard for at finde mulige kandidater til en sådan åndelig titel.

Maren Maries aner på Læsø kan føres langt, langt tilbage. Helt tilbage til ca .1586 hvor hendes mormor Nelles tipldefar Laurids Nielsen Thuresen blev født. Det er rasende langt tilbage. Da Laurids var et par år gammel blev Christian IV konge af Danmark, 11 år gammel.

Meget er skrevet og fortalt om Christian 4-tal og hans bedrifter, mens der jo næppe findes noget om Laurids gøren og landen på den lille ø i levende live, men det er nedskrevet, at han blev begravet d. 13. september 1665. Det er næppe Christian IV der skrumler på Knudsgaard, for var der noget han kunne lide, så var det byggeri.

Det er vel meget naturligt, ja, måske ligefrem logik fra perlehøns, at der en gang har boet en Knud på Knudsgaard, og det er også sådan, at det forholder sig.

Kandidat No. 1 Knud Andersen

Knud Andersen hed Maren Maries morfar. Han giftede sig i 1779 med Nelle, Laurids tipoldebarn. I 1802 døde Knud 80 år gammel. Ved folketællingen i 1787 står der godt nok, at han var 75 år gammel - og ved folketællingen i 1801 står han opført som 96 år gammel - men vi holder fast i kirkebogen. Knud Andersen var 80 år gammel, da han lukkede sine øjne for sidste gang på Knudsgaard og blev stedt til hvile d. 17. april 1802.

Knud var altså en ældre knark på 57 år, da han giftede sig med Nelle på 28. Ingen af dem havde børn med ind i ægteskabet, omend Knud havde været gift før. Men nu, med Nelle, kom børnene i en lind strøm.

Uden at vide så meget om mænds forplantningsevne i al almindelighed og i slutningen af 1700-årstallet i særdeleshed, så kunne man få den tanke, at Knuds gener ikke var repræsenteret i alle børnene, og måske var det ikke en af "hans" der førte gården videre?

Knud skyldte ikke nogen noget, lige indtil 3 måneder før sin dø, hvor han lånte 99 Rigsdaler og 4 Mark af Anders Thisted fra Byrum

Godt nok hæftede Knuds arvinger for gælden efter sin død, men det kan jo tænkes, at Nelle havde presset på, for at lånet kunne blive optaget, og det kan tænkes , at hun ikke brugte pengene på det de skulle have været brugt på.

Derfor er han min 1. kandidat.

  Kandidat No. 2 "Bejleren"

Nelle fyldte 49 år i 1802. 6 børn havde hun født - 4 var i live i 1801. De 2 sønner var, som alle raske Læsømænd - sømænd, mens de 2 døtre Else og Maren Kirstine der henholdsvis var 16 og 11 år hjalp hjemme på gården.

Nok var de 2 sønner på havet, men det betød nu ikke, at der ikke var mandfolk i Nelles nærhed. Kort tid efter saglige Knud Andersen var død flyttede Herman Høeg ind til hende som logernede. Han var midt i 30erne og beskæftigede sig som slagter. Han havde året forinden boet sammen med kone og børn. Om han kom alene til Knudsgaard vides ikke, til gengæld ved vi, at Strandingskommisær Lindgaard lånte ham 23 Rigsdaler, 1 Mark og 8 Skilling i september 1802. Lindgaard fik Høegs lommeur i forvaring, og hivs han ikke afbetalte den ene halvdel til nytår og den anden halvdel til påske året efter, så kunne Lindgaard sælge uret på auktion sammen med olmerdugs Overdyner og Jerngryde og de andre rare sager Høeg var indehaver af. Om Lindgaard satte tingene på auktion vides ikke, men der kom til at gå 2 1/2 år inden gælden var ude af verden.

Om datidens bønder, fisker og andet godtfolk på Læsø kunne hitte ud af de regneregeler - at 1 Mark var 16 Skilling at der gik 6 Mark på en Rigsdaler, ved jeg ikke. Men jeg skulle da have noget rotation i øverste etage, for at hitte ud af det i 2011.. naturligvis med hjælp af lommeregner !

Nelle skiftede ikke med børnene efter Knuds død, og måske derfor formåede hun at indfri lånet i 1803, måske skulle Herman Høegs lån bruges til at indfri lånet ? Allerede i 1805 måtte hun gå på lånermarkedet igen, denne gang drejede det sig om 150 Rigsdaler ( og det var jo netop 1805 at Herman Høeg indfriede sin gæld).

Året var 1809. Nelle der snart var 58 år gik med bryllupsplaner. Måske var det Hr. Høeg der gjorde hende blød om hjertet? Hun må dog også haft et blødende hjerte, for selv om det var Naturens Lov og Livets Gang på Læsø, at sønnerne blev sømænd og man som mor måtte regne med at miste dem, så må det alligevel have gjort ondt, at begge sønner var omkommet på havet. Hendes ældste søn, Anders, druknede da skibet "Det Gode Håb" gik ned i december 1808.

Det var måske hendes sønner, som havde modsat sig et nyt ægteskab. Anders havde dog nået at gifte sig og havde fået sig en søn inden han druknede, og det var Nelles svigerdatter der på vegne af sin søn ønskede, at han fik del af arven. Det skulle i hvert fald ske, inden drengens farmor gjorde alvor af det ægteskabssjov.

Knudsgaards regnskab blev gjort op, så det lille barnebarn kunne få sit broderlod, det lod som hans far skulle have arvet efter sin far.

Sønner arvede det dobbelte af hvad døtre gjorde. En uretfærdig lov, men den virker endnu mere urimelig på Læsø, hvor det jo netop var kvinderne - og dermed også døtrene - der passede det der havde værdi, nemlig gårdene.

Her havde Else og Maren Kristine passet gården og deres gamle far Knud sammen med deres mor, og skulle de kun have det halve af hvad deres nevø skulle have.

Svigerdatteren var jo sikkert godt tilfreds med den lov lige i det her tilfælde, hvor hendes søn blev indføjet som panthaver af Knudsgaard.

Det er muligt, at bejleren fik kolde fødder, men det kan lige så godt være, at Nelle fik nye planer og skrottede ham.  "Bejleren" må være kandidat No. 2, for hvad havde Nelle stillet ham i udsigt? Det halve eller det hele kongerige?

Kandidat No. 3 Niels Hansen Bilet og Kandidat No. 4 Nelle selv

Som sagt fik Nelle nye planer, da et nyt mandfolk kom til, nemlig svigersøønen Niels Hansen Bilet. Han gifter sig 11. januar 1810 med Else. I april 1811 sælger Nelle halvdelen af Knudsgaard til ham for 300 Rigsdaler. Han skal indfri det lån hun optog i 1805. Et halvt år efter sælger Nelle den anden halvdel til sin datter Maren Kirstine, som endnu ikke er gift. Nelle skal bo hos hende på aftægt og hun vil ikke bare have det godt resten af sine dage, hun vil også have en sømmelig begravelse. Hun anslår, at en tilpas sømmelig begravelse vil koste 30 Rigsdaler, så det er jo faktisk hele Maren Kristines arv efter sin far, som hun skal bruge på at få Nelle begravet.

I 1814 sagde Daniel Olesen JA til at elske og ære Maren Kirsteine Knudsdatter til sine dages ende, og dermed sagde han også JA til at flytte ind på Knudsgaarde, og have svigermor boende på aftægt. Der boede de så, de 2 søstre dør om dør med ægtefæller og hver sin børneflok. Nelle blev boende hos Maren Kirstine og Daniel. Jo, der var liv og glade dage på Knudsgaard.

Nelle døde 28. marts 1823. Fik hun den sømmelige begravelse som Maren Kirstine havde skrevet under på i 1811? - eller sparede datteren lidt på den konto? Syntes både hun og hendes mand Daniel, at det var lidt uretfærdigt, at de skulle betale hele begravelsen, når de nu også havde haft hende på aftægt i hele deres ægteskab, når nu Else og Niels Hansen Bilet også havde haft fornøjelse af hende?

Kunne datteren og svigersønnen i stedet have valgt, at gemme pengene til en 3. længe ? Jo, Nelle må ind i rækken som kandidat No. 3.

I 1830 dør Niels Hansen Bilet, jordbruger og fisker, 60 år gammel. Ham der 20 år tidligere havde giftet sig med Else, havde købt halvdelen af Knudsgaard af svigermor, og fået hende ud af sin gæld. Er det ham der spøger? Han havde da sikkert regnet med, at han en dag blev ejer af hele herligheden. Går han og er sur over, at det ikke er ham der byggede den længe?

Jo, 4 kandidater er i spil som spøgelse på Knudsgaard.

Knud Andersen selv, hans kone Nelle, hendes bejler og svigersønnen.

Samtlige personer i husstanden

hjoerring, Læsø, Hals, Hals (Østerbye), en gaard, 98, FT-1834, A2768

Navn:

Alder:

Civilstand:

Stilling i husstanden:

Erhverv:

Fødested:

Else Knudsdatter

50

Enke

 

lever af sin jordlod

 

Anders

24

Ugift

 

hendes barn

 

Ingeborg

20

Ugift

 

hendes barn

 

Hans

14

Ugift

 

hendes barn

 

Maren

11

Ugift

 

hendes barn

 

Helene

9

Ugift

 

hendes barn

 

Ane Katrine

40

Ugift

 

inderste, lever af haandarbejde

 

Peder

12

Ugift

 

hendes barn

 

Johannes

9

Ugift

 

hendes barn

 

Niels

1

Ugift

 

hendes barn

 

Peder Kjerkeskov

58

Gift

 

inderste og arbejdsmand

 

Samtlige personer i husstanden

hjoerring, Læsø, Hals, Hals (Østerbye), en gaard, 99, FT-1834, A2768

Navn:

Alder:

Civilstand:

Stilling i husstanden:

Erhverv:

Fødested:

Daniel Olesen

50

Gift

 

fisker

 

Maren Knudsdatter

45

Gift

 

hans kone

 

Ole

20

Ugift

 

deres barn

 

Knud

15

Ugift

 

deres barn

 

Ane

11

Ugift

 

deres barn

 

Peder

9

Ugift

 

deres barn

 

Maren

4

Ugift

 

deres barn

 

Niels Hansen

56

Gift

 

inderste og arbejdsmand.

 

Christjan

18

Ugift

 

hans barn

 

Hans

26

Ugift

 

hans barn

 

 

Else blev boende på Knudsgaard indtil 1836, hvor hun sælger sin del af gården til Jesper Worre Halvorsen Thuren og i stedet køber Knøv for 64 Rigsmarkdaler Sølv.

Jesper Worre Halvorsen Thuren blev nu ikke boende så mange år på Knudsgaard, og det er nok på det tidspukt, at Daniel Olesen bliver ejer af det hele. Daniel Olesen døde i 1844 og året efter solgte Maren Marie til sønnen Knud. Der er ingen tvivl om, at det gik bedre end længe på Knudsgaard. De mange indsiddere der havde boet der i 1834 var væk ved folketællingen i 1845. Her boede Knud sammen med sin mor, 3 af sine søskende og nu var der også blevet råd til en tjenestepige.

Senere solgte Knud gården til sin datter Ane Cathrine Christine, og det er netop hende der er fotograferet på billedet, flankeret af sine 4 døtre og sin svigersøn, året er ca. 1906. Datteren Agnes overtog senere stedet sammen med sin mand.

Knudsgaard ca. 1906. Maren Kirstine Knudsdatters barnebarn Ane Cathrine Christine Knudsen blev ejer af Knudsgaard, her er hun omgiveet af sine 4 døtre og sin svigersøn. Antageligt fra venstre: Kathinka Alexandra, Ane Cathrine Christine, Agnes Cathrine, Johanne Petrea, Marie Kirstine med sin ægtemand Christian Christensen.

Men tilbage til Knøv

Strandingskommisær, vicekonsul og Købmand P.C. Axelsen som Else købte Knøv af for 64 Rigsmarkdaler Sølv

Mens Maren Kristine og hendes slægt førte Knudsgaard videre og levede deres liv der, så boede søster Else jo på Knøv en kilometers penge væk sammen med sin datter og svigersøn og de nu 6 børnebørn, 3 drenge og 3 piger, og den ældste var altså Pollis farmor.

I 1867 stod Østerby Kirke færdig, og det var måske det aftægtskonen Else Knudsdatter havde gået og ventet på. Hun døde nytårsaften 1867. Hendes mor havde fået nedskrevet, at hun ville have en "sømmelig" begravelse, hendes søster Maren Kristine havde ønsket sig en "Anstændig" begravelse efter øens skik og brug". Else havde ikke fået noget skrevet til protokols om sin begravelse, men til gengæld stod en ny kirke klar - godt nok uden tårn - da hun blev begravet 6. januar 1868.

Maren Marie havde levet sammen med sin mor næsten hver dag hele sit liv, lige bortset fra de par år hvor hun var taget på turné på fastlandet. Så, jo, det var nok hårdet for hende, at lægge sin mor i graven. Men var der en hun ikke fik lov til at lægge i graven, så var det hendes mand Peder. Han må være omkommet på havet kort tid efter hans svigermos død.

I 1870 står Else opført som Enke og ernærer sig ved håndarbejde. Hos hende bor de 3 yngste børn. Hans Christian, Jens Severin og Nicoline. Den ældste søn Niels Peder havde sejlet på de 7 verdenshave de sidste 3 år og ingen vidste hvor han befandt sig. Han vidste så heller ikke, at hans mormor og far var døde.

Knøv Anno 2012 og dengang for længe siden.

Else Marie havde forladt Knøv og tjente hos Wiis i Byrum. Men senere samme år fik hun mod på fastlandet akkurat som hendes mor havde haft.

Hun forlod Læsø d. 29. oktober 1870 for at starte på sin nye plads Nørre Elkær i Tversted Sogn til normal skiftedag 1. november. Det er så her, på Nørre Elkær at hun møder Hr. Kristensen og føder Frederikke i Bindslev Sogn dagen før Søren Trynskov ligger sin kone i graven.

 

Østerby kirkegård 2012

Hendes søster Ane Kirstine gifter sig i 1879 med sømand og fisker Reichmann Ludvig Henrik Thuren. Sammen får de 7 børn og købte Knøv af Maren Marie, hvor hun så boede på aftægt til sine dages ende. De dage endte så 7. februar 1901. Else Maries 3 brødre blev alle sømænd. Ved folketællingen i 1880 er den ene på søfart i Amerika, den anden i England og den 3. i Færøerne. De 3 brødre er ikke fundet ved senere folketællinger, måske er de omkommet, måske bosatte de sig i udlandet elle måske bare på fastlandet. Jo, Maren Marie og Peders børn kom afsted, mens "Bette Pigen"  Nicoline nøjedes med at komme galt af sted.

Nicoline fødte sønnen Johan, som kom i pleje hjemme på Knøv. Hun gav nok anledning til en del snak igen på øen, da hun d. 7. september 1895 nedkom med trillinger. En sådan bedrift sås sjældent, der var jo ikke tale om kunstig befrugtning dengang - nok snarere ugunstig befrugtning, for Nicoline var ikke gift med trillingernes far. Hun fødte 1 søn og 2 døtre. De 2 døde samme dag, mens den sidste døde 4 dage gammel.

"Det tror a æn på"

Ordene kom fra Polli Helligtrekongers Aften i 2011. Han troede ikke på, at hans far havde fået alle de børn, 4 fra hans fars 1. ægteskab have han aldrig hørt om. Jo, det vil sige, han vidste godt, at farens første kone var død i barselssengen.

Nu gik jeg ikke i panik over sådan en udtalelse, jeg har jo giftet mig med hans ene søn. Han, altså Peer, er noget nær verdensmester i at få noget opsnøvset. Er der så endelig noget jeg ved, som han ikke ved, så lyder det: "Det tror jeg ikke på".

Jeg sagde til Polli, at det måtte han jo selv om. Tiderne var anderledes dengang, man regnede som forældre med et vist spild, der var ikke pencillin, der var langt dårligere boligforhold end i dag, og kosten var heller ikke den bedste. Særligt de første par år var kritiske. Så langt ville han godt give mig ret, for han kunne tydeligt huske, da hans ene søster fik lungebetændelse og hans mor rendte i et væk med varme klude til pigen, ud til gryden for at koge flere klude og tilbage igen. Hun overlevede.

Jane Therese og Peter Martinus Sørensen

Men lad os nu starte, da Peter Martinus giftede sig med Jane Terese Sørensen d. 15. september 1905 i Bindslev Kirke. Da Jane Terese gik op af kirkegulvet var hun dagen før fyldt 25 år. Hun havde allerede en datter, Erna, fra tidligere og en lille Karl Johan havde hun inde i maven, og ham var Peter Martinus far til.

Han, Karl Johan blev født i december samme år. 13 månede senere blev Aage født. Begge drenge var født i Bindslev Sogn. Nu fulgte nogel år, hvor familien flyttede en del frem og tilbage i henholdsvis Mosbjerg sogn og Bindslev Sogn. De flyttede måske ikke mere end så mange andre, men pga. de mange børn der kom, kan man følge dem og deres færden. Der var på en måde et mønster, de flyttede når Jane Terese var gravid - og de flyttede igen når hun havde barslet.

Peter Martinus står til højre, og er i fuld gang med at lave mursten på teglværket.
Elling Kirkegård hvor Jane Thereses sten stadig står.

Det var måske håbet om en bedre bolig, en bedre plads eller et bedre lønnet arbejde der drev dem.

Aage døde 9 måneder gammel, og blev begravet på Mosbjerg kirkegård. Året efter, hvor de blev til Elna Jensine, var de rykket tilbage til Bindslev sogn. I 1910 blev de forældre til Søren Christian Egon, det var Frederikke der bar ham, han var den sidste af Janes børn, som overlevede barndommen.

For nu fulgte nogle dystre år for Jane therese og Peter Martinus. Det startede ellers godt, da de fik Jens Fritlev i 1912. Peter Martinus var bestyrer af Mosbjerg Mosebrug, men da den lille Jens var ganske spæd forlod de mosebruget, og returnerede til Bindslev sogn. Her døde han knap 4 måneder gammel. I 1913 fik de Peter Haugaard. Han blev kun godt 1 år gammel.

I 1916 var det som om, at der endelig var kommet lidt ro på flytteriet. Familien havde slået sig ned i Øster Holmen i Elling Sogn. Her fødte Jane Therese en dødfødt dattere senere på året og i 1919 - den 14. november fødte hun endnu et dødfødt barn, denne gang en dreng. Det blev Jane Thereses sidste fødsel, det blev hendes sidste dag. Hun overlevede ikke fødslen. Hun blev begravet sammen med sin dødfødte søn d. 19 .november 1919 på Elling Kirkegård. Heldigvis findes hendes sten endnu.

Peter Martinus Sørensen og Agnes Marie Olesen

Nu var Peter Martinus enkemand med 3 børn, selv om Carl var flyttet hjemmefra. Akkurat samme situation som hans far havde stået i, og hvorfor ikke benytte samme opskrift som ham ?

Finde en kvinde med et enkelt barn, se hende an som husbestyrerinde, for så at gifte sig med hende? Det er vel ikke anderledes med koner end det er med kogekunsten, følger man opskriften kan det ikke gå helt galt.

Pigen hed Agnes Marie Olesen og var 17 år yngre end sin kommende mand. Hun havde endnu ingen børn, men et barn var undervejs. Drengen blev født 25. januar 1921 og Peter var storsindet nok til at vedkende sig faderskabet, selv om han slet ikke var faren.

Samtlige personer i husstanden

hjoerring, Horns, Elling, Elling Sogn, Ø. Holmen, 65, FT-1921, C4414

Navn:

Alder:

Civilstand:

Stilling i husstanden:

Erhverv:

Fødested:

Peter Sørensen

17/5 1884

Enkemand

Husfader

Landbrugs Arbejder

Tversted Sogn Hjørring Amt

Agnes Olsen

10/5 1900

Ugift

Tyende

Husbestyrerinde

Elling Sogn Hjørring Amt

Dreng

25/1 1921

Ugift

Barn

 

Elling Sogn Hjørring Amt

Elisa Sørensen

3/8 1908

Ugift

Barn

 

Mosbjerg Sogn Hjørring Amt

Egon Sørensen

16/10 1911

Ugift

Barn

 

Mosbjerg Sogn Hjørring Amt


Smukke og velholdte Baggesvogn, Sindal Sogn fotograferet sommeren 2010.

På Peters 38 års fødselsdag blev de viet i Elling Kirke, Agnes var fyldt 21 ugen før. Inden længe flyttede familien til Aasted sogn, hvor de fra 1923 til 1929 fik 4 børn. Familien flyttede nu til Asdal sogn, hvor endnu et barn blev født. Familien var rykket til Vennebjerg sogn hvor Polli blev født i 1934. Han blev døbt i Vennebjerg kirke d. 28. oktober samme år. Et par dage efter pakkede Peter Martinus og Agnes alle deres pakkenelliker og rejste til Baggesvogn, hvor Peter Martinus havde fået plads, sikkert til almindelig skiftedag 1. november.

Men den idyl som Baggesvogn er, og er omgivet af, hjalp nok næppe på den sorg der ramte dem. Sønnen Ejnar, som var den eneste af deres børn, der havde fået navnet Trynskov, fik blodforgiftning og døde 10. december 1934 på Hjørring Sygehus 7 år gammel. De begravede ham på Kvissel Kirkegård. Familien rykkede hen på Ulstedbo, også i Sindal sogn, hvor de fik datteren Inger. Ulstedbo var en gård, som Peter Martinus lillebror Otto Marinus ejede.

Otto var gift for 2. gang. Han havde ingen børn med nogle af konerne, men havde så til gengæld fået en datter på "Gule Plader" mellem de 2 ægteskaber. Otto havde 3 hele rækker køer, og var noget mere velbeslået end sin storebror, og han spillede rollen som gårdejer. Han var der foruden platfodet, og Angnes glemte vist aldrig svogerens tunge gang, når han skulle besigtige hendes arbejde.

At bo sammen med og arbejde for sin bror, var måske ikke lige sagen for Peter Martinus, som jo efterhånden også var ved at være en ældre, slidt mand, der også døjede med hjertet, og som i årenes løb havde fartet meget rundt i Vendsyssel. Måske var tiden kommet, hvor han og familien faldt lidt til ro ?

Børglum Kloster

til højre vejen til Børglum, til venstre vejen til Løkken - ligeud Klostret og Vrensted, og den vej hvor man kommer fra på billedet fører til Vittrup.

Roen faldt over dem i Børglum Sogn. Familien flyttede til Christiansdal sikkert 1. november 1939, for så få måneder efter, at få deres sidste barn, Bent. Peter Martinus blev, som tidligere nævnt, ansat som hestepasser, men måtte også arbejde i grisestien inden det blev fyraften, da der ikke var nok heste til en hel mands arbejde.

Henning Rottbøll var ejer både af Christiansdal og af Børglum Kloster, og netop Børglum Kloster  - eller "Kløstret", som man kalde det i nabolaget, endte Peter Martinus og Agnes deres arbejdsliv.

3 år fik de på Christiansdal, men her midt under 2. verdenskrig flyttede familien til Børglum Kloster. Polli var særdeles tilfreds med den flytning. Han skulle nemlig - noget forsinket -til at gå i skole, og gå skulle tages helt bogstaveligt. Det var noget skønnere for hans små ben, at gå fra Klostret og ned til Børglum Skole, for denne vej var allerede dengang asfalteret.

Bagerst fra v: Gerda, far Peter, mor Agnes med Bent, Tage og Else. Tage var den søn, som Agnes var gravid med, da hun kom hen til Peter. Forrest: Vagn, Lilly, Poul ( Polli) og Inger. Tak til Bent Sørensen, for fotografiet.

Mens Polli passede sin skole, i de små klasser, 4 dage om sommeren og 2 om vinteren, så var far Peter Martinus hestepasser den hele lange dag, og mor Agnes gjorde karlekamrene og mælkespandene rene. De fleste af Pollis søskende fik også arbejde på "Kløstret", mens han aldrig selv fik den fornøjelse. Peter Martinus tjente 10 kr. om dagen, mens en ung ugift karl tjente 7 kr. om dagen.

Folkene tjente vist mer i høsten, for Polli kan tydeligt huske, deres brokkeri når lønnen blev sat ned om efteråret, men det blev kun til brok,for hvor skulle de rejse hen?

4 familiemedlemmer på "Folkeholdsbilledet" på Børglum Kloster. Stående næst yderst til højre Peter Martinus, stående yderst til venstre Møller, som var Pollis søster Gerdas første mand. Stående lige til højre for nedløbsrøret er Tage, som Agnes havde med ind i ægteskabet. Siddende kvinde til venstre er Pollis søster Gerda.

Kanalen rundt om Børglum Kloster

For en lille dreng som Polli, sketer der så mange spændende ting på Klostret. Som de fleste sikkert ved, så ligger Børglum Kloster meget højt på toppen af en stor bakke, med en fabelagtig udsigt til alle 4 verdenshjørner. Det havde tyskerne også set, og de flyttede ind i Klostrets Mejeri. De havde vel en idé om, at de ville forskanse sig bag Klostrets tykke mure, om det skulle blive nødvendigt, og ville for at fuldende "fæstningen" grave en kanal halvt nede af bakken, hele vejen rundt.

Tyskerne hyrede folk fra nabolaget, men folk kom også langvejs fra. Arbejdet var nemlig godt betalt, men det var bestemt også et hårdt fysisk arbejde og slet ikke ufarligt. Den 4 meter brede og 4 meter dybe kanal blev selvfølgelig gravet med skovl, ogs selv om den hele vejen ned i dybet skrånede godt ind af, og var ganske smal forneden, så har det krævet mange mandetimer. Lokale gårdfolk med hest og vogn kom med træ og ris, for at afstive kanalen mod jordskred og tjente også en god skilling for tyskerne. Mange af gårdejerne havde der foruden en eller 2 af arbejderne til at bo hos sig.

Vejene fra Børglum Kloster til alle 4 verdenshjørner skulle naturligvis stadig benyttes, så her blev der bygget 4 broer. Det var godt nok ikke hængebroer, som man kender dem fra gamle fæstninger, men broer i beton med faldlemme i. Faldlemmene kom aldrig i brug, men det har sikkert både været med ængstelse og spænding at Polli passerede broen ned mod Børglum 2 gange om dagen, de dage han skulle i skole.

Hvor Polli tydeligt husker udgravningen, har han ingen erindring om, hvornår kanalen blev fyldt med jord igen eller hvornår broerne blev rakt ned. Men han kan huske da kanalen og broerne stadig var der, og han fik lov til at låne Bette Knuds cykel. Et sådant herligt køretøj ejede han ikke selv. Han drønede ned af bakken mod Løkken, og da cyklen ikke var udstyret med bremser, og han heller ikke gad at cykle hele vejen op af bakken igen, kastede han sig ud i rabatten. Oppe på Klostret blev alle bekymret for, om den lille Poul havde kørt i "gråben" eller i "kanalen", men i virkeligheden lå han i grøftekanten, hvilede sig, samlede kræfter til det gik op igen og kiggede op i himlen, tyggede måske på et strå og nød vel ig grunden også en smule frihed og alenetid, som var så svær at få på Klostret.

Når drømme går i opfyldelse - men koster nattesøvnen

Pollis farbror, Jens, som bl.a. havde beskæftiget sig med ejendomshandel, havde ingen børn, men til gengæld havde han bil. Han var gift med tante Anna. De ville komme på besøg, og ikke nok med det, de ville komme for at overnatte på Børglum Kloster. Polli var ellevild. Nu skulle han se det, som han allerhelst ville se. Ikke onkel Jens bil, nej, tante Annas amputerede arm. Hun var blevet amputeret som følge af en blodforgiftning. Når hun nu skulle sove der, så skulle hun vel også tage sit tøj af og så ville Polli holde sig tl, når de fine gevanter skulle af, så han kunne studere fænomenet.

Peter Martinus og Jens, de 2 brødre, så hinanden alt for sjældent, og de var vel når det kom til stykket familiernes overhoveder ? Det var ikke mere end ret og rimeligt, at de fik sovekammeret, så måtte kvinder og børn sove i stuen. Det øgede jo kun Pollis muligheder for at se Annas arm. Da ha nvar en af de mindste, skulle han sove sammen med sin mor på gulvet, men ikke helt op af hende, for der var 2 der var mindre end ham. Han smugkiggede på Anna, og så miraklet og havde fået det syn, han havde glædet sig til. Da tante Anna var helt klar til at gå til køjs, sagde hun:

"Der er vist lige en plads til mig" og lade sig i det samme klods op af Polli. Tante Anna faldt næsten i søvn med det samme, lagde sig på siden, med armstumpen hen over Polli. Han blev helt stiv af skræk og hver gang han trods alt var lige ved at falde i søvn, lød der høj latter fra faren og onklen inde i sovekamret. Polli lovede sig selv, at han aldrig, aldrig mere, ville ønske sig den slags ting mere nogensinde.

Egon på et billede fra Klokkestøberiet, hvor han var bogholder. Han medvirkede i en stumfilm optaget i Brønderslev, hvor han er en fin og nobel mand, der taler i noget så moderne som en telefon.

De sidste leveår for Peter Martinus og Agnes

 8 år var Peter Martinus hestepasser på Børglum Kloster inden han kunne få sin pension. Han og Agnes fik en kælderlejlighed i Vittrup og var ganske godt tilfredse, lige indtil, at grundvandet stod så højt, at den blev ubeboelig. De lejede sig så ind i stueetagen i et hus et andet sted i Vittrup, men vendte tilbage til kælderen, da Murer Peter havde ordnet den.

Nu hvor Peter Martinus ikke længere havde det hårde fysiske arbejde, blev han rundere og langt sundere at se på. Men det er jo som bekendt ikke det ydre, men det indre det kommer an på, og Peter Martinus måtte tage flere og flere piller for at holde tiktak værket i gang. Måske var det , sørgeligt nok, de ekstre kilo, der kostede ham livet d. 23. oktober 1958. Han døde på Hjørring Centralsygehus, og blev begravet på Vittrup Kirkegård d. 28. oktober.

Agnes blev boende i lejligheden, hun døde 31. oktober 1967 også på Hjørring Centralsygehus, og blev begravet ved siden af sin mand 2. november s.å.

Peter Martinus og Agnes fotograferet ved deres datter Gerdas 2. bryllup med Eigil Jensen. Det blev holdt hos Peters søn af 1. ægteskab, Egon, som vel egentlig for længst havde overtaget rollen som "familiens overhoved" og havde da også været den, der havde sørget for, at Eigil giftede sig med Gerda, nu de havde fået barn sammen.
Pollis ene barndomshjem ligger inde på Klostrets mure. Her bor den nuværende ejers mor.

Efterskrift

Børglum Kloster ligger der jo stadig der på toppen af "Klosterbakken", ligesom den gjorde da Stygge Krumpen huserede der, som da H.C. Andersen ferierede der, som da MarieTriepcke, der senere giftede sig med P.S. Krøyer opholdt sig der. Møllen står stadig i kors, som den har gjort siden den dag Henning Rottbølls søn, modstandsmanden Christian Michale Rottbøll blev skudt i 1942 og det er stadig familien Rottbøll der ejer Klostret.

For at drive et sådant sted idag, supplere familien Rottbøll indtægterne med at åbne dørene mod betaling. Tusindvis af turister besøger klostret hvert år, og endnu flere har gjort det siden julekalenderen i 2011 foregik på Børglum Kloster. Det er de færreste der skal betale for at se sit barndomshjem.

Når han besøger Børglum Kloster, så er det jo måske ikke underligt, at han har svært ved at forstå, skiltene "Forbudt" og "Ingen Adgang" for det var jo steder han som barn havde sin vante gang.

Smedien, som også blev brugt i Julekalenderen (Kro), har også været Pollis hjem, tæt ved Møllen, hvor vingerne står i kors.
I dag er der langt flere heste end dengang Polli var dreng. Her fotograferet sommeren 2011 under ombygning af en søns hus.

Det har været en lang rejse, om min svigerfars familie. En rejse, der førte mig langt længere tilbage end jeg havde drømt om, til egne som hverken han eller jeg troede, han havde nogen tilknytning til. En rejse der gik helt tilbage til Chr. IV tid, omkring Knudsgaard, hvor det spøger, videre til smukke knøv, som blev brugt som postkort, til "prinsesseslottet" Lindenborg Gods, til kønne Baggesvogn, til mit elskede Tversted, for at slutte med Majestætiske Børglum Kloster.

En uvurderlig hjælp har jeg fået af Solveig Hansen fra Læsø. Hun har hjulpet mig før, men denne gang har hun lavet et svendestykke, og bestået til UG med kryds og slange.

Tak til Polli for historierne om tiden på Børglum Kloster, han har vist flere historier i ærmet, hvis man går ham på klingen - og tak til ham, fordi han trods alt tror lidt mere på mig nu end han gjorde Helligtrekongersaften.

Enhver fejl er utilsigtet, finder du dem hører jeg gerne fra dig.

April 2011 - lidt redigeret august 2012
Ann Nygaard

Kilder:

Solveig Hansen og Poul Erik Sørensen

Brochure over Tversted Plantage

www.arkivalieronline

www.ddd.dda.dk

Diverse bøger og hjemmesider på nettet.

Tryk her hvis du vil toppen af siden Knøv og Klostret

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Bente Z Böhme | Svar 07.10.2019 20.17

Billedet jeg beskrev var billedet på væggen lige over det ovale billede!

Bente Zangenberg Böhme | Svar 07.10.2019 19.13

Billedet er helt sikkert fra køkkenet på Høgholt i Vestbjerg. Det er børnene derfra. Jeg har det selv ! Det er Else, Aksel, ?,Grethe og Lis.

Jørgen Sørensen | Svar 04.10.2019 23.56

Du skulle vel ikke vide hvor Ulstedbo ligger, eller har ligget, jeg har søgt på gamle kort, men ikke fundet ud af hvor.

Mvh.

Jørgen

Ann Nygaard | Svar 27.04.2018 18.43

Hej Niels Hammer
Jeg har sendt dig en mail omkring Jens Severin Pedersen. Glæder mig til at høre fra dig. Hvis det er ham jeg tror det er, kan jeg hjælpe dig.

Niels Hammer | Svar 27.04.2018 17.08

Jens Severin blev far til Niels Smidt og var han min bedstefar, hans mor var Juliane Smidt úr Kelduni i Hov. Jeg vil meget gerne have kontakt med efterkommerne

Niels Hammer | Svar 27.04.2018 16.59

Jens Severin var matros og sejlede på langfart op til Jan Mayen.på vej derop lagde de til kaj på Suderø Færøerne. Her kom han at kende en sød pige fra Hov

Niels Hammer | Svar 27.04.2018 14.53

Hej jeg kom tilfældigvis ind på din hjemmeside ved at google navnet Knøv på Læsø. Min oldefar kom fra huset Knøv ude på Læsø hans navn var Jens Severin Pedersen

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.11 | 14:28

Fantastisk flot kirke, den skal vi snart op og se .

...
15.11 | 22:06

Povel og ikke Poul

...
15.11 | 21:59

Hej
Jeg er meget interesseret i at se mere materiale
Vi har netop fundet ud af at min mormor fik et barn sammen med
Poul Blicher Winther i 1932
Mvh
Heidi

...
13.11 | 18:57

Sikke et fantastisk arbejde du har gjort. Jeg er Peder Jacobsens oldebarn via fabrikanten Jacob (bror til Laura). Kontakt mig hvis du har lyst til at høre mere.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE