Fattighuset i V. Hjermitslev tur-retur

Da der d. 22. september 1882 var bryllup i Saltum Kirke hed bruden Boline Marie Jensen og Brudgommen Anders Larsen, men det var ikke sådan, at folk i nabolaget kendete dem, de kendte dem som Skraal-Line og Slueg-Ajs.

Skraal-Line

Skraal-Line skrålede nok i vilden sky, da hun kom til verden d. 9. september 1848 på Langbak i Saltum sogn, men det var nu ikke derfor hun senere blev kaldt Skraal-Line, det kaldte man ligesom bare den familie på den egn.

Allerede et par uger gammel tog hendes forældre Jens Christian Petersen og Ane Bollesdatter fra deres lille ejendom og til Saltum Kirke for at få pigebarnet døbt. At hun skulle hedde Boline lå nok fast. Dels havde de mistet en datter, der havde samme navn og dels var det en mindre belastende variant af morfarens navn Bolle.

På Langbak boede foruden mor Ane og far Jens Christian også mormoren Maren og Bolines 2 ældre brøder. Ikke nogen stor familie, senere fulgte yderligere 3 børn, men den ene døde som lille.

Line, som hun vel blev kaldt derhjemme, måtte sikket tidligt ud at arbejde og havde vel ikke så mange store oplevelser. Men da hun var en pige på knap 11 år krydsede en herre hendes vej. Ikke en hvilken som helst herre, men en høj ranglet mand, med krum næse og høj hat. Herren hed H.C. Andersen, og havde i 1859 besluttet sig for, at han ville beære Børglum Kloster et besøg.

Ligesom Skomagersønnen fra Odense var den lille Line begejstret for fortællingen.

Den næste store begivenhed, der skete i hendes liv, var vel den dag hun blev konfimeret i Saltum Kirke. Det var d. 5. oktober - og nu var det slut med Lines barndom. Hun måtte for alvor ud at tjene.

Skraal-Line kom galt afsted. Hun skulle have barn med Kristian Jensen, og føder en dreng 17. juni 1872. Drengen bliver hjemmedøbt d. 28. og får navnet Anders Christian Christensen. 3 dage efter dør drengen, og bliver begravet d. 7. juli. Som om en gang ikke skulle være nok, så kommer hun igen galt afsted i 1874. Hun føder Niesl Larsen Esbensen, faderen blev udlagt til at være Lars Christian Esbensen. Ægteskab kom ikke på tale. Niels bliver hjemme hos bedsteforældrene, mens hans mor atter må ud at tjene.

Det var ikke usædvanligt, at få et barn udenfor ægteskab - det skete i mange hjem - alligevel var det en stor skam hver gang.

Skammen blev ikke mindre, da Skraal-Line i 1878 igen blev med barn. Hun fødte datteren Maren hjemme i forældrenes hus og Maren bliver hjemmedøbt i deres stue. Dåben blev aldrig publiceret i kirken. Faderen blev udlagt til at være Anders Larsen - men sådan en stump pigebarn kunne ikke gøre dem til ægtefolk. Maren kom i pleje.

Ved folketællingen i 1880 tjener Line på Tagmarken i Thise Sogn, Slueg-Ajs tjente i Ingstrup sogn, så det var hverken hver eller hveranden dag at de kunne mødes, se deres fælles datter eller Skraal-Line kunne besøge sin søn. Men at de mødtes under private former er sønnen Christian beviset på. Han kom til verden i februar 1881, og endnu engang var det Skraal-Lines forældre der lagde hus til begivenheden. Slueg-Ajs kom stadig ikke på knæ.

Slueg-Ajs

Slueg-Ajs - Anders Larsen var opkaldt efter sin farfar. Han var født idet - på den tid - meget tyndt befolket Vrensted Sogn d. 17. april 1848. Han var Ane Kirstine Nielsdatter og Lars Christian Andersens første fødte. Siden kom broderen Willads og søsteren Inger Kirstine til. Begge døde de af mæslinger med 6 dages mellemrum i januar 1856 og blev begravet samme dag. Slueg-Ajs var eneste barn i hjemmet i nogle måneder inden søsteren Wilhelmine Inger blev født i septmeber 1856. Senere i 1861 kom broderen Niels Andreas til.

Fra Slueg-Ajs ældste søn Christians erindringer ved vi lidt om hvad det var for en barndom Slueg-Ajs havde.

Som nævnt blev han født i Vrensted sogn og voksede op i et jordhus opført af græstørv nede i Klitterne, tæt på Vesterhavet. Familien blev betragtet som halv-uciviliseret i sognet, faderen lars Christian ernærede sig som klinker og lidt som blikkenslager. Ane Kirstine rejste rundt og solgte blik-litermål, og slæbte klinker med hjem til Lars Christian. Slueg-Ajs kunne hverken læse eller skrive, for han kom aldrig til at gå i skole. I stedet brugte Slueg-Ajs tiden nede ved havet, hvor han ledte efter rav, som han så kunne sælge eller bytte for et måltid mad.

Det blev sognerådet for meget med det driveri, og det blev besluttet, at han skulle ud at tjene på gården Myrtue, men da den frie fugl - som slueg-Ajs var, blev uenig med gårdmanden løb han hjem til sine forældres jordhus.

Dagen efter kom husbonden og et af sognerådets medlemmer ridende på hver sin hest. Det var blevet lidt ud på aftenen inden de nåede jordhuset langt derude i klitterne. Husbonden red hen til et vindue og med pisken bankede han på vinduet og spurgte om Ajs var der. Lars Christian kunne kun sige "Ja".

"Vil han så se at komme op og i tøjet og det straks"

Slueg-Ajs mødte hurtigt op foran huset og husbonden gav ham følgende salut:

"Tag så i halen af den sorte, og så vover du ikke at slippe, før jeg siger til"

Så gik det i rask trav tilbage til Myrtue, og Slueg-Ajs holdt fast i halen på den sorte hest.

Om end Slueg-Ajs ældste søn Christian fortæller i seine erinderinger, at Slueg-Ajs var som folk var flest, og at han på sine fremtidige arbejdspladser var en flittig og omgængelig mand, som bare ikke forstod at få nok betaling for sit arbejde, og derfor levede i fattigdom, så er det måske noget af et forskønnet billede af Slueg-Ajs. For andre har efterladt det indtryk, at Slueg-Ajs var noget doven, og når han arbejdede var det lidt alternativt.

Ægteparret Skraal-Line og Slueg-Ajs.

De blev som sagt ægtefolk d. 22. september 1882. Præsten kom godt nok til at skrive, at Boline hed Oline, men pyt med det. Skraal-Line var gravid med sit 5. barn, det 3. som Slueg-Ajs kunne skrive under på.

Det var nok en lettet Jens Christian, som førte sin datter op af kirkegulvet trods alt. Nok var Slueg-Ajs under hendes stand, men det var nok alligevel bedre, at hun var gift fremfor at han og Ane, som forældre, var knap så kritiske med hvem hun var gift med. Jens Christian og Ane havde måske frygtet hun aldrig blev en gift kone.

 

Uddrag fra Saltum Kirkebog.

Knap en måned  efter brylluppet nedkom Skraal-Line med sønnen Niels. Nu havde hun både en Store-Niels og en Bette-Niels. Slueg-Ajs boede hjemme hos hendes forældre på Langbakken, for de havde ligesom ikke råd til andet.

Måske begyndte Skraal-Line som nybagt kone, at tage ud som vaskekone. Det var i hvert fald det hun beskæftigede sig med resten af sit arbejdsliv.

I 1884 -faktisk d. 29. februar - nedkom hun med datteren Ane Kirstine, men den lille pige døde knap 2 måneder gammel af kramper. Lige knapt et år efter nedkom hun med datteren Ane.

Der blev måske så småt lagt op til generationsskifte på den lille ejendom på Langbakken, da Skraal-Lines mor Ane Bollesdatter døde i 1886, men Skraal-Line nåede da at føde datteren Ane Cathrine inden der for alvor skete noget i familien.

Ejendommen på billedet har en eller anden sammenhæng med Skraal-Line, men det er uvist om det er den lille ejendom på Langbakken som var hendes barndomshjem.

Jens Christian, Skraal-Lines far ville på aftægt. Han havde skaffet føden til sig selv og sin familie for hvad der nu kunne avles på det lille sted - derforuden havde han ernæret sig som tømrer, selv om han ikke var en dygtig en af slagsen.

Slueg-Ajs havde hverken pengene eller evnerne til at kunne overtage sådan et sted, så det blev Skraal-Lines yngre søstere Johanne og hendes mand der overtog stedet. Johanne havde allerede i 1877 giftet sig med Cilius Carl, som var møller på forskellige møller rundt omkring i Vendsyssel. I starten var det kun Johanne og deres 4 børn der flyttede ind, og så kunne hun og børnene passe Jens Christian, som nu endelig skulle nyde at være på aftægt.

Fattighuset

Skraal-Line, Slueg-Ajs og deres børneflok - Store Niels, måske Maren, Christian, Bette Niels, Ane og Ane Cathrine var der til gengæld ikke plads til. De havde ikke andre steder at tage henend i fattighuset i V. Hjermitslev. De store var godt nok ude at tjene, men det var kun om sommeren, om vinteren var de hjemme. I fattighuset fik hele familine et enkelt rum, og som om det ikke var trængt nok, så fødte Skraal-Line endnu et barn. Drengen fik navnet Jens Christian. Hans liv blev kun på et par år, så ikke nok med at han var født i fattighuset - han døde også der. I 1894 fødte Skraal-Line som 46årig sit sidste barn . Jensine Christine blev pigens navn, og i kirkebogen måtte der stå, at hun var født i fattighuset, for det var sådan det var. Skraal-Line var renlig anlagt, så hun holdt orden og pænt på værelset, sådan noget gik Slueg-Ajs på ingen måder op i, så deet var jo bare ekstra arbejde til Skraal-Line, som om arbejdsdagen som vaskekone ikke var lang nok.

Skraal-Lines far havde håbet på en god og behagelig alderdom, men Skraal-Lines søster Johanne blev syg, og Jens Christian kunne ikke blive boende, og måtte købe sig et lille hus det der blev kaldt "Bette Amerika". Jens Christian, som jo havde tjent en skilling ved tømrerarbejde, og da han flyttede til "Bettte Amerika" sammentømrede han selv sin ligkiste.

Når børnebørnene kom på besøg, gik de op på loftet og smugkiggede på den. En gang var Christian lidt mere modig, han dristede sig til at tage låget af og ligge sig i den.

Så flyttede familien til "Bette Amerika"

 Da Jens Christian var færdig med at leve, og lå trygt og godt 7 alen under den indviede jord på Saltum Kirkegård d. 10. juni 1895 i den kiste han selv havde tømret sammen, var Skraal-Lines trængsler forbi i fattighuset. Hendes far testamenterede det lille hus til dem og familien rykkede nu den smule vej tilbage til Saltum sogn.

Slueg-Ajs var nu nok ganske tilfreds, ikke fordi det som sådan betød noget for ham hvor han boede, men fordi han nu kunne indrette et lille sted lidt væk fra huset. Her reparerede han ure og bøsser. En beskæftigelse, som vel nok kunne finde sted i huset, men han kogte også hunde. Hundene skød han gerne når han blev bedt derom, som betaling fik han måske bare hundene. Dem slæbte han så hjem og lod dem simre og koge i det udhus, han havde bygget lidt væk fra huset. Med fedtet fra hundene fremtryllede han salver mod ru og sprukne hænder. Efter signede skulle denne salve være bedre end den de solgte på Saltum Apotek.

 Skraal-Line der var slideren. Hun drog ofte hjemmefra ved 4-tiden om morgenen og vendte først hjem ved 7-tiden om aftenen. Derefter lavede hun mad til familien, som oftest bestod af grød eller kartofler.

Hendes flittighed blev bemærket og det kom i avisen.

I 1891- mens Skraal-Line og Slueg Ajs boede i fattighuset, fik købmand Hejle Andersen i Vester Hjermitslev en søn. Han fik navnet Thomas Peter Andersen, men byttede i 1911 navnet Andersen ud med Hejle. Han blev byens kendte - han rejste  til København, hvor han blev skuespiller, manuskriptforfatter. Han grundlagde Dansk Skolescene og Dansk Skolescenes ungdomshus og var i flere år leder af Statens Filmcentral. Han blev interviewet til avisen, og her ikke bare nævnte han Skraal-Line - hun fik også overskriften.

 

"Mens hun sad og drak spølkom Kaffe, fortalte hun historier, hun kendte til alt, hvad der fandtes af den slags og var en udmærket fortæller"

Thomas P. Hejle beskriver Skraal-Line som en af de mærkeligste skæbner han mødte.

Skraal-line var måske en "Landsbytosse". Med det mener jeg ikke at hun var tosset, men at hun var lige den smule anderledes, så at alle vidste hvem hun var. Hun gjorde intet væsen af sig, for at gøre sig bemærket - men hun blev bare bemærket. En af de ting som folk i Vester Hjermitslev og Saltum Sogne bemærkede var, at Skraal Line havde ualmindeligt travlt med at lege "Kirsten Giftekniv".

Enhver by, ethvert samfund har sine landsbytosser. De høre til i bybilledet. Ingen er bange for dem, for de har aldrig gjort nogen noget. Jeg husker selv landsbytosserne fra min barndom. De var der bare, alle vidste hvem de var, men den dag de ikke var der mere, så fandt jeg ud af, at jeg slet ikke kendte dem.

Thomas P. Hejle kom nu med årene til at kende Skraal-Line, dels fordi at han stod tidligt op de dage hun skulle vaske for Købmandens, bare for at være sammen med hende -senere kom han privat sammen med et par af hendes børn, og kendte dem vel alle.

For Skraal-Line var det meget bedre at bo i "Bette Amerika" end i fattighuset. Familien havde meget mere plads at boltre sig på. Nu havde de 2 små rum, en lille gang og et lille køkken og et lille bitte spisekammer. Huset var rent og hyggeligt - og det var ikke noget nogen kunne takke Slueg-Ajs for.

De kæmpede ikke bar med at holde balancen når de skulle ud for at besørge udenfor i stormens og brændevinens rasen - men i takt med antallet af udendørs besøg tiltog blev det jo også mere og mere svært finde et uberørt sted og i mørket var de jo også lidt bekymret for hvor de gik.

Man må formode, at huset blev repareret så familien ret hurtigt kunne flytte tilbage og genoptage deres liv. Slueg-Ajs lavede lidt af det hele og ind i mellem tjente han en skilling på sild. Han tog til Brønderslev og afhentede 3 kasser og så gik han rundt og solgte dem. Ved folketællingen i 1906 står han opført som brøndgraver. Når alt kommer til alt, så prøvede han nok med en masse forskellige ting, men intet gav rigtigt penge. Skraal-Line vaskede fortsat fra morgen til aften.

Deres børn var efterhånden ved at være voksne. Allerede i 1902 havde både Chrsitian og Store-Niels giftet sig, Maren havde giftet sig i 1903 - nogle år senere i 1910 havde Ane giftet sig og Bette-Niels i 1916, de havde alle stiftet familie. I 1918 kom Stine

Lillejuleaften 1902 rasede en orkan hen over "Bette Amerika", som bestod af 3 huse. Hos den ene nabo, Mads Chr. Pedersen, faldt vestgavlen sammen, hos Slueg-Ajs og Skraal-Line væltede hele nordvæggen. Kun Mathias Mathiasens hus holdt til stormen. De 2 andre familier søgte ly hos ham og hans familie, og de var samlet en 15-20 stykker. Der blev holdt sammenskudsgilde - og det endte med hvidkål og flæsk. Efter endt måltid, gik de ud for at besigtige skaderne, og her fandt mændene, til deres egen store jubel, Mads Chr. Pedersens brændevin, som var gemt til den forestående højtid - men den blev nu drukket med det samme.

Hvad er der ved at have røven fuld af penge, hvis man ikke kan skide ?

Ovenstående er en kommentar, som en velhavende patient med tarmslyng sagde til min tidligere chef, som var praktiserende læge.

Beboerne i "Bette Amerika"  havde ikke røven fuld af penge, de havde så til gengæld heller ikke problemer med at skide -for alle 15-20 stykker fik diarré.

De kæmpede ikke bare med at holde balancen når de skulle besørge udenfor i stormens og brændevinens rasen, men i takt med at antallet af besørgelser tiltog blev det jo også mere og mere svært at finde et uberørt sted - og i mørket var de jo også bekymret for hvor de trådte.

Man må formode, at huset blev repareret så familien ret hurtigt kunne flytte tilbage og genoptage deres liv. Slueg-Ajs lavede lidt af det hele. Ind imellem tjente han en skilling på sild. Han tog til Brønderslev og købte 3 kasser, og gik fra hus til hus og solgte. Ved folketællingen i 1906 står han opført som værende brøndgraver. Når alt kommer til alt, prøvede han lidt af det hele, men intet af det gav rigtigt nogle penge. Skraal-Line vaskede stadig fra morgen til aften.

Børnene var ved at blive voksne. Allerede i 1902 havde både Store-Niels og Christian giftet sig, Maren blev gift i 1903. Nogle år senere, i 1910 - kom Stine ud at tjene og Ane giftede sig. I 1916 vr det Bette-Niels tur til at få sig en kone. Alle børnene var fløjet fra reden - eller næsten - tilbage sad den svage fugleunge - Ane Cathrine - som var pukkelrygget.

En stolt og rank kvinde er Skraal-Line. Bagerst er jeg næsten sikker på, at det er Christian. De andre 2 tror jeg er Maren og Store-Niels

Ingen tvivl om, at det i ægteskabet der hed Slueg-Ajs og Skraal-Line var Skraal-Line der havde bukserne på, og hun var den der arbejdede hårdest. Måske var hun også den der tjente flest penge. Hvad kunne hun miste ved at flytte fra Slueg-Ajs, som ikke forstod sig på penge, ikke rigtig gad at arbejde og som i øvrigt også blev mere og mere glad for brændevin ? Nej, Skraal-Line havde fået nok.

 

Atter i fattighuset

Hun pakkede sit habengut og sammen med dattern Ane Cathrine flyttede hun atter ind i fattighuseti Vester Hjermitslev. Nok havde hun været svært godt tilfreds da hun for år tilbage kunne flytte fra fattighuset og i eget hus. Men Skraal-Line valgte fattighuset frem for at blive boende sammen med gemalen og lod sig separere.

Ane Cathrine var som nævnt pukkelrygget. Hun var blevet baptist. Jo, hun var sprunget på den religiøse bøgle, som var på sit højeste i de år. Skraal-Line havde nok ikke de store forhåbninger til at denne datter skulle blive gift. Ane Cathrine var ligesom ikke skabt til at arbejde, hun slægtede sin far på.

Alligevel kom prinsen på den hvide hest. Prinsen hed Christian Carl Christiansen. Han var enkemand og havde 3 børn. Ane Cathrine kom hen til ham som husbestyrerinde. At hun var pukkelrygget kunne han ikke se det store problem i. Hans afdøde kone havde haft en nyresygdom, som hun havde været alvorligt mærket af i dagligdagen, og det var særdeles alvorligt de gange hun havde været gravid. Den sidste havde kostet hende livet. Christian Carl var under den religiøse bølge blevet Metodist, men hvis Ane Cathrine mente, at det var Baptismen der var rigtig, så blev han da bare det. Gift blev de og flyttede til Nørre Sundby, eller rettere Lindholm.

Som sagt var Ane Cathrine ikke meget for at arbejde, hun var meget religiøs, sort-seeragtig religiøs. Lad tankerne gå tilbage til Faster Anna i Matador, der ikke tillader noget som helst morsomt og kombiner hende med Maude, der smider sig i sengen så snart der er det mindste. En sådan kloning var Ane Cathrine. Hendes mands 2 sønner opholdt sig stort set altid hos deres mors familie i Vrensted, datteren han fik i sit første ægteskab kostede hun rundt med, som en dårlig behandlet tjenestepige. Normalt hører religion og barmhjertelighed sammen - men der er mennesker der er så religiøse, der ikke ejer den mindste smule barmhjertelighed i sig- en sådan var Ane Cathrine.

Ret hurtigt efter Christian Carl og Ane Cathrine blev gift fik de Gunnar og  3 år efter Oskar. Selvfølgelig besøgte den lille familie Skraal-Line i fattighuset i V. Hjermitslev. De 2 små drenge havde masser af fætre og kusiner, for Christian boede i V. Hjermitslev og havde en ikke lille børneflok. Alle var de glade for deres bedstemor. Ofte havde de til opgave at gå ud til bedstefar "Slueg-Ajs" med avisen eller Skraal-Line havde forbarmet sig over ham og havde tilberedt lidt mad til ham. For nok havde Skraal-Line ladet sig separere sig fra ham, men dele avis og lave en smule mad til ham, det kunne hun da.

Når børnebørnene kom ud til "Bette Amerika" og ind til Slueg-Ajs lå han på divanen - og der blev han liggende ! Han rejste sig ikke, han satte sig ikke op, men flyttede dog avisen fra dagen før, som havde lunet ham efter han havde stavet sig igennem de enkelte overskrifter han med årene havde lært sig selv at læse. Brændevinen stod dejlgit tæt ved ham, så han heller ikke af den grund var nød til at rejse sig. Barnebarnet Gunnar så aldrig sin bedstefar sidde eller stå op, til gengæld så han sputklatterne der lå hist og pist, for nu var der ingen Line til at gøre rent mere.

 

 

Sidste kapitel for Slueg-Ajs

Slueg-Ajs døde 9. august 1924 på Saltum Sygehus - og når alt kom til alt var det nok det fineste sted fattiglemmen Anders Larsen kaldet Slueg-Ajs nogensinde havde været. han skulle begraves fra Vester Hjermitslev Kirkgård d. 14. august.

Barnebarnet Gunnar var taget med sin far til begravelse. Christian Carl havde bestukket sønniken med lidt slik fra købmanden, så knægten der var knap 5 år kunne sidde stille under ceremonien. Men da Slueg-Ajs var lagt i jordne havde Gunnar overhovedet ikke rørt sit slik, for præsten, Pastor Plesner der egentlig havde hjemme i Vrensted, havde kun en arm og dette havde fuldstændig tryllebundet den lille Gunnar.

Udpluk af Vester Hjermitslevs Kirkebog.

Ane Cathrine - Ajs kødelige datter - var ikke med i kirken. Ane Cathrine må have syntes, at det var under hendes værdighed at komme i folkekirken til en af "deres" begravelser, for hun var jo i modsætning til dem, rettroende. Skraal-Line var der sikkert, for hun holdt jo alligevel af Ajs, og de havde jo delt avis lige til det sidste.

Skraal-Line flytter til Lindholm

 

Skraal-Line flyttede ind hos sin datter Ane Cathrine og svigersønnen Christian Carl. Her er bagerst fra venstre: Marie, Aage og Ane Cathrine. Forrest Carl Henry, Christian Karl med Oskar og til sidst Gunnar. Kun Gunnar og Oskar er Ane Cathrine mor til, senere fik ægteparet datteren Elna.

Thomas P. Hejle udtrykte at Skraal-Line fik det bedre på sine gamle dage, senere i 1996 skriver Jørgen Jørgensen i en artikel i Saltum Lokalavis, at Skraal-Line fik det bedre på sine gamle dage, da hun tog ophold hos en datter. Den datter var Ane Cathrine, som i følge min påstand, og det var sikkert også min morfars påstand, at hun ikke gjorde det af barmhjertelighed, men fordi hun kunne se en fordel i, at hendes mor kunne passe hendes 2 drenge.

Så kunne hun sidde i bøn hjemme eller i menigheden eller hun kunne ligge i sin seng og sunde sig over alverdens ulykker og over folk - selv nære famliemedlemmer - som ikke alene så lyst på tilværelsen, men som også tillod sig at grine. Hvor hun dog håbede, at de blev lige så rettroende som hun selv. Hendes egne sønner og hendes mand var skabt med et lyst sind og et gåpåmod. Jo, det var en hård skæbne hun havde Ane Cathrine.

Skraal-Line flyttede ind, hun fik sit eget værelse. Enten sad hun der, eller ude i solen om sommeren og trillede tommelfingre, som hun gjorde i en uendelighed og så fortalte hun historier. Ofte fik Gunnar og Oskar historien om dengang hun som lille pige havde mødt H.C. Andersen. Akkurat som Thomas P. Hejle havde udtalt, så syntes børnebørnene også, at bedstes historier altid var gode og hun kunne så mange. Begge børnebørn arvede hendes talent for at fortælle en god historie.

Skraal-Line havde jo i både Vester Hjermitslev og Saltum Sogne været en rigtig "Kirsten Giftekniv", en evne hun nok måtte stille i bero i Lindholm, hun kendte jo ikke sådan folk i nabolaget. Det var da også helt uventet for hende, da sønnen Christian, som var blevet enkemand, en dag tog turen til Lindholm og præsenterede sin kommende kone. Skraal-Line var begejstret.

Christian Carl, som egentlig ligesom sin far Karl Skytte var, en fri fugl og kunne ikke tage sig af de små daglige skærmysler. Tænker vi igen tilbage på Matador, så husker vi også de gange, hvor Maude prøver at få Hans Christian til at tage affære, men hvor han faktisk ikke ser problemet. Christian Carl havde temperament og nu og da når det blev for meget med en kone der havde lagt sig i sengen og tryglede ham om at tage affære overfor disse 2 friske drenge, der måske, når alt kom til alt, bar var drenge. Christian Carl råbte af drengene og truede nok med øretæver, men drengene drønede ind til bedstemor og søgte ly bag hendes ryg. Nok var Christian Carl en stor kraftig mand, men han skulle ikke nyde noget af, at gå hen til børnene så længe svigermor så det. Han havde respekt for hende.

Boline fotograferet godt 80 år gammel.

En kvinde der

havde slidt og slæbt hele livet

men slidet gjorde hende smuk og stærk

En mund der har et drag

der fortæller

at bare man bider tænderne sammen

og arbejder hårdt

så går det meste

og man bevarer stoltheden.

Store åbne øjne

så man kan suge verden

og oplevelserne til sig.

4 generationer af kvinder. Boline f. 1848, Ane f. 1885, Rosa f. 1909 og Ingrid f. 1929. Ane var en slider ligesom sin mor

Ane Cathrine skulle nedkomme med sit 3. barn samme år som Boline fyldte 80. Ane Cathrine kunne jo nok se, at hendes mor efterhånden ikke var til megen hjælp, så hun og Christian Carl sendte deres ældste søn Gunnar over til Ane Cathrines søster Stine i Aalborg.

Året efter hendes datter Ane Cathrine gjorde hende til bedstemor igen, blev hun oldemor for første gang, og de 4 generationer af kvinder blev fotograferet.

Snip Snap Snude - så er den fortælling ude.

Boline havde oplevet årsskiftet til 1933, nu var det blevet sommer og hun var på vej mod de 85 år, men den 7. juli lukkede hun sine øjne for sidste gang. Ikke mere tøj blev vasket af Skraal-Lines hænder, ikke flere historier kom ud af hendes mund. 

uddrag af kirkebogen

Hvorfor står der skrevet:

Begravet uden præstelig medvirkning, da den døde skønt ikke gendøbt måtte være at anse som hørende til "Guds Menighed".

I artiklen i Saltum Lokalavis i 1996, den som Jørgen Jørgensen har skrevet, er hans konklusion den, at præsten ikke ville medvirke ved hendes begravelse - men sandheden er en ganske anden.

Skraal-Line var døbt, konfirmeret og gift i Saltum Kirke. Hun havde aldrig meldt sig ud af folkekirken, og var ikke som Ane Cathrine bleveet baptist. Skraal-Line havde nok ikke haft det mindste i mod at blive begravet fra Lindholm kirke af sognets præst, men det havde Ane Cathrine temmeligt meget imod. Hun besluttede sig for, at moderen skulle begraves i hendes tro, som baptist og hendes baptistmenighed hed "Guds Menighed". Baptister går jo ind for voksendåb, og det er derfor, at præsten skrev i kirkebogen, at Boline ikke var blevet gendøbt.

12. juli 1033 blev Boline Marie Jensen gift Larsen kaldet Skraal-Line begravet på Lindholm Kirkegård. Til stede var hendes børn og børnebørn, men enige om begravelsen var de ikke. Ane ville gerne have, at der blev sunget en salme, men noget sådant ville  Ane Cathrine ikke have, hun vidste vel bedst, hun var vel den rettroende? Ane skrev ned, at den salme skulle synges når hun en dag blev begravet - og det blev den.

Boline havde født 1xAnders, 2xNiels 3xAne 1xChristian og 1xJensine Christine. 7 af dem voksede op - men hvordan gik det hendes børn ? Ja, det kan du se dels i fortællingen om Stine, men også kigge i "Skraal-Lines børn" lige under denne fortælling ude i menuen.

 

Vil du se faktuelle oplysninger om Skraal-Line og Slueg-Ajs børn, så tryk her.

Efterskrift

Skraal-Line og Slueg-Ajs var mine tipoldeforældre. Ane Cathrine var min oldemor.

Hvor ville jeg gerne have mødt Skraal-Line - bare en enkelt ag - og hørt hende fortælle om H.C. Andersen. Jeg ville også gerne have mødt Slueg-Ajs, selv om jeg er i tvivl om, jeg kunne klare at se ham koge hunde. Jeg ville i stedet tage en flaske brændevin med, og spørge om vi skulle dele den og lade ham få det hele. Men desværre kan vi ikke gå tilbage i tiden, så jeg må tage til takke med, at jeg slog øerne ud, når min morfar fortalte om sine bedsteforældre - og det er jo i grunden heller ikke så ringe endda.

 

Januar 2010 - redigeret og opdateret 14. august 2012, 88 års dagen for Slueg-Ajs Begravelse
Ann Nygaard

Kilder:

Min morfar Gunnar Christiansen

www.arkivalieronline.dk

Artikel om Boline i Lokalavisen for Saltum-egnen d. 13. november 1996

Christian Larsens erindringer, som står skrevet på www.vesterhjermitslev.dk

Peter Olsen fortælling i Barn af Vendsyssel 1985, han boede også i "Bette Amerika".

Skulle der være fejl er det utilsigtet. Skriv gerne hvis du finder dem, eller kan bidrage med nye oplysninger.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE