Erindringer

  ERINDRINGER

OM

OG

AF

ARNE REINHARDT JØRGENSEN

f. 21.03.1935

Mit barndomshjem indtil november 1949.

 Se erindringsbilleder

ERINDRINGER forsøgt nedskrevet af Arne.

  Indledning.

Erindringer er noget gamle mænd og koner forsøger sig med, og da jeg er på vej til at blive ældre, og har mulighed for at nedskrive på en pc`er, har jeg synes det kunne være sjovt at førsøge.

Det vil næppe blive særlig professionelt, men måske netop derfor sjovere.

Jeg kan naturligvis ikke huske alt, men at jeg er født den 21. marts 1935, døbt den 12. maj 1935 i Holme Kirke, Konfirmeret samme sted i april 1949 og gift i Frederikskirken, Skåde Sogn den

6. april 1957.

Forældre

Mine forældre Jørgen Jørgensen, f. 10. februar.1904 , Skåde Mark, døbt i Holme Kirke den 4. april 1904, død den 3. april 1967 og Julie Augusta Margrethe Ingerslev Kristensen, f. 12. november 1912 i Svenstrup, døbt den 26. december 1912 i Svenstrup kirke, døde den 4 januar på plejehjemmet Egely. De er blevet gift i Malling Kirke den 28. oktober 1934.

Bedsteforældre

Farfar: Hans Peder Jørgensen, f. 6.juli 1865, døbt 22. oktober 1865, død 28. april 1946.

Farmor: Birte Marie Jørgensen f. Laursen, f. 26. maj 1870 i Beder, døbt den 7. august 1870 i Beder Kirke, død 1. maj 1941.

Morfar: Sophus Ingerslev Kristensen, f. 27. maj 1877 på Hevringholm,  Vivild Sogn, død den 4. februar 1936.

Mormor: Hedevig Augusta Louise Vilhelmine Kristensen, f. Jørgensen, f. den 10 januar 1875 i Moseby, Aastrup Sogn, død den 17. juli 1946. De var blevet gift den 25. november i Aastrup Kirke på Falster.

Mine bedsteforældre har jeg ikke den helt store erindring om, dog mindes jeg at der var rart at komme. Min farfar og farmor, kaldet bedstefar og bedste, havde et lille husmandssted med et par grise, en ko og en hest. - Dette husmandssted på Skaade Mark, havde min bedstefar overtaget fra sin far Jørgen Jensen for en købspris på 1.650 kroner. Overtagelse synes sket 1. juli 1890 iflg. skøde. Denne pris synes helt umulig i dag, da områdets boliger sælges til priser på 1 - 2 mill. kr. (1998). 

Beliggenheden ved mosen var et spændende sted, men netop mosen var en farlig legeplads vi ikke skulle spøge med. - Min bedstemor har trods påstået dårlige nerver, reddet tre børn, der var faldet gennem isen i mosen, og var ved at drukne i januar 1928, herfor modtog hun Carnegie- Fondets belønning på  800,00 kroner, -det har været mange penge dengang.

Min morfar har jeg ikke kendt idet han døde 1936, men min mormor husker jeg som en bestemt, men rar bedstemor, som jeg gerne besøgte og holdt ferie hos. Hun boede i Malling og havde et storthus og en dejlig stor have med mange frugttræer, og leverede iøvrigt frugt til en kendt grønthandleri Ryesgade i Århus. Det var rigtig dejligt at sidde i hendes Moreltræ, og bare spise.

Barndommen.

Min barndom, som jeg husker den, boede vi, min mor, far og mig i et gammelt hus på Holmevej i Skåde, i dag hedder den Bushøjvænget nr. 8, en vej som stadig ligner sig selv, men huset som også ligner mit barndomshjem, er nok moderniseret indvendig, vil jeg tro. - Vi havde stue, køkken, gang, skomagerværksted og butik i stueplan, soveværelse og værelse på loftet, VC i udhuset, uden lys, og toiletpapir i behagelige kvaliteter som idag, havde vi ikke, men brugte gamle aviser og telefonbøger, ikke særlig behagelig. Badeværelse kendte vi ikke, og bad foregik i køkkenet i en vaskebalje.

Renovation fandtes ikke, d.v.s. VC og andet affald blev gravet ned i haven. 

Vand var ikke nogen mangelvare, men skulle hentes i haven i en brønd. Pumpen skulle en gang imellem have nyt pumpelæder for at kunne virke, og ellers kunne man spæde med vand, hvis den ikke ville pumpe.

Jeg opfattede ikke, at der var noget unormalt ved denne levevis.              

- Der var jo ingen der talte om miljø og nedsivning ved denne omsætning, og, at man havde ondt i maven en gang imellem var almindeligt.

Vi fik dog senere indlagt vand og gas, et stort fremskridt, men langt fra nutidens boliger.

I det gamle hus havde min far, som også var "post" ekstrabud på Højbjerg postekspedition, skomagerværksted, og mor en "kiosk" papirhandel.

Naboerne var jævne mennesker, der ind imellem spillede kort sammen. Den sociale rang tror jeg ikke var af betydning, der var teglværksarbejdere, vognmand, smed og gårdejer. Det var et samfund der havde brug for hinanden, hvilket jeg synes vi mærkede meget.

Det var ikke usædvanligt, at en gårdejer eller vognmanden, der jo ikke havde bil men hestevogn, kom søndag formiddag og lige skulle have seletøjet lavet. Det var irriterende,- men far sagde sjældent nej – det var jo dem han skulle leve af.

Jeg kunne selvfølgelig også selv finde på at skulle have lavet seletøj til min lille træhest, og har da opholdt mig mange timer i skomagerværkstedet sammen med min far.

Den 14. juni 1941 var jeg til fødselsdag hos min kusine Birthe, der boede i Skåde Bakker, og da jeg kom hjem havde jeg fået en lillebror. Jeg husker nok, at, hvis man lagde en sukkerknald i vinduet ville storken nok komme med en lillebror eller søster, men ellers var der ingen tale om noget forestående. Min lillebror kom til at hedde Kaj . Det var just ikke min livret at skulle passe ham, og der blev nok fortalt nogle historier for at slippe, men pligter havde jeg jo, jeg skulle bringe ugeblade ud til faste kunder, og ind imellem passe butikken, hvis mor skulle til Århus og hente varer hos små grossister, og far skulle også have en side læder en gang imellem. - Da jeg blev ældre blev jeg også sendt til Århus for at hente varer, bl.a. i Mejlgade, Studsgade, Frederiksgade og Østergade, det var papirvarer, tricotagevarer og læder, sværte, snørebånd m.m., - alle pligter, som jeg synes til tider var for mange og gerne ville undvære til fordel  for at kunne lege.

Det var ikke altid leg vi beskæftigede os med, for vi drenge kunne godt lide at komme på en gård, hvor vi fejede i stalden og skar hakkelse til hestene.

Også vognmanden kunne det være sjovt at være med, hvis han f.eks. skulle til havnen i Århus og hente koks, det kunne jo tage lang tid da det jo foregik med hestevogn.

Min skolegang på Skåde skole, begyndte til april 1942 hos frk. Nielsen, en ældre rar dame, men tiden skulle vise, at det blev mere alvor i 3. klasse, hvor vi også skiftede lærer, og fik nu forskellige til forskellige fag, det  var jeg ikke specielt glad for, lektier var ikke min livret, men jeg klarede mig, regning, gymnastik og sløjd var de fag jeg bedst kunne lide.    

Jeg gik i skole under krigen, og oplevede således at tyskerne tog skolen, og vi måtte gå i skole forskellige steder, bl.a. på børnehjemmet, Skåde mark og Golfhuset. - Den vinter vi gik i Golfhuset var god derved, at golfbanerne var gode ski og kælkebakker, og frikvarterene blev brugt der, og var ekstra lange, da vi jo var svære at råbe op når timerne skulle begynde.

Golfbanerne er nu bebyggede, og hedder Teglbakken, Ny Moesgårdvej og Kattehøjvej.

Besættelsen af vor skole, havde for os børn ikke den store betydning, idet vi jo gik i skole andre steder, og tilstedeværelsen af tyske soldater i Skåde mest betød noget for dem som skulle udenbys, fordi man så skulle kunne legimentere sig, og selvfølgelig have lovligt ærinde. Der har sikkert foregået noget som vi børn ikke har vist noget noget om. Luftalarm kunne virke dramatisk, hvor vi skulle i beskyttelsesrum, i en nabos kælder.

Der var selvfølgelig hændelser jeg husker bedre end andre, og i Århus skete der mange ting under krigen, bl.a. blev Universitetet bombet den 31. oktober 1944, hvor Gestapo-hovedkvarteret blev ødelagt.

Men Havnekatastrofen den 4. juli 1944 ved middagstid, er nok en af de hændelser jeg husker, vi var netop ved at spise, da det store brag lød og mor farede ud for at se hvad der var sket, der var tale om rystelser vi mærkede selv i Skaade. Det var et ammunitionsskib der exploderede, og mange blev dræbt og sårede.

Vareknaphed var en følge af krigen, og efter krigen. Rationeringsmærker til køb var nødvendige til mange varer, tøj, sko, kaffe, sukker, smør, og mel m.m. og maden bar vel også præg af denne mangel. Jeg oplevede at den meget bestod af mælkemad og grød og kun til søndag blev der købt kød hos slagteren. Lørdag formiddag blev jeg sendt op til Slagter Jensen, der havde udsalg i en bagbygning et par gange om ugen, og ellers slagtede på Slagtehuset i Århus. Der var altid lang kø, så det varede altid længe inden man blev ekspederet.

Rationeringsmærker
Se erindringsbilleder

 Tøj var for en stor dels vedkommende genbrug og omsyning, ligesom der var stor forskel på hverdagstøj og søndagstøj, og kan vel ikke bortforklare at der var en vis glæde ved at få søndagstøjet på, det løftede jo `en lidt op.

Kapitulationen 5.maj 1945 var en festdag, hvor vi var i søndagstøjet, sang og festede, og hvor Frihedkæmperne kørte rundt og hentede dem, som havde arbejdet for tyskerne, og de piger der havde været sammen med tyske soldater, såkaldte tyskertøser, blev klippet så ingen var i tvivl om hvad de havde bedrevet.

2. Verdenskrig, de fem forbandede år var slut, men ikke glemt og følgerne var jo også mærkbare i lang tid efter.

I 1947 havde SKÅDE SKOLE arrangeret en skoletur til Gøteborg for 5., 6., og 7. klasse. En del forældre havde store betænkeligheder for sejladsen fordi risikoen for miner stadig var til stede, det viste sig at være ubegrundet, heldigvis. På denne tur, der varede tre dage, så vi “Botanisk have” og “Liseberg forlystelsespark”, hvilket jo var storslåede oplevelser for os. I Sverrig kunne man også købe varer, det ikke var muligt i Danmark, jeg husker at næsten alle skulle smage bananer og appelsiner, som man ikke kunne få til daglig i Danmark.

Efter skoletid brugte vi megen tid på at spille marmorkugler, hønseringe og med 1 og 2 ører, men til aften red vi teglværksheste på græs fra det daværende Emiliendal Teglværk, og lidt lommepenge kunne tjenes ved at være Caddi for golfspillere.

Dans og klaverspil skulle jeg  gå til, det var ikke den store lyst der drev værket, og det endte også med at jeg slap for klaverspil, men til dans skulle jeg, og det var vel egentlig godt nok, opdragelse kalder nogen det, for mig er opdragelse også at lære af erfaringer og oplevelser.

Endelig fik jeg lov til at blive FDF`er, og havde her mange oplevelser og et godt kammeratskab fra ture og lejre, og hvor jeg også spillede marchfløjte. FDF måtte jeg forlade i 1950, da jeg ikke havde den fornødne tid på grund af mit arbejde, der havde skiftende arbejdstider, samt søndagsarbejde.

I vinteren 1948/49 gik jeg til præst i Holme hos pastor Knudsen, holdet var på kun otte, - alle drenge, fra Tranbjerg, Holme, Kragelund og Skåde skoler.

Det lille hold skyldes nok især, at man dengang helst holdt konfirmation om efteråret, og nemmere kunne få ingredienserne til maden, bl.a. grøntsagerne til den dengang traditionelle suppe.

Vi blev konfirmeret i Holme kirke i april 1949. Skolegangen fortsatte indtil sommerferien og sluttede af med en skolerejse til Bornholm i den første uge af sommerferien.   

Klar til afrejse til Bornholm
Se erindringsbilleder

En tur jeg aldrig glemmer for dens oplevelser og natur, som vi oplevede til fulde, da vi vandrede rundt på øen og boede på vandrehjem. På hjemrejsen var der ophold i København, hvor vi boede på fregatten Jylland, som dengang blev brugt til overnatning for skolebørn fra provinsen, det var spændende, og, at min Bedstefar havde været sømand på dette store oprindelige sejlskib gjorde det ikke mindre spændende.  Det er nu under restaurering, og snart færdig og ligger som museumsskib i Ebeltoft. Vi besøgte bl.a. også Carlsberg, Zoo, Tivoli og Bakken, og havde dermed en god afslutning på vor skoletid.

Sommerferie

I min skoletid var vi så heldige, at kunne komme på ferie selv om tiderne ikke var økonomisk gode, vi kunne nemlig få en gratis rejse med DSB efter ønske.

Jeg har derfor flere gange holdt sommerferie hos min moster og onkel, som havde en gård, først i Gundersted og senere i Binderup.

Når rejsen skulle foregå, fik jeg billeten i en snor om halsen, fulgt til toget i Århus, og med madpakke og sodavand kunne jeg så rejse. Konduktøren på toget sørgede så for at jeg kom af toget, hvor jeg skulle skifte, og besked på hvor jeg skulle gå hen for at komme med det rigtige tog eller rutebil for at nå til bestemmelsesstedet

Også Mogens har nydt godt af ferie her. Jeg skal ikke benægte, at også her var der pligter, som alle deltog i, men det var jo spændende, og pligter kunne blive til oplevelser og leg, og skal ikke nægte, at jeg var meget glad for at komme der.

Jeg har også et par gange været i Stege på Møn, hvor min mors kusine Hedvig, hendes mand Asger og to børn, Ena og Mogens boede. Det var virkelig en oplevelse at se Møns Klint, men også at de boede ved siden af en Falck station og en sportsplads, hvor der var Cirkus, og kunne komme gratis ind imod at hente vand til dyrene, og vi slæbte i spandevis. Det var også meget spændende at besøge Asgers arbejde, Møns Folkeblad, hvor han var typograf, og sad ved en maskine og skrev artiklerne, der kom ud af maskinen ord for ord i blyklodser, og blev derefter anbragt i en kasse, der fyldt var en avisside, som igen blev anbragt i trykkerimaskinen, og ud i den anden ende kom avisen.

At jeg som voksen stadig har kontakt med Ena og hendes familie, betragter jeg som et gode, at vi kan besøge dem, når vi enkelte gange har været på Sjælland, ligesom de også besøger os.

Familien

Den familie vi havde god kontakt til, var mine bedsteforældre, og min fars og mors søskende.

De fleste boede i gå eller cykleafstand, og blev derfor jævnligt besøgt, hvorimod to af min mors søskende boede længere væk, og sjældnere blev besøgt, men her var brevkontakten til gengæld god.

Højtiderne var den tid hvor større dele af familien mødtes, og hvor fætre og kusiner mødtes. Dog har vi altid holdt juleaften alene, fordi far altid arbejdede sent og igen skulle på arbejde 1. juledag, men nytårsaften blev til gengæld fejret sammen med, mest min fars søskende, men også naboer blev ønsket “godt Nytår.”  - Nytårsløjer var i min barndom måske lidt grove, men ikke hærværk.

Det kunne jo ske at en havelåge fik en anden placering, f.eks. i en flagstang eller en lokumsspand fik gær, eller en hestevogn skiftede plads, men Nytårsdag fandt tingene som regel sin rigtige plads.

Skaade

I efteråret 1949 havde min far og mor købt andet hus på Oddervej 171, i Skåde, hvor der var trikotageforretning, som mor skulle passe, og som blev udvidet med papir, blade og legetøj.

mit hjem fra nov. 1949
Se erindringsbilleder

Far fortsatte med et skomager-værksted i kælderen, ved siden af sit job som "post" i skiftende områder, bl.a. i Skåde, og i  sidebygningen, hvor der havde været smedeværksted, blev udlejet til snedkerværksted.

Byen havde dengang et rigt forretningsliv  med brugsforening, to købmænd, to slagtere, bager, træskomand, frisør, trikotage, kiosk, cykelhandler, mælkemand, mølle eller idag kaldet foderstofforretning, smed teglværk, skrædder og postindleveringssted. Og foruden disse handlende, kom der kørende bager, ostemand og fiskemand,- ikke i disse fine salgsvogne, som vi kender i dag, men bager og ostemand i små varevogne og fiskemand på cykel med en kasse på bagagebæreren og gamle aviser i en taske til indpakning. Også hotel har der været i Skåde, og ikke at forglemme, har Skåde haft en golfbane, der strakte sig rund om de tre høje, der nu er bebygget af Teglbakken og en del af Kattehøjvej.

Voksenlivets begyndelse.

Idet man sagde, at ved konfirmationen indtrådte man i de voksnes rækker, er jeg således blevet voksen.

Påbegyndelse af voksenlivet med arbejde, var en budplads hos købmand

C. Rasmussen, Skåde, og samtidig udkørsel af telegrammer fra Højbjerg postekspedition to gange om dagen.( 50 øre/stk.)

Egentlig havde jeg et ønske om at blive tømrer eller maler, men det var ikke nemt at finde en læreplads, og i stedet mente mine forældre at postvæsenet var en mulighed, da min far også var post.

Arbejdslivet.

I 1950 søgte jeg til P&T, hvor jeg var til ansættelsesprøve og blev senere antaget.

Efter ansøgning, som daværende postforvalter Lunøe, Højbjerg anbefalede, var jeg til optagelsesprøve på telegrafstationen i Kannikegade,- en prøve der bestod af skriftlige prøver i diktat

skrivning og regning, og en mundtlig prøve i geografi (byer og hovedstæder), som jeg bestod, og kunne forvente antagelse.

Jeg blev antaget den 6. august 1950, og skulle møde kl. 12.15.

Det var en meget pludselig antagelse, jeg var, som ved enhver lejlighed ved stranden (Blommehaven), da jeg ikke på det tidspunkt havde noget arbejde, og regnede med at få besked i forvejen, det skete ikke og mor måtte på cyklen for at hente mig.

Meget spændt var jeg selvfølgelig, for jeg havde forventet antagelse 1. august, og var måske bange for at det ikke blev til noget. Jeg kom med  cyklebud Erik Hansen, kaldet "Phieselbach" på indøvelse i nogle få dage, hvorpå jeg blev sendt på telegrafstationen for at afløse, og det kan nok være jeg fik brug for et kort over Århus, for den var betydelig større end den midtby jeg kendte til, den bestod nemlig også af ydre områder og forstæderne.

Det skulle også vise sig at postvæsenet var meget andet end det almindelige billede man har af en post (postbudet).

Min cykelbudtid bød på mange oplevelser, idet man kom rundt i hele byen. Vi cykelbude havde ret udviklet tidsfornemmelse, og kunne sætte tid på hvilken som helst tur, der også gerne skulle give tid til andet. Vi kunne mødes forskellige steder i byen, eller hvis der var børnehjælpsdag på Åboulevarden, skulle der gerne være tid til at komme der også, men bedst var det at være til 6-dagesløb i Århus Hallen, her kunne man jo komme ind, hvis man havde et telegram til en rytter, og det havde vi gerne når tjenesten sluttede kl.22.      

Far og søn

  Se erindringsbilleder

Denne cykelbudtid har mangen gang været bragt frem ved kollegiale sammenkomster, og mindes med glæde sammen, oplevelserne den gav. Det sammenhold der var blandt cykelbude var enestående, man skulle dog ikke tro man var andet overfor ældre kolleger, man var de`s,  og måtte lære ikke at blive udnyttet. Udover at køre med telegrammer, expres breve og pakker, som kunne være alt fra blomster til levende dyr,  måtte vi jo lave noget forefaldende, bl.a. rense skilte og strikke skilte, rydde op og vende sække.

Vi cyklebude kunne selvfølgelig cykle, og tog nogle ture i veek-ender til Silkeborg, Horsens, Randers med telt, også København og Hamburg har jeg besøgt på udflugter arrangeret af og med ansatte.

Hamburgturen var ikke med min mors gode accept. (jeg var 17 år) Det var jo på et tidspunkt, hvor krigen stadig lå klart i bevistheden, og kunne være farlig. Der var nu ikke noget farligt, men en uhyre stor oplevelse for en ung fyr som mig. Det var en tre-dages tur, som startede ved midnat, og næste dags formiddag nåede Kiel, derfra videre til Lübeck, hvor vi tilbragte natten og efter få timers søvn gik turen videre til Hamburg, udover alt det sjove, som Hamburg er berømt for, “Sct. Pouli”, oplevede vi også Zoo og andre seværdigheder.

Men også eftervirkningerne af krigen så vi, store områder totalt udbombet men beboet i ruinerne, det var en barsk virkelighed.

Hamburgs ruiner 1952

  Se erindringsbilleder

Dengang  blev vi jo ikke konfronteret med virkeligheden på samme måde som idag, hvor TV sørger for at vi får serveret direkte.  
Efter et døgn i Hamburg, gik turen atter hjemad  og var hjemme midt på aftenen, godt trætte, jeg tror ikke jeg har sovet så længe ad gangen, hverken før eller siden.

Jeg var indkaldt til militæret fra 11.februar 1955 og 16 måneder frem.

Jeg genoptog mit arbejde ved P&T som reservepostbud, en tid med meget afvekslende arbejde som afløser lige fra kassetømning til kontorbudtjeneste af forskellig art og omdeling.

Det kunne jo ikke undgå´s at der skete fejl når der var pres på, eks. havde vi en morgen glemt at få pakkerne til Grenå med toget, det var ikke heldigt, og gode råd var dyre, vi ville jo gerne løse problemet, og helst i ubemærkethed. Vi fik aftalt med vores formand "Smeden", hvorfor han kaldtes det, ved jeg ikke, at vi nok skulle klare det , og undgik herfor en indberetning, der ellers ville være en konsekvens. Jeg hentede min bil, en “Citroén 2 CV” varevogn,  mens en kollega fik pakkerne ud af postkontoret, og så gik det ellers til Grenå med fuld læs, godt og vel, og  med snuden lige i sky. Det kan nok være der var nogen i Grenå der kiggede en ekstra gang, men de fik pakkerne til tiden.

Citroèn 2 CV der bragte pakkerne til Grenå

Se erindringsbilleder 

Julen kunne være en hård tid med meget overarbejde, hvilket vi egentlig ikke var kede af, det gav jo god betaling, og der var jo ikke nogen arbejdstidsregler, der sagde noget om hviletidsbestemmelser.

I mine første 20 - 30 år var julen meget travl, der blev kørt pakker ud i turistbusser, bemandet med et par faste postbude og et antal studerende.  Pakke og brevomdeling kunne godt strække sig til aftenstid, men det var sætningen af post, der tog den overvejende tid, således at omdelingen først begyndte ved middagstid.

Den sidste uge op til jul var der virkelig stemning og ingen sure miner trods de lange dage.

Efter at have arbejdet som afløser i en årrække, søgte jeg til Højbjerg, selv om jeg ved tilbageblik havde haft det udmærket, var det altid usikkert hvornår jeg skulle arbejde, tidlig morgen, aften eller nat.

Jeg begyndte 16. oktober 1960 i Højbjerg, og var 9. mand. Antallet af distrikter steg i de kommende år.

Det at arbejde i Højbjerg var jo anderledes end jeg havde været vant til i Århus, vi gik jo tre ombæringer om dagen, hvor blade (tidsskrifter og fagblade) skulle med på 2. ombæring, det var til tider surt, og når muligheden var til stede, smuglede vi også blade med ud på 1. omb.

Det er formentlig sjælent, at ens Chef "Postforvalter Lunøe" var som en far for os postbude, men hvis vi havde problemer med kunder og det kunne udarte sig til klager, var det klogt at fortælle ham om det, da han så klart forsvarede sine "drenge".

Også min far arbejdede i Højbjerg som" Ekstabud" og havde gået forskellige ruter, og sidst i Skåde.

Den 3. april 1967 døde han på sin ombæring. Jeg og flere kolleger kørte op ad Rosenvangs Alle da ambulancen kom med udrykning, den så og hørte vi jo jævnligt, og gav ikke anledning til bekymring, men, da jeg vendte hjem fra 2. omdeling, fik jeg at vide , at det var far den kørte efter, og jeg skulle køre hjem til Skåde omgående.

Far var død ved ankomsten til sygehuset. Jeg forstod næsten ikke  det kunne passe, og synes problemerne tårnede sig op. Fars cykel og posttasken var på den adresse, hvor han faldt om og pengene, som han skulle afregne med, havde han på sig. Da vi ikke kunne få udleveret pengene uden at have politiet med til sygehuset, fordi han ikke var indlagt, men kørt til kapellet på Amtssygehuset. Politiet i Viby havde ingen bil til rådighed, og vi måtte selv hente og bringe en politimand i Viby for at jeg kunne få udleveret fars tegnebog og afregne for ham.

Dette besøg i kapellet var en stærk oplevelse, at se sin far ligge på en stål- bakke / båre i den tilstand han var indbragt, og ikke ville blive istandgjort før der havde været ligsyn efter et antal timer.

Den 1.juli 1969 blev jeg udnævnt til overpostbud, det betød jo lidt mere i løn men ellers intet.

Efter ferien 1978 fandt kollegerne at jeg skulle være tillidsmand, hvilket jeg lod mig overtale til. På det tidspunkt var det ikke en opgave der gav store problemer, de fleste blev klaret med almindelig fornuft. Det blev ikke ved med at være nok, flere og flere møder og kurser bl.a. PO 75 i  1979,Grundkursus 1 & 2 i 1981 og 3 & 4 i 1982 alle i Rørvig, herudover har jeg deltaget i Samarbejdskurser, Instruktørkurser, kvalitetskursus, Team Training for gruppeledere, -  jeg kan ikke nævne alle, men det greb om sig og 4.okt 1988 holdt jeg som tillidsmand. 10 år med et 4 måneders stop undervejs.

Vi var da netop 1.oktober overgået til en ny organisationsstruktur “Århus Syd”  jeg virkede fortsat som AI instruktør indtil jeg blev gruppeleder på opfordring 1. juni 1991 i Højbjerg. Det var et spændende arbejde, som man desværre ikke ville honorere som lovet, og da der ikke kunne opnås enighed om tidsforbruget til gruppelederarbejdet, valgte jeg at søge et ledigt pakkedistrikt, til

nogens overraskelse, da man ikke troede på mine forudgående meldinger herom.

Jeg overtog pakkedistriktet pr. 15.05.1992. Det passede mig fint, men her blev der også problemer, dels vidste jeg for meget, og ville ikke lave mere end andre i gruppen, og ikke kunne blive enig med gruppelederen herom, led samarbejdet ret meget, men da jeg ikke ville give op fordi jeg var overbevist om min ret, endte det med en omlægning og udvidelse af timeforbruget plus en bil til

pakkeomdeling i Højbjerg. Det var en god ting, men ikke noget man blev populær af i gruppen, egentlig uforstående, for det burde være muligt at nå til enighed, men jeg orkede ikke  den fortsatte interne splid, derfor besluttede jeg mig for at søge min afsked pr. 31.12.1995, hvilket blev bevilget, og sidste arbejdsdag havde jeg den 27.10.95. Resten af året afvikler jeg ferie og tilgodehavende frihed, overgang til pensionisttilværelsen kan man jo kalde det. Jeg har ikke et øjeblik fortrudt min beslutning, som kunne virke lidt drastisk uden at være det.

De godt 35 år jeg var tilknyttet til Højbjerg postkontor, vil jeg helst se tilbage på som generelt en god tid, med gode kolleger, hvor man altid kunne få hjælp, hvis man f.eks. var igang med ombygning eller lignende.

Efter at være blevet pensionist fik jeg og andre en invitation til pensionistkursus i Rørvig den 12.,13.,og 14.august 1996. En god oplevelse sammen med kolleger fra hele landet, der havde valgt pensionist- tilværelsen.

Her slutter altså mit aktive arbejdsliv hos P&T, idag Post Danmark. Godt 45 år er forløbet, som jeg ser tilbage på med glæde, gode kolleger og passende udfordringer og indflydelse til mit temperament.

Militæret.

I 1954 måtte jeg på session, og blev udtaget til fodfolket. Sessionen kan vel betragtes som en slags manddomsprøve, hvor man blev målt, vejet og vurderet egnet eller ikke egnet.           

Hvorfor jeg blev vurderet egnet og udskrevet til “fodfolket” ved jeg ikke, men fejret blev det resten af dagen sammen med kammeraterne, der også var på session.

I 1955 blev jeg indkaldt til militærtjeneste i Odense, og senere i Fredericia.

Den 11.februar måtte jeg møde ved militæret på kasernen på Sdr. Boulevard i Odense og aftjene rekruttiden her, tæt ved tivoli og zoo, og nemt til byen.

Oplevelsen ved militæret var blandet, indkvartering i belægningsstuer med kakkelovn, som ikke kunne nå at afgive varme inden sengetid kl. 22.00, - tonen var barsk, og var svær at vænne sig til, - men, alt i alt en spændende tid med et godt kammeratskab. Orlov er noget man ser frem til, udrustningen og stuerne skulle være perfekt rene og orden efter stramme regler inden man kunne forlade kasernen, og tage med orlovsbussen til Århus lørdag og tilbage igen søndag aften.

Efter 6 mdr. i Odense skulle vi overflyttes til Fredericia, 7.regiment. Overflytningen foregik til fods, idet vi skulle gå 75 km. inden Fredericia, og så ved den lejlighed en stor del af nordfyn.

Tiden i Fredericia var ikke væsentlig anderledes, vi havde fået nye befalingsmænd, og øvelsespladsen "Fælleden" var et yndet opholdssted næsten daglig, - med løb fra "Hybylund", en restaurent, hvorfra der var ca` 3 km. til fælleden.

Menig 255741, stabsdeling, 2.kompagni, 7.regiment, var betegnelsen for den person jeg var/er i de 16 måneder tjenesten varede.  Senere i 1958, 3 ugers indkaldelse til efteruddannelse i septemper måned. På de mange øvelser og manøvre vi var på, var jeg radiomand for kaptajnen (rimelig flink men krævende), og ikke altid kunne jeg følge med, men han tog røret og skreg "kom så 41", og jeg følte at jeg lå vandret bagefter, kammeraterne grinte, så det har sikkert set sjovt ud. Gymnastik kunne jeg godt lide, såmænd også ved militæret, vores kaptajn var instruktør, og han elskede balanceøvelser på bom, og helst oppe under loftet. Det var jeg ingen ørn til, men han kunne ikke acceptere at hans radiomand faldt ned og ikke turde prøve igen og sagde “op igen”, jeg skal nok gribe dem, hvis de falder ned. Og han greb mig, hver gang, og så kunne jeg jo ligesågodt få det overstået, - det er jo unødvendigt at fortælle at kaptajnen ikke var nogen svækling, og forlangte kun hvad han selv kunne. Det respekterede vi meget. Jeg blev således hjemsendt i sommeren 1956, og genoptog mit arbejde ved postvæsenet.

Mødet

I 1952 traf jeg Ulla, til et pinsebal på Tranbjerg kro. Jeg og en kollega var taget til pinsebal på Tranbjerg kro, hvor vi traf min kusine Åse, som var sammen med Ulla, de var i lære sammen som syerske 

(dameskrædder) hos en dameskrædderinde i Hasselager.

Bekendtskabet med Ulla gjorde, at jeg talrige gange siden har været til bal på Tranjerg Kro, og har holdt siden.

Vi blev gift 6.april 1957 i Frederikskirken i Skåde.

Vores første bil blev en kendsgerning, en Opel P6, to personers vogn med bagklap til to. Fint nok, men besværlig, skulle næsten altid startes med håndsving og i god tid. Bilen byttede jeg med en motorcykel, 100 ccm. DISA, et dansk produkt, som Nilfisk lavede. Men da vi jo havde Mogens, kunne den jo ikke bruges, og byttede igen til en Citroèn 2 CV, varevogn på "papegøjeplader"(sort/gule) med sæder i varekassen, og det var en god og sjov bil, som blev brugt til mange formål ud over familiebilen, bl.a. til orienteringsløb, men også til at redde en arbejdssituation.

Bopælen.

Efter at have kendt Ulla i næsten 5 år, var det tid at blive gift, hvilket foregik i Frederikskirken den 6. april 1957. Vi havde fået 2 værelser på Harald Giersings Alle 16, i kælderen, men dog over jorden. Det var ikke det ideelle,- vi begyndte at se os om efter en anden bolig, det var meget svært, selvom det at gifte sig, betød lønforhøjelse dengang, var mulige lejeboliger alt for dyre.

Vi kiggede derfor også på huse. Det endte med en ejendom i Bylowsgade nr. 20. Der var 6 lejligheder, hvoraf de to var i baghuset, vi selv boede i stuelejligheden i forhuset ( 2 vær. med en lille kakkelovn, køkken, entre og meget lille VC.)

Det var udmærket at bo i byen, tæt ved alting, men dog en speciel oplevelse for os, som kom "udefra",- støj, ballade, druk og slagsmål var om ikke hverdagskost, så jævnlig foreteelse.

  Bylowsgade 20, 8000 Århus C

  Se erindringsbilleder

Da vi havde boet i Bylovsgade 20 i næsten 5 år, overvejede vi at sælge ejendommen, da vi var lidt trætte af "miljøet" og nogle af  beboerne. Vi havde dårlig tænkt på salg, inden der stod en ejendomsmægler i døren, og inden vi overhovedet havde troet det, var ejendommen solgt med pris og udbetaling som forventet, overtagelse 15. maj 1962.

Nu kan det nok være at nogen fik travlt, alt kunne sælges på dette tidspunkt, og derfor var det utrolig svært at finde et hus der passede os, og til en pris vi kunne betale. Efter mange opringninger  og   kiggen på huse, vurdering og beslutning, var de emner vi besluttede os for solgte. - Det hus som blev vores, lå på Holmevej 213, blev en handel med hurtig beslutning. Huset var annonceret i søndagsavisen, en opringning til ejendomsmægleren, møde i huset kl.14, heldigvis var vi tidlig på den, mormor og morfar var med til besigtigelse. Det skulle vise sig at alle der havde ringet, var tilsagt møde kl.14.
- Efter gennemsyn bad vi om betænkningstid,- som vi kunne se var der flere interesserede, og vi fik 10 min.- efter votering besluttede vi at købe, og meddelte ejendomsmægleren dette, som igen proklamerede "huset er solgt", og alle kunne forlade stedet. Det var fjorten dage før flytning fra Bylovsgade, så vi  fik travlt med istandsættelse.

Huset var opvarmet med kamin med olieindsats, og var ikke tilstrækkelig, vi ville derfor gerne have centralvarme.

Morfar var mester for installation af varme, med mig som hjælper, - vi var glade da vi fik varme i hele huset, først koksfyring, senere olie, og sidst fjernvarme.

Holmevej 213, 8270 Højbjerg

  Se erindringsbilleder

Vi synes nok det var lidt hårdt økonomisk, og valgte at udleje vores soveværelse, hvilket vi skulle ansøge kommunen om. Bl.a.udlejede vi til Jens Erik Weber, som idag er ven af huset,sammen med Inge og Flemming.

I 1968 måtte vi som så mange andre have en havestue. Vi havde en nabo der var arkitekt og tegnede for et firma i Hovedgård, hvorfra vi fik vores havestue, der var færdig til pinse.

Det var et “gør det selv ”projekt, hvor jeg selv støbte, murede og lagde tag og gulv. 

Murermesteren selv

 Se erindringsbilleder  

Det færdige resultat

  Se erindringsbilleder

I foråret 1972 havde jeg arbejdet med planer om , at udnytte tagetagen på vores hus, da Mogens og Hanne nu var blevet så store at de nu måtte have eget værelse. Der var mange problemer der skulle løses, og en kollegas bror lavede bygningstegninger. - Der skulle ændres på spærrene, indlægges bærende bjælker, brækkes mure ned, sættes trappe op, sættes vinduer i taget og meget andet, vi fik også et badeværelse, -  en stor omgang, som vi selv udførte, dog skal nævnes at kolleger stod klar når tunge bjælker skulle på plads. En ombygning der tog et halv år, var færdig til jul 1972.

Vi havde nu besluttet at vi ikke mere ville lave så stort et arbejde selv, men det skulle senere vise sig, at nye beslutninger træffes.

I 1974 var vores tag, der var tegl så utæt at noget skulle gøres. Jeg havde nok glemt beslutningen om ikke selv påtage sig så store opgaver, men  økonomi styrer meget.

Jeg havde en kollega, Niels Thuesen, som jeg har stor grund til at takke,  tilbød at hjælpe med at lægge nyt tag, et tilbud jeg tog imod, og vi fik eternittag på huset.

Dagliglivet hændelser.

At vi var etableret betød også at vi skulle være en familie med børn/barn. Mogens blev født 2.juli 1958 på Fødselsstiftelsen. Egentlig skulle det have været hjemmefødsel, men det trak så meget ud, at læge Ehlers Koch valgte at indlægge Ulla til fødsel, og måske godt det samme, der var jo ikke noget der hed barselsorlov, så pasning skulle ordnes privat.

Jeg var på arbejde på det tidspunkt Mogens blev født, men fik en opringning fra Ulla om veloverstået fødsel, og fik lov til et meget kort besøg, for igen at optage mit arbejde, der bestod i omlæsning ved togene, og de ventede ikke.

I september måned måtte jeg forlade familien i tre uger på grund af genindkaldelse til militæret,- tre uger uden store belastninger, nærmest hyggelig ferie, og gensyn med kammeraterne.

Tiden gik,og Mogens skulle ikke være enebarn, følgen heraf var en lillesøster, Hanne blev født 20. april 1966 (Hitlers fødselsdag). Fødselen gik rimelig hurtig, idet jeg netop havde kørt Ulla ind til fødeklinikken i Østergade 30, 8000 Århus C., og var kørt hjem og ville opholde mig hos Mina og Erik Coort, da de havde telefon og man her havde mulighed for at få fat i mig, men allerede inden jeg nåede til dem, havde de ringet og fortalt at Ulla havde født.

En absolut hurtig og lykkelig fødsel.

Som beskrevet i afsnittet “Arbejdslivet” døde min far  den 3. april 1967. Den pludselige død var en meget stærk oplevelse, og gav mange spekulationer om, hvordan fremtiden ville blive.

Den kommende tid var ikke spændende, hvordan ville Mor klare fremtiden, ville økonomien bære, ja, mange spørgsmål trængte sig på.

Det endte med at Mor lukkede forretningen, og levede stille og roligt. Min bror Kaj boede hjemme, og det gav hende selskab, og sikkert også den forpligtigelse at sikre, at de begge fik noget at spise dagligt.

1971 I Week-enden 20.-21. nov. oplevede vi et snefald, der lukkede for al trafik, på ganske få timer.

Det betød at mange bilister blev fanget blev fanget af snemasserne, og mange søgte til nærliggende beboelser for ikke at fryse i hjæl i bilerne.

Den 9. april 1972 blev Mogens konfirmeret i Holme Kirke. Konfirmationen blev holdt hjemme med mad leveret fra Hotel Ansgar. Hanne var bestemt ikke tilfreds med at Mogens  var midtpunkt.

Efter at være hjemkommet fra sommerferie og troede vi skulle have en god nats søvn, blev vi vækket af en, som var kørt in i vores bil, som stod parkeret på vores parkeringsplads, og hvilket syn, to ødelagte biler.

(Billede)

 Se erindringsbilleder

Jeg havde gennem mange år døjet med dårlige tænder, det var i min barndom ikke tandlægebesøg der blev brugt tid på, så jeg besluttede efter at have brækket en tand, at nu ville jeg have protese, - nok ikke den beslutning de fleste ville tage, men for mig har det vist sig at være en rigtig beslutning, der blev effektueret i september 1974.

I begyndelsen af 1975 var vi i gang med planlægning af sommerferien, hvor Leif og Inga blev indraget og endte med en tur til Gardasøen i egen bil med teltovernatning undervejs og “Hotel Romeo” i Torri som base for en uges ophold. Vi var kørende i hver sin bil og skulle selvfølgelig også til Venedig. Det blev en oplevelse vi sent glemmer, vi parkerede og mødte flere fra hotellet, tog en taxabåd sammen til Murano, en Ø med berømt glaskunst, og derfra videre til Markuspladsen, men her skulle det vise sig at forholdene i Italien ikke er som i Danmark. Vi blev afkrævet et stort beløb for turen og havde ikke lyst til at betale så meget, men pludselig strømmede det til med bådførere og fandt det bedst at betale. Vores fejl var, at vi ikke havde aftalt prisen forinden. Med denne erfaring aftalte vi prisen på turen tilbage til parkeringspladsen efter at have været i Markuskirken m.m., og havde en pragtfuld tur til en pris vi synes var absolut rimelig.

Ferie holdt vi i Østrig, nærmere bestemt Klagenfurt i perioden 15. - 25. juli, og sammen med Inga, Leif og Gitte i telt og sov selv i Combi-camp. En stor oplevelse var det, at vi også var en tur i Jugoslavien og se Postonja grotterne, hvilket var meget storslået. Klagenfurt og Østrig er jo med sin natur et fantastisk land at besøge. Vores hjemvej gik forbi Konsentrationslejren “DACHAU”, hvilket jo gav stof til eftertanke.

Den 13. april 1980 blev Hanne konfirmeret.

Det foregik herhjemme med mad fra Hotel Ansgar.

Andendagsgilde blev holdt på Holme kro for hele klassen med forældre. Egentlig havde forældrekredsen et ønske om at holde det i Sognegården, men det var ikke muligt, da menighedsrådet mente vi kunne finde på at drikke vin, og det var ikke forenelig med reglerne for huset. Festen på Holme Kro forløb til alles tilfredshed.

Sommerferien 1980 gik til Jugoslavien, hvor vi opholdt os på sydspidsen af Istrien.  Medulin, - Pula var nærmeste større by. 

Forinden vi nåede til Medulin, havde vi haft en lang køretur gennem Tyskland, ind i Italien og videre til Opatia, en turistby, som mange danske Busselskaber havde som mål. Der havde vi en overnatning med vores Combi-Camp, og oplevede Adriaterhavets pludselige vinde med nogen bekymring, da vi havde lagt os på et sted hvor udsigten over havet var storslået, og havde ingen forventning til, at det kunne blæse op så hurtigt. Næste dag kørte vi videre mod Pula, og skulle her prøve at finde en Campingplads. Efter besøg på flere Pladser uden tilfredsstillende sanitære installationer havnede vi i Medulin.     

Mens vi var i Medulin på en utrolig stor campingplads, meget dejlig, men ikke de fineste sanitære forhold., men dog acceptable.

Jugoslavien var jo et østland, hvor politi og militær ikke fungerede som i Danmark. Man kan roligt sige at diciplinen var noget strengere og deres flyvevåben var meget lavtflyvende, - ihvertfald  oplevede vi flere daglige flyvninger over campingpladsen i en uhyggelig lav højde. Når man lå på stranden kunne man vinke til Piloten i Jagerflyene.

Sommerferien måtte igen gå til Medulin i 1981, det var simpelthen et rigtigt badested, trods sine mangler og landets strenge system.

Vi kendte jo turen, som bare skulle overstås og efter et par overnatninger nåede vi frem til en meget fyldt plads, men fandt dog et sted at slå vores Combi-Camp op. Senere kom en fransk familie i en stor campingvogn, som troede, at de nærmest kunne stille den oven på vores Combi-Camp. Vel vidende, at franskmænd almindeligvis kun vil tale deres eget sprog, lykkedes det Ulla med højttalende dansk, at få dem til at forstå, at vi ikke ville have dem liggende ovenpå os.

Tiden går, og pludselig er vi nået frem til 1982, den 6. april havde vi sølvbryllup, det blev en stor dag.

Vi forventede nok et par gæster til morgenkaffe, men fik et rykind der langt oversteg vore forventninger. 

6 piger fra Den Jyske Pigegarde spillede på terrassen, iført postuniformer, som Mogens havde lånt af min egen beholdning af uniformer.

Senere dukkede mine kolleger op med musik og alle postcyler stod pakkede udenfor.

I alt var vi cà 50 personer.

Det var dejligt at opleve en sådan morgen !

Festen blev holdt på “Klostergården”, hvor det lykkedes at få skovlen under Ulla, hun havde nemlig foreslået at morgengave skulle vi springe over,- men, men,- jeg havde jo købt en lille gave, så jeg måtte finde på noget.

Vi havde slidt vores skovl op, så jeg købte en ny, sølvbroncerede den, satte gaven på , og brugte den som  grundlag for en lille tale om  “at jeg nu endelig kunne få skovlen under hende”

Det skabte nogen morskab ligesom andre forskellige indslag med sange serveret med megen stor opfindsomhed.

Det var en dag, som ikke vil glemmes!

Det kan synes, at det hele er fest, det er det selvfølgelig ikke, men ikke alle dagligdage står klart i erindring, og dog.

Sommerferiens 1. del gik til Rintlen ved Weserfloden, et lille hyggeligt sted vi tidligere havde været. -  2. del gik til Sjælland, hvor Hanne skulle på landslejr i Englerup,ved Ringsted, hvortil vi havde påtaget os, at køre spejderpigernes bagage, og igen hente. Vi opholdt os i mellemtiden i Inge og Jens` sommerhus i Kvistgård. Sidste nat inden lejrens ophævelse boede vi i forældrelejren, og nåede dermed at indsnuse stemningen i lejren.

I 1983 var vi på bustur til Pineda De Mar, Costa Brava i Spanien. Det var en lang køretur, som var non-stop. Vi havde købt rejsen hos Friis Rejser og turen blev på afbud kørt af Otto Nymark, Søften Busrejser, som havde en reservechauffør med. Der skal jo være to chauffører på så lang en tur.  Starten var lidt nervøs, da vi allerede i Frederiks Alle hørte lyde der ikke burde være der. Et stop konstaterede en løs hjulkapsel og kunne køre videre efter et spark på den. Der var opsamling ned gennem Jylland og indkøbsbesøg ved grænsen inden vi tog fat på nattens kørsel gennem Tyskland. Efter 32 timers kørsel nåede vi Pineda, og blev indkvarteret på hotel ved torvet.Der var ikke langt til stranden, som vi nød meget. Et besøg i Blanes, hvor der er en Botanisk Have foregik med tog, og videre fra banegården, som lå langt uden for byen, med bus. Vi fandt Botanisk Have, der ligger højt oppe i klipperne over byen, med en utrolig flot udsigt. Tog og bus rejsen hertil var en oplevelse for sig selv, idet både tog og bus havde træsæder, og vel nærmest en køreplan, der siger ” vi kører når vi kommer”, altså ikke noget IC3-tog.

Hjemturen var med en overnatning i Lyon og et kort besøg i Paris ved Eifeltårnet og en rundtur gennem byen – godt vi havde reservechauffør med, som havde et godt kendskab og var en god chauffør. Videre gennem Belgien om natten og endnu en dags kørsel, var vi hjemme om aftenen.

I 1984 var vi igen i Spanien, denne gang med Centrum Turist, og turen gik til Lloret de Mar .

En udmærket ferie, hvor vi igen var i Bacelona og fik også meget mere ud af det fordi vi nu kunne genkende mange af de steder vi så, ikke mindst bygningskunst. Barcelona har utrolig mange flotte bygninger.

I 1985 fejrede vi vores  2 x 50 års fødselsdage, der blev holdt den 15. marts på Ormslev forsamlingshus med middag og dans

Sommerferien gik til Gardasøen, hvor vi camperede og nød sommeren i Cisano. På hjemvejen gjorde vi ophold i Bacharach ved Rihnen. Her havde Hanne en penneveninde, som hun besøgte

I 1986 købte sommerhus i St.Sjørup og Hanne blev student. Sommerhuset fik en lille tilbygning da der ikke var badeværelse, men kun en bruser udenfor. - Det blev til en lille baggang og et bad under tag.

Hanne blev sproglig student på Marselisborg Gymnasium, men havde ikke fået et job, og valgte at tage en HH eksamen det kommende år.

Hanne blev således Handelsstudent i 1987. Hanne havde gennem året søgt mange jobs, bl.a.en læreplads på Silkeborg Sygehus, som Lægesekretær, og som hun faktisk fik, men af grunde ingen forstår havde Sygehuset fået afbud på hendes vegne. Vi forstod det ikke, hvordan kunne det ske?

Vi havde et møde med ledende sekretær ved Sygehuset, som heller ikke kunne forklare sagen, men enden på denne tragiske situation blev vendt til lykke for Hanne og os.

Hanne fik en stilling som piccoline ved sygehuset og garanteret læreplads 1988.

Hanne blev udlært 1990, og siden arbejdet på Sønderborg Sygehus, Grindsted Sygehus, Kommunehospitalet og på nuværende Ledende lægesekretær på Århus Amtssygehus. (2001)

I 1988 holdt vi de fleste veek-ends i St. Sjørup, også den 27. august, der skulle blive en trist dag.

Mogens kom pludselig om aftenen til St.Sjørup, og vi havde en fornemmelse om, at noget var galt.

Han var kommet for, at vi skulle komme hjem med det samme. Mormor og morfar var kørt galt i deres bil, og, at mormor var på operationsbordet.

Vi kørte straks til Amtssygehuset, nok for stærkt. På intensiv afdeling ventede vi længe, synes vi, og endelig kom de med mormor, men vi kunne intet gøre, hun skulle sove. Vi vidste egentlig ikke, hvor slemt det var, men det blev vi klar over de følgende dage.

Morfar tog vi med hjem, da han var meget forslået.

Det blev 10 dages besøg på sygehuset, uden at mormor vågnede, hun døde tirsdag den 6. september af sine kvæstelser, og blev begravet den 10. september på kirkegården i Tranbjerg.

Morfar valgte herefter at tage hjem, for at komme videre med sit liv.

Den 8. okt. blev vi bedsteforældre, Sandra blev født på  Odder sygehus.

Den 19. nov.måtte vi opleve at have haft indbrud i sommerhuset.Der var ikke stjålet så meget, og græsset var fræst op, det var en trist oplevelse, og vi var kun kørt derop for at lukke for vinteren.

I 1989   Holdt ferie sammen med Hanne i Kvistgård. Hun kom pludselig, og synes vi skulle på ferie.

Vi havde ikke planlagt noget, men ringede til Inge og Jens i København, fo, at høre om vi måske kunne låne deres sommerhus i Kvistgård.  - Som altid kunne vi selvfølgelig det, og holdt ferie i Nordsjælland.

I foråret 1990 havde mor været på aflastning på Mårslet Plejehjem. Det hed sig, at sygeplejen ikke kunne få hendes skinnebenssår til at hele. Jeg er senere blevet i tvivl, men jeg talte for at hun burde på plejehjem, og der taltes om, at hun skulle visiteres. - Denne visitering havde kommunen lovet at jeg ville få besked om, og kunne deltage.- Sådan blev virkeligheden ikke. Jeg fandt dog selv ud af hvornår det skulle være og måtte på dagen afbryde mit arbejde for at køre til Skåde.  Jeg blev ikke venlig modtaget, men fik gjort klart, hvad jeg mente. - Det skulle vise sig, at kommunen mente at mor skulle i ældrebolig på Stenvej, der var indflytningsklar pr. 1.juli 1990 og sådan blev det.

Kaj og jeg kunne så gå i gang med at tømme huset og derefter sætte det til salg.

1.aug. kunne jeg fejre 40 års jubilæum i P&T, der blev holdt i selskabslokalet Rundhøj Alle 14,  med kolleger og familie.

2. april 1991 var vi inviteret til Sølvbryllup hos Inge og Jens i Bagsværd med overnatninger på Sømandshotellet i København, og lige ved siden af en restaurant, hvor festen skulle festen holdes om aftenen.

Det var dejlig nemt.

Midt i juni fik vi uventet besøg i St. Sjørup af Inge og Jens. - De var på besøg hos Kaj og Lisbeth, der også havde sommerhus i St. Sjørup, og som i øvrigt er fra Mårslet.

- 1991 var også året hvor min broder Kaj kunne fejre sin 50 års fødselsdag. Her blev Ulla og jeg inviteret til festen, der blev holdt hos en bestyrelseskammerat i Skovby.

 I 1992 , den 15. juni måtte vi så "endelig" flytte mor til Plejehjemmet Egely, et ønske jeg havde haft længe. Jeg var talrige gange blevet ringet op af hjemmeplejen, der faktisk ikke magtede opgaven, at passe mor, der jo p. gr. a. demens ikke var tjenlig til at bo i egen bolig. Det var, og er stadig min opfattelse, at man godt kunne have sparet hende for den ene flytning, og dermed have givet hende en mere tryg tilværelse.

Det er desværre en konsekvens af "længst mulig i eget hjem", som jeg mener er misforstået hensyn.   

- Egely blev hendes hjem til sin død den 4. januar 1999.

Vi byggede en hytte i St. Sjørup, idet vi troede at Mogens og Hanne ville bruge sommerhuset.

Sådan blev det ikke.          

Straks inde i februar 1993 fik vi meddelelsen, at min svoger Henry var død efter nogen tids hospitalsindlæggelse, han blev bisat den 11. februar.

1993: Hanne fik arbejde på Århus Amtssygehus pr. 01. april 1993 og flyttede sammen med Lars på Hejredalsvej.   -   Mogens solgte hus pr.15. juli 1993, og flyttede hjem p. g. a .boligmangel.

Mor var til undersøgelse og muligvis have indopereret en pacemaker. Det fik hun ikke på grund af hun hun havde betændelse i blæren.

Den 18.okt. 1993 blev mor indlagt for anden gang, og fik nu sin pacemaker, hjemme igen dagen efter. 

Mogens fik lejlighed 1.jan. 1994 i Pottemagertoften 162,  efter næsten et halvt år herhjemme under trange vilkår.

Hanne havde søgt og fået stilling på kommunehospitalet fra 1. feb.. Det skulle hurtig vise sig, det ikke var den stilling hun havde håbet, -  og vil være at finde igen på Amtssygehuset i april måned.

Fra den 1.feb. havde morfar fået en Ældrebolig på Nygårdsvej, hans hus er sat til salg, i håb om et hurtig salg.

Huset blev solgt til overtagelse pr. 15. august 1995.

Den 26.-27.- 28.feb. oplevede vi det værste snefald i 22 år, den 28. feb. var snemængderne så store, at mange skoler var lukkede, og post blev ikke udbragt i Århusområdet, busserne  kunne ikke køre, og der var en sand folkevandring af folk på  vej til arbejde. Jeg havde heldigvis fri.         

1995:  Efter at være fyldt 60 år gik Ulla på efterløn pr 01. april 1995.

Jeg overvejer at gå på pension og efterløn ved årets udgang.

Vores 60 års fødselsdage blev fejret herhjemme over to lørdage med familie og venner.

Vi har sat vores sommerhus i St. Sjørup til salg, om det bliver vores sidste sommer der, vil vise sig.

På Vandværkets generalforsamling er det blevet besluttet, at vi skal                       have måler på vores vand, og havde mulighed for selv at grave ud til den. Det gjorde jeg søndag den 10. september, og næsten færdig sprang et vandrør, med et brusebad til følge.

Besværligheder med at få fat i vandværket og en VVS mand.- Ingen vidste hvor der kunne lukkes.

Herhjemme var vi igang med at istandsætte vores vaskehus (bryggers) og havde rettet gulvet af, for at kunne få klinker på gulvet, - men ak nej, - det skulle vise sig at det slog fra, og måtte laves om. Resultatet stod klar 20.sept. 1995

I februar 1996 var vi på byggeudstilling i Scandinavian Center, og så her på vinduer.  Det endte med at vi den  20.marts 1996 fik nye vinduer og yderdør i plast monteret af "Primo Plast".

Den 20. april blev Hanne 30 år. Det blev fejret på Hejredalsvej på behørig vis, med familie og venner.

Venner der sikrede Hanne opmærksomhed, hver måned den 20. eet år frem.

Ulla blev udtrukket til at sørge for,  at Hanne "så vand i en efterårsmåned", hvilket smittede af på Lars og mig. Vi var på Norsminde Kro, og fik chokolade, boller og lagkage, og kunne samtidig se vand.

Vi har i næsten 1 ½ år haft vores sommerhus i St. Sjørup til salg, og 9. november blev der skrevet Købsaftale med  overtagelse 11. december 1996.

Herefter har vi set os om efter et andet, -  et i Dyngby er et emne, men prisen er lidt i overkanten, så tiden ses lidt an.

1997 -  Året blev ikke gammel, for allerede sidst i januar besluttede vi os for at købe det sommerhus i Dynby, som vi havde set på tidligere.

Det er beliggende på Poppelvænget 7.  Overtagelse sker til 1. marts, og vi gik straks i gang med at ændre køkkenet, og har planer  om at lave et badeværelse, - men, disse planer er blevet udskudt, da vi har lavet en Carport, udvidet vores terrasse, fældet træer, kørt grene og forskelligt affald væk, og i september besluttede vi at få nyt tag,  -  lidt overraskende, men nok vores mangel på , at se os ordentlig for, men forhåbentlig også en tilfredsstillelse at taget er i orden fremover.

Det blev lagt på i Week-enden 20.-21. sept. 1997,  - heldigvis i godt vejr.

Desværre har vi haft problemer med taget, det har regnet ned ved tagrygningen.- Men heldigvis var ham der havde lavet det også villig til at komme og lave det, - desværre skulle der to gange til, men taget er reelt nok for lavt (15⁰ ) til eternit, men det var der på før.

I efteråret besluttede vi os for solvarme til udluftning om vinteren, og som ventilerer sommerhuset med varm luft når solen skinner med op til 30^o  i forhold til ude-temperaturen.  -Det fungerer godt, der hænger ikke den dårlige luft, der godt kan være efter lang tids indelukke.

Hanne og Lars har længe gerne villet have en Carport, og jeg har ladet forstå, at hvis jeg skal medvirke i år skal de snart i gang. - Hanne siger at det vil de gerne, men har ikke turdet spørge, da de jo vidste jeg havde nok at lave, men det løber jo ingen steder.

Det blev således Lars` far og mig der gik i gang med den opgave omkring  oktober, og der vist ingen tvivl om, at de tilfredse med resultatet.

I 1998 havde vi besluttet at male sommerhuset, vi havde nok også troet,  at vi ville skifte farve, men til hvilken farve, det kunne vi ikke beslutte, og valgte samme blå farve, som det havde i forvejen.

Jeg havde talt om at vi skulle have et badeværelse, og fundet ud af, at vi kunne inddrage det halve af skuret og lave indgang fra soveværelset. Jeg påbegyndte gravearbejdet til en indvendig sokkel, så vi kunne få et stabilt fundament.

I efteråret havde vi så småt gravet ud til sokkel, og skulle have lavet afløb, - og hvilket ælte, - det var regnvejr, uha! - Vi fik dog støbt sokkel og gulv inden vi måtte lukke for vinteren.

Efter jul blev mor syg og nytårsaftensdag synes de på plejehjemmet, at det var meget dårligt.

Jeg kontaktede Herdis og Kaj.

Nytårsdag 1999 kom Herdis, og var her et par dage, Kaj mente ikke at kunne klare at komme.

Det var hans beslutning, som jeg aldrig lærer at forstå.

Efter fire fredsommelige dage, hvor mor sov og formentlig var uden smerter, sov hun stille ind tidlig morgen den 4. januar 1999.

Jeg var på plejehjemmet umiddelbart efter, og kunne jo konstatere, at mors liv var afsluttet.

Jeg ringede til Herdis og Kaj tidlig på morgenen, og de kom i løbet af formiddagen, også Hanne kom. - Mogens og Hanne havde jeg ligeledes ringet til om morgenen.

Om formiddagen havde jeg travlt med at få fat i Bedemanden for tilrettelæggelse af hensættelse i kapellet og bisættelsen lørdag den 9. januar 1999 fra Holme Kirke, med efterfølgende kaffe i Sognegården.

Mors urne blev nedsat på vores gravsted på Frederikskirkens Kirkegård, som er fornyet til udgangen af år 2014, med vedligeholdelse, sommerblomster og grandækning betalt.

Arbejdet med vores badeværelse i sommerhuset fortsattes i foråret med opbygning af vægge og havde kontakt til Elektriker og VVS-mand.

Tiden gik, og efter proklamatiden på 8 uger efter vi havde været i Skifteretten, blev arven efter mor fordelt, - heldigvis i fuld enighed, vi søskende imellem. - Da vi ikke alle er helsøskende, har vi mulighed for en frivillig fordeling i enighed eller, at følge skifterettens regler.

Jeg foreslog en fordeling vi alle var tilfredse med, der betyder at arven ikke giver problemer.

Jeg havde besluttet at ville bruge min arv til en "ny"  bil, - men endte med at købe en brugt.

Den 8. april 1999 fik vi så en "ny" bil,  - en SEAT-Cordoba 1,6 , der jo ikke var helt ny, men fra 1998 og havde kørt 18.000 km.

Den 12 juni var vi på Sjælland til fætter og kusinefest hos Karen og Orla i Bisserup, det var rigtig hyggeligt.

Vi boede på Vandrehjem i Skelskør i  3 dage og dernæst i sommerhus på Enø sammen med Birthe og Svend i 3 dage, hvor vi kørte egnen tynd og var på Holmegårds glasværk, besøgte Julemandens værksted  og var også en tur på Ålholm  og se gamle biler.

Vi fejrede Skt. Hans aften sammen med de ældre på Nygårdsvej, det var meget vellykket - i betragtning af at vi ikke kan lave stort bål, havde vi dog bål i form af fakler og olielamper på terressen.

Herefter havde Ullas far det dårligt, uden at vi kunne forstå, hvad der var galt.

Efter flere besøg hos læge, røntgenfotografering, kiropraktor og indlæggelse på Odder Sygehus, blev han udskrevet, og måtte have massiv hjemmepleje. En hjemmepleje vi ikke altid synes fungerede særlig godt.

Ullas far døde den 13. september 1999 kl. 5.05, hvor Ulla og Jeg var til stede. Vi var blevet ringet op af natsygeplejersken, der gav os den besked, at Martin havde det meget dårligt.

Det var en trist oplevelse, - men jeg er glad for, at vi var der.

Martin blev samme eftermiddag hensat i kapellet i Tranbjerg, og blev begravet fra Tranbjerg Kirke den 17. september kl. 10.30 med efterfølgende kaffe og snitter i sognegården.

Herefter kom en travl tid med rydning af lejligheden, flytning og fordeling, hvilket også gav nogle ændringer herhjemme.

Vi besluttede at beholde de syrede egetræsmøbler, som Martin havde, og vore egne blev fordelt , dels i sommerhuset og på værelse.

 Den 11. september 2001 skulle vi opleve den værste hændelse i vor tid. Netop denne dag var Ulla og jeg hos Hanne i Brabrand. Vi havde hentet Caroline i dagplejen fordi vi gerne ville have, at hun kunne genkende os, da vi skulle passe hende i week-enden, som i øvrigt gik udmærket.

Lars ringede hjem og fortalte at et fly var fløjet ind i World Trade Center i New York, og , at vi kunne se det i fjernsynet. Det viste sig ikke at være tilfældigt, men vel tilrettelagt terrorisme, der var nemlig ikke tale om eet fly men to, samt et der fløj ned i Pentagon (USA´s forsvarskommando og efterretningsvæsen)  plus et der styrtede ned i Pensylvania, (måske tvunget ned).

Denne frygtelige katastrofe var vi vidne til på fjernsynet, og der var tale om utrolig mange dræbte og tilskadekomne, alle uskyldige flypassagerer og folk der arbejdede i World Trade Center. Efter de to fly havde ramt tårnet på 110 etager, styrtede tårnene sammen i en støvsky, der næppe kan beskrives.