Johanne Konnerup og Johan Martinus Petersen

Indledning

Nogle mennesker fænger mig - det er den slags mennesker som Søren Ryge præsenterer seerne for i sine programmer. De stille, nøjsomme, arbejdsomme mennesker. Dem de har en stor og dybtfølt kærlighed til deres dyr, som reparerer det gamle. Ikke fordi de nødvendigvis ikke har råd til noget nyt, men fordi det er det der befinder dem bedst. Dem der kan bruge en formiddag på at samle æbler op fra jorden, ikke bare fordi de altid har gjort det, men fordi, de kan se, at disse æbler kan gøre nytte og gavn. De sorterer æblerne me omhu: De grimmeste får hønsene, med de lidt pænere laver de æblegrød og æblekage af, de flottteste pudser og polerer de, og gæsterne bliver budt på et. Hvis æblet er lidt grimmere end flot, spiser de det selv, sirligt skåret ud i både, med den "bette" kniv, som de altid har lige i nærheden. Disse mennesker er sikkert ikke i mod udviklingen, de er bare ikke en del af den.

Der sidder vi så, i den bedste sengetid, efter en lang fortravlet arbejdsdag, hvor opvaskemaskinen og vaskemaskinen høres i det fjerne, med en kop kaffe og kigger ind i fladskærmen, og bliver draget når et blidt musikstykke af Mozart kommer ud af højtalerne, og vi ser manden der graver sin have med sin spade nærmest i takt til musikken, eller konen der  klapper og passer sin ko, lige så blidt som tonerne. Vi bliver helt melankolske og funderer over, at livet kan gå så rasende langsomt, at der findes mennesker, der aldrig springer over hvor gærdet er lavest. Men vi ser også, at disse mænd og kvinder har en tilfredsstillelse og en glæde ved at gøre et stykke arbejde, at dette stykke arbejde næsten bærer lønnen i sig selv, Sådanne mennesker var Johanne Konnerup og Johan Marinus Petersen.

Byen Langholt og med Johan og Johannes smukke ejendom som det første man møder.

Horsens/Langholt -Horsens sogn - Kær Herred - Aalborg Amt.

Johanne og Johans liv foregik meget omkring det nuværende Langholt, som dengang hed Horsens. Da jernbanen kom, valgte man at kalde stationen Langholt efter Langholt Hovedgaard, så den ikke blev forvekslet med Horsens i Østjylland. Langsomt men sikkert blev byens navn ændret fra Horsens til Langholt Kirken hedder dog stadig Horsens Kirke. For nemheds skyld vil byen konsekvent blive omtalt som Langholt

"Hvor var det mig en glæde at passe heste.

Uforstaaligt at nogen bonde kan undvære disse kloge og taknemlige dyr"

Johan Petersen næsten 85 år gammel.

Johan Marinus Petersens barndom og rødder

Johan Marinus Petersen blev født 26. januar 1874 i Horsens Sogn. Han var søn af Peter Nielsen, kaldet Petter, og Cille Marie Poulsen. Cille var ikke et almindeligt navn, så hun måtte finde sig i, at hendes navn blev stavet på mange forskellige måder - og mange troede, at det var et kælenavn - ja, selv præsten skrev forkert da Johan blev skrevet ind i kirkebogen. Han troede, at hun hed Cecilie. Med årene blev kendt som Kok-Cille, hun var nemlig mangeårig kokkepige på Langholt Hovedgaard.

Hvem havde så givet sin datter navnet Cille ?

Det havde såmænd hendes mor Johanne Marie Rasmusdatter ene og alene. Da Johanne døde i 1873 gav præsten hende den meget lidt flatterende titel : "ugift fruentimmer".

Måske havde præsten et horn i siden på hende i almindelighed, måske over hun havde børn med forskellige mænd i særdeleshed, eller måske var der noget om snakken?

Men han var i hvert fald forkert på den med hensyn til den ægteskabelige status: Johanne havde været gift.

Johanne giftede sig i april 1829 i Dronninglund Slotskirke med Jens Christian Sørensen, som hun ventede barn med. 4 måneder efter føder Johanne en dødfødt søn. Om gemalen dør, eller om han ikke ser nogen grundt til at være gift med Johanne, når de alligevel ikke fik et levedygtigt barn, vides ikke. Men et er sikkert, Johanne rejser til Langholt Hovedgaard og bliver kokkepige for enkefru Lanng. I mere end 6 år boede hun på selve hovedgården, sikkert på et lille kammer ved siden af køkkenet. Køkkenet var sikkert, som i Morten Korch filmene, samlingspunktet for mange af gårdens folk, der talte forvalter, skriver, stuepige, bryggerspige, mejerske, malkepiger, skytte, lagedfoged, gartner, kusk, studepasser, svinepasser og hønsevogter, Enkefru Lanng selv og hendes selskabsdame.

Langholt Hovedgaard blev i 1840 solgt til slægten Ahlmann, som stadig ejer den.

Om den nye ejer og Johanne blev enige om, at hun forlader Hovedgården vides ikke, men faktum er, at Johanne er gravid og føder 21. november 1840 datteren Cille.

Den eneste nytte Cille får af sin far, Poul Nielsen er, at hun kommer til at hedde Poulsdatter. De 2, mor og datter bor i et lejet hus, indtil Johanne nedkommer med en søn i 1844, som får navnet Anders Nielsen. Ak-ja, nu har Johanne 2 børn med forskellige mænd, og ingen af dem gifter hun sig med.

Johanne levede i 1855 ved folketællingen af "Sine Hænders Gjerning", som også indebar arbejde på Langholt Hovedgaard - og om hun blev nød til at supplere indtægterne med verdens ældste erhverv er muligt. Hun formåede da, at beholde børnene hjemme i lang tid, som må betragtes som en flot præstation af en enlig kvinde. Hun havde gjort et godt indtryk på Hovedgården og både Cille, Cilles søn og børnebørn fik arbejde senere i livet på Langholt Hovedgaard.

Cille forlod først barndomshjemmet 7. november 1858 - næsten 18 år gammel. Hun kom hen til Lars Ovesen på gården Dydskov i Vester Hassing sogn som tjenestepige. Her tjente Peter Nielsen også, og de 2 blev 24. januar 1861 forædre til sønnen Andreas. Cille var taget hjem til Johanne for at føde, men hun vender efter fødslen tilbage til Dydskov. Det er dog kun for en kort bemærkning, for allerede 1. november 1861 vender Cille hjem til mor. Petter havde nået en alder, hvor han skulle aftjene sin værnepligt, hvis afslutning var deltagelse i krigen i 1864.

Folk have nok luret, at det ville gå Cille, som det var gået hendes mor Johanne: "Børn om skørterne men ingen fædre i nærheden" - men sådan gik det ikke.

Mallebrok døde som bekendt i krigen i 1864, men det gjorde Petter heldigvis ikke. Han vendte tilbage til gården i Dydskov som avlskarl og 10. november samme år returnere Cille også til gården og kunne atter være sammen med sin søns far.

Præsten i Horsens kirke var ikke blevet overbebyrdet med bryllupper i 1866, der havde faktisk kun været et tidligere på året, da Cille Marie Poulsen og Peter Nielsen blev gift lillejuleaften. Forloverne var Petters far og gårdejer Lars Ovesen fra Dydskov.

Nu skulle man måske så tro, at mand og kone - der nu lovformeligt var blevet gift - skulle bo sammen, men det kom ikke på tale de næste mange år.

Cille havde forladt Dydskov 1. november 1866 til almindelig skiftedag. Hun flyttede hjem til mor Johanne, og gik nok og planlagde det forestående bryllup lillejuleaften. Efter brylluppet vendte Petter tilbage som avlskarl på Dydskov, mens Cille passede Andreas og sin gravide mave hjemme hos mor. Så det er muligt, at Petter havde sat liv og helbred på spil på Dybbøl Banke blandt krudt og kugler - men bo sammen med svigermor - det havde han alligevel ikke modet til.

I maj 1867 nedkom Cille med datteren Johanne Marie, opkaldt efter sin mormor, men pigen blev kun 8 dage gammel. Cille får arbejde på Hovedgaarden som kokkepige og får dermed kaldenavnet Kok-Cille. I 1873 flytter Petter endelig sammen med sin hustru gennem 7 år, og med hvem han har en søn på 12 år, men først da han er sikker på, at svigermor er både død og begravet.

Johanne Marie Rasmusdatter døde 2. juni 1873 og blev begravet 8. juni 1873 fra Horsens Kirke. Horsens sogn var et fruentimmer mindre.

uddrag af Horsens kirkebog ved Johannes død.

26. januar 1874 nedkommer Cille med Johan Marinus Petersen. Drengen er opkaldt efter sin mormor og sin afdøde søster. Cille er en dygtig kokkepige, og selv om hun var gift, havde hun ikke tillagt sig den vane, at barsle i tide og utide, så det har sikkert ikke gjort så meget, at Johan tilbragte megen tid i køkkenet på Hovedgården, for det var sikkert, som han senere fortalte, "man var en del af familien". Det blev da godt nok til endnu et barn. I 1878 nedkom Cille med datteren Ane Kirstine Marie, som meget passende var opkaldt efter sin farmor. Til dagligt blev pigen kaldt Stine. Med 3 fødsler var det slut med småfolk. En lille familie: Far, mor og 3 børn. Cille havde ikke mere familie. Hendes mor Johanne var død og hendes bror Anders var emigreret med sin familie til Amerika.

Sommeren 1883 kom Johan ud at tjene. Han blev studepasser og gik den lange sommer rundt i kæret. Vinteren tilbragte han nok hjemme hos far, mor og Stine. Året efter blev det alvor for Cille og Petters Johan, han kom til gården Gaarn, hvor han var meget glad for at være. Johan aftjente sin værnepligt - vendte tilbage til Horsens sogn, og det var her, at han mødte sin senere livsledsager og kone Johanne Konnerup.

Johanne Konnerups barndom og rødder.

Der findes kun en familie med navnet Konnerup - og en Konnerup var Johanne. Hun var datter af Mariane Thomasdatter og Johan Hutzelsierder Sørensen Konnerup.

Hvordan Konnerup-familien blev grundlagt.

Konneup stammer fra hvilsted i Århus Amt, hvor Jens Knudsen Konnerup og Cathrine Christensensdatter Thorsøe blev gift og fik 12 børn. En datter blev gift med en præst, en søn var bl.a. på De Vestindiske Øer som jurist dengang da disse øer tilhørte Kongeriget Danmark. En anden søn Niels Jensen Konnerup flyttede som ung til Vendsyssel og giftede sig med Anne Sørensdatter Borup i Taars kirke d. 23. juni 1779. De 2, Niels Jensen Konneru og Anne Sørensdatter Borup, som flyttede til Serritslev efter nogle få års ægteskab, er forfædre til alle fundne Konneruper i Danmark, og skulle man finde en enkelt helt tilbage i tiden, er det en bror eller søster til Niels. Konneruperne er respekterede, lærde, flittige og dygtige folk, og selv den dag i dag, er der ved den ældre generation et anerkendende nik, når de hører navnet Konnerup. Konneuperne har haft for vane at føde mange tvillinger - og så er mange af dem blevet gamle. Gode stærke gener ligger altså til grund for denne slægt.

Johan Hutzelsieder Sørensen Konnerup var sikkert også en dygtig og respekteret mand, men han fik sig ikke en stor gård, men en mindre, han blev ikke sagfører som hans bror, og som hans farfar også havde været. Johan voksede op som rosinen i pølseenden, for en yngre bror var død som lille.

Johan Hutzelsieder Sørensen Konnerup var opkaldt efter sin mosters mand, skrædder Johan Valentin Hutzelsieder, som var af tysk afstamning. Han var kommet til Danmark, da faren blev skolelærer på Sankt Petri i København. Inden længe forlod det meste af Johan Valentins familie igen i Danmark, men han blev, og giftede sig med Johans moster, som var modehandlerinde i København. Dette navnefællesskab var måske ikke så heldigt, da ægteskabet mellem skrædderen og modehandlerinden ikke holdt.

Hutzelsieder var nok alligevel for indviklet for folk i Serritslev og omegn, så de forkortede navnet til Sieder.

Sieder var nemlig født og opvokset i Serritslev sogn. Han blev gift med Marianne Thomasdatter som var fra Vrejlev sogn, og det var her i Vrejlev sogn, at de havde deres hjem de første mange år af deres ægteskab. De var sikkert lykkelige for, at de blev forælre til en sund og rask datter d. 30. juni 1871. Det var Marianes 8. fødsel og det blev hendes sidste. Der havde Sieder og Mariane lagt 5 børn i graven. De gav pigen navnet Johanne Konnerup.

uddrag fra Vrejlev sogns kirkebog.

Da Johanne er et par år gammel flytter den lille familie som bestod af Sieder og Mariane og deres 3 børn ( Juliane Sophie kaldet Sofit, Jens Christian kaldet Jens og Johanne) til Underåre i Serritslev sogn. Da Johanne var 11 år gammel bliver hendes søster Sofit gift med Soren ( Søren Petersen), de fik så vidt vides 11 børn og blev boende i Serritslev gennem hele deres ægtskab.

De var jo fordele ved at være en Konnerup, så da Johanne skal ud at tjene, kunne det være hos familien, således var hun i 1890 tjenestepige hos sin faster Dorthea Marie Konnerup og hendes mand Lars Bang på Tykskov.

I 1897 dør Sieder Konnerup, og som om det ikke er nok, så kommer Johanne i ulykke og nedkommer i november 1898 med Sine.  Ingen far er nævnt i kirkebogen, og dåben finde sted hjemme hos Mariane 1. januar 1899. Mariane og Johanne er faddere.

Det kommer i stand, at Johanne og Sine flytter hen til Johannes bror Jens, som er murer. Han er blevet gift, og hans kone Mariane har på det tidspunkt født 4 børn, heraf var de 3 døde allerede lagt i graven. Måske kunne Johanne og Sine skabe lidt glæde og lidt liv. Måske var det meningen, at Jens og Mariane skulle have adopteret den lille Sine med tiden. Men det går lige så galt som med Jens og Marianes 3 børn. Sine dør da hun er knap et halvt år gammel. Hun bliver begravet på Horsens Kirkegård d. 9. maj 1899. Johanne blev boende hos Jens og Mariane - måske fordi hun havde mødt en ung mand ved navn Johan.

Johan og Johanne

Johanne er 3 år ældre end Kok-Cilles Johan, men de bliver forelsket - og hun gravid. Desværre blev det ikke den lykkelige omstændighed, som det skulle have været. Johanne føder en dødfødt datter d. 5. august 1900. Et par dage efter - den 7. - må Johanne ligge endnu et barn i graven, men de 2 holder fast i hinanden, så 14 dage efter gifter Johan og Johanne sig i Horsens Kirke. Johan, som er en flittig og arbejdsom mand, hvis mor og mormor havde været kokkepiger på Langholt Hovedgaard, og hvor han selv har haft sin daglige gang siden han var en lille knægt, flytter sammen med sin viv ind som husmand under Langholt Hovedgaard. Her tilsmiler famiielykken dem endeligt, for den 12. oktober 1901 nedkommer Johanne med sønnen Johannes.

Et fotografi bliver taget

Den lille familie tog måske toget den dag i 1902, måske gik de - sikkert på vej til Serritslev for at besøge Johannes mor samt Sofit og Soren - men de gør holdt i Brønderslev, og gik ind til fotograf Anine Jensen. Anine foreviger den lille familie: Johan, Johanne og Johannes. Måske nåede Johannes mor at se billedet inden hun døde i 1903.

Den gode fotograf Anine Jensen giftede sig senere til navnet Klintø. Huset hvor Anine havde atelier lå i Vestergade,  blev senere rakt ned og der blev bygget små huse i haven. Husene var mest til arbejderne på den voksende virksomhed Peder Nielsen, men efterhånden blev husene solgt til arbejderne selv , og senere solgt videre -  og således købte Johan og Johannes tipoldebarn - mig - det ene hus på Klintøs Allé mere end 80 år efter, at familien tog hen til fotografen og gik den dagligt den vej, som Johan og Johanne gjorde den ene dag i 1902.

se evt. avisartiklen om ægteparret Klintø Det stod i avisen

Johannes skulle ikke være enebarn, og i 1905 blev de forældre til sønnen Marius. Johan arbejdede fortsat på Langholt Hovedgaard. Sofit og Soren havde i 1903 mistet deres datter Thora, så da Johan og Johanne i 1908 får en datter, fik hun samme navn. Desværre blev Johan og Johannes Thora kun 1 1/2 år gammel. På det tidspunkt var Johanne så småt gravid igen og i 1910 bliver endnu en Thora født. Her boede den lille familie, Johan, Johanne, Johannes, Marius og Thora, som husfolk under Langholt Hovedgaard frem til 1915.

Den stråtækte ejendom

Takket være Johan og Johannes sparsommelighed kan de i 1915 købe en lille ejendom i Langholt og takket være Johannes bror Jens, som er murer, kan den gamle ejendom blive frisket op, for små penge. Ejendommen med tilhørende 1/2 tønde land lå i Smalby, Horsens, og her boede ægteparret resten af deres liv. Det er kun Johan, Johanne og de 2 yngste som flytter ind, for Johannes er blevet konfirmeret og kommet ud at tjene. Huset - som vi kalder det i dag - er nænsomt restaureret, og det er sikkert og vist, at Johan og Johanne vil være tilfredse og tænke: "Det e gode folk, de passer på deres sager".

I 1916 ved folketællingen blev Johans formue vurderet til 1.500 kr. og hans årlige indtægt til 300 kr., som han tjente hos gårdejeren "Søndergaard" i Tranholm Valdemar Woge. De 300 kr. som Johan tjente i 1916 svarer til 11.281,82 kr. i nutidige kroner, og selv om Johans indkomst var for lille til, at der skulle betales skat af den, så kan vi vel ikke forestille os, at en hel familie i dagens Danmark kan leve og betale alle sine udgiftr for knap 1.000 kr. om måneden, og formå at have en formue der er 5 gange så stor som den årlige indkomst. Til sammenligning tjente gårdejer Woge 2.500 kr det år. Ikke underligt, at Johannes var kommet ud at tjene.

Sådn nogenlunde var Johan og Johannes ejendom.

Ejendommen er vinkelbygget, ud mod vejen ligger "stowhowset", symmetrisk opbyggett. I midten fordøren og til hver side 2 vinduer, og stråtaget gjorde det hele til en meget smuk ejendom. Listede man ind af fordøren kom man ind i en lille gang, hvor der til højre var en dør ind til den "Østre Stow". Denne "Østre Stow" var bare et nanv, for rummet var for lille til at være en stue, og da der heller ikke var nogen form for opvarmning, blev rummet brugt til opbevaring af familiens tøj. Der var indbygget skab, en stor kiste og en kommode.

Gik man i stedet til venstre når man kom ind i forgangen kom man ind i "stowen"

Det første man mærkede, var varmen fra kakkelovnen, som var placeret mellem døren til forgangen og døren til køkkenet. På den anden side af døren fra gangen var der et lille hjørne. Her stod Johans lænestol, det vil sige, den stod ikke helt i hjørnet, for så kunne han ikke kigge ud på alt det der skete, så den var rykket lidt frem. I vindueskarmen lå brillerne, ligeså omhyggeligt lagt i brilleetuit, når de ikke blev brugt på at studerer avisen eller kigge om der stod noget i kalenderen, som han altid havde hængende på væggen. Det var nok kun om vineren, at Johan havde stunder til at sidde der. Mellem de 2 vinduer stod spisebordet. Modsat væggen med de 2 vinduer stod der en divan, og så var der en dør ind til soveværelset. På den sidste væg, som var ydremuren mod vest stod en kommode og et par lænestole derved.

"Sovkamret" hvor de alle 4 sov, for Johannes var jo kommet ud at tjene. Thora sov ved Johan og Johanne og Marius sov på slagbænken. Der var også plads til et karlekammerskab, en kommode og en servante. Her var sikkert også en god varme, for rummet stødte op til kostalden.

Køkkenet var aflangt, med et lille hak. I hakket stod tørvekassen og komfuret var tæt derved. Køkkenbordet var foran det lille vindue og herfra kunne Johanne se ud på pumpen. Skulle Johanne bruge vand, tog hun sit "hueklæe" på, som hun altid gjorde når hun skulle udendørs - gik gennem gangen langs kostalden og ud genem den meget lave dør ud til pumpen. Mellem køkkenbordet og komfuret var døren ind til spisekammeret. Det var fyldt med alle de gode sager som Johanne havde bagt, syltet eller kogt.

Thora kigger ud af det lille køkkenvindue. Efter sine forældres død blev hun boende og restaurerede det.

Til det lille husmandssted hørte som nævnt, en halv tønde land, som blev passet i den sparsomme fritid. Johan gravede med spade år efter år og han stoppede først med det, da han var fyldt 85 år. Han mente, at det blev meget bedre vendt end det ville med naboens plov. Han kørte korn ind på hans store træ-trillebør og tærskede kornet med plejl.

I kostalden var der 2 køer, som Johanne malkede. Der var altid en gris, nogle gange 2, og ind i mellem også en kalv. Kostalden var familiens toilet, man kunne jo sidde ganske uforstyrret for familein, men man skulle have et vågent øje på kørerne. Johan og Johanne havde selvfølgelig også høns med tilhørende hønsehus og hønsegård.

Lagde man vejen forbi Langholt på den tid, kunne man nemt møde Johanne ud at gå med kalven eller en af køerne. Græsset i grøftekanten var gratis mad, og den slags var også meget værd.

Johan og Johanne boede lidt finere end så mange andre daglige folk på den tid, for Johanne var jo en Konnerup, og hun havde bl.a. arvet flere ting fra sin fars bror, som var Prokurator i København. Johanne sagde ikke Prokurator. Den stillingsbetegnelse var egentlig også  afskaffet ved lov i 1868, og besluttet, at det fremover skulle kaldes sagfører. Johanne sagde PRO-KU-RÅÅÅ-TEN.

Sofit og Sorens søn Peter havde været på besøg hos Johan og Johanne. Han skriver: 3. februar 19. Hjelmsted ( Serritslev sogn) Kære Wenner. Tusind tak for sidst jeg kom godt hjem. Vi kom til Hvilse ( antageligt Hvilsted) klokken 6 saa spiste jeg var hjemme kl. 10 1/2. Jeg skulle hilse fra dem hjemme og sige tak for Kaffen de kommer naar der bliver til at køre.Hils Eders Børn jeg morede mig godt. Skriv igen. Peter.

"Nåboerne" kiggede nok ind med jævne mellemrum. Johan var ikke så snaksaglig som sin kone, men når snakken faldt på gamle dage, så livede Johan op. For var der noget han gerne ville snakke om, så var det gamle dage.

Familien kom selvfølgelig også, Kok-Cille og Petter og Johans søster Stine. Stine blev boende hjemme og ernærede sig som syerske. Hun overtog huset da forældrene døde i henholdsvis 1922 og 1929. Johans bror Andreas var gift for 2. gang og var blevet far til 16 børn. Johannes bror Jens og hans kone Mariane havde fået flere børn. Sofit og Soren kom også af og til gående fra Serritslev af, en strækning på vel godt 30 km. hver vej. De havde sikket nogle af børnene med, og senere kom børnene også alene. Når der var rigtigt mange gæster ryddede de "sovkamret", så alle kunne være der.

Børnebørn

Johan og Johanne blev bedsteforældre første gang i 1921, og så kom de i en lind strøm. Johannes fik 7 - men mistede den ene - Marius 4 drenge og Thora fik datteren Tove. Thora og Tove blev boende hjemme hos Johan og Johanne. Ingen af Johan og Johannes 3 børn havde fået navnet Konneup, og kun en af Marius drenge fik navnet. Johans øjesten var Tove, mens Johanen elskede dem alle sammen lige højt. De var hendes et og alt. Når børnebørnene var på besøg, gik turen ikke sjældent op på kirkegården, hvor Johanne skulle se til sine 2 piger, som hun altid sagde. Først ved slægtsforskningens ubarmhjertelige fakta er det kommet frem, at Johanne havde 3 små piger begravet på Horsens Kirkegård. Måske var det bare nemmest, og så kunne Johanne jo tænke for sig selv: "Ja,ja Sine, dig har jeg ikke glemt".

Mens Johan havde travlt både med arbejde ude på gårdene i nabolaget og på ejendommen derhjemme, så havde Johanne lidt bedre tid som hjemmegående. Hun gik ofte på kirkegåren og dagligt handlede hun i Brugsen, og så havde hun travlt med at være bedstemor. Ikke sjældent gik turen hen til sønnerne. Johannes var blevet gift med Jensine, og de havde købt en ejendom på Stokbrohede i Hammer Sogn og Marius og hans kone Johanne havde købt et statshusmandssted ikke langt fra Johannes og Jensine. Johanne tog sit "hueklæe" på og gik over markerne i sit eget finurlige system de 7-8 km. Langt væk kunne børnebørnene se, at bedstemor hun kom, og de blev ellevilde og løb hende i møde. For deres bedstemor kom aldrig tomhændet. Nogle gange havde hun noget dukketøj med, andre gange et forklæde eller et stykke tøj. Hun havde som regel også "finbrød" med. En enkelt gang i hvert fald, havde hun også Sofit med, hun var nok på nogle dages ferie hos sin søster.

Johan og Johanne gik også til Serritslev for at besøge Sofit og Soren, det har vel været på Johans fri-søndage, hvor arbejdet derhjemme også kunne vente en enkelt dag. Johanne holdt meget af sine 2 søskende, men mistede Sofit i 1935 og Jens i 1939.

Kærligheden til Langholt Hovedgaard

Johans far Peter Nielsen alleryderst til venstre.

 

Arbejdet gik langsomt i de tider,

Der var tid til at gøre det ordentligt.

Ingen af de hurtige maskiner forstyrrede

vor arbejdsro.

Johan næsten 85 år gammel.

 

 

Johan blev ved med at arbejde på Søndergaard i mange år, men arbejdede som han selv udtalte: "Ja, alle gårdene i nabolaget har jeg da hjulpet mere eller mindre". Han var også på Langholt Hovedgaard i perioder og det var, når alt kom til alt, det sted der stod hans hjerte nært.

Det man i barndommen nemmer - man ej i alderdommen glemmer

og det kom frem i avisen, da der blev lavet et interview med Johan få dage før han fyldte 85 år. Han fortæller med glæde om i sær godsejer Malte Ahlmann.

"Han havde en egen evne til t faa liv i gaardens drift, saa vi følte hverdagen som en oplevelse. Lønnen var ikke stor, det drejede sig vel om 75 øre om dagen, men der var forslag i pengene dengang"

Malte Ahlmann døde i 1902, året efter Johan var kommet dertil som husmand. Så det var nok lige så meget barndommens helt, godsejerens søn, som stak hovedet ind i køkkenet til Kok-Cille og en lille Johan, som sad på taburetten og kiggede beundrende på ham, som den aldrende Johan mindes.

Men Johan havde også meget at takke Langholt Hovedgaard for, den havde givet arbejde til hans mormor, hans mor, hans far, ham selv, hans 3 børn. De 2 sønner var Karle og Thora var stuepige.

Johan fortæller også i interviewet, at han så sent som under 2. verdenskrig blev bedt om at hjælpe, for han kunne bruge en le. Jo, det har nok givet Johan anledning til indre morskab, at de unge ikke kunne gøre det så godt som ham.

Guldbryllup

Så skulle der være fest hos Johan og Johanne for de havde guldbryllup d. 21. august 1950. "Sovkamret" blev ryddet, og "nåberne" hjalp med alt det praktiske, de dækkede bordene, de lavede æresporten, de lavede maden, de serverede og de hjalp med al oprydningen, for det var ikke hver dag, at der var guldbryllup i Langholt.

På selve daen væltede det ind med glade familiemedlemmer og fotografen blev bestilt. Johanne havde fået en fin prikket kjole på og havde selvfølgelig "hueklæe" på.

Øverst: Til højre for guldbruden sidder Johannes og Jensine - til venstre for Johan sidder Thora, Marius og Johanne. Johan sidder med deres oldebarn Kjeld. Ved siden af svigerdatteren Johanne sidder Johans søster Stine og svigerinden Mariane. Yderst sidder Sofits søn, Jens Konnerup med deres ældste oldebarn Eva ( min mor)

Der havde været et stykke i avisen inden den store dag, så de blev sikkert så "begawet" den dag, at de kunne snakke mangen gang om hvor flinke folk havde været og de kunne sikkert læse kortene om og om igen og studere billederne nøje, da de havde fået dem af fotografen.

Måske havde de lagt mærke til, at deres 3 børn sidder på fuldstændig samme måde med deres arme -med hænderne på knæene. Det kan måske virke som en tilfældighed, men selv sådan en lille ting, ligger langt dybere i generne end vi umiddelbart tror og afslører et slægtskab, som ingen af os kan løbe fra.

Foruden børn, børnebørn og de 2 oldebørn det på det tidspunkt var blevet til, så var Johans søster Stine med, Johannes brors enke Mariane og en del af Sofit og Sorens børn, den ene af dem Jens, som sammen med sin kone Musse ejede Hjermitslevgaard. Han var en flink mand, for hvem det var gået godt. Lidt mærkeligt, at Jens og Marianes børn ikke var budt på dagen. Den ene af deres døtre, Olga, var blevet gift med Martinus Elimar, som få år efter guldbrylluppet åbnede biografen Scala i Aalborg. Afbud har der været fra Johans storebror Andreas.

Johanne på sin daglige gåtur med koen... Frem og tilbage langs "gråben"

Alderdommen

Johanne var med årene blevet dårligere til at se, og hun blev "forkalket" og løb oppe om natten, både i huset, i stalden og udenfor. Da der jo er mørkt om natten, havde Johanne for vane, at strø tændsikker og smed dem - vel når de begyndte at brænde fingrene. Heldigvis gik det ikke galt, men det har været hårdt for Johan, Thora og Tove.

Johanne døde 6. januar 1952, 81 år gammel og blev begravet 11. januar på Horsens Kirkegård. Samme år, d. 8. august, mistede Johan også sin storebror Andreas, 91 år gammel.

Johanne blev forskånet for at opleve, at deres søn Johannes døde i 1958. Han havde i mange år haft dårligt hjerte. Men Johan blev ikke skånet, og man kan jo forestille sig, hvor hårdt det har taget på ham, men Johan havde evnen til, at glæde sig over det han havde i stedet for det at sørge over det, som han ikke havde mere.

Derfor indledte journalisten også sit interview i 1959 få dage før Johan fyldte 85 år:

I morgen mandag fylder husejer Johan Petersen, Smalby, Langholt, 85 aar. Hvem skulle tro det? Hans smukke venlige ansigt ser slet ikke ud som en 85årige. Øjnene lyser med en begejstret glans og haaret har bevaret sin mørke farve. Hukommelsen er fin i orden, i sær naar det drejer sig om det, der skete, før vi andre blev født."

Under interviewet begynder Johan at sidde lidt urolig på stolen.

-Har De travlt?

Nej, men den røde skulle gerne have lidt roer

Johan og den røde ko forstaar hinanden til fuldkommenhed. Hans lille mark passer han med udelt glæde. Efter høst graver han hele marken - ca. en halv Tønde land - med sin skovl. Starter ved solopgang.

Engang sagde jeg til ham: Er det ikke synd for koen, at staa saa tidligt op og Forstyrrer dens morgensøvn?

"Ja, men jeg tager træskoene i haanden og lister ud af fordøren, for at den ikke skal høre mig"

Han fortalte også, at han i sommeren 1958 havde været på besøg på Langholt Hovedgaard, og havde set majetærskeren og udtalte til avisen:

"... det lige godt svært det kan lade sig gøre, men jeg vil nu ikke gerne undvære min le".

 

Johan fortsatte det daglige arbejde og med datter og barnebarn i huset var der jo også liv omkring ham. Alle sov de sammen i "sovkamret", for der var ikke noget, der var blevet moderniseret gennem årene og derfor stadig ingen varme i "Den østre Stow". Men Tove flyttede fra huset og fra Langholt - helt til den anden ende af Jylland. Det var først da Johan passerede de 85 år, at han stoppede med at grave marken, ligesom han stoppede med at køre korn ind fra hans lille mark. Det var også først da han havde rundet de 85 år, at han tog til "dowteren".

Det var i 1960, at en stolt bedstefar førte sin datter Tove op af kirkegulvet i Horsens kirke.

 

Johan fylder 90 år, året er 1964. Der kommer igen et stykke i avisen. Familien kommer og fejrer ham, og han bliver fotograferet sammen med alle blomsterne, alle flaskerne og alle de andre rare sager, som folk er kommet med.

 

Johan fylder 90 år - og Johan fotograferet med sit tipoldebarn - mig i 1966

Senere det år føjede Johan en ny titel til. Han blev tipoldefar til mig. Hvor er jeg ked af, at jeg ikke kan huske ham, men jeg ved, at jeg har besøgt ham smmen med min mor og min far - for vi to - Johan og mig - blev fotograferet sammen. Han sad i hans stol, lige der i hjørnet, som var rykket lidt frem, så han kunne holde øje med livets gang i Langholt.

Året var 1967. Johan var nu næsten 93 år. Han lagde sig i sin seng i "sowkamret". Lå og talte med sig selv, måske gennemgik han livet i stort og småt - og efter en uge, var Johan færdig med at snakke - han var færdig med at leve. Han havde slæbt og slidt i nærved 93 år, men han havde gjort det med glæde og stolthed. Han blev begravet ved siden af sin Johanne på Horsens kirkegård.

november 2009, redigeret og opdateret august 2012
Ann Nygaard - tipoldebarn

 

Kilder:

Gamle avisudklip

Johan og Johannes efterkommere

www.arkivalieronline.dk

Dansk Demografisk Database

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Elna Konnerup Olsen | Svar 16.07.2017 20.18

Til Ann Nygaard!
Flot, flot fortælling om Johan og Johannes´s liv m.m. Jeg vil printe det ud og gemme det sammen med de billeder, du sendte mig for år tilbage.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 01:08

Hej Ann.
Tusind tak for en dejlig tur ned af memory lane i Sulsted. Er selv født og opvokset ved stationsbyen og genkender steder og personer du skriver om.

...
12.08 | 10:21

Goddag Anne Nygaard

Ved du noget om sognefogeden Lars Jensens børn. Han blev dømt i den ovennævnte sag.Det gik rent galt for dem, ikke?

...
28.06 | 12:40

Ann Nygaard,
der er en fejl på linket til adressebogen for Skat.
Linket til skattebeløbene virker som det skal!
Mvh.
Ove

...
21.05 | 21:58

dejlig video fra børnehjemmet i Brønderslev men ved man hvilket årstal den er optaget i
mvh
Lisbeth

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE